Kæmpehøiene paa Samsø

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Naturlyrik og romantik
Henrik Hertz (1797–1870)


Henrik Hertz


Kæmpehøiene paa Samsø


Digte fra forskjellige Perioder, Deel IV, C.A. Reitzel
Kjøbenhavn, 1862


Chor af Høibeboerne.


Det knager i Kjæmpernes
Murede Boliger.
Steenhalden brister,
Dødens Porte staae paa viid Gab.
Nørves tause Datter
Ruller gjennem Rummet.
Hendes kulsorte Gangere
Lydløst trave.
Guderne blunde;
Kun Heimdal stirrer
Med sine langtskuende Øine.
Over os tindrer Himlens Guldtavl.


I Natten lyder Fodtrin.
Frygtløs, væbnet
Med Hjelm og Sværd,
Med Brynje om Brystet,
Nærmer sig en Qvinde.
Ved Angantyrs Høi
Hun standser, og støder
Sværdet mod Stenen.
— Hvo er den dristige
Datter af Embla,
Der trodser Døden
Og Høi-Ildens Rædsler?



Hervar.


Hervardur! Hjorvardur!
Angantyr! Hrani!
Jeg vækker eder Alle,
Arngrims Sønner!


Høien aabner sig.
Flakkende Luer
Slaae op mod Himlen!


Sønner af Arngrim!
Hervar er kommen!
Ind til sin Slægt hun agter at drage.



Chor fra Angantyrs Høi.


Hervar er kommen!
Ind til sin Slægt hun agter at drage!



Hervar.


Nornerne alt har
Spundet min Livstraad.
Svafas Datter er mæt af Dage!



Chor fra Høien.


Svafas Datter er mæt af Dage!



Hervar.


Høfund, min Husbond,
Har Døden rammet.
Begge mine Sønner
Faldt for Sværdet.
Af al min Æt
Er jeg selv den sidste,
Som en afbladet Ask,
Efter en Skovbrand paa Tomten eensom.



Chor fra Høien.


Som en afbladet Ask paa Tomten eensom.



Hervar.


Jeg bringer eder Tyrfing.
Jeg har hævnet Heidrek,
Grebet hans Trælle,
De fangne Fyrster,
Hængt dem i Galgen høit for Vinden.


Selv har jeg raadet
Over min Skjebne.
Selv har jeg hentet
Arngrims-Ættens
Blodige Bane,
Tyrfing, fra Høien.
Selv vil jeg raade over min Død.


Jeg angrer ikke
De Kaar, jeg valgte.
Mens end jeg var ung,
Laae jeg paa Strømmene;
Hæder og Bytte
Jeg vandt ved Tyrfing.
Det var solklare Dage!


Høfund hiin rige
Skjænked’ jeg tvende
Mandige Sønner.
Deres Liv var kort.
Men Heidreks Navn skal
Mindes i Norden
Til de fjerneste Tider.


Hervardur! Hjorvardur!
Angantyr! Hrani!
Luften rystes
Af mægtige Vinger.
Det er Odin, der kommer,
Og Loptur og Hænir.



Odin, Hænir og Loke
(i Luften paa bevingede Heste).


Holmgangs Valen,
Hvor Helten er høisat,
Guderne kalder til eensomme Kyst.
Fælded’ i Tvekamp
Folkenes Fyrster
Vækkes om Natten af Herians Røst.



Hervar.


Skiller Jer ad,
I lysnende Luer!
Favner mit Komme,
Mine Fædrenefrænder!
Nu glæder sig Odin!
Hans Søn er hævnet!
Thi Høien, der hvælves
Over Arngrims-Ætten,
Lukker sig brat over Hervars Hoved.



Chor af Angantyr og hans Brødre.


Høien, der hvælves
Over Arngrims-Ætten,
Lukker sig brat over Hervars Hoved!



Odin, Hænir og Loke.


Nu synker Svafas Datter
Til hine Døde,
Formastelig hun fordum
Af Høien maned’.
Ved Urdas Vande Norner
Fra Væven træde;
Thi løbet er af Spolen
Den Kjækkes Livstraad.