Islands historie (FJ 1907)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Finnur Jónsson
Den islandske litteraturs historie
tilligemed den oldnorske


af
Finnur Jónsson
1907


Andet tidsrum, 1100–1300

Islands historie


Af navngivne forfattere i det 12. årh. er der kun én, nemlig


Ari Þórgilsson, prestr, enn fróði. Hvad der vides om denne mærkelige mand, findes så godt som alt i hans eget historiske skrift; bag ved dette findes også hans eget slægtregister, der tildels falder sammen med de norske kongers (Ynglingeslægten). Hans fader Torgils var en sön af Gellir, og dennes fader var den fra Laxdæla kendte hövding Þorkell Eyjólfsson, gift med Gudrun Osvifrsdatter. Ares moder var en datterdatter af Torstein Sidu-Hallsson. Ari tilhørte således landets bedste slægter og er født 1067. Da hans fader druknede, kom Are først til sin bedstefader og derpå, da denne døde 1073, til den gamle hövding, Hallr Þórarinsson i Haukadalr (kort fra Geysir). Det var denne Hallr, som havde været Olaf d. helliges handelsfælle og som huskede, at Tangbrand havde døbt ham 3 år gammel. Han sad inde med et helt århundreds viden, så at sige på første hånd. Han døde 1090. Sammen med Are voksede også Teit, biskop Ísleifs sön, op i Haukadal, og det synes, som om der har været et særligt venskabsforhold mellem ham og Are. Are anfører ham som sin hjemmelsmand; uden tvivl var det Hallr, fra hvem Teit havde sin viden. Her på Haukadal har Are studeret til præst; han regnes til »de meget ansete mænd, som var vel lærte og viede«. Ellers vides desværre intet om Ares senere liv indtil han døde 9. november 1148. Han var en god ven af landets bedste og lærdeste mænd, biskopperne, Sæmund frode og mange andre. Are var sikkert aldrig udenlands, og han synes aldrig at have deltaget i landets styrelse som gode, uagtet han formodes at have besiddet en del af et godord. Hos eftertiden blev Ares ry uforminsket; Snorre kalder ham »overmåde vis og af en udmærket hukommelse,« hvis »fortælling er den vigtigste af alle«. Der har heller aldrig været nogen, der har forsøgt at rokke ved Ares litterære anseelse. Hvorledes han som menneske har været, vides jo ikke, men hans egne personlige bemærkninger vidner på det smukkeste om hans redelighed og beskedenhed.


Heldigvis ved man god besked om Ares forfattervirksomhed; han giver selv derom fortræffelige oplysninger. Han siger, at han først har skrevet en »Islænderbog«, Islendingabók (dette er en bogstavelig oversættelse af den latinske titel, Are har brugt, og som findes over det 1. kapitel: Libellus Islandorum) for biskopperne, Torlak og Ketil, som han har vist den, og Sæmund præst; »men da det behagede dem at have det således eller at tilföje noget«, så skrev Are en anden. De nævnte lærde har altså ønsket, at bogen skulde være som den var, men har ment at der dog kunde tilföjes noget; hvad dette har været, vides ikke; men så tilföjer Are: »jeg skrev denne bog på samme måde, men uden ættetal og kongers liv og tilföjede det, som jeg senere fik kundskab om, og som nu er udførligere fortalt i denne end i hin«. Det er heraf klart, for det første, at der i den 1. udgave fandtes et »ættetal« og »kongers liv«, som Are har udskilt, vistnok fordi han kom til erkendelse af, at sådanne æmner lå udenfor hans egenlige æmnes rammer. Det er umuligt nu at afgöre, hvori »ættetallet« og (de norske) »kongers liv« bestod; det sidste var vel en kortfattet, skematisk fremstilling af de norske kongers regeringstid, altså kronologiske, og mulig nogle mindre, historiske bemærkninger. Desværre er den ældre Islænderbog helt tabt. Men den er bleven benyttet af andre yngre historieskrivere og det er den, der sigtes til, når Are citeres, og det forekommer ikke sjælden. Han anføres som hjemmelsmand for angivelser angående norske fyrsters regeringstid og lign. og dernæst for lignende angivelser angående islandsk personalhistorie (især personer fra landnamstiden), slægtskabsforhold og lign. Disse henvisninger passer fortræffelig på den ældre bog. Derimod findes der ikke henvisninger til den yngre Islænderbog, hvad grunden så end kan være. Denne bogs begyndelse består af 3 småstykker; det første er Ares redegörelse for hans to bøger, der så godt som helt er ovenfor anført; det andet indeholder Harald hårfagers slægtregister, vistnok bevaret fra den ældre bog og det fordi kap. 1 begynder med at nævne Harald; det er således af en forberedende, oplysende art; det 3. stykke er et kapitelregister — hvorefter det egenlige skrift tager sin begyndelse. Det består af 10 kapitler, hvori der gives en oversigt over Islands historie fra landnamstiden af og indtil 1120. Det 1. kap. handler om Islands bebyggelse med nöjagtig tidsangivelse; i tilslutning hertil anføres i k. 2 4 af de vigtigste landnamsmænd, én for hver fjærding. Derpå fortælles om Ulfljot og hans love i k. 3, om altingets oprettelse og altingsstedets valg. I tilslutning hertil nævnes de to første lovsigemænd og deres funktionstid. I kap. 4 giver Are en oplysning om en vigtig forbedring af den islandske kalender efter råd af Torstein surt. I k. 5 fortælles om en tingstrid, der førte til et vigtigt forslag om en forandring i procesvæsenet og i forbindelse dermed til en inddeling af landet i fjærdinger. De næste to lovsigemænd nævnes. I k. 6 meddeles Grönlands opdagelse, i k. 7 Islands kristning på foranstaltning af Kong Olaf Tryggvason. K. 8 meddeler navnene på udenlandske biskopper, der havde opholdt sig på Island, og de 5 næste lovsigemænd. 9. og 10. kap. handler hovedsagelig om de to første biskopper, Ísleif og Gizur; lovsigemandsrækken føres ned til Bergtor Hrafnsson (til 1122) og Gudmund Torgeirsson (1122-34). Kap. 10 ender med ordene »Her sluttes denne bog«.


Der er meget at sige om Ares bog. Hvad der først og fremmest falder i öjnene er det sikre blik, hvorved stoffet er valgt og ordnet. Det er i virkeligheden de vigtigste hovedpunkter i landets historie, som Are har givet. Dernæst søger han kronologisk ved årstal og andre data at tidsfæste begivenhederne, og her er lovsigemændenes række af overordenlig betydning. For det tredje lægger man mærke til Ares nöjagtige og omhyggelige redegörelse for hans kilder. Så godt som alt henføres til pålidelige også ellers kendte mænd og kvinder; deriblandt indtager Hallr og Teitr den første plads; skjalden Markus Skeggjason var hjemmelsmand for hele lovsigemandsrækken; dennes bedstefader huskede den anden lovsigemand; således anfører Are ikke alene sin hjemmelsmand, men begrunder også dennes viden. Ares farbroder var hjemmel for Grönlands bebyggelse, men han havde fået sin viden fra en mand, som selv deltog i Erik den rødes opdagelse af landet. Og således videre. Der er i alt 9 hjemmelsmænd. Desuden hentyder Are til en almindelig tradition. Der er kun 3 stykker, som Are ikke anfører hjemmelsmænd for, men det ligger meget nær at antage, at de også hidrører fra nogle af de navngivne.


Ligesom Are således har stræbt at göre sit lille skrift så pålideligt som muligt, er der heller ingen tvivl om, at det er lykkedes ham; hvert eneste ord i hans fremstilling er sandt; der er ingen begrundet tvivl mulig. Hans absolute sans for kritisk historisk objektivitet og søgen efter historisk sandhed træder frem på ethvert punkt og får sit direkte udtryk i slutningsordene af det aller første stykke (det eneste, der ikke för blev anført i sin sammenhæng); de lyder: »men hvad der så end kan være berettet fejl i disse kundskaber (ɔ: historiske beretninger), er det en pligt, hellere at vælge det, der viser sig at være rigtigst«. Uagtet dette er selvfølgelige ord i og for sig, er det velgörende at høre den første forfatter være så klar og så redelig i sin historiske forskning. Ares metode er fuldt ud videnskabelig i rent moderne forstand — intet mindre. Hvad hans fremstilling angår, er den lige så mesterlig. Der er en ægte gammeldags kraft og kærnefuldhed i udtrykket; kortfattet er han naturligvis nok; dog er hans fremstilling f. eks. i kap. 7, 9 og 10 ret fyldig; han refererer Torgeirs tale 1000, omtaler ret udførlig Hjalte Skeggjason og anfører endogså den kvædling, hvorfor, han landsforvistes. I stilistisk henseende kan Are egenlig ikke siges at have lagt an på nogen særlig knaphed. Hans stil er noget tung på sine steder og sætningsbygningen noget indviklet, hvad der er naturligt nok, men ingensinde bliver han dunkel. Han omtaler et par gange sig selv; det er nærmest for at vise, hvorledes han er kommen i berøring med så udmærkede hjemmelsmænd, mulig også for at antyde, hvorledes han er kommen ind på sit historiske studium. — Det var som bemærket en uvurderlig lykke for den islandske historieskrivning at have en så udmærket banebryder; ham skylder de senere sagaer måske mere, end man nu er i stand til at påvise; men respekten for sandhed og kritisk vurdering af traditionen har de senere forfattere lært af Are.


Når skriftet er forfattet er vanskeligt med bestemthed at sige. Som nævnt anføres Gudmund Torgeirsson som den sidste lovsigemand; efter det skulde det være afsluttet kort efter 1134. Men der er grundet formodning om, at denne lovsigemands nævnelse beror på en senere tilföjelse (af Are selv eller en anden); i det første af de to tilföjede stykker (hvorom straks mere) hedder det om biskop Torlak: »som nu er biskop i Skalholt«; han døde 1133; der er al grund til at antage, at ikke blot dette stykke, men også Islænderbogen er skrevet för dette sidste år. I grunden behøver dog kun antallet af Gudmunds år at være tilföjet. Bogen kan antages et være skreven i tidsrummet 1122 (biskop Ketils tiltrædelsesår) til 1130.


Efter bogens afslutning findes to tillæg, som de kunde kaldes. Det første er de første (tre) Skalholtske og (to) Holumske biskoppers slægtregister, der føres op til landnamsmænd og -kvinder. Det andet består af »Ynglingernes og Bredefjordsmændenes«, d. v. s. Ares eget slægtregister; det slutter med ordene: »men jeg hedder Are«. Det begynder med »Tyrkernes konge Yngve«; i visse henseender afviger denne genealogi fra Tjodolfs i Ynglingatal (jfr. foran s. 99).


Andre skrifter kendes ikke af Are. Der er dog grunde, der taler for at en fortegnelse over islandske præster fra 1143 hidrører fra ham. Selv er han ikke optaget deri. Denne fortegnelse afsluttes med en notits om biskop Ketils død 1145 — »det fortalte biskop Magnus . . . til Are frode«.



Islandske slægtsagaer


Den rækkefølge, i hvilken disse sagaer skulde omtales, kunde være forskelligartet. De kunde ordnes efter indholdets art og hovedpersonernes væsen, men dette vilde dog have sine vanskeligheder. Den topografiske ordning har unægtelig noget mekanisk udvortes ved sig, men den har alligevel sine fordele, og den vil blive benyttet her. Vi vil da begynde omtrent ved grænsen mellem sydlandet og vestlandet, og derpå gå videre mod vest og nord og landet rundt. Den første saga, der da møder, er


Egils saga Skallagrimssonar. Den fortæller udførlig om Egill, især om hans udenlandsrejser og de på dem forefaldne begivenheder; derimod dvæler den mindre ved begivenheder på Island, undt. til slutning, hvor der fortælles om Torstein Egils sön. Men sagaen indeholder meget mere, nemlig en udførlig beretning om slægtens norske medlemmer fra og med den gamle Kveldulfr af og dennes to sönner Torolf og Skallagrim. Torolf blev kong Haralds håndgangne mand, men blev bagvasket af to brødre, der mente sig forurettede af ham, og senere dræbt af Harald selv. Herved lagdes grunden til den langvarige fejde mellem de to ætter, Kveldulfs og den norske kongeslægt, der går som en rød tråd gennem hele sagaen, lige ned til slutningen, hvor det fortælles, at Skule Torsteins sön, skjalden, var på Barden hos Erik jarl imod kong Olaf i Svolderslaget. Kveldulfs og Skallagrims udvandring og den sidstes landtagning og liv på Island omtales udførlig. Sagaen giver i anledning af disse og andre begivenheder udmærkede bidrag af kulturhistorisk art både vedrørende Norge og Island, bidrag, hvis pålidelighed er hævet over enhver tvivl. Også kaster sagaen et klart lys over norske retsforhold i det 10. årh., over runernes brug og meget mere. Dens historiske og kulturhistoriske betydning er meget fremragende. De angreb, der er bleven rettede mod denne saga især, har vist sig at være meget løse og uberettigede. Lige så stor en betydning har sagaen ved sin fortræffelige, logiske sammensætning, ved sin uovertræffelige stil og fremstilling og ikke mindre ved sin persontegning. Der er mange og meget forskellige personer og karakterer, der her optræder; men alle er de så skarpt skårne, så individuelt-ejendommeligt skildrede, at det er en fryd. Man skal lede længe efter sådanne persontegninger som dem, der f. eks. findes på engang i beretningen om Egils Værmlandstog. Sagaens kilder er slægtens traditioner og Egils digte og vers, hvoraf der findes mange; nogle uægte vers findes deriblandt, mærkeligt nok. Om de tilhører sagaens ældste form er vanskeligt at sige; helt er den ikke bevaret i sin ældste skikkelse; på den anden side har den heller ikke undergået nogen synderlige ændringer eller interpolationer. Den er sikkert ikke yngre end fra tiden ved 1200, snarere noget ældre; præsten Skapte nævnes som hjemmelsmand; han levede ved midten af det 12. årh. Derfor er det mere end tvivlsomt, hvorvidt Snorre har nogen andel i sagaen; man har endogså villet göre ham til dens forfatter. Vist er det, at forfatteren er vel kendt med sagaens islandske skueplads; han kender den ud og ind, og har sikkert på en eller anden måde været knyttet til Egils slægt. Som bemærket er sagaen i det hele meget pålidelig; kun angående begivenheder i England i den første fjærdedel af det 10 årh. er den mindre vel underrettet; der blander forf. åbenbart og let forståeligt to slag sammen (det er dog vistnok ikke hans, men traditionens, fejl).


Nær til Egils saga slutter sig Gunnlaugs saga ormstungu, idet den danner en kronologisk fortsættelse deraf. I øvrigt er de i indhold höjst ulige. Gunnlaugssaga er en elskovshistorie fremfor alle andre. Den kvindelige hovedperson er Egils sönnedatter, Helga den fagre; hun og Gunnlaugr elsker hinanden, og han fæster hende, rejser derpå udenlands, men bliver længere borte end han skulde. Helga bortgiftes, mod sin vilje, til Hrafn Önundsson, en skjald, som Gunnlaugr havde krænket i kong Olaf den svenskes hal. Deraf tvekampe mellem de to medbejlere; den sidste stod i Norge; Hrafn faldt, men først efter at han, mod tro og love, havde givet Gunnlaugr ulivssår. »Han undte ham ikke Helga den fagres favntag«. Til slutning fortælles Helgas egen tragiske skæbne og død med Gunnlaugs-gaven, den prægtige kappe, for sine öjne; gennem den mindedes hun ham. Sagaen er en af de korteste, men også en af de skönneste. Man forbavses over, at vore forfædre har rådet over så bløde stemninger, som der her træder frem, men de kendes mange andre steder fra. Sagaen er et mesterværk i enhver henseende. Kompositionen er fast og simpel; med velberegnet kunst og virkningsfuldt anføres i begyndelsen en dröm, Torstein, Helgas fader, skal have haft; men denne dröm er sagaen selv i dens kærne. Den spænder over et ganske ringe åremål, kortere end nogen anden saga. Den er uden tvivl forfattet i hovedpersonernes hjemstavn — og på grundlag af udmærkede traditioner. At sagaen begår en kronologisk fejl, er uden betydning; det er en almindelig forekommende fejlregning m. h, t. Sven Tveskægs død. Sagaen anfører vers af Gunnlaugr og Hrafn og desuden et vers af Tord Kolbeinssons digt om Gunnlaugr (se ovf. s. 129). Sagaen er overleveret vistnok ganske uforandret i dens oprindelige skikkelse.


Til Egils saga slutter sig også Bjarnar saga hitdœlakappa, der i meget minder om Gunnlaugss; den er ligesom denne en elskovshistorie. Hovedpersonerne her er Björn (se ovfr. s. 114) og Oddny øfakkel; den 3., Oddnys mand, er Tord Kolbeinsson (se ovf. s. 129), der har ægtet hende ikke uden svig og falske foregivender (om sådanne var der ikke tale i Gunnl. s.). Det ender med, at Tord dræber Björn, hvorpå Oddny bliver sjælesyg og visner hen. Der fortælles udførlig om Björns ophold i udlandet og forskellige sammenstød med Tord. Sagaen er bedrøvelig dårlig overleveret. Den findes mangelfuldt og for det meste kun i papirsafskrifter — og det er egenlig kun én, der duer —; begyndelsen er tabt, men findes i noget ældre og afpasset form i en bearbejdelse af Olaf d. helliges saga. Således må sagaen nu sammenflikkes og endda er der en lakune i den. Efter dens nuværende form at dömme er den langt fra så godt og fast bygget som de foregående, og der er endel at bemærke til den, men det er mulig overleveringens fejl. Den er meget jævnt fortalt og er i det hele meget ukunstlet. Den til grund liggende tradition synes i det hele at have været meget god, men æventyrlige motiver og udsmykninger er den ikke helt fri for; Björn siges at være bleven opdraget hos Skule på Borg, men det må være en fejl for Torstein. Den rigtige bedömmelse af disse ting er, atter på grund af overleveringen, vanskelig. Sagaens tidsregning er åbenbart noget forvirret. I det hele og store må sagaen dog betragtes som historisk troværdig. Også den er uden tvivl forfattet på Myrar-egnen eller i Björns hjemegn. Dens forfatter har forskellige interesser; de går særlig i antikvarisk retning, men han interesserer sig også for retsvæsen m. m. Sagaen grunder sig på den mundtlige overlevering og Björns og Tords vers, hvoraf den anfører mange. Som hjemmelsmand anføres en Rúnolfr Dálksson; denne var en præst på vestlandet ved midten af det 12. årh. Dette giver et godt fingerpeg m. h. t. sagaens affattelsestid omkr. 1200. Ældre end ca. 1250 var den, da den citeres i Grettiss. Mulig er den bleven bearbejdet.


Om Harðarsaga, hvis hovedindhold foregår i en sydligere egn, vil der senere blive talt. Der har været en gammel saga, men af den er kun begyndelsen bevaret. Langt senere er den bleven helt omarbejdet, så at en ny saga kan siges at være opstået. — Også Hönsetoressaga, der lokalt tilhører denne gruppe, vil senere blive behandlet.


De egenlig vestlandske sagaer er følgende:


Eyrbyggja saga, således kaldt efter en hovedfamilje på gården Eyrr; men den kunde godt kaldes Snorre godes saga, da det dog er ham, der er dens hovedperson fra det tidspunkt af, at han begynder at kunne optræde. Sagaen er en af de længste og omspænder tiden fra landnamstiden af og til Snorres død 1031. Den omtaler først landnamsmænd på sydsiden af Bredefjorden, på Snefjældsnæssets nordside, hvoraf den vigtigste var Torolf Mostrarskæg; hans sön var Torstein torskebider, der druknede i en ung alder og efterlod sig to sönner, Torgrim og Bork; Torgrims og Tordis, Gisle Súrssons søsters, sön var Snorre. Der fortælles i begyndelsen om en interessant tingstrid og i forbindelse dermed hovets hellighed, der blev krænket. Efterat Snorre var bleven voksen, bliver han, som sagt hovedpersonen, og der fortælles om forskellige ættefejder og bygdestridigheder, hvoraf endel er overmåde interessant, f. eks. striden med Torarin svarte på Mávahlið, en sön af den troldkyndige Geirrid; hun havde en broder, goden Arnkel, der måtte lade sit liv for Snorre. Snorre selv beholdt sin magt og anseelse til sin dødsdag og er en af sin tids störste og mærkeligste hövdinger. Der fortælles morsomt om Turid på Frodå, Snorres noget letsindige søster, om hendes pragtlyst og elskovshistorie. Der fortælles om gengangere på en höjst interessant måde; døde mænd kom hver aften til huse, og man fandt endelig på det råd, ligefrem at stævne dem til at blive borte, osv. Sagaen er meget episodisk og hænger ikke sammen helt igennem kapitel for kapitel. Den er meget grundig fortalt og dens forfatter har ikke alene benyttet den mundtlige tradition, der er hovedkilden og hvortil der ofte hentydes, men også Ares værker; ligeledes skjaldekvad som draper om indenlandske hövdinger (Snorre og Illuge på Gilsbakke, der også optræder i sagaen) og den nævnte Torarin svartes udmærkede vers om hans egne forhold m. m. Her foreligger der en saga, som i dens helhed umulig kan bero på den mundtlige tradition; den bærer, man kunde sige, den lærde gransknings fulde præg. Rimeligvis er den i sin nuværende skikkelse noget bearbejdet og udvidet, hvilket, da den fra først af var episodisk, så meget lettere kunde ske. Der er næppe tvivl om, at sagaens hovedindhold er fuldt ud pålideligt; det støttes på flere punkter ved andre kilder. Endogså i beretningen om en proces er det bevist, at den er vel underrettet. Fra Landnáma har den ikke hæntet noget stof; derimod er det omvendte tilfældet. Heri — foruden i flere andre omstændigheder — ligger et klart og bestemt fingerpeg om sagaens tilblivelsestid. Yngre end 1200 er den ganske sikkert ikke. Forfatteren er uden tvivl en gejstlig mand, en af disse samvittighedsfulde, folkelige mænd, der kun siger, hvad de har erfaret, og som fortæller det ligefrem og uden omsvøb; personskildringerne er som sædvanlig fortræffelige og forfatteren stiller sig ganske upartisk overfor dem alle. Af hovedpersonerne er særlig at lægge mærke til Snorre og hans modstander, den ædle Arnkel; den fortræffelige Torarin svarte er meget interessant og klart skildret karakter; lige så tydelig er den gamle krakiler Torolf bægefod tegnet, og mange, mange flere. Forfatteren er selv stærkt optaget af de gamle kulturforhold og ret. Uden tvivl har han, der viser sig at være udmærket stedkendt, levet i sagaens egne; han har måske været knyttet til Helgafells kloster.


Laxdæla saga. Dette er den anden störste saga fra vestlandet og handler om Laksdölerne, d. v. s. den familje, der var knyttet til hovedgården Höskuldstaðir i Laksådalen, og til gården Hjarðarholt. Også den omspænder et lignende tidsrum som Eyrbyggja; den begynder med landnamskvinden Auðr den dybsindige, der førte sin slægt dels til Færøerne, dels til Island. En af hendes nærmeste efterkommere var Höskuld, om hvem der udførlig fortælles. På en udenlandsrejse købte han en trælkvinde, der viste sig at være en irsk kongedatter, Melkorka; med hende fik han sönnen Olaf, den senere berömte Olaf på til Hjardarholt, der blev gift med Egill Skallagrimsons datter. Denne og hans sönner, hvoriblandt Kjartan var den fornemste, bliver nu sagaens hovedpersoner på den ene side, og på den anden familjen på Laugar, Osvifr den spake (Einar skåleglams broder) og hans datter især, den berömte Gudrun. Sagaens sidste del handler særlig om forholdet mellem Kjartan og Gudrun, denne sagaernes måske mest storslåede kvindekarakter; det endte med Kjartans fald for hans fostbroder Bolles hånd, der var bleven gift med Gudrun. Sagaen er i det hele mesterlig komponeret; den falder ikke i afsnit som Eyrbyggja; der går en logisk, pragmatisk skæbnetråd gennem det hele, hvortil et sværd er knyttet af lignende art som Tyrfing i Heidrekssaga eller skatten i Gjukungedigtningen. Alt er omhyggelig motiveret. Dog findes der enkelte ujævnheder, man ellers ikke er vant til, pludselig opdukkende stedsnavne og lign.; dette kan bero på sagaens nuværende tilstand. Den er vistnok netop i begyndelsen stærkt bearbejdet, ja, man kunde tro, at begyndelsen var en senere tildigtning; dens fremstilling er historisk umulig og ganske i strid f. eks. med Eyrbyggja (ang. Ketil flatnefr). Dette kunde forklares ved, at begyndelsen af sagaen var gået tabt og at man så senere fabrikerede en ny; senere vil et lignende eksempel blive nævnt. Også andre steder synes der at foreligge spor af bearbejdelse. På et punkt hersker der overordenlig stor forvirring, nemlig m. h. t. tidsregningen; der er mange forsyndelser mod den; den værste af dem er vistnok den, at forfatteren, af en vis forkærlighed for den unge Bolle Bollason — født efter sin faders død —, endelig vil lade denne deltage i hævnen efter faderen, der altså først skulde være foretaget en urimelig mængde år efter drabet. Sikkert findes der endvidere udsmykninger og uhistoriske beskrivelser f. eks. i beretningen om Olafs ankomst til Irland (en beretning, som, det være i forbigående bemærket, viser, hvor lidet kendskab forf. har haft til virkelige irske forhold) og flere steder. I det hele kan det vistnok siges, at sagaen mange gange gör indtryk af at være mere digtning end historie (jfr. f. eks. forholdet mellem Kjartan og Ingebjörg i Norge). Dog er der næppe tvivl om, at hovedtrækkene er rigtige. Sagaens kilder er omtr. som Eyrbyggjas; der er benyttede skriftlige kilder; Are citeres udtrykkelig (slægtregistrene i den ældre Islænderbog); digte har forf. kendt, men hovedsagelig er det mundtlige fortællestof kilden; mulig har forfatteren benyttet dette på en selvstændig, men vilkårlig måde, i så fald vilde sagaen være temlig enestående. Forfatteren kan med temlig stor sikkerhed betegnes som en gejstlig mand. Han har særlig interesse for gamle sædvaner, især retsforhold og love. Han har et absolut nöjagtigt kendskab til de egne, hvor sagaens begivenheder foregår; der er således ingen tvivl om, hvor han bör søges. Ares kritik har han visselig ikke besiddet, men én egenskab har han ejet i fuldt mål, ævnen til at skildre sine personer, ikke mindst de kvindelige; med en aldrig svigtende sikkerhed tegner han dem, hvad enten de er de blide og kvindeligt ömme som Hrefna, Kjartans hustru, en af sagaens yndigste kvindeskikkelser, eller det er de kraftige, lidenskabelige, hævnlystne kvinder som Gudrun, der i meget minder om Eddadigtenes Brynhild. Mændene er også dygtig skildrede. Mærkeligt nok er Kjartans karakter, så levende den end er, ikke absolut sympatetisk; han er gudfrygtig, efter sin omvendelse, og på en måde ridderlig, men dog begår han en utrolig lavhed.


Sagaen er bestemt yngre end 1184 (klostrets oprettelse, hvortil der hentydes); på den anden side haves brudstykker af et håndskrift, der synes at måtte sættes til tiden for 1250. Man tager. næppe fejl ved at ansætte den til tiden omkr. 1200. Landnáma er ikke benyttet.


Den såkaldte Bollaþáttr, som i håndskrifterne danner sagaens slutning, er et meget ungt produkt (fra omkr. 1300) og meget uhistorisk.


I det inderste, nordøstlige hjörne af Bredefjorden findes Torskafjorden. Her foregår — bortset fra de udenlandske begivenheder — sagaen om Guld-Tore, Gull-Þórissaga. Den er mangelfuldt overleveret; der findes en lakune i midten af den. Tore er en sön af landnamsmanden Oddr skraute og tilhører således det 10. årh.s første halvdel; længere ned end til hans død eller rettere sagt til hans forsvinden går sagaen ikke. For så vidt er den, hvad indhold angår, en af de ældste og ret enestående. Tore rejser udenlands og erhværver sig meget guld på sine tog, — især på et af disse, ved Dumbshav; ved at dræbe flyvende drager kommer han i besiddelse af deres guld, der findes gemt i en klippehule. At man her er på den anden side af historien og inde i æventyrets land er sikkert nok. Her foreligger en udsmykning eller, om man vil, en forvanskning af det ægte oprindelige. I samklang med dette er det at Tore tilsidst selv bliver et på sit guld rugende væsen. Hvad der i øvrigt fortælles om Tores opvækst og stridigheder med naboer på Island er langt mere ædrueligt, og der er næppe grund til at betvivle den historiske sandhed deraf. Desværre bevirker lakunen at herom kan der ikke med fuld sikkerhed dömmes. Sagaen har fra først af dannet et fastbygget hele og synes at være godt komponeret. Men den oprindelige saga er vistnok bleven stærkt overarbejdet i tidens løb. At den må tilhøre den ældste sagagruppe fremgår deraf, at den nævnes i Landnáma, som dog ikke har benyttet den. Den sidste udgiver mener, at sagaen, er fra ca. 1300; det må da gælde dens nuværende form. Fremstillingen er meget ligefrem og simpel. Forfatteren er udmærket stedkendt og har særlige interesser for steder og stedsnavne. Der er intet, der taler særlig for, at han har været gejstlig.


Den tredje hovedfjord (fra syd af), der skærer sig ind i den nordvestlige del eller halvø af Island, de såkaldte Vestfirðir, er Dyrafjord. Her er hovedskuepladsen for Gisle Súrssons saga, Gísla saga Súrssonar. Denne foreligger i to bearbejdelser; dette gælder dog især begyndelsen, der er helt forskellig i de to hovedhåndskrifter (bearbejdelser), der haves. Men der er ikke mindste tvivl om, hvorledes forholdet er at opfatte. Det ene har bevaret den ægte begyndelse; i det andet er den et ungt fabrikat, der dels beror på reminiscenser, dels på fri fantasi og læsning i andre sagaer. Forklaringen heraf er sandsynligvis den, at en mand har ejet et i begyndelsen defekt håndskrift og ikke kunnet få fat i et fuldstændigt; han har så selv lavet eller fået en anden til at lave en ny begyndelse. Selv om man ikke havde den ægte tekst, vilde man dog kunne bedömme den senere lavede rigtig; begyndelsen er aldeles usagamæssig, og Gisle foretager vikingetog af fuldstændig skablonmæssig art. Den ægte bearbejdelse af sagaen findes dog ikke helt i dens oprindelige skikkelse; men det er dog kun stilen, der vistnok her er noget ændret — håndskriftet er meget ungt — og måske er der hist og her gjort tilföjelser; her hjælper den anden bearbejdelse på mange punkter, samt et lille brudstykke af et tredje håndskrift. — Sagaens hovedindhold er kort antydet ovf. s. 117. Dens hovedperson er skjalden Gísli Súrsson og hans trofaste og behjærtede hustru Auðr, foruden hans søster og broderen Torkel, der er en modsætning til Gisle, og så hans søsters mand eller mænd, brødrene Torgrim og Borkr, samt Auds broder Véstein. Denne dræbtes af Torgrim, der igen blev dræbt af Gisle. Herom og om de for Gisle tragiske følger, fredløshed, handler sagaens hovedpart; indledningen fortæller udførlig om slægtens norske forhistorie og hvad der gav anledning til dens udvandring til Island en lang tid efter landnamstiden. Sagaen foregår ved og efter midten af det 10. årh. Den er altså en fredløshedens saga, og det af en meget interessant art. Det er en af de smukkeste og helstøbteste sagahelheder, der haves, hvor alt hænger på det nöjeste og mest logiske sammen. Der er en uafbrudt kæde af årsagsammenhæng helt igennem. Fremstillingen er i sproglig henseende fortrinlig, og personerne, som sædvanligt, udmærket skarpt tegnede; især bör det bemærkes, at et par søskende, ikke voksne, er skildrede på en henrivende og naturtro måde. Forfatterens kilder er traditionen og Gisles mange vers, og det lader til at den første har været ret solid og pålidelig, uagtet der kan påvises fejl deri; af den yngre bearbejdelse ses dog, at der har været forskellige, omløbende sagn af uhistorisk art, knyttede til Gisle, men disse er rimeligvis yngre end 1200. Yngre end 1200 er sagaen selv sikkert ikke. Sagaen har i antikvarisk henseende, f. eks. m. h. t. fostbroderskabet og dets indgåelse, stor værdi. Dens forfatter røber sig på forskellig vis som gejstlig. Han er nöje stedkendt. Sagaens tidsregning er ret god.


I egnene ved selve Isefjordsdybet begynder og foregår endel af Fostbrœðra saga, om fostbrødrene Torgeir og Tormod. Denne saga, om hvis indhold der för er givet antydning (s. 139 — 40), er en af de mærkeligste m. h. t. overleveringsmåden. Den findes i sin reneste form i Hauksbók, men her mangler begyndelsen. Dernæst findes den i flere andre — yngre — håndskrifter, men i disse er teksten bleven meget mishandlet, mere eller mindre stærkt udvidet i stilistisk henseende (samtaler og lign.), dels episoder tilföjede tildels af uhistorisk art; endel »lærdom« findes også her anbragt på en enestående måde; i anledning af at det omtales, at enhver knokkel i en mand rystede af skræk, meddeles, hvor mange knokler menneskets legeme består af, for ikke at tale om, at bearbejderen (el. bearbejderne, for der er sikkert flere) ofte søger at blive drastisk-morsom, hvilket her vil sige det samme som smagløs. Om Tormod findes også i Olafssagaer en fremstilling af hans sidste stunder; her er afvigelser fra sagaens, der viser, at den er mindre korrekt på dette punkt. Ellers haves ingen midler til at kontrollere sagaens indhold, men dette synes i det hele og store at bero på en god tradition, endogså det afsnit, der handler om Tormods ophold i Grönland; det topografiske kendskab synes endog mærkelig trofast bevaret. Den oprindelige saga stammer sikkert fra tiden ved 1200. Den er eller var godt og jævnt fortalt og med god sammenhæng. Forf.s kilder var traditionen og så Tormods vers, som han dog næppe allevegne har benyttet som korrektiv til det mundtlig fortalte. Fostbrødrenes karakter er godt skildret.


Herefter kommer de nordlandske sagaer. På grænsen mellem vestland og nordland er Strandasyssel; herfra findes ingen sagaer, men der foregår enkelte begivenheder her, der fortælles i andre sagaer (f. eks. Eyrbyggja).


Nordlandets vestligste egn er en stor sagaegn. Der er Grettissaga, men den vil senere blive behandlet; der er Kormákssaga, om den gælder det samme. Endelig er der Bandamannasaga, en lille, men interessant saga, ikke mindst fordi den handler om begivenheder ved midten af det 11. årh.; for så vidt er den omtrent enestående. Den findes i to bearbejdelser; den længste er sekundær og udvidet af den anden især i stilistisk henseende. Hovedpersonen er den unge, opadstræbende bondeson Oddr Ófeigsson — der også kendes fra Harald hårdrådes saga —, en driftig købmand, der også vilde være hövding. Oddr blev uvenner med en mand, han betroede sit godedömme og som ikke vilde levere det tilbage. Han anlægger sag, begår en formfejl og taber den til stor glæde for de andre goder, (de mod ham sammensvorne hövdinger kaldes bandamenn). Nu optræder Odds gamle fader, den listige Ófeigr, og bestikker hövdingerne, så at sagen bliver taget op igen og vindes, men Ófeigr snyder de pengebegærlige hövdinger på den blodigste og — morsomste måde. Sagaen er fortalt jævnt og muntert; den giver et fortræffeligt billede af de fredelige tilstande ved midten af det 11. årh. Det er helt forskelligt fra de tidligere tiders. De enkelte hövdinger karakteriseres på en træffende måde; især er Egill Skúlason fra Borg interessant; han minder endel om sin oldefader. Ved sit humör og sit lune er sagaen, der tilmed er ganske ublodig, overmåde tiltalende. Den er forfattet i slutningen af det 12. årh.; en Snorre Kálfsson, som døde 1175, nævnes deri; på den anden side er den ældre end Grettiss.


Hallfreðarsaga, om skjalden Hallfred (se ovf. s. 124 — 27). Også det er en kort, godt sammensat saga om den berömte skjald, bygget over mundtlig tradition og ikke mindst Hallfreds mange løse vers. Det er en meget morsom saga, vistnok forfattet i Hallfreds oprindelige hjemstavn, Vatsdalsegnen eller i nærheden, næppe på sydlandet, hvor hans fader senere blev nødt til at nedsætte sig. Sagaen har beröringspunkter både med Gunnlaugssaga og Vatsdælasaga. Den er udmærket godt fortalt og i enhver henseende af en sådan art, at den må tilhøre tiden ved 1200. Den blev for störste delen optagen i Olaf Tryggvasons saga; de her optagne stykker blev i det 14. årh. samlede og udskrevne til en særskilt saga. Heldigvis haves tillige den oprindelige form af den. Der er meget, der taler for, at forfatteren har tilhørt den gejstlige stand.


Hovedsagaen fra de her pågældende egne er Vatsdœlasaga, en af de störste. Den omspænder tiden fra landnamstiden af eller endogså för og når helt ned til tiden omkr. 1000. Den behandler særlig en familjes historie i fire slægtled, hvis historie dog ikke så nöje er forbundet som f. eks. i Laxdæla. Den bliver endel episodisk, og dog går der ligesom en skæbnetråd gennem det hele. Efter slægtens förislandske historie, der gives som indledning, kommer hovedpersonen Ingimunds og hans sönners historie. Ingimund tog den skönne Vatsdal i besiddelse og boede på gården Hof. Blandt hans sönner var især den vise Torstein og den kraftig-ubændige Jökull, Grettis bedstefader. Der fortælles især om deres virksomhed for egnens fred og sikkerhed (bekæmpelse af skurken Hrolleifr, der endogså blev den gamle Ingimunds banemand; drab af en ugærningsmand osv.). Det tredje slægtled betegnes ved Torsteins unge sönner, den skönne Ingolf, hvem alle Vatsdalens piger var forelskede i, og Gudbrand, der bægge fandt en brat og tidlig død. Her fortælles om Ingolfs elskov til Hallfreds søster. Endelig er Ingimunds dattersöns sön, Torkel krafla, hovedpersonen i den sidste del; her er det især kristendommens forkyndelse og Torkels forhold til den, der omtales. Sagaen er ikke blot meget interessant i historisk henseende, men den indeholder tillige særdeles meget af betydning for oldtidens sæder og skikke; der findes oplysninger om finlappers trolddom, om völver, om nidstang, om tvekampe og meget mere, der alt gör det pålideligste indtryk. I det hele er der ingen tvivl om, at sagaen, der næsten er uden vers, i alt væsenligt bygger på en særdeles god, gammel tradition, men den findes ikke helt i sin oprindelige form, i hvert fald ikke i stilistisk henseende, men håndskrifterne, den findes i, er også ret unge. De unge ord og udtryk, der findes, har ingen betydning for sagaens alder; denne må sættes til tiden ved 1200 som ellers. Sagaen er benyttet i Landnáma. Der er mange meget interessante mandskarakterer i sagaen, hver med sit bestemte præg, ligefra hin Jökull, stimanden og jarlesönnen, til Ingimund, Torstein, Jökull og Torkel krafla, foruden alle andre. Kvinderne er her derimod meget lidet fremtrædende. At forfatteren er en gejstlig, fremgår med al ønskelig tydelighed især af sagaens slutning.


Heiðarvígasaga eller saga af Víga-Styr ok Heiðarvígum. Af denne saga findes nu kun den sidste halvdel i et gammelt håndskrift, der må henføres til 13. årh. Den første del af sagaen brændte desværre i Sverrig, uden at der var tagen nogen afskrift deraf. Den gamle Jón Ólafsson (d. 1779), Arne Magnussons sekretær, havde læst den og huskede det væsenligste af dens indhold og enkelte sætninger ordret; alt dette skrev han ned, og det er således udelukkende gennem hans optegnelser, den første del kendes. Sagaens to hovedafsnit, der antydes ved det sidst anførte navn, hang ret tyndt sammen. Hovedpersonen i den første er den voldsomme hövding Víga-Styrr, Snorre godes svigerfader; der fortaltes ret udførlig om ham og hans forskellige bedrifter (drab osv., forhold til de to fra Eyrbyggja velkendte bersærker), indtil han endelig blev slået ihjæl af en ung mand, hvis fader han havde dræbt; Snorre hævnede sin svigerfader ved et formeligt krigstog til Borgarfjorden, hvor Styrs drabsmand havde tilhold. For så vidt hører sagaen sammen med Eyrbyggja, med hvem den har meget stærke berøringspunkter. En sammenligning godtgör, at Styrs-afsnittet har i historisk pålidelighed stået tilbage for Eyrbyggja; dette hidrører sikkert fra, at det hele forfattedes på nordlandet og ikke i Styrs hjemstavn. Den tråd, der forbinder den sidste del med den første, er den, at tiltrods for, at forlig var indgået angående Styrs drab, var der dog nogle, der vilde tage blodhævn for en af Snorre på toget dræbt hövding. Den mand, der skulde dræbes, blev reddet af den unge Hallr, en sön af Gudmundr Sölmundarson (i Hunavatssyssel, i egnen nord for Vatsdalen); herfor blev så Hallr selv dræbt. Det er dette, der indleder og afstedkommer, hvad den sidste del indeholder. Der er atter et formeligt krigstog, som Halles broder, Barði (Víga-Barði), på moderens kraftige æggelse og efter lang forberedelse, der nöje beskrives, foretager til Borgarfjorden; her fuldfører han hævnen, men forfølges af Borgfjordske hövdinger, og det kommer så til det berömte slag på den store hedestrækning (fjældstrækning), Heiðarvíg (hvorefter sagaen er opkaldt), i året 1015, hvori f. eks. skjalden Tindr Hallkelsson deltog (to vers haves af ham derom). Bardes skæbne efter slaget fortælles. Det hele udgjorde et logisk og kavsalt sammenhængende hele, sikkert uden nogen episode. Sagaen har en vis gammeldags karakter, der i sin tid har bevirket, at man antog at denne saga var den ældste af alle. Det er den næppe. Men allerede det håndskriftlige forhold viser tydelig, at den tilhører den gamle tids sagagruppe. Forfatteren har været noget ubehjælpsom især ved sine lange samtaler; det er mere han selv, der taler, end den talende sagaperson; om dette kan tydes som tegn på alderdom, er tvivlsomt. Fortællingen er i det hele ret detaljeret og nöjagtig; for den sidste dels vedkommende beror den på bygdetradition fra Bardes hjemstavn; det er der ingen tvivl om, og der er sagaen skreven; forfatteren kender egnen ud og ind, lige såvel som hele rejseruten mellem nord- og sydland. Men ikke blot på traditionen, men også på vers (f. eks. af den samtidige, i Hedeslaget selv deltagende Eiríkr viðsjá) er den bygget. Det hele er sikkert pålideligt nok. Af de optrædende personer lægger man især mærke til Bardes gamle moder, Turid; hun er ikke for intet en datterdatter af gamle Egill. Hele den gamle slægtsfølelse og lyst til at hævne personlige krænkelser blusser op i hende med uformindsket kraft; med mund og næve ægger hun sin sön Barde, og hun helmer ikke för end toget kommer i stand, ja, for at være sikker på, at intet glemmes eller undlades, vil hun selv tage med, hvad der dog forpurres ved list. Men de øvrige personskildringer er også, såvidt man kan dömme derom, fortræffelige. Sagaens tidsregning er i det hele god.


Topografisk kommer der nu et spring, idet den store og skönne egn, Skagafjorden, ingen særlige sagaer har; derefter kommer Øfjofden og de østen for den liggende nærmeste egne, og herfra haves en gruppe sagaer. En sidedal på vestsiden af fjorden er Svarfadardalen; derfra haves en saga, men den er meget ung og vil senere blive omtalt, ligesom også en lille saga om Torleif jarlskjald fra samme egn.


I selve Øfjordsdalen, den skönne og frugtbare egn omkring Øfjordselven, var der i det 10. årh. kraftige slægter. Her var Helge magre hovedlandnamsmanden. Dennes sönnesöns sön var skjalden, den kraftige Glúmr, der som så mange andre fik det betegnende tilnavn Víga- (Drabs-). Om ham haves Víga-Glúmssaga (Glúma). Den begynder med en kort fremstilling af Glúms fader (og bedstefader). Hans fader døde tidlig og enken blev forurettet af en nabo; selv var Glúm i sin opvækst lidet håbefuld, tung og træg. Han rejste imidlertid udenlands; efter at være vendt tilbage, er han som forandret; han hævner nu uretten og dræber den uretfærdige nabo. Så følger Glúms egenlige livshistorie i en i det hele udmærket klar og logisk sammenhæng. Det er en stormands saga af en noget egen art, og samtidig et slags bygdesaga. For drabsfølgen, fredløsheden, frigör Glúm sig ved en tvetydig ed ved 3 hove, men han kommer tilsidst tilkort for en anden stormand, vismanden Einar, Gudmund den mægtiges bekendte broder, der bl. a. forpurrede Olaf d. helliges planer m. h. t. Island. Glúm måtte forlade sin gård og fik en noget trist alderdom; han udtaler sig derom på vers, der minder endel om Egils sidste vers og stemninger. Det er udmærkede hövdingeskikkelser og -skildringer, sagaen giver. Heller ikke i den spiller kvinder nogen synderlig rolle. Sagaen er fortalt i et kort og gammeldags kærnesprog, der vidner om en meget höj alder, men den er ikke ganske i sin oprindelige form; der findes nogle kapitler (13—16), der sikkert er yngre indskud; de bryder den gode sammenhæng og indfører ujævnheder, der er ganske usædvanlige og som en enkelt forfatter ikke gör sig skyldig i. Forf. er fuldstændig lokalkendt og er sikkert en mand fra egnen. Hans kilde er som sædvanlig bygde- og slægttraditioner samt Glúms og andres vers. Mellem sagaen og Landnáma er der ikke nogen forbindelse.


I den ovenfor nævnte Svarfadardal foregår den lille Valla-Ljótssaga, en hövdings saga og en saga om bygdestridigheder og drab. Ljótr, kaldt Valla-ljot efter sin gård, var dalens hövding. En voldsom mand, der oprindelig bode i Øfjordsdalen, forlod denne og nedsatte sig i Svarfadardalen uden at bede om den sædvanemæssige tilladelse til at bo dér. Han var endogså så dristig at yppe strid og det tilmed af rent krakileri mod Ljot; det kunde denne ikke tåle i længden og følgen var, at han dræbte den anden. Disse begivenheder forefaldt i begyndelsen af det 11. årh. Foruden Ljot optræder der også Gudmund den mægtige, der støttede Ljots modstander, men de forligtes til sidst. Sagaen er uden tvivl historisk troværdig; den er jævnt fortalt, uden prunk og uden synderlig stilistisk færdighed. Enkelte kompositionsfejl findes, hvis de ikke beror på en mindre god overlevering.


Øst for Øfjorden i en bred sænkning mellem fjældene nord og syd for ligger gården Ljósavatn, berömt især ved goden Torgeir, der fik en så stor betydning for kristendommens fredelige vedtagelse og indførelse i Island. Han og hans slægt kaldtes Ljósvetningar; om dem handler Ljósvetningasaga. Denne i flere henseender mærkelige saga er en af de dårligst overleverede. Ikke blot er den stærkt interpoleret i de fleste håndskrifter, nemlig med kap. 5-12, som ikke har ståt i et endnu bevaret membranbrudstykke og som afbryder den gode sammenhæng. Dernæst er den for det meste kun bevaret i papirsafskrifter og dens gamle slutning er helt tabt. Begyndelsen er måske heller ikke bevaret; ialfald er den afvigende fra alle andre sagaers. I sagaens første afsnit fortælles om en bygdeaffære, som Torgeirs sönner deltog kraftig i; der var nogle voldsomme brødre, der efterstræbte en bondes datter og som kom til at dræbe en norsk skibstyrer, hvorfor de dömtes fredløse. Hakon jarl siges at have opfordret Gudmund den mægtige til at støtte dem og få deres fredløshed hævet. I øvrigt spiller Gudmund ingen videre rolle her. Det følgende afsnit (kap. 13-21) handler så desmere om Gudmund; her er han hovedpersonen overfor to andre, Tore Helgason og Torgeirs voldsomme sön, Torkel håk, der også kendes fra Njálss. for den behandling, som Skarphedin lod ham blive tildel. Gudmunds modstandere havde udbredt nid om ham, som krænkede ham dybt og hvorfor han tog hævn ved et overfald på Torkel, der blev dræbt. Med Tore kom der forlig i stand. Dette afsnit er ligesom en lille saga for sig, godt og logisk sammenstillet. Sagaens tredje og sidste afsnit handler om den næste generation, nemlig om Gudmunds sönner, Eyjolf og Koðrán, og deres mellemværende med samtidige Ljosvetninger. Hovedanledningen til de fornyede slægtsfejder blev en bondedatter, der blev forført og hvis sag Eyjolf tog sig af. Men sikkert lå gammel uvilje bagved. Koðrán blev dræbt af Torkel håks dattersön, Hallr, også kendt fra sagaen om Harald hårdråde (her fortælles hans drab). Desværre er slutningen, som sagt, tabt Dette afsnit har forsåvidt en særlig betydning, som det handler om et tidsrum, hvorfra der haves så få sagaer (jfr. Bandam.s.). For det hele ligger en meget nöjagtig og detaljeret tradition til grund, men ingen vers; mellem sagaen og Landnáma er der vist ingen forbindeise. Der findes enkelte fejl, der dog mulig kun beror på den dårlige overlevering. At sagaen oprindelig er forfattet i den klassiske sagatid, må sluttes af dens velunderrettethed.


De nævnte kapitler, 5-12, er usammenhængende afsnit, dels om Sörle Broddhelgesöns giftermål med Gudmunds datter, dels om forholdet mellem Gudmund og hans tingmænd, der giver et særdeles velkomment indblik i forhold, hvorom der ellers vides så lidet, dels endelig om et uvenskab mellem Gudmund og Torkel i Krossavik, foranlediget ved en slet person. Det er Gudmunds rolle i alle disse 3 afsnit, der har bevirket interpolationen. Både de og sagaen selv hidrører fra lokalkendte mænd i de egne, hvor sagaen foregår.


Noget længere mod øst ligger Reykjadalen og syd og øst for den ligger atter den store sø Myvatn med omliggende egne. I disse bygder foregår den sidste af nordlandets sagaer, der kaldes Reykdæla saga. Den falder i to temlig bestemt adskilte, men dog sammenhængende afsnit; den kaldes også Vémundar saga ok Víga-Skútu efter de to afsnits hovedpersoner. Den begynder med landnamstiden. Landnamsmanden Eyvind er fader til goden Askell og bedstefader til Vémundr kögurr, en voldsom mand og slet karakter. I den første del fortælles et par tyverisager, som de to nævnte hovedmænd fik med at göre; Vemund tog sig af tyven, der dog blev slåt i hjæl, men sagen førte til fjendskab og kampe mellem Vemund og en øfjordsk stormand, Steingrim, der af Vemund blev stærkt krænket; under den sidste kamp i mellem dem druknede Steingrim i elven, idet isen brast itu. Kort efter blev den ædle gode Askel dræbt til hævn af en af Steingrims mænd; Askel var ganske uskyldig og drabet så meget mere tragisk. Men der kom et forlig i stand, hvori dog Askels fraværende sön, Skuta, ikke deltog. Askel er en af de ædleste og smukkeste hövdingeskikkelser, som nogen saga fortæller om, en mild og retsindig karakter, der engang under et uår forhindrede bønderne i at udsætte börn og tage gamle folk af dage. Om Vemunds sidste levetid fortælles intet uden at han døde af sygdom. Der var åbenbart ikke mere om ham at fortælle. Skuta, Askels sön, en modsætning til sin broder, Torstein, der havde arvet faderens sind, var kraftig og hævnlysten mand. Ham lykkedes det at dræbe faderens banemand Tore fladnæb, men selv blev han atter under særlig tragiske omstændigheder dræbt af Tores sön. En af ham udsendt mand vandt Skutas fosterdatters kærlighed og hun fortalte ham om Skutas jordhus, hvor han under pludselige overfald kunde fjæle sig. Nu hjalp det ham ikke. Ved dette ufrivillige forræderi blev han taget af dage. Episodisk fortælles der om et uvenskabeligt mellemværende mellem Skuta og Víga-Glúm, hvis datter Skuta havde ægtet, men hun forlod ham. Det samme fortælles i Glúms saga; en sammenligning er særdeles interessant. Der kan være tvivl om det gensidige forhold. Næppe foreligger der direkte lån på en af siderne; snarest er der tale om en selvstændig benyttelse af den mundtlige tradition (eller en ældre nedskreven fortælling, hvad der dog af forskellige grunde er mindre rimeligt). I det hele er sagaen m. h. t. komposition noget episodisk og ikke fri for ujævnheder. Sjælden er den til grund liggende tradition i den grad til at tage og føle på som her i denne saga. Forf. hentyder til den flere gange, ja omtaler endogså forskellige versioner, hvorimellem der må vælges. Han er overordenlig velunderrettet endogså om fjærne egne og er upartisk og samvittighedsfuld. Nogen stilist af rang er han ikke. Men hans personskildringer lader intet tilbage at ønske i tydelighed. Han var ganske sikkert en gejstlig mand. Sagaen er benyttet i Landnáma. Dermed — og også ved andre grunde i øvrigt — er dens tilblivelsestid bestemt, ved 1200 er den forfattet.


Hermed er nordlandets sagaer omtalte. Østlandet, eller Østfjordene, er et vidstrakt land med stor bebyggelse. Derfra kendes en af de frode mænd, Kolskeggr, hvilket viser, at også i de egne levede der historiske interesser og plejedes der historiske traditioner. Ikke destomindre er der kun få — og tildels små — sagaer, der haves derfra og det endda kun fra to hinanden nærliggende egne, nemlig Vopnafjordsegnen og Fljotsdalsegnen.


Þorsteins saga (el. þáttr) hvita. Hovedpersonen, Torstein hvide, flygter til Island efter landnamstiden og køber sig en gård, men han erhværver sig senere den berömte gård Hof i Vopnafjorden. Hans sön Torgils indvikles i stridigheder i anledning af en elskovs- og ægteskabshistorie, der i meget minder om Bjarnarsagas, og Torgils satte livet til. Modstanderen var en bondesön Torstein fagre, der, efter at fredløsheden var udløben, kommer hjem og tilbyder den gamle Torstein at blive hans mand, så at sige at træde i hans afdøde söns sted. Der fortælles meget smukt herom. Torgils havde efterladt sig en sön, den senere berömte Broddhelge; Torstein vilde ikke, at Torstein fagre skulde blive genstand for Broddhelges hævnlyst og rådede ham til at forlade landet, hvad han også gjorde. Et par år efter døde Torstein hvide. Sagaen er jævnt og ædruelig fortalt og synes at måtte være sand i alle hovedtræk. De to Torstein'er er overmåde könt tegnede. Kronologisk fortsættes sagaen ved


Vápnfirðingasaga. Den begynder med Broddhelge, der i den første del bliver dens hovedperson; den anden er svogeren Geitir. Det er forholdet mellem disse, der berettes; det var først venskabeligt, men gik af forskellige grunde over til åbenlyst fjendskab. Hovedanledningen dertil gav Broddhelges uædle, havesyge karakter, der hos en sagahövding er temlig enestående, men derfor ikke mindre sandfærdig. Broddhelge sendte sin hustru, Geitirs søster, hjem og ægtede en anden. Det spændte forhold endte naturligvis med overfald og drab, men her er der en lakune i håndskrifterne. Geitir fælder Broddhelge, men bliver nogen tid efter selv dræbt af dennes sön Bjarne, en af disse tavse, indesluttede, men kraftige naturer. Slægtsfejden fortsættes nu mellem Bjarne og Geitirs sön Torkel. De har flere kampe, men forsones endelig på den smukkeste måde, især ved Torkels udmærkede hustrus råd; hun var en datter af Einar på Tværå, Glúms modstander. Sagaens könne slutning minder meget om Njálas. Sagaen udgör et fortræffeligt hele med velbegrundet sammenhæng fra først til sidst, kun skade, at den ikke er fuldstændig bevaret. Ligeså kan dens personskildring måle sig med de bedstes. Forf. bygger udelukkende på de gamle traditioner, der findes ingen vers i sagaen, og han har åbenbart haft hjemme i sagaens egne. I Kristnisaga synes sagaen at være benyttet; der er heller ingen tvivl om, at den tilhører den gamle sagatid. Stilen er jævn og ligefrem; forf. har forkærlighed for ordsprog.


I Fljotsdalen foregår Droplaugarsona saga eller sagaen om de to Droplögssönner, Helge og Grim. Der göres rede for deres slægts forhistorie fra landnamsmanden af, men hovedsagelig handler sagaen om de to brødre og deres strid med hövdingen Helge Asbjörnsson, der havde sin rod i, at en af den sidstes frigivne udspredte en usandfærdig historie om at Droplög havde været sin mand utro — et motiv, som kun her findes som udgangspunkt. Der kom ganske vist et forlig i stand, men striden brød ud i lys lue ved første lejlighed. Droplög giftede sig igen, men hendes mand blev, vistnok med hendes vidende og vilje, dræbt af hendes sönner, hvorpå hun forlod landet. Så blev der anlagt sag, og Helge blev dömt fredløs; han forblev dog i landet og faldt i en kamp med sin navne; Grim blev hårdt såret, men helbredet og hævnede så sin broder ved at dræbe Helge Asbjörnsson; så blev han dömt fredløs, forlod landet og døde kort efter af sår, som han fik efter en kamp med en viking. Sagaen har bevaret nogle vers af ham. Sagaen er et sammenhængende klart, logisk og i enhver henseende sagamæssigt hele. Det er för omtalt, hvor nöje dens indhold sættes i forbindelse med slægtens mundtlige tradition. Hvorvidt man tör antage, at sagaen blot er skrevet efter den mundtlige fortælling, er dog mer end tvivlsomt. At det er en forfatter af den sædvanlige art, der har lagt den sidste hånd på den, er næppe at betvivle. Også her er personerne godt og individuelt skildrede. De to brødre var hinanden temlig ulig; Helge er voldsom og uretfærdig. Grim et langt bedre menneske, Helge Asbjörnsson en dygtig hövding, der mod sin vilje drives ud i ufred og kampe. Droplög er også en ejendommelig kvindeskikkelse; hvorvidt hun virkelig har været sin første mand utro, fremgår ikke af sagaen; at hun derimod har været delagtig i sin 2. mands død, er utvivlsomt; hendes karakter var sikkert noget »blandet«.


Langt inde i landet sydvest for Fljotsdalen ligger en vidunderlig skön dal. Denne blev engang opdaget af landnamsmanden Hallfreds sön Hrafnkel, der så bosatte sig her. Om ham handler Hrafnkelssaga freysgoða. Denne mand er en af de kraftigste og ejendommeligste naturer, nogen saga fortæller om. Som hans tilnavn viser, var han en ivrig dyrker af Frey, men livet lærte ham, at troen på höjere magter havde lidet at betyde og han forkastede så enhver positiv tro. Meget mod sin vilje, men forpligtet til at holde et edeligt løfte så han sig nødsaget til at dræbe en ung mand i hans tjæneste, der tiltrods for strængt forbud havde redet på Freys hellige hest — atter et individuelt motiv. Han tilbyder faderen de bedste vilkår, som denne på grund af slette mænds råd dog afslår. Hrafnkel bliver dömt på altinget, bliver overrasket på sin gård og mishandlet. Han må bort fra sin dal og nedsætter sig i Fljotsdalen. Men han rejser sig påny, skaffer sig magt og anseelse, og det lykkes ham at hævne sig og få sin gamle gård igen i fuld besiddelse; her lever han agtet af alle til sin død. Den förnævnte Helge Asbjörnsson var hans sönnesön. Denne saga er en af sagalitteraturens bedste perler. Foruden at den er en eneste uafbrudt kæde af begivenheder, der på det nöjeste hænger sammen, viser den os personer af en så menneskelig art som tænkes kan, samt en enkelt karakters udvikling, der er sjælden. Hrafnkels udvikling minder noget om kong Heidreks i Hervarars. Fremstilling og stil er klar og ligefrem. Sagaen tilhører den bedste tid. Landnáma har afvigelser fra sagaen; det er usikkert, hvem der har ret. Forfatteren har åbenbart haft hjemme der på egnen; han kender alle lokaliteter ud og ind og beskriver dem; han interesserer sig desuden for retsvæsen og sagaen indeholder et smukt bidrag til den isl. retshistorie. Sagaen er vistnok bevaret omtrent i dens oprindelige form. Denne gruppe af østlandske sagaer er af en særlig interesse. Mellem de egne, hvor de foregår, og Øfjordsegnene var der en levende forbindelse, og det er muligt, at der er en forbindelse også imellem de to sagagrupper som litterære mindesmærker.


Fra det øvrige østland gives der ingen nævneværdige sagaer (en lille þáttr om Torstein Sidu-Hallsson) og heller ikke fra det øvrige land mod syd og sydvest, för man kommer til Rangárvellir. Men her træffer vi Njáls saga (eller Njála). Der er uhyre meget om denne saga at sige, så ejendommelig i sin nuværende form som den er. Det er desuden den længste saga, uden at den dog egenlig omspænder noget langt tidsrum. Det er egenlig kun den sidste halvdel af det 10. årh. og ned til 1010-20, den fortæller om. Den nævner ganske vist landnamsmænd, men hvad der fortælles om dem og deres nærmeste efterkommere (altså om tiden ca. 900-950) er forsvindende. Sagaens indhold er mangfoldigt og broget, og der er ikke tale om her at kunne göre rede derfor; kun nogle hovedpunkter kan nævnes. Hovedsagelig falder den i to hovedbestanddele, en saga om Gunnarr Hámundarson på Hlidarende, sagaernes ridderligste skikkelse, og en saga om Njal og hans sönner. Njal spiller en stor rolle i Gunnarssagaen som rådgiver og hans sönner især som Gunnars hævnere. Gunnarssagaen fortæller om, hvorledes Gunnar hjælper sin frænke, Unnr, til hendes ret efter skilsmissen fra Hrut, om hans udenlandsrejse og vikingetog (herom fortælles på en meget skablonmæssig og lidet troværdig måde); efter at være hjemvendt gifter han sig med Höskulds datter Hallgerd langbrok, denne stolte, herskesyge kvinde med sine store karakterfejl; der fortælles videre om Hallgerd og Bergtora, Njals hustru, og deres blodige kappestrid; Gunnar indvikles i mange stridigheder, begår mange drab mod sin vilje, indtil han, trods Njals hjælp, bliver dömt til landsforvisning, men betagen af sin egns skönhed forbliver han hjemme, hvilket har hans død til følge. Njalssönnerne hævner ham. Sagaens begyndelse er mærkelig; den handler først om Hrut og hans ulykkelige giftermål med Unnr (også om ham fortælles en æventyrlig historie om hans forhold til Gunhild kongemoder), dernæst udførlig om Hallgerd, hendes ungdom og 2 første giftermål — noget som egenlig er sagaen temmelig uvedkommende. Først i kap. 19 og 20 indføres Gunnar (først) og Njáll — hvilket strider imod alle andre sagaers teknik. Der er flere ting og udtryk, der tyder på, at således har værket ikke været fra første færd af. Der er næppe nogen tvivl om, at sagaen er rigtig i sine hovedtræk, også for det meste i de juridiske partier, d. v. s. de mange processer, der beskrives; for sådanne har denne saga en særlig forkærlighed. Men en del beror sikkert på sen digtning som f. eks. Gunnars søtog. Sagaen er opfyldt af vers, der på alle punkter røber sig som meget unge, også tildels ved den måde, hvorpå de findes i håndskrifterne, især i selve hovedhåndskriftet. Der er således meget at bemærke til denne saga eller »Njálas« første del til Gunnars død, men et er sikkert, at det meste er logisk og sagamæssigt (bortset fra de første 18 kapitler) fortalt og, fremfor alt, at karaktererne er udmærket skildrede. Herefter begynder hvad man kunde kalde den egenlige Njáls-saga. Der fortælles om Sigfussönnen Tråin, Njalssönnernes udenlandsrejse og hvorledes den førte til fjendskab mellem dem og Tråin; der fortælles meget urimeligt om skurken Hrapp, Hallgerds senere elsker. Dette skulde man tro var sket for længe siden; især er Njalssönnernes udenlandsrejse ikke ret rimelig på det tidspunkt, der er tale om. Til hævn dræbte de Tråin og dermed er alt det følgende indledet, og led föjer sig nu til led logisk og kavsalt, kun med undtagelse af nogle indskudskapitler om kristendommens indførelse og et par meget dårlig anbragte kapitler om Höskuld Njalssöns sön. Tråins sön Höskuld toges til opfostring af Njal og Njal fik ham en hustru Hildigunn på særlige betingelser; for at bringe disse tilstede foreslog Njal oprettelsen af femterretten og dermed nye godord. Den fra Gunnarssagaen bekendte Mörd begynder nu sin fordærvelige og undergravende virksomhed; han foranlediger, at Njalssönnerne dræber Höskuld, og dette afføder deres og deres faders indebrænding. Denne fører igen til den vældige, nöje beskrevne proces og Kåres hævn i ind- og udland. Ind i slutningen er atter sat et stykke af en Brianssaga eller om Clontarfslaget tilligemed Darradsangen, for at fortælle om flere af mordbrændernes død. Hele det tragiske indhold får på en måde en forsonende afslutning, idet Kåre ægter Höskulds storladne enke.


Som vænteligt er, findes der i sagaen en mængde personer, der i reglen indføres meget udførlig, især ved lange slægtregistre; dette er i virkeligheden ganske afvigende fra andre sagaer og beror på en bearbejders virksomhed. Til grund for denne del, der i virkeligheden er af en anden art end den første, ligger åbenbart en ældre saga om Njal, fra omkr. 1200. Den bærer et ældre præg, den mangler aldeles unge vers; de vers, der findes deri, er enten ægte eller ialfald ældre end 1200. Den har i det hele ikke det skabelonmæssige ved sig som Gunnars saga. Forholdet må opfattes på følgende måde. Omkr. 1250 blev en saga om Gunnar, omtr. i dens nuværende form, skreven; da den i höj grad berørte Njal, har man ment, at den passende kunde arbejdes ind i den ældre Njálssaga, at et sagahele kunde frembringes ved at forbinde dem; en sådan virksomhed er ganske i det 13. årh.s, især dets sidste dels, ånd (jfr. Sturlungasamlingen). Samme bearbejder (eller mulig en anden) har derpå tilföjet kapitlerne om Hallgerds ungdomshistorie. Dette sidste tyder på, at denne bearbejdelse er foregået på vestlandet. Versene er indsat (i den første del) tildels endnu senere. På denne måde forklares bedst alle sagaens mærkelige besynderligheder.


Spörges der nu om indholdets troværdighed, er der meget at sige derom. Atter her er det den egenlige Njálssaga, der bærer prisen; her er der meget lidet at indvende imod sandsynligheden eller muligheden af begivenhedernes gang. Det hele synes i alt væsenligt at være rigtigt, også hvad der siges om femterrettens oprettelse som foranlediget ved Höskulds giftermålsplan. En sådan ydre anledning til en vigtig reform er særdeles let tænkelig ikke mindst i de tider, det her gælder. Hovedtrækkene i Gunnars og Hallgerds saga er sikkert også rigtige, trods de udsmykninger, der vistnok findes. Sagaen har været gjort til genstand for en meget skarp kritik på mange områder, især på det juridiske. Det har imidlertid vist sig, at de fejl, der er påviste på det ikke-juridiske felt, enten ikke er fejl eller i hvert fald ret ubetydelige. Hvad de juridiske partier angår, er de vanskeligere at bedömme; atter er der her en forskel mellem de to dele til stede. Den store proces efter branden er, tiltrods for nogle små unöjagtigheder, i det hele og store rigtig skildret. Processerne i Gunnars saga er af en mindre nöjagtig art og indeholder utvivlsomt tildels ret store fejl. På et sådant område var dette næsten uundgåeligt, hvis ikke forfatteren selv var en praktisk jurist, og det var han åbenbart ikke. I hvert fald er det sikkert, at processernes skildring beror på traditionen og mulig tildels på forf.s (mangelfulde) kendskab til rettergangen; på skrevne lovbøger beror den under ingen omstændigheder.


I en anden henseende er det anerkendt, at Njála står på höjde med de bedste sagaer, nemlig m. h. t. personernes skildring, og her er der ikke tale om nogle få. Et helt galleri af mænd og kvinder optræder her, hver med sit kendetegn, sit plastisk klare særkende. Atter deri må traditionens troværdighed give sig tilkende. Ingen forfatter i det 12. eller 13. årh. kan have opdigtet sådanne fuldendte karakterer. Der er ikke plads her til at påvise dette i enkeltheder. Nævnes må to sådanne modsætninger som Bergtora og Hallgerd; forskellig fra dem igen er Hildigunn, der har noget af Brynhilds-karakteren. Her kan peges på skurken Mörd eller den feje Björn i Mörk, hvis sjældent veltrufne karakter er omtr. enestående, og han er dog en underordnet biperson osv. Sagaens stil er ikke helt ensartet. Gennemgående er den stærkt markeret, ja, undertiden synes den at være bevidst retorisk, hvilket ikke gör et absolut fordelagtigt indtryk. Personerne er sagaens uvisnelige pryd og aldrig vil man blive træt af at læse om dem, selv om der er fejl af forskellig art ved sagaen i dens nuværende form.


Til den vest for Njálas egenlige skueplads liggende egn hører Floamannasaga, men den vil senere være at omtale.


Til hele den her omtalte sagalitteratur slutter sig en mængde mindre sagaer eller Þættir, afsnit, som de kaldes, fordi de i reglen findes indsatte i större sagaværker især om de norske konger. Nogle er dog selvstændige. De fleste af disse handler om en episode i en Islænders liv (udenlandsrejse f. eks.) med ganske kort redegörelse for hans liv för og efter eller blot antydninger deraf. Nogle er virkelige små sagaer af samme form som de större, dog således, at en enkelt begivenhed behersker det hele. Fælles kendemærke for disse þættir er deres aldeles fortrinlige fremstilling og uovertræffelige personkarakteristik; det er levende billeder af den klareste art, der her findes, ligesom skårne ud af livet, som det levedes. Det er som sagaens bedste egenskaber fandtes her i en fortættet, afklaret form. Den sproglige fremstilling når i dem så at sige sit höjdepunkt. Her skal kun nogle få nævnes: Auðunarþ., om Auðun, der bragte kong Sven Estridsen en isbjörn; Hreiðarsþ. heimska om den enfoldige Hreidar hos Harald hårdråde, der endda ikke var så dum; Gilsþ. om den unge Gisl Illugason (se ovf. s. 173); Haldórsþ. om Haldor Snorrason og Harald hårdråde; Þáttr om Ögmund dytt og Gunnar helming, der giver mærkelige oplysninger om den svenske Freysdyrkelse osv. Af særlig selvstændig art er Sneglu-Hallaþ. om den lystige Halle (se ovf. s. 148), den er en af de morsomste, — samt Ölkofraþáttr, om den rige ølbrygger på altinget, der forårsagede en stor skovbrand. — Så godt som alle disse þættir foregår i det 11. årh. og supplerer således på forskellig vis vor viden om islandske forhold i dette årh.


_____________


De her nævnte sagaer og þættir indeholdes i eller så at sige omsluttes af det enestående samlingsværk Landnámabók (eller Landnáma). Værket er meget omtvistet og foreligger i flere forskellige former. Indholdet er, som navnet viser, en opregning af de islandske landnamsmænd og fremstilling af landets bebyggelse, ikke i dens historiske forløb, men i geografisk-topografisk rækkefølge landet rundt. Alle landnamsmændene anføres og der angives, hvilket land de har taget i besiddelse og hvorledes de måske atter har uddelt noget deraf til andre. Deres efterkommere opregnes så og så langt ned, men heri er der intet system. Foruden dette törre navnestof findes så at sige helt igennem — mindst for Østfjordenes vedkommende — indflettet mindre eller större notitser eller småfortællinger om vigtige historiske tildragelser, der også i kulturhistorisk henseende ofte er meget værdifulde. Disse hidrører dels fra traditionen, dels fra de skrevne sagaer, der direkte nævnes eller antydes; også tabte sagaer ligger undertiden til grund. Vers, helst små kvædlinger, anføres lejlighedsvis. En enkelt gang findes en række af vers, men den hører vistnok ikke oprindelig til værket. Således er i store træk indholdet af dette vældige værk. De omtalte historiske bemærkninger gör det hele læseligt, ja på sin måde underholdende.


En af de vigtigste, men ikke ældste, redaktioner, Landn. findes i, er Haukr Erlendssons, i Hauksbók; her var den skreven med hans egen hånd og bragt i stand ved ham selv. Haukr (d. 1334) var en af sin tids mere fremragende Islændere; han havde opnået höj stilling og værdighed i Norge, havde været ridder og lagmand i Gulatingslag. Han besad litterære interesser, især for sagalitteraturen, hvorom det nævnte håndskrift, der dog ikke helt er skrevet af ham selv, vidner. Nogen kritisk forsker var han ikke, endnu mindre en forfatter; han var kun en samler og bearbejder. Netop han viser med al ønskelig tydelighed, hvorledes bearbejdelsesvirksomheden foregik. Om sit forhold til Landnáma, der indleder hans bog, angiver han, at han har skrevet den efter to eksemplarer, hvoraf det ene hidrørte fra Styrme, det andet fra Sturla Tordsson. Han supplerede dem vekselvis og medtog stadig, hvad det ene havde udover det andet — et rent og skært sammenstøbningsarbejde, og det, som det ses, af en temlig mekanisk art. Selv har Haukr dog på enkelte steder gjort nogle mindre tilföjelser (f. eks. om sin egen æt). Det er særdeles heldigt, at der gives her en så klar besked. Der findes en anden bearbejdelse — dog nu kun i en papirsafskrift —, der åbenbart repræsenterer Sturlas håndskrift, Sturlubók. Styrmes bog er derimod tabt, og den kendes kun fra de plus-stykker, som Hauksbók har udover Sturlubók. Men Haukr tilföier den oplysende bemærkning, at hovedmassen af stoffet var ens i bægge. Styrme og Sturla har således utvivlsomt haft en ældre fælles tekst, som de hver på sin måde har afskrevet og bearbejdet, d. v. s. udvidet; disse udvidelser var dels personalhistoriske (forlængelse af slægtregistre), dels små fortællinger og notitser. Styrmes har især været af legendarisk art. Gennem de her givne oplysninger kommer man tilbage til et grundskrift af Landnáma, der vistnok har haft den samme ordning som Sturlas-Styrmes-Hauks bøger, og i alt væsenligt samme stof som disse (÷ hvad enhver har tilföjet). Dette grundskrift har således ikke været yngre end fra omkr. 1220, snarest noget ældre. Dets form har været den, at først omtaltes Islands første opdagere, derefter de første landnamsmænd med Ingolfr Arnarson i spidsen; så går rækkefølgen mod vest fra den nordligste del af hans landnam, og så videre mod nord, øst og syd tilbage til udgangspunktet, hvorved Ingolfs landnam omtales delt. Da dette var så umådelig stort, kan denne deling i og for sig ikke siges at være unaturlig. Der er i virkeligbeden intet organisk hele, der går i stykker ved det.


Men der fandtes endnu en fjærde bearbejdelse, den såkaldte Mélabók. Heraf haves et lille membranbrudstykke, der indeholder begyndelsen og et andet ikke dermed sammenhængende stykke. Membranen er temlig ung og er meget skødesløst afskreven; således har der etsteds i originalen manglet et blad, men skriveren har ikke lagt mærke dertil og fortsætter uden betænkning med næste bevarede blad; tilsyneladende er der således intet hul tilstede. Denne bearbejdelse er uden tvivl udført af en Snorre Markússon på Melar (deraf navnet) i Borgarfjorden; han var lagmand og døde 1313. Omkr. 1300 er denne bearbejdelse kommen istand. I et kontaminationshåndskrift, (urigtig) kaldt den yngre Melabók, findes enkelte mindre stykker, der hidrører fra den nævnte membran eller et søsterhåndskrift. Tilstrækkelig klar oplysning om bearbejdelsens indhold fås desværre ikke herigennem; men to ting er sikre: at ordningen af stoffet har været anderledes end i hine, idet der begyndes med den østlige del af sydfjærdingen, hvorefter hele rækken følger mod vest osv. (Ingolfs landnam bliver herved ikke delt), og at de indledende stykker om landets opdagelse og opdagere fandtes ikke her.


Hvorledes forholdet er mellem Melabók og de andre bearbejdelser er omtvistet. B. M. Ólsen har antaget, at det er Melabók, der har den ældste ordning af stoffet, og hævder, at den er naturligere end de andres. Dette er dog meget tvivlsomt. De andres ordning er også meget naturlig, og ligeledes det, at de forskellige opdagere af landet stilles i spidsen. Hertil kommer, at Melabók synes at forudsætte Sturlubók. Dette er ikke til hinder for at antage, at Melabók på enkelte punkter bedre har bevaret det oprindelige, men så følger deraf, at den nuværende, såkaldte Sturlubók har været genstand for bearbejdelse, hvorimod jo intet strider. Heller ikke kan der være nogen tvivl om, at Melabók gennemgående forkorter teksten; desuagtet optager den enkelte smånotitser og endogså et par sagauddrag.


Den Landnáma, der som ovf. bemærket kan konstateres omkr. år 1220 (eller noget för), beror på de gamle slægtregistre, der tidligere havde eksisteret slægtsvis eller gruppevis, både nedskrevne og vistnok også i mundtlig tradition. Det ligger da nær at tænke på den »slægtkundskab«, der ifølge den 1. grt. afhdl. var blandt det først optegnede; det ligger nær at tænke på Ares »ættetal« i hans 1. Islændingebog. At disse slægtregistre og rimeligvis endnu flere har været forf.s kilde, er höjst sandsynligt. Men hertil kommer mere eller mindre direkte og antydede kilder. Værket selv meddeler, at Brandr prior den frode har »mest optegnet Bredfjordingernes genealogier«; Kolskeggr d. frode nævnes som hjemmelsmand for Østfjordenes landnam; disse er i form noget afvigende fra det øvrige. Også sagaer er, som bemærket, benyttede. Man kan således måske sige, at Landnáma er sukcessivt bleven til i løbet af det 12. årh., indtil den fik sin afsluttende form i begyndelsen af det 13.


Skriftets pålidelighed er på de fleste punkter hævet over tvivl. Der er så godt som ingen modsigelser og den topografiske rækkefølge er så at sige i et og alt fuldstændig rigtig. Med sagaerne stemmer det i det hele; der er dog ikke så få afvigelser, men da er det vistnok som oftest sagaerne, der med gode grunde kan mistænkes for ikke at have bevaret det rigtige. Hvilken fylde af interessante oplysninger skriftet giver, ikke alene om personer, men også om forskellige kulturforhold (landtagning, stedsnavnegivelse og meget mere), kan her kun antydes. Rimeligvis er samlingen selv istandbragt på vestlandet.



Sagaer om det 12. århundrede


Det er för blevet omtalt, at omtr. et helt årh., c. 1020— c. 1120, var overvejende fredeligt, og at der næppe er forefaldet större begivenheder, der kunde have foranlediget en saga eller afgivet stof nok til en sådan. Ved det sidstnævnte tidspunkt forefaldt der hövdingestridigheder med proces og personlige overfald, og i løbet af århundredet er det som den gamle urolige ånd vækkes tillive igen. Nogen tid efter forfattedes ganske rigtig sagaer herom.


I årene 1117-21 var der proces og fjendtligheder mellem de to hövdinger Haflide Mårsson og Torgils Oddason. Herom haves Hafliða saga ok Þorgils, der findes i spidsen af den store Sturlungasamling. Sagaen er ikke en biografisk skildring af samme art som de gamle slægtsagaer. Enden blev at Haflide og Torgils forligtes og dermed er sagaen ude. Den har interessante enkeltheder, som f. eks. beskrivelsen af bryllupet på Reykjaholar (1119) med spotteversene om Tord (se foran s. 194). Sagaen er skreven af en samtidig og næppe ret meget senere end kort efter midten af det 12. årh., og sikkert af en gejstlig.


Sturlusaga. Denne saga findes også i Sturlungasaml. Den handler om Sturlungernes stamfader, Hvamm-Sturla, en meget stridbar, underfundig og hævngærrig stormand, men en personlighed. Sagaen er en fuldstændig biografi af ham, der indeholder forskellige bygdestridigheder og trætter med andre hövdinger. En af Sturlas processer førte til, at hövdingen Jón Loptsson i Odde tog hans sön Snorre til opfostring. Sagaen indeholder meget af interesse til belysning af forhold og sæder i det 12. årh. Begivenhederne er af en noget anden art end i de gamle slæglsagaer; det er som der havde fundet sted en dalen m. h. t. niveauet, man mærker ligesom en indsnævring af den åndelige horisont deri. I øvrigt er sagaen ret godt fortalt og skrevet med et nöjagtigt detailkundskab. Sagaen er skrevet i begyndelsen af det 13. årh. Af særlig interesse er bl. a. fortællingen om en betlers dröm; det er åbenbart Skide, der menes (Skíðaríma); og der er flere morsomme episoder.


Hrafns saga Sveinbjarnarsonar fortæller om den ædle hövding Hrafn, der blev overfaldet og dræbt på sin gård 1213. Det er også en biografi, men den der mest af alle de her behandlede ligner de gamle ættesagaer. Den er fortalt logisk og pragmatisk uden nogen digressioner og med mange vers. Hrafn ledsagede biskopsæmnet, Gudmund Arason, til Norge; om deres rejse fortælles der på en morsom måde. Sagaen er forfattet af en af Hrafns venner, der åbenbart er særdeles vel underrettet, og som sikkert har været en gejstlig. Den er næppe forfattet senere end 1220. Den sidste del af sagaen er optagen i Sturlunga-samlingen, men det hele findes også særskilt.

Guðmundar saga dýra er også optagen i Sturl.-saml. og findes kun dér. Det er en mörk og tragisk indebrændingshistorie, som det egenlig er forbavsende at møde i slutn. af det 12. årh. Dette antyder, at vi står på tærsklen til det 13. årh. med al dets uro, indre kampe og blodsudgydelser. Sagaen kaldes også Önundar-brennu-saga efter hovedbegivenheden; det var Gudmund dyre, en hövding i Øfjordsegnen, der indebrændte sin modstander Önund, uagtet der lige for var kommet en giftermålsforbindelse i stand imellem deres börn; Gudmunds egen svigersøn omkom ved den lejlighed. Indebrændingen er vanskelig at forklare; i det hele er sagaen i dens nuværende form ret dårlig og meget ujævn. Den er rimeligvis blevet forvansket. Men den giver et fortrinligt indblik i de historiske tilstande (de sædelige f. eks.) på Island i slutn. af det 12. årh.; de er ikke særlig lystelige, men værre blev det i det 13. Indebrændingen fandt sted i året 1197. Sagaen er vistnok forfattet ikke længe efter Gudmunds død; han endte sit liv i Tingøre-kloster 1212.

Disse 4 sagaer er overordenlig værdifulde kildeskrifter, netop fordi de er fuldstændig pålidelige, skrevne som de er af samtidige, der desuden, tildels ialfald, var öjenvidner.



Sagaer vedrørende kirken


Allerede i sin Islændingebog havde Are skrevet om kristendommens indførelse, om de udenlandske »biskopper«, samt om de to første virkelige biskopper over Island, Ísleif og dennes sön Gizur (d. 1118). På hans fremstilling herom byggede alle senere forfattere. At Are også på dette område blev et forbillede og fik efterfølgere siger sig selv; en af de mest tiltalende forfattere er den, som skrev Hungrvaka, Hungervækkeren (d. v. s. vækkende hunger, lyst til at vide endnu mere om de omtalte personer). Forfatteren holder sig med velberåd hu og en meget rörende beskedenhed anonym, hvad han dog ikke havde behøvet, ti værket gör ham al mulig ære. Det handler om de 5 første biskopper i Skalholt eller tiden 1056 til 1176. Der fortælles efter et og samme skema om dem alle rent biografisk, deres herkomst osv., bispevielse, bispegærninger, død og begravelse på en meget levende og åbenbart særdeles pålidelig måde. Det er en fornöjelse at læse dette skrift, så klart et billede som man får af de kirkelige hövdinger og forfatteren selv. Denne er uden tvivl en gejstlig, som var nöje knyttet til selve bispesædet, »hvoraf han har opnået al lykke i denne verden«. Sagaværket er forfattet omkr. år 1200. Forfatteren har den ejendommelige tidsregning at regne alt 7 år for tidligt.


Om den 6. biskop i Skalholt, Torlak d. hellige (1178-93) haves en saga, Þorlákssaga. Den haves i to bearbejdelser. Den oprindelige saga er en sædvanlig biografi med stærk fremhævelse af Torlaks udmærkede egenskaber. Men Torlak var en stræng herre, der kom i strid med den mægtige Oddefamilje; han trak dog det korteste strå. Denne strid er udeladt i sagaen, vistnok af hensyn til Oddamændene. Men i den anden bearbejdelse findes herom et vidtløftigt afsnit. Det er hele forskellen. Den ældste saga er forfattet af en samtidig, den sidste bearbejdelse hidrører fra tiden omkr. 1230. I denne saga følges den samme tidsregning som i Hungrvaka, men deraf at slutte, at den er forfattet af samme mand, går ikke an. Torlakssaga er i stil så vidt forskellig fra Hungrv., at det endogså er utænkeligt; den er snakkesalig og svulstig, fyldt med bibelcitater og meget vidtløftig. Forf. har været en gejstlig måske i selve Skalholt. Han kender Hungrv. og har benyttet den; sagaen er vistnok skrevet ikke så længe efter Torlaks død, vistnok mellem 1205 og 1211 (biskop Páls død; det er af hensyn til ham, at striden med Oddamændene udelades). Til Torlaks saga knyttedes der senere en stor jærtegnsliste.


Skalholts 7. biskop blev Torlaks søstersön, Páll Jónsson (1195 — 1211), sön af Torlaks hovedmodstander, Jon i Odde. Ligeså vist som det er, at Torlakss. ikke er af Hungrvakas forfatter, lige så vist er det, at sagaen om Páll er af ham. Den er så at sige i et og alt bygget på samme måde som Hgrv., og minder på det grangiveligste om dens stil og hele fremstilling. Billedet af biskoppen er smukt og sikkert korrekt. Forf. behøvede ingen særlige kilder; han har måske selv været på bispegården under Páls hele bispetid.


Således haves en fuldstændig bispehistorie eller kirkehistorie for Skalholts bispedömmes vedkommende fra begyndelsen af og uafbrudt ned til 1211 (de to første biskopper var biskopper over hele landet).


Således er imidlertid ikke forholdet for det andet bispedömmes vedkommende, det på Hólar, oprettet 1106. Om den første biskop, Jon d. hellige, haves en saga, forfattet af Gunnlaugr munk, hvorom nedenfor på sit sted. Så er der kun den elendige stodderbisp, Gudmund d. gode (1202-37), hvorom der haves en saga; og den handler endda kun om hans præsteår, Prestsaga Guðmundar. Den fortælles i en meget annalistisk form og for hvert år gives synkronistiske oversigter over begivenheder i ind- og udland. Sagaen er optaget i Sturl. saml. Den fortæller meget vidtløftigt om Gudmunds rejser og farten om, hans vidunderlige gærninger, helbredelser og vielser af vande og brönde; men alt er blandet sammen og endel er frygtelig smagløst. Forf. må have været en gejstlig, der har ståt Gudmund særdeles nær; der er blevet gættet på en degn, der hed Lambkár. I al fald synes sagaen at være skreven i årene 1213-20, eller næppe ret meget senere. En fortsættelse af sagaen, bispesagaen, findes i Sturlas værk; de herhen hørende kapitler er senere samlede til et hele. Men om den er forfattet af Sturla selv, eller om den hos ham er et uddrag af en ældre selvstændig saga, er usikkert, snarest måske det sidste.


Endnu haves et sammenfattende oversigtsværk angående den isl. kirkes historie. Det er Kristnisaga, eller sagaen om kristendommens indførelse. Den findes kun i Hauksbók som en fortsættelse af Landnáma. I den findes samlet alt, hvad der vedrører kristendommens ældste forkyndelse og den isl. kirke ned til 1118, og kan på en måde siges at være en udvidelse af Are, hvis skrift forf. har kendt og benyttet. Der fortælles om Torvald vidförle og biskop Fredrik, om Stefnir, om Tangbrand og så alt hvad der skete år 1000. Ísleifs og Gissurs historie meddeles kort. Det hele er et kompilationsarbejde uden synderlig kunst, men godt ordnet og ædruelig fortalt. Værket er ikke helt i sin oprindelige skikkelse; der findes interpolationer, og slutningskapitlet, der er et lån fra Hungrvaka, er måske senere tilföjet. Forf. har benyttet forskellige, tildels nu tabte kilder; han har kendt en Olafssaga (Ol. Tr.), vistnok Gunnlaugs, for ikke at tale om Ares bog; desuden synes han at have benyttet mundtlig overlevering, men kildespörgsmålet er ikke helt udredet. Heller ikke spörgsmålet om værkets tilblivelsestid er uomtvisteligt. Rimeligvis er det forfattet omkr. 1200 eller i begyndelsen af det 13. årh. Biskop Botolf (1238-46) nævnes rigtignok et steds, men i et stykke, der vistnok er et indskud. Forf. er ikke uden selvstændighed, ganske vist ikke altid til held for den historiske virkelighed; således er han ved en — mindre rigtig — beregning kommen til at lade Tangbrand opholde sig 3 år på Island, medens alle andre kilder tildeler ham kun 2, og det er det eneste rigtige.