Indledning (FJ 1907)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Finnur Jónsson
Den islandske litteraturs historie
tilligemed den oldnorske


af
Finnur Jónsson
1907


Indledning


Det må betragtes som fastslået, at den egenlige vikingetid — Nordboernes vikingetog til de vestlige lande — er begyndt i slutningen af det 8. årh. med året 793 eller 787, da der ifølge den angelsaksiske krönike »for første gang kom 3 skibe med Normanner fra Hördaland (Hœreðaland)«; det hedder udtrykkelig, at »det var de første skibe med danske mænd, der besøgte Angelstammens [Anglosaksernes] land«. I de følgende år hører man om vikingeindfald rundt om i Vesten, i Irland og ved fastlandets nordvestlige kyster. Først nu kommer Nordboerne — især Daner og Nordmænd — i direkte forbindelse med Vesten og dens kultur. Tidligere forbindelser har man (H. Zimmer, Alex. Bugge) søgt at påvise eller hævde, men tilstrækkelige beviser herfor er endnu ikke frembragte; fredelige købmandsrejser i langt ældre tid, som der antages at have været, hører til det rent usandsynlige, for ikke at sige utrolige. En antagelse af en langt ældre norsk bebyggelse af f. eks. Shetlandsøerne end den man hidtil har antaget, — en antagelse, der hovedsagelig bygges på visse stedsnavne —, viser sig at være grundløs. At der fra Danmark har været ældre forbindelser ad søvejen langs kysten til Hollands nord- og vestkyst, er muligt; historisk er Hugleiks (Chochilaicus) tog derhen i begyndelsen af det 6. årh.; anføreren blev som bekendt dræbt; senere indtil den egenlige vikingetid høres der intet om, at han har haft efterfølgere. Bekendt er det også, at der i det angelsaksiske digt Beowulf findes et sagnstof, der hovedsagelig er af sydskandinavisk (dansk og sydsvensk) oprindelse; digtet er efter de allersidste undersøgelser (Morsbach) fra begyndelsen af det 8. årh. Men dette sagnstof er vistnok ifg. de flestes mening kommet til Angelsakserne på en ganske anden måde end gennem nordiske købmænd (eller vikinger), nemlig gennem de Angler, Danernes naboer, der sammen med Sakser og andre vandrede ud til England og bosatte sig der (ved midten af det 5. årh. og derefter). Der har været rigelig forbindelse mellem England og Danmark (med Skåne) ad den vej; hvorvidt den har haft betydning for Norge er derimod höjst tvivlsomt; efter Beowulf at dömme har det næppe været tilfældet; i det mindste spiller ikke Norge nogen særlig rolle i digtet. Kun den allersydligste stamme, Raumerne, der ovenikøbet her fremtræder som kystbeboere (vel nord for Götaelven), nævnes, hvis det er dem der menes; i orig. kaldes de: Heaðo-rœmas.


Herigennem belyses på det klareste en forbindelse mellem Danmark, især Jylland, og de syd og sydvest for dette liggende lande og folkestammer (Sakser, Friser, Franker osv.), en forbindelse, der går meget langt tilbage. Historisk bekendte er de store handelsforbindelser mellem Gotland og syd-øst-Evropa, for ikke at tale om den sikkert historiske folkevandring fra Sydsverrig (Skandinavien, »vagina gentium«) og den derigennem vundne tilknytning frem og tilbage. Her træder den nordiske arkæologi til og belyser kulturforbindelser mellem Norden og det sydlige Evropa på en höjst interessant måde og i en meget udstrakt grad, især i de første 250 år af vor tidsregning og atter efter år 450 omtrent. At forbindelsen ikke udelukkende var af materiel art viser runeskriftens historie og overførelse til Norden. Denne sidste viser også, at forbindelsen ikke stansede ved og i Danmark, men nåde langt videre nordpå, helt op til Norge. At der således fra de sydligere boende stammer kunde indvandre fremmed åndeligt stof, både af historisk og mytisk art (og hvad der ellers er hermed nærbeslægtet), kan ikke benægtes, ja, det vilde være mærkeligt, hvis det ikke var sket i virkeligheden, ligesom det på den anden side kunde være rimeligt, at nordisk (spec. dansk) sagnstof var vandret sydpå til gengæld; der mangler ikke omstændigheder, der taler herfor, skönt det næppe strængt lader sig bevise, at det er sket i en så gammel tid (der tænkes her især på alt det danske stof, der findes i det tyske digt Kudrun). Til Norden er bevislig allerede för omkr. 800 et stort stof af sagnhistorisk art, sagnene om Jörmunrekk, Attila, Gjukungerne (Nivlungerne), Sigurd fåvnesbane m. m., indvandret. Ifølge almindelig antagelse er Wodan- (Odins)troen og -dyrkelsen indkommet fra Syden, i hvor tidlig tid, er ganske vist usikkert, men det er i hvert fald sket længe för 800. I denne forbindelse må der mindes om det ikke- nordiske Múspell (tysk: mûspilli, mûd(t)spelli), der forekommer i norsk-islandske kilder.


Hvis det forholder sig så — hvad der her ikke nærmere skal drøftes —, at det frankiske kongedömme, som flere historikere har antaget, har været et forbillede for de nordiske (danske og norske) kongedömmer, så har man atter deri et bevis for det lette samkvem og (gensidige) påvirkning. Dette sidste er dog betydelig yngre end alt det för omtalte, men får i denne sammenhæng også sin betydning.


At udførselen af tyske sagn skulde være gået direkte til Norge udenom Danmark ad søvejen (ved købmænd), som hævdet i den seneste tid (E. Mogk), fordi der fra Danmark ikke er bevis for, at sagnene der har været kendte, er en sikkert uholdbar antagelse, så meget mere som der fra Sverrig haves fuldgyldige beviser for, at Sigurdsagnet f. eks. der har været velkendt (Sigurdsristningerne), ligeledes Tjodreksagnet (Rökstenen). Den naturligste indvandringsvej er og bliver, at disse sagn (og myter) er komne sydfra til Danmark, er efterhånden vandrede videre mod nord, til Sverrig og sidst til Norge[1]. At der fra Danmark ikke foreligger positive beviser for sagnenes og myternes (hvad der dog i al fald ikke gælder for Odins vedkommende) tilstedeværelse der, har mindre at sige, eftersom overleveringerne her er — og måtte være — så mangelfulde.


Der er således ingen tvivl om, at der i tiden för 800 havde været den rigeste lejlighed til gensidig påvirkning mellem Nordboere og de sydligere folk, og at der til Norden er indkommet et stort og vigtigt kulturstof, både af materiel og åndelig art. Hvis der i den nordiske mytologi virkelig findes indflydelse fra kristendommen, finder også denne heri en fuldtud tilfredsstillende forklaring. Denne indflydelse kunde ske på flere måder og ad forskellige veje. Derimod må det hævdes, at nogen indflydelse fra Vesten för slutningen af det 8. årh. ikke er historisk bevist eller så solid afhjemlet, at der kan være tale om at henføre noget af den her nævnte påvirkning og kulturtilførsel til den. En helt anden sag er det, at der kunde tænkes en påvirkning fra Kelterne, medens de endnu indtog den herskende stilling i mellem-Evropa. Ordet Valir (adj. valskr) kan endogså med störste lethed tænkes at være kommet til Norden fra Tyskland (oldhöjt. walh; af kelt. volc- i Volcœ, en keltisk stamme).


At Nordboerne — også Nordmændene — har været i besiddelse af en ikke så ringe kultur allerede för 800, indrömmes endogså af dem, der går videst i at antage kulturtilførsel i vikingetiden. Arkæologien bekræfter dette uimodsigelig. Hvorledes denne kultur i enkelthederne har været, er det naturligvis vanskeligt at göre sig klare forestillinger om. At Nordboerne, og her tænkes særlig på Nordmændene, allerede dengang har været dygtige sømænd følger af sig selv. At de en rum tid forud har givet sig af med vikingetog eller sørejser, er ligeledes givet; men disse gik langs kysterne sydpå og østerpå, ind i Østersøen, til de baltiske kyster, til »Østerled« (austrvegr); dette genspejler sig i mytologien (Tors rejser til østerleden); og det genspejler sig i de uhistoriske sagaers (fornaldarsagaers) mange tog netop til de omtalte egne; heri ligger upåtvivlelig en historisk kærne, et godt gammelt »minde«. Hvorledes skulde det ellers være at forklare, at netop disse sene sagaer ikke lader togene gå til Vesterleden? Man skulde dog tro, at vikingetogene i det 9. og 10. årh. til Vesten helt havde opslugt mindet om de ældre tiders forhold. Ved disse tog er Nordmændene allerede komne i forbindelse med fremmede folk og fremmed kultur.


Det er allerede nævnet, at runeskriften tidlig er kommen til Norge; Wimmer daterer Einang-stenen, Valsfj.-st, Tune-st. og fl. til tiden mellem 500 og 600; andre sætter nogle af disse stene endnu længere tilbage i tid. Denne kendsgærning er af en særlig vigtighed. Desværre giver disse runeindskrifter os ikke mange oplysninger af almindelig interesse i denne sammenhæng. På den norske Myklebostad-st. findes navnet a(n)sugas, altså áss-navnet, hvilket forudsætter troen på de fra litteraturen kendte magter (jfr. a(n)sugisalas på Kragehul-spydskaftet); også det fra litteraturen velkendte navn på guderne: regin findes i en svensk indskrift (ragina- Nolebyst.). Herved får vi positive oplysninger om en gammel gudetro i al almindelighed — foruden hvad arkæologien atter kan oplyse især angående troen på livet efter døden (gravudstyr; offergaver). Den mener endogså at have fundet altre (stenhobe, der ikke kan forklares anderledes), ja mulig enkelte rester af gudebilleder. Ved én tilvisse forsvarlig tilbageslutning kan man antage en gudetro en rum tid för år 800 på et temlig fremskredent standpunkt, og som forudsætter lange tiders udvikling. De ældste skjaldekvad (Brages digte) viser, på hvad standpunkt gudetroen var i Norge i den første fjærde- eller halvdel af det 9. årh., altså lige i begyndelsen af vikingetiden. At disse digte er ægte nok, vil senere blive påvist. De viser, at den gamle mytologi allerede dengang var så udviklet i alle væsenlige træk — ikke blot hovedtrækkene — som den nogensinde blev, selv om den ingensteder har haft den fulde afrundede form eller fuldkomne system, som senere tiders lærde ved hjælp af alle de forhåndenværende kilder har søgt at sætte sammen. Allerede dengang var guderne i höj grad menneskeliggjorte; deres menneskelige natur er så at sige på ethvert punkt mere fremtrædende end den oprindelig har været; det oprindelige naturgrundlag, hvis omfang dog ikke må overdrives, er i den grad trængt tilbage, at det næsten ikke mærkes. Men derved er den menneskelige skrøbelighed kommet til at klæbe ved dem, og den indeholder en livskraftig spire til undergangen for troen på dem. At vikingetogene i det 9. og 10. årh. og de dermed følgende forbindelser med fremmede folkeslag, deres sæder, tro og livsopfattelse, har mægtig bidraget til at undergrave den gamle tro, er givet. løvrigt bærer den gamle mytologi, der uden tvivl i den form, vi kender den, er specifikt norsk, i alt væsentligt præget af det folks sindelag, levevis og kultur i det hele, hos hvilket den findes, og ikke mindst af det lands beskaffenhed, som det havde beboet fra arilds tid. Hvad de enkelte guder angår, viser stedsnavnene tilværelsen af guder som Odin, Tor, Frøy, Ty, Ull, Njord, Balder, ja endogså underordnede guder som Vidar og Forsete er repræsenterede. De fleste af disse navne er sikkert ældre end 800. Templer, hove, til deres dyrkelse, tildels opkaldte efter dem, kendes i et betydeligt antal; tempelpræsterne kaldtes goði (flt goðar), et navn, der især er kendt fra Island i det 10. årh.


De indførte sagn omdannedes i nordisk ånd, personerne, både de mandlige og kvindelige, blev helt nordiske i deres gören og laden og de blev, hvilket er etslags ydre symbol, genealogisk knyttede til rent nordiske helteskikkelser. Af sådanne har der været flere, der allerede længe för 800 var bleven omvundne med sagnets glitrende væv, bleven helteidealer, hvor nordisk ånd og karakter ligesom samlede sig i et kraftuddrag.


Vore gamle forfædre havde et åbent öje for det ydre, der omgav dem; at de havde sans for naturens skönhed, viser deres bosættelse og fremfor alt visse stedsnavne, som f. eks. Skaun; vin-navne viser sikkert ikke alene, at græsgange som sådanne var til nytte for dem, men også til fryd for öjet. At de mörke ubebolige fjælde har gjort et dybt og uhyggeligt indtryk på dem, viser den omstændighed, at de befolkes med menneskenes værste fjender, jætterne.


Hinandens ejendommeligheder har vore forfædre haft et særdeles åbent öje for; det ser man bl. a. af de mange tilnavne, de har givet hinanden, og der kendes ikke få fra de ældste tider af; disse tilnavne angår ikke blot deres ydre, men også deres indre, deres intellektuelle egenskaber på mange måder.


Samfundslivet kan vi kun ved tilbageslutninger danne os forestillinger om. At der för 800 havde udviklet sig visse retsbegreber, ja fuldt udviklede retsbestemmelser, er en given sag, selv om der ikke endnu fandtes andet end småkongedömmer (fylkeskonger), hvor dog den individuelle frihed havde meget vide grænser. Heller ikke kan der være nogen tvivl om, at der för den tid har dannet sig visse, ligesom faste kærnesætninger (talemåder, ordsprog), der er grundede på en betragtning af det sociale liv og det individuelle liv på engang, samt på de gjorte livserfaringer.


Man har, kort sagt, på alle områder ret til at tænke sig et temlig höjt kulturtrin i de nærmeste århundreder för 800 for vore forfædres vedkommende, også for de længst fra kulturens arnesteder boende Nordboers, Nordmændenes. At disses liv i mange henseender har været tarveligt, ja kummerligt, er en anden sag.


Hvad det åndelige liv iøvrigt angår, er man berettiget til at antage, at der för 800 både har været sagnkyndige mænd (fortællere, historikere) og digtere (skjalde), disse sidste mulig tildels ialfald identiske, med de såkaldte Þulir. Af Brages digte ser vi, at der allerede tidligere har eksisteret sagn (og myter), og disse måtte have deres bærere og meddelere; direkte fremgår dette af Tjodolfs Ynglingatal fra den sidste del af det 9. årh.; digteren siger deri atter og atter, at han har spurgt mange andre om de æmner, han besynger, søgt historiske oplysninger om de enkelte konger, han kvæder om; ja, han bruger udtrykkelig betegnelsen »frode mænd« om disse; men »frod« er netop den klassiske betegnelse for en særlig sagn- og saga-kyndig person. I en kongesagabearbejdelse nævnes udtrykkelig en person med dette ord som tilnavn som ældre samtidig af Harald hårfagre; der er intet til hinder for at antage, at denne person er historisk. At skjaldskab er langt ældre i Norden end ca. 800 er sikkert. Der kendes jo allerede ved denne tid og i det følgende halvhundredår flere navngivne (norske) skjalde, om hvis tilværelse der er ingen grund til at tvivle. Vi kender dele af ældre indskrifter i versform, regelrette i bygning m. h. t. bogstavrim f. eks. Vi er istand til med nogenlunde sikkerhed at konstatere tilværelsen af den otte-linjede fornyrðislagsstrofe. Hvad slags digte man har forfattet, er man derimod kun istand til at udtale formodninger om. Rimeligvis har det været digte af en lignende art som nogle af Eddadigtene, dels om ældre personer og deres bedrifter, dels af mere personlig art; om Ulv oarge (den frygtløse) hedder det, at »han digtede en drape i løbet af en nat og fortalte om sine bedrifter; han var død för daggry«; Ulv må have levet i det 8. årh. Hvor vidt sådanne skjalde har været knyttede til fyrster eller konger, savner man antydninger om (jfr. dog Sakses fortælling f. eks. om Hjarne); men ialfald knyttes de ældste kendte skjalde bestemt til sådanne, som Brage selv; Audun illskælda siges at have været skjald hos Harald hårfagres fader, Halfdan svarte. I denne forbindelse bör þulir'ne omtales. I de ældste kvad omtales disse mænd, ja der nævnes en bestemt plads, en stol — altså vel i hövdingens hal — til dem, þular stóIl Ved at undersøge deres væsen og beslægtede ords forekomst og betydning har man ment at kunne fastslå, at disse þulir var ældre mænd, der sad inde med kundskaber ikke blot af historisk art, men også og navnlig om det menneskelige liv og dets mange grenede forhold, at de var, man kunde sige, datidens filosoffer; deres kundskaber og visdom plejede de at udtale ved större festlige sammenkomster, samt for hövdingen og hans følge; og der er meget, der taler for, at de har gjort det, tildels ialfald, i verseform (jfr. ordet þula, et langt, især remsemæssigt digt, verbet at þylja). Disse þulir var sikkert meget ansete, hvis ord havde stor betydning; mulig har man tillige anset dem for at besidde en overmenneskelig åndskraft; ialfald optræder ordet i historisk tid omtrent i betydningen troldmand. Men det må betragtes som sikkert, at þulir som sådanne tilhører tiden för Harald hårfagre. Under ham synes de helt at være bleven fortrængte, ialfald fra høvdingers og kongers omgivelser, af de egenlige skjalde, hirdskjaldene, der nu bliver så at sige en fast institution.


At trolddom (spådom, sejd) allerede har været udøvet för 800 er der ingen grund til at betvivle. Vi møder sådanne personer, både mænd og kvinder (seiðmenn, völur osv.), i historisk tid i et stort antal især i Norge (tvivlsomt om de har været på Island). Også troen på runetegnenes magiske kraft og deres brug som tryllemidler er hævet over enhver tvivl (jfr. Björketorp-indskr. fra Sverrig, hvor kraftige runer er nævnede; på Noleby-st. kaldes de for 'fra guderne stammende'). Troen på trolddomsvæsner går upåtvivlelig meget langt tilbage i tiden. I lædertasken fra Hvidegårdsfundet, der indeholdt »halen af en snog, en lille konkylje, der kun lever i middelhavet, et lille tilskåret træstykke, et brudstykke af en ravperle, et stykke af en rød sten, en lille flis af flint, en falkeklo« m. m., må der vistnok ses et vidnesbyrd om trolddom; de nævnte genstande har vel snarere været vitt ('heksemidler') end amuletter.


Med vikingetogenes begyndelse begynder også den egenlige historiske tid for Norden. Det 9. og 10. årh. er for Nordens vedkommende tillige med det samme en gennembrudstid, en tid, i hvilken der skete forskellige hovedbegivenheder af uhyre betydning både indadtil og udadtil; den er tillige hedenskabets sidste periode og afsluttes så at sige med dets undergang. I Norge optræder kort efter midten af det 9. årh. den kraftige unge kongesön Harald luva, senere hårfagre, som landserobrer, som landssamler; i slaget i Hafsfjord i 872 knækker han den sidste afgörende modstand og Norge er samlet for alle tider — under én konge. At dette måtte have gennemgribende forandringer med sig er indlysende. Harald indretter sit nye kongedömme mulig efter fremmed mønster (det frankiske kongedömme), han danner en prægtig hird, som Torbjörn hornklove har beskrevet i sit digt; deri var ulvhedner, bersærker, skjalde ikke at glemme, ja, der var endogså fremmede göglere allerede tilstede. Hvorvidt nogen veströn, d. v. s. angelsaksisk indflydelse har gjort sig gældende ved dannelsen af hirden, er særdeles tvivlsomt; fremmede forbilleder var desuden ret overflødige, da der ikke kan være nogen tvivl om, at de norske småkonger havde haft en hirdskare om sig. Haralds blev en sådan blot i större stil. lalfald savnes holdbare støttepunkter for en vidtdreven efterligning. Haralds landstilegnelse (odels-tilegnelsen) behøver ikke her at granskes nærmere; det er nok at bemærke, at Nordmændene, ialfald mange af dem, så deri en uudholdelig krænkelse af deres odels- og ejendomsret, der drev dem til en kraftig modstand eller til udvandring; det er denne faktiske følge, som her er vigtigst.


Vikingetogene var, som sagt, begyndte. Nordmændene havde opdaget de vestlige øer, Færøerne, Hjaltland (Shetland), Orknøerne osv. Tidlig blev disse midlertidige opholdssteder for enkelte vikinger. Når det hos Snorre hedder, at der »i den ufred, hvormed kong Harald underkastede sig Norge, fandtes og bebyggedes udlande som Færøerne og Island; da var der også stor udvandring til Hjaltland og mange mægtige mænd i Norge flygtede bort for kong Harald og drog i vesterviking, opholdt sig om vinteren på Orknøerne eller i Syderøerne, men hærjede om sommeren i Norge« osv., så foreligger der intet, der er i stand til at afkræfte denne, i og for sig selv sandsynlige, skildring. Færøerne, der forlængst var opdagede af irske munke (eneboere), var dem, der først blev bebyggede til stadighed. Sidst opdagedes det fjærnest liggende Island, men netop denne, indtil da ubeboede ø (hvortil dog også enkelte irske munke för var nåede), skulde få den störste betydning af dem alle.


I Skotland og Irland kom Nordboerne til at støde sammen med et dem hidtil ukendt folk. Kelterne, der var i besiddelse af en meget höj kultur, for ikke at tale om, at de havde en helt forskellig tro. Keltisk åndsliv og bogkunst havde allerede så at sige nået sit höjdepunkt; deres lærde var vidtberømte, deres gejstlige så lærde, [at de kaldtes Evropas læremestre; de havde stiftet flere klostre på fastlandet (som St. Gallen), hvor videnskaben dyrkedes; hyppigt samkvem mellem disse og moderlandet har sikkert eksisteret. Irsk ornamentik stod höjt — hvorimod Irerne i praktisk henseende på mange punkter stod tilbage for andre folk, især Germanerne. De var meget åndslivlige, fantasifulde til det yderste, der ikke kendte mådehold i udtryk, både hvad disses styrke og vidtløftighed angik. Endnu bemærkes, at de talte et sprog, hvoraf Nordboerne ikke forstod et ord, ligesålidt som disses sprog forstodes af hine. Til at begynde med kunde der allerede af den grund ikke være tale om nogen åndelig berøring og gensidig påvirkning. At den måde, hvorpå vikingerne fór frem plyndrende, brændende, myrdende, ikke bidrog dertil, er selvindlysende. Først ved eller efter midten af det 9. årh. begyndte Nordboerne at overvintre og opholde sig mere til stadighed i de keltiske egne, og først da kunde der være tale om en påvirkning og samkvem af betydningsfuldere art. Noget lignende gælder om forholdet til Englands ikke-keltiske befolkning.


Spörgsmålet om den gensidige påvirkning og indflydelse er af en overordenlig vanskelig art, for ikke at sige umuligt at løse. Ved almindelige fraser, ved begejstrede ord om tiltrækningskraften hos to modsætningsnaturer og lign. løses spörgsmålet ikke; heller ikke ved mere eller mindre løse påstande, mere eller mindre velbegrundede hypoteser. I almindelighed tör det siges, at kun det håndgribelige, konkrete kan vejlede os. At den ydre kultur, som Nordboerne kom i berøring med, som de så med deres egne öjne, og de til denne hørende enkelte genstande, som de erobrede, kunde og måtte göre indtryk på dem, ægge dem til efterlignelse osv., må siges at ligge i sagens natur; irsk ornamentik har således bevislig påvirket de nordiske kunstnere (smede). Det vilde heller ikke være urimeligt, om klædedragt og husbygning havde givet Nordmændene impulser; herom foreligger der dog intet sikkert. Også sproget kunde mulig være påvirket. Dette er tilfældet. Men ejendommeligt nok er de lån, man i nordisk (norsk-islandsk) kan påvise, i det hele yderst få, medens de nordiske lån i keltisk er af en langt större udstrækning. Heraf kan vel intet yderligere sluttes som f. eks. at Kelterne i og for sig har været mere modtagelige for påvirkning end Nordmændene, skönt netop dette godt synes at passe til Kelternes langt livligere natur. Nordmændene var selv alt andet end egenlig livlige, endmindre var de fantastiske; deres karakter minder mest om de kolde, beregnende Romere; og dette gælder om muligt i endnu stærkere grad Islænderne, disse dygtige, formalitets-dyrkende jurister, som de senere viste sig at være. Hvorvidt keltisk sagn- og digtekunst har påvirket Nordmænd eller Islændere, vil vi senere komme tilbage til.


Island opdagedes omkr. 870 og fik hurtig, ved tilstandenes art både i Norge og Irland, en betydning som varigt tilflugts- og opholdssted for alle dem, der ikke kunde udholde at leve under de forandrede forhold i Norge og som holdt af en fast og til vis grad fredelig livsførelse. I de følgende år befolkedes øen rundt omkring, så at den omkr. 920 eller för var så at sige helt bebygget; 930 oprettedes den bekendte selvstændige, lovordnede fristat.


Befolkningens art har været meget drøftet, idet man har peget på det tilsyneladende betydelige keltiske element deri og villet tillægge det en overordenlig betydning (S. Bugge, Alex. Bugge og fl.). Som så ofte ellers har man gjort sig skyldig i store overdrivelser på dette punkt. Især er A. Bugge (i sin bog: Vesterlandenes indflydelse) gået utilladelig vidt i sine antagelser og optælling, idet han uden nogen som helst hjemmel i kilderne sætter adskillige af de islandske nybyggere i forbindelse med Vesten og får således omkr. 115 sådanne, der skulde være komne i en mere eller mindre intim forbindelse med Kelterne og deres kultur. En så besindig og hvad tal angår pålidelig forfatter som B. Melsteð (i Íslendinga saga) får et antal af 60, d. v. s. 1/6 af de indvandrede; dette er ialfald et langt korrektere tal; jeg har fået et langt mindre tal endnu, idet jeg har holdt mig til de egenlige landnamsmænd, men jeg indrömmer, at det måske er noget for lavt. Det er tilvisse sandt, at kvaliteten af de indvandrede er af nok så stor betydning som kvantiteten (A. Bugge), og blandt de landnamsmænd, der indvandrede efter at være komne i berøring med Kelterne, var nogle af de ypperste nybyggere. Men også geografisk må man se på forholdet, og det er da det, at disse her omtalte landnamsmænd bosatte sig i en stor egn (Dalene) på vestlandet, i Øfjordsegnen på nordlandet og så enkelte steder i det sydlige land — medens store dele af landet — og de störste — er bleven uberörte, således hele den nordvestlige del (svarende til Isafjords- — [störste delen], Stranda- og Hunavats-, samt Skagafjordssyssel [störste delen]; dernæst hele det østlige og sydlige land fra og med Tingø-sysler til og med Arnæssyssel på nogle få undtagelser nær. At dette ikke er uden betydning siger sig selv. Også dette viser, at man må være noget forsigtig med at tildele berøringen med Kelterne en så overordenlig betydning. »Irsk kultur har lige fra den første landnamstid sat sit præg på Islands åndelige og materielle kultur« (A. Bugge) er en påstand, som det er lettere at fremsætte end bevise; den overvejende rent norske del af befolkningen »lige fra den første landnamstid« har dog vel ikke været ganske uden betydning. Dens norske kultur forekommer mig at være lige så til at tage og føle på som den irske, ja i virkeligheden langt klarere og bestemtere. I denne forbindelse må nævnes, at en del af de islandske landnamsmænd var kommen i en stærkere eller svagere berøring med kristendommen, nogle havde ladet sig døbe, nogle kendte desuden endel til den fra deres færden i de vestlige lande. Ganske vist var så godt som alle deres efterkommere allerede i 2. led hedenske. Desuagtet kunde dette forhold ikke undlade at virke svækkende for hedenskabet. Heller ikke må det glemmes, at allerede i begyndelsen af det 9. årh. får Nordboerne — først Danske og Svenske — kendskab til kristen- dommen gennem Ansgars forkyndelse. Gentagne gange i det 10. årh. kom Nordmændene i berøring med den (Hakon d. gode; Erikssönnerne; den danske forkyndelse i det sydlige Norge under Harald blåtand). Alt dette har mægtig bidraget til hedenskabets indre forfald, slappet troen på de gamle guder, styrket og avlet den enkeltes tro på sin egen styrke, noget vi ofte i denne overgangsperiode hører omtalt. Nogen trosfanatisme findes ikke i nogen synderlig grad på Island; der rejstes rigtignok modstand både mod Torvald vidförles og Stefners trosforkyndelse, men efter alt at dömme var det ikke så meget forsvaret for den gamle tro som sådan som i det hele taget blot en træg holden fast ved det gamle; og i denne forbindelse havde det sin betydning, at de verdslige hövdinger med deres statsvirksomhed forbandt tempelforstanderskab (»goderne«); disse to ting var så nöje knyttede til hinanden, at man til at begynde med nødig har villet rokke ved det bestående. Bekendt nok er det, hvor glat det i virkeligheden gik på altinget år 1000, da kristendommens indførelse blev vedtagen ved lov og alle lod sig uden yderligere modstand døbe. Man har rimeligvis indset, at den verdslige magt kunde forblive urokket under den ny tro. Det hele vidner om Islændernes praktiske sans og rationalistiske ånd, der i det hele går som en rød tråd gennem hele deres historie. I Norge mærkes en ganske anderledes fanatisk fastholden ved det gamle, både under Hakon d. gode, under Gunhildsönnerne og Hakon jarl, og ikke mindst under Olaf Tryggvason, der ikke fik sin vilje sat igennem uden blodsudgydelse og hård modstand især i det nordlige Norge. Man mærker her ganske anderledes sjælens vedhængen ved hedenskabets gamle guder — og hedenskabet blev langt fra udryddet lige så hurtig i Norge som på Island.


Hvad Islænderne og deres livsvilkår angik, var deres land i mange henseender tilstrækkeligt for dem; men det ydede dem hverken bygningstømmer eller korn, i hvert fald ikke korn nok. Bægge dele var de nødt til at skaffe sig fra udlandet. De tyede da naturligt nok til deres frændeland, Norge, hvor de jo havde slægtninge og venner. Det fik hurtig stor betydning for dem at stå sig godt med den norske konge; derfor sluttede sig mange, både islandske købmænd og unge Islændere, der vilde se sig om i udlandet og erhværve sig hæder og ære, til kongen, blev hans hirdmænd, og hirdskjalde de, der besad ævnen til at digte, og af dem var der mange. Norske købmænd sejlede i hobetal til Island. Der var således hvert eneste år rigelig forbindelse mellem Island og udlandet, og ikke blot med Norge, men Islænderne søgte også til alle de andre nabolande, til Danmark, Sverrig, England, Irland osv. I sagaerne omtales undertiden også vikingetog, som de unge Islændere deltog i; hvad der herom fortælles især i de yngre sagaer er nu ganske vist ikke altid pålideligt, men det har dog sikkert undertiden forekommet.


Endnu skal bemærkes, at i den sidste fjærdedel af det 10. årh. blev et nyt land. Grönland, opdaget af Islænderne og koloniseret (de to bygder på vestkysten, der bestod til ind i det 15. årh.). Nybyggerne stiftede her en fristat i lighed med den islandske, men deres livsførelse var betydelig forskellig fra Islændernes. Med disse havde de på grund af forholdene — is- og strömforhold — så godt som ingen berøring i den følgende tid. Den så at sige eneste direkte forbindelse, de havde, var med Norge, og den kunde til tider være meget ringe; sejlasen var farlig og langvarig. Der høres sjælden eller aldrig om hirdmænd fra Grønland, aldrig nævnes en eneste hirdskjald derfra, og dog vides det, at digtekunsten dér blev dyrket.


De her kortelig berørte historiske forhold havde alle hver på sin måde betydning for tilblivelsen og uddannelsen af den gamle norske og især den islandske litteratur.


Denne falder naturligst i 3 tidsrum: det første er omtrent 800-1100, digtning: Eddadigte og skjaldedigtning, — det andet spænder over omtr. 1100-1300, skjaldekvad, men især den prosaiske litteratur, sagalitteraturen osv. — det tredje endelig går fra 1300 til omtr. 1400 eller 1450, nedgangsperioden (bearbejdelsens og afskrivningens tidsrum).



Fodnoter

  1. Disse sagn er — delvis — også vandrede til Irland, hvad H. Zimmer har vist; men når denne forsker mener, at de er komne herhen gennem Nordboerne (vikingerne), så taler herimod på det kraftigste, at visse træk (som »tarnkappen« f, eks.), der genfindes i de irske sagn, slet ikke kendes i nordisk overlevering fra den ældre tid. Sagen er uden tvivl den, at de tyske sagn er direkte komne fra Tyskland til Irland.