Ildebrand sat hen i gårdens træ

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind II, s. 459

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Ildebrand sat hen i gårdens træ


338. Ildebrand kan sættes hen i den Mands Levnet, der ser det.
E. T. K.


339. Ildebrand kan udsættes ved, at den, som ser Forbranden, siger:
   "Saa længe dette Træ staar, skal denne Gaard ogsaa staa."
   Naturligvis freder man saa Træet paa alle tænkelige Maader.
Lærer Bech.


340. Naar nogen ser et Hus staa i Forbrand, skal han stiltiende kaste Haandfulde Jord eller Sand i Vejret. Lige saa mange Haandfulde han kaster op, inden Synet forsvinder, skal det vare Aar, inden Huset brænder.
Anna Ludvigsen.


341. Ser man Forbrand og lige efter ser paa den Ting, der er nærest (o: den første Ting, man faar Sigte paa), siger man:
   "Brænder du nu, brænd saa ikke igjen, saa længe det (Træ, Dige, Dam o. s. v.) staar."
   Saa er Branden sat hen, saa længe de Ting er der.
Kristen Ebbesen, Egtved.


342. Der har gaaet Advarsel for, at Hvolgaard skulde brænde.
   En Mand ved Navn Jes Svendsen og hans Børn, der boede paa Hvolgaards Mark, de saa' en Aften et Flammeskjær over Gaarden, og den er ogsaa brændt for en Snes Aar siden.
   Naar nogen saa' saadan et Varestavn, kunde de sætte det hen i en Aarrække ved at tage en Haandfuld Sand og smide over Hovedet med de Ord, at lige saa mange Sandskorn her var, lige saa mange Aar skulde det vare, inden Stedet brændte. Man kunde ogsaa tage en Kniv og skjære et Mærke i ét Træ og sige:
   "Lige saa mange Aar det varer, inden det Træ gaar ud eller bliver fældet, lige saa mange Aar vil det vare, inden Stedet brænder."
   Søren Terkildsen paa Ildved Mark havde et Træ paa sin Mark ved en lille Grøft, og det Træ maatte der intet komme til, for ved det var der sat noget hen for hans Gaard.
Jens Terkildsen, Have.


343. Min Fader har rejst over tilAls med en sort Høne, for hans Gaard var set i Forbrand. Den blev saa sat hen i et af de gamle Træer i Tingforte, den lille Allé, der fører ind til vor Gaard.
Maren Pedersen, S.-Hostrup.


344. Det er ikke saa sjældent paa Als at finde et Træ, der "staar for Gaarden", det vil sige, at hvis det fældes med Menneskehaand, saa brænder Hus og Gaard hos den Mand, paa hvis Grund Træet Staar.
Peter J. Petersen, Sarup, Tandslet.


345. Der er adskillige Træer her i Sognet, som der er sat Brand hen i. Saaledes nogle store Ege ved Fastbro i Skovby.
   Ved Vejen vest for Skovby Skole og i et Dige tæt nord for Nørregade i Kirkeby, stod forhen Træer af den Slags, nemlig et Bøgetræ, hvori Gaarden Kjær, og et Asketræ, hvori Nørregade er hensatte. Men alle disse Træer er nu borte.
J. H. Riis, Barsmark.


346. En Gaard i Fole stod i Forbrand, men saa blev det sat væk i et Træ, der stod ude i Haven.
   De har sagt, at naar en saa' Forbrand, skulde en gribe ned i Jorden og tage en Haandfuld Jord op, og lige saa mange Sandskorn der var, lige saa mange Aar vilde det vare inden det brændte.
   For en halv Snes Aar siden gav de dem til at hugge noget af Grenene af, og saa brændte Gaarden.
1910. N. A. Jensen, Fedsted.


347. Paa Røddinggaards Vestermark næsten umiddelbart ved Gaarden stod forhen et enligt Træ. Det stod næsten midt i den store Løkke. Der fortaltes, at naar det blev hugget om, skulde Gaarden brænde.
   En Gang begyndte de at hugge i det, og strags begyndte det ogsaa at røge hjemme i Gaarden. Saa holdt de op, og Gaarden frelstes.
   Træet stod saa længe, indtil det raadnede væk.
Marcussen, Rødding.


348. Den vestligste Gaard iJedsted, der tilhører Niels Skytte, staar i Forbrand. Der er et Hul i Toften, og naar dette Hul bliver opfyldt, saa skal Gaarden brænde.
G. Stampe Sørensen.


349. De fortæller, at Harrebygaard skal være set i Forbrand, og den skal være sat ned under en stor Sten, der laa ude i Marken østen for Gaarden.
   Saa for en 4, 5 Aar siden blev Gaarden udparcelleret, og det Stykke Jord, hvori Stenen laa, blev kjøbt af en Nabomand. Nu havde han hørt om en Skat, som skulde være gravet ned der, og saa vilde han til at grave den ud. Han gravede, men fandt sandsynligvis intet. Knap efter brændte Gaarden.
   En Karl der nede bebrejdede dem meget, at de havde væltet Stenen, og sagde, at de var Skyld i Branden. Det var ligefrem lumpent, sagde han, "da I vidste det i Forvejen."
1910. Karen Kirstine Andersen, Sønderholm, Hygum.


350. Der staar et gammelt halvudgaaet Egetræ midt i en Gaard i Lillerup, og der er sat Ild hen i det. Hvis de hugger Træet om, saa I brænder Gaarden. Oppe paa Hanebjælkerne staar et Fad med Benene af et Menneskehoved, og bliver det taget ned og begravet, saa bliver der en Skrigen og Jamren, saa Folk kan ikke være der. Jeg havde en Farbroder, som havde tjent der, og han sagde, han holdt ikke af at være der, for der var altid saadan Uro i Værelserne og Spektakel i Staldene og saadan en sær Forhandling i det hele.
Pastor R. Thomsen, Haderslev.


351. I Bramsens Gaard i Sillerup staar en gammel Eg, som ikke maa hugges om, for saa brænder Gaarden. Det er nu en almindelig Tro, og Egen staar endnu.
   En Dag sad nogle Mænd og talte om, hvor vidt det kunde være rimeligt, og der var nogle, som tvivlede paa Rigtigheden af den gamle Tro og mente, at Træet godt kunde hugges. Saa tog en anden Ordet og fortalte, hvordan det var gaaet et andet Sted. Der vilde Manden ogsaa have den Overtro udryddet og befalede, at Træet i hans Gaard skulde fældes. Men forinden skulde al Ild i Gaarden slukkes. Saa blev Træet hugget om, men da det væltede, blev en Hest, som stod i Stalden, forskrækket, foer ud af Døren og løb omkring i Gaarden i saadan Fart, at Gnisterne stod ud fra Skoene. De Gnister stak Ild i den spredte Halm, som laa i Gaarden, og den brændte, uden at Redning var mulig.
Pastor Thomsen, Haderslev.


352. Den største af Gaardene i Barsbøl har staaet i Forbrand, det var den, der tilhører Peder Beyer. De har fortalt, at de har set Ilden slaa ud til hver sin Side fra alle fire Længer. Men det blev sat hen i et stort Skab, der staar inde i den lille Stue og danner som Væggen mellem den Stue og Pisselen. Det Skab maa derfor ikke blive flyttet, og bliver det ikke, saa længe P. Beyer boer der.
   Det er en Nordmand, der skal have sat det væk. De var j0 saa kloge og gik og strejfede om her og klinkede og tiggede akkurat som Sigøjnerne.
   Forbranden skal nok ogsaa være sat væk i den Dam, der er ude i Haven.
Marie Ravn, Skjærbæk.
Jeg har set baade Skabet og Dammen og faaet Ejerinden til at bekræfte ovenstaaende.
E. T. K.


353. Der er en Tornebusk paa den gamle Borgplads Ørnsholm, og naar den Busk gaar ud, saa skal Gaarden Rugbjærg brænde. Derfor gaar den gamle Kone (Mand) om Sommeren og vander den. Altsaa har Rugbjærg staaet i Forbrand, og saa er det sat væk der.
Ane Andersen, Rurup.
Jeg har set Tornebusken. Den er meget gammel, og der er ikke meget Liv i den. Men Kreaturerne gaar ogsaa og hader den og gnaver Knopper og Blade af. Pladsen er paa Rugbjærg Ejendom.
E. T. K.


354. Ved Donneruplund er en Ask, som ikke maa fældes, da Gaarden i saa Fald vil brænde.
L. Bülow, Donneruplund.


355. Om Jens Buhls Gaard i Ammidsbøl gaar det Sagn, at de har set Forvarsel for, at den vil brænde, den har som staaet i lys Lue. Saa henvendte de dem til en klog Mand, der kunde stille Ildebrand og sætte saadan noget hen. Han gaar da op i Ammidsbøl Skov omsætter det hen i et Træ.
   Det Træ staar der endnu og kaldes Kongetræet. Det er det største i Skoven og kan formelig sees ovre i Jelling. Naar der holdes Forsamlinger og Møder der ude, er Talerstolen ve det Træ. Folk troer endnu, at naar det Træ fældes, skal Gaarden brænde, endogsaa den nuværende Mand, som er Sognefoged i Ødsted Sogn, tør ikke fælde det Træ.
Peder Hansen, Mejsling.


356. Der findes en gammel stor Esk paaSommersted Kirkegaard og det er en gammel Tro, at naar den Esk bliver fældet, saa ska Sommersted Nørregade eller Revsøgaard brænde.
Hans Lindorff, Sommersted.

357. I Barsbøl, Skjærbæk Sogn, staar i en Gaard et gammelt skaaret Skab, som ikke maa blive flyttet, for saa skal Gaarden brænde. Alle de andre Huse er ombyggede, men skjøndt Manden er velhavende og godt kunde evne at ombygge Stuehuset ogsaa, tør han dog ikke rive det gamle Hus ned for ikke at komme til at flytte Skabet.
Lærer Skrydstrup, Lundum Skov.


358. Barsbøl i Skjærbæk staar i Forbrand. I Muren mellem Salen og Dagligstuen er indsat et stort Skab, og der er det sat ind i det gamle Skab, saa naar det bliver flyttet, saa skal Gaarden brænde.
   Ejeren har bygget Laden og alle de andre Bygninger om, men han tør ikke røre ved Stuehuset, der er gammelt og lavt, for han tror paa, at det skal brænde, naar han river Skabet ned.
Kr. Tygesen, Skjærbæk.


359. I Øster-Gasse er der en stor Dam tæt op ved Vejen, og i den var Jep Jørgensens Gaard sat hen. Den havde aldrig været tør, aldrig nogen havde set det, for der gik et Væld ind i den. Men saa var det en tør Sommer, da blev den tør, og saa brændte Gaarden. Den laa den Gang nede i et lavt Gaf, men nu blev den flyttet over paa den anden Side af Vejen og nordenfor.
Marie Ravn, Skjærbæk.


360. I Vilslev er der en Gaard, hvorom der siges, at naar der bliver tørt under Spangebroen, saa skal den brænde.
Bramming Efterskole. Jørgen Hansen, Vilslev.

361. Der var et Hus iGalgehus, der var indrettet til to Familier. Saa havde Folkene faaet at vide, at der nede under Gulvet i et af Rummene var nedgravet to Skjæggemænd, og imellem dem var der én Seddel. Det var altsammen gravet ned for at sætte en Ildebrand hen. Men Folkene besluttede sig nu til at ville have det undersøgt, fog de gravede om Nat og kom ogsaa ned til deher to Skjæggemænd. Men da de fik ved Seddelen, stod hele Huset i lys Lue, og de brændte inde.
Bramming Efterskole. Andreas Pedersen.

362. Der er nogle meget gamle Gaarde i Sæby , der ligger tre Mil fra Roskilde. Det er et Bevis paa, at det er meget længe siden der har været Ildebrand i Byen. Uden for Byen midt paa Marken findes en gammel Brønd, som ingen bruger nu, og det er nok en 80 Aar i siden den brugtes. Gamle Folk siger, at saa længe den er aaben, i saa kan Byen ikke brænde. En Gang havde Folk været ved at fylde den, og kort efter brændte saa det halve af Byen. Saa blev Brønden gravet op igjen, og siden har der ikke været Ild der; trods det der har været Ild i Halm og Askedynger rundt omkring i Byen. Nu tør ingen fylde den Brønd.
Sofus Pedersen fra Biltris, Sørup Højskole.


363. I Løjt Kirkeby ved den nordlige Ende af Møgelmose laa en Gaard, som kaldtes æ Moos. Det skal have været en stor Gaard. Nørregade (den Del af Byen fra Kraktoft til Løjt Kirke) skal have hørt til den.
   Gaarden brændte 1856 og er saa bygget op igjen paa et andet Sted. Den har staaet i Forbrand, der var sat hen i et gammelt Asketræ i Nærheden af Gaarden. Nogle Maaneder før Branden blæste en Del af Træet om, og Veddet blev benyttet til Brænde. Strags efter brændte saa Gaarden. Nu er Træet helt smulret bort.
J. H. Riis, Barsmark.


364. Ved St.-Helenæ Kilde i Hammer Sogn stod forhen et højt Trækors, og naar dette toges bort, vilde Præstegaarden brænde.
   Præsten vilde dog trodse baade Sagnet og Overtroen og lod Korset bryde ned uden videre. Men den følgende Nat brændte Gaarden d. 30te Oktober 1603, saaledes lyder Sagnet. De nuværende Bygninger i Hammer gamle Præstegaard skriver sig ogsaa fra den Tid.
(Oldn. Arkiv.) J. G. Nissens Optegn.


365. I en Gaard i Laasby, der hedder Overgaard, kunde de ikke bage en vis Dag i Ugen. Hvis de gjorde det, saa vilde Gaarden brænde.
   En Gang bagte de den Dag, og da gik der Ild i den, men de fik den da reddet den Gang. Saa kom der en Mand til, og han sagde, at dersom de bagte en Gang til den Dag, saa kunde Gaarden ikke reddes.
   Siden bagte de aldrig mere paa den Dag.
1906. Kbm. J. Jørgensen, Aarhus.


366. I en Skov i Anderap er der et meget svært Træ, og et lille Stykke fra Skoven ligger en Gaard, som brænder, naar Træet bliver hugget om.
Hejls Elt. Sara Iversen, Bjerndrup.


367. Der staar en Eg inde i Peder Bramsens Gaard i Sillerup (der nu ejes af Sønnen Søren Bramsen), og Sagnet siger, at den maa ikke blive hugget om, for saa brænder Gaarden.
   Da Gaarden blev ombygt, var Træet dem noget i Vejen, men saa blev der muret en Hvælving i selve Muren, for at Rødderne ikke skulde tage Skade, og Egen staar endnu, men Huset med Hvælvingen er dog brækket ned nu. Gaarden blev nemlig skilt ad, og saa kunde det Hus undværes.
Hans Thomsen, Andslet.


368. Der fortælles om Herregaarden Gammelgaard, at den er dagsat ved en stor Tjørnebusk lige ved Gaarden. En Ejer vilde ikke tro paa det og lod Halvdelen af Busken hugge om, men kort efter brændte ogsaa det halve af Gaarden.
   Om Mjang Sø fortælles, at naar den bliver tør, skal Mjang By forgaa ved Ild.
P. Jacobsen, Ørsted.


369. Paa Præstegaardens Mark i Vester-Egede findes en Kæmpehøj, der er temmelig stor, og paa den findes to meget store Træer. Der fortælles, at disse to kan ikke fældes, og der har været prøvet paa det mange Gange, men i Stedet for at Øgsen skulde hugge i Træerne, saa hug Mændene, der var sat til at fælde Træerne, dem selv i Benene, og de to gamle ualmindelig svære Bøgetræer staar der endnu.og knejser stolt med Kronerne.
Vilh. Olsen, Kjøbenhavn, Folkets Vej.


370. Da Pastor Rahr i Sønder-Felding kom til Embedet, hang der en gammel Fløjlshue i Forstuen, og saa en Gang, da Biskoppen skulde komme paa Visitats, sagde Præsten eller hans Kone til Pigen, at hun skulde tage den væk, den skulde ikke hænge der længere:
   Pigen havde været der fra den forrige Præstes Tid, og hun sagde, at den skulde blive hængende, for saa længe den hang der, var de sikre paa, at Præstegaarden ikke vilde brænde.
   Men Præstekonen mente, at det var kun en gammel Overtro, og Huen skulde væk.
   Det skete da, men kort efter at Huen var bleven tagen væk, saa slog Lynet ned, og Præstegaarden brændte.
   Det var vor Stiffaders Moder, og da hun gik grædende ud af den brændende Præstegaard, da tænkte hun paa Huen.
   Vor Stiffader hed Mathias Christian Rahr, og han giftede sig ind i Tim Mølle Og døde der.
Lærer Lind og Søster, Gullestrup.


371. Skrædder Rasmus Lorentsen og hans Dreng var henne i en Gaard her i Kragelund at sy. Han gik hjem om Natten, men Drengen blev liggende i Gaarden.
   Da han en Aften var kommen et Stykke paa Vej, kom han til at se sig tilbage, og da saa' han Gaarden staa i lys Lue. Saa vilde han skynde sig derhen for at redde Drengen, at han ikke skulde brænde inde. Men da han kom lige til Gaarden, var der ingen Ildebrand. Saa vidste han jo, hvad det betød, og satte Branden Væk. Da han næste Morgen kom igjen, fortalte han Manden, hvad han havde set.
   "Men du skal ikke være ræd, a har sat det væk for lang Tid, og gjort det saa godt, a kunde."
Lavrs Thomsen, Kragelund.


372. Efter gamle Folks Fortælling kom Præstens Karl fra Vilslev en Aften i glat Føre ridende paa en glatskoet Hest og strøede Sand af en Pose til begge Sider, idet han derhos mumlede en Formular, som Folk nok kunde høre, men ikke forstaa. Flere skal have set dette, og der blev Snak om det. Det hed sig ogsaa, at det halve af Hillerup stod i Forbrand, og saa havde Præsten udsendt hans Karl for at strø Sand op efter Gaardene i den Hensigt at forsætte Ilden i en ubegrændset Tid. Det hed sig nemlig, at lige saa mange Sandskorn der spredtes, lige saa mange Aar skulde det vare, inden Ilden virkelig kom.
   En hel Del Aar efter indtraf Branden alligevel. Det var 1792 da brændte der 7 Gaarde.
Peder Frøsig, Hillerup.


373. Henne ved Balle Præstegaard i Havehegnet stod der en stor Ask. Den maatte der ikke blive hugget Grene af, ej heller maatte den blive hugget om, for saa skulde Præstegaarden brænde. Træet stod ud til deres Malkeplads, og da der hængte nogle store Grene ud og var dem til Ulejlighed, hug en Karl nogle af Grenene af, og saa kom der ogsaa Ild op, men den blev dog atter slukket. Det var første Gang den brændte.
   Saa kom der en Mand en Dag og skulde lave nogle Stærkasser, og der blev nogle af dem slagne op i den Ask. Saa savede han nogle Smaagrene af den, og Dagen efter var der ogsaa Ild i Stuehuset. Men de fik det da slukket. Da Provsten fik det at vide, hvordan Grenene var bleven savede af, var han grov vred.
   Den Gang Provsten havde taget hans Afsked, kom der en anden Præst, som lod Asken fælde, og saa brændte Præstegaarden saa nær som Stuehuset, der blev reddet og staar endnu som Forpagterbolig.
   Provsten hed Laurberg, og den næste hed Teilmann.
Jeppe Lavrsen, Staby.


374. Der staar to Bøge her ovenfor Glentholm i Ry ; den ene er hul, og naar den falder, saa skal Glentholm brænde. I et stærkt Blæse vejr blæste en stor Gren af, der var flere Favne Træ i, og da brændte der en Høstak uden for Gaarden. Mærkeligt nok vidste ingen, hvor dan der var kommet Ild i den. Det er det Træ, der staar ved højre Side af Vejen, og som kaldes Kaffekjedelen, det Sagn fortælles om.
Ry Højskole.


375. Der stod to gamle Lindetræer midt for Stuehuset ved Gammel-gaard, Ketting Sogn paa Als, og de var saa gamle og hule, at de knap kunde bære Grenene, hvorfor Manden lagde Jærnbaand om dem for at holde dem sammen.
   Den Gaard tillige med flere hørte Hertugen til, og saa var der Forpagter paa dem, men da Als kom i Tyskernes Hænder, blev Gaarden solgt som Selveje. Da den nye Mand kom til Gammelgaard, vilde han ikke have de Træer staaende der, og han begyndte at kappe løs paa dem. I det samme kom en gammel Mand til, som boede tæt ved, og han sagde:
   "Det skal I ikke gjøre, for saa snart Træerne falder, saa brænder Gaarden."
   Der var forhen set Var sel for Ildebrand, og det var sat, hen i de Linde. Ejeren brød sig ikke om de Træer og fældede dem, men samme Nat brændte Gaarden.
Henrik Jensen, Hornborg.


376. En Bondegaard i Skovby, Løjt Sogn, stod i Forbrand, og Branden var hensat i et gammelt Træ ikke langt fra Gaarden. Det var hult og forsynet med Støtter for at staa.
   Nu fik Gaarden en ny Ejer, og til Naboernes Skræk siger han, at han vil have det hugget om, og uagtet deres Modforestillinger gjorde han det virkelig. Det sidste Læs af Træet stod endnu i Ladeporten, mens han gik over i Løjt-Kirkeby Kro til Frederik den Sjettes Fødselsdag d. 28. Januar. Da de var saa ved at dandse, kom der Bud fra Præsten, om han vilde strags komme hjem, for hans Gaard brændte. Det var nemlig det Læs Træ i Porten, der brændte, og saa gik hele Gaarden.
N. Kuntz.


377. Midt paa Gaardejer N. J. Thomsens Mark vest for Vejen Station staar der en stor Tornebusk. Der fortælles, at naar den bliver ødelagt, vil Thomsens Gaard brænde. Ligeledes fortælles der, at der har setes Lys ved den Tornebusk. Der skal ligge en Skat begravet under den.
   Hans Hjuler vilde for nogle Aar siden grave Skatten op med en Spade. Men han blev saa forskrækket, at han løb derfra.
Hans Jokum Lauritsen, Vejen.


378. Der staar en Træstub (en Hvidtjørn) paa Niels Thomsens Mark i Skuderløse. Det er betinget i flere Slægtled, at den ikke maa røres af Brugerne af Gaarden, da der menes at være lagt en Forbandelse over den, og der menes at ville komme Ulykker f. Ex. paa Kreaturerne, hvis den ryddes. Mange har set Lys brænde under den Stub, og jeg har selv set en Lygtemand hoppe rundt om den.
Lærer P. Nielsen, Skuderløse.


379. Stumpet-Jon kom ved Aftenstid gaaende om ved den vesterste Gaard i Heager, og da ser han, der er Ild i den. Han kom saa i Tanker om, at det var nok ikke Virkelighed, og tog en Gjæven Sand og smed bag over sig med de Ord:
   "Brænd nu ikke i saa mange Aar, som her er Sandskjærner."
   Gaarden er lige godt brændt to Gange siden.
   Peder Tyssens Enke paa Øse Mark har ogsaa set den i For brand, det var nu, efter at den var brændt første Gang. Hun troede, det var en Tørveklaad, der brændte, og Dagen efter siger hun til min Moster:
   "Da skal a love for, Kristen Rasmussens de fik deres Tørveklaad brændt i Aftes."
   Men den var jo ikke brændt alligevel, og saa troede hun, det var Forbrand, hun havde set.
Niels Peter Rasmussen, Øse Østermark.


380. Paa Østergaard ved Kjølstrup gaar det Sagn, at den kan ikke brænde. Der har været Ild i den flere Gange, men den er altid bleven slukket.
   Det var en Gang, Røgteren var kommen op paa Høslyden med en Lygte, og den væltede, og der gik Ild i Høet. Han gik saa ned efter en Spand Vand og gik op med det og slukkede Ilden.
   Det er et af Beviserne for, at Gaarden kan ikke brænde.
Østergaard: Munkebo Sogn. Ollerup Højskole. Martin Andreassen, Marslev.


381. En Præst, der boede i Branderup, skal have kastet en Kvinde ved Navn Mett' Læs ud i en Dam ved Præstegaarden. Naar Dammen gror til, saa; brænder Skrædderens Hus, som ligger lidt ovenfor Dammen. Derfor bliver den renset hvert andet Aar.
Bramming Eft. Hans Nissen Damm, Landsig v. Branderup.


382. Bedstefaderen til den nuværende Bygmester Dam boede her i Byen og var Budfoged, og skulde gaa Herskabets Ærender fra Gram til Aalkjær som ogsaa; hørte til Godset.
   Da han en Dag havde forrettet sit Ærende i Aalkjær og gik hjemad med Landevejen, som fører fra Haderslev til Ribe - det var saadan i Aftenskumringen - da kunde han fra Vejen se Byen Aabøl mod Syd, for den gaar noget højt, og saa paa én Gang ser han hele Byen staa i lys Lue. Saa siger han, at det skulde bie, til han var død. Han kunde jo forstaa, det var Forbrand, og han forstod sig paa at sætte det hen. Da han senere laa paa sit Dødsleje, saa sagde han:
   "Ja, æ vil nu snart dø, og saa vil Aabøl og snart brænde."
   Det skete ogsaa Aaret efter, nemlig 1833.
Lærer Nørgaard, Gram.


383. Paa den Gaards Mark i Eskelund Kjær , som a nu har kjøbt, laa en Plet, livorpaa fandtes en Stenstak og en Tjørnebusk. Det maatte ikke udryddes, for da brændte Gaarden.
   Den forrige Ejer var saa overbevist om dét, at han aldrig havde turdet røre de Dele. Men et Aars Tid efter at a kom der, solgte a Stenene og ryddede Busken, og Gaarden staar godt endnu.
Jakob Refslund, Bryrup.