Indledning til sagaen om Fridtjov den frøkne

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Norsk.gif


Sagaen om Fridtjov den frøkne


oversat af Alexander Bugge

Kristiania, 1901

Forlagt af H. Aschehoug & co. (W. Nygaard)


Indledning

Med det 13de aarhundred begynder en ny tid for Norge som for hele Norden. Middelalderen holder sit indtog. Folkets samfundsforhold og syn paa livet som paa menneskene havde hidtil i det store og hele været vikingetidens, om end ændret gjennem kristendommen. Den aand, som gjennemtrænger den islandske ættesaga, er en arv fra vikingetiden og hedenskabet. Men lidt efter lidt begynder vesteuropæisk, fransk og engelsk dannelse at trænge ind, først i Norge og siden paa Island, og at bli de høiere stænders eiendom. Haakon Haakonssøn saa det som sit livs største opgave at gjøre Norge til en stat efter europæisk mønster, at indføre riddertidens samfundsskik og mere forfinede aandsliv i sit rige. Og hans virksomhed bar frugt. Udenlandske moder fortrængte den hjemlige, mere enkle dragt og de tarvelige hjemmevævede klæder; sederne blev mildere, omgangstonen mere dannet; hele livet blev mere forfinet. Det er fremforalt i litteraturen, aandslivets udslag, vi merker denne forandring.

Der var i det 12te aarhundred især i Frankrig, men ogsaa i England og Tyskland opstaaet en rig litteratur af ridderromaner og lyriske digte. Ridderromanen var en heltedigtning, som hented sit stof rundt omkring, fra digtene om Karl den store og hans kjæmper, fra bretonske sagn og fra fortællinger, som korsfarerne havde hørt. Det historiske spilled i disse romaner ingen rolle; hovedsagen var heltens vidunderlige kampe med hedninger og overnaturlige væsener, iblandet med ridderlig erotik. Ridderromanen var med andre ord en idealiseret skildring af middelalderens ridderliv og hofliv. Denne digtning, som i sagnet om den hellige Graal har faat sit skjønneste og dybsindigste udtryk, mangler saavel den gamle heltedigtnings som sagaens naturlighed og friskhed; men den er paa den anden side udtryk for et høiere kultiveret samfunds syn paa livet.

Denne fremmede litteratur blev under Haakon Haakonssøn oversat og omplantet paa hjemlig jordbund. Dog var det ingen direkte oversættelse; man søgte tvertimod at forene det hjemlige med det fremmede. Ridderromanen blev paa norsk til en riddersaga; istedenfor som i originalen at være paa vers fremtræder den i oversættelsen paa prosa.

Fra gammel tid havde man i Norge og paa Island ved siden af de historiske ætte- og kongesagaer ogsaa de saakaldte «løgnsagaer» (lygisǫgur), d. e. opdigtede sagaer, som delvis knytter sig til gamle sagn, og som er fulde af fortællinger om trold og andre overnaturlige væsener og i det hele staar eventyret nær. At fortælle slige sagaer var en yndet underholdning. Kong Sverre var saaledes meget glad i «løgnsagaerne», og selve sagaskriveren Sturla Tordssøn fortalte engang sagaen om jættekvinden Huld for det norske kongepar. Til disse opdigtede sagaer har man paa mange maader knyttet de oversatte ridderromaner.

Paavirket af denne nye aand begyndte man ogsaa hernjemme at digte, vi kan næsten sige, nordiske ridderromaner. Der fremstod nye «løgnsagaer», hvis handling foregaar i Norden, og hvis helte er nordboer, men hvor helten alligevel er digtet i overensstemmelse med fremmede ridderidealer, og hvor øm og trofast elskov spiller en ganske anden rolle end i de gamle ættesagaer, Ættesagaerne og kongesagaerne er realistiske. Menneskene skildres, som de er, ikke som de burde være. Fremstillingen er ligefrem og naturlig, altid psykologisk sand. Med ridderromanen holdt, kan vi gjerne sige, romantiken indtog i Norden, romantiken med dens tro paa fortidens herlighed, dens interesse for gammel overtro, som leved i folket, dens bløde stemning og dens sværmeriske kjærlighed.

Men denne nye digtning har ogsaa sin tilknytning til hjemlige forbilleder. Allerede i Eddadigtene kan vi finde idealiserede heltetyper. Især i Helgedigtene er der meget, som gir os ligesom en forudanelse om riddertidens romantik og folkevisen, saaledes den ømme og trofaste elskov mellem Helge Hjørvardssøn og Svaava og mellem Helge Hundingsbane og Sigrun; ligeledes naar Hedin i slutningen af digtet om Helge Hjørvardssøn siger til Svaava, hvem han selv elsker, efterat hans bror Helge halvt ved hans egen skyld er falden: «Kys mig, Svaava! Jeg kommer ikke tilbage, før jeg har tat hevn for Hjørvards søn.» — Kysset, som ogsaa spiller en saa stor rolle her i Fridtjovs saga, hørte for de gamle nordboer bare hjemme i den utilladte kjærlighedsforbindelse. «I mørke skal du mø kysse,» siger Haavamaal. — I det hele er vistnok forfatteren af Fridtjovs saga paavirket af Helgedigtene, bl. a. i skildringen af Fridtjovs seilas. Ogsaa fra Volsungasaga, den store saga, som er bygget paa digtene om Sigurd Favnesbane og Volsungerne og Gjukungerne, har han modtat paavirkning. Skildringen af Sigurd Favnesbane i Brynhilds hal (k. XXIV) ligner ganske skildringen af Fridtjov og Ingebjørg i Baldershage og har vistnok været forbilledet for denne. Ældre end Volsungasaga er digtene i Hervararsaga, hvor middelalderlig romantik igrunden for første gang forekommer i nordisk digtning. Enkelte af disse digte er ældgamle; men nogle er forholdsvis unge. Til disse sidste hører de om kampen paa Samsø mellem Hjalmar og Ørvarodd paa den ene og de tolv Arngrimssønner paa den anden side. Hjalmar og Angantyr har begge beilet til Sveakongens datter, og den forsmaadde Angantyr har stevnet Hjalmar til kamp. Døende synger Hjalmar om afskeden fra sin elskede Ingebjørg; han mindes, at hun sagde, at de aldrig mer vilde mødes, og beder Ørvarodd bringe hende sin ring som en sidste hilsen. Fortællingen om Hjalmar og Ingebjørg har vistnok paavirket forfatteren af Fridtjovs saga. Flere af versene viser det. Hjalmar er et helteideal af samme type som Fridtjov, og begge Ingebjørger ligner hinanden ikke bare til navnet, men ogsaa i sindelag. Fridtjovs Ingebjørg har kanske laant sit navn fra Hjalmars elskede. Men det, som bare findes i spire i Hervararsaga er fuldt udviklet i Fridtjovs saga. Ogsaa fra udlandet har vistnok forfatteren af Fridtjovs saga modtat paavirkning. Den i originalen allittererende skildring af vaaren og trærne, som løves, synes at minde om franske og engelske folkeviser. Ligeledes er slutningsmotivet, at kong Ring gir Fridtjov sin hustru, afgjort unordisk og stammer fra udenlandske fortællinger.

Fridtjovs saga er det bedste udtryk for middelalderlig romantik i Norden. Fridtjov er netop den ridderlige helt; mandig og kjæk, trofast i kjærlighed, mild og skaansom mod de svage, men streng mod alle onde og uretfærdige. Hans forhold til Ingebjørg er digtet efter riddertidens idealer. Hvilken forskjel mellem denne saga, hvor alt ender godt, og de elskende efter mange gjenvordigheder tilslut faar hinanden, og Gunnlaug Ormstunges saga, hvor kjærligheden skildres som en dæmonisk naturmagt, som menneskene forgjæves søger at kjæmpe mod, og som bærer ulykke og død i sit skjød! Men samtidig er Fridtjovs saga fuldt menneskelig. Vi ser personerne tydelig for os, ikke bare Fridtjov og Ingebjørg selv, men ogsaa bipersonerne, den gamle, menneskelig kloge og ædle vikingekonge Ring og Ingebjørgs to smaatskaarne, lave og misundelige brødre. Handlingen udvikler sig psykologisk følgerigtig. Der er intet overflødigt, som i saa mange andre sagaer, og det overnaturlige, som ofte ødelægger virkningen af eventyrsagaerne, spiller her en forsvindende rolle.

Man trodde tidligere, at Fridtjovs saga var historisk. Men nyere undersøgelser har vist, at Fridtjovs saga ikke er historisk, at den tvertimod er en roman i dette ords moderne betydning. Bare en saadan ting, som at konger i Sogn — altsaa før Harald Haarfagers tid — kræver skat paa Orknøerne, er en historisk umulighed. Vigtigere er det dog, at selve helten Fridtjov aldrig har levet, og at hans navn er opdigtet.

Forfatteren af Fridtjovs saga har tydelig opfattet navnet Fridtjov som «fred tyv» (d. e. den, som stjæler freden, þjófr = tyv). Fridtjov siger, da han kommer til Rings hal: «Þjófr heder jeg, hos Ulv var jeg inat, og i Anger (d. e. sorg) er jeg opfostret.» Det samme kommer endnu tydeligere frem i versene, hvor helten siger:


Jeg hed Fridtjov,
da jeg for med vikinger.
Hertjov, da graad jeg
hustruer voldte, osv.


Men denne opfatning af de med þjófr sammensatte navne er sen og ganske uhistorisk. Nordmændene vilde aldrig ha kaldt en fribaaren, hæderlig mand med et med þjófr (tyv) sammensat navn. Det mandsnavn paa þjófr, som i middelalderen mest var brugt i Norge og paa Island, hvor disse navne især forekommer, er Valþjófr. Men dette navn er laant fra angelsaksisk, hvor det betyder «den walisiske træl (ell. krigsfange)». Et lignende navn har man ogsaa i Húnþjófr «den hunniske træl». Ud fra disse navne har forfatteren da bygget videre og dannet navnet Fridþjófr.

Fridtjovs saga synes at være blit til i slutningen af det 13de aarh. og snarest paa Island; men forfatteren maa ialfald ha været vel kjendt i Norge. Handlingen er henlagt til Sogn, Ringerike og Ørknøerne. Syrstrand, Framnes og Baldershage maa man tænke sig liggende i kirkesognene Leikanger og Vangsnes paa begge sider af Sognefjorden. Leikanger, som ogsaa kaldes Systrand, er kyststrækningen mellem Fjærlands- og Norefjord. Allerede i det 17de aarhundred kaldte almuen i Syrstrand en bæk Baldersgrov, og nu har man ogsaa Baldersvold og Baldershage; men dette er kanske bare litterær paavirkning fra sagaen; ialfald kan man fra Fridtjovs saga neppe slutte noget om Balders gamle dyrkelse i Norge og heller ikke, at gudehovet i Baldershage virkelig har eksisteret. Rings kongsgaard paa Ringerike, Stræteland, er vistnok gaarden Helland, som tidligere kaldtes Stretuland. — I andre versioner af sagaen siges det, at Ring var konge i Svitiod.

Fridtjovs saga var i middelalderen en meget omtykt folkelæsning; den fik endog i det 14de aarhundred en efterligning paa Island i Viglundar saga, fortællingen om Viglund og hans trofaste kjærlighed til den unge Ketilrid. Men her er tonen meget mere sentimental og unaturlig end i Fridtjovs saga. Viglund lover saaledes, at han ikke skal tvætte eller klippe sit hovedhaar, før han har vundet sin elskede. Og om Ketilrid siges det, at hun bar en «brændende elskovsild i sit bryst». Her har vi overdrivelsen. Men i Fridtjovs saga er endnu alt vakkert og naturligt, sandt menneskeligt. Fridtjovs saga er en roman i dette ords bedste betydning. Sagaen findes nu bare bevaret i tre senere papirhaandskrifter, som alle tre sammen med den versificerede saga (Fridþjófs runur) er udgivet af dr. Larsson (Kbhvn. 1893). Dr. Larssons nye udgave af Fridtjovs saga (Halle 1901) fik jeg først se, efterat min oversættelse var færdig. Jeg har dog kunnet benytte hans tekstkritik og udmerkede anmerkninger, især til versene. Ved prosaen har jeg derimod sammenholdt alle tre haandskrifter og søgt af dem at finde den bedste tekst; jeg har der ikke ment at følge dr. Larsson, som i sin nye udgave bare følger den yngste, men udførligste tekst.


Alexander Bugge.