Indledning Grimnersmaal (FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Dansk.gif


Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange


Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821


Indledning


Grimnersmál eller Grimners Sang er det andet Digt i Kommissionens Udgave af Sæmunds Edda. Foran det findes en prosaisk Indledning indeholdende en Fortælling om den Begivenhed, hvorpaa selve Digtet skal være grundet, men man har Aarsag til at formode, at den er yngre end det og knyttet til det i senere Tider. Dog er der neppe nogen Tvivl om at Fortællingen er oprindelig hedensk, men efterhaanden forandret og maaskee heelt omarbejdet i den Tid, da Kristendommen blev indfört i Island. Muelig har denne Periode bidraget til, at Odins og Friggas Daad er i den skildret med saa mörke Farver— Geirrod var ellers Navnet paa en mægtig Jætte der forekommer hos Saxo og i den yngre Edda.

Unægteligt er det at Odins Fortællinger i denne Sang indeholde mystiske Naturskildringer; vil man antage at Fortællingens Indklædning sigter til samme Maal, bliver den en Mythe af samme Art som den om Adonis's Död, Hercules's Lidelser og Heltegjerninger, Odins Eventyr bos Gunlöd, (fortalt i en Afdeling af Havamaal, og forklaret i min lille Afhandling om Digterdrikken), samt andre Fabler af samme Art, der sigte til Vintersolens farlige Tog til Dybets Egne, men Mörkhedens derved udrettede Undergang og Lysets Sejer. Vil Man see den hele Indklædning fra denne Synspunkt, bliver Geirrod her Dybets og Vinterens Herre, Odin derimod Himlens, Lysets og Varmens, men Geirrods Sön Agnar, der qvæger den lidende Odin, den unge frembrydende Vaar, hvem Herredömmet gives af Himlen, i Sommertiden, over den svundne Vinters Rige. Denne Konjektur bliver rimelig derved, at snart det halve Antal af de i denne Deel af Edda indeholdte Digte synes at handle om Kampen mellem Lys og Mörke eller mellem Vinter og Sommer.

Vist er det derimod at Odin i denne Sang skildrer Himmelen, dens 2de Hovedafdelinger, Æther og Aër, og de 12 himmelske Huse eller Gudeboliger, som efter min Mening betegne Zodiaken eller Dyrekredsen, hvis Afdelinger ogsaa i Österlandene kaldes Solens 12 Huse, forestille ved de 12 Palladser i Ægypternes berömte Labyrinth. Mange ville vel mene at slige Forestillinger ikke kunde passe til vore hedenske Forfædres Aandekultur. Jeg troer derfor at burde udvikle Grundene for min Mening nöjere.

Jeg vil benytte mig af Meiners's Ord for at fremstille Stjernedyrkelsens Oprindelse: "Förend Mennesket lærte den eneste sande Gud at kjende, kunde det, som det synes, i de ældste Tider, ikke ansee noget Væsen höjere end Solen og de övrige Stjerner. Vare end de förste blandt vor Slægt ikke i Stand til at fatte Stjernernes Störrelse og regelmæssige Bevægelser, skulde man dog troe, at de kun behövede at aabne deres Öjne, for at blive de skinnende Himmellegemers overordentlige og overmenneskelige Kræfter vaer. Sol, Manne og Stjerner vandrede i umaaleligt Fjærne ovet de Dödeliges Hoved, uden at den Gang eller Orden, hvori de opstege eller forsvandt, blev nogensinde forrykket. Solen lyste om Dagen og Maanen om Natten. Hvorlangt de end vare bortfjærnede, frembragte Sol og Maane mangfoldige og umiskjendelige Virkninger, ikke allene paa Mennesker og Dyr, men ogsaa paa Jordens Væxter, ja selv blandt livlöseTing. Eftersom de nærmedes eller bortgik, hævedes eller fordybedes Verdenshavet, hendöde eller oplivedes Naturen. Efter deres Gang forandredes og afvexlede Dagens Og Aarets Tider, med Veirliget og Alt, hvorpaa Hede eller Kulde, Törke eller Væde, Storme eller Stille have Indflydelse. Fiskeres, Jægeres og Agerdyrkeres Næring og Bjæring beroede paa de himmelske Legemers Gang og Virkninger. Hvorledes var det mueligt, maatte man udraabe, at ikke alle Jordens Folk, hvem den eneste sande Gud endnu var ubekjendt, böjede deres Knæer og Hoveder for Solen, Maanen og Himlens ovrige Hær!"

Vel nægter Meiners at de raaeste oprindelig vilde Naturfolk vare Srjernedyrkere, men troer at en vis Grad af Kultur udfordredes til disses Troe. Mod denne Nægtelse kunde man opstille flere vægtige Grunde, om man end forkaster Dupuis, i hans store Værk over alle Religioners Oprindelse udviklede Paastand, at den næsten allene maa söges i Himmelens, Luftens og Himmellegemernes Betragtning og Forgudelse. I det mindste bevidner den gamle ærværdige Plato (i Kratylos) at de förste Græker tilbade kun som Guder: Sol, Maane og Stjerner, Himmel og Jord, samt at de allerfleste barbariske Folk havde den selvsamme Tro. Herodots Beretninger om Skytherne o. fl. stemme overeens hermed. Feticismen er vist nok ikke i Almindelighed saa foragtelig og dum som Meiners beskriver den. Saaledes var f. Ex. Hedningernes tit yttrede höje Agtelse for Træer og Klipper oprindelig grundet paa den Egenskab, at Træ og Stene frembringe Ild, saa at de deels troede deraf, at noget himmelsk eller guddommeligt var skjult i dem, og deels antoge dem for Solens eller Gudernes Symboler. "Det er vel lige saa uretfærdigt — "siger Merkel” — at paastaae, at Ægypterne tilbade for Alvor Oxer, Löghoveder o.s. v., eller at Negerne holde deres Fetischer for virkelige Guder, som at paastaae om Grækerne: at de mente Tordenen kom fra den Statue af Jupiter, som de bestilte hos Billedhuggeren, eller at Katholikerne ansee deres Helgeners Reliqvier og Flitterstads for deres Skjæbnes Ledere. Nej! overalt gjaldt Knæböjningen det Væsen hvorom man blev erindret ved slige Ting, eller til hvem de vare indviede" o. s. v.

Hvorom alting er, vare Nordboerne i den Tid Asatroen herskede hos dem, langt fra ikke at regne blandt de raaeste Folk. Græker og Romere, der ansaae alle andre Folk for Barbarer og, uden Tvivl, som oftest have gjort Germaner og Celter Uret i deres Skildringer, ansaae Skandinaverne, allerede i Pytheas's og Tacitus’s Tider, for at have större Dannelse end de benævnte Folk — og det er derfor meget sandsynligt, at vore Forfædre have for indfört eller modtaget asiatisk Kultur, end den störste Deel af Germanerne, der dog tilbade Himmel, Sol og Maane, samt at de have, deels ved Folkevandringer östen fra, deels ved Handlendes Mellemfart havt en idelig Forbindelse, over Östersöen og videre frem til Lands over det nuværende Rusland, med de kaukasiske Egne, som igjen havde umiddelbart Samqvem med Persien, samt det gamle Kaukasus og de til denne Bjergstrækning grændsende indiske Lande.

Det er almindelig bekendt at Himmelens og Himmellegemernes Dyrkelse har fra umindelige Tider hersket i Asien. Bibelen og de övrige ældste Skrifter bevidne dette paa utallige Steder. — Især hærskede Sabæismen hos Chaldæer, Araber, Inder, Perser, Ægypter o. s. v. De lydeligste Kjendetegn paa dens almindelige Udbredelse over den gamle Verden er Ugedagenes Indvielse til visse Planeter eller Himmelguder, som endnu er kjendelig i deres Benævnelser næsten i det hele Europa. Romerne gave Ugedagene, og tildeels Planeterne Navne efter Sol, Maane og andre Guddomme, nemlig Mars, Mercurius, Jupiter, Venus og Saturnus. Disse Navne have forplantet sig til de nyere europæiske Sprog, som nedstamme fra det latinske, især det italienske, franske, spanske o. s. v. De gothisk-germaniske Folkeslag gave ligeledes de förste Ugedage Navne efter Sol og Maane, men i det mindste de fleste övrige Dage efter andre Guder, hvilke de bekjendte Planeter tillige skyldte deres Navne. Ligesom Söndag hos vore Forfædre betydede Solens Dag og Mandag Maanens Dag, saaledes opkaldte de og Tirsdagen efter Guden Tir (skrevet Tyr) og Planeten Mars, Onsdagen efter Guden Odin og Planeten Mercur, Torsdagen efter Guden Thor og Planeten Jupiter, Fredagen efter Gudinden Freja (maaskee ogsaa Guden Frey) samt Planeten Venus; Endelig kan man formode at Löverdagen oprindelig er bleven opkaldt efter Guden Loke eller Loge og Planeten Saturn. Alle de övrige hedenske Gudenavne beholde Ugedagene endnu i de tre nordiske Kongeriget, ligesaavel som og tildels i Tydskland, Nederlandene og Storbritannien — men i lsland bleve de allerede afskaffede ved en Lov i Aaret 1107, for at udrydde de hedenske Guders Navne, Erindring og Dyrkelse, hvorimod Dagene tildeels betegnes ved Tal; det samme er Tilfældet bleven blandt Portugiserne, den græske Troes Bekjendere o. fl. Jeg har sammenlignet Ugedagenes og Planeternes Navne hos de nordisk-tydske eller gothisk-germaniske Folk, med de som brugtes eller bruges endnu af Inderne og andre Österlændinge, og troer at kunne henvise: at samtlige disse Hovedfolks Benævnelser derfor ere udrundne af en og samme Kilde, samt langt nærmere beslægtede med hinanden, end hver for sig med de latinske. Den hele Beviisförelse, saavel for Planetgudernes Dyrkelse her i Norden, som for dens Oprindelse, Vilde blive her for vidtlöftig, og jeg maae derfor forbeholde mig den til en bedre Lejlighed.

Det kan ikke ansees for utroligt, at vore Forfædre, som saaledes havde antaget Ugedagenes Inddeling og Benævnelser efter Planeterne, og som idelig fore paa det vilde Hav, endog til det fjærne da ellers ukjendte America, hvorved den nöjeste Kundskab om Stjernerne, samt Solens og Maanens Löb, var dem höjst nödvendig, ogsaa kjendte Zodiaken eller Dyrekredsen, eller de 12 Himmeltegn hvorigjennem Solen synes at gaae Aaret omkring, og som ligge til Grund for dets Inddeling i 12 Maaneder.

Denne Opfindelse er ældgammel og nedstammer uden Tvivl fra Orienten. Herodot siger at Ægypterne have opfundet Aarets Inddeling i 12 lige Dele. Enhver Maaned gjorde de til 30 Dage, og ved Aarets Ende föjede de 5 Dage til. Denne Opdagelse havde de Stjernerne at takke. Ægypterne dyrkede og de 12 store Guder. De helligede endog enhver Dag til visse Guder. Diodor fra Sicilien bevidner at Chaldæerne ærte de samme 12 store Guder, samt at de helligede enhver af dem en Maaned og et Tegn af Dyrekredsen. Til dem indviede vel og Alexander (efter samme Forfatters Beretning) de 12 Altere ved Floden Indus, sandsynligviis i Overeensstemmelse med Indernes Religions-Begreber. Endnu tilegne Inderne enhver af de tolv Maaneder til en vis Guddom; Egentlig ere disse Maanedsguder Personifikationer af Solen selv, efter dens Virkning og Egenskaber i disse Aarets forskjellige Tider. Ogsaa Romerne havde deres tolv store Maanedsguddomme, som kaldtes Dii consentes ɔ: de eenige eller overeensstemmende Guder.

Paa samme Maade have de ældre Perser, ligesom deres Efterkommere Geberne gjöre endnu, inddeelt Zodiaken i 12 Tegn, og helliget ethvert af dem, tilligemed den Maaned som det betegnede, til en vis Guddom. De inddele Aaret ligesom de gamle Ægypter. Alt dette sees tydelig af Zendavesta og Bundehesch; Maanederne bære endnu hos Perserne overhoved de dem for tillagte mythiske Navne. Scaliger har viist, at foruden disse nysnævnte Folk have ogsaa Syrer, Hebræer og andre österlandske Nationer fra Arildstid fulgt denne Maade, i det mindste i Henseende til 12 Maaneder paa 30 Dage, skjöndt de kunne have baaret sigforskiellig ad med Indskydelsen af de overflödige Dage. Nok er det at Dyrekredsens Inddeling er hos dem lagt til Grund, og fölges endnu (dog med nogen Afvigelse i Tegnenes Afbildning) af Chinesere, Siamesere, Japanesere, Inder, Araber o. a. Alle disse Folk regne ligesom vi, at Zodiaken bestaaer af 360 Grader, hvoraf 30 gaae paa hver Maaned, og svare saaledes til Dag og Nat eller en naturlig Dag i Tidsregningen.

Ogsaa de berömte Gother udenfor Skandinavien kjendte, fra Arildstid af, Zodiakens Inddeling i 12 Tegn og Planeternes Gang gjennem dem, samt havde flittig lagt Mærke til Solens, Maanens og Himmellegemernes Löb og Maanens Forandringer, hvilket alt Diceneus, deres förste Lovgiver efter Jornandas’s Beretning, lærte dem, og herskede ved sin Viisdom selv over Kongerne. Det var og ham som lærte deres viseste Mænd Theologie (uden Tvivl forbunden med Astronomien), opförte Templer; stiftede en Præsteorden og adskilte den fra det övrige Folk.

Selv var han (ligesom de nordiske Asers Fyrste) baade Konge og Ypperstepræst. Fra disse vore Frænders astronomiske og kronologiske Kundskaber er Overgangen saare naturlig til de skandinaviske Gother.

Det er bekjendt, at de kristne Europæere have bestandig i Grunden fulgt en anden Udregning af Aaret, end den som jeg har viist var brugelig hos de ældste Ægypter og Perser. Maanederne blive, i Fölge den julianske og gregorianske Kalender, ulige, og ingen Epacter eller Skuddage lagte til Aaret ved dets Ende, hvorimod de indskyde adskillige Dage for at forvandle Maaneaaret til Solaar.

Hiin ægyptiske Aarsregning antoges först i den franske Revolutionstid af Demagogerne, for at udslette ethvert Spor af den vedtagne kristelige Kalender, da hines Decaner forvandledes til Decader, og Epacterne helligholdtes ved Aarets Udgang paa ægyptisk og persisk Maade. Derimod er det historisk beviist, at de hedenske Islændere og deres nykristnede Efterkommere have fulgt den samme Methode i Aarets Udregning. Derfor have vi et klart Vidnesbyrd af den ældste Sagaskriver vi kjende, Are den frode eller lærde. Stedet findes i hans saakaldte Schedæ (hvoraf man har forskjeliige Udgaver) og tillige i Werlauffs bekjendte Doctor-Disputats, efter et Pergaments Haandskrift paa det store kongelige Bibliothek. I dansk Oversættelse lyder det saaledes: "De viseste Mænd paa Island regnede paa 2de Halvaar 364 Dage, det blive 52 Uger, men 12 Maaneder hver paa 30 Nætter, samt endvidere 4 Dage. De lagde dog Mærke til af Solens Gang, at den bestemte förste Sommerdag indfaldt næste Foraar tidligere end den burde, men ingen kunde underrette dem om at der var en Dag mere i Aaret end der var Uger til." Dette ere Ares egne Ord, og fremdeles melder han, hvorledes Islænderen Thorstein Surt foreslog paa Landets almindelige Ting: at hver 7de Sommer skulde Epacterne udgjöre 7 Dage. Om dette Forslag raadslog Thorkild Maane (maaskee kaldet saaledes af hans astronomiske Studium) og andre vise Mænd, hvorefter der blev givet en Lov, hvori det vel vedtoges at hvert Aar regelmæssig burde udgjöre 365 Dage, men et Skudaar een flere o. s. v.; den befalede alligevel, at et borgerligt Aar i Island skulde fremdeles, ligesom til den Tid, udgjöre 364 Dage, dog saaledes at hvert 6te eller 7te Aar efter de indtræffende Skudaars Beskaffenhed skulde faae et Tillæg af en heel Uge.

Denne Udregnings Overeensstemmelse med Grundlægget til den julianske Kalender, skjöndt den er indklædt i en anden Form, er nöjagtig viist og udviklet af Jonas Gam i en Afhandling om de hedenske Islænderes Soleaar bag ved den Kjöbenhavnske Udgave af Are Frodes Schedæ.

Flere Lærde have anmærket at den af Thorstein Surt foreslagne Forandring var i Grunden den samme som den, hvorved den ægyptiske Philosoph Sosigenes, 45 Aar for Christi Födsel, især forbedrede den romerske Kalender, efter Julius Cæsars Anmodning, hvorfor den da udfundne forbedrede Tidsregning bærer Navn af den julianske. Allerede Herodot beklagede sig over at Grækernes Aars-Inddeling, der formodentlig kun grundedes paa Ugemaaneder, hvorved der maatte indflikkes en Maaned hvert tredie Aar, var langt ufuldkomnere end den ægyptiske, og denne stemmede dog overeens med de hedenske Islænderes paa een Dag nær, indtil den erstattedes ved Thorstein Surts eller Thorkild Maanes Reform — formodentlig mellem Aaret 980 og 990[1].

I övrigt bestod en heel Maaned hos de ældste Islændere ligesom Ægypter, Perser og Inder af 30, men en halv af 15 Dage; Det er disse Tidsrum (hvorefter Inderne, ligesaavel som de gamle nordiske Love, endnu regne meget hyppig) at Curtius kalder en indisk Maaned, bestaaende af 15 Dage (VIII. 9). Selv Dagens oldnordiske Inddeling i 8 Eykter (hver paa tre Timer) stemmer med de Indiske Samams.

Da vi saaledes have tydelig indseet at Aarets, Maaneders og Dages Udregning svarede hos Islænderne ligesaavel som hos Ægypterne og i de østerlandske Nationer til Dyrekredsens, eller, som de gamle islandske Forfattere udtrykke sig, Solringens eller Solbanens Inddeling, maae vi ingenlunde forundres over at see, at de hedenske Nordboers Vise have, ligesaavel som hine Folkeslags Digtere, afbildet Zodiaken under 12 himmelske Boliger eller Lande, og tilegnet hvert især en vis Guddom, som og meentes at raade over den Maaned, hvori Solen gjennemgik det saaledes bestemte Himmeltegn. Jeg troer at have fundet en slig Inddelings, under en allegorisk-poetisk Indklædning, i nærværende eddiske Digt Grimnersmaal. Odin beskriver först Himlens 2de Hoved-Afdelinger, nemlig Ætheren som Asers og Lysalfers, men Athmosphæren som Thors eller Tordenens Land. Dernæst opregner han de 12 Himmelboliger med sine præsiderende Guddomme. Jeg har för viist at de gamle Ægypter, Chaldæer og Perser, samt Romerne tildeels efter deres Exempel, fulgte den samme figurlige Inddeling, og at Inderne m. fl. fölge den endnu. Endvidere vil jeg anmærke til nöjere Oplysning om disse billedlige Digtninger: at Dyrekredsens Tegn ere hos Inder, Araber og Græker kjendte under Navn af Solens 12 Huse, samt forestilles og saaledes paa ægyptiske Monumenter. Saaledes finde vi og at vor Digter har skildret dem, og givet enhver af dem; efter den gamle østerlandske Idee, en Guddom til Forstander.

Det er en gammel Bemærkning, at Dyrekredsens Billeder oprindelig blot havde Hensyn til Aarstiderne, til Klimatet, og Menneskenes deraf afhængige Beskjæftigelser. De som man har fundet paa de gamle ægyptiske Monumenter og ligeledes de indiske, ere omgivne af og blandede med forskjellige andre Billeder, der skulle forestille de egentlige Guder, og Tegnene have vel altsaa i Begyndelsen været at betragte som blotte Hieroglypher.

De fleste af disse Maanedsguders Attributer ere forsvundne af den nordiske Zodiak, i nærværende Digt, hvorimod Himmeltegnene (ligesom hos Chaldæer, Inder, Perser, Ægypter og Romere) helliges Guderne selv og beskrives som deres Boliger. Næsten alle Maanedsguder ere ellers bekjendte mythiske. Personer, og deres Valg synes at passe nöje til Maaneden selv, eller den Himmelegn hvori Solen da opholder sig paa sit aarlige Löb. Denne Straaleklode, der overhoved er bleven forgudet under flere Navne i alle Verdens Lande, gjöres her, ligesom hos Ægypter o. fl. til forskjellige Guddomme, efter dens forskjellige Stillinger og Virkninger paa Jorden. Saaledes danne Indernes Fictioner 12 Sole om Aaret af en Eneste, nemlig en i hvert Himmeltegn, der er det Huus, som tillægges hver af dem især, og disse Sole ansees som tolv forskjellige Guder.

I dette Digt opregnes Himmel tegnene, Solhusene eller Maanederne, ikke ganske i den os ellers bekjendte Orden. De begynde her med den i Norden mörkeste Vintermaaned, den anden i Tallet, efter den nu brugelige islandske Tidsregning. Da de nordiske Folk have, fra umindelig Tid, regnet Aaret efter Vintre, ligesom de gave Natten Fortrin for Dagen, har man Grund til at formode de have begyndt det, i det mindste for saavidt de bygte dets Udregning paa Stjernernes Betragtning, ved Vinterens Komme. Nordmænd og Islændere sætte denne allerförste Vinterdag, omtrent den 20de October ) eller ved Solens Indgang i Skorpionen, efter vor Regning. Det synes meget naturligt, at deres Forfædre, da de opholdt dem i et sydligere Klima, have ladet Vinteren begynde en Maaned sildigere, altsaa omtrent med den sidste Dekade af November (som endnu kaldes Vinter-Maaned i Sverrig) eller Solens Indtrædelse i Skytten. Her er det og at Digtets Opregnelse af Himmeltegnene begynder, hvorfor den synes at være indrettet efter det da antagne Aar, og tillige at vidne tydelig om, at Digtet ikke er forfattet i Island.

Jeg föler vel at jeg skylder mine Læsere Beviser for min Sætning om en oldnordisk Zodiak. Jeg maae derfor forelöbig fremstille den saaledes som jeg troer at have forefundet den i nærværende Digt. Ved denne Fremstilling lægger jeg indeværende Aars Almanak til Grund, med Hensyn til Solens Indgang i ethvert Himmeltegn. Forskjellen mellem vor og de hedenske Nordboers Aarsudregning er ingen væsentlig Hindring for denne Fremstillingsmaade. Maanedsgudernes mythiske Skildring udvikles nöjere i Anmærkningerne til selve Digtet.


———


De gamle Skandinaver af gothisk Stamme have fra Arildstid af begyndt deres borgerlige Aar med Vinteren. Derfor begynder her Himmeltegnenes eller Maanedernes Orden, med dens virkelige Indtrædelse i det Klima, hvor nærværende mythiske Kalender oprindelig fulgtes:


Himmeltegn.
Solens Indgang deri 1820.
Det nordiske Solhuus eller Gudeborg.
Dets Maaneguddom.
Forelöbige Bemærkninger.
Skytten.jpg Skytten.
Nov. 22.
I. Ydale.
Uller.
Maanedens ældste os bekjendte nordiske navn er Yler    Aarets og Vinterens förste Maanedsgud ansaas ogsaa for Vinterens ypperste Asagud i det hele.

 
Stenbukken.jpg Steenbukken.
Decbr. 21.
II. Alfheim.
Freyr.
Freyr eller Solgudens Födsel; den egentlige Juul; Modernatten. Vintersolhverv.

 
Vandmanden.jpg Vandmanden.
Jan. 21.
III. Valaskjalf.
Vale.
Maaneden kaldtes Liósberi eller Lysbringer, ogsaa Thorre. Nu fejredes Fakkelfesten, af nogle vel især helligholdt som selve Julen, især i de nordligste Lande, hvor Solen först lod sig se paa denne Tid.

 
Fiskene.jpg Fiskene.
Febr. 19.
IV. Söcqvabeck.
Saga.
Maaneden kaldes endnu Goa, Goe, i Sverrig Göja o.s.v. De Svenskes store Folkefest i Upsala med tilhörende Marked, Raadsforsamling o.s.v.

 
Vædderen.jpg Vædderen.
Mart. 19.
V. Gladsheim.
Hropt
eller Odin.
Foraars Jævndögn. Solens Port eller Indgang til Valhall (den övre Himmelsphære)

 
Tyren.jpg Tyren.
April 20.
VI. Thrymhejm.
Skade.
Herfra regnede man Sommerens Begyndelse og gjör det endnu i Norge og Island. Maaneden kaldes Harpa eller Harpen.

 
Tvillingerne.jpg Tvillingerne.
Maji 21.
VII. Breidablik.
Baldur.
Denne ypperste og behageligste Sommermaaned kaldtes af de Gamle Solmaaned. Nu dyrkedes ogsaa Sommersolen under Navn af Baldur hin gode.

 
Krebsen.jpg Krebsen.
Jun. 21.
VIII. Himmelbjerg.
Heimdall.
Sommersolhverv: Baldurs og Heimdalls Höjtid; siden forvandlet til St. Hanses Dag.

 
Løven.jpg Löven.
Jul. 23.
IX. Folkvang.
Freya.
Aarets varmeste Maaned, der svarer til vore Hundedage. Höstens Tid.

 
Jomfruen.jpg Jomfruen.
Aug. 23.
X. Glitner.
Forsete.
Höst-Jævndögn ved Maanedens Ende.

 
Vægten.jpg Vægten.
Sept. 23.
XI. Noatun.
Njord.
Den store Efteraarsfest, siden forvandlet til Mickels-Dag.

 
Skorpionen.jpg Skorpionen.
Oct. 23.
XII. Landvide.
Vidar.
Lövfaldstiden; den tause Maaned, som overlever sine lysere Brödres Fald, ligesom Vidar Asagudernes.

 
 
 
 
 
Da det her vilde blive for vidtlöftigt at udvikle denne mythiske Kalenders Overeensstemmelse med de ægyptiske, græske og asiatiske, saa forbeholdes dette min systematiske Eddalære.

 




Saaledes indeholdes, i en Deel af Digtet Grimnersmaal, en poëtisk Kalender, hvis Betydning i Oldtiden var saare let at fatte, for dem som vare indviede i Aarsudregningens Hemmeligheder. De ældste Almanakker bestode af Hjeroglypher og mystiske Karakterer, eller vare indklædte i gaadefulde Vers, da Præsterne, som ene vare skriftlærde, havde sat sig i udelukkende Besiddelse af Tidsregningens Hemmeligheder, og betroede dem kun paa en af disse Maader til sine Lærlinge eller Yndlinge. Selv de katholske Præster og Munke antoge tildeels denne Læremaade, og det er en Levning deraf, at Almuesmænd i Island og flere Lande kunne udregne en heel Almanak, forsaavidt de vedtagne Tidsbestemmelser og Fester angaaer, ved Hjelp af visse Vers, et for hver Maaned, hvori deels Aarstidens Beskaffenhed, og deels de mærkeligste Dage; antydes. Enkelte Ord i disse Maanedsviser ere af störste Vigtighed for dem, som ville selv udfinde Tidsregningen, men vilde sandsynligst stedse blive en Hemmelighed for de Uindviede, som ikke udtrykkelig underrettes om denne kalendariske Parole. Et saadant Vers bestaaer af ligesaa mange Stavelser, som den Maaned, hvorom den handler, har Dage til. Jeg anförer et af dem oversat for Exempels Skyld:


   1   2    3    4    5    6     7
Sep-tem-ber sig-net bring-er

 8  9 10       11  12  13  14
Ma-ri-a; — Kors-et hæv-es;

 15  16  17  18  19  20 21  22
Lam-ber-tus ord-ner li-ge Dögn

23  24  25  26 27  28  29  30
Og Mic-kel för-er Sjæl til Havn.


Heri er lige det vigtige Ord. I övrigt findes her Maanedens katholske Festdage, som Marias Födsel og Korsets Ophöjelse anförte, isteden for de gamle hedenske. Den hellige Lambert har nu, isteden for Guden Forsete, paataget sig den Umage at bringe Dögnenes Lighed i Stand, og Erke-Engelen Michael har sat sig i Besiddelse af Höstfesten, den Höjtid, der for især vel helligedes Luft- og Havguden Njord. Man kan formode, at alle Maanedsversene i Grimnersmaal have oprindelig, ligesom det endnu er Tilfældet med nogle af dem, bestaaet af 30 Stavelser, og svaret saaledes til Dagenes Antal. Men var end dette ikke Tilfældet, saa svarede de dog til andre senere Vers, der brugtes ved Tidens Udregning, f. Ex. dette oversatte Islandske, hvis Betydning det vist vilde være vanskeligt at opdage for En, som ikke nöje kjender den kristelige Religion:


Folkenes Frelser födes;
Faderens Ord blev Menneske;
Hönen elsker sine Unger;
Vogt Faarene, siger Herren;
Omskjæres; dejlig Stjerne;
Glad vil Simeon döe;
Faver Jomfru hilses;
Nadveren; lider Döden.


Först ved nöjere Overvejelse kunne vi gjætte os til, at Hensigten er at betegne Helligdagene mellem Juni og Paaske, ved de dem tilhörende Evangeliers Indhold.

Andre slige saakaldte komputistiske Vers synes ganske at være uden al Mening, og saaledes vare de halv-latinske (f. Ex. det bekjendte Cisio Janus) som Munkene opfandt i Middelalderen, og som bleve indförte i Island, da de hedenske Maanedsvisers Brug naturligviis maatte forsvinde med andet Hedenskab, der forbödes saa strængelig i Lovene. Meget mere hertil hörende kunde jeg anföre, over Primstavenes eller de svensk-norske Rune-Kalenderes hieroglyphiske Figurer, der oprindelig vare hedenske, men forvandledes siden til katholske, ligesom selve Festerne da begge Dele fik nye Skikkelser eller Helgennavne ved Munkenes Reformation. Skjönt mange af Papisternes Höjtider siden bleve ophævede, ere de, med deres Navne, endnu til i de af vor Almue meget höjtagtede Mærkedage.

Vi have alt seet Pröver paa, hvorledes næsten den hele nordiske Mythologie drejer sig om Lysets og Mörkets, Himmelvarmens og Dybets Kuldes vedvarende Kamp, som har givet Anledning til en næsten uendelig Mængde af Myther og Lignelser. Ligesom Solguden Freyr, i Grimnersmaals hedenske Rimkalender, födes ved Vinter-Solhverv, saa forestilte og Nordboerne i Middelalderen — som man kan see af et islandsk Pergaments Haandskrift paa det store Kongl. Bibliothek — Solens og Jordens aarlige Gang som et Menneskes Levealder, nemlig: Vaaren som Barndom, Sommeren som Ungdom, Hösten som den mandlige, men Vinteren som den udlevede Alder. Paa en lignende Maade forekommer det mig og at Skjalden, her i Eddadigtet, har skildret ikke allene Solens eller Lysets aarlige, men ogsaa daglige Gang. Natten forestilles da som den mörkeste Vinter, Morgenen som Foraar, Middagen som den höjeste Sommer, Hösten som Aften. Denne Forestillingsmaade er saare naturlig , og Enhver veed, hvor hyppig Digterne endnu bruge de Udtryk: Livets Vaar eller Morgen om Barndommen, o. s. v. Jeg vil da her kortelig vise hvorledes vor Digters Skildring kan, i det mindste, meget passende anvendes paa den naturlige Dag, eller Dag og Nat under Et betragtede.

Ydale (Vædedale) Ullers Rige, er da den vaade eller dugrige Midnat.
Alfheim betegner Lysets Nærmelse, da Freyr eller Solen födes.
Vale, Dagslysets virkelige Fremkomst. At Salen da er tækket med Sölv, kan betegne det sölvblaa Skjær, som Dagslyset giver Luften. Man vilde især lægge Mærke til Udtrykket; í árdaga, nemlig: i den tidlige Morgen, Dag eller Aarstid, som findes saa ganske passende i denne og den foregaaende Strophe af Digtet, enten man vil anvende det paa Aarets eller Dagens Löb.
Söcqvabeck, eller Vældet med de susende Bölger, hvor Odin og Saga hver Dag drikke glade af gyldne Kar, betegner da Solens glimrende Fremkomst af det bölgende Hav. Paa lignende Maade heder det i Valas Spaadom at Solen skjules hver Nat i Mimers Kilde eller Havet, og at dets Behersker hver Morgen drikker Mjöd, denne guldröde Drik, hvorved der vel sigtes til den skinnende og flydende Morgenröde, af Valfaders Pant, Odins eller Himlens Öje, Solen nemlig.
Gladsheim betegner den Himmelegn, hvor den nys opstandne Sol lader sig see i sin fulde Glands.
Den er steget op over Thrymheim eller den höje Bjergegn, naar dens Bane allerede gaaer over de höje Fjelde.
Som Baldur viser Solen sig i Breidablik paa den skjönneste Tid af Dagen, inden Middagsvarmen tager fuldkommen Overhaand.
Som Heimdall, den lyseste og mest skinnende Asagud, throner Middagssolen paa Himmelbjerg.
Med Freya i Folkvang sammenlignes den varme, og, om man saa maae sige, fuldmodne, Eftermiddagssol, som har den störste Indflydelse paa Jordens Frugtbarhed.
Forsete bilægger om Aftenen alle Stridigheder, eller dysser dem i Sövn, efter Skjaldens Udtryk, og bringer alle Arbeider og Möjsommeligheder til at ophöre. Hvor dejlig er ikke Beskrivelsen over hans Bolig Glitner:
   Gyldne Stötter bære
   Salens Sölvertag.
Og hvor nöje passer den ikke til Luftens Udseende ved Solens Nedgang i en skjön Aften, da Aftenrödmen viser sig som en herlig glimrende Kolonnade, hvorpaa Himlens sölvblaa Hvælving synes at hvile.
Söguden Njord modtager nu Solen i Noatun eller Havets Skjod, hvori den nedlader sig, udhviler sig og sanker nye Kræfter.
Imidlertid raader Vidar, den tause Gud, for Nattens tause Rige, dunkelt og kjöligt som en dyb Dal, hvor höjt Græs og tætslyngede Grene overskygge et hvilende Menneske.

Saaledes haaber jeg at have viist, hvorledes Skildringen af de 12 Himmelboliger, Lysets og Mörkets, Aarets og Dagens Rige, er en af de sindrigste mythisk-allegoriske Digtninger man vel kan tænke sig. At Dagstidernes Guder er et nyt og righoldigt Stof, behöver ingen videre Udvikling — men der gives end en mythisk Personification af hver af de 12 Maaneder, som selve Aarsguden efter hans forskjellige Alder, og dette Æmne maa vi her betragte nærmere, da det giver os særdeles vigtige Bidrag til Grimnersmaals og Odins deri indeholdte Benævnelsers rigtige Forklaring.

Den ældste og ypperste Aarsgud var nemlig Alfaderen Odin (der dog vel maa adskilles fra den ældste Alfader Surtur). Ligesom Menneskene have, fra Verdens förste Tider forestillet sig den överste Gud, som boende i det Höje, og derfor især kaldet ham Himlen og Himlens Guddom, samt meent at Aarets regelmæssige Forandringer og Væirligets Gang, hvorpaa Menneskenes Skjæbne störstendeels beroer, gaves og styredes af ham, saa see vi og af Odins mange Navne (henimod et Par Hundrede, som ere os bekjendte allene i det oldnordiske Sprog) at han, efter Eddalæren, var for dens Tilhængere den överste Himmelgud, dog vel at mærke, for saavidt vort Verdenssystem især, men ikke hele Universet angaaer. Dette bekræftes af Begyndelsen til den yngre Edda, hvor Odin skildres som Verdens store Aand der udvikledes af Chaos (Frostjætternes ældste Rige), dannede Himmel og Jord og gav Mennesket Aanden. Han udöver sit Herredomme over Rummet og Tiden, som Aarsgud, efter bestemte Regler, og disses ufravigelige Gang har sikkerlig bidraget mest til den forhen almindelige Troe, om Skjæbnens og Tidernes (eller Tidsgudindernes, som Moirers, Parcers eller Norners) Herredömme over Verden, Menneskene, ja endog over Guderne selv. Ligesom Aaret deles i forskjellige Tidsrum, der give Naturen forskjelligt Udseende, saa gav man og Aarsguden forskjellige Navne efter hans Bedrifters og Virkningers relative Beskaffenhed. Af den ene Aarsgud dannedes i Österlandene tolv andre, i meget gamle Tider, efter de 12 saakaldte Solhuse eller Himmeltegn, og dette skete ogsaa her i Norden, efter hvad jeg nylig har udviklet, alt efter Solens afvexlende Stilling, og Naturens særegne Beskaffenhed i hver af de dertil svarende tolv Maaneder. Men endvidere maa jeg anmærke, at ligesom Inderne endnu af den ene Sol danne tolv aarlig regjerende, eller rettere, give den ene tolv forskjellige Navne, saa siger Edda og at Odin har 12 Navne i det gamle Asgaard, nemlig det ham i de ældste Tider tillagte himmelske Rige; og lever der i alle Tidslöb eller Sekler, samt raader for Alting, baade stort og smaat — da hele Rummet og alt hvad der er i, tilhörer Tiden, men Odin selv kaldes Tidernes eller Seklernes Fader. Hine 12 særegne Navne sigte udtrykkelig til I Aarstidens og Lysets forskjellige Beskaffenhed, i hver af de 12 Maaneder, som vel indsees tydelig nok af fölgende Forklaring. De sættes i den Orden hvori de staae i Bogen, men den begynder en Maaned sildigere end Kalenderen i Grimnersmaal, nemlig ved Vintersolhverv, som antydes ved Freyrs eller Solgudens Födsel, da Maaneden skildres som dens spæde Barndom.

1. Som Alfader viser Solen sig naar den ved Vintersolhverv vender tilbage til Jorden og saaledes opliver den hele, ellers hendöende Natur. Maaneden kan og kaldes Alfader som Ophav til hele Aaret og alle dets ovrige Maaneder. [Stenbukkens Tegn. Alfheim. Freyr.]
2. Som Herian ɔ: Hærföreren, den Hærgende, Stridende, vedbliver den at jage Mörkets Dæmoner paa Flugten. [Vandmanden. Valaskjalf. Vale.]
3. Som Hnikar eller Nikar ɔ: den Sejrende, viser den sig som Vinterjætternes Overvinder. [Fiskene. Söcqvabeck. Odin og Saga.]
4. Som Nikadur eller Hnikadur (Nikador, Νιϗατωρ) ɔ: Sejerherre, triumpherer Solen ved Foraarsjævndögn. [Vædderen. Gladsheim. Hropt eller Odin.]
5. Som Fiölner ɔ: den Mangfoldige; Mangfoldighedens Frembringer, fremkalder den en Mangfoldighed af Væxter, Blomster o.s.v. i den grödefulde Vaar. [Tyren. Thrymheim. Skade.]
6. Som Oske ɔ: den Önskelige, Behagelige, udfolder den Naturens hele Ynde og Behagelighed. [Tvillingerne. Breidablik. Baldur.]
7. Som Ome ɔ: den Höjtlydende, Sangrige, fremkalder den Aarets skjönneste Almeenfest, ved Sommersolhverv, da Lundene gjenlyde af de festlige Basuner, glade Menneskers lystige Sange, Sangfuglenes muntre Qviddren o. s. v. [Krebsen. Himmelbjerg. Heimdall.]
8. Som Biflinde viser den sit Vægelsind ved atter at bortfjærne sig fra Jorden, eller antyder som Byblinde (efter andre Læsemaader) det blændende Mörkes Gjenkomst ved Nattens Forlængelse, [Löven. Folkvang. Freya.]
9. Som Vidrer ɔ: Væirfrembringer, fremkalder den Uvæir og Storm, da den beste Sommertid er forbi, indtil den urolige Jævndögnstid. [Jomfruen. Glitner. Forsete.]
10. Som Svidrer ɔ: den Sviende, Tærende, viser Efteraaret sig i Lövfaldstiden, da Træerne miste deres Blade, Blomsterne visne hen og Græsset falmer. [Vægten. Noatun. Njord.]
11. Som Svidur (et Navn der kun forhöjer Bemærkningen af Svidrer, ligesom Hnikadur af Hnikar) er Vinterkulden Aarsag i Jordens fuldkomne Nögenhed, og nöder Menneskene til at fælde og fortære en Mængde Brændetræe til Varmens Vedligeholdelse i Husene. [Skorpionen. Landvide. Vidar.]
12. Som Jalk (Jaulkur, Jálkr) ɔ: Gjælk, den Golde, Udlevede, er Aarstiden gold og udlevet, samt döer endelig hen for at forynges paa ny, ligesom den ægyptiske Osiris i denne selvsamme Periode. [Skytten. Ydale. Uller.]

At ogsaa disse saa afvexlende og passende Billeder paa Aarets forskjellige Maanedssole, maae være kjærkomne for Kunstnere og Digtere, behöver jeg ikke at opholde os med at udvikle.

Saaledes haaber jeg at have oplyst de dunkleste, og dog vigtigste Steder af Grimnersmaal, ved en sammenhængende Forklaring, til hvis större Tydelighed Anmærkningerne dog ville bidrage. Hvad selve Digtet angaaer, saa er det uden al Tvivl fra Hedendommen, men at bestemme dets Alder nöje, er dog vel nu umueligt. Vi vide kun, at det er meget ældre end den yngre Edda, da det tit paaberaabes deri som gyldig Hjemmel, uden at dennes Forfatter synes at have forstaaet det rigtig i Opregnelsen af de himmelske Boliger. I det mindste er det tydeligt, at han har revet dem ganske ud af sin Sammenhæng. Overhoved er det, efter min Mening, et vigtigt indvortes Beviis for de oldnordiske Mythers Ægthed, at Skriverne af de ældste Codices, vi have af den yngre Edda, have paa flere Steder aabenbare misforstaaet de hedenske Digtninger, og sögt, paa en urimelig Maade, at henföre dem til Troja, de fleste dog umiskjendelig ere af en langt höjere Oprindelse. Troja var, i Middelalderen, den hos os mest berömte Stad i Asien, og da man vidste, at vore Stammefædre vare komne fra denne Verdensdeel, saa gjorde nogle dem til Trojanere, og virkelig har man grundede Formodninger for, at de have været beslægtede med Phrygerne. Kun Forfattere, der vare saa fordomsfrie og sagnkyndige som Historieskriveren Snorro, udledede de skandinaviske Gother nærmest fra deres rigtige Hjemsted, nemlig Egnene östen for Don, det da egentlige og rimeligvis det ældste Asien.

Den förste Edda-Samlers Fortale har opbevaret os det Folkesagn, som man havde i Kristendommens förste Tider i Island, om Anledningen til denne Odins Sang (thi han taler selv deri, fra först til sidst, som Gud i menneskelig Skikkelse). Uden al Tvivl er Sagnet yngre end Qvadet, skjönt det maaskee er grundet paa et andet Digt som nu er tabt. I Sangen selv beskriver Odin, bundet, under Navn af Grimner (den maskerede) mellem tvende brændende Baal, forskjellige himmelske og jordiske Gjenstande fra den mythiske Verden i poetisk-allegoriske Billeder, saa at dette Digt ligesom Vafthrudnersmaal o. fl. synes egentlig at være didaktisk, indklædt i en Fortælling, og saaledes have været bestemt til at lægges til Grund for de hedenske Præsters eller Vises Undervisning om Verdens Beskaffenhed, Himmeltegnenes Orden og Tidens Beregning, Gudernes, især den överste Himmelguds, Natur, m.m. ligesom Druidernes hellige Sange. I övrigt henviser jeg til den strax fölgende Udsigt over Digtets Indhold.

Særskilte Udgaver af Grimnersmaal ere mig ikke bekjendte, ej heller flere danske Oversættelser end den af Sandvig. Paa Tydsk er Digtet oversat ved Gräter, i forskjellige Nummere af den antiqvariske Tidende Idunna und Hermode for Aaret 1814, senere af Friedrich Mayer i hans Mythologische Dichtungen der alten Skandinaven 1818. Paa Engelsk har man det i Bearbejdelsen af denne Eddas mythologiske Digte. Foruden den trykte latinske Oversættelse er der og en haandskreven, som menes at være forfattet i Sverrig, hvilken Sandvig har afbenyttet; og ligeledes en af samme Art over Vafthrudnersmaal.




Noter:

  1. Se under "Tillæg og Rettelser"