Indledning Harbards-Ljod (FM)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
 |
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange
Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821
Dette Digt skylde vi en Forfatter, der allene betragtede de gamle Guder og Jætter, som Natur- eller Elementar-Aander, fiendske mod hinanden og fordrivende hinanden efter Tidens ordnede Kredslöb. En saadan Tænkemaade synes ej at have været ualmindelig blandt Nordens ældste Skjalde og Troeslærere, af hvis hemmelige Læredigte nærværende Sang rimeligvis er en mærkværdig Levning.
At Thor var den oldnordiske Tordengud er fuldkommen bekjendt. Han er den ene Hovedperson i dette dramatiske Digt, hvor han, stædt ved Bredden af et Sund, söger forgjæves at formaa Færgemanden Harbard, der staar paa den anden Side, at sætte sig over Vandet. Denne viser ham tilsidst som vi udtrykke os ordsprogsvis, Vintervejen, og Thor maa vende tilbage for at naa sin Reises Maal ved en lang og besværlig Omvej. Fortolkerne have stedse været meget uenige om vor Harbards Person og Betydning. Nogle gjöre ham til Odin (som paatager sig en ringe Færgemands Person) paa Grund af et enslydende Ord blandt denne Guddoms Binavne i Skálda. Andre nedværdige ham til en Jætte. Begge Meninger have noget for sig og kunne paa en Maade forenes, naar man seer hen til Mythens Tendenz og förste Oprindelse. Navnet Harbard (Hárbardr eller Hardbardr) ɔ: den haar-skjæggede, skjæg-rige eller den haardskjæggede tillægges vel ellers Odin som Himmel- og Luft-Gud, da de Gamle have sammenlignet visse Arter af Skyer eller Luftsyner med hans Skjæg,[1] samt tillige af andre Aarsager.
Saaledes betegne flere af Odins Binavne Vinterhimmelen, men efter andre Anskuelser forestodes Vintertiden, ligesom Mörkets og Kuldens Rige overhoved, af Jætter, især de saakaldte Frost- eller Riim-Thurser. Til en af disse physisk poetiske Personificationer hörer uden Tvivl nærværende Digts Harbard, der saaledes bliver at betragte som Vinterens Dæmon, fiendtlig sindet mod Tordenguden, hvis Herredömme, efter Naturens sædvanlige Orden, egentlig kun varer om Sommeren. Digtets Handling foregaaer da i Efteraaret; det Sund hvorover Thor vil fare bliver Vinterluften, Baaden Skyerne men Overfarten forbydes ham af Harbard dens Styrer, der saaledes forestilles her som en Færgemand. Paa denne Maade betragter Digteren öjensynlig andre mythiske Væsener. Thors Moder og Nærerinde, den frugtbare Jord siges saaledes at være död (skindöd eller hendaanet) i Efteraarstiden, hvorimod Fjörgyn, hans Bedstemoder, der forestaaer Jordens Inderste, skulde modtage ham i Dybet og mod Foraarstiden, vise den fra hendes Skjöd tilbagevendende Tordengud Vejen til Odins Lande, nemlig Luft- eller Himmel-Egnene. Sif, Sifa (Germaners og Venders Siva eller Siba) den græs- og löv-begroede Jord, eller dens Overflade, var egentlig Thors Kone, men Harbard beskylder hende for at holde til med en Boler (i Vintertiden), rimeligvis Harbard selv, uden at hendes strænge Ægtemand, som da holdtes bortfjernet, kunde forhindre det o.s.v. Disse Gaaders rigtige Oplösning har vel ellers kun været Præsterne og de i deres Mysterier indviede Vismænd eller Digtere bekjendt i Hedendommen. Digtet forringer, snarere end det ophöjer, den ellers saa frygtede og höjprisede Tordenguds Hæder og Vælde, og hörte altsaa til de Oldtidssange som uden mindste Forargelse kunde læres og bevares af Kristne, ja endog bruges som et Bevis mod den hedenske Troeslære[2]. Dog er det vist ikke forfattet i Kristendommen. Dette sees især af det forældede, usædvanlige og uregelmæssige Versemaal, ej at tale om öjensynlig udeglemte Vers samt forskjellige obsolete Ord og Talemaader. Vi vide at der gaves Fritænkere i det hedenske Norden, hvorfor dette ogsaa gjerne kunde have sine Lucianer og Aristophaner. Men desuden maa vi erindre at tvende Hovedsekter have hersket her, hvoraf den ene dyrkede Odin den anden Thor, som den överste Guddom. Partiaanden har vel undertiden forledt dem til vexelvis at fornedre hinandens Yndlings-Guder. Saaledes er det skeet ved Thor i dette Digt, og saaledes er end i Dag en lignende Fremgangsmaade sædvanlig blandt Indiens Brahmaner og Bodaister, Shivaiter og Visnuviter o.s.v.
Ligesom Thrymsqvida (o. fl.) vel var en vaarlig, Valas Spaadom en sommerlig, Hymisqvida en til Hösten henhörende Höjtidssang, saaledes var maaske ogsaa denne især bestemt til at afsynges ved Vinterens Komme. Mueligt er det endog, at den er bleven offentlig afsjungen, eller forestilt paa en dramatisk Maade, skjönt den synes at være fornærmelig for en af Hedningernes ypperste Guddomme. Til denne Formodning ledes vi især ved at kaste et Blik til lignende Digte og offentlig opförte Skuespil blandt Græker og Inder, skjönt disse ellers viste en stor Ærbödighed for de af dem dyrkede Guddomme, ej at omtale Katholikernes Narre- og Esels-fester (selv celebrerede i Hovedkirkerne af Middelalderens Præster og Munke) med de dertil hörende forargelige Sange og Optoge.
Ellers synes dette Poëm at have en paafaldende Lighed med de Vexelsange mellem Vinter og Sommer som endnu afsynges i visse Egne af Tydskland og Schweitz, ved Foraarets eller Sommerens Indtrædelse, af Personer der forestille disse Aarstider, og ere, tilligemed et talrigt Fölge, klædte i dertil passende Dragter, samt forsynede med forskjellige allegoriske Attributer. Undertiden forestilles Vinteren under Navn af Döden, og maa udstaae en vældig Kamp mod sin sommerlige Fiende.[3]
Af særskilte Oversættelser kjender jeg kun een, nemlig en tydsk, af Gräter, i hans Nordische Blumen. Noget af dette Digt om Færgemanden Harbard og hans Tale forekommer i Nordens Guder S. 271-72.
Noter:
- ↑ Om slige Guder er den samme Talemaade almindelig blandt Græker og Inder. Derfor kaldtes Odin Grani (Skjægget) Sidskjæg o.s.v. (Jfr. Alvismaal 7de Strophe.) Den siciliske og syriske o. fl. Folks Apoll var skjægget, hvorfor Hallenberg mener at Grannus (et af hans Tilnavne) er det samme som det nordiske Grani. Simmies fra Rhodus tillægger Guddommen disse Ord: See paa mig, Jordens Konge, Himlens og Havets Skaber - frygt kun ikke, skjönt min Hage bedækkes med tykt og stivt Skjæg. Saaledes kalde Inderne og Visnu den stridhaarede, langhaarede, Shiva den stridhaarede, Budka den skjæggede Gamle o.s.v.
- ↑ De förommeldte mange Digte om Thor, hvoraf Brudstykker anföres i Shalda; vare af en ganske anden Natnr, som öjensynlige Lovsange, for Hans store Bedrifter til de onde Væseners Udryddelse.
- ↑ Adskillige ret mærkelige Efterretninger om disse Festligheder findes i Buschings wöchentliche Nachrichten (&c.) f. Ex. I, 183. (fra Schlesien); der kaldes Vinteren eller Dödens Fader Jöde eller Jöden (efter min Mening oprindelig Jötun ɔ: Jætten). [I Danske Folkesagn er derimod Odin. bleven til Jöden (ɔ: Guden) fra Upsal.] Den brændte eller druknede Straamand var vel ellers den i Asgaard opbrændte Thiasse eller Vinterjætte. Med Tiden blev han paa sine Steder til Paven eller Luther (efter Landenes forskjellige Tro) og endelig i Storbritannien til en eller anden af Almuen hadet Stats-Minister! Andre slige theatralske Forestillinger som finde Sted ved Jul, Fastelavn o.s.v. ere opkomne paa lignende Maade i de hedenske Tider.
