Igditalik og Nôrsîn (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Igditalik og Nôrsîn

Ved Igditalik var følgende familier: Alivtsãkân, Símujôq og Putsáinaq. Ved Nôrsîn var: Arqarsâq, Sikivan og Misartaq. Allerede tidligt på vinteren – omkring udgangen af februar – flyttede Igditalik-folkene ind til Nôrsîn.

Da Igditalik-folkene slog sig ned for vinteren og havde bygget huset, blev de meget betænkelige ved at blive der, der var overhovedet ingen sæler omkring øen. Alivtsãkân havde en spækpose fyldt med urter og tørret kød. De andre familier havde overhovedet intet forråd. Hen på efteråret fangede Símujôq en sortside, og trods stor spækhunger, blev spækket hengemt til endnu dårligere tider. Endvidere fangede Putsáinaq en remmesæl. Man fik en mundsmag af den, resten blev parteret i småstykker og snøret ind i skindet, hvor spækket sad på, og hengemt. Dette var alt, hvad bopladsen gik vinteren i møde med.

Igditalik ligger langt til søs på en ø, hvor der altid løber en stærk strøm omkring. En vedvarende sydveststorm forhindrede fangerne i at tage ud. Uheldigvis slog bærrene på øen fejl denne sommer, folk levede hovedsagelig af bladtang. Ved indflytningen havde man af og til lamperne tændt, men det varede ikke længe, inden man sad i mørke, og da kulden tog til, var husrummet snart dækket af et tykt rimlag. Kildevand fandtes ikke ved bopladsen, så folk var desperate af tørst, nu da man ikke kunne tø is op.

Omkring solhverv gik Putsáinaq ud for at hente remmesælen, som er nævnt ovenfor, men ak, af kødet var der kun få ribben tilbage. Det viste sig, at Putsáinaqs kone og stedsøn i smug havde ædt sælen op.

En morgen i februar vågnede åndemaneren Símujôq meget tidligt, og man hørte ham sige: »Jeg kan ikke bortjage mit syn fra i nat: tre bjørne, der er gået i hi ved Itivdeq«. Ingen svarede. Husets indre indbød heller ikke til nogen hurtig udrykning. Det sneede med rim, gulv og soveskind, ja alt, var dækket af rim, og når nogen gik på gulvet, knagede det i den frosne sne.

Da ingen havde svaret, sagde Símujôq: »Jeg starter ud efter dem, hvem vil med?«

»Jeg går med, hvis jeg kan«, svarede hans stedsøn.

De havde gået en tid lang, da Símujôq kigger bagud til drengen og peger fremover: »Se, derovre er bjørnesporene, men hvordan skal vi bære os ad?«

Bjørnehiet lå højt til fjelds. De begav sig op ad den stærkt skrånende fjeldside. Sneen var hård og glat, og mange steder måtte de hugge trin. Endnu mens de arbejdede sig opad, pegede Símujôq ud over isen. »Hvad er det dernede, mennesker?« Símujôq, der manglede hjælpere, udstødte varselshyl. De to mænd stoppede og lyttede – og så begav de sig på vej opad. De nåede snart op til de andre, og det var brødrene Âlik og Qiânaq fra Sûnâjik. Langt om længe nåede man op til bjørnehiet. Qiânaq stak hovedet ind i hiet og udstødte et hyl. Han lyttede og sagde: »De er derinde, de brummer – nu kryber jeg ind til dem«. Men Âlik advarede ham. Man stoppede derefter hiets åbning godt til med sne og slog hul i »taget« over opholdshulen. Snart havde man lanset de tre bjørne ihjel.

Man trak bjørnene ud og sendte dem én efter én ned over fjeldsiden.

Meget forsigtigt fulgte mændene efter. Símujôqs stedsøn dannede bagtrup. Pludselig hørte man et skrig — drengen for forbi de andre – i et forrygende styrt ned over fjeldsiden. Indhyllet i sne forsvandt han for de andre.

Da man igen kunne se ned til foden af fjeldet, så man drengen sidde dernede. Símujôq råbte: »Hvordan har du det, er du kommet noget til?« Drengen svarede: »Jeg har det nogenlunde, men jeg kan ikke holde mig oprejst ret længe ad gangen«.

Man undersøgte drengen og så, at han havde pådraget sig kvæstelser. Man bad ham derfor prøve at slæbe sig hjemover, mens man parterede bjørnene, man skulle nok tage sig af hans fangstpart. Drengen begav sig på vej. Når han havde humpet af sted et stykke, fortsatte han krybende på alle fire. Som proviant havde han et stykke bjørnespæk.

Símujôq og brødrene Âlik og Qiânaq fik travlt med at flå og partere hver sin bjørn. De snakkede om deres sultne bopladsfæller, som snart skulle spise sig mætte. Da de var færdige med arbejdet, lagde de kødet til rette og dækkede det til med sne for senere at hente det hjem. Efter at have hvilet sig lidt drog de hjemover, hver især med en tung bør.

Hjemme ved bopladserne ventede folk med længsel. Putsáinaq sagde: »Havde de ikke haft en grund, var de nok kommet hjem for længst«. Alivtsãkân svarede: »Gad vide, om ikke de har set noget, som de ikke uden videre vil forlade; nej, I skal se, de har fanget noget stort, som må graves ned i sneen. Uden grund kan folk, som ikke har fået noget at spise, ikke færdes ude så længe – nu er det langt ud på natten«. Mændene lå under sovetæpperne og snakkede.

Endnu mens de sludrede, knirkede det i sneen udenfor. Putsáinaq sagde: »Nu er de hjemme«.

Nogen slæbte sig tungt og besværligt ind gennem husgangen. Da vedkommende nåede hustærskelen, spurgte Alivtsãkân: »Hvem er du?« – »Det er mig«, og alle genkendte stemmen.

»Hvor er Símujôq henne?«

»Han var stadig derovre, da jeg forlod ham i dag. Jeg styrtede ned over fjeldsiden og kom til skade, og da de sagde til mig om at søge hjem, forlod jeg dem«.

Putsáinaq spurgte: »Hvorfor fulgtes I ikke hjem?«

Drengen svarede: »De flår og parterer tre bjørne. Âlik og Qiânaq fik hver en unge som part — og alle bjørnene flommede af fedme. Mine fangstparter ville de andre tage sig af«.

Folk for op og snakkede i munden på hinanden, der var stor glæde. – Og pludselig stak Símujôq hovedet frem af indgangsåbningen.

Lamperne ud for Símujôqs og Alivtsãkâns briksebåse blev tændt, de sidste spækterninger blev lagt i lampeskålen. — Símujôq havde hjembragt en helpels fuld af bjørnespæk og noget kød. Folk guffede spæk i sig.

Og alle sov trygt, til det dagedes.

Tre mænd gjorde sig klar til at tage ud og hente bjørnekødet hjem. Da de kom i nærheden af stedet, hvor kødet var hengemt, kunne de se, at nogen var kommet dem i forkøbet. De stod lamslået og tavse, thi det var et forstemmende syn. Spredt rundt for alle vinde lå de sørgelige små rester. I tavshed samlede de stumperne sammen, og imens kom brødrene Âlik og Qiânaq til – også for at hente deres store køddepot hjem, som nu var borte.

Mændene talte lidt sammen om tingene, og de blev enige om, at man skulle finde ud af, hvem tyvene var – og når lejlighed bød sig, ville man tage grundig hævn.

Tavse skiltes man for at gå hjem.

Da Símujôq ved hjemkomsten fortalte om det skete, blev alle stumme af ærgrelse.

Snart afkræftedes folkene ved Igditalik. Den kvæstede dreng visnede hen – og efter få dages forløb døde han. Kort tid efter døde hans mor, og endnu få dage efter blev hendes yngste barn med Símujôq sultens offer.

Man besluttede at forlade Igditalik. Man enedes om at fordele sig til bopladserne Nôrsîn og Akínâtsân.

Inden man forlod Igditalik, var Alivtsãkân ved Nôrsîn, hvorfra han kom hjem med en helpels fyldt med vand. Folk stimlede glade sammen om ham, thi det var længe siden, de havde smagt flydende vand.

Alivtsãkân fortalte, at Misartaq var død, og at det ene hus ved Nôrsîn nu var ubeboet. Det hus ville man rykke ind i.

En tidlig morgen i godt vejr forlod Igditalik-folkene deres boplads. Det var mod udgangen af februar.

Alivtsãkân og Símujôq bosatte sig ved Nôrsîn. Putsáinaqs slog sig ned ved Akínâtsân.

De, der slog sig ned ved Nôrsîn, fandt stedet godt, thi her var en ferskvandskilde, hvor man kunne drikke alt det vand, man havde lyst til. Endvidere samlede man tangplanter og levede godt af dem, selv om det ofte gav mavevrøvl. Men spist med skindstumper til var det tålelig kost.

Mod slutningen af marts fik Alivtsãkân en fjordsæl, og derefter gik det langsomt fremad.

Endelig i april fik Símujôq lejlighed til at hævne sig på tyveknægtene fra Akínâtsân. Nûko havde fanget en klapmyds. Nârqortôq havde fået fangstpart af den, og da rygtet herom nåede frem til Nôrsîn, var der en, der fra briksens bagside sagde: »Det ville da være skammeligt, om vi ikke får smagt den«. Det var Ningâvan, der havde sat sig overende på briksen. Han var i dødsbod, da hans kone fornylig var afgået ved døden. Ningâvan kunne derfor ikke deltage i noget hævntogt.

Símujôq svarede: »Ningâvan, vær ikke bange, vi skal nok få smagt den; det hænder, at den, der intet har, uventet får noget spiseligt«. Ningâvan svarede: »Ja, det kan hænde«. Efter det ordskifte krøb de under soveskindene for at varme sig.

»Det er sent på natten nu, og endnu er bjørnene ikke hævnet« – det var Arqarsâq. Da der ikke var nogen, der svarede, fortsatte han: »Derovre ligger vel klapmydskødet under sneen. Hvem vil over og tage hævn?« Her og der tog man Arqarsâqs opfordring op: »Lad os hellere se efter«. Tre mand – hver med en helpels – gjorde sig klar til at tage af sted.

Den nat stod en kraftig kuling af nordøst med stærk snefygning ind over landet, så der var næppe nogen, der ventede tyve.

Længe før man ventede de tre hjem, hørte man en raslen ude i husgangen. Arqarsâq råbte: »Hvordan gik det?« Símujôq svarede: »Vi har fået det hele, men det er for friskt til at tage ind i huset, hvor skal vi gemme det hen?« Arqarsâq råbte: »Tag det bare ind og læg det på tærskelen, jeg skal nok tage mig af sagen«. De tre mænd slæbte sig tungt ind gennem husgangen, og efter tur lempede de hver især en stopfyldt helpels op på tærskelen. Ærmerne var fyldt med frossent blod. Et af ærmerne blev snøret op efter Arqarsâqs anvisning, således at han kunne røre ved blodet.

Derpå klædte Arqarsâq sig af, så han kun stod i nâtin. Med ryggen til en husstolpe gav han sig nu til at fremsige en trylleformular, hvorefter han snoede sit lange hår og bandt det sammen til et kæmpenæb. Så begyndte Arqarsâq at hoppe på stedet, idet han skreg højt som en ophidset ravn, der har fundet noget spiseligt. Hans arme stak bagud som vinger. Derpå satte han af i et vældigt spring og landede på sin værktøjskasse lige under briksens forkant. Videre sprang han ud på det rimhvide gulv på sine bare fødder. Ude på gulvet skreg han klangfuldt af afsindig glæde, fuldstændig som en ravn. Ravnen hoppede op og ned ved maden, og husfællerne undrede sig over hans umådelige adræthed, thi Arqarsâq var efterhånden en gammel mand. Han gebærdede sig fuldstændig som en ravn, sprang højt i vejret og skreg.

Efter den vilde »ravnedans« stak Arqarsâq sit kæmpenæb ned i det åbne ærmegab og berørte blodet. Han rettede sig op og sagde: »Så, nu har »den sorte« smagt maden – og al tabu er hermed ophævet«.

Midt om natten blev lamperne tændt, og man kogte kød, og rimen fra loft og vægge silede ned.

Så godt som alt kødet af klapmydsen havde man stjålet. Man åd sig mæt og kunne dog ikke spise alt det kogte kød. – Mens man som afslutning på nattegildet tidligt om morgenen sad og drak suppe, blev Nûko og Nârqortôq anråbt på vej fra Akínâtsân, bevæbnet med lanser. Símujôq, Alivtsãkân og Sikivan trak i tøjet for at gå dem i møde.

Uden for huset greb de deres lanser og gik ned til isfoden, og ligesom Nûko og Nârqortôq nåede isfoden, stillede de tre andre sig ovenfor, og de to fremmede stoppede op. Uden at sige noget nidstirrede parterne hinanden.

Så råbte Nârqortôq: »Er det jer, der har stjålet vores kød?«

En stund var der ingen, der svarede.

Alivtsãkân tog et par skridt imod de fremmede og råbte: »Nej, herfra er der heller ingen, der kan stjæle. – Det var vist heller ikke jer, der bestjal os i vinter, vel?«

De to under isfoden sagde ikke et kuk. Tøvende drejede de rundt og gik bort. Nôrsîn-mændene fulgte dem med øjnene, til de havde rundet en pynt. Så gik de op til huset.

Man sad inde i huset. Med ét skralderlo Ningâvan. Man så ham da trække en stor suppeøse frem, fyldt med dampende suppe. Han havde haft den under sit soveskind. Alle morede sig kosteligt. Ningâvan, der var under dødsbod, drak suppe af en vinterklapmyds, som endnu ikke havde henligget tre dage under åben himmel, et dobbelt brud på forskrifterne om tabu.

Nôrsîn-folkene reddede livet takket være deres hævntogt.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 134-137, København, 1963.

Næste kapitel ►