Isigarsigak som reiste til Akilinek og blev uhyre gammel (Rink)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Inuit
Antonion Zeno Shindler , 1893


Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871

26. Isigarsigak som reiste til Akilinek
og blev uhyre gammel


(Efter den mundtlige Fortælling)



Isigarsigak reiste nordpaa med sin yngre Broder. Da de vare komne langt nordpaa pleiede han at sige: vi ville først tage Ophold naar vi have naaet Grændsen af vort Maal, før man har naaet dette duer det ikke at hvile.« Men Vinteren overraskede dem hist i det fjerne Norden, og de maatte opslaae deres Vinterophold førend de naaede deres Bestemmelse. Strax det følgende Aar, saasnart der blot aabnede sig en Rende i Isen langs Landet, reiste de videre nordpaa, og udpaa Sommeren naaede de Reisens Maal, en Plads hvor der boede mange Mennesker, og da disse vare meget venlig sindede, toge de Vinterophold hos dem. Da de nu havde overvintret og Foraaret begyndte, pleiede Pladsens Beboere at sige : »ved Midsommerstid skulle vi atter til at faae Sigte af den mørke Stribe.« Det skulde nemlig sige, at de vilde sætte over til Akilinek, men Isigarsigak forstod dem slet ikke. Engang kom en Mand hen til ham og sagde: »til Sommer ville vi alle i Forening drage lige ud tilsøs, derfor skal du samle to Sæt Skind til Betræk for din Baad.« Isigarsigak hørte det og samlede to Sæt Skind til sin Baad, og da han var færdig dermed, toge hans Naboer de gamle Betræk af deres Baade. Isigarsigak efterlignede dem, og da de havde betrukket deres Baad og den var bleven tørret og smuurt, gave de den det andet Betræk derover. Da nu ogsaa dette var tørret og Veiret blev roligt og rigtig sommerligt, pleiede Isigarsigak hver Morgen tidligt naar han vaagnede at see Pladsens Beboere bestige et lille Fjeld ovenfor Husene og holde stadig Udkig. Naar han gik op til dem pleiede de at sige: »vi vilde rigtignok gjerne tage afsted, men finde det endnu betænkeligt.« Engang vaagnede Isigarsigak om Morgenen ved Lyd af Teltestænger, og da han kom udenfor, havde alle Beboerne allerede baaret deres Reisegods ned. Isigarsigaks skyndte sig da ligeledes alt hvad de kunde, og derpaa droge Baadene afsted. Isigarsigak troede at de vilde styre nordefter, men saae at den første Baad vendte lige ud tilsøes imod det aabne Hav. De satte da saaledes tværs over Havet, og paa Veien da de yderste Betræk af Baadene bleve vaade og Baadene deraf standsede i Farten, skare de Bindslerne over og bortkastede Yderklædningerne. Da de havde befriet sig for dem, fik de atter stærk Fart og de lode sig skubbe frem af Dynningen, hvorved Isigarsigak sakkede noget tilbage. Han troede ikke mere at de skulde naae Land og begyndte at blive betænkelig, da han pludselig hørte høie Raab forude, og da han atter hørte nøiere efter, saa blev der ikke raabt andet end: »den store mørke Stribe bliver synlig.« Med det samme opdagede ogsaa han den sorte Stribe forude, og da han stod op paa Bagstævnen og undersøgte den nøiere, saa var det en stor Landstrækning. Da hørte man alle de Reisende juble fordi de havde naaet Land uden at faae Blæst, og da de nu kom nærmere til Landet, vrimlede dette af Rensdyr. De stødte til Land, bandt blot Baadene fast og gave sig til at skyde med Bue, men Isigarsigak og hans Broder fik de fleste Dyr. Derpaa bare de Byttet ned til Strandbredden og toge Ophold her og levede i stor Rigdom paa Rensdyr. Isigarsigaks glædede sig over dette gode Fangested. Da de nu havde været der i nogen Tid, blev der raabt »Baad«, Isigarsigak gik udenfor og saae en Mængde Baade komme tilsyne nordfra. De Reisende toge Ophold der, men han holdt sig inde og besøgte dem ikke. Det varede ikke længe, saa raabte man ind til ham og Broderen i Teltet: »Isigarsigak og hans Broder skulle komme op til Syngestrid.« Ved dette Budskab klædte de sig strax paa og gik udenfor, skjøndt Isigarsigak slet ikke forstod sig paa Sang. Da de kom udenfor saae de en heel Sværm begive sig høiere op paa Landet, Mændene forrest, Qvinderne følgende bagefter, et rigtig myldrende Dandseselskab. Saasnart man fik Øie paa dem blev der raabt: »lad de Fremmede, som ere komne østerfra, træde frem.« Først traadte Broderen frem, udførte sin Dands og traadte tilbage igjen. Derpaa raabte man paa den ældre Broder, men Isigarsigak, som slet ikke forstod sig derpaa, flk sin Hustru overtalt, og hun kunde saameget desbedre, ingen af Landets Beboere kunde maale sig med hende. Dermed endte da Forlystelsen og Mændene holdt sig derefter inde i Teltene.


Isigarsigak forblev paa dette Sted, da de Folk han havde truffet paa vare meget elskværdige. Da hans Broder var ugift, og da de der boende Folk ønskede at komme i Svogerskab med ham, tog han en af de derværende Qvinder til Hustru, og nu vilde hans Svogre paa Grund af hans Elskværdighed ikke tillade ham at drage bort. Da han ogsaa selv begyndte at fatte Kjærlighed til sine Svogre skilte han sig fra sin Broder og flyttede bort fra dennes Telt. Da det nu begyndte saa smaat at lakke ad Efteraaret og de mange Baade, som Isigarsigak havde havt til Følgeskab, skulde sætte over Havet igjen, gave de atter Baadene dobbelt Betræk. Isigarsigak vilde nu rigtignok gjerne af Hengivenhed for sin Broder have ladet dem drage deres egen Vei, men da det ikke var hans Fødeland der, og da han gjerne vilde lægge sine Been i sit eget Fødeland, gav ogsaa han sin Baad et dobbelt Betræk. Saa droge de da paa een Gang atter alle afsted igjen, dog først da det var ganske stille og ikke en Sky paa Himlen, begav de sig paa Veien. Isigarsigaks bragte da ogsaa deres Reisegods ned, gjorde sig færdige og fulgte efter, men medens han sad og styrede og netop var kommen lidt fra Land, sagde han til Roersker: »nu falder det mig ind, jeg har rigtignok glemt at vi skulde dele vort Helbredsmiddel.« Han vendte da om og udlossede Baaden igjen, medens Broderen stod ovenfor og ventede. Han fremtog en lille ældgammel Kiste, aabnede den og udtog noget som lignede et Stykke Kul fra et Kogested, det var nemlig deres fælles Amulet. Den deelte han midt over og gav Broderen Halvdelen, og denne tog den. Derpaa ladede han atter Baaden og styrede tilsøes, medens han saae sig om efter Broderen, der stod paa Næsset og betragtede ham, iført sin skinnende hvide Rensskindspels; han skulde aldrig mere see ham, derfor vendte han ikke Blikket fra ham, før han ganske var svunden af Syne. De kom da heldig til Land igjen, uden at faae Blæst. Isigarsigak begyndte saa at leve og drive Fangst sammen med sine Børn. Men Børnene bleve og gamle og døde kort efter hverandre Isigarsigak drev da Fangst sammen med sine Børnebørn og var lige kraftfuld endnu. Ogsaa Børnebørnene bleve gamle, og da var det først, at han begyndte at tabe sin Behændighed. Hans Børnebørns Børn havde deres Glæde af ham, thi der fortælles at Isigarsigaks Yndlingsplads var et høit og bredt, rødligt Fjeld, paa hvilket mange Maager byggede, og naar de droge hen under denne Bratning, pleiede Børnebørns-Børnene at sige: »Isigarsigak, vi ere her under det Fjeld, som du ynder saameget, lad os høre dig synge,« det var nemlig fordi han pleiede at synge, efterlignende en Ömmerts Skrig, og da han havde en god Stemme, havde Børnebørns-Børnene deres Glæde af ham. Da nu Børnebørns-Børnene havde været som hans Jævnaldrende, døde for tredie Gang ogsaa de bort efter hverandre. Derefter pleiede Børnebørns-Børnebørnene at drage ud med ham, idet de lagde ham ned i Baaden og passede ham som et lille Barn. Den stærkt byggede Mand var nu skrumpen sammen næsten som et Pattebarn, han tog kun ganske lidt Næring til sig, og til at iagttage hans Aandedræt brugte de et lille Duun foran hans Næsebor. Naar de saa kom nedenfor Fuglefjeldet, raabte de: »Isigarsigak, vi ere nu ved Fjeldet som du elsker saa meget, syng lidt for os.« Naar de saa lyttede til ham, kunde de høre en ganske svag Lyd som Stemmen af Teist. Tilsidst begyndte han at suge paa Kanten af sit Sengedække, Endelig engang da de førte ham ud og passede ham paa samme Maade, gik de paa Land og bemærkede da, at Dunet ved hans Næse ikke bevægede sig, nu var han endelig først død. Der siges at Isigarsigak ikke havde sin Lige hertillands i Henseende til Ælde, han blev ligesaa gammel som Nivnigtak. Hans yngre Broder har dog formodentlig endnu overgaaet ham, men ham har man senere intet hørt til. Det er gjennem ham at vi ere beslægtede med Beboerne af Akilinek.


Kilde


Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 64-67