Kirkeindvielsen på Hof
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Kirkeindvielsen på Hof
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2022
På den gård, der hedder Hof, blev kirken indviet denne sommer, men den dag, biskop Paul skulle besøge stedet, kom der så voldsomt et regnvejr, at sølet sprøjtede op fra jorden. Og manden, som boede der, ventede mange gæster og slægtninge. Men husene på stedet var ikke af en sådan beskaffenhed, at denne nedbør ikke kunne forårsage skade på dem, så dryppende vand ville ødelægge folks klæder, medmindre dette kraftige regnvejr stilnede af. Midt på dagen gik bonden og hans kone hen i kirken, og da var regnen allerværst, og det forekom usandsynligt, at det ville klare op. De påkaldte siden den salige biskop Torlak og bad om tørvejr, og de lovede, at hvis de måtte bestemme, da skulle man med Gud og helgenerne vie denne kirke til den salige biskop Torlak, såfremt det blev tørvejr ved nons-tid[1], men så heller ikke senere. Og netop på den nævnte tid holdt regnen op, og denne kirke blev som den første viet til ære for den salige biskop Torlak. Og alle, som var til stede, fandt det mærkværdigt, at der på samme tid var både helt overskyet med kraftig regn og solskin fra en klar himmel. Og der faldt ikke en dråbe regn den aften, og ved hele gæstebuddet var vejret så godt, som de, der holdt gildet, kunne ønske sig. Det stod straks klart for de forstandige folk, som havde været ude den dag, at denne hurtige omskiften måtte skyldes et mirakel, og alle fattede da så stor kærlighed til den salige biskop Torlak, at når der blev opført kirker eller bedehuse, da ville alle med Gud lade dem vie til ham.
Note:
- ↑ ɔ: den niende time, midt på eftermiddagen.