IV. En hidtil uforstaaet Halvstrophe af Tjodolv

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Den ældste Skaldedigtnings Historie


Sophus Bugge
1894


IV. En hidtil uforstaaet Halvstrophe af Tjodolv


Olav Tordssøn har ved sin i Midten af 13de Aarh. forfattede grammatiske Afhandling (den tredje som knyttes til Snorres Edda) anført en hidtil ikke forstaaet Halvstrophe, som her særlig maa undersøges: at kalla sæinn iǫrð skipa eða fiska eða sækonunga, sem Þiodolfr(1) qvað:

hofvð baðm
þar er heið sæi
afiornís
fiollum drygði.

Hertil knyttes den Bemærkning, at i denne Halvstrophe var hafit kallat fiǫll sækonungs(2).

Den sædvanlige Mening er, at denne Halvstrophe har hørt til Ynglingatal(3).

Gislason(4) bemærker: «Man kender kun to skjalde af navnet Þjóðolfr, nemlig forfatteren til Ynglingatal og Þjóðolfr Arnorsson (der, så vidt jeg husker, sidste gang omtales den 25. september 1066 i slaget ved Stamfordbridge). Da nu den sidst nævnte skjald slet ikke vides at have betjent sig af 'kviðuháttr', ligger den formodning ikke fjern, at «Höfuðbaðm . . . drýgði» er forfattet af Þjóðolfr ór Hvini, hvad enten det har hørt til Ynglingatal, eller til det digt om Harald hårfagre, hvoraf Flat. udg. I 567—568 citerer et par vers, vistnok i en for en del forvansket form, eller maske til et tredje nu for øvrigt forsvundet digt.»

At den af Olav Tordssøn anførte Halvstrophe skulde høre til samme Digt som de i Flatøbogen anførte Vers om Harald Haarfagre, som tillægges Tjodolv, forekommer mig at være høist usandsynligt. For det første har hin Halvstrophe en kenning á Fjǫrnis fjǫllum, medens Versene i Flatøbogen ikke har en eneste egentlig kenning. For det andet synes Versene i Flatøbogen mig at være meget sene, langt yngre end Tjodolv fra Hvin og Ynglingatal(5). Endelig kan mærkes, at Olav Tordssøn oftere ellers anfører Vers af Skalde, som har levet før Kristendommens Indførelse paa Island (forn skáld).

Derimod synes det mig paa Grund af Navnet Þioðolfr hos Olav Tordssøn i Forbindelse med Versemaalet utvivlsomt (hvad ogsaa alle Litteraturhistorikere har ment), at den hos Olav Tordssøn anførte Halvstrophe er forfattet af samme Digter som Ynglingatal. Men for at kunne afgjøre, om Halvstrophen har hørt til Ynglingatal, maa vi undersøge dens Indhold(6). I den arnamagnæanske Udgave oversættes Halvstrophen saaledes: «Principalem progeniem, ubi auri sationem in Fjørneris montibus exercuit.» Gislason bemærker, at Udtrykket «øve Gavmildhed paa Bølgerne» klinger saa besynderligt. Men heiðsæi har, som djúpsæi og andre tilsvarende Ord vise, intet med så «at saa» at gjøre og betyder, som vi i det følgende skal se, slet ikke «auri satio», «Gavmildhed». Wisén oversætter drýgja heiðsæi ved «timorem facere 1. injicere». Men heiðsæi betyder, som vi i det følgende skal se, ikke Skræk (som man indgyder andre) og drýgja betyder ikke udvirke, vække hos andre, men udøve, udføre, fuldbyrde.

Ordet heiðsæi forekommer i Heil m. s. I, 194: hversu mikil heiðsęi er v(e)itandi helgum monnum, þviat þeir ero musteri guds, hvilket er en Oversættelse af: quantus sit viris sanctis timor exhibendus, templa enim dei sunt. I Homil. Wiséns Udg. S. 130 L. 24 ff. er skrevet: scylldi oc fara of þessa palla .XV. [i salomons mustere] .... meþ frambære eiþsæi viþ ɢuþ svat syngia scylde .XV. salme a þeim .XV. paollonom. Hertil hører Adjectivet heiðsær. Dette forekommer i en Strophe i Ól. s. h. Kap. 193, som siges at være kvædet af Islændingen Jǫkull Bárðarson, efter at han paa Gotland havde faaet Dødshugget af en af Olav den helliges Mænd. Her heder det:

verpr hjálmgǫfugr hilmir
heiðsær á mik reiði(7).

Tjodolvs Vers og Verset i Ól. s. helga viser, at heiðsęi i Heil. m. s. er den rette Form og at eiþsæi er en urigtig Form for heiþsæi(8).

Betydningen af heiðsæi er sikker. Det betegner: religiøs Ærefrygt, tilbedende Ærefrygt ligeoverfor Gud, Guds Hus eller Helgener, heiðsær om Olav maa altsaa betegne ham som «den hellige», som «den, ligeoverfor hvem man maa vise tilbedende Ærefrygt». Strophen er naturligvis digtet, etterat Olav var bleven erklæret for hellig.

heiðsær er vistnok afledet af heiðr «Ære» og sjá, da det i Hauksbok(9) heder: Daniel sa enskis heiðar a Bel. Derfor betegner heiðsær etymologisk vistnok «den som man skal se paa med Ære (saa at man viser ham Ære)».

Af det foregaaende er det klart, at heiðsæi er et udelukkende kristeligt Ord. Dette Ord godtgjør, at den hos Olav Tordssøn anførte og Tjodolv tillagte Halv strophe (selv om den for øvrigt bliver uforstaaet) er forfattet i kristelige Omgivelser og omtaler en kristen Konge. Men herved bliver det umuligt, at Ynglingatal, der sikkert er forfattet af samme Skald som Halvstrophen, kan være digtet hos en Konge paa Vestfold eller i Grenland, som var Søn af Olav Geirstadalv. Forfatteren af Ynglingatal maa tværtimod have staaet i Forbindelse med kristne Mænd. Heraf følger videre, at der i Ynglingatal efter Strophen om Olav Geirstadalv maa være faldt ud flere Stropher, som Snorre og de andre Islændinger, der nævne Ynglingatal, ikke har kjendt. I disse Stropher maa Ynglingekonger, som fulgte efter Olav Geirstadalv, have været nævnte.

Allerede deri, at Ordet heiðsæi er kristeligt, har vi et Bidrag til at bestemme Tiden for Tilblivelsen af den hos Olav Tordssøn anførte Halvstrophe og det sikkert af samme Skald forfattede Digt Ynglingatal, hvad enten dette er forfattet i Norge eller (hvorom allerede nogle Momenter i det foregaaende har vakt Formodning) i Vesten.

I en irsk Krønike fortælles det, at de Fremmede i Irland fra 948 af begyndte at antage den kristne Tro og at døbes(10). I 943 lod den norske Konge Olav Kvaran fra Dublin sig døbe i England(11). Allerede den Omstændighed, at Ordet heiðsæi, som har bestemt kristelig Betydning, forekommer i et Vers, der er forfattet af Ynglingatals Digter, gjør det høist usandsynligt, at Ynglingatal skulde være synderlig ældre end 950.

Hvad betyder nu: heiðsæi á Fjǫrnis fjǫllum dýgði? Commentaren forklarer fjǫll Fjǫrnis ved fjǫll sækonungs d. e. hafit.

Søkongenavnet Fjǫrnir er mulig laant fra Atlakviða 10, hvor Fjǫrnir er Navnet paa en af Kong Gunnars Huskarle, thi paa lignende Maade brages Buðli og Gjúki af Skaldene som Søkongenavne. Hvis dette er rigtigt, tør man slutte, at den anførte Halvstrophe, som tillægges Tjodolv, er yngre end Atlakviða, som Finnur Jónsson sætter til c. 975—1000, men som vel er ældre.

drýgja heiðsæi maa betegne «at fuldbyrde noget, hvorved man viser tilbedende Ærefrygt ligeoverfor Gud, Guds Helligdom eller Helgener»(12). Men hvorledes kan man fuldbyrde en saadan Handling á Fjǫrnis fjǫllum d. e. paa Havet? Hvad Ordene heiðsæi á Fjǫrnis fjǫllum drýgði (d. e. udførte paa Havet en Handling, som viste Ærefrygt for Gud, Guds Hus eller Helgener) her i Halvstrophen skal betegne, vover jeg ikke med Sikkerhed at bestemme. Kun som en usikker Formodning vover jeg at nævne, at derved kan forstaaes: «drog paa en Pilegrimsreise over Havet».

Hvis dette er Meningen, kan vi derigjennem faa Oplysning om, hvad det er for en Begivenhed, som Halvstrophen omtaler.

Den navnkundigste norske Konge, som har hersket i Vesten, er vel Olav Kvaran (af irsk cuarán Sko). Han var en Søn af Sigtrygg, Konge i Dublin og York, som døde 927. Olav blev gift med en Datter af den skotske Konge Constantin. Dette fandt Sted før 934, da den engelske Konge Æthelred førte Krig med Skotland. Olav, som i de følgende Aar havde Tilhold i Skotland, drog, efter at have sluttet Forbund med flere Fyrster, i 937 med en stor Flaade opad Humber for at erobre Northumberland. Han indtog York. Siden kom det til et stort Slag ved Brunnanburh. Olav havde Hjælpetropper fra Dublin, Orknøerne, Skotland og Cumberland. Mod dem kjæmpede Engelskmændene under Æthelstan og hans Broder Edmund og vandt en stor Seier. Olav flygtede.

Efter Æthelstans Død i 940 kom Olav 941 fra Dublin til York og blev tagen til Konge der. De Danske i Mercia og andensteds sluttede sig til ham. Han drog derpaa ind i England og gjorde Erobringer der. Efter flere Kampe sluttedes der Fred, og Edmund lod Olav døbe 943. Olav herskede en Stund nord for Wætlingastræt. Ogsaa Ragnvald Guthferths Søn var paa denne Tid Konge i Northumberland. Baade han og Olav Kvaran blev fordrevne af Edmund 944.

Efter Edmunds Død 946 blev Edred Englands Konge. I 949 kom Olav atter fra Dublin til Northumberland, hvor nu Eirik Blodøkse en Stund havde hersket. Olavs Forbundne Skotterne plyndrede de Engelskes Land og Olav tog hele Bernicia i Besiddelse. Efter at være fordreven af Northumbrerne vendte Olav tilbage til Dublin, hvor han tidligere havde opholdt sig kortere Tider ad Gangen. Fra 953 af herskede Olav Kvaran længe i Dublin under jævnlige Kampe mod Irlænderne. Ved disse havde han ofte andre Irlændere til Forbundsfæller.

Olav, som havde været gift med en skotsk Kongedatter, blev siden gift med Gormflaith, Søster til Kongen af Leinster; hun blev senere gift med den irske Konge Brian.

I 980(13) blev Maelsechlainn Konge i Irland og overvandt samme Aar de Fremmede ved Kongesædet Temair (Tara). «Det var slemt», siger en irsk Krønikeskriver, «for begge Parter at mødes der; men det var værre for de Fremmede. Thi der faldt Ragnall, Amlaibhs Søn, de Fremmedes Konge (efter et andet Haandskrift: Høikonge) og Conmael Gilles Søn, en anden af de Fremmedes Høikonger(14) ... og Amlaibh Sitriucs Søn, de Fremmedes Overkonge, drog paa en Pilegrimsreise til lona (Hi, Icolmcill).» Til denne Kamp havde Nordmændene faaet Hjælp fra andre norske Nybygder, navnlig fra Sudrøerne. Efter Seieren beleirede Maelsechlainn Dublin, og de Fremmede maatte slutte en ufordelagtig Fred. Maelsechlainn kundgjorde, at enhver Irlænder, som var paa de Fremmedes Grund i Trældom og Undertrykkelse, frit kunde drage til sit Hjem.

Olav Kvaran, om hvem det siges, at han kom til Hi (Icolmcill, nu Iona) i Anger, døde der det følgende Aar 981, som det heder, efter Anger og et godt Liv(15).

Ogsaa islandske Sagaer kjender Olav Kvaran. Hos ham opholdt sig ifølge Landnaamabok Islændingen Þorgils orraskáld.

Ordene i Tjodolvs Vers heiðsæi á Fjǫrnis fjǫllum drýgði (d. e. udførte paa Havet en Handling, som viste Ærefrygt for Gud, Guds Hus eller Helgener) er efter min Formodning mulig at forstaa om Olav Kvaran, som af Anger først af alle Nordboer foretog en Pilegrimsreise over Havet til den hellige Ø Icolmcill, hvor han efter et fromt Liv det følgende Aar døde. Jeg kan ingen anden Person finde, paa hvem man ved de nævnte Ord skulde kunne tænke.

Ordene:

hǫfuðbaðm
þar er heiðsæi
á Fjǫrnis
fjǫllum drýgði

er ikke bevarede i sin Sammenhæng.

De anførte Ord forudsætte med Nødvendighed, at noget, der har hørt til samme Udsagn, er gaaet forud. De kan derfor ikke have begyndt en af det foregaaende uafhængig Strophe, men danne sandsynlig Begyndelsen af anden Halvstrophe.

hǫfuðbaðmr betyder egentlig «Hovedtræ», «Hovedstamme», deraf «Hovedslægtning». I Arinbj. 17 (19) betegner Hróalds hǫfuðbaðmr Roalds Sønnesøn Arenbjørn. I Eg. s. Kap. 55(16) er harra hǫfuðbaðmr «Kongens (eller Kongers) Hovedslægtning (fremragende Ætling)» brugt om Kong Adalstein.

I Tjodolvs Vers tænker jeg mig efter det foregaaende Olav Kvaran som muligens Subject for þar er heiðsæi á Fjǫrnis fjǫllum drýgði «der hvor (eller: ved den Anledning da) han paa Bølgerne udførte (eller: fuldbyrdede) sin fromme, gudfrygtige Gjærning». Da Subjectet for drýgði i Bisætningen ikke er udtrykkelig betegnet, maa det tænkes til fra Hovedsætningen. Som dennes Subject har altsaa i den tabte første Halvstrophe Olav Kvaran mulig været udtrykkelig angivet. Ved hǫfuðbaðm maatte da sandsynlig forstaaes Olav Kvarans Søn.

Denne Søn kunde i saa Fald ikke vel være nogen anden end Ragnvald (Raghnall), som faldt i Slaget ved Temair, før hans Fader drog paa Pilegrimsfærd til Icolmcill.

Den tabte Halvstrophe lader sig naturligvis ikke restituere. Heller ikke lader dens Indhold sig nøie angive. Kun for bedre at anskueliggjøre min Opfatning vover jeg at nævne, at Strophens omtrentlige Indhold mulig kunde have været følgende: «[Olav Kvaran begræd mest] sin fremragende Ætling der, hvor han udførte sin fromme Tilbedelse paa Bølgerne (d. e. drog over Havet paa sin fromme Pilegrimsfærd).»

Det er ingenlunde sikkert, at den hos Olav Tordssøn anførte og Tjodolv tillagte Halvstrophe omtaler Olav Kvarans Pilegrimsreise til Icolmcill, og at den derfor er digtet 981 eller deromkring i Vesten og snarest i Dublin. Derimod synes det paa Grund af Ordet heiðsæi uimodsigeligt, at denne Halvstrophe omtaler en kristen Mand.




Fotnoter:

( etter fotnoten fører tilbake til teksten)

  1. Bogstaverne oðolfr er beskadigede i Haandskriftet.
  2. Bjørn Olsens Udgave S. 28, 104 f., 217 f.; Sn. E. ed. AM. 11, 162
  3. Jón Sigurðsson siger i Sn. E. ed. A.M. III., 399: «quam nobis quidem ad nomen Thiodolfi Hviniensis et ejus carmen Ýnglingatal referre vero simillimum videtur.» Wisén optager Halvstrophen sidst i Ynglingatal.
  4. Aarbøger f. nord. Oldk. 1881 S. 186.
  5. Dette mener ogsaa Finnur Jónsson (Litt. Hist. I, 446).
  6. Finnur Jónsson (Litt. Hist. I, 443 f.) siger om dette Halvvers, at det «muligvis hører til Ynglingatal, men på grund af dets dunkle indhold kan der ikke siges noget afgjørende derom, ligesom det heller ikke kan indsættes på noget bestemt sted».
  7. Derimod i Strophen i Egils s. Kap. 56 (i tidligere Udgg. Kap. 57) læser F. Jónsson S. 190 med rette eiðsært. Det her forekommende Ord har altsaa ikke, som Björn Olsen (Gramm. Afh. S. 218) formoder, noget med heiðsær at gjøre.
  8. Ordet kan altsaa ikke, som Björn Olsen mener, forklares af sjá eiða.
  9. Nokkur blöð ur Hauksbók S. 21.
  10. Steenstrup, Normannerne, III, 125.
  11. Steenstrup, III, 79.
  12. Jfr. drýgja heiðinn sið Eiðs. I, 27.
  13. Efter nogle Krøniker 978, efter andre 979.
  14. Andre Haandskrifter har et andet rigtigere Udtryk, se Steenstrup III, 146.
  15. De nyeste Hovedværker om disse Begivenheder er Todd, Cogadh Gaedhel, navnlig CI, 47, 286 f., og Steenstrup, Normannerne, 3dje Bind. Sammenlign ogsaa Zimmer Kelt. Beitr. III, 66, Munch «Det norske Folks Historie» og Haliday «The Scandinavian kingdom of Dublin».
  16. S. 178 F. Jónssons Udg.