I Snorre Sturlasons fotefar

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


I Snorre Sturlasons fotefar
Bogomtale af Carsten Lyngdrup Madsen


I Snorre Sturlasons fotefar.jpg

I Snorre Sturlasons fotefar
Þorgrímur Gestsson
Vigmostad og Bjørke 2007
ISBN: 9788241904288


Den islandske journalist og forfatter Þorgrímur Gestssons bog er beskrivelsen af en flere tusind kilometer lang pilgrimsrejse til sagaernes norske "helligsteder" - højen som rummer Harald Hårfagers jordiske rester, gravhulen hvor Gretter sloges med en dødning, gårdspladsen hvor Egil Skallagrimssons fædre trådte deres barnesko og kysten, hvor Ingolf Arnarson stævnede ud mod Island - for blot at nævne nogle få eksempler.
   I en stil der nærmer sig dagbogform skildrer forfatteren sin lange rejse fra Fredrikstad i syd til Lofoten i nord og videre til Stavanger i sydvest. Eneste selskab på de ensomme landeveje er "Gamle Gråne", forfatterens bil, som han til gengæld har et ualmindeligt nært og personligt forhold til.
   Gestsson deler sin rejse op i otte strækninger, der enkeltvis beskrives i bogens otte kapitler. Hvert kapitel indledes med et kort over den pågældende etape. Målet med rejsen er at besøge nogle af de steder, som Snorre omtaler i Heimskringla - eller som titlen siger, at gå I Snorre Sturlasons fotefar. Bogens islandske titel er "Ferð um fornar sögur. Noregsferð i fótspor Snorra Sturlusonar". Denne dobbelttitel er for så vidt mere præcis end den norske, for Gestsson nøjes ikke med at gå i sporene på Snorre men opsøger også centrale steder fra en række islandske sagaer bl.a. Egils, Gretters, Gunnlaugs, Gisles og Vatnsdæla saga samt Landnámabók.
   Forfatteren er godt inde i sit navnestof og kan sine sagaer. Undervejs når han ikke blot at besøge en række lokaliteter fra sagaerne, men han opsøger en række lokale folk, som kan fortælle gode historier om stederne. Således kommer der et skær af lokalkolorit og egnshistorie med i bogen. Dette er med til at understøtte den personlige og næsten familiære tone, som bogen er skrevet i.
   På sin egen humoristiske facon formår forfatteren igen og igen at slå bro mellem sagatid og nutid. F.eks. når han syd for Tronhjem træffer en 103 årig tunghør digter og Gestsson bliver præsenteret som den islænding, der stammer fra Egil Skallagrimsson i 31. led og fra Jon Arason i 14. led og nu er kommet til Norge for at møde Gisle Sursson. Eller når han ved Rivedal træffer et ægtepar, som er ude for at slå hø. Gestsson falder i snak med dem og inden længe snakker ægteparret om Ingolf og Hjørleif som var de gamle naboer. - Næste gang Gestsson er på farten, skulle han overveje at medbringe et kamerahold og forevige sådanne øjeblikke i et dokumentarprogram.
   Ikke uden grund er bogen udgivet med støtte fra flere norske kommuner. Med sin bog gør Gestsson nemlig det, som mange turistbøger ikke formår: at give en troværdig og indtagende beskrivelse af landet og glimtvis også af dets befolkning. Selv om bogen ikke ligefrem er skrevet for at skabe PR, kan man ikke nægte, at den gør det. Enhver med blot en smule interesse for historie, vil efter at have læst bogen få lyst til at rejse om ikke i alle Gestssons fodspor så dog i nogle af dem.
   Bogen er rigt illustreret og udstyret med overskuelige kort. Løbende gives kildehenvisninger, så man let kan finde, hvor i sagaerne en bestemt lokalitet er omtalt. Kniber det med at huske sine sagatekster, er centrale afsnit af sagaerne gengivet i selvstændige tekstbokse. I Snorre Sturlasons fotefar er en bog med mange navne, både stednavne og personnavne, derfor ville et navneindeks have øget bogens brugsværdi.
   Afslutningsvis et lille glimt fra "pilgrimsrejsen" - en stille stund ved Haraldshaugen i Haugesund:
   "Rundt haugen er det et kraftig gjerde med en veldig port foran trappa opp til granitsøyla, passende for en kongelig entré. Fylt av ærefrykt gikk jeg opp trappa, og det slo meg at når jeg kom opp, burde jeg egentlig framføre et kongelig kvad, som det sømmer seg en ekte islending, og skammet meg halvveis over at jeg verken kunne dikte noen dråpe om kong Harald, eller si utenat noe kvad. Derfor nøyde jeg meg med å rusle langs raden av steiner oppe på haugen og lese fylkesnavnene som var hogd inn i dem. Til slutt stoppet jeg ved ei stor steinhelle som ligger innenfor raden av steiner på nordsida, folk er sikre på at det er den steinhella Snorre forteller om, den tretten og en halv fot høye, nesten to alen breie hella som ble lagt over kong Haralds grav i haugen, men ble flyttet til kirkegarden etter at kirken var blitt bygd. Jeg rørte ved denne steinen, og det var som om jeg et øyeblikk kom i nær forbindelse med historien. Satte Eirik Blodøks, Haralds brutale og voldelige søn hendene sine på denne steinen for 880 år siden? Har Tormod Torfeus tatt på den? Om steiner kunne tale! Så gikk jeg ned trappa igjen, full av andakt over å ha vært på dette stedet og nesten kommet i berøring med Harald Halvdansson." (s. 216f.)


Carsten Lyngdrup Madsen


Andre utgivelser fra Vigmostad og Bjørke:

I Snorre Sturlasons fotefar.jpg Vestnorsk forhistorie.jpg