Jettekvinden
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Jettekvinden
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862
I gamle Dage boede en Jettekvinde ved Navn Kraaka paa Blaahvam ved Blaafjeld; hun boede i en Hule, af hvilken der endnu findes Spor, og som ligger saa høit oppe i Klipperne ved Blaahvam, at det er umuligt for Mennesker at komme derop. Kraaka gjorde saare megen Skade; tidt overfaldt hun Mygsøboernes Kvæg, og hun skadede dem meget ved at stjæle deres Faar og dræbe deres Folk.
Kraaka var meget mandlysten og holdt ikke af at leve i Eensomhed; det var ikke sjeldent, at hun hentede Mænd nede fra Bygden og beholdt dem hos sig, men faae af dem holdt ud hos hende, tvertimod løb de enten deres Vei eller toge sig selv af Dage.
Engang havde Kraaka faaet fat i en Faarehyrde fra Baldershjem ved Navn Jon; ham bragte hun hjem til sin Hule, og vilde ret kræse op for ham. Men han fandt lidet Behag deri og vilde ikke nyde noget af Alt, hvad Kraaka diskede op for ham med; hun forsøgte alle tænkelige Kunster, for at give ham, hvad der meest maatte være efter hans Sind, men det hjalp ligemeget. Endelig lod Faarehyrden sig forlyde med, at han nok vilde komme til sin Madlyst igjen, hvis han kunde faae en Ret Mad af en tolvaarsgammel Havkalv. Kraakas Trolddom sagde hende, at en tolvaarsgammel Havkalv ikke kunde opdrives paa noget andet Sted, end paa Siglunæs, og skjøndt dette Sted laa meget langt fra Blaahvam, vilde hun dog nok vove et Forsøg, for, at faae fat i Kalven. Hun drog derfor afsted og lod Manden blive tilbage; men da hun havde tilbagelagt et lille Stykke, af Veien, faldt det hende ind, at det dog var sikrere at see efter, om hun nu ikke var bleven narret af ham og han løben bort, saasnart hun havde vendt ham Ryggen. Hun løb derfor tilbage til sin Hule, men Hyrden sad rolig derinde; hun gik da afsted igjen og kom denne Gang et Stykke længere paa Veien; da paakom hende atter den samme Frygt for at Manden ikke var forbleven hende tro, og hun løb igjen tilbage til sin Hule; men det gik paa samme Viis, som første Gang, Manden sad ganske rolig i Hulen. Nu drog hun da af sted for Alvor og meente, at hun ikke behøvede mere at være bange for Hyrden. Hun gik den lige Vei til Siglunæs, idet hun Nord for Hrisø gik tversover Øfjord, og der meldes ikke Videre om hendes Reise, end at det lykkedes hende at faae fat i Havkalven og at hun drog tilbage ad samme Vei, som hun var kommen.
Men aldrig saasnart meente Hyrden, at Kraaka saa vel havde tilbagelagt hele Veien, før han listede sig ud af Hulen og løb sin Vei. Kort efter at han havde forladt Hulen, kom Kraaka tilbage, og saae da snart, at han var borte. Hun gav sig derfor til at forfølge ham i største Skynding, og da Hyrden kun havde et kort Stykke Vei til Baldershjem, hørte han nogle stærke Drøn bagved sig; han vidste da, hvad det havde at betyde, at det var Kraaka, der kom. Da hun var kommen ham saa nær, at han kunde høre hendes Stemme, raabte hun: »Her er Havkalven, Jon; den er tolv Aar gammel, ja, næsten tretten Aar gammel. « Men Hyrden ændsede hende ikke, og da han naaede Gaarden, stod Bonden i sin Smedie og smeddede. Derind løb han da og kom indenfor Bonden i samme Stund, som Kraaka kom til Døren. Bonden tog det gloende Jern ud af Essen og løb Kraaka imøde, og truede hende med at støde det i Livet paa hende, hvis hun ikke vendte om, efter at have lovet ham, aldrig at uleilige ham eller hans Folk tiere. Kraaka havde ikke andet Valg, end at vende om igjen, og det gjorde hun. Men fra den Dag af hørte man aldrig, at hun tirrede Bonden paa Baldershjem mere.
En anden Gang tog Kraaka en Faarehyrde fra Grønnevand og bragte ham hjem med sig til sin Hule. Det gik, som tidligere, at denne Hyrde heller ikke vilde nyde Noget af hvad Kraaka havde at byde ham, og dette gik hende nær til Hjerte. Endelig sagde han, at han nok vilde kunne spise nyt Bukkekjød, men dengang fandtes ingensteds Bukke, uden paa Hafrafellstunge i Øxefjord, og skjøndt det var en lang Vei at hente dem derfra til Hvam, vilde Kraaka dog forsøge at faae fat i Bukkekjødet. Men før hun drog afsted, tog hun en overmaade stor Steen, og satte den for Hulens Dør; thi denne Hyrde vilde hun ikke paa nogen Maade miste, som hun havde mistet den tidligere. Hun gik nu Veien fremad, og da hun paa Fjeldene kom til Jøkelaaen, sprang hun over den imellem to høie Klipper, og siden hedder dette Sted endnu den Dag i Dag »Hexespringet«. Om hendes Reise siges nu ikke Videre, før hun kom til Hafrafellstunge. Der tog hun to Bukke, bandt dem sammen ved Hornene og kastede dem over sin Skulder. Hun vendte derpaa tilbage ad den samme Vei, og sprang over Jøkelaaen paa det samme Sted, som første Gang. Men da hun kom over Aaen, var hun bleven saare mødig af Vandringen, og vilde derfor udhvile sig lidt; hun løste Bukkene og satte dem paa Græs i en Kløft, der siden hedder »Bukkekløften«. Da hun havde udhvilet en Stund, tog hun Bukkene og fortsatte igjen sin Vandring.
Men om Hyrden fortælles, at han forsøgte tusinde Kunster for at komme ud af Hulen, men ingensteds fandt han noget Smuthul eller Sprække » hvorigjennem han kunde komme ud. Endelig fandt han et stort og hvast Sværd, der tilhørte Kraaka. Han tog Sværdet og kunde dermed gjennemskjære Stenen, hvormed Døren var tilspærret, saa han tilsidst fik lavet saa stort et Smuthul, at han kunde krybe ud derigjennem. Da han var kommen ud, løb. han af alle Kræfter sin Vei og skyndte sig ned til Bygden. Og man har aldrig hørt Andet, end at han heel og holden naaede hjem.
Kraaka havde engang indbudt til et stort Julegilde, og vilde nu indrette Alt paa det Bedste. Men det var en Mangel, syntes hende, hvis hun ikke som Lækkeri kunde byde sine Gjæster Menneskekjød. Juleaften gik hun derfor hjemmefra ned til Bygden; men da hun kom til de øverste Gaarde i Mygsøbygden, stod hver Gaard tom, da alle Folkene vare dragne til Kirke paa Skutustad; thi dengang var det Skik og Brug at holde Gudstjeneste hver Julenat. Alle Folkene vare allerede inde i Kirken; men Kraaka nærmede sig Kirkedøren, og saae en Mand sidde paa en Bænk i en Krog. Hun strakte Armen efter ham, for at drage ham ud af Kirken, men han sparkede imod og raabte paa Hjelp. Den fik han øieblikkelig, og Enden paa Legen blev den, at hele Menigheden forenede sig imod Kraaka, for at rive Manden ud af hendes Hænder, men hun gav ikke Slip, før den ene Kirkevæg gik løs og bøiede sig udad. Da fortælles der, at Kraaka blev vred og ønskede, at den Kirkevæg aldrig maatte komme til at staae fast mere. Dette onde Ønske synes at være gaaet i Opfyldelse; thi siden har altid den sydlige Kirkevæg paa Skutustad været meget brøstfældig.
Det fortælles ogsaa, at paa Grund af denne og anden Gjenstridighed, som Beboerne i den øverste Deel af Mygsøbygden viste Kraaka, lovede hun dem, at hun nok skulde spille dem et slemt Puds, som de længe skulde huske. Ovenfor Bygden, der hvor Bønderne have deres Sommergræsgange, laa dengang en stor Indsø. Derhen gik Kraaka en Dag, og samlede en stor Dragt Riiskviste, hvilke hun derpaa fyldte op med Grønsvær og Gruus, saa det blev til et overvættes stort og tungt Læs. Dette Læs trak hun bagefter sig fra Vandet ned til Mygsøbygden og langs igjennem denne heelt ned til Laxaaen, kort fra det Sted, hvor denne har sit Udløb fra Mygsøen. Hvor Læsset droges, fremkom en stor Fordybning; ned i den ledede Kraaka siden Vandet med de Forbandelser, at denne Aa skulde strømme igjennem Fordybningen saalænge Mygsøbygden blev beboet; at den ofte skulde nedbryde Enge og Gaardenes tilliggende Jorder for Folket der; at til Dæmning imod Vandet skulde blot de Ting kunne bruges, hvoraf hendes Læs var sammensat, og at Aaen tilsidst skulde ødelægge den øverste Deel af Bygden.
Aaen, der endnu den Dag idag har det samme Leie, er opkaldt efter Kraaka og hedder Kraakaa; den gjør Mygsøboerne megen Skade; den løber forbi alle de Gaardes Enge, der ligge øverst i Bygden, og skader dem ved aarligt at bortskylle Land og opskylle Sand; thi om Vaaren river den ideligt Huller paa sine Bredder, og skyller paa den Viis Sand og Leer op paa Engene. Flere Gaarde staae derfor allerede Fare for at maatte lægges øde; aarligt tilstoppes disse Huller og altid bruges dertil Riis, Gruus og Grønsvær, de samme Ting, hvoraf Kraaka lavede sit Læs; men der er allerede nu saa stor en Mangel paa Riis omkring Mygsøen, at man neppe herefter kan tilveiebringe saa Meget deraf, som der behøves til Dæmningerne for Kraakaa. Gamle og kloge Folk ere da ogsaa nu komne paa de Tanker, at gamle Kraakas Forbandelser og onde Ønsker snart fuldstændig ville gaae i Opfyldelse.
