Parti fra Grønlandsk fjord.
Emanuel A. Petersen, 1921-48
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
118. Isigarsigak
Lange Reiser med flere Eventyr
(Fra Nordgrønland)
Isigarsigak boede sammen med Moder og Søster. Om Vinteren brugte de Forvandlingsmidler (?). Han blev til en Rype og Moderen til en Angeltaske. Børnene bleve bange for Moderen og flygtede sydpaa. I tre Aar reiste de for at naae Enden (af Landet?). Det tredie Efteraar bosatte de sig ved Mundingen af en Fjord. Her svulmede Isigarsigaks Mave saaledes op, at han ikke kunde bøie sig. Dog gik han i Kajak, men ikke efter Sælhunde. Engang kom han til det Indre af Fjorden, der var tilfrosset, gik op og saae to Ravne, som kom frem, men atter forsvandt indad Landet til. Han gik derpaa hjem og lod sin Søster give sig Klæder af Hareskind, drog atter op i Fjorden, fandt en stor Vei, som førte ind i Landet, lagde sig ned ved den og saae atter de to Ravne komme. Men da de nærmede sig, viste de sig at være to Qvinder, der kom løbende, toge Veien ud til det aabne Vand, raabte noget og derpaa med Snarer halede to Sælhunde op, som de toge paa Nakken og løb ind i Landet med, atter forsvindende saa hurtigt som flyvende Ravne. Han fulgte efter dem og kom til to Huse, et stort og et lille, hvori han traf de to Qvinder, som sadde og spiste, havende hængt deres lange Haar op over Lampehækken, og desforuden et Par gamle Ægtefolk. Han sagde, at han var kommen for at søge et Lægemiddel mod sin svulmende Mave. Den gamle Kone sagde, at hun vilde undersøge ham med »Hovedløftning«. Da hun løftede Hovedet paa ham, sagde hun: »dengang du drog nordfra, forlod du da ikke din Moder?« Han svarede: »da vi hist nordpaa havde Forvandlingsmidler (?) og min Moder ikke kunde spise (?), forlod jeg hende.« Hun sagde: »har du ikke glemt nogen af dine Sager?« — Han svarede: »jo jeg husker at jeg glemte en Mængde Fangeblærer af udpustede Maver, som hang under Loftsbjælken.« Hun: »det er deraf at din Mave er opsvulmet, jeg vil opsprætte dig.« Derpaa tog hun Lampemos uden Spæk, tændte det og dannede Røg hen over Gulvet, lod ham lægge sig ned og skar ham op og tog halvt udpustede Maver ud af ham. Uvis disse vare bristede var han selv bristet, sagde hun. Derpaa reiste der sig ved Indgangen en Qvinde med en Kniv i Haanden. De sagde, at det var hende som havde dræbt deres Mandfolk, og at hun ogsaa vilde dræbe ham, hvis han ikke var hurtig. Han slap dog heldig tilbage og kom ikke mere til dem, men henlagde dog som Betaling et Bjørneskind og Hvalbard ved den store Vei. Om Sommeren drog han tilsøes og kom til et stort Land. (Derpaa er Sagnet som endeel af I, 21 og 53). Da han kom tilbage til Søsteren, fik han Lyst til at opsøge det Sted, hvor Fuglene trække hen om Efteraaret. Han reiste indtil Himlen blev saa lav, at han kunde naae den med sin Aare. Men der fandtes to store Huller i den. Han prøvede ved dem begge at stige ud og gaae videre, men stødte saa paa et Hav og maatte vende om.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, s. 132f.