Kjællingen, der vilde varme sig
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Kjællingen, der vilde varme sig
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
I en Hytte, som laa nede ved Søen, boede der en gammel Kjælling. Hun havde ofte hørt Søfolkene sige, at de aldrig frøs ude paa Søen, om end Veiret var nok saa koldt, og En eller Anden havde da fortalt hende, at det kom af, at de fik Varmen af Haandtaget paa Aaren. Da hun nu engang var saare forkommen af Kulde og ikke kunde holde det ud længer hjemme i sin Hytte, stavrede hun ned til Søen, kom med Besværlighed op i en Baad, som stod der med sine Aarer, satte sig paa en Tofte og tog en Aare i Haanden. Der blev hun nu siddende med Haanden paa Haandtaget. Men Alle, der kom hende forbi, hørte hende uden Ophør mumle disse Ord: »Heraf faae de nu Varmen.«
Morgenen efter fandt man hende siddende, steendød og stivfrossen, med Aaren i sin Haand; men endnu den Dag idag er det ikke lykkedes hende at faae nogen Varme ud af den.
