Indledning Thrymsqvida (FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Dansk.gif


Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange


Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821


Indledning


Digtets Titel Thrymsqvide eller Qvadet om Thrym sigter til den deri omhandlede Jættes Navn Thrymer (þrymr) ɔ: dundrende. Det handler især om Tordenguden Thors Reise til Jotunheim, for at gjenvinde med List Hammeren Mjölner eller Tordenkilen, som Riimthursen eller Frostjætten Thrym, her uden Tvivl Vinterens Herre, havde frastjaalet ham, og forvaret otte Mile dybt nede under Jorden. Da Thor vaagner (efter den lange Vintersövn) mærker han det lidte uhyre Tab og udsender forelöbig sin Ven og Staldbroder Loke (Ilden) for at udspeide det Sted hvor Hammeren er kommet hen.[1] Den Efterretning bringes ham da at den er i Jættekongens Vold, men at denne ikke vil give den tilbage med mindre han erholder Freya (her vel Fuldmaanens Gudinde) til ægte. Flere eddiske Fortællinger melde om lignende Begjæringer fra Jætterne til Aserne om Sol, Maane og især den skjönne Gudinde Freya, som maatte være det dunkle og kolde Jotunheim kjærest, samt at disse Herligheder virkelig ere blevne afstaaede ved Löfter, hvis Fuldbyrdelse maatte afvendes eller forebygges ved listige Paafund. Disse blive ophittede af Loke, men den stærke Thor slog gierne Hovedet paa Sömmet med sin vældige Tordenhammer, og reddede saaledes baade Guder og Mennesker fra truende Ödelæggelse. Disse Fabler have været saa rodfæstede i det gamle Norden, at svenske og norske Almuesagn have beholdt dem lige til vore Dage, kun med den Forandring (hvortil Kristendommens midlertidige Indförelse blev Aarsag) at det især var den nordiske Helgen eller katholske Skytsgud St. Oluf som reddede den bortlovede Sol og Maane fra at falde i Jætternes Vold ved at bedrage, udrydde eller forstene disse.[2] Ogsaa i Österlandene, mest blandt Inder og Mongoler har man lignende Sagn, indrettede efter det lokale Troessystem.[3] Sandsynligvis er Grækernes Mythe om Venus eller Aphrodite apaturia (Forförende) den selvsamme da hun netop dyrkedes især af vore Forfædres Ætlinge ved det sorte Hav, og sagdes at have lokket Giganterne eller Jætterne ind i en Hule hvor de bleve slagne ihjel af Herakles eller Hercules.[4]

Man maa ved förste Öjekast finde det uforklarligt, at Thor kunde siges at forklæde sig som Freya i et Digt eller Sagn der havde Hensyn til Elementernes Kamp. Ved nöjere Overvejelse ville vi finde den mythiske Digtning saare naturlig. Der gives visse skinnende Luftsyn (i Almindelighed kaldte Ildkugler) som have Fuldmaanens Udseende, men som tilsidst briste sönder med forfærdeligt Brag, flammende Skin og knusende Steenregn. Her kan Thor siges at have paataget sig Freyas eller Tordneren Fuldmaanens Skikkelse paa en særdeles træffende Maade, og det er da ved en slig Explosion at Skjalden lader Thrym og hans Jætteslægt finde sin pludselige Undergang. Vi maa ikke glemme, at de Gamle ansaa usædvanlige Luftsyner og andre dem uforstaaelige Phoenomener for Guders eller Dæmoners virkelige Aabenbarelser, og disse aabnede saaledes Præster og Digtere en vid Mark for Indbildningskraften til physisk-theosophiske og mythologiske Sammensætninger og Skildringer.

Andre Fortolkere ville at Tordneren her egentlig har paataget sig Freyas, som Foraarsgudindens Skikkelse, og saaledes bedraget Jætterne, medens hans skjulte Kraft udvikledes i Jordens Skjöd til deres Undergang. Saaledes mener Stuhr[5] at Thrymsqvida er en Hymne ved Foraarets Gjenkomst, og det forekommer mig meget sandsynligt at den er bleven afsjungen ved en af Vaar-Festerne. "Digtets Idee" vedbliver han "er Gjenerhvervelsen af Hammeren, hvem de koldstivnende Elementers Herre (thi saaledes nævnes Jætten i denne Sang) havde faaet i Besiddelse. Men da Naturen kun fattes Tordenen i Vintertiden, og Thor altsaa kun kunde savne sin Hammer i denne Aarstid, saa er Thrymer sikkerlig ikke andet end Vinterens Herre, som holder Naturens Liv fangen ved sin stive Kulde. Naar Thrymer begjærer, hvis han skal give Hammeren tilbage, Freya til Kone, saa er Blomsterdronningen Freya her Foraarets herlige Munterhed og Glæde, og naar Thor, paa sin Rejse til Jotunheim, smykker sig med Freyas Pynt saa kunde vel den gamle Digtning ikke mene andet derved, end den vaagnende Naturs Pragt, som Thor paatager sig ved Aarets Gjenkomst naar hans velgjörende Kraft betvinger Vinterens stive Kulde. "Vilde man nu forfölge Udtydningen, i det Enkelte saa maatte man og være berettiget til at paastaa at Nordlændingens begjærlige Sindelag har ved Thors Graadighed forestilt sig Sæden, som man i Vaartiden maatte vie til Jorden." Vel forekommer det sidste Billede mig temmelig unaturligt, men i Hovedsagen er jeg dog enig med Dr. Stuhr og det er især med Hensyn til Mythens förste Oprindelse at jeg har min egen Mening.

Intet af de eddiske Digte er bleven saa tit og paa saa mange Maader overdraget i de nyere nordiske Sprog som det her omhandlede. En gammel Bearbejdelse deraf findes i Peder Syvs Danske Kjæmpeviser 1ste Part No. 22. Men neppe skulde man drömme om at den indeholdt en fri Oversættelse af en eddisk Sang, saa besynderlig ere Navnene og Ideerne forvandskede her. Almuen i de nordiske Riger maatte ej heller, i den kristne Middelalder, besynge de hedenske Guddomme under deres egentlige Navne.[6] Imidlertid kunne vi, ved Hjelp af Originalen, restituere de gamle, i Kjæmpevisen saa löjerlig omdannede Benævnelser. Dette sees best af den gamle Indholdsliste, saaledes lydende: "Tord af Hafsgaard (nemlig Thor af Asgaard) sender sin Broder Lokke Lejemand ɔ: Legemand[7] (Loke Löjvejes Sön ogsaa kaldet Loke Lævise udtalt lajvise) over til Norge (rettere Nordens Fjeld som det heder i Visen efter Eddas Aand) til Tosse-Greven (Thurse-Fyrsten), om sin Hammer som han haver funden — hvilken han ingenlunde vil antvorde fra sig paa andre Vilkaar, end at de skulde give hannem deres Söster Jomfru Fridlefsborg[8] (Freya) til Ægte. Men de skuffe hannem og sende deres Fader i hans Sted, saa at der holdes et sælsomt Bryllup, at Bruden slaar Brudgommen og Gjaesterne ihjæl, og drager saa derfra med Hammeren." Ellers synes det som om Forfatteren af denne Omarbejdelse, har havt en endnu ældre for sig, som igjen har taget Hensyn til en Original, der afveg noget fra den eddiske vi nu have (skjönt Forskjellen vel tildeels bestaar i yngre Tilsætninger eller Forandringer). Saaledes lægges Thors Fader her til, ligesom Digteren havde antaget Forskjellen mellem Asa-Thor og Oko-Thor (eller Age-Thor) eller og han skulde have meent at det var Odin der forklædte sig, for at skaffe hans Sön Hammeren tilbage. Ellers er der adskilligt i Omarbejdelsen, som röber den gamle Digters sunde Sands for de ældste Myther, f. Ex. i de tre förste Stropher, hvor Thors gyldne (nemlig guldstraalende, flammende) Hammer siges at være tabt, i det han red (kjörte eller svævede) over de grönne Enge og at den maatte söges i Nordens Fjelde (Udgaard) paa hin Side af det salte Hav. En paafaldende Idiotisme (henkastet efter Tidernes Lejlighed) træffes derimod i 12te Strophe da Fæstemöen siger (i Freyas Sted).

"I give mig heller en kristen Mand
End denne Trold saa leed."

Men vi maa da heller ikke glemme at det Hele er og skulde være en ny Omarbeidelse. Vi have ellers heri et indlysende Exempel paa hedenske Digtningers Forvandskning, thi paa selvsamme Maade har man i Middelalderen indflettet kristelige Navne og Begreber i det angelsaxiske Digt om Skjoldungerne og det tydske Nibelungenlied som egentlig kun ere Omarbejdelser af ældre hedenske Digte — det sidste især af vore eddiske Sange eller deres jævnaldrende Sidestykker.

Den herommeldte Danske Kjæmpevise stod allerede i Vedels Samling, udkommen 1591. Peder Syv som forögede den med det dobbelte Antal, beholdt ogsaa denne Sang[9] men anförer kun Begyndelsen af en norsk Vise paa 20 Sangvers, af samme Indhold, nemlig:

"Torekal kom af Skogie hiem
Trætte var han og mode,
Tiuvan har stole bort Hammeren hans,
Han viste ikke hvem det gjorde.
Torekal, som maa Folen sin med touma."

Syv har meget rigtig anmærket herved at begge Sangene (eller deres Indhold) ere tagne af Edda eller et dertil hörende for længst forkommet Digt, samt at Torekal (Gubben Thor) er den gamle Tordengud — hvortil kunde föjes at de Svenske endnu sige om ham naar det tordner: Thor Gubben akar, samt at vor Almue ofte kalder Gud (efter kristne Begreber) den Gamle, hvilket og er Tilfældet i mange andre Lande, ligesom de kristne Kunstnere ofte have forestilt ham under Billedet af en Olding. Endvidere anmærker Syv at Asgaard kaldes Asgaalen[10] (Asgaard) i den norske Vise; at Lokes Binavn der heder Lagenson men Tossegreven Jotulen ɔ: Jotunen eller Jætten. I Syvs Dage kaldte man i Danmark en taabelig Selle en Tosse-Greve eller Tosse, og det sidste Ord, der vistnok kommer af det gamle Thusse, er bekjendt nok.[11] Vi maa, inden vi betragte flere af Danmarks hertilhörende gamle Kjæmpeviser, især bemærke en svensk, som netop ogsaa er en Bearbeidelse af dette gamle Æmne og findes i tvende Haandskrifter paa det Kongelige Bibliothek i Stockholm. Prof. Rask har först gjort os opmærksomme derpaa, ved at anföre dens tre förste Sangvers, i Fortalen til hans Angelsaxiske Sproglære (Stockholm 1817. S. 29) især for at bevise, at de Svenske i Middelalderen brugte Rimbogstaver efter oldnordisk Maade. De lyde saaledes:

Tår-kar sitter i sina Säte
Rimmer om sin Werldh,
Trolle-Tram har hans Hammer stuhlet,
Däth var en usel ferd;
Thorer tämjer fåhlen sin i tömme.
Hör da Locke Löye
Legedrengen min!
Du skall flyge all Land omkring
Och lete mig Hammarn igen.
Däth var Locke Löye
Han låtte sig giöre Guldvingar,
Flyger han i Trolle-trams Gård
Trolle-trammen stodh och smidde.

Tår-kar sættes her istedenfor det islandske Thor-Karl eller det förommeldte norske Tore-Kal, og betyder Guden Thor. Loke kaldes her Locke Löye[12] (ligesom Lejemand i den Danske, Lagenson i den norske Vise). Trolle-Tram skal være Trolden Thrym, en af Hovedpersonerne i det eddiske Digt, hvorfra Lokes Guldvinger ogsaa synes at være laante. Omqvædet, som hörer til Balladestilen, stemmer derimod overens med den norske Vise. Jeg kan ikke afholde mig fra at anföre Rasks Betænkning over dette Brudstykke; Han siger nemlig, om det og et andet af den Danske Rimkrönike (angaaende Kong Gorms Tog til Udgaard m. m.): "Jeg har med Flid valgt disse Exempler efterdi de tillige bevise at de mythiske Fortællinger i begge de islandske Eddaer ogsaa have vedligeholdt sig hos Almuen i Skandinavien lige til nu, altsaa igjennem et kristeligt Tidsrum af 800 (ja tildeels henved 900) Aar. At de imidlertid ere blevne lidet forvandskede, kan ikke forundre nogen billig Tænkende. De bevise saaledes paa engang den gamle Digtekunstes og Gudelæres Almindelighed over hele Norden, samt hvor dybt begge have været rodfæstede i de nordiske Nationer." Den hele svenske herommeldte folkesang er siden udgivet i Tidsskriftet Idunnas 8de Hefte (Stockholm 1820) som Bilag til en meget mærkelig Afhandling kaldet Anmärkningar om Edda-Mythernas fordna Allmänlighet i Norden; med Anledning af en her meddelad gammal svensk Folkwisa om Thor och hans Hammar (af S-R)[13]. I Visen kaldes Freya (svensk Fröya) Fröyen-borg. Nu bestaar den kun af 16 Sangvers, men för öjensynligen af flere, da nogle sees at være udeladte.

Vi maa vende tilbage til vore egne Kjempeviser, da der blandt dem gives endnu en poetisk Efterligning af Mythen om Thors falske Bryllupsfærd, men vistnok meget yngre og langt mere forqvaklet, end de övrige her nævnte. Det er nemlig Visen om Greve Guncelin (den 6te i 1ste part af Syvs Samling og optaget i Nyerups og Rasmussens Danske Almue-Viser II, 138) som handler om et Kjempebryllup, hvor Bruden spiste endnu langt mere end den forklædte Freya, og hvorledes Brudgommen forundrede sig derover. Ellers synes Slutningen at mangle af denne Vise, som neppe er videre Omtale værdig i nærværende Anledning.

En yngre fri Bearbeidelse af den eddiske Sang om Thrym og Hammerens Hentelse indeholdes i de to Episoder af Nordens Guder, under Titel: Lokes Svig (S. 345) og Hammeren hentes (S. 365).

En anden Dansk Bearbeidelse (men ikke i tragisk eller alvorlig Stil) kaldet Hammervisen have vi af Grundtvig, som det sidste Stykke af hans Qvædlinger (trykt 1815). Over dette samme Æmne gives der og en komisk Fortælling af Langbein, oversat fra det Tydske ved C. Hansen (Lange) under Titel Thors Hammer eller Freyas Frier. Khavn. 1807.

Foruden Sandvigs Oversættelse have vi en særskilt og langt bedre af Rask i Idunna en Nytaarsgave af Nyerup (for 1812). Adskillige Linier deraf har jeg optaget hele og holdne i nærværende Fortolkning. Tvende tydske Oversættelser haves, af Gräter og Mayer, i begge deres forommeldte Værker. — Den tredie (allitereret paa oldnordisk Vis) ved Ferdinand Wächter er nylig udkommet i Journal für Literatur, Kunst und Mode, Januar 1821, og den fjerde, i samme Maneer, i Morgenblatt für gebildete Stände, April 1821, forfattet af Adelbert v. Chamisso. En fransk Oversættelse af Consul J. Wolff findes ved hans Recherches sur la Mythologie et la Literature du Nord. Paris 1820. Foruden den engelske af Cottle i hans samlede Edda-Sange, udkom en anden, i rimede Vers, af Herbert i hans Icelandic Poetry. Den er atter meddelt os i dansk Oversættelse ved Rahbek, i Tilskueren for 1821 (N. 17 og 18).




Noter:

  1. Lyn sees ofte uden Torden, især om vinteren.
  2. Til ham (og flere Helgene) kan man med Vished sige Mutato nomine de te fabula narratur, thi i Kjæmpeviserne har han arvet Thors röde (d. e. flammende) Skjæg, f. Ex. i Nyernps og Rahbeks Udgave LVII. (2. 13) hvor Troldkjærlingen siger til ham:
    Sancte Oluf med dit röde Skjæg
    Hvi seiler du gjennem min Klippevæg?
    og en anden i LVIII. S. 18:
    Monne han ikke den Rödskjæg være
    Som os haver længe hödt,
    Komme vi ud med vore Jernstange,
    Han bliver lidet af os bödt.
    Troldqvindenes Jernstange ere de Jernkjöller hvormed de truede Thor i Harbards Sang. I Kjæmpevisens næste Vers berettes at deres Rygge gik i stykker — og delte stemmer nöje nok overeens med Thors Bedrift mod Geirrods Jættinder i Thorsdrapa og den yngre Edda.
       For at bygge Tronhjems Domkirke siges Trolden Skalle der i Egnen at hare betinget sig Sol, Maane og andre anseelige Ting, men St. Oluf ombragte ham med List. Lignende fortælles om Trolden Find og Lunds Domkirke, som den hellige Laurentius reddede ved at forvandle ham til Steen. Endvidere haves samme Sagn om en Kirke i de svenske Nordlande samt Jætten Vind och Väder, Bläst eller Slätt og den hellige Oluf. Alle tre og end flere slige Fortællinger ere vistnok oprundne fra den eddiske om Jætten, som blev lovet Freya med Sol og Maane, for at opföre en Befæstning omkring Asgaard, men hindredes fra Fuldförelsen ved Lokes List, og blev derfor dræbt af den vrede Thor.
  3. Saaledes stemmer f. Ex. en indisk Mythe, anfört af Polier (I. 222) aldeles overeens med Hovedindholdet af nærværende Digt, i det Tordneren Visnu, der paatager sig den skjönne Himmelgudinde Parvadis Skikkelse, for at ödelægge en Jætte, til hvem hendes Ægtemand Shiva havde maattet afstaae hende. En anden Gang forvandlede Visnu sig til den skjönne Mahmoni, for at bedaare Jætterne og skille dem ved Naturens störste Kostbarheder, hvoriblandt saavel Skjönhedens og Lyksalighedens Gudinde, som Sol og Maane vare. (Ssteds S. 252 o. f.)
  4. I Phanagoria stod et berömt Tempel for denne forförende Venus (Αφροδιτη απατοϋρος). Crenzer fremsætter (i sin Symbolik 2den Udg. III. 523) den Formodning, at hin Mythe indeholder et gammelt Astrologumenon, omtrent af fölgende Indhold: "hvorledes Solens Kraft (Hercules) i Forening med Maanen (Venus) d. e. efter Maane-Perioder, vinder efterhaanden, ved List, Sejer i Dagetallet (ligesom i Ægypten) over Jordens og den vinterlige Nats mörke Kræfter." Denne Forklaring har da en paafaldende Lighed med min over Indholdet af Thrymsqvida.
  5. I foranförte Skrifter S. 54 og 80.
  6. Himmelen havde nu, i Folkets Forestillinger, faaet ganske andre Beboere, som Ingenlunde kunde enes der med de gamle. Derfor maatte Odin og hans Aser ikke mere betragtes som Himmelgnder, men forvistes til Helvede som Djævelens Paafund og Afkom. Derimod kunde Jætter, Riser og andre Vætter blive hvor de vare, da de för ikke vare Gjenstande for Tilbedelse, men tvertimod for Frygt og Afskye — saa at de kun tjente til at bekræfte den kristne Lære om Djævelen og hans Aander. De beholdt saaledes deres gamle Navne i Fred.
  7. ɔ: Spillemand eller Gjögler. Ved visse Lejligheder viste Loke sig som Gudernes Hofnar.
  8. Det kunde maaske være mærkeligt her at Fridr betyder Kjærlighed i vort ældste sprog, men Leifr kjær, elsket (Plattydsk lev eller leew, Tydsk lieb o.s.v.) Heraf Navnet Fridleiff (Fridlef) Höjtelsket, Allerkjæreste. Fridlefsborg er altsaa de Elskendes Borg eller Værn, og dette var, som bekjendt, Gudinden Freya.
  9. Den blev udeladt i Nyerups og Rahbeks Samling, men er nu af den Förstnævnte optaget i det nylig udkomne Udvalg af danske Viser 2den D. (1821) S. 188.
  10. Da de nyere norske Herreds-Dialekter ofte sætte l for det ældre r.
  11. See om dette Ord Glossariet til den store Udgave I. 711. II. 861.
  12. Eller, af den syngende Almue Lewe (uden Tvivl en Forkortning af Lævise).
  13. Heri forekommer dette mærkelige, ogsaa af Nyerup især bemærkede Sted: "Denne Folkevise er et levende Bevis paa at alle Toner af Eddamythernes ældgamle Cyclus ikke aldeles ere forstummede i Norden, men at tværtimod disse betydningsfulde Digte have været her som i deres Hjem, og gjennem Aarhundreders Löb levet fort, hvorvel de samme, da de i en senere Tid optegnedes, alt hare overlevet sig selv, og saaledes ej kunnet undgaae at faae noget Præg af yngre Restauration. Den Grund, hvorfra de udsprang, er dog kjendelig, og de ere ikke blandt de ubetydeligste Beviser, mod den oldnordiske litteraturs Angribere, for Eddamythernes ældgamle selvstændige Liv i Norden."