Hvorledes Norge blev befolket

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif
Original.gif
Original.gif
Original.gif


Nordiske fornaldersagaer


Hvorledes Norge blev befolket[1]

Opregning af kongeslægterne


Hversu Noregr byggðist med Ættartölur


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2020



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Fornaldarsögur Norðurlanda, Reykjavík, 1954


En illumineret side fra manuskriptet Flateyjarbók

Nu skal der fortælles om, hvordan Norge oprindeligt blev befolket, og hvilke kongeslægter, der opstod dér og i andre lande, og hvorfor de folk, som kongeslægterne stammer fra, kaldes for skjoldunger, budlunger, bragninger, ødlinger, vølsunger eller niflunger.


Om Fornjots efterkommere

Der var en mand, der hed Fornjot. Han havde tre sønner: Den første hed Hle, den anden Loge og den tredje Kåre. Kåre styrede vinden, Loge ilden og Hle havet. Kåre var far til Jøkel, som var far til kong Sne, og kong Snes børn var Torre, Fonn, Drive og Mjøll. Torre var en fortrinlig konge. Han herskede over Jotland, Kvenland og Finland. Kvenerne blotede til ham for at få sne og godt skiføre. Det er, hvad de anser for at være god åring. Dette blot skulle ske ved midvinter, og af den grund blev måneden kaldt for Torre-måned.

Kong Torre havde tre børn: Hans sønner hed Nor og Gor, hans datter Goe. Goe forsvandt, og Torre holdt blot en måned senere, end han plejede, og siden kaldte man den måned, som begynder dér, for Goe-måned. Nor og Gor søgte efter deres søster. Nor udkæmpede store slag vesten for Kølen og fældede de konger, der hed Ve og Vei, Hunding og Heming. Og Nor underlagde sig landet dér helt ud til havet. Brødrene mødtes i den fjord, som nu kaldes Norefjord. Nor drog derfra op på Kølen og kom til det sted, der hedder Ulvemo, og han fortsatte gennem Østerdalen og derefter Värmland og over den sø, der hedder Vänern, og derfra ud til havet. Alt dette land lagde Nor under sig — alt det, der lå vesten for denne grænse. Dette land kaldes nu Norge.

Midt på vinteren kom de til Hedmark. Dér herskede den konge, som hed Rolf i Bjerget. Han var en søn af jætten Svade fra Dovre nordpå og Åshild, der var en datter af kong Eystein, som længe havde hersket over Hedmark. Rolf i Bjerget havde taget Goe og giftet sig med hende. Men da hun hørte, at hendes bror Nor var kommet, drog hun ham i møde sammen med Rolf, og denne gav sig under Nor og blev hans mand. Derefter tog Nor på gæstebud hos sin svoger, og Nor blev gift med Hadda, som var Rolfs søster og datter af jætten Svade.

Herefter tog kong Nor tilbage vestpå til havet, og dér mødte han sin bror Gor. Denne var da kommet nordfra over Dumbshavet og havde underlagt sig alle øerne på sin vej — såvel beboede som ubeboede. Da delte brødrene magten imellem sig, således at Nor skulle have fastlandet helt fra Jotunheim i nord til Alfheim i syd — det hedder nu Norge — mens Gor skulle have alle de øer, der lå på bagbords side af hans skib, når han sejlede nordpå langs med landet. Søkongen Gor havde sønnerne Beite og Heite, Meite og Geite. Søkongen Beite sejlede sit skib ind i Trondheimsfjorden og ind i Beitstadfjorden. Han lod en skibsslæde bygge under skibet, for der var meget sne og godt slædeføre. Beite tog da plads i løftingen og satte styreåren på. Han lod sejlet hejse og fik sine folk til trække skibet nordpå over Namdalseid til Namdalen og underlagde sig alt landet, der lå til bagbord. Søkongen Beite var far til søkongen Heite, som var far til Svade. Geite var far til Glamme og Gylfe. Søkongen Meite var far til Mæfil og Myndil. Myndil var far til Ekkil og Skekkil.

Nor var far — og Svades datter Hadda var mor — til Trond og Gård, som blev kaldt Agde. Og da de skiftede arven, fik Trond Trondheimen, som derfor hedder sådan. Gård Agde var far til dem, der hedder Hord, Rugalf, Trym, Vegård, Frejgård, Torgård og Grjotgård. Hord fik Hordaland i arv. Hans søn var Jøfur eller Jøsur, der var far til kong Hjør, som var far til Hjørleif den Kvindekære. Rugalf fik Rogaland. Hans søn var Ragnvald, der var far til kong Øgvald. Trym fik Agder. Hans sønner var Agde og Agnar, der var far til Ketil Trym, som boede på Tromøy. Vegård fik Sognefylke. Han var far til Veorm, der var far til Vemund den Gamle, som blev kaldt Sygners[2] Trøst. Frejgård fik Fjordene og Fjaler. Hans sønner var Frejsten den Gamle, der boede på Gaular, og Frejbjørn, der var far til Audbjørn, som var far til Arinbjørn Firdejarl. Torgård fik Sunnmøre. Hans søn var Torvid, der var far til Arnvid Træsærksbane, som var far til Slævid og Bråvid. Grjotgård fik Nordmøre. Hans søn var Salgård, der var far til Grjotgård, som var far til Sølve, der var far til Høgne på Njardøy, som var far til Sølve Viking og Hild den Slanke, som var gift med Hjørleif den Kvindekære. Deres søn var bersærken Half. Grjotgårds anden søn var Sigar, der var far til Signy, som var gift med Harald Namdalsjarl, der var far til Herløg, som var far til Grjotgård, der var far til Håkon Jarl, som var far til Sigurd Jarl, der var far til Håkon Ladejarl.

Kong Nors søn Raum tog magten efter sin far. Han havde Alfheim og så stort et rige, som afgrænses af de elve, der udspringer dér. Derfra løber Lågen østfra gennem dalen til Mjøsen, og derfra løber Vorma til Raumelven, som løber ud i havet. Fra Vorma løber Raumåen ned gennem Raumdalen. Fra Vorma løber Østerelven gennem Østerdalen til Vänern, og derfra løber Götaelven til havet.

Kong Raum drak engang jul sammen med Bergfinn, der var søn af jætten Trym i Vorma, og han gik da i seng med Bergfinns søster Bergdis. Herefter fik hun tre sønner, som hed Bjørn, Brand og Alf. Den sidstnævnte blev opfostret hos Bergfinn og kaldt Finnalf. Bjørn blev hos sin mor og blev kaldt Jættebjørn. Hun sendte Brand hen til hans far Raum, og denne gav ham til guderne, og han blev kaldt Gudbrand. Kong Raum gav ham den dal, der hedder Gudbrandsdalen. Raum gav Jættebjørn Raumdalen, og Alf fik Østerdalen og alt nord for Vänern og fra Götaelven nordpå til Raumelven. Det område kaldte man da Alfheim.

Gudbrand Dalekonge var far til Audleif, der var far til kong Gudmund. Hans søn var Gudbrand, der ikke ville kaldes konge, men tog jarlsnavn, fordi han ville være den mægtigste jarl i Norden. Hans søn var jarl Geirmund, som var far til jarl Hrodgeir, der var far til Gudbrand, som hverken ville kaldes konge eller jarl. Han kaldte sig herse, men styrede dog sit land som en konge og var på ingen måde mindre mægtig. Alle hans efterkommere kaldtes siden for herser.

Jættebjørn den Gamle var far til kong Raum, der var far til Hrossbjørn, som var far til Orm Skalstump, der var far til Knøtt, som var far til Torolf Halm og Ketil Raum. Torolfs søn var Helge, der var far til Berse, som var far til Tormod, der var far til Torløg, som var mor til Tunge-Odd.

Finnalf den Gamle blev gift med Svanhild, som blev kaldt Guldfjeder. Hun var datter af Dag Dellingson og Sol, der var datter af Mundilfare. Deres søn var Svan den Røde, der var far til Søfarer, som var far til Ulf, der var far til Alf, som var far til Ingemund og Eystein. Raum den Gamle blev siden gift med Hild, der var datter af Gudrød den Gamle, som var søn af kong Sølve, der som den første ryddede skoven på det sted, som nu hedder Solør. Og hans sønner var Gudrød, Hauk, Hadding og Ring.

Gudrød blev konge efter sin far, og alle hans efterkommere blev konger. Hans søn var Eystein den Onde. Han satte sin hund, der hed Lort, til at være konge over indtrønderne, fordi de havde dræbt hans søn Ønund, som han havde sat til at styre landet dér.


Opregning af slægten efter Hød

Hød havde det rige, der kaldes Hadeland. Hans søn var Hødbrod, der var far til Rolf, som var far til Hromund Bersærk, der var far til Håmund, Hake og Gunnlød, som var mor til Ud-Stein og Ind-Stein. Håmund var jarl over Hordaland. Han var far til Hrok den Sorte og Hrok den Hvide. Hake var far til Hrodgeir, som var far til Hrodmar, som var far til Hake Bersærk. Gunnlød var datter af Hrok den Sorte og mor til Hromund Gripson. Raums søn Hadding havde Haddingedal og Telemark. Hans søn var Hadding, som var far til Hadding, der var far til Høgne den Røde. Efter ham havde tre med navnet Hadding magten — den ene efter den anden. Helge Haddingehelt var hos en af dem.

Raums søn kong Ring havde Ringerike og Valdres. Han blev gift med en datter af søkongen Vifil. Deres søn var Halfdan den Gamle, og da han tog kongemagten, holdt han et stort blot ved midvinter og blotede for at få lov til at leve tre hundrede år i sit kongedømme — så længe som Sne den Gamle efter sigende havde levet. Og han fik det svar, at han ikke skulle leve mere end en menneskealder, men at den skulle vare tre hundrede år, og ingen i hans slægt — hverken mænd eller kvinder — skulle mangle høj rang. Han var en stor kriger og hærgede vidt omkring i Østerlandene. Dér dræbte han den konge, der hed Sigtryg, i tvekamp. Han blev gift med Alfny, der var datter af kong Eymund i Holmgård. De fik ni sønner. De hed Tengil — som blev kaldt Mande-Tengil — Ræsir, Gram, Gylfe, Hilmer, Jøfur, Tigge, Skyle og Harre. Disse ni — siges det — var alle lige gamle, og de blev så fremragende mænd, at deres navne i alle gamle fortællinger bruges som hædersnavne og betegnelser for konger. Det siges, at ingen af dem fik børn, men at de alle faldt samtidig i kamp. Halfdan og Alfny fik også ni andre sønner, som hed Hilder, Næfil, Øde, Skelfe, Dag, Brage, Budle, Lofde og Sigar. Hilder, Sigar og Lofde var alle hærkonger. Øde, Budle og Næfil var søkonger. Dag, Skelfe og Brage var landkonger.

Dag var gift med Tora Heltemoder, og de fik ni sønner. En hed Ole, en anden Åm, en tredje Jøfur og en fjerde Arngrim. Ole var far til Dag, der var far til Oleif, som var far til Ring, der var far til Olav, som var far til Helge, der var far til Sigurd Hjort, som var far til Ragnhild, der var mor til Harald Hårfager. Denne gren af Haralds slægt blev kaldt døglinger. Arngrim var gift med Eyfura. Deres søn var bersærken Angantyr.

Brage den Gamle var konge i Valdres. Han var far til Agnar, der var far til Alf, som var far til Erik, der var far til Hild, som var mor til Halfdan den Gavmilde, der var far til Gudrød, som var far til Halfdan den Sorte, der var far til Harald Hårfager. Denne gren af Haralds slægt kaldes for bragninger.

Skelfe var konge i Voss. Hans søn var Skjold, som var far til Erik, der var far til Alrek, som var far til Erik den Veltalende, der var far til Alrek den Tapre, som var far til Vikar, der var far til Vatnar, som var far til Imald og Erik, der var far til Gyda, som Harald Hårfager blev gift med. Denne slægt kaldes skilfingernes slægt eller skjoldungernes slægt.

Hilder var Halfdans fjerde søn.[3] Han var far til Hildebrand, som var far til Vigbrand, der var far til Hilder og Herbrand, som var far til Harald den Grenske, der var far til Åsa den Storrådende, som var mor til Halfdan den Sorte, der var far til Harald Hårfager. [Denne slægtsgren kaldes for hildingerne.][4]

Sigar var far til Siggeir, som var gift med kong Vølsungs datter Signy. Sigar var også far til Sigmund, der var gift med Hild, som var datter af Mørekongen Grjotgård. Hans søn hed Sigar og var far til Signy. Det var ham, der lod Hagbard hænge. Dette kaldes siklingernes slægt.

Lofde var en stor konge. Den hærskare, der fulgte ham, bliver kaldt lofder. Han hærgede i Reidgotaland og blev konge dér. Hans sønner var søkongen Skekkil og Skyle, som var far til Egde, der var far til Hjalmte, som var far til Eylime, der var far til Hjørdis, som var mor til Sigurd Fafnersbane, der var far til Asløg, som var mor til Sigurd Orm-i-øje, der var far til Asløg, som var mor til Sigurd Hjort, der var far til Ragnhild, som var mor til Harald Hårfager. Disse af Haralds slægtninge kaldes for lofdunger.

Øde og Budle var søkonger og fulgtes ad sammen med deres hær. De kom med deres følge til Saxland og hærgede dér vidt omkring og underlagde sig Valland og Saxland, og de slog sig ned i disse lande. Øde havde Valland og var far til Frode, som var far til Kjar, der var far til Ølrun. De kaldes for ødlinger. Budle havde Saxland. Han var far til Attil, der var far til Vifil, som var far til Læfe, der var far til Budle, som var far til Sørle eller Serle og Atle og Brynhild, der var mor til Asløg. Og denne gren af Harald Hårfagers slægt kaldes budlunger.

Kong Næfil var far til Heimar, som var far til Eynæf, der var far til Rakne, som var far til Gjuke, der var far til Gunnar og Høgne, Gudrun, Gudny og Guldrand, og dette kaldes niflungernes slægt.[5]

Nu er de kvinder opregnet, som var de første i Halfdan den Gamles slægt. Og da den første kvinde kom ind i slægten, var der forløbet tre hundrede år fra det blot, hvor Halfdan blotede for sin alder og magt.


Opregning af slægten efter Alf den Gamle

Kong Alf den Gamle herskede over Alfheim. Han var far til Alfgeir, der var far til Gandalf, som var mor til Alfhild. Alfhild var mor til Ragnar Lodbrog, som var far til Sigurd Orm-i-øje, der var far til Asløg, som var mor til Sigurd Hjort, der var far til Ragnhild, som var mor til Harald Hårfager.

Harald den Gamle, der var søn af Valdar den Gavmilde, som var søn af Roar, var gift med Hervør, der var datter af kong Heidrek. Deres søn var Halfdan den Kloge, som var far til Ivar den Vidtfavnende, der var far til Aud den Dybsindige. Hun blev gift med Rørek Ringslænger. Deres søn var Harald Hildetand. Aud blev siden gift med kong Rådbard. Deres søn var Randver, som var far til Sigurd Ring, der var far til Ragnar Lodbrog, som var far til Sigurd, der var far til Asløg, som var mor til Sigurd, der var far til Ragnhild, som var mor til Harald Hårfager, der som den første havde eneherredømme i Norge.


Haralds slægt fra Odin

Der var en konge, der hed Burre, som herskede over Tyrkiet. Hans søn var Bor, der var far til asekongen Odin, som var far til Frej, der var far til Njord, som var far til Frej, der var far til Fjølner, som var far til Sveigde, der var far til Vanlande, som var far til Visbur, der var far til Domalde, som var far til Domar, der var far til Dyggve — som vi kalder Tryggve — som var far til Dag, der var far til Agne Skjalfsbonde, som var far til Alrek, der var far til Yngve, som var far til Jørmundfrode — som vi kalder Jørund — der var far til Åne den Gamle — som vi kalder Øn — der i ni år, inden han døde, måtte drikke af et horn på grund af alderdom.[6] Øn var far til Egil Tunnefjende, der var far til Ottar Vendelkrage, som var far til Adils i Uppsala, der var far til Eystein, som var far til Yngve den Gråhårede, der var far til Vej-Ønund, som var far til Ingjald den Onde, der var far til Olav Træfælder, som var far til Halfdan Hvidben, der var far til Eystein, som var far til Halfdan den Gavmilde og Madgerrige, der var far til Gudrød Jagtkonge, som var far til Halfdan den Sorte, der var far til Harald Hårfager.


Haralds slægt fra Skjold

Skjold hed en søn af asekongen Odin. Han var far til Fredleif, der var far til Fred-Frode, som var far til Fredleif, der var far til Håvard den Håndstærke, som var far til Frode, der var far til Vermund den Vise, som var far til Olav den Beskedne, der var far til Dan den Storladne, som var far til Frode den Fredelige, der var far til Fredleif, som var far til Frode den Tapre, der var far til Ingjald Starkadsfostre, som var far til Rørek Ringsparer, der var far til Halfdan, som var far til Rørek Ringslænger, der var far til Harald Hildetand. Haralds bror var Randver, som var far til Sigurd Ring. Og herfra fører slægtsrækken til kong Harald Hårfager på den måde, som det før blev nævnt.


Haralds slægt fra Adam

Gud skabte Adam som det første af alle mennesker. Hans søn var Seth, og hans søn var Enos, og hans søn var Kaynan, og hans søn var Malaleel, og hans søn var Pharet, og hans søn var Enok, og hans søn var den gamle Metusalem, og hans søn var Lamech — da var den første verdensalder til ende — og hans søn var Noa, som byggede arken, og hans søn var Japhet, og hans søn var Japhan, og hans søn var Zechim, og hans søn var Ciprus, og hans søn var Cretus eller Celius, og hans søn var Saturnus på Kreta, og hans søn var Jupiter, og hans søn var Darius, og hans søn var Erichonius, og hans søn var Troeg, og hans søn var Ilus, og hans søn var Lamidon, og hans søn var overkongen Priamos.

En konge i Troja hed Munnon eller Mennon. Han var gift med kong Priamos’ datter Troan, og hans søn hed Tror — som vi kalder Tor — og hans søn var Loricha — som vi kalder Lorride — og hans søn var Eredei — som vi kalder Eindride — og hans søn var Vingetor, og hans søn var Vinginer, og hans søn var Mode, og hans søn var Mage — som vi kalder Magne — og hans søn var Seseph, og hans søn var Bedvig, og hans søn var Atre, og hans søn var Trinan, og hans søn var Heremoth — som vi kalder Hermod — og hans søn var Skjaldin — som vi kalder Skjold — og hans søn var Beaf — som vi kalder Bjar — og hans søn var Godolf, og hans søn var Burre — som vi kalder Finn — og hans søn var Frjalaf — som vi kalder Bor — og hans søn var Voden — som vi kalder Odin. Han var tyrkernes konge. Hans søn var Skjold, og hans søn var Fredleif, og hans søn var Fred-Frode, og hans søn var Herleif, og hans søn var Håvar den Håndstærke, og hans søn var Frode, og hans søn var Vemund[7] den Vise, og hans datter var Oløf. Hun var mor til Frode den Fredelige. Hans søn var Fredleif, og hans søn var Frode den Tapre, og hans søn var Halfdan, og hans søn var Roar, og hans søn var Valdar den Gavmilde, og hans søn var Harald den Gamle, og hans søn var Halfdan den Kloge, og hans søn var Ivar den Vidtfavnende, og hans datter var Aud den Dybsindige, og hendes søn var Randver, og hans søn var Sigurd Ring, og hans søn var Ragnar Lodbrog, og hans søn var Sigurd Orm-i-øje, og hans datter var Asløg, og hendes søn var Sigurd Hjort, og hans datter var Ragnhild, og hendes søn var Harald Hårfager.

Denne slægtsrække har halvfjerds led på nær ét, hvis både Adam og Harald tælles med.


De konger, der har hersket i Norge

Harald Hårfagers søn hed Sigurd Rise, og hans søn var Halfdan, og hans søn var Sigurd So, og hans søn var Harald Hårdråde — som var bror til Olav den Hellige — og hans søn var Olav den Fredelige, og hans søn var Magnus Barben, og hans søn var Harald Gille, og hans søn var Sigurd Mund, og hans søn var Sverre Magnus, og hans søn var Håkon den Harmdøde, og hans søn var Håkon den Gamle, og hans søn var Magnus, der sendte den lovbog, der kaldes Jonsbog, til Island. Hans søn var Håkon Højben, og hans datter var Ingebjørg, og hendes søn var Magnus den Gode[8] — hvis far var hertug Erik den Lange — og hans søn var Håkon, og hans søn var Olav, som var ti år gammel, da hans far døde. Han var konge over Norge og Danmark og alle de skatlande, som hører derunder, og han var den retmæssige arving til hele Sveariget, som Mecklenborggrevens søn Albrikt besad. Albrikt var en søstersøn af kong Magnus den Gode, der var Olavs farfar. Denne Olav blev efter sit eget ønske opkaldt efter den hellige kong Olav Haraldson, og han var konge, da denne bog blev skrevet. Da var der gået 1387 år fra Vor Herre Jesu Kristi fødsel


Opregning af de norske herskere

Disse har styret Norge: Kong Olav, som netop blev nævnt, og før ham kong Håkon, så kong Magnus den Gode, så Håkon Højben, så Erik og Magnus, så Magnus — ham, der lod lovbogen skrive — så Håkon den Unge sammen med faderen Håkon den Gamle, så Inge Bårdson og Erling Stenvæg og Philippus Baglerkonge, så Håkon den Harmdøde, så Sverre Magnus og de mange løgnekonger i hans tid, så Magnus Erlingson og Eystein Birkebeiner, så Håkon Hærdebred, så Inge Krøbling og Eystein og Sigurd Mund, så Harald Gillekrist og Magnus den Blinde og Sigurd Slumpedegn, så Sigurd Jorsalfar, Eystein og Olav, så Magnus Barben og Håkon Toresfostre, så Olav den Fredelige og Magnus, som var far til Håkon Toresfostre, så Harald Hårdråde, så Magnus den Mægtige[9], der var søn af den hellige Olav Haraldson, så de uhjemlede konger Svend Alfifason og Knud den Mægtige, så den hellige Olav Haraldson, så jarlerne Erik, Svein og Håkon, så Olav Tryggveson, så Håkon Blotjarl den Mægtige, så Harald Gråfeld, så Håkon Adelstensfostre, så Erik Blodøkse, og så Harald Hårfager, som var den første enevældige konge over hele Norge, således som det fremgår af sagaerne.


Da kong Olav Håkonson forsvandt

Året efter det, som lige blev fortalt, forsvandt kong Olav Håkonson. Danskerne sagde, at han var død, men det ville nordmændene ikke tro på. Dronning Margrete, som var mor til kong Olav og datter af Valdemar Danekonge[10], blev da valgt til at regere i Norge og Danmark, efter at hun lod Albrikt tage til fange.



Noter:

  1. Teksten findes overleveret i det berømte islandske manuskript Flateyjarbók, som blev skrevet i årene 1387-94.
  2. ɔ: beboerne i Sogn.
  3. Håndskriftet har »inn fimmti sonr Dags«, hvilket åbenlyst er forkert.
  4. Teksten i kantede parenteser findes mærkeligt nok ikke i forlægget, men er for fuldstændighedens skyld tilføjet af oversætteren.
  5. Gjukes efterkommere kendes også som gjukungerne.
  6. Den aldersomssvækkede Åne pattede af hornets spids som et diebarn af moderens bryst.
  7. I det foregående kapitel kaldes han Vermund.
  8. ɔ: kong Magnus Erikson (1316-74) med tilnavnet Smek
  9. Bedre kendt som den Gode.
  10. Valdemar Atterdag