Kong Skjold (Holst)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Naturlyrik og romantik


H. P. Holst


Kong Skjold


Digte
Første Samling
Forlagt af Universitetsboghandler C.A. Reitzel
Kjøbenhavn, 1840



H. P. Holst (1811-1893)
Med Sværd ved Hoften, med Skjold paa Arm,
Med Vaabenbulder og Raab og Larm
Paa Runehøien til Thing sig samle
De tætte Skarer af Unge, Gamle.


»Hvem skal vi skjænke Guldkronen god?
En Drot bør kaares af Landets Rod,
Der kjækt kan værne om Danmarks Ære, —
Hvo det er voxen, sit Krav frembære!«


Og Raabet voxte, og Larmen steg,
Hver vilde prøve den Kongeleg,
Hver troede sig just til Konge baaren, —
Og allerdygtigst troede sig Daaren.


Alt svinges Spydet, alt blottes Sværd!
Men Østresaltet oprørtes qvær
Og overdøved den vilde Skare, —
Da mon et Syn flux sig aabenbare:


En Baad man øiner langtude, hvor
Den vilde Bølge mod Himlen gaaer;
Snart Stormens Haand den i Dybet slynger,
Og snart mod Himlen den let sig gynger.


Da synker Sværdet. Al Kiv og Larm
Med eet forstummer, og see, hver Arm
Til Hjælp og Redning sig flux udstrækker:
Da jævnes Dybet, sig Stormen lægger.


Ei Havet raser nu meer med Brag,
Sin Ryg det soler i stille Mag;
Kun Havfrusangen man fjerntfra hører,
Mens Strømmen Baaden til Stranden fører.


Og i den slumrer, som i en Seng,
En guldhaarfager, en deilig Dreng!
Med røde Kinder tilfreds han smiler,
Paa gule Kornneeg hans Hoved hviler.


Han aabner Øiet, det mørkeblaae,
Og seer omkring sig, — og hvor han saae,
Forsvandt hver Yttring af Tvedragtsaanden:
Da nikker mildt han og slaaer med Haanden.


Med Undren Mængden sig flokker tæt
Omkring den Lille, — saa snart, saa let
Kan barnlig Uskyld selv Raahed dæmpe.
Da mæler blandt dem en gammel Kæmpe:


»Ei Konger kaares med Mord og Vold!«
— Han løfter Drengen høit paa sit Skjold.
»See her Jer Konge! Ved ham bebuder
Er varigt Held os de høie Guder.«


Og Bifaldsjublen lød fjernt og nær.
De strakte mod ham de blanke Spær,
Og Drengen smilte saa glad i Aanden,
Og nikked til dem og slog med Haanden.


De Skjold ham kaldte, men Ingen veed,
Hvorfra han hidkom, og hvad han hed.
Nu vel! med Ahner han kan ei bramme,
Men Danmarks Konger fra ham nedstamme.