Karl Adolph Gjellerup biografi

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Karl Adolph Gjellerup
Biografisk oversigt

Karl Adolph Gjellerup
(1857-1919)



Gjellerup, Karl Adolf, dansk Forfatter, f. 2. Juni 1857 i Reholte, hvor Faderen var Præst, d. 13. Oktbr 1919 i Dresden. Tidlig faderløs blev Drengen opdraget i Kbhvn hos Moderens Fætter, den poetisk begavede Præst J. Fibiger, blev Student 1874 og slog, i Overensstemmelse med Slægtens Traditioner, ind paa Teologien. Imidlertid ledte hans skarpe, kritiske Forstand ham snart ind paa moderne Bibelkritik og bort fra Troen, og - opvokset som han var i den Fibiger’ske Slægts æstetiske Interesser - fordybede den unge Teolog sig i den græske Antik, i tyske Klassikere, særlig Schiller, og i moderne engelske Digtere. Shelley og Byron har det vel ogsaa været, som først førte ham over i 1870’-ernes Brandes’ske Bevægelse, og han blev nu en fyrig Adept af Georg Brandes og af Tidens radikale Naturalisme. Lige efter at have taget teologisk Eksamen (1878) skrev han de polemisk-fritænkerske Nutidsfortællinger »En Idealist« (1878) og »Det unge Danmark« (1879); Tendensen mod Kristendommen bærer ogsaa den hist. Roman »Antigonos« (1880), i hvilken G.’s græske Dannelse i øvrigt faar et smukt Udtryk. Samtidig uddannede G. sig ivrigt i moderne Retning ved Studium af Darwin og Spencer (1881 fik han Universitetets Guldmedaille for en filos. Prisafhandling) og ved Læsningen af den ny fr. Romanlitteratur. Digtsamlingen »Rødtjørn« (1881) var Udviklingsfilosofi og Fritænkerpolemik sat i - ofte barokke og uheldige, omend nu og da originale og farverige - Vers. I Digtcyklen »Aander og Tider« ved Darwin’s Død (1882) lykkedes det ham bedre at omsmelte moderne Naturvidenskab i poetiske Syner; s. A. skildrede G. i Romanen »Germanernes Lærling« med megen Forstaaelse sin aandelige Udvikling.
   Imidlertid begyndte G.’s hidtidige Radikalisme temmelig hurtig at sætte sig; efter at have skrevet to kønne, men ménløse og tamme Nutidsnoveller »Romulus« og »G Dur«, kom han ud at rejse - til Tyskland, Grækenland og Rusland -, og i sine Rejseskildringer »En klassisk Maaned« (1884) og »Vandreaaret« (1885) brød han paa voldsom Maade med »Brandesianismen«. Han var ogsaa paa denne Tid kastet ind i lidenskabelige personlige Brydninger (1887 indgik han Ægteskab). I sin Digtning famlede han nu efter en højere, ideal Retning, idet han vilde forbinde sit moderne, naturmæssige Livssyn med den humanistiske Idealisme, som han havde inddrukket fra sin tidligste Ungdom. Med sin omfattende æstetiske Dannelse lod han sig inspirere, snart af gammelnordiske Emner (»Brynhild« [1884], »Hagbart og Signe« [1888], han overs, ogsaa 1895 Eddasangene), snart af klassisk gr. (»Tamyris« [1887], »En klassisk Legende« [s. A.]), nu af Rokokoen (»Bryllupsgaven« [1888]), saa af Revolutionen (»St Just« [1886]). Medens han i den stort anlagte Digtning »Tamyris« nærmest maa siges at have forløftet sig paa en skøn, ophøjet Idé, er der i »Brynhild« en tragisk Følelsesgæring og et storladent Tankesving, som løfter G.’s noget anstrengte Verskunst op til virkelig Poesi. Nok saa meget umiddelbart Liv var der dog i de to Romaner, i hvilke G.’s Kunst atter nedlod sig til Nutidens Virkelighed. »Minna« (1889) og »Møllen« (1896) skildrer stemningsfuldt og anskueligt, fængsler Læserens medfølende Interesse og søger psykologisk at forklare, moralsk at bedømme alvorlige sjælelige Konflikter. Ubetydeligere og romanagtige virkede Fortællinger som »Ved Grænsen« (1897) og »Tankelæserinden« (1902).
   I Dramaet, som G. samtidig slog sig paa, var det heller ikke »Kong Hjarne Skjald«, som skaffede ham Laurbær, men Nutidsskuespillene »Herman Vandel« (1891) og især det virkningsfulde og poesirige »Wuthorn« (1893), der gjorde Lykke paa Scenen. Imidlertid havde G. bosat sig i Dresden, hvor hans Hustru hører hjemme. Og - vel til Dels gennem Wagner, hvis Musik G. tidlig interesserede sig for (»R. Wagner i Trilogien Nibelungen Ring« [1890]) - kom den stadig søgende og lærelystne Aand fra Aarhundredskiftet ind paa indisk Religionsfilosofi, og fra den henter en Rk. ny digteriske Arbejder deres Inspiration: Legendedramaerne »Offerildene« (1903) og »Den fuldendtes Hustru« (1907), de store Romandigtninger »Pilgrimmen Kamanita« (1906) og »Verdensvandrerne« (1910). I sine sidste Romaner har G. imidlertid igen søgt andetsteds hen - i »Rudolph Stens Landpraksis« (1913) til Nutidens Danmark, i »Guds Venner« (1916) til den tyske Reformationistid.
   En Digter-og en Tænker-Begavelse kæmper paa en egen Maade i G.; hans Digtning svulmer ikke just af Naturel og Oprindelighed, den sproglige Kraft er ringe og det kunstneriske Instinkt ikke sikkert, men der er høj poetisk Intelligens, megen kunstnerisk Kultur og Kunnen i ham, og der ligger en fin og alvorlig moralsk Interesse, et dybt og ophøjet filos. Syn bag meget af hans brogede Produktion. 1917 fik G. den ene Halvdel af Aarets Nobel-Præmie.
V. V.

Kilde: Salomonsens Konversationsleksikon, Anden udgave (1915-1930)