Kingítâjik, boplads på den anden side Kûngmîn (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Kingítâjik, boplads på den anden side Kûngmîn

Ved Kingítâjik overvintrede følgende fangere: Suvduitseq og hans søn, den store kraftkarl Qátâvaq, samt Qârtuan, Agsorugtoq, Augpaligtoq og Pike med deres familier.

Ved denne boplads var der hele det lange efterår ingen sæler. Storisen nåede ikke ind til pladsen, og fangerne drev rundt i kajak, men der blev kun fanget én klapmyds, af Qátâvaq, og nogle ganske få fjordsæler.

Tidligt på vinteren lagde isen sig, og man begyndte at lide hungersnød, ja, så bravt sultede man, at man end ikke turde tænke på den dag, da man igen fik en spækterning at se.

De unge fangere strejfede om på fangsttogter, men for hver dag tabte de sig mere og mere, og til sidst var de kun skind og ben.

Som den sidste udvej henvendte man sig til åndemaneren Augpaligtoq, manden, som Îsímardik senere dræbte, men han erkendte sin afmagt, og man lod ham derefter i fred.

Et stykke hen i januar kom Augpaligtoq ind efter en kort tur og fortalte, at han havde set spor på fjeldet Ilerqin. – Mændene gjorde sig klar til bjørnejagt. Kun Suvduitseq og Agsorugtoq havde ikke kræfter til at gå med.

Dagen gik, det blev nat, endnu var bjørnejægerne ikke vendt hjem. – Endelig hørte man trin ude i sneen, og en mand råbte ind igennem tarmskindsruden: »Hører I, nu er der bjørnekød, vi har dræbt tre, og så fede de er!« Det var Qátâvaq, der råbte. »Hører I, nu ligger de her uden for husgangen«.

Man skar terninger ud af bjørnespækket, lagde dem op i lampeskålene og tændte lamperne. Man kogte lækre kødstykker – og med det gik natten. En lang periode uden sult kunne man se i møde.

Men en dag var det slut med de tre bjørne. Lamperne slukkedes igen, og man gav sig til at vente på næste fangst.

En morgen var den gamle Suvduitseq borte; ingen vidste, hvor han var gået hen. Da det blev lyst, så sønnen fra »udkiggen«, at han sad på lur ved et åndehul ud for Patdingaleq-fjeldene. Sønnen tænkte. »Nu bliver han vel siddende, til han fryser ihjel«. Han var vel vidende om at hans gamle far ved et åndehul ikke tabte tålmodigheden med det første.

Tiden gik. Det blev nat, stadig var Suvduitseq ude. Qátâvaq var til sidst den eneste af husets beboere, der ikke var krøbet ind under skindtæpperne. Sulten sled i hans indvolde, og han frøs så han rystede. Med mellemrum krøb han ud for at spejde efter sin far. – Endelig så Qátâvaq fra husgangen faderen, der var ved at kravle op på isfoden. Qátâvaq skyndte sig at løbe ham i møde. »Hvem er du?« spurgte den gamle, og da sønnen havde givet sig til kende, blev han glad og talte til ham som om han var en lille dreng. »Jeg har to lækre bagparter til dig«. Sønnen jublede og overtog sin fars fangst. Suvduitseq gik op til huset, og fra tærskelen sagde han: »Sover I?« »Nej, vi sover ikke«, svarede man ham. Suvduitseq fortsatte: »Stakler, nu er der mad, jeg har fanget to fjordsæler«.

Qátâvaq rumsterede ind gennem husgangen og trak de to trinde sæler ind i huset. Der blev stor glæde, man slængte i en fart spækterninger på lamperne og fik blus på dem. Da alle lamperne var tændt, begyndte rimen på loft og vægge at smelte, og det regnede ned over beboerne.

Da man havde spist, sagde Suvduitseq: »Hvis det var som i gamle dage, ville vi begynde at fange sæl. Der er nu kommet åndehuller ude på isen, på hjemvejen stødte jeg på tre; hvis der blot ville komme mildning og regn, så fik vi fangst, hvem vil mane regnen frem?«

Den næste dag kom gamlingen igen hjem med to sæler og sønnen med én.

Da sælerne var flænsede, spurgte Suvduitseq, hvem der havde et middel til at frembringe regn. Da ingen svarede, fortsatte han: »Gad vide, om det kun er mig, der ønsker regn?« Han gik ud gennem husgangen, og man hørte ham fremsige en trylleformular. Han vendte ansigtet mod fjordmundingen, og hans ånde stod som en tåge ud af halsen på ham, det var bitterlig koldt. Da han kom ind, sagde han: »I morgen er det vel mildvejr«.

Den næste morgen stod stormen ind gennem fjordgabet, og regnen silede ned. I tre dage regnede det. Da vejret bedredes, fangede man sæler — og man blev ved. Resten af vinteren var der blus på lamperne.

Hver dag bragte Suvduitseq sæl til huse. De åndehuller, han fandt på sine togter, afmærkede han, så han nemt kunne finde dem igen. Således blev gamlingen de unges redning hin sultevinter.

Suvduitseq var en hård hals, men med spiseligt i hånd en gavmild sjæl. Han var en stor isfangstmand, der gerne lærte fra sig, når det gjaldt isfangstens svære kunst.

I april blev isen i Ikâsagdivaq strømskåren, og da der først var kommet hul i den, blev vågerne større og større, for hver dag der gik. Qátâvaq fangede støt i dem.

Ved Kingítâjik havde man lykkeligt undgået sultedøden, og nu nærmede sommeren sig.

Fodnoter

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 112-114, København, 1963.

Næste kapitel ►