Inuarudligak (Bjergtrolden), i Daaben kaldet Peter Ranthol (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
116. Inuarudligak (Bjergtrolden)
i Daaben kaldet Peter Ranthol
(Fortælling fra Nordgrønland)
For meget lang Tid siden, siges der, boede denne Inuarudligaks Forfædre, Bjergtroldene, sydpaa ved Landets yderste Pynt, i en Egn, kaldet Kytsersorfik, i Nærheden af Menneskene, da de endnu ikke vare skye for disse. I denne Tid begyndte de paa gjensidig Fjendtlighed, og endelig, da Menneskene havde dræbt en af Bjergtroldene, siger man, flygtede disse derfra til Udørkener, gravede sig Huler i Jorden til at boe i, og bleve efter den Tid skye for Menneskene. Derpaa, siges der, øvede de Hævn paa En af Menneskene, som de traf paa en Vandring, og dræbte ham. Da de manglede Vaaben, søgte de, og fandt omsider noget, som var godt til Vaaben, nemlig et stort Vidietræ paa Solsiden af Kytsersorfik-Fjeldet. Der siges, at Vidiens Skikkelse var som en Mands, der ligger paa Knæ og med krummet Ryg støtter Hænderne mod Jorden. En af dens Rødder dannede de til Vaaben, men man siger, at dets Længde ikke oversteg en knyttet Haands, ligesom Skaftet paa en Bøsse, der bruges med een Haand. Men Dræbemidlets Spids var afskaaren, en lille sort Steen heftet paa samme, og paa den atter en lille rød Steen; saaledes var det dræbende Vaaben. De kaldte det Pegevaaben og man siger, at de bestandig holdt dem i Haanden, af Frygt for at skade deres Egne, da de vare saa dræbende.
Paa den Tid, da de flygtede for Menneskene, blev hiin Inuarudligak født. Hans Fader hed Malerke, den ældste Søn Kinavina, den næste Kook, den tredie Asarfe, den fjerde Sersok, og denne var det. Da hans Slægtninge fordum droge nordpaa, reiste de længe derefter atter videre nordpaa over Landet, og reiste i mange Aar. Om Vinteren grove de sig Huler i Jorden til Bolig, om Foraaret droge de videre. Man siger, at de traf paa ganske besynderlige Mennesker med Menneskekroppe, men Bagdele som Hunde, og væbnede med Buer; de kaldtes Erkelit, vare frygtelige, og kunde lugte imod Vinden, ligesom Dyr.
Senere paa Reisen, da de engang overvintrede, siger man, at de beklædte Huset indvendig med Skindet af et eneste Dyr, og det var nok. Dyret var det store med 6 Been, som kaldes Killifak. Man siger, at naar de først havde spiist Kjødet, fik Benene Kjød paany; men naar Benene fem Gange i Træk havde faaet Kjød, bleve de bortkastede; alligevel dræbte de det blot ved at pege paa det.
Ogsaa naar Vinteren var forbi, og de droge afsted og vilde forkorte Afstandene, trak de Landet sammen blot ved at gjøre Tegn, idet de i Forening bøiede Knæ til Jorden og udstrakte begge Arme blot hen i Veiret over Landets Toppe, samlede de Landet. Men man siger, at naar det var blevet saa høit, at de ikke kunde række Armen derover, pleiede den forreste at skræve over det samlede, derpaa de andre, uden at forfeile den førstes Spor. Hvergang de forfeilede dette, førend alle vare komne over det samlede, bleve nogle langt tilbage. Saaledes reiste de i mange Aar og kom endelig til Ikerasaksuak, hvor der boede baade Bjergtrolde og Inorutsekker. Der toge de Vinterophold og ventede paa fast Iislæg. Da Isen havde lagt sig, gik de strax over til den anden Side af Sundet og toge Ophold hos andre Bjergtrolde. Da Vinteren var forbi, reiste de atter, og overvintrede endnu flere Gange. Endelig gik de til Nousaks Fastland og kom til de Slægtninge, som de havde ønsket at see. Der forbleve de mange Vintre.
Man siger, at dengang de reiste nordpaa, vare de høie Fjelde endnu ikke bedækkede med Iis, og Ikerasaksuak havde endnu ikke den store Landiis. Disse Bjergtrolde havde to Klædedragter, den ene af Størrelse som Menneskenes Klæder, den anden passende til deres egen Størrelse. Paa deres Vandringer vare de iførte de mindre Klæder, men førte de store med sig. Naar de fik en svær Byrde paa Nakken, iførte de sig den store Klædedragt, og kunde da, ved at slaae sig selv, opnaae Størrelse som Mennesker. Naar de holdt op med at bære, antoge de atter Bjergtroldenes Størrelse; nemlig idet de gik ind i deres Huler under Jorden og derved bukkede sig, stødte de Hovedskallen mod Hulens Hvælving, og antoge atter deres egen Størrelse ved at krympe sig sammen.
Paa Nousaks Fastland, siger man, at der var en Mand, en Angakok, som vilde kjøbe Inuarudligak. Der vare nemlig Mennesker paa Nousaks Fastland og blandt disse en Angakok, hvis Kone var ufrugtbar. Da denne kjendte Bjergtroldene, gik han til dem for at kjøbe et Barn. Han tilbød dem derfor tre Hvalfangerknive, et Stykke Bjørneskind og lidt Hvalbard, der var tillavet til Fiskersnøre. Malerke fik Lyst til disse Stumper Bjørneskind og Fiskebeen. Knivene gav han til tre af sine Sønner, men den yngste Søn solgte han. Da hans anden Fader havde taget ham, gik han hjem og lagde ham bag Huset og gjemte ham. Om Aftenen kom han ind og smuttede ind i sin Moder. Der siges derfor, at han allerede havde Bevidsthed, medens han var i sin Moders Liv.
Man siger, at Bjergtroldene vare længe om at blive gamle; fem Gange paany bleve de gamle. Første Gang, naar de bleve gamle, styrtede de ned ad en Bratning og fik derved atter Ungdommens Behændighed. Fem Gange gjorde de saaledes, men naar de faldt den sjette Gang, kunde de ikke mere opnaae Ungdommelighed. De kalde denne Nedfalden Inutsangnartok. De døe ikke som unge, men først naar de have endt den femte Alderdom. Dog siger man at de kunne døe i en ung Alder, naar de træffes af Sneeskred (Laviner).
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 313-316.
