Ilisîtsut (hekse) og deres heksekunster (C. Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Grønlandsk kvindemaske

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Christian Rosing

Grønlands sidste Hedninger
Østgrønlænderne
Tunuamiut

Kapitel V

Ilisîtsut (hekse)
og deres heksekunster

Ilisîtsut kaldes de, der uden Brug af Vaaben, men ved Hjælp af visse Handlinger eller ved den blotte Tanke, skader eller dræber deres Medmennesker. De er stærkt forhadte af deres Bopladsfæller, og man anser dem ikke for at have nogen gavnlig Indflydelse, men tværtimod at være i Stand til at lægge andre saa mange Hindringer i Vejen som muligt. Ilisîtsut søger at skade de Mennesker, de er forbitret paa, hvad enten de er i Slægt med dem eller ikke, enten ved at gøre dem syge eller dræbe dem. De er derfor særdeles frygtede af deres Bopladsfæller. Ilisîtsut oplæres i, hvorledes de skal bære sig ad med at skade deres Medmennesker, af gamle Folk, som de ikke er i Familie med. Ilisîtsut selv er ingenlunde altid gamle Folk, men endog unge kan optræde som Ilisîtsut. I Overensstemmelse med, hvad de har lært, tilrettelægger de deres Trolddomskunster.

De østgrønlandske Hedninger tror fuldt og fast paa Ilisîtsut og er meget bange for dem. Hvis der sker en eller anden Ulykke, eller hvis en af deres Slægtninge eller en anden dør, fatter de straks Mistanke om, at en Ilisîtsut er Skyld i hans Død. Man mener, at næsten alle Ilisîtsut er Kvinder, og kun en sjælden Gang finder man mandlige Ilisîtsut, men det er da kun Mænd, der samtidig er Angákut.

I Vestgrønland mener man, at de udelukkende er Kvinder, men paa Østkysten mener man, at ogsaa Mændene kan hekse, og man anser dem da for at være i Besiddelse af større Kraft end Kvinderne. Ilisîtsut kan ikke udøve deres Trolddomskunster, saafremt den, de vil øve deres Kunster mod, er klar over det, eller i Overværelse af deres Bopladsfæller (bortset fra deres Elever); men de anbringer det, som de har forberedt eller som de uden nogen særlig Forberedelse blot har taget, paa det Sted, hvor de mener, det skal anbringes, uden noget Menneskes Vidende. Hvis det saa tilfældigvis hænder, at det Menneske, hun hader, bliver sygt eller dør, tror hun fuldt og fast, at det er hende selv, der har dræbt ham, og at det er hendes Heksekunst, der har haft en saadan Virkning. Det er de mest mærkværdige Genstande, de benytter ved de Trolddomskunster, de udøver mod deres Bopladsfæller; og de unyttige Ting, som Menneskesindene finder paa og som de mener har en Virkning, er saa forbavsende, at vi her skal fortælle lidt om nogle af dem.

Nogle Ilisîtsut anbringer f. Eks. i al Hemmelighed et Knoglestykke fra en gammel Grav eller en anden Genstand (en Sten, et Stykke Træ, en Tørvestump, en Skindstump eller andet) inden i det Tøj, som den, hvem de vil udøve deres Heksekunster mod, plejer at gaa med til daglig, men som han midlertidig har afført sig, idet de da bestemmer, hvilken Sygdom han skal dø af (f. Eks. Opkastning, Sting, Diarré eller andet). Naar saa han, der er udsat for Heksekunsterne, tager dette Klædningsstykke paa, vil han senere, saafremt Genstanden ikke falder ud, blive syg af den Sygdom, som denne Ilisîtsoq har bestemt; han bliver daarligere og daarligere og vil tilsidst dø af denne Sygdom. Men saafremt den, der er udsat for Trolddomskunsterne, finder Genstanden, mens han tager Klædningsstykket paa, og kaster den bort, idet han fremsiger en Trylleformular, vil den Sygdom, som denne Ilisîtsoq har bestemt skulde ramme ham, vende tilbage til hende selv, og hun vil da blive syg og dø.

Det Menneske, som en Ilisîtsoq er forbitret paa, søger hun altid at dræbe ved Trolddom (pivkartarneq). Men det hænder ofte, at der kan gaa et helt Aar, uden at hun finder en passende Lejlighed dertil. Den gunstigste Lejlighed frembyder sig, hvis de, som hun ønsker at dræbe med sin Trolddom, efter først at have overvintret et andet Sted, atter overvintrer ved det Sted, hvor de er født. Ilisîtsut har hver for sig deres særlige Heksekunster. Nogle benytter sig af følgende »Drabsmiddel« (píkainiut): Hvis en Ilisîtsoq vil dræbe den, hun hader, skal hun indespærre et Snespurvepar i deres Rede, hvorpaa hun skal tage Hannen, Hunnen samt den ældste af Ungerne og dræbe dem alle tre. Derpaa skal hun gemme dem og vente paa, at Vejret skal blive ganske stille. Naar Vejret en Dag bliver dejligt og fuldstændig stille, skal hun om Aftenen tage dem med ud af Huset. Hun skal saa anbringe dem paa en middelstor Tue nøjagtigt ud for Forsiden af det Hus, der tilhører den, hun vil dræbe med sin Trolddom, idet hun vender Ryggen til Huset. Hun anbringer Hannen forrest, Ungen i Midten og Hunnen bagerst, samtidig med at hun støtter dem med noget, der skal forhindre dem i at vælte. Næste Morgen skal hun se til dem, og hvis Hannen, som er anbragt forrest, er væltet, vil den, som hun øver sin Trolddom mod, paa et eller andet Tidspunkt dø; men hvis den ikke er væltet, vil Trolddommen ikke have nogen Virkning paa ham. Hvis den er væltet, bliver denne Ilisîtsoq meget glad, men hvis den ikke er væltet, bliver hun meget krænket og fortørnet. Hvis hun i første Omgang intet udretter mod ham, bliver hun mere energisk. Ved Ebbe skal hun i Strandkanten hente et Søpindsvin (erqussaq) og en ungersaitoq, et lille Dyr, der findes paa Klipperne. Den ligner en Snegl uden Sneglehus, og trækker sig straks sammen, naar man rører ved den; den er vist det, man kalder en imaneq, »Albueskæl«. Naar hun har baaret dem op, skal hun liste sig til at anbringe dem under det Skind, som den, hvem hun øver sine Kunster mod, bruger som Underlag. Hvis vedkommende ikke finder dem eller mærker dem, og dette staar paa i længere Tid, bliver han syg, hans Tilstand bliver værre og værre, og han dør tilsidst. Man siger, at der sker det, at Snegledyret snører sig om ham og forhindrer ham i at bevæge sig bort, og Søpindsvinet æder med sine store Tænder ham, der er forhindret i at bevæge sig; naar det tilsidst har ædt ham helt op, vil han dø. —

Hvis en gift Mand skiller sig fra sin Kone, med hvem han har Børn, og gifter sig med en anden, saa vil den fraskilte Kone, saafremt hendes Børn kommer til at mangle noget (Føde eller Klæder), blive misundelig paa sin tidligere Mands nye Kone og hendes Børn som denne Kone altsaa har med en tidligere Mand og som Manden nu hjælper, og hun vil da, hvis hun er en Ilisîtsoq, søge at dræbe alle Konens Børn og ogsaa søge at skille de to Ægtefæller. Hun søger da paa følgende Maade at dræbe sin tidligere Mands Stedbørn: Hun skal fange en levende Snespurv, og naar hun har faaet fat i en saadan, maa hun ikke dræbe den, men skal, mens hun holder paa den, tænke onde Tanker og tale saaledes til den: »Han faar ingen Børn (min tidligere Mand), flyv bort med hans Kones Børn og udryd dem!« Derpaa skal hun lade Snespurven flyve, og der vil da ske dette, at hendes tidligere Mands Stedbørn dør en efter en. — Hun forsøger derpaa at skille disse Ægtefæller; dette er vanskeligere, fordi Heksemidlerne er betydelig vanskeligere at fremskaffe. Hvis hun er i Stand til at gøre følgende, kan hun skille dem: Hvis hun ser en Ræv med Unger, der ligger og sover i sin Hule, og hun kan liste sig ind paa den uden at vække den, skal hun gribe den og dræbe den, skære et Yver fra (baade Yver og Dievorte) og tage den med hjem. Og hvis hun senere ser en Rype, der sidder og sover ovenpaa en Sten, og hun kan liste sig ind paa den uden at vække den og gribe den, skal hun dræbe den. Hun skal derpaa tage dens Tarme ud og lægge dem sammen med Rævens Yver, og en Nat skal hun da tage dem med hen til Ægtefællerne, mens de sover. Hvis de ligger vendt mod hinanden, naar hun kommer ind til dem, skal hun — uden at vække dem — lægge de Ting, hun har med, imellem deres Hoveder, og hvis de mærker Lugten (Rævelugt og Tarmlugt), vil de blive skilt.

Andre Ilisîtsut bærer sig ad paa følgende Maade, naar de hader et Menneske og ønsker at dræbe dette med deres Trolddomskunster: En Morgen naar hun vaagner, skal hun paa fastende Hjerte tage en Klump Tørvejord og forme en Dukke deraf med Hoved, Arme og Ben, og hvis den, hun hader, er en Kvinde, former hun ogsaa en Haartop paa den. Naar Vejret er fuldstændig stille, tager hun denne Dukke med og anbringer den i Læ eller oppe paa et Fjeld, vendt mod det Sted, hvor Solen staar op, og giver den en Støtte, saa at den ikke vælter. Naar hun er færdig med dette, nævner hun Navnet paa Genstanden for sit Had, hvorpaa hun forlader den og vender hjem. Næste Morgen skal hun — ligeledes paa fastende Hjerte — se til den, og hvis den er væltet, er hun klar over, at den, hun hader, skal dø i Løbet af kort Tid.

Men der siges ogsaa at være Ilisîtsut, der er i Stand til at dræbe deres Medmennesker ved Trolddom uden at gøre nogen Forberedelser og uden nogen Hjælpemidler. Det vil sige, at en saadan Ilisîtsoq, der hader et Menneske, menes at have en saadan Styrke i sit Had, at hun ved den blotte Tanke, uden endog at udtale noget, virkelig skulde være i Stand til at paaføre den, hun hader, en Sygdom, der kan medføre hans Død.

I andre Egne, særlig i Vestgrønland, kalder man en Ilisîtsoq for en Kugssuk. Disse og Ilisîtsut dækker omtrent det samme, men i Østgrønland kendes Kugssuit (Flertal) ikke, men kun Ilisîtsut. Man maa dog sige, naar man tænker paa deres Fremgangsmaade i Vestgrønland, at Ilisîtsut og Kugssuit afviger lidt fra hinanden, idet Kugssuit siges at gøre knap saa megen Skade som de førstnævnte. Dog mener man, at de ogsaa kan dræbe deres Bopladsfæller; men de bruger ikke som de tidligere omtalte at gøre særlige Forberedelser, men de menes ved Hjælp af forskellige uforstaaelige Ord at forkorte et Menneskes Liv eller hans Held. Eller ogsaa bærer de sig ad paa følgende Maade: Hvis en Fanger til Stadighed faar god og rigelig Fangst, gaar denne Kugssuk uden Fangerens Vidende hen til hans Kajak og anbringer et eller andet i den (en Haarlok, noget Spyt inden i en lille Klump Tørvejord, eller en anden Ting), og hun fremsiger samtidig mystiske Ord, som hun ikke engang selv forstaar. Det, hun anbringer i Kajakken, siges at skulle bevirke, at Fangeren bliver ude af Stand til at fange godt, saafremt han da ikke i sin Kajak har en Amulet, der kan beskytte ham mod den Slags. Engang imellem siges de ogsaa at gøre deres Medmennesker noget ondt ved at benytte et eller andet, der tilsyneladende ikke er noget slet. Hvis en Kugssuk f. Eks. er misundelig paa en Bopladsfælle, det være sig et gammelt Menneske eller et Barn, som er vellidt, heldigt eller sundt og rask, saa bringer hun noget af sin Mad som Gave (et Stykke Kød eller lignende) til den, hun er misundelig paa, idet hun gør, hvad hun kan, for at lade som om hun holder af vedkommende, skønt hun har tænkt onde Tanker og fremmumlet uforstaaelige Ord over sin Gave. Naar han, som hun har overbragt Gaven, spiser deraf, vil der overgaa ham det slette, hun har udpønset; man vil f. Eks. blive syg, miste Evnen til at fange eller, hvis det er en Kvinde, ophøre med at faa Børn. Og engang imellem sker det, at en Kugssuk ved blot at tage om et Kajakredskab gør en Fanger ude af Stand til at fange Sæl, hvor ofte han end forsøger at harpunere. Man mener, at disse Kugssuit udelukkende er Kvinder, og at der aldrig er hørt Tale om mandlige Kugssuit. Kugssuit er frygtede af deres Bopladsfæller, men knap saa stærkt som Ilisîtsut. Der er mange, der søger at behandle dem godt og sørger for, at de faar en god Del af deres Fangst, da man er bange for, at de ellers skal begynde at øve Trolddom, saafremt de bliver forbigaaet.

Baade Ilisîtsut og Angákut menes at kunne fremstille »Tupilak«er, der skal bringe Ulykke over en af deres Bopladsfæller. En Tupilak er et frygtindgydende Dyr, som et Menneske har lavet, og den kan forandre sig, saa at den kommer til at ligne forskellige levende Væsener (et Menneske, en Hvalros, Bjørn, Ræv, Sæl, en Fugl eller et andet Dyr). Der siges, at man fremstiller en Tupilak paa følgende Maade: Den, der ønsker at lave en Tupilak, skal faa fat i et dødt Spædbarn; han skal derpaa sætte sig og anbringe Barneliget mellem sine Ben foran sig, hvorpaa han synger Tryllesange over det. Senere skal han samle det sammen, der videre skal benyttes til Opbygning af Tupilak'en: Et Stykke af et Sælskind, en Ræveknogle, nogle Bjørnehaar og forskellige andre Ting, f. Eks. Fugleknogler o. lign. Alt dette skal han lægge ovenpaa Barneliget og hver Gang fremsige Trylleformularer over det, og alle disse forskellige Ting skal da ved Hjælp af Trylleformularerne ikke blot klæbe sig fast paa, men virkelig indgaa som en Del af Barneliget. Naar dette sker, vokser den, og naar den, der fremstiller Tupilak'en mener, at den har naaet en passende Størrelse, bringer han Liv i den. De siges at puste Liv i den ved at synge Tryllesange, idet de nævner Genstanden for deres Had og beder Tupilak'en dræbe ham. Naar han har bragt Liv i den, sender han den ud, for at den kan dræbe den, han hader, og den dræber ham da og æder ham. Men hvis den Mand, som den er ude efter, har tilstrækkelig mange Amuletter og er i Besiddelse af Trylleformularer imod den Slags, vil Tupilak'en være ude af Stand til at faa fat i ham. Den vil da begynde at blive sulten og vender saa tilbage og dræber ham, der har skabt den, og æder ham.

De hedenske Eskimoer tror fuldt ud paa Ilisîtsut og Kugssuit, og de gaar i bestandig Frygt for at være omgivet af en Mængde Hekse, der stræber efter at bringe Ulykke over dem. De er jo farlige, da alle deres Tanker og Handlinger kun gaar ud paa at bringe Ulykke over deres Bopladsfæller og at dræbe dem. Vi har i det foregaaende hørt om deres mærkelige og ejendommelige Gerninger og deres Tanker dermed, og vi synes maaske, at deres Stræben efter at bringe Sygdom og Død over deres Bopladsfæller er latterlig; og det er jo ogsaa morsomt at høre noget om, hvad de foretager sig, de er fuldstændig som legende Børn. Man kan ganske vist synes, at alle de Trolddomskunster, som disse Ilisîtsut og Kugssuit mener at udøve, kun er til at le ad. Men tænker man nærmere over det, ligger der noget alvorligt deri, og det er den Omstændighed, at en Ilisîtsoq selv tror fuldt og fast paa sine egne Handlinger, og Bopladsfællerne paa hende, idet de mener, at hun virkelig er Skyld i f. Eks. Sygdom eller Dødsfald. — Kun Gud er i Stand til at lade et Menneskeliv opstaa, fortsætte og gøre en Ende paa det. Naar et Menneske om sig selv mener at kunne udføre noget, som Gud alene er i Stand til (naar det f. Eks. mener at have dræbt et Menneske, som i Virkeligheden er død af Sygdom), saa stiller det sig selv i Guds Sted; og naar Bopladsfællerne tror paa denne Ilisîtsoq, stiller ogsaa disse hende i Guds Sted. En Ilisîtsoq og de, der tror paa hende, misbruger da Guds Navn og er som Følge deraf hjemfaldne til Straf.

Naar der bliver talt eller skrevet om saadanne Ilisîtsut, bliver de, der tror paa dem, gerne dadlede, og det er jo ogsaa lastværdigt; men selv om der er flere, der gerne vil tro paa den eneste, man bør tro paa, tror de dog af og til i deres Hjerter paa Trolddomskunster (jeg siger saadan, fordi denne Overtro endnu findes paa Vestkysten), og derfor tror de om nogle af deres Bopladsfæller, at de er i Stand til at udføre det, som kun Gud er i Stand til. Men jeg har aldrig hverken hørt om eller læst nogen Fremstilling om Troldmænd eller -kvinder, der er fortalt af dem selv, men det har altid været nogen af dem, der tror paa dem, der har fortalt eller skrevet om dem. — Jeg skal selv meddele min Mening om disse Ting, skønt jeg er klar over, at jeg ikke er i Stand til fuldtud at gøre Rede for disse Forhold; men det er kun, for at man kan høre min Mening om disse Trolddomsudøvere, hvis Talen skulde falde paa dem. Min Mening er denne: Et Menneske kan ikke være virkelig Ilisîtsoq (Troldmand eller Heks). Den første Troldmand var Djævelen selv, da han ved Hjælp af Æblet bragte Menneskene i uendelig Ulykke, og det samme er stadig Tilfældet, idet han stadig søger at bringe de stakkels Mennesker i Ulykke ved Hjælp af tilsyneladende behagelige og eftertragtelsesværdige Ting. Da han er forbitret paa alle Mennesker, er den eneste Glæde, han har, den at kunne styrte et stakkels Menneske i evig Ulykke. Fordi denne Skurk er saadan, er han en Troldmand, og alle de, der søger at øve Trolddomskunster, har ham til Herre og har deres Rod i ham. Men et Menneske kan ikke være virkelig Ilisîtsoq, hvis ikke en bestemt Hensigt fra Djævelens Side bliver fuldbyrdet i ham. Dette mener jeg er Grunden til, at der ikke i det gamle Testamente er nævnt Troldmænd eller Hekse, men »saadanne, der søger at øve Trolddomskunster« (Ilisîniusiortut). Et Menneske kan jo ikke være virkelig Heks eller Troldmand, men kan søge at øve Trolddomskunster. Det er indlysende, at hvis et Menneske virkelig tror paa Trolddomskunster, kan han forsøge at udføre det, som han mener har nogen Virkning, og Troldmænds og Hekses Hersker, Djævelen, vil da glæde sig over det, han gør, og vil af al sin Magt hjælpe ham til at tro paa disse Trolddomskunster. Derfor tror Hedningerne ogsaa blindt paa alt dette, og det er ogsaa ganske tydeligt, at de, der søger at øve Trolddomskunster, tror fuldt og fast paa sig selv og paa det, de udfører. Vi sagde i det foregaaende, at et Menneske ikke kan være virkelig Ilisîtsoq (Troldmand eller Heks); men maaske kan en og anden blive forbavset og spørge: Hvorfor staar der da i Det nye Testamente skrevet om »Troldkarle« (Johannes' Aabenbaring 21, 8 og 22, 15)? Hertil kan jeg sige: Selv om et Menneske forsøger sig paa Trolddomskunster som Følge af Had til sine Medmennesker og for at bringe dem i Ulykke, vil det dog endnu ikke være virkelig Heks eller Troldmand. Men saafremt et Menneske er blevet klar over, at dette er Misbrug af Guds hellige Navn, og har forstaaet, at Had og Forførelse er de mest fremtrædende Egenskaber hos Guds Modstander, og det alligevel ikke vil ophøre med denne Uskik eller slippe Hadet i sit Hjerte i dette Liv, men stadig vedbliver med denne Levevis, saa vil det synke dybere og dybere og vil knytte sig mere og mere til Djævelen og hans Væsen. Endelig vil det da ske, at man efter Døden, naar Dommedag oprinder, vil blive til en virkelig Heks eller Troldmand, da man saa har faaet fuldstændig samme Væsen som den gamle Troldmand Djævelen, og der skal da vederfares En det samme som ham i al Evighed. Jeg mener, at det netop er det, der staar skrevet om i Det nye Testamente, og det er sørgeligt, at der ogsaa blandt de Mennesker, der forlængst er kristnet, findes nogle, der søger at øve Trolddomskunster, og at disse bliver troet. Denne Uskik er endnu mere fremtrædende blandt Hedningerne, saadan som vi allerede har hørt.

Saa bliver det næste Spørgsmaal: Kan saadanne Mennesker blandt Hedningerne blive omvendte? Hvilket Haab kan vi nære til deres Omvendelse? De kan sandelig omvendes. Deres Tro paa sig selv eller paa det, de søger at fuldbyrde, hviler ikke paa noget fast Grundlag; thi de, der søger at øve Trolddom blandt Hedningerne, venter ikke, at deres Trolddomskunster skal gaa i Opfyldelse. De giver nemlig Meddelelse om, at den, der er Genstand for deres Had, skal dø ved at sige, at »han dør paa et eller andet Tidspunkt« (d. v. s. maaske efter flere Aars Forløb). Det er da tydeligt, at de ikke anser deres egne Gerninger for at hvile paa et fast Grundlag, og at de selv tvivler paa Udfaldet af deres Gerninger. I Særdeleshed er det tydeligt, at de overhovedet ikke har Forstaaelsen af, i hvis Magt de er, og at de ligger under for Tanker, der vandrer i Mørket, og som bevirker, at de bliver forhadte af deres Medmennesker. Det er jo saadan, at disse Hedninger, der søger at øve Trolddomskunster, uden at vide af det misbruger Guds Navn, idet de søger at tilegne sig det, som kun Gud er i Stand til. De kan omvendes, fordi de netop udfører ufrivillige Handlinger, og man kan da sætte dette Haab til deres Omvendelse: Naar de begynder at forstaa, at de ligger under for den Ondes Magt, og de nærer Ønske om at blive frelst fra denne og i deres Hjerter vil modtage Guds Søn, der blev født, døde og genopstod, kan ogsaa disse omvendes, saafremt de gennem Troen tager imod det Ord, som de har hørt, Gud har sagt om sin Søn. — Endvidere kan man føje følgende til Haabet: Alle Ilisîtsut (blandt Hedningerne) har det saadan, at de, naar de bliver bekymret for deres Liv eller naar de bliver lidt syge, tilstaar deres Trolddomskunster, da de mærker, at deres Gerninger ogsaa er til Skade for dem selv. Vi kan da haabe, at naar Guds sande Ord begynder at løfte Sløret for deres taagede Tanker, at de saa endnu tydeligere skal forstaa, hvor megen Skade deres Gerninger har været for dem selv, og at de har ligget under for den Ondes Magt Saa vil de gøre sig Umage for at komme bort derfra og søge Tilflugt hos og sætte deres Lid til den sande Magt, man bør søge.

Men hvorledes skal vi bære os ad med at vejlede dem? Overfor saadanne kan Trusler af og til være paakrævet, men man maa dog ikke lade det være det første. Naar vi skal vejlede saadanne Mennesker, skal vi først og sidst huske paa, at de endnu ikke har hørt om Guds Kærlighed gennem Kristus, og selvom nogle ganske vist har hørt derom, har de endnu ikke fattet det helt. Derfor skal vi af al Magt pege paa vor Frelsers Kærlighed, der er blevet aabenbaret gennem hans Død paa Korset for vor Skyld, og hvorledes hans Blod har aftvættet endog de største Synder hos dem, der virkelig angrer og vil aflægge deres Uvaner; kun han kan indgyde os nye Tanker og kan omvende os til Hellighed. Saa begynder de da at tænke over, hvor stor denne Kærlighed er, og de begynder at forstaa deres egne Gerninger og det, som de tidligere har forsøgt at fuldføre. De begynder da at nære Ønske om at ophøre med dette og at faa Frelseren, hos hvem man virkelig kan hente Styrke, til Herre og at sætte deres Lid udelukkende til ham. Og hertil skal de føje dette: Alt det, de tidligere har haft i Tankerne, og som de har forsøgt at udføre, skal de bekende overfor ham, de sætter deres Lid til, uden at være spurgt og uden at være bedte om det, og det Maal, som de herved skal stræbe imod er, at faa Besked og at blive trøstet. For en Missionær er dette at forkynde »det glædelige Budskab« noget, som er af stor Vigtighed. Derfor skal Heftighed og Trusler heller ikke være det første, man skal anvende mod disse, da et Menneske herved kan komme i Tvivl om Guds Mildhed og Kærlighed, og man maa heller ikke glemme, at »den, der frygter, er ikke fuldkommen i Kærlighed«, og det kan jo heller aldrig blive Tilfældet. — Kristi Kærlighed kan jo ogsaa omvende saadanne stakkels Mennesker, og ogsaa for deres Skyld overgav han sig selv til Pinsler og Død.

Fodnoter

Kilde

Christian Rosing: Østgrønlænderne Tunuamiut – Grønlands sidste Hedninger, ss. 49-58, København, 1946