Island

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Naturlyrik og romantik
Adam Oehlenschläger (1779-1850)


Adam Oehlenschläger

Island


Poetiske Skrifter, Bd. 1,
Kjöbenhavn, 1805


Island! hellige Øe! Ihukommelsens vældigste Tempel!
Hen til din fiernede Kyst vifte Gud Bragi min Sang.
Altid en Marv af Ild udvikled din skinnende Iisfrugt,
Bredt dit bølgende Hav freder om Oldtidens Aand.
Der blandt Askurs Æt fremblomstred de herligste Skialdre.
Er ey i Nordens Natur Hekla som Genius størst?
Aand og Natur sig forened, og vist ey hændelsesviis blot
Bygged et Tempel sig der Saga, med Griffel og Skiold.
Thor i Trundhiem og Freyr i Upsal og Odin i Leyre,
Opmuntred Kiæmpernes Aand henrykt til Virkning og Spil.
Spydenes Raslen og Skioldenes Larm og Sværdenes Samklang
Hindred den tegnende Møe, medens de Stof hende gav;
Derfor med Ydun i Favn, Skandinaviens blomstrende Musa
Fløy hun paa Nornernes Vink did, giennem luttrede Luft.
Men Gud Bragi med Harnisk, med Hielm og med klingende Harpe.
Blev, for at følge til Kamp staalklædte stridvandte Mænd.
Helligt ærværdige Chor! af Sanggudens krandsede Sønner,
Kiert er mig hvert Eders Navn, slørt skiønt i Oldtidens Mulm.
Tiodolf! og Eyvin! du Athelsteins trofaste Frende![1]
Hiarne! Starkodd! Lodbrok! Halvdøde mystiske Lyd!
Men fremfor alle dog ham, den Mand, mit undrende Minde
Dvæler ved, i hvis Siel Oldtiden fødtes paa nye.
Som en velgiørende Gud, for at redde den Tid, der fuldendt var
Meddelte Virkning og Kraft og et dybtskuende Blik.
Han som med Tidernes Aand fortolkede Tidens Idrætter,
Vandt af Historiens Ild, Christus! en Glorie dig.
Thi den sydlige Blomst, den christlige Rose, hvis Bæger
Sværdet sit Purpur gav, dyppet i Hedningers Blod,
Som sin Morgendug fik af Begeistringens hellige Taare,
Og sin Næring og Kraft, rodfast paa Fromhedens Grund,
Denne Rose, som spired og henfrøs og fremspired atter
Til den i Tryggvesøns Liv folded sig ud i sin Pragt —
Den bevared for Efterslægten, o Snorro! din Rune;
Hvert et Træk til dens Rod, Stilke sig forener, og Kalk.
„Men Aarhundreder svandt! og det Skum, som ruller i Taage
Fra bortskvulpende Bred, møder fra Island kun nu!”
Daare! Vend dit Blik. Og hvis det kan stirre mod Solen,
Vend mod Italia det, hør af det undrende Folk:
„Helten af bristende Marmor staaer atter op fra de Døde,
Thor fra Island i Rom vækker Kronion til Liv!”


Fodnoter

  1. Eyvin!] Eyvin du!