Kritiske Bidrag til Vikingetidens Historie - 2den Bog Ragnar Lodbrok og Lodbrokssønnerne

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kritiske Bidrag til Vikingetidens Historie

2den Bog.
Ragnar Lodbrok og Lodbrokssønnerne

Af Gustav Storm

Den Norske Forlagsforening

Kristiania 1878

Forord

NKS 1824 b 4° folio Ragnar Lodbroks saga. Commons.

I "Historisk Tidsskrift " fremsatte jeg for et Par Aar siden et Forsøg paa at opklare Danmarks Historie i 9de Aarhundrede ved at stille de frankisk-karolingiske Kilder lige overfor de nordiske; det Resultat, hvortil jeg kom, kan i Korthed betegnes saaledes, at det danske Rige gjennem næsten hele det 9de Aarhundrede var optaget af Stridigheder mellem en infødt Kongeæt og Ætlinger af den svensk-norske Ynglingeæt, at (som allerede Munch havde gjort gjeldende) Karl den stores Modstander Godfred var den samme som den vestfoldske Kong Gudrød, der omtales i Digtet Ynglingatal, og at af Sagnhelten Ragnar Lodbroks Bedrifter kun de færreste tilhørte Historien. Denne Theori har hertillands og i Sverige vundet adskillig Indgang — den er saaledes f. Ex. optaget i den nye svenske "llustrerad Världshistoria" i et Stykke, forfattet af den nylig afdøde R. Tengberg —, men i Danmark har den kun fundet Modsigelse. A. D. Jørgensen indrømmer min Fremstilling en "abstrakt Mulighed", men det er ham dog "ufatteligt, hvorledes man skal tænke sig, at en norsk Gudfreds erobring af Danmark og kampe med Karl den store og hans sønners herredømme over hele Danevælden, helt ned til Harald Haarfagres tid, skulde være uomtalt eller glemt i den norske kongesaga (for ikke at tale om de samtidige tyske kilder eller den danske tradition), dersom den virkelig havde fundet sted". En dansk Anmelder under Mærket — "c" i Sybels historiske Tidsskrift tror at have opdaget i min Afhandling en Ytring af en særegen Skjævhed hos norske Historikere, at befatte sig med genealogiske Hypotheser, og afviser mig med endel vrede Bemærkninger. Joh. Steenstrup har i sin "Indledning til Normannertiden" viet mit Forsøg et helt Kapitel af Modbeviser; ogsaa han røber en stærk Fortrydelse over, at jeg "vil gjenopreise den gamle Theori om Norskes Herredømme i Danmark paa Grundlag af disse ulykkelige Genealogier. Nu er det imidlertid saa, at Danmarks indre og ydre Forhold i hine Tider har stor Betydning for hele Vikingetidens Historie; desuden har denne Tid en videre Interesse ogsaa for den senere norrøne Litteratur, forsaavidt som kun en kritisk Sammenligning af Historie og Sagn kan bringe for Dagen, ad hvilke Veie den norrøne Sagnhistorie og Sagndigtning har taget sin Væxt. Af denne og andre Grunde tager jeg her disse Spørgsmaal under ny Behandling; jeg har af Hr. Steenstrups Resultater optaget adskillige og er derved paa flere Punkter kommet til nye Anskuelser, men jeg har desuden under den fornyede Behandling fundet adskillig Bestyrkelse for mine Hovedsynsmaader, som jeg her vil udvikle nærmere. For at vinde et fast Udgangspunkt skal jeg i det følgende begynde med at tegne Omridsene af Danmarks sikre Historie i 9de Aarhundrede; deretter skal jeg søge at paavise, ad hvilke Veie og etter hvilke Love den danske Sagnhistorie har forvandlet sig til det Billede, vi kjender fra Saxo og fra de islandske Sagaer om Ragnar og hans Sønner.

I. De frankiske Annaler om Danmark i 9de Aarhundrede

I det første kapitlet i sagaen om Ragnar Lodbrok fortelles om hvordan den tre år gamle Åslaug Sigurdsdatter, som var datter av Sigurd Fåvnesbane, kommer til sine fosterforeldre Åke og Grima. Tegning av August Malmström. Commons.

Den første frankiske Forfatter, som giver os et virkeligt Indblik i samtidige Forhold i Norden, er Karl den stores bekjendte Biograf Einhard (f. c. 770). Han var uddannet ved Hofskolen under Karls egne Øine og optoges tidligt i hans fortrolige Kreds, han blev kongelig Bygmester og Sekretær og brugtes i vigtige Sendebud. End større blev Einhards Indflydelse under Keiser Ludvig, idet han i 817 blev Minister for den unge Keiser Lothar og beholdt denne Stilling indtil Udbrudet af Kampen mellem Ludvig og hans Sønner i 829; da han ikke længere kunde stanse Striden, trak han sig tilbage fra Hoffet til et Kloster i Øst-Franken og døde her i 844. Foruden "Keiser Karls Levnet" har man fra hans Haand en Bearbeidelse og Fortsættelse af de saakaldte Lorsch-Aarbøger (Annales Laurissenses), som i Virkeligheden er samtidige Optegnelser om det frankiske Riges Historie, opfattet fra Hofkredsens Standpunkt og fremstillet efter denne Opfatning, altsaa officiel Rigshistorie. Deres Beretninger kan være skjævt fremstillede, forsaavidt alt maa tjene til Keiserens og Rigets Forherligelse, ofte kan Uheld være fortiede; men om Forfatternes Fortrolighed med sin Gjenstand, deres Evne til fuldstændig at beherske sit Stof, kan man ikke tvivle, og overalt, hvor Forholdet til Hoffet eller Rigsregjeringen ikke paavirker dem, bør man skjænke dem den fuldeste Tiltro. Dermed er ikke givet, at Forfatternes Kundskaber strækker sig stort udenom det frankiske Rige; det er for at nævne et Exempel aabenbart, at Einhard ikke havde den fjerneste Anelse om, at der blandt de skandinaviske Nationer fandtes en egen Stamme af Navnet "Nordmænd". Han omtaler en steds den store Havbugt, som gaar ind fra Vesterhavet mod Øst (ɔ: Skagerak, Kattegat og Østersøen), og fortæller, at "om den bor mange Folkeslag, nemlig Daner og Svensker, som vi kalder Nortmanner og som bor paa Havbugtens Nordside og Øerne i den", samt paa Sydsiden Slaver og Ester . Det er tydeligt, at ved Normanner mener han den ethnografiske Enhed "de skandinaviske Folk"; men blandt disse kjender han kun de to, skjønt han lader dem bo baade paa Nordsiden af den store Havbugt (ɔ: i Norge og Sverige) og paa Øerne i samme (ɔ: de danske Øer, samt Halvøerne Skaane og Jylland). En lignende Uklarhed, som dog nærmer sig til det rigtige viser Einhard i Omtalen af det norske Vestfold (Vesterfolda ell. Vestarfolda) ; i Annalerne ved 813 siger han, at det ligger yderst i Danekongernes Rige mod Nordvest og vender mod Nordspidsen af Britannien; men at Vestfold laa nordenfor Havbugten, altsaa paa det nordlige Fastland, har han kun havt en meget dunkel Forestilling om. Man er ikke engang berettiget til at vente hos Einhard nogen Kyndighed i nordiske Tilstande, thi med Nordboerne beskjæftiger han sig kun i Forbigaaende, nemlig naar de kom i nærmere Forhold til Frankerriget; først den Omstændighed, at Frankerne med Karl den store flyttede sine Grænseskjel til Elben og saaledes nærmede sig de danske Lande, har aabnet et Indblik i disse.

Da Franker og Daner var blevne Naboer, indtraadte i Begyndelsen et ganske fredeligt Forhold. Den danske Konge rørte sig ikke, da Karl undertvang Saxerne, og det uagtet Danskerne havde Anledning nok til at blande sig i Striden, idet Saxer-Høvdingen Vidukind flygtede til dem (777); men netop i de samme Aar læser vi om fredelige Gesandtskaber mellem Kong Karl og Danekongen Sigfred (Aar 777 og 782). Denne kunde ogsaa roligt se paa, at Karl herjede de vendiske Wilzer i Mecklenburg og Pommern (789). Men da Keiseren i 804 trængte ind i Nordalbingien (Holsten) , bortførte de der boende Saxer og overlod deres Land til sine vendiske Forbundsfæller, Abotriterne, fandt den danske Konge Godfred ikke at kunne sidde stille længer; han drog "med sin Flaade og sit Riges Rytteri " til Slesvig og opstillede sig paa Grænsen. Men det synes, som om begge Parter havde liden Lyst til at maale sig med hinanden, thi uden at der egentlig blev sluttet nogen Fred, holdt man sig hver inden sit. Fire Aar bagefter (808) benyttede Godfred sig imidlertid af, at, som han sagde, "Abotriterne havde brudt Freden"; han sluttede Forbund med deres østlige Naboer Wilzerne, seilede over til den vendiske Kyst, herjede Abotriternes Land og underkastede sig to Trediedele deraf. Efter dette Tog ventede han sig aabenbart Fiendtligheder af Keiseren, derfor lagde han den Plan at opføre ved sit Riges Grænse en Jordvold fra Østersøen til Vesterhavet og fordelte Arbeidet mellem sine Mænd, inden han seilede hjem. Dette Arbeide var imidlertid langt fra færdigt (og synes efter Godfreds Død at være ganske faldt sammen); dets ufærdige Tilstand har vel foranlediget, at Godfred ikke strax brød fuldstændig med Keiseren, men sendte Bud til ham og undskyldte Fredsbruddet. Efter et Forligsmøde, som ikke førte til noget, fandt imidlertid Karl at burde gribe til Forholdsregler mod den nye Fiende og lod anlægge en Forskansning nord for Elben ved det senere Itzehoe (809); dette optog Godfred som en Krigserklæring og lod om Vaaren 810 en Flaade paa 200 Skibe herje Frisland, medens han selv rustede sig til et Tog ind i Saxland. Keiseren var allerede draget nordover med Østfrankernes og Saxernes Krigsmagt for at møde ham ved Elben, da han fik Melding om, at hans Fiende var dræbt af en af sine egne Mænd (a proprio satellite).

Godfreds Eftermand i Danmark blev hans Brodersøn ("nepos") Heming; Godfreds egne Sønner var maaske unge, men de kan ikke have været Børn, da de 3 Aar senere optræder som voxne Kronprætendenter ; snarere har der været en Arveretsregel omtrent som i Irland, at den ældste Mand i Slægtlinjen indtog den ledige Plads. Derfor kaldes i 808 Godfreds Brodersøn Ragnvald (som vel havde været ældre Broder af Heming) "den første i Riget næst Kongen"; derfor følger som Konge efter Hemings Død i 812 en anden "nepos" af Godfred, Sigfred, uden at der endnu bliver Tale enten om Hemings Brødre Haakon og Anganty eller om Godfreds Sønner. Kong Heming havde i 811 sluttet en formelig Fred med Keiseren og opgav da baade Herredømmet over Abotriterne og Forbundet med Wilzerne; men at Eideren skulde være udtrykkelig bestemt som Grænse (hvilket først Adam fra Bremen beretter), er lidet troligt, da Striden ikke havde angaaet Grænseforholdene.

Med Hemings kort efter indtrufne Død (Vinteren 811—12) begynder urolige Tider for Danmark, idet Kampe om Kongemagten udbrød, som med flere Afbrydelser fortsattes gjennem et helt Aarhundrede. Et Parti valgte den førnævnte Sigfred, Godfreds Slægtning, et andet sluttede sig til en Aale, Frænde af en tidligere Kong Harald (Anulo nepos Herioldi quondam regis); mellem dem kom det til en voldsom Kamp, og begge Konger faldt (Aar 812), men Aales Parti seirede og gjorde hans Brødre Ragnfred og Harald til Konger. Disse kunde imidlertid vente sig en fornyet Kamp med det slagne Parti; derfor gjaldt det for dem at styrke sin Navn paa alle Maader og først og fremst at sikre sig et godt Forhold til Keiseren. Freden, som naturligvis efter Hemings Død maatte fornyes, søgte de at opnaa ved et Gesandtskab til Keiser Karl, hvilket lykkedes. Og allerede Vaaren 813 følte de sig stærke nok til at drage til Norge for at sikre sig Vestfold; naar der her siges, at dettes "Fyrster og Folk ikke vilde underkaste sig dem, og derfor maatte undertvinges", tilsiger den almindelige politiske Situation os, at "Folk og Fyrster" i Vestfold holdt med Modpartiet, Godfreds Frænder. Disse opholdt sig imidlertid i Sverige og forberedte herfra et Hevntog mod de nye Konger; kort efter disses seirrige Hjemkomst faldt Godfreds Sønner ind i Landet, fik stort Tilløb, og efter et Slag maatte Ragnfred og Harald flygte ud af Landet (813). En af Einhard uafhængig Kilde synes at berette, at de flygtede syd til Abotriterne, hvilket er troligt nok, da Abotriterne visselig ikke kunde være venligt stemte mod Sønner af Kong Godfred, som havde herjet dem saa haardt. Det næste Aar (814) forsøgte de fordrevne Konger sin Lykke i Danmark, men i et Slag faldt Kong Ragnfred, og Harald maatte atter flygte. Han begav sig nu til den nye Keiser, Ludvig, hyldede ham som sin Overherre og fik hans Løfte om Hjælp. Det Forsøg, som Keiserens Hær gjorde i 815 fra Saxen af, udrettede imidlertid ikke noget, og Haralds egne Anfald paa hans forrige Rige var ligesaa frugtesløse og fremkaldte kun et dansk Hevntog opad Elben (817). Men Godfreds Sønner kunde ikke selv opretholde Freden mellem sig, to af dem fordrev de to andre, og for nu at sikre sit Rige mod frankiske Anfald forsonede de seirende sig med Harald og gav ham (819) en Del af Riget, nemlig Landet nær Grænsen (Sønderjylland ? eller hele Jylland?). Dog følte Harald sig usikker i denne Stilling, klagede til sin Beskytter Keiseren over Godfreds Sønner og søgte at knytte Baandet til Keiseren stærkere ved at lade sig døbe i Mainz (826) og føre kristne Munke med sig hjem til Slesvig. Dette hindrede dog ikke Godfreds Sønner fra allerede Aaret efter at fordrive ham ganske fra Danmark; hans nye Forsøg paa at vinde sit Rige mislykkedes atter (828), og siden vides han ikke at være vendt tilbage; vi træffer ham længe bagefter som frankisk Landeværnsmand i Frisland.

Her stanser Einhards Aarbøger, med Aar 829; men Arbeidet optages strax af nye Mænd, der fortsætter i samme Aand. Med det frankiske Riges Delinger spalter dog ogsaa Annalistiken sig i en østfrankisk og en vestfrankisk Historieskrivning, repræsenterede af Fulda-Aarbøgerne og de Bertinianske Aarbøger; ved deres Side faar en Række private Kloster-Annaler Betydning, blandt dem kan nævnes Kanten-Annalerne, Fontenell-Annalerne, den aquitanske Krønike o. fl., vigtige Kilder er ogsaa de talrike samtidige Helgen-Biografier. Rigs-Annalerne beholder sin Karakter af officielle Arbeider, der fremstiller Begivenhederne fra Hoffets og Kongemagtens Opfatning; dog kommer Kritiken mere til Orde, fordi de to Rigers Politik ofte er modsat. Rigs-Annalerne beholder endnu Overblikket over det hele frankiske Rige, hvad enten Forfatterne staar Ludvigs Hof nærmest, som Enhard (830 838), Rudolf af Fulda (til 863) og de øvrige unævnte Forfattere af Fulda-Aarbøgerne, eller de hører til Kong Karls Kreds, som Forfatterne af de Bertinianske Aarbøger, Prudentius af Troyes (835—861) og Hincmar af Reims (til 882). Det maa forøvrigt erindres, at de selv betragter sig som Einhards Fortsættere og ligefrem henviser til ham, ligesom ogsaa i de bevarede Haandskrifter Rigs-Aarbøgerne udgjør en sammenhængende Række fra Karl den store indtil Slutningen af 9de Aarhundrede. Med Nordboerne beskjæftiger disse Krøniker sig i Regelen kun, naar de skal skildre deres Herjetog paa Frankernes Kyster; dog bringer de ofte Træk, der viser disse Togs Sammenhæng med hjemlige Forhold.

Vi saa, at i Kampen om Danmarks Rige havde Haralds Parti ligget under og Godfreds Sønner var gaaet ud af Kampen med Seir og i fuld Besiddelse af sin Faders Rige. Einhards Etterfølgere omtaler af Godfreds Sønner kun den ene, Horicus (Haarek), og ham kalder Rimbert ved 845 "Enehersker i Danernes Rige". De Vikingetog, som i hans Tid fra 834 af udgik næsten hvert Aar mod Frankerne, var vel i Regelen private, dog stod tildels hans yngre Slægtninge i Spidsen for dem; i 845 ledede han selv et Tog til Elben, medens en af hans Jarler sendtes til Seinen. Blandt disse hans yngre Slægtninge nævnes hans Brodersøn Gudorm, som i lange Tider levede udenlands som Sørøver, men i 854 samlede om sig Mængden af Vikinger og med dem drog hjem for at berøve Kong Haarek Liv og Rige. Det kom til et tre Dages Slag, hvori Mandefaldet skildres saa stort, at "ikke alene en Mængde Almue faldt, men af den kongelige Familie (stirps regia) blev ingen uden en Dreng tilbage" (Fulda-Aarbøgerne), eller at "Kong Haarek og de øvrige Konger og næsten alle Høvdinger faldt" (Prudentius), eller at "Kong Haarek faldt i Kampen og med ham næsten alle de Høvdinger, som havde været Ansgars Venner" (Rimbert). Den "kongelige Familie ", som her mistede alle voxne Mænd, og de øvrige Konger som her faldt, maa efter Sammenhængen være alle Godfreds og Haareks Slægtninger, medens Haralds Sønner og hans Broder Rørek oftere omtales efter 854. Udtrykket "stirps regia" viser netop, at Haralds Ætlinger ikke hørte til denne Kongeæt, altsaa at der i Danmark i 9de Aarhundrede var to forskjellige Kongeætter.

Den eneste gjenlevende af Godfreds Ætlinger, den unge Haarek, toges nu til Konge; men aldrig saa snart var dette skeet, førend Medlemmer af den anden Kongeæt, Haralds Broder Rørek og Haralds Søn Godfred, atter forsøgte sin Lykke mod Godfreds Ætlinger, som de vel mente var svækkede ved den indbyrdes Feide. Alligevel er deres Angreb i 855 uheldigt, og først da Rørek alene gjentager Forsøget i 857, maatte Haarek den unge finde sig i at overlade ham en Del af sit Rige "mellem Eideren og Havet ". Der indtraadte saaledes nu omtrent samme Situation, som da Harald som da Harald hærskede sammen med Godfreds Sønner; men dennegang synes Røreks Herredømme hjemme at have været endnu kortere, thi allerede ved Aar 860 træffes Rørek igjen i Frisland, og i 864 skriver Paven et Brev til Kong Haarek, der tydeligt betegner denne som Enekonge. Dette er sidste Gang, at Haarek omtales; i 873 optræder to nye danske Konger, Brødrene Halvdan og Sigfred; de synes at have delt Riget mellem sig, thi de underhandler hver for sig med Kong Ludvig. Disse Konger kan ikke, som f. Ex. Dümmler tror, være Sønner af Kong Haarek, dertil er de for gamle, da Haarek (f. c. 840) ikke kunde have voxne Sønner i 873; da Haarek var den eneste gjenlevende Mand af Ætten, kan saaledes Halvdan og Sigfred ikke stamme fra Godfred, de hørte enten til Haralds Ætlinger eller til en ny Æt (hvorom mere nedenfor).

Saalangt kan vi med de frankiske Annaler følge de danske Kongeætter. Jeg tror ikke, det er muligt at negte, at vi her har en i to Generationer fortsat Strid mellem forskjellige Kongeætter, der afvexlende er ovenpaa. Om de begge er danske, fremgaar ikke tydeligt at Annalerne, der jo betragter de nordiske Folk omtrent som en Enhed. Jeg har allerede før gjort opmærksom paa, at Godfreds Ætlinger søgte sin Støtte i Sverige, og at Provinsen Vestfold synes at hænge mest fast ved dem, medens den anden Æt støtter sig til Landets sydlige Naboer, Vender og Franker.

Mod disse Resultater og de Slutninger, jeg drager deraf, har Joh. Steenstrup fremsat en Række Indvendinger, som har til Hensigt at svække dem. Han vil ikke indrømme, at Einhards Ord skal opfattes, som jeg har forstaaet dem. Naar der staar, at Sigfred var en yngre Slægtning ("nepos") af Godfred og Anulo "nepos" af Harald, skal dette betyde, at Kronprætendenterne "henviste til den af de tidligere Konger, med hvem de var nærmest i Slægt". Dette kalder jeg at øve Vold mod Kilderne, der ikke taler om Slægtskab mellem Harald og Godfred, men nævner, at en Kronprætendent var beslægtet med Harald, én anden med Godfred; ja hvis nogen Etterretning sagde, at disse to Konger var beslægtede, maatte vi opstille et Forsøg som det, Steenstrup gjør 8. 71 72, men nogen saadan Efterretning foreligger ikke. Og de senere Annaler, der lader Kongeslægten (ɔ: Godfreds Ætlinger) falde i 854, medens den anden Slægt florerer, taler ligefrem imod et saadant Slægtskab . Jeg har endvidere hevdet, at endnu ved Aar 850 Prudentius henviser til hin ældre Kong Harald ved at omtale en "nepos Herioldi", nemlig den fordrevne Kong Haralds Broder Rørek, som siden i lang Tid herskede i Frisland. Dette vil Hr. Steenstrup komme fra ved at formode, at "nepos Herioldi" her skal betyde Brodersøn af den yngre Harald. Det er imidlertid ikke, som han synes at tro, kun Fulda-Annalerne, der kalder Rørek Haralds Broder; Xanten-Annalerne, der ved 826 omtaler Haralds Daab og ikke nævner nogen anden Harald, kalder Rørek "Broder af den før omtalte yngre Harald", altsaa var virkelig Rørek denne sin Broder og ligesom Anulo en "nepos" af den ældre Harald.

Aarsagen, hvorfor Hr. Steenstrup ikke kunde blive staaende ved mine Resultater, ligger for Dagen; jeg drog jo Slutninger, som kunde komme det olddanske Rige til Skade for lange Tider. Jeg benyttede jo disse "ulykkelige Genealogier" for at bevise, at en fremmed Kongeslægt havde siddet paa Danmarks Throne. Jeg fandt nemlig (hvad hæderlige Mænd før mig har antaget, som N. M. Petersen og P. A. Munch), at der ogsaa blandt de norrøne Sagaer existerede et Monument fra 9de Aarhundrede, altsaa et samtidigt Vidnesbyrd —, og at dette omtrent samtidige Vidne, Digtet Ynglingatal, omtalte den samme føromtalte Kong Godfred under Navnet Gudrød Halvdanssøn af den svensk-norske Ynglingeæt. Det er bekjendt nok, hvorledes der om dette Digt har dannet sig en Saga (Ynglinga-saga), fuld af Genealogier og iallfald for de ældre Tider fuld af uhistoriske Træk; disse har tildels bragt Sagaen i Miskredit, og fra Sagaen har da Tvivlen ogsaa vendt sig mod Digtet Ynglingatal. Dette Digt har efter Snorre til til Hensigt at opregne den vestfoldske Konge Ragnvalds Forfædre i 30 Led og at berette om hver Konges Dødsmaade og Begravelse. Efter at have fortalt om en Række svenske Konger indtil Olav Tretelgja behandler det derefter dennes norske Ætlinger: Halvdan hvitbein, Eystein, Halvdan, Guftrodr hinn göfugláti, hans Søn Olav og dennes Søn Ragnvald, der levede i Midten af 9de Aarhundrede, og det fortæller om hver af disse kun, hvorledes de døde; det er altsaa et historisk Læredigt, og dets Hensigt er ikke at berømme Ragnvalds Forfædre, ikke at prise deres Færd eller prale af deres Bedrifter. Mod Digtets Ægthed har man kun havt én Indvending at gjøre, nemlig at den der omtalte Gudrød dør paa samme Maade som Einhards danske Kong Grodfred; deraf sluttede Dr. Jessen, at Digtets Forfatter har annekteret den danske Konge og indsat ham i sin norske Kongerække, og han antog derefter, at Digtet er forfattet ikke i 9de, men i 10de eller 11te Aarhundrede. Jeg har allerede før fremhævet alt, hvad der taler for Digtets Ægthed, og skal ikke her gjentage det, saalænge ingen har søgt at modbevise denne af Digtet selv. Den sidste Forfatter, der har skrevet om disse Ting, Hr. Joh. Steenstrup, lader vistnok ogsaa nogle svage Tvivl komme tilorde, han "undrer sig dog i af Stilhed over, at man alt ved Aar 850 skulde have adopteret i den nordiske Poesi saa tunge og kluntede Billeder med saa pretensiøse Kundskabsforudsætninger hos Tilhøreren, men gaar dog "gjærne" ind paa min Antagelse, at Versene "ere digtede for Kong Ragnvald i Vestfold, en Sønnesøn af vor Godfred." Idet han nu gaar ud fra den feilagtige Forudsætning, at Ynglingatal er et "Mindedigt", et Hædersdigt for Kongens Forfædre istedetfor en nøgtern Huskeseddel paa Vers, spørger han: "Er det tænkeligt, at en Skjald, som vil hædre sin Konges Bedstefader, der har udført den store Bedrift at erobre et mægtigt Naborige, som hans Slægt endnu behersker — at en Skjald skulde i sit Mindedigt lade dette være uomtalt og kun kvæde om hans Død for Snigmorderhaand?" og lidt senere: "Det var da en daarlig Digter, som brød sig om, at han besang noget Overflødigt; i Skjaldskab spørger man jo kun om det Hæderfulde og Prisværdige og bryder sig kun lidt om det besungne er kjendt eller ukjendt". At gjendrive disse Ord er overflødigt, da de hviler paa en saa falsk Forudsætning; skulde "Ynglingatal " være et Epos om Ynglingernes Bedrifter, som Hr. Steenstrup gjør det til, blev vistnok Thjodolv "en daarlig Digter", men det hindrer ham imidlertid ikke fra at være en paalidelig Sagn-Beretter. En Antagelse, at den norske Digter har annekteret en berømt dansk Konge, vil altid (som jeg før har paavist) komme til at strande paa det Faktum, at Thjodolv ikke med et eneste Ord omtaler de store Bedrifter, for hvis Skyld han skulde have inddraget Godfred i sin Kongerække.

Et Argument for Godfreds genuine Danskhed har dog mine Modstandere (Jessen, A. D. Jørgensen, Steenstrup) tilbage: "Hvorledes er det tænkeligt, at der hverken har holdt sig et dansk, norsk eller svensk Sagn om Gudrød og hans Erobring af Danmark?" Dertil svarer jeg: at de Danske ikke har bevaret Erindringen om Gudrøds Erobring, har sine naturlige Aarsager, som skal blive udviklede nedenfor, hvor vi søger at vise, at der egentlig ikke har holdt sig noget egte dansk Sagn om denne Konge; til svenske Sagn bør man ikke gjøre for store Fordringer, da der som bekjendt ikke existerer et eneste egte svensk Sagn fra Hedendommen, og at Nordmændene glemte den danske Historie er ikke underligere, end at de glemte sin egen Historie tidligere end Harald haarfagre. Med andre Ord: vi kjender Kong Godfred kun fra de frankiske Kilder, og vi finder hans Stamtavle kun i det norrøne Digt, som vi maa anse for et ægte Vidnesbyrd fra hans Sønnesøns Tid. Vi skal i et senere Kapitel undersøge den danske Tradition om Godfred; men inden vi nærmer os den, skal vi paapege, hvilken Forvandling den frankiske Annalskrivning undergik paa sin Vei til Danmark.

II. Adam fra Bremen og de ældste danske Krøniker

Aslaug Sigurdsdatter, også kalt Kráka, mor til Sigurd orm-i-auge. Maleri av Mårten Eskil Winge (1825 - 1896).

Mag. Adam fra Bremen, der skrev sin "Hamburgske Kirkehistorie* omkring Aar 1075, har for sit Emne anvendt dels skriftlige Kilder, dels mundtlige Sagn, som han samlede paa en Reise i Danmark, tildels ved Omgang med Kong Sven. Det er for længe siden paavist, at hvor Adam arbeider efter skrevne Kilder, der excerperer han disse paa en vilkaarlig og unøiagtig, ofte ligetil uvørren Maade; hvor vi har hans Kilder, maa hans Uddrag derfor lægges tilside som ubrugelige, undtagen forsaavidt den Indflydelse maa noteres, som hans vrange Fremstilling fik paa Etterfølgere, især i Norden. Hans Hovedkilder for Nordens, specielt Danmarks, Historie i 9de Aarhundrede har nu været Rimberts "Vita Anskarii" samt en Bearbeidelse af de østfrankiske Annaler indtil 911; Grundlaget for disse har været Fulda-Annalerne, dog var deri optaget Stykker fra andre, f. Ex. Regino, og de havde desuden faaet nogle nye, tildels feilagtige Tillæg, saa at Adams frankiske Kilde kan omtrent sammenlignes med den saakaldte "Chronicon Nortmannorum", der har udskrevet de Bertinianske og Vedastinske Annaler og dertil føiet nogle Berigtigelser og Forvanskninger. I denne "Historia Francorum" fandt Adam en sammenhængende Kongehistorie, hvis Beretninger han dog ikke forstod at gjengive uforfalsket, og hvis Huller han søgte at udfylde ved egne Gjetninger. Efter Godfred († 810) og Heming († 812) følger rigtigt Anulo og Sigfred, som han begge kalder nepotes Godefridi, istedetfor at hans Kilde angiver deres Slægtskab med forskjellige af de foregaaende Konger. Efter deres Fald følger da Reginfred og Harald; men da Fulda-Annalerne allerede havde undladt at omtale Begivenhederne i 813 og 14, kjendte Adam ikke nøiere til disse, og for nu at forklare, hvorledes Harald senere kunde optræde alene og faa Godfredssønnerne til Modstandere, har han paa egen Haand indlagt den Forklaring, at Harald først havde fordrevet Reginfred, og at denne da slog sig paa Sørøveri; derfor har Adam ogsaa undladt at oplyse, at Reginfred og Harald var Brødre. Heri bør man kun se Vilkaarlighed, ikke Indflydelse fra danske Sagn, thi Adam arbeider i hele denne Del af sit Værk efter skrevne Kilder, de danske Etterretninger begynder senere (I 50 Videre beretter Adam om Harald, at han blev fordreven, af Godfreds Sønner, og at han blev døbt i Mainz; her har nu Adam indskudt det Tillæg, at med Harald blev hans Broder "Horuch" døbt og fik et Len i Frisland. Horuchs Daab har Adam lagt til paa egen Haand, Horuch hed ellers Rørek, hans Forlening med Frisland synes at være fra senere Tid (c. 838), og han blev først døbt c. 860. Denne Etterretning (især Navnevexelen) maa ellers noteres, fordi dens Virkninger har strakt sig langt ned i Tiden, idet Horuch sammenblandedes med Horic og tilslut blev til Erik. I det følgende (I 27) fortæller nu Adam (efter Rimbert) om Ansgars Besøg hos den danske Kong Horicus, hvis Slægtskabsforhold han ikke kjender, og siger, at Ansgar omvendte Horicus til Kristendommen, hvilket er en Forvanskning af Rimberts Ord. Deretter følger et Uddrag af Fulda-Annalerne om Kampen i 854 mellem Haarek og Gudorm; denne kalder han "princeps Normannorum", hvilket efter Adams Sprogbrug betyder "Nordmændenes Høvding", men i hans Kilde betegner "Vikingehøvding". Lignende Forvanskninger har Adam foretaget med den yngre Kong Haarek, hvis Fiendskab mod Christendommen af Rimbert omtales som ganske forbigaaende, men hos Adam bliver til en grum Kristenforfølgelse (I 30). Ogsaa de følgende Konger Sigfred og Halvdan kjender han efter Fulda-Annalerne og giver intet nyt om dem; men af den senere Oversigt over Vikingetogene (I 40, 41, 49) fremgaar det, at han ved Halvdan tænker paa den Søkonge Halvdan, som gjorde Erobringer i England (om ham mere siden), og ved Sigfred paa den Kong Sigfred, som ifølge Fulda-Annalerne faldt ved Løwen. Dette Slag ved Løwen (891) har Adam anseet for en Afslutning af Vikingetogene, hjulpet dertil ved en storartet Feillæsning: at Hedningerne faldt i Hundrede- og Tusindvis ("per centena et millia") oversætter han med at 100 000 Hedninger faldt ("centum milibus paganorum prostratis")! "Saaledes blev Normannernes Forfølgelse stanset, idet Herren hevnede sine Tjenere, hvis Blod var udgydt i 60 eller 70 Aar". Da her de skriftlige Kilder slipper op, har han henvendt sig til den samtidige danske Konge, Sven Estridssøn, og dennes Beretninger gjengiver han nu for den følgende Tid. Svens Ord lød saa: " Efter Normannernes Nederlag herskede Heiligo, elsket og agtet af sit Folk for sin Retfærdighed og Hellighed. Derpaa fulgte Olav, som kommende fra Sverige erobrede det danske Rige og havde mange Sønner, af hvilke Chnob og Grurd blev Konger efter Faderens Død"." Efter Olav "Sveonum princeps", som herskede i Danmark med sine Sønner, toges til Konge Sigerich. Da han havde været Konge en kort Tid, fordreves han af Hardegon Sveinssøn, som kom fra Norge (Nortmannia)" .

Kong Svens Beretning foreligger ikke her uforandret, det kunde man heller ikke vente af en saa unøiagtig Fortæller som Adam. Denne har for det første fortysket Navnene: Heiligo er naturligvis = Helgi, Chnob = Gmipr, Gurd = Gyrðr; Sigerich er en tysk Form af det Navn, som danske Kilder gjengiver "Syric"; Hardegon, der ikke er noget Navn, er en aabenbar Feil for Hardeknut, som han nedenfor kaldes. Dernæst har Adam paa egen Haand lagt den Forklaring til, at "Heiligo" var elsket "propter sanctitatem", et temmelig uheldigt Ordspil paa hans Navn (Heiligo = t.heilig), da Helge neppe kan have været kristen. Desuden modsiger Adam sig selv ved først at lade Olav efterfølges af sine Sønner, derpaa regjere samtidig med sine Sønner. Men Resultatet bliver dog staaende fast, at Kong Sven for Adam har nævnt følgende Konger mellem Sigfred (a. 873) og Gorm, den sidste hedenske Konge: Helge, Olav fra Sverige med Sønnerne Gnup og Gryrd, Sigeric og Hardeknut Sveinssøn fra Norge. Denne Kongeliste stemmer nu mærkeligt med de frankiske Annaler: ogsaa nu var der indfødte danske Konger (Helge, Sigeric), som blev fordrevne af svenske og norske Kongeætlinger; ogsaa nu førtes altsaa Ættefeider mellem Skjoldunger og Ynglinger! Hvad hjælper det saa, om man ikke vil erkjende Godfred og hans Sønner for Ynglinger? her faar vi jo alligevel høre om, at svenske og norske Høvdinger gjorde nye Forsøg mod Danmarks Kongestol, og at disse lykkedes ligesaa godt som de tidligere i 813. Og for Tiden omkring 900 er det ikke blot Antydninger, som kunde bortfortolkes, men ligefremme Vidnesbyrd afgivne af en paalidelig Mand, Kong Sven, som selv stammede 1ste Led fra Hardeknut og altsaa havde al mulig Grund til at ønske hans Navn og Hjemstavn bevaret.

Denne af Adam optegnede Tradition om den danske Kongefamilies Oprindelse kunde alligevel ikke bevare sig længe, thi den stødte an mod en i Danmark i 12te Aarhundrede herskende Tendens, den nationale Selvfølelse, som ikke kunde finde sig i, at Forfædrene havde modtaget Konger fra Sverige eller Norge. Adam fra Bremen, som har Æren af første Gang at have samlet Etterretninger om Danmarks ældre Historie, omend kun som Tillæg til den bremiske Kirke-Historie, fik vistnok Leilighed til at faa stærk Indflydelse paa den senere danske Historieskrivning, men denne emanciperede sig dog efterhaanden. De ældste historiske Forsøg i Danmark er egentlig kun Uddrag af Adams danske Beretninger, men de udvider sig lidt efter lidt, dels ved Optagelse af hjemligt Stof, dels ved Tillæg fra andre udenlandske Kilder, dels ogsaa ved vilkaarlige Forandringer og Omstøbninger af Adams Arbeide efter danske Synsmaader. Fra 12te Aarhundrede har vi ikke mindre end 3 saadanne Forsøg: Anonymus Roskildensis, Indskuddene i de Lundske Annaler og den saakaldte "Brevior historia" .

I. De Lundske Annaler indeholder for 9de og 10de Aarh. kun Uddrag af Adams danske Historie, men dette Uddrag er igjen indsprængt med kortere Indskud af korte Kongerækker, som vist ogsaa oprindeligt er laante fra Adam, men paa Veien til de Lundske Annaler er bleven forvanskede og blandt andet udstyrede med vilkaarlige (og urigtige) Aarstal. Vi faar her følgende Kongerække: Godefridus † 776 (!). Hemingus † 802. Sygafridus og Anulo, nepotes Godefridi, som falder 812. Derpaa følger Reginfrid og Harald; denne fordriver Reginfrid 821 (!), bliver selv fordrevet af Godfrids Sønner og døbes i Mainz 826, kommer tilbage og opgiver Kristendommen (!) 832 og dør 841. Hans Broder er Hericus, som i 856 falder mod sin Broders (ɔ: Haralds!) Søn Guthorm og etterfølges af Hericus puer 856—902. Olaf, veniens a Svecia, 902-6. Gyrth de Dacia 906—14. Hardegon filius Herici regis 914—25. Orm Harthæsnutæ (!) 925— Gorm, Thyres Mand, fra 931. Forfatteren, hvis eneste Kilde er Adam, har altsaa gjennemført følgende " Forbedringer ":

• Haralds Etterfølger Hericus (= Haarek f 854) falder sammen med Haralds Broder Hericus (— Rørek), hvorved altsaa Haareks Brodersøn Gudorm bliver Søn af Harald!
• Af Kongerne efter Haarek den yngre forsvinder Sigfrid, Helge, Gnup og Sigeric!
• Hardecnudth-Wrm omskabes til det løjerlige Orm Harthesnuthæ og stilles op foran Gorm.
• Den svenske Kong Olav betegnes ikke længer tydeligt som svensk af Fødsel, kun at han "kom fra Sverige"; af hans Sønner bliver Gyrd gjort til dansk, ligeledes bliver Hardegon dansk og faar Kong Hericus til Fader.

Man kan ikke tage Feil af denne Forfatters Tendens: han yndede ikke svenske og norske Mænd paa Danmarks Kongestol eller, om man vil, kunde ikke tænke sig Muligheden af, at dette Forhold kunde være historisk, og omskabte dem efter bedste Evne til "gode danske Mænd"; iøvrigt lod han de fleste Navne staa i sydgermanisk Form, forsaavidt som han ikke udelod dem ganske.

II. Forfatteren fra Roskilde, der i Aarene om 1140 gjorde et noget mere nøgternt Uddrag at Adam (maaske paa 2den Haand og med Benyttelse af flere, afvigende Afskrifter), vidner ogsaa for en saadan national Tendens. Han begynder sin Kongerække med Harald, der i sit 6te Aar (826) bliver døbt i Mainz, hans Etterfølger er hans Broder Hericus; efter denne følger Hericus puer, hvis Slægtskabsforhold Forfatteren ikke kjender; om Slaget 854 ved han kun, at Normanni (Nordmænd) dræbte Hericus. Men saa bliver Kongerækken aldeles forvirret: efter Erik kommer Frode (==> Adams Sigfridus), som Erkebiskop Unni døbte (!); saa siges, at "efter Nogle" (ɔ: Adam) Unni prædikede for Gorm og Harald, og at Harald fulgte sin Fader som Konge i 50 Aar. Vi har jo allerede her en Kongerække indtil Harald Blaatand; men derefter optages i en anden Bearbeidelse en ny Kongerække for samme Tidsrum, thi nu gjør Sven, "Nortmannorum transfuga", Indfald i England, fordriver Kong Adelrad (!) og erobrer hans Rige; Svens Sønner Gorm og Hardeknut angriber Danmark, dræbe dets Konge Halvdan og hans Sønner og dele efter Faderens Død Landene mellem sig saa, at Gorm faar Danmark, Hardeknut England; denne Gorm er da Harald Blaatands Fader. I "Sven Nortmannorum transfuga", Gorm og Hardeknut gjenfindes ligefrem Adams "Hardegon filius Svein veniens a Nortmannia" og hans "Hardecnudt-Wrm", men med vilkaarlige Forvanskninger; i Halvdan og hans Sønner, der dræbes af Gorm og Hardeknut, kan vi da ikke se andet end en dansk Udgave at Adams svenske Olav og hans Sønner, der efterfølges at (Sigeric og) Hardegon. Altsaa findes her den samme Bestræbelse for at blive kvit Konger af svensk og norsk Byrd; den roskildske Forfatter har vendt sig mod den svenske Konge og beholdt den norske, medens Forfatteren i de Lundske Annaler havde Tilbøielighed til at beholde Svensken og lade Nordmanden forsvinde.

III. "Brevior historia" har gaaet et Skridt videre end de to førstnævnte; den har givet sig i Kast med den indenlandske Tradition og staar paa en Maade midt imellem denne og den udenlandske, med en Fod i begge Leire. Brevior historia ender i sin nuværende Skikkelse med Aar 1219 og skulde altsaa være forfattet senere, men syncs oprindeligt at være bleven til midt i 12te Aarhundrede, saa at Notitserne fra Valdsuiar I af er senere tilføiede. Dette Arbeide belærer os om, hvorledes de udenlandske Beretninger (fra Adam) efterhaanden støbtes sammen med de indenlandske Sagn og tilsidst gik op i disse som fast Bestanddel. Hele den første Halvdel indtil Godfred hviler paa hjemlige Sagn; Navnene og Ordenen stemmer med Saxo, men da Tilnavnene alle gives paa Dansk, er Listen uafhængig af Saxo og ældre. Fra Godfred af har Forfatteren benyttet et Uddrag efter Adam, som har givet ham omtrent alle Beretninger ; dog har han ombyttet de frankiske Navne med hvad han ansaa, for de ægte danske. Saaledes har vi istedenfor Godfred faaet Gøtric hin giafmildi (el. Getric), istedenfor Sigfred og Anulo (Aale) faaet Syward og Syward Ring, istedenfor Reginfrid findes Lothbroki filius Sivard Ring, for Heriold Harald Clac, for begge Haarek'er Erik og Erik unge, for Sigfred og Halvdan staar Syward filius Regneri Lothbroki; derpaa følger Lota-Cnut og hans Søn Sven Langfot, som skal repræsentere Adams Hardegon(-knut) filius Svein, og istedenfor de øvrige af Adams efter Kong Sven opregnede Konger fungerer Frothe, Gorm enske, Harald og Gorm, med hvem de hedenske Konger afsluttes. Vi erkjender her to Bestræbelser: den ene er den helagtværdige at skaffe de danske Konger deres danske Navne tilbage; den anden er ligesaa fremtrædende, at fremstille de danske Konger som altid tilhørende en og samme Stamme, hvis Medlemmer følger efter hinanden i uafbrudt Sukcessionsorden; begge Retninger har havt stor Indflydelse paa den senere danske Historie. Godefrid, om hvem kun fortælles, hvad Adam véd, faar sit Navn oversat med Gøtrik, idet Forfatteren har tænkt paa Sagnhelten Gøtrik den gavmilde, som oprindelig ikke har hørt hjemme i den danske Historie; dog synes Mindet om den virkelige Godfred endnu ikke helt at være tabt, thi som den norske Gudrød faar han en Søn Olav, hvilken mod Adams Vidnesbyrd indskydes lige efter Godfreds Død. Anulo har Forfatteren gjengivet med Ring, idet han tænkte paa lat. annulus og naturligvis ikke kjendte til, at Anulo var et frankisk Navn; hvorledes Ring her er bleven til Sivard Ring, har allerede Dr. Jessen rigtig forklaret. Sigfred gjengiver han med Sivard, og istedenfor Reginfred har Forfatteren vel oprindelig sat "Regner Lothbroki, Søn af Siward Ring"; nu staar her kun Lothbroki, men Regner synes udeglemt i Afskriften, da begge Navne forekommer sammen nedenfor. Om ingen af disse véd Forfatteren mere, end Adam giver; det samme gjelder Harald og begge Eriker, naar undtages Tilnavnet Clac. Ligesom for Reginfred er indsat [Regner] Lothbroki, saaledes findes for Sigfred (a. 873) "Syward, Søn af Regner Lodbrok". Her træffes for første Gang i den danske Kongerække disse to bekjendte Skikkelser; det følger af denne nye Position, at de maatte være kjendt i hjemlige Sagn for saaledes at kunne trænge ind i den fra Adam laante Kongeliste. De øvrige Konger bliver alle genealogisk sammenknyttede; allerede Adam havde vist Veien ved at slaa Haralds og Godfreds "nepotes" sammen, og videre paa denne Vei har Forfatteren af "Brevior historia " gaaet: i Regelen gjør han hver Konge uden store Omstændigheder til Søn af sin Forgjænger. Med Harald maa han gjøre en Undtagelse, thi da denne kjæmper mod Gøtriks Sønner, kan han ikke gjøre Harald til Søn af hans Forgjænger (Lothbroki), som allerede er bleven Sønnesønssøn at Gøtrik; han indlader sig derfor ikke paa at oplyse Haralds Æt, men knytter ham sammen med de senere Konger ved et Giftermaal mellem Sivards Datter og Erik d. yngre. Ved disse Paafund opnaar han at faa Tiden mellem Godfred († 810) og Gorm († c. 940) fyldt med ikke mindre end 10 (!) Generationer, og hvad mere er, de svenske og norske Konger er totalt forsvundne af den danske Kongerække.

Vi har været nødt til at dvæle saa længe ved disse første Forsøg paa dansk Historieskrivning, fordi det forekommer os, at nyere Historikere ikke har stillet dem i den rigtige Belysning: deres Afhængighed af Adam og deres originale Bestræbelser i national Retning. Der findes endnu et fjerde Forsøg ældre end Saxo, men dette kan mindre benyttes for vort Formaal, fordi det springer over en Række Konger. Da Sven Aagessøn omkr. 1185 skulde skrive sit Fædrelands Historie, forelaa der vistnok allerede saa mange Uddrag og Bearbeidelser af danske Kongerækker, at han kom ganske i Vildrede. Han havde ikke Kundskaber eller Kritik nok til at vælge mellem dem; for ikke at skrive "fabulose vel mendaciter" springer han simpelthen over flere Aarhundreders Konger, fra Ingild og Olav til Sivard, Søn af Regner Lodbrok (Siwardus filius Regneri Lothbroki): denne trængte efter Svens Fremstilling ind i Danmark, erobrede Riget, dræbte Kongen, ægtede hans Datter og fik med hende Sønnen Knut, som blev Konge efter Sivards Død, og i hvis Barndom den sjælandske Bonde Ennignup var Formynder; efter Knut følger Frode, Harald og Grorm, Thyres Mand. Vi har her atter en anden Udgave af de Adam'ske Uddrag, udstyrede med nye Vilkaarligheder: ligesom i de Lundske Annaler den svenske Gyrd (Olavs Søn) fik Tilnavnet "de Dacia", har vi hos Sven hans Broder Grnup i endnu mere dansk Skikkelse som "Ennignup Sialandensis Bondo"; hos Sven finder vi ogsaa første Gang Slægtrækken Regner Sivard Knut, som siden gjorde saadan Lykke paa Island, og fra Knut fortsættes Slægtrækken ned til Gorm; mere kan man ikke forlange.

Med Sven Aagessøn staar vi lige paa Siden af Saxo Grammaticus; førend vi indlader os paa hans danske Sagnhistorie, vil vi slaa fast Resultaterne for hans Forgjængere. Ligesom Adam var fuldstændig afhængig af Frankerne og, hvor han foretog Berigtigelser, kun frembragte Forvanskninger, saaledes saa vi det samme gjentage sig i de danske Krøniker: disse er paa samme Maade afhængige af Adam, og hvor de forlader ham, forvansker de Historien saa fuldstændigt, at man længe har havt Vanskelighed før at gribe Udviklingens Traade. Men ligesom allerede Adam havde nærmet sig den danske Tradition og hentet Notitser deraf, saaledes foregaar der i de danske Krøniker en endnu stærkere Tilnærmelse, indtil danske Sagn og danske Tendenser efterhaanden vinder Overhaand: derved fik i Løbet af 12te Aarhundrede Sagnhelten Ragnar Lodbrok og hans Søn Sivard en Plads i den danske Kongerække midt imellem de Konger, som fra de frankiske Annaler gjennem Adam var naaede til Danmark. Førend vi studerer Ragnars Historie hos Saxo, maa vi derfor undersøge, med hvilken historisk Ret Ragnar har indtaget denne nye Rang. Vi saa, at den danske Krønike indsatte ham istedenfor den uheldige Kong Reginfrid (f 814); men dette kan (som Joh. Steenstrup rigtig har hævdet mod Dr. Jessen og mig) ikke være hans oprindelige Stilling, thi baade Ragnar og hans Sønner har vundet sit Navn i Sagn og Historie som Søhelte; vi maa, som samme Forfatter viser, søge dem blandt Vikingerne i 9de Aarhundrede og derfor først vinde et Overblik over de danske Vikingetogs Historie.

III. Danske Vikingehøvdinger i 9de Aarhundrede i de frankiske og britiske Farvand

Restaurert statue av Rollo i Rouen. Det står kopier av statuen i Ålesund og i Fargo, North Dakota i USA. Commons.

Karl den store fik en stærk Følelse af det nødvendige i at beskytte sit store Riges Kyster, da de første normanniske Anfald nærmede sig Gallien fra de britiske Farvand. Han udrustede ogsaa Flaader, oprettede Kystvagter og tog endog fremmede Søkrigere i sin Sold, og saalænge han selv levede, opretholdtes hans Forholdsregler, og Frygten for hans Navn afholdt i Regelen Normannerne fra ordentlige Angreb. Men da under hans svage Efterfølger alle rigsfiendtlige Kræfter sattes i Bevægelse, da Stamme stod mod Stamme, da Keiseren og hans Sønner laa i næsten uafbrudte indbyrdes Feider, slappedes Opmærksomheden udad: Flaaderne forfaldt, Kystvagten forsømtes, og snart laa de nærmeste Kyster aabne for Fienderne. Keiser Ludvig havde, endnu før Borgerkrigene udbrød, ordnet de frisiske Kysters Bevogtning. Efter Kong Haralds Daab havde han overladt ham Grevskabet Riustri i Ostfrisland (Kystlandet mellem Dollart og Jahde) som Tilflugtssted, hvis det gik ham galt i Danmark, men ogsaa med Forpligtelse til at vogte Grænserne mod Vikinger; og paa Walcheren ved Scheldes Munding havde en anden dansk Høvding, Usming, Halvdans Søn, Station. De Danskes egentlige Anfald begyndte 834, samme Aar som de frankiske Stammer i Øst og Vest laa i aaben Krig og optoges deraf; Danerne seilede Ostfrisland forbi, hvad enten de ikke vilde eller ikke turde angribe sin Landsmand Kong Harald, men drog op ad Rhinens Munding til den store Handelsstad Dorestad, hvis Rigdomme lokkede dem og som de udplyndrede. I de følgende Aar gjentog Angrebene sig og rettedes nu ogsaa mod Naboegnene ved Maas og Schelde; i 837 landede de paa Walcheren, dræbte sin kristne Landsmand Heming og en frankisk Greve og førte meget Bytte med sig hjem. Keiseren maatte af Hensyn til dette Anfald opsætte et Tog til Italien mod Lothar og rykkede med sin Hær op i Flandern, hvorfor Vikingerne vendte hjem; han ordnede nu Grændsebevogtningen og indsatte nye Grever. Ved denne Leilighed eller kort Tid efter har Ludvig overdraget Dorestad til Kong Harald og hans Broder Rørek, og da efter Ludvigs Død Harald holdt sig til Keiser Lothars Parti, overlod Keiseren ham ogsaa Walcheren og Naboherrederne (841), hvilket bragte den vestfrankiske Annalist til at udtale sig i haarde Ord om at Lothar gav hedenske Vikinger Magt over Kristne. Efterhaanden havde nu altsaa Harald opnaaet et Rige udenlands til Gjengjeld for hvad han havde tabt hjemme, idet han styrede en Række frisiske Landstykker med Endepunkter ved Weser og Schelde og med sit Hovedsæde i en af Frankernes rigeste Handelsbyer. At overlade danske Konger frisiske Landsdele kunde støtte Frankerne, der manglede Sømagt og Lyst til Søvæsen; men dette Forhold kunde give Anledning til mange Forviklinger, idet Danerne snart betragtede Frisland som sin retmæssige Arv, knyttede Forbindelser med de endnu halvhedenske Indbyggere og med sine hjemmeværende Landsmænd og ofte følte sig fristede til at bryde Freden med sine Lensherrer. Allerede kort efter Haralds Død (han omtales sidste Gang i 842) begyndte Keiseren at mistænke Rørek for at pønse paa Frafald og lod ham derfor fængsle; men dette gjorde kun ondt værre, thi Rørek undslap og tog sin Tilflugt til Østfranken, hvor Kong Ludvig tillod ham at bo i Saxen. Herfra samlede han "efter flere Aar" en stor Skare af sine Landsmænd om sig, deriblandt Haralds Søn Godfred (døbt med sin Fader 826), og foretog med dem i 850 et Tog mod Lothars frisiske Provinser for at vinde sine Lande tilbage; Keiseren forsøgte forgjæves at staa ham imod og maatte tilslut overlade ham "Dorestad og andre Grevskaber" i Frisland. Naturligvis skulde han lige som før være Keiserens Lensmand og værge Frisland mod Vikingerne, men Stillingen var væsentlig forandret ved at Rørek havde tiltvunget sig dette Len med udenlandsk Bistand. Man ser derfor, at han fra nu af betragtede sig som Herre i Frisland, og hans Lands Beliggenhed paa Grænsen af de tre frankiske Riger og med Danmark som Støtte i Baggrunden gjorde, at han kunde stille sig temmelig uafhængig ligeoverfor sine frankiske Lensherrer. Hans Rige blev for hans Landsmænd som et andet Danmark, hvor de kunde slaa sig ned som hjemme, og hvorfra de kunde faa Hjelp paa sine Tog i fremmede Lande; ja man kan sige, at nye Tog ligetil udgik fra Frisland mod de kristne Lande, og at Rørek, naar han vilde, kunde dirigere Hærmasser mod Frankerne uden nogen Fare for sig. Hans Brodersøn Godfred, som havde deltaget i Kampen mod Lothar, drog videre vestover mod Karis Rige, herjede i Flandern og seilede derefter op ad Seinen. Karl turde ikke indlade sig paa aaben Kamp, men kjøbte ham til at drage bort . 2 Aar senere hører vi, at Godfred i Forbund med en anden Høvding Sigtryg atter drog op ad Seinen (Oct. 852); Keiser Lothar og Kong Karl forenede sig for at drive Vikingerne bort, men disse byggede sig nu en fast Borg for "Vinteren i den saakaldte Givolds Grav", og Karl maatte atter kjøbe Godfred til at vende tilbage til Frisland, hvorfra han Aar 855 sammen med sin Farbroder foretog det ovenfor omtalte Forsøg mod Kong Haarek. Hermed forsvinder Godfred, thi i 857 optræder Rørek alene, og fra 864 omtales en anden Søn af Kong Harald, Rodulv, der synes at have arvet sin Faders og Broders Besiddelser og Fordringer; ogsaa han havde som disse sit faste Tilhold i Frisland. I 864 maatte Kong Lothar betale Rodulv en tung Skat fra hele sit Rige; denne har altsaa optraadt med afgjort Overmagt, og han har holdt denne Stilling, thi da Kong Karl efter Lothars Død havde bemægtiget sig næsten hans hele Rige og underhandlede med Rodulv om Underkastelse, stillede denne saa overmodige Fordringer, at Kongen ikke vilde gaa med derpaa og de skiltes i Uvenskab. I 873 forsøgte Rodulv at erobre tilbage sin Faders gamle Land i Ostfrisland, men blev her dræbt af Friserne. Den gamle Rørek havde baaret sig mere statsklogt ad; da Lothars Rige splittedes, underkastede han sig begge hans Farbrødre ved særskilt Underhandling, hvorved adskillige Fordele vistnok tilstodes ham. Og uagtet hans Troskab tidligere ikke havde været saa særdeles at rose, bevarede man dog hos Frankerne Mindet om ham efter hans Død som "Frankerkongernes tro Mand"; han døde mellem 873 og 880. Endnu gav hans Slægt ikke Landet op; den Vikingehær, som fra 880 udgød sig over de frankiske Lande, tvang den tyske Konge til at overlade "det frisiske Rige" til en Konge Godfred og til endog at gifte ham med Kong Lothars Datter. Denne Godfred synes nemlig at have gjort Arvefordringer gjeldende og har da rimeligvis hørt til Haralds Ætlinger; han blev den sidste danske Konge i Frisland, idet han myrdedes i 885 og hans Landsmænd derefter fordreves fra Landet.

I al den Tid, da dette frisiske Rige bestod, havde Vikingerne været virksomme paa alle Farvand, og flere af deres Flaader synes at have staaet i Forbindelse med dette Rige. Dog var Anfaldene paa det vestfrankiske Rige begyndt før og havde især forstærket sig efter Keiser Ludvigs Død, da Krigene rasede som værst mellem de frankiske Stammer og Fællesfølelsen i den Grad holdt paa at tabe sig, at vi paa flere Steder finder Vikingerne i Forbund med et af de stridende Partier. I Aarene fra 840 af var en Aasgeir den mest berygtede Vikingehøvding. Han plyndrede Rouen, brændte Klostret Jumiéges og herjede frygteligt ved Seinen (841). I de følgende Aar til 851 siges han at have herjet paa alle Kyster mellem Seinen og Bordeaux; hans Flaade har altsaa enten deltaget i eller ledet Angrebene paa Nantes i 843, da Vikingerne erobrede Byen og slog sig ned for Vinteren paa en Ø i Floden, paa Toulouse i 844, Bretagne i 847, Bordeaux i 848. Den sidste By beholdt Vikingerne i flere Aar, thi herfra drog de under Aasgeir i 851 tilbage til Seinen, brændte Fontenelles, plyndrede Rouen og brændte Beauvais, førend de drog tilbage til Bordeaux. Disse Vikinger kaldes dels med Fællesnavnet Normanni, dels med de mere specielle Navne Dani og Wesfaldingi (ɔ: Mænd fra Vestfold i Norge); man ser saaledes ogsaa her, at i fremmede Farvand ligesom i sine Hjemlande optræder i denne Tid Daner og norske Mænd i Fællesskab. I Aaret 845 udgik fra Danmark samtidig Tog i to Retninger til Frankerne; Kong Haarek selv drog med en Flaade opad Elben og plyndrede Hamburg, medens en af hans Høvdinger Ragnar trængte med 120 Skibe opad Seinen, hvor han plyndrede Paris og Omegnen; ogsaa han blev kjøbt bort af Kong Karl. Ogsaa Røreks Tog mod Frisland i 850 udgik direkte fra Danmark eller ialfald med Bistand herfra, men efter den Tid synes de fleste Høvdinger at have havt Standkvarter eller ialfald Forbindelser i det frisiske Rige. Derfra udgik Godfred i 850 og 852; da han om Vaaren 853 lod sig bevæge til at drage bort, fortsatte hans Forbundsfeller Toget til Loire, hvor de i Mai s. A. paa en Ø i Mundingen oprettede en fast Leir. Derfra overfaldt de og brændte Nantes og Klostret St. Florent, om Høsten s. A. den hellige Martins By Tours og hans Kloster, i det følgende Aar Blois og Angers, i 855 plyndrede de i Aquitanien, i 356 Orleans, i 857 atter Tours, hvor Munkene i St. Martin flygter med sin Helgens Levninger til Léré (i Berry) . Hvem deres Anfører i disse Aar var siges ikke; det var ikke Sigtryg, thi han forsøgte netop i 855 at erobre deres Borg paa Loire-Øen, men mod at faa Andel i deres Bytte lod han sig bevæge til at opgive Beleiringen og drage ud af Floden. Fra sit Stade i Loire-Mundingen, paa Halvøen Guerrande og i Paimbeuf sværmede disse Vikinger rundt i Nabolandskaberne og herjede og plyndrede, hvor de kom; kun faa af de frankiske Grever formaaede at modstaa dem. I 863 nævnes deres Konge Maurus (Már?) som da faldt paa et Tog i Angouléme i Tvekamp med Grev Turpio. I 865 vovede deres Høvding Baretus (Bárðr, opr. Varusr) at trænge med 40 Skibe helt op til Klostret Fleury, som herjedes, og paa Tilbageveien plyndredes Orleans; denne Baretus synes at være den samme, som kjendes fra denne Tid i Irland, han var Søn af Hærkongen Ivar i Dublin og herjede i mange Aar i det vestlige og sydlige Irland; hans Deltagelse i Loire-Togene synes derfor kun at have været midlertidig, og allerede i det følgende Aar finder vi en ny Høvding for Loire-Normannerne, der siden skulde gjøre sit Navn frygtet blandt Vestfrankerne som ingen anden af sine Landsmænd. Det er den bekjendte Haastein (Hastignus, Hastingus). Det var ham, som i 866 korstog et længere Hærtog gjennem Anjou, Poitou og Touraine og paa Hjemveien i et Slag fældede Vestfrankernes tapreste Krigere, Greverne Ramnulf og Rodbert; i 869 maatte Kong Salomon af Bretagne betale ham Skat for at slippe for Plyndring og samme Aar lagde han atter Tours i Skat; i 872 satte han sig fast i Angers, blev beleiret af Kong Karl og maatte kjøbe sig fri mod Løfte at drage bort fra Landet, men holdt ikke sit Løfte og "rasede værre end før", thi samme Aar kom han igjen til Tours, hvorfra Munkene i St. Martin atter maatte flygte med sin Helgen, dennegang til Burgund; i 874 deltager han i Borgerkrigen i Bretagne, men bliver slagen. Først i 882 — efter mindst 16 Aars Ophold ved Loire — bliver han af Kong Ludvig nødt eller overtalt ved Penge til at forlade Frankrige og forsvinder nu ganske indtil 890, da han lander ved Somme, sætter sig fast her og gjør derfra Tog til Amiens (891) og Vermandois (891—92). Den store Hungersnød i Frankrige driver ogsaa Haastein over til England, hvor vi kan læse om hans Kampe i 893 og 894, da vi sidste Gang hører Tale om ham; vi ved saaledes ikke, om han døde i England, om han fulgte med "Hæren" tilbage til Frankrige i 896, eller om han vendte hjem igjen til sit Fødeland. Ikke alene, at hans Vikingefærd varede længere end de fleste af hans Landsmænds (fra 866 til 894), men ogsaa at han optraadte som seirrig paa saa mange Valpladse — ved Loire, ved Somme og i England — maatte gjøre hans Navn ualmindelig frygtet, saa man kan ikke undre sig over, at Frankerne i ham saa den værste af alle Vikinger og udstyrede ham i fortrinlig Grad med alle de Egenskaber, de fandt hos sine nordiske Fiender; derved blev efterhaanden "Hasting" hos Vestfrankerne Typen for Vikingetiden. Det vil have Betydning for det følgende at fastholde, at hans Virketid falder fra 866 af, at han neppe før den Tid kan have været Loire-Normannernes Høvding, fordi andre Navne nævnes lige forud, og at han i 866 maa have været en yngre Mand, idet han endnu ved 893—94 virker i sin fulde Mandskraft. Om Hastings Herkomst eller hjemlige Forbindelser nævnes ikke et Ord; særegent for ham er, at han optræder som oftest selvstændigt og uden Medanførere, han slutter sig ikke til den "store Hær", førend denne i England søgte Tilflugt i en af Hastings Borge (893), og kun derved kom han til en Stund at operere i Fællesskab med den.

Den samme Sigtryg, der i 852 med den frisiske Godfred herjede ved Seinen og som i 855 forsøgte sig mod Loire-Normannerne, viste sig samme Sommer atter i Seinen (18 Juli 855), dennegang sammen med en anden Høvding, Bjørn (Berno). Begges Hære trængte fra Seinen langt ind i Landet, indtil Kong Karl slog dem i Perche (i Champagne): derpaa drog Sigtryg den følgende Sommer (856) ned tilhavs, og vi hører derefter ikke mere til ham, men Bjørn satte sig fast i Floden og fik Undsætning fra en nyankommende Hær. Ogsaa dennegang tog Vikingerne Vinterkvarter i Givolds Grav, og derfra overfaldt de Paris, som grundigt udplyndredes i Dagene om Nytaar 856—57. Bjørn byggede sig derefter en fast Borg paa Øen Oissel (ved Pont de I'Arche, ovenfor Rouen) og indrettede sig til et Ophold paa flere Aar. Skjønt han i 858 var hos Karl i Verberie og der svor ham Troskab, vedblev dog det fiendtlige Forhold, og Karl besluttede sig til med hele sit Riges Kræfter at beleire Vikingernes Ø-Borg (Juli 858); men Bjørn forsvarede sig godt, og Karl saa sig nødt til at ophæve Beleiringen i September s. A., da hans Vasaller faldt fra ham og hyldede den østfrankiske Kong Ludvig, som drog med en Hær mod sin Broder. Denne ulykkelige Feide mellem de frankiske Riger gjorde, at Normannerne i flere Aar kunde holde sig uangrebne i sin Borg; i 859 streifede de helt op til Noyon (ved Oise), hvor de fangede og dræbte Biskop Emmo, i 861 plyndrede de atter Paris. Karl henvendte sig i sin Nød til Somme-Normannerne under Veland, som mod Løfte om 3000 Pund Sølv angreb Seine-Normannernes Borg paa Oissel (861), og de Beleirede saa sig nødt til at overbyde Kongen og afstaa en Del af sit Bytte for at slippe bort. Forenet drog nu begge Hære ned til Havet, men da Vinteren hindrede dem fra at reise hjem, lagde de sig i Vinterkvarter ved Nedre-Seinen; paa Vaarsiden (862) kom Veland til Kongen, lod sig døbe og gik i hans Tjeneste. De øvrige (º: Seine-Normannerne) drog til Havet, delte sig her i flere Flaader, som seilede hver sin Vei, en stor Del drog til Bretagne for at deltage i Kampen mellem Kongen af Bretagne og de frankiske Grever. Hvorlænge Bjørn deltog i dette Tog, siges ikke ligefrem; Annalerne nævner hans Ankomst 855, hans Besøg hos Karl 858 og hans Forsvar af Borgen s. A. ; vi skal siden se, at et senere Sagn antyder, at han holdt ud til det sidste med sine Mænd.

I disse Aar kom Normanniske Vikinger helt ned i Middelhavet, og efter alt hvad vi kan slutte, har to forenede Flaader udført Bedrifter her. En arabisk Historiker Ibn-Adhâri fortæller, at en Flaade paa 62 Skibe i Aaret 859 seilede sydover langs Spaniens vestlige Kyst, forsøgte forgjæves at lande her, og indtog endelig og plyndrede Algeziras (ved Gibraltar-Strædet); at den derfra satte over til Afrika, hvor den gjorde Landgang, gik derfra tilbage til den spanske Middelhavskyst ved Murcia og herjede her indtil Orihuela (paa Grænsen mod Valencia); den følgende Vinter laa de over i Frankrige, hvor de bemægtigede sig en By, som længe beholdt Navn efter dem; paa Hjemveien blev de slagne tilsøs af Emiren Mohamed. En arabisk Geograf Bekri oplyser, at det Sted, som plyndredes i Afrika, var Nekur (i det østlige Marokko); det samme oplyser den senere spanske Kronist Sebastian fra Salamanca, som tilføier, at Normannerne derefter paa sit Tog røvede Folk fra de Baleariske Øer og kom helt til Grækenland. Pradentius, som ikke ved noget om Opholdet i Spanien og Afrika, beretter derimod, at Danerne (piratæ Danorum) efter at have seilet rundt Spanien Aar 859 slog sig ned ved Rhone, plyndrede Byer og Klostre og overvintrede paa Camargue i Rhones Munding, at de den næste Vaar (860) foretog Plyndring opad Floden ligetil Valence og senere paa Sommeren herjede paa italienske Byer, deriblandt Pisa. Allerede samme Aar synes Vikingerne at have begivet sig paa Hjemveien, thi hverken Prudentius eller Ibn-Adhâri omtaler mere end ét Vinterophold paa Camargue; og om Vaaren 862 var de allerede komne til Frankrige, thi da sluttede de sig sammen med Seine-Normannerne og lod sig med dem leie af Grev Robert til at kjæmpe mod Bretagne . Alle disse Vidnesbyrd stemmer jo godt sammen, og man vilde have det for sikkert, at vi her i et og alt har samme Vikingeflaades Bedrifter, hvis der ikke nylig var fremdraget en Annalberetning, som kaster nyt Lys over dette Tog. Joh. Steenstrup viser i sin "Indledning til Normannertiden", at et gammelt irsk Annalbrudstykke beretter om samme Tog. Dets Indhold er, at en Kongesøn fra Lochlann, Raghnall mac Albdan, nogle Aar før 867 blev fordrevet fra sit Fædreland af sine yngre Brødre og flygtede med sine 3 Sønner til Orknøerne, hvor han slog sig ned. To af Sønnerne drog derfra ud paa Tog til de britiske Øer; siden seilede de over den kantabriske Sø til Spanien, hvor de dræbte og plyndrede, og gik derfra gjennem Strædet over til Afrika, hvor de kjæmpede med "Mauritani" og vandt stort Bytte. Men da en af Sønnerne i en Drøm fik vide, at den Broder, som de havde efterladt hos sin Fader, var dræbt, og de ængstedes for sin Faders Skjæbne, vendte de hjemad; fra Toget medførte de mauriske Træle ("Blaamænd"), som solgtes i Irland. Steenstrup har i denne "Raghnall" troet at gjenfinde Sagnets Ragnar Lodbrok og i Toget Lodbrokssønnernes i Sagnene bekjendte Tog til Italien (Luna); men herimod reiser sig saa stærke Betænkeligheder, at Formodningen maa helt afvises. Allerede Navnet Raghnall gjør Vanskelighed, thi det gjengiver paa Irsk ikke Ragnar, men Ragnvald, som jo var et saa almindeligt Navn blandt den norske Kongeæt i Dublin. Værre er det, at Ragnvald eller rettere hans Fader Halvdan kaldes Konge i Lochlann, thi selv om man indrømmer, at Lochlann i senere Tid i Irland er Fællesnavn for de skandinaviske Lande, saa kan det ikke benegtes, at netop i dette Annalfragment træder overalt tydeligt frem Forskjellen mellem Lochlannac (Nordmænd) og Danair (Daner) som de to forskjellige Nationer blandt Vikingerne: Side 117—25 skildres vidtløftigt de to Søslag Aar 851 mellem Danerne, som kom til Irland, og "Lochlannac" som var der før; Side 131 fortælles, hvorledes "Danerne, d. e. Orm og hans Mænd" gik i Kong Kerbhal's Tjeneste for at kjæmpe mod Lochlannac, og Side 133, hvorledes Ossorymændene med Danerne overvandt og nedsablede Lochlannac (hvilket Navn vexler med Normannac). Kong Raghnall har altsaa været en norsk Konge (ɔ: Fylkeskonge), rimeligvis fra et af de vestlandske Fylker, og er han da den samme som Sagnets Ragnar Lodbrok, saa maatte denne ogsaa været norsk Fylkeskonge, hvilket er umuligt. Kong Ragnvald og hans Sønner bliver saaledes at adskille fra Ragnar Lodbrok og Lodbroks sønnerne. Om disse norske Kongesønner fortælles nu i en fuldkommen paalidelig Krønike, at de i et af Aarene om 860 drog paa Vikingetog til Spanien og Mauritanien og paa Hjemveien kom til Irland. Man kan ikke godt negte, at her er Tale om Toget i 859, thi spanske og arabiske Forfattere kjender intet andet Tog, hvorpaa denne Etterretning kan passe; men deraf maa nu ikke sluttes, at hele dette Tog i Middelhavet har været udført af Ragnvalds Sønner. Langtfra; det siges jo ligetil, at de vendte hjem fra Mauritanien og altsaa ikke kom længer øst; desuden kaldes udtrykkelig Rhone-Vikingerne Daner, og i de frankiske Annaler fra 9de Aarhundrede bruges neppe "Dani" som skandinavisk Fællesbetegnelse ligesom "Normanni". Resultatet af dette bliver altsaa, at Toget til Middelhavet 859—61 har været udført af danske Vikinger (hvis Førere ikke omtales i paalidelige Kilder), men til dem har der sluttet sig en norsk Vikingeskare under Kong Ragnvalds Sønner; disse vendte hjemad fra Nekur, medens Danerne alene fortsatte Toget øst over til Rhone og Italien.

Sigurd Snogøje (orm-i-auge). Utsnitt av kobberstikk som fremstiller de danske konger. 1670.

I England var man ligefra 832 af udsat for næsten aarvisse Angreb fra Vikingerne. Disse var i Regelen Daner, dog ser man ogsaa, at Nordmænd fra Irland deltog i Anfaldene, f. Ex. i Aar 851, da Danerne herjede østenfra paa Kent og Surrey, men Nordmændene paa Devonshire. Vikingerne rettede sine Angreb mod det sydøstlige eller sydlige England, hvor de vigtigste Handelsbyer var, og forsøgte som oftest at sætte sig fast paa en af Øerne i Themsens Munding, medens det nordlige England var ganske fri for Herjinger indtil Aar 867. I 855 lykkedes det en "hedensk Hær" at holde sig Vinteren over paa Shepey i Themsen; den bestod, som det udtrykkelig siges i en paalidelig Krønike, af "Daner og Friser" og anførtes af (Brødrene) Halvdan, Ingvar og Übbe; den samme Krønike kalder senere udtrykkelig Übbe Jarl i Frisland, saa man kan ikke tvivle om, at denne Hær udgik fra Røreks frisiske Rige og at disse Brødre var hans Jarler, maaske hans Slægtninge. England forlod de 856, og da vi før har seet, at Sommeren 856 en Hær sluttede sig til Seine-Normannerne under Bjørn (der, som vi senere skal se, var deres Broder), kan man med Rimelighed antage, at den nye Hær var anført af disse Brødre Halvdan, Ingvar og Übbe, som saaledes har opholdt sig i Seine-Egnene mellem 856 og 862. I 866 lander atter en stor Hær i England, anført af Brødrene Ingvar og Übbe. Vinteren over blev de i Ostangeln, hvis Folk gav dem "Fredland" ; men da de hørte, at der i Northumberland var udbrudt en Borgerkrig, idet mange havde faldt fra sin Konge Osbriht og taget en anden, Ella, drog Vikingerne overland til Northumberland og bemægtigede sig York (867). Begge de stridende Konger forenede sig nu mod Vikingerne og drog mod York, som de angreb, men Northumbrerne led her et haardt Nederlag, begge Konger faldt i Slaget, og Folket underkastede sig Erobrerne. Disse opholdt sig Vinteren 867—68 i York, den næste drog de sydover til Nottingham, men den derpaa følgende var de atter i York (869—70) ; i disse Aar synes betydelige Skarer at have samlet sig til dem, thi ved Siden af (eller rettere over) Jarlerne Übbe og Ingvar nævnes nu ikke mindre end fire Konger (deraf faldt de 3 ved Thrykingham i 870, den 4de, Anund, forekommer ogsaa senere), og Høsten 870 kom en stor Hær til England fra Danmark for at deltage i Erobringen under Anførsel af Kongerne Halvdan (Jarlernes Broder), Guðrum (ɔ: Gudorm eller Gorm), Bagsegg, Aasketil og Haamund samt fem Jarler; og allerede før havde Ingvar og Übbe opfordret de norske Konger i Dublin, Ivar og Olav, til at deltage i Erobringen, hvilken Opfordring disse fulgte ved at herje i Nordengland baade paa "Briter og Saxer" og ved i 871 at indtage Dumbarton (ved Clyde) efter 4 Maaneders Beleiring. Dette Angreb fra flere Kanter havde dog ikke strax den tilsigtede Virkning: de norske Konger blev snart kaldte hjem fra Toget for at beskytte sine Besiddelser mod Irerne, og Saxerne i Sydengland gjorde under de unge vestsaxiske Konger en energisk Modstand. Vistnok besatte Danerne Høsten 870 Ostangeln, og Brødrene Ingvar og Übbe dræbte dets Konge Eadmund (20 Nov. 870); men i det følgende Aar led de en Række Nederlag mod Vestsaxerne, hvorved der faldt en Konge (Bagsegg) og 9 Jarler, deriblandt, som det synes, Ingvar. Alligevel holdt Hæren sig i de erobrede Lande, i 874 delte den sig i to Hoveddele, hvoraf den ene under Kong Halvdan slog sig ned i Northumberland og delte dette Land, den anden under Kongerne Gorm, Aasketil og Anund fortsatte Krigen med Vestsaxerne, der efter mange Omvexlinger endte med det bekjendte Forlig i 878. Flere af Anføreme var under disse Kampe faldne eller bortdragne, hvorved Gorm var bleven Hærens Hovedanfører. Jarlen Übbe herjede i 877 paa egen Haand i Sydwales, hvis Fyrste Ruaidri maatte flygte til Irland; medens Gorms Hær det følgende Aar angreb Wessex østenfra, gjorde Übbe fra Wales et Indfald i Devonshire, der endte med hans Fald ved Cynwit. Om Halvdan ved man kun, at hans egne Mænd fordrev ham fra Northumberland ; da i 877 en dansk Hær lander i Irland under Halvdan, Ragnvalds Søn, er det rimeligvis den samme Høvding; i en Strid med Nordmændene i Dublin blev denne Halvdan dræbt i 877, og hans Mænd gik under en norsk Kongesøn, Eystein Olafssøn, til Skotland. Kong Gorm, der ved Forliget i 878 lod sig døbe med Navnet Ædelstan, drog efter et Aars Ophold i det vestlige England om Cirenchester i 880 til sit Rige Ostangeln, som han beherskede til sin Død 890 .

Af de frankiske Annal-Beretninger for Aarene 865—80 fremgaar det, at de frankiske Kriger nu forholdsvis nød Fred, thi omtrent alle for Vikingelivet disponible Kræfter i det danske Folk synes efterhaanden at have trukket sig over til England, og kun Hasting holdt sig paa sin Station ved Loire. Men aldrig saa snart var Freden sluttet i England, førend Stormen atter gik ud over Frankerne; og Sammenhængen er her saa meget tydeligere, som Angrebet udgaar, om ikke fra Gorms Hær, saa dog fra England. Aaret før Kong Gorm drog til Ostangeln for at grundlægge sit nye Rige, samlede der sig en ny Hær af Vikinger i Themsen (ved Fulham ovenfor London), og den fik her stærkt Tilløb, aabenbart ogsaa fra Gorms Hær. Dette siges ikke ligetil i de samtidige Kilder, men dels følger det ligefrem af sig selv, at mange af Gorms Hærmænd foretrak det frie Røverliv fremfor Udsigten til at tilbringe sine Dage som kongelige Hustropper i Ostangeln, dels antyder franske Sagn ialfald, at Franskmændene ansaa denne nye Hær for udgaaet fra Danerne i England. Denne "store Hær", som holdt sig i de frankiske Lande til 892, skal vi i følgende Bog vende til bage til.

Hvis vi efter denne korte Oversigt over Vikingetogene omkr. 850— 80 skulde danne os nogen Mening om, hvilke Høvdinger og hvilke Slægter der stod i Spidsen for de vigtigste Tog, vilde vi neppe endnu kunne fremhæve andet end de løsrevne Navne Aasgeir, Bjørn, Haastein, Ingvar, Übbe og Gorm samt Haralds Slægtninge i Frisland. Imidlertid besidder vi dog ogsaa andre Vidnesbyrd om Vikingehøvdingerne i 9de Aarhundrede; rigtignok er disse ikke af første Rang som de samtidige Annaler, men de er Folkesagn, optegnede af lærde Munke, der søgte at gjøre Historie ud af dem; man maa derfor først undersøge deres Værd kritisk, vogte sig for at lade sig narre af deres ligefremme Forsikringer og kun tro, hvad der ligefrem er uantasteligt. Heldigvis er i nyere Tid den kritiske Undersøgelse af disse Forfatteres Kilder og indbyrdes Slægtskab naaet saa langt, at man ikke let længer lader sig føre vild; anvendte paa den rette Maade vil derfor disse senere Sagnbearbeidelser give adskillige Oplysninger om Vikingetogenes Sammenhæng og om Vikingehøvdingers Historie. Vi vender os først til de normanniske Skribenter, der omtaler Hasting og Bjørn Jernside, Lodbroks Søn.

Dudo af St. Quentin, der (omkr. Aar 1000—1020) skrev Normannernes Historie efter mundtlige Beretninger, opfattede Vikingetogene i det 9de Aarhundrede, indtil Rollo, som en eneste dansk (eller dacisk) Folkevandring, hvis Aarsag var Overbefolkning og hvis Hensigt var at skaffe det "daciske" Folk nye Bopæle . Normannernes Høvdinger paa denne Vandring er "Anstignus" (Hasting), og hans Bedrifter bestaar kun i at plyndre Byer og brænde Kirker i Nordfrankrige samt i at foretage Toget til Luna i Italien. Naar man skyder Dudos Rhetorik tilside, beholder man følgende Indhold af hans Fortælling: "Dacerne kom engang (det nævnes ei naar) under Høvdingen Anstignus til Francia; her brænder de Kirken i St. Quentin og alle andre Kirker Vermandois, derefter Klostret St. Denis, de dræber Biskop Emmo af Noyon d. 28. April (uden Aar!), brænder St. Medardus' og Eligius's Kirker (i Soissons) samt St. Genovefas Kirke (i Paris). Derefter besluttede Anstignus at erobre Rom, Verdens Hovedstad, "ligesom han havde erobret Francia", og seilede bort fra Francia; han kom paa sin Seilads til Byen "Lunx qui Luna dicitur", som han antog for Rom, og da han ikke kunde indtage den med Magt, anvendte han den bekjendte List med forstilt Daab og Begravelse, hvorved Byen indtoges. Han mærker nu, at det ikke er Rom, lader Byen brænde og Indbyggerne bortføre som Fanger; derpaa drager han tilbage til Francia, hvor Kongen (hans Navn siges ikke) for at undgaa hans Plyndringer betaler ham en stor Pengesum og tager ham i sin Tjeneste; senere nævnes han blandt de franske Høvdinger, som underhandlede med Rollo Aar 876. Hvad der mest springer i Øinene ved denne Fremstilling er, at Tider og Personer er fuldstændigt sammenblandede, Tidsfølgen er ikke paa noget Sted korrekt, og alle de normanniske Bedrifter, som Dudo kjendte forud for Rollo, har han overført paa Hasting: med andre Ord, her foreligger en Række Sagn, tildels Lokalsagn, som efterhaanden har fæstet sig til Hasting. Klostret i St. Quentin blev brændt af den "store Hær" under Sigfred 883, St. Denis af Seine-Normannerne i 865, Biskop Emmo dræbt af Seine-Normannerne i 859, St. Medards Kirke i Soissons brændt af Kong Sigfred efter Paris's Beleiring i 886 og St. Genovefas Kirke af Seine-Normannerne under Bjørn i 856—57. Det eneste, som historisk kan føres tilbage til Hasting, er, at han herjede i Vermandois 891—92, men at han brændte Kirker her op lyser de samtidige Kilder ikke; naar vi nu erindrer, at Dudo selv er født i Vermandois, vil man forstaa, at han har fulgt sit Hjemlands Sagn om, at alle Kirkerov i Nordfrankrige er udførte af Hasting. Historisk er det ogsaa, at Hasting indgik et Forlig med Frankerkongen, men det skede ikke lige efter Middelhavstoget, men først efter (mindst) 16 Aars Ophold ved Loire, i 882 med Kong Ludvig, og Hasting gik ikke i Frankerkongens Tjeneste, men seilede "ud til Havet" og nævnes ikke førend 8 Aar bagefter (i 890) i Frankrige. Naar det staar saa til med Dudo, hvor han færdes paa fransk Jordbund, kan man ikke vente større Sikkerhed i Italien. Nordboerne har kun én Gang herjet i Italien, nemlig da de i 860 gjorde et Streiftog fra sin Station paa Camargue og plyndrede "Pisa og andre Byer"; man har da for at frelse Dudo antaget, at en af de "andre Byer" var Luna, saa at Sagnet kunde med Forkjærlighed have grebet dette Navn fremfor det vigtigere Pisa. Isaafald maatte Fortællingen om, at Togets Maal var at erobre Rom, lægges helt tilside som Sagndigt ning, og man maatte se bort fra, at Normannerne i flere Aar herjede paa Middelhavets Kyster, i Spanien og Afrika, og havde sin faste Station i disse Aar ved Rhone. Imidlertid lader Sagnet sig frelse paa en Maade, hvorved ialfald dets hovedsagelige Indhold kommer mere til sin Ret. Netop ved Midten af 9de Aarhundrede blev Rom gjentagne Gange truet med Anfald af hedenske Sørøvere, og disse har virkelig plyndret Luna; men disse Sørøvere var — Saracener. Allerede 841 havde Saracenerne fra Sicilien overrumplet Bari, i de følgende Aar streifede de frit om i de italienske Farvand, i 846 vovede de at sende en stor Flaade ind i Tiberen mod Rom, som vistnok selv ved sin Mur var beskyttet mod Angreb, medens Forstaden paa høire Tiberbred blev udplyndret; og i 849 indtog Saracenerne Luna. Dette er Lunas virkelige Plyndring af hedenske Vikinger, og den berettes af den samme paalidelige Annalist, som i 860 kun nævner "Pisa og andre Byer"; man indser ikke nogen Grund til, at han i 849 skulde finde Luna betydelig nok til at nævnes, men i 860 springe den over. Hvis dette er rigtigt og Luna kun denne ene Gang er plyndret af Hedningerne, har de nordfranske Sagnfortællere henført til Normannerne og Hasting et Sagn, som oprindelig har været fortalt om Saracenerne i Italien. At Franskmændene omkr. Aar 1000 overførte Bedrifter fra Saracener til Normanner, er ikke underligere, end at de i Sluten af samme Aarhundrede byttede Rollerne om, saa at Normannerne blev til Saracener (hvorom mere nedenfor), eller at de franske Heltedigte overhovedet gjør alle Hedninger (f. Ex. Saxer paa Karl den stores Tid) til Saracener. Af Dudo kan vi altsaa ikke faa nye Bidrag til Hastings Historie; selv om man ikke vil tro paa Forvexling af Saracener og Normanner, tør man ikke fæste Lid til, at Hasting var Fører paa Toget til Italien (859-61); ialfald kan ikke Dudos Vidnesbyrd gjælde som Bevis, thi efter ham skulde jo Hasting ogsaa have gjort Toget til Noyon og have dræbt Biskop Emmo, hvilket Drab vitterlig udførtes i 859, medens Middelhavs-Normannerne laa paa Camargue; vi har jo ingen Grund til at følge Dudo mere i den ene end i den anden Angivelse, saameget mindre som han henfører alle Normannernes Bedrifter før Rollo til Hasting.

Dudos Etterfølger, Vilhelm af Jumiéges fra c. 1070, synes at give mere, og hvad vi kan hente fra ham synes ialfald til dels at være egte Sagn fra hans Kloster, at sige naar han ikke bearbeider Dudo eller andre Krøniker. Ogsaa Vilhelm anerkjender Dudos "Udvandringstheori", men han giver den det mærkelige Tillæg, at de danske Udvandreres Høvding egentlig var "Bier ferreæ costæ, filius regis Lothbroci", medens Hasting kun er Bier's "pædagogus" (Fosterfader). Disses Bedrifter er da følgende:

De kommer Aar 851 til Vermandois og brænder Klostret i St. Quentin, samt dræber Biskop Emmo af Noyon; derfra drager de til Seinen, brænder Klostret Jumiéges og Byen Rouen samt plyndrer i hele Neustrien. Siden seiler de til Loire, slaar sig ned paa Øen ved Klostret St. Florent, brænder Nantes, plyndrer i Anjou og Poitou, ødelægger Angers, Poitiers, Tours og Orleans; derefter nævnes Plyndring af Paris, af Beauvais, af Nimwegen, i Auvergne, Saintonge, Angouléme, Perigeux, Limoges og Bourges. Disse Tog varer i omtrent 30 Aar (altsaa til e. 880!); derefter beslutter Hasting at gjøre sin Herre Bier til romersk Keiser og foretager Toget til Luna, som hos Dudo. Da de mærker, at Luna ikke er Rom, vil de drage mod denne By, men faar høre, at Romerne allerede er beredte til Forsvar, og drager derfor hjemad. Hasting drager til "Kong Karl" i Frankrige, bliver hans Mand og faar Grevskabet Chartres; mange Aar senere, efter at Kampen med Rollo var begyndt, fortæller Grev Tetbald Hasting, at Kongen (den samme Kong Karl, nemlig "den enfoldige") efterstræber hans Liv, og faar ham derved til at forlade Landet. Hasting har efter Hjemreisen fra Luna skilt sig fra Bier, som lider Skibbrud paa Englands Kyst og med Nød kommer til Land; han drager siden til Frisland, hvor han dør.

Man ser af dette Uddrag, at Vilhelm har bestræbt sig for at give den hele Række Vikingetog en mere sammenhængende, mere systematisk Karakter: man begynder ligesom hos Dudo nordenfra med Picardie, Vermandois, St. Quentin samt Noyon, men de øvrige Byer og Kirker inde i Landet udelader Vilhelm for at føre sine Helte først til Seinen, derpaa til Loire og saa endelig til Italien. Medens Dudo har givet Vilhelm de første Byer samt Toget til Luna, har han fra Adrevald af Fleury's Fortælling om St. Benedikts Mirakler helt og holdent laant de to Kapitler (ordret) vedkommende Loire-Egnene og Sydfrankrige med samt Opgaven om Togets Varighed i 30 Aar. Adrevald skildrer som samtidig Loire-Normannernes Tog fornemmelig mellem Aarene 853 og 864; derfor finder vi ogsaa hos Vilhelm Begivenhederne ved Loire i den rigtige Tidsorden; men vel at mærke, Adrevald taler kun om "Normanni", han nævner ikke et Ord om Hasting, hvis Navn endnu ikke var bleven berømt i disse Egne, heller ikke om Bier, og Vilhelm har altsaa uden Hjemmel overført Loire-Normannernes Bedrifter til sine to Helte. Dette udgaar saaledes, fordi det er Vilhelms eget Paafund, og hvad der saa staar tilbage af Vilhelms Fortælling er: 1) at Hasting oprindelig var Biers Fosterfader; 2) at Hasting efter Forliget med Kong Karl (den enfoldige!) blev Greve i Chartres, hvilket er uhistorisk ; 3) at Vikingerne i Seinen brændte Klostret Jumiéges og Byen Rouen; 4) at Bier paa Hjemveien (fra Frankrige eller Italien?) strandede ved Englands Kyst og døde i Frisland. Jumiéges og Rouen var brændte allerede i 841 af Aasgeir; naar nu en Munk i Jumiéges alligevel beretter, at "Bier ferreæ costæ" var Høvding for dem, der ødelagde disse Steder, har altsaa Klostermændene fæstet denne Bedrift (urigtigt) til en Høvding, som noget senere optraadte i de samme Egne og udførte lignende Bedrifter. Der kan jo ikke være Tvivl om, at ved "Bier ferreæ costæ" menes den Bjørn, som virkelig i flere Aar var Seine-Normannernes Anfører i Tiden fra 855 af. Men Historien ved ikke af, at denne Bjørn stod under Hastings Formynderskab, og kan ikke engang erkjende Muligheden heraf: Bjørn er en af Seine-Flaadens Hovedanførere ved Aar 855 og maa da have været fuldt voxen og selvstændig, altsaa neppe født senere end c. 830 ; men Hasting, der omtales første Gang i 866 og endnu var en rørig Mand i 894, kan da ikke have været stort mere end 60 Aar gammel og har altsaa snarest været yngre end Bjørn; ialfald er det umuligt at tænke sig ham saa meget ældre end Bjørn, at han kan være dennes Fosterfader. Da den historiske Bjørns og den historiske Hastings Virksomhedsfelter er forskjellige — den ene ved Loire (866—82) og Somme (890f.), den anden ved Seinen (855ff.) — kan vi i deres Sammenkjedning kun se en Vilkaarlighed enten af Sagnet eller snarere af lærde Munke; deraf kommer det, at efterat de hos Vilhelm har i Fællesskab udført de Bedrifter, som Sagnet ellers tillægger hver for sig, lader han dem atter skilles ad, Hasting for at gaa i Karl den enfoldiges Tjeneste og Bjørn for at lide Skibbrud og dø. Som Resultat kan vi kun bruge den Efterretning, at Normannerne i Normandie endnu i Midten af 11te Aarhundrede bevarede Mindet om en dansk Vikinge-Høvding af Navnet Bjørn Jernside, som de kaldte Søn af Lodbrok, som herjede i Seine-Egnene kort efter 851, som paa Hjemveien strandede i England og døde i Frisland. Da dette Sagn her optræder alene, uden Forbindelse med den nordiske Sagnhistorie, maa det betragtes som egte Lokalsagn, laant fra Seine-Normannernes virkelige Høvding Bjørn; men naar denne Bjørn stilles i Spidsen for alle normanniske Tog i Frankrige og Italien, maa vi her hævde Prioriteten for Hasting og henvise til Dudo som den, der fremstiller Sagnet renere.

Det er ogsaa kun Vilhelm af Jumiéges og de af ham afhængige normanniske Rim-Krøniker, som stiller Bjørn øverst ; andensteds i Frankrige faar Hasting hvad ham tilkommer og vel saa det. Munken Radulf Gllaber, der levede i Cluny og Dijon ved Midten af 11te Aarhundrede, finder endog Fornøielse i at annektere ham som Franskmand. Hasting (Astingus) er født i en liden Landsby nogle Mil ovenfor Troyes, af fattige Bondeforældre, har af Ærgjerrighed flygtet til "det Normanniske Folk" og hos dette svunget sig op til dets Konge (terra marique princeps!), hvorefter han "med næsten hele sit Folk" vender tilbage for at herje sit ulykkelige Fædreland; de indre Dele af Gallien herjede han med Ild og Sværd, brændte overalt Kirkerne og førte endelig sin Hær tilbage Radulf ved derimod intet hverken om Bjørn eller om Luna eller nogen af Hastings specielle Bedrifter. Nye Bidrag til Hastings Sagnhistorie faar vi derimod hos Hugo af Fleury i hans "nyere franske Kongers Bedrifter", forfattet mellem 1115 og 1120: her kan læses samme Plyndringer i Frankrige som hos Dudo (hvem Hugo har benyttet), men derpaa fortælles, at Hasting sluttede Fred med Kong Karl (den skaldede) og først de refter drog til Italien, erobrede Byen Luna og beherskede denne i mange Aar. Denne Tidsorden og dette Tillæg er naturligvis endnu mere uhistorisk, end hvad Vilhelm beretter, thi selv om vi indrømmede, at Normannerne plyndrede Luna i 860, er ialfald det sikkert nok, at de ikke beholdt den. Aarsagen til Sagn-Rettelsen finder vi i den tilføjede Bemærkning, at Hasting "kaldes almindeligt med forandret Navn Gurmundus". Om denne Gurmundus, hvis Sagnhistorie vi skal forfølge i et Tillæg, fortalte nemlig franske og engelske Sagn i 11te og 12te Aarhundrede, at han, indkaldt af en misfornøiet Franskmand Isembard, landede med en Hær af Hedninger i Picardie og faldt i Slaget ved Sauleourt (881) mod den vestfrankiske Konge Ludvig, der døde kort efter Slaget (882); og vi gjenkjender i denne Sagnhelt den danske Søkonge Gorm "den engelske", som vistnok ikke selv drog til Frankrige i 880, men hvis Tropper dog deltog i dette Tog. Naar Hugo af Fleury antog Hasting for den samme som Gorm, maatte han omdanne Hastings Historie: han kunde ikke lade Hasting (som hos Dudo) efter Toget til Luna ende med at gaa i Karl den stores Tjeneste, han maatte henføre denne Fredstraktat til en ældre Karl, lægge Toget til Luna senere og for at opholde Hastings Liv indtil 881 lade ham "i mange Aar" beherske Luna. Denne Forbindelse mellem Hasting og Gurmund er derfor ikke i mindste Maade mere legitim end den, som Vilhelm kjender mellem Hasting og Bjørn Jernside; begge skabtes af Sagnets Tilbøielighed til at knytte beslægtede Karakterer sammen, paa lignende Maade som den franske Heltedigtning knytter, alle Karl den stores oprørske Vasaller sammen som Sønner eller Sønnesønner af Doon de Mayence.

Vi vender os derpaa til Adam fra Bremen, der (som vi før omtalte) for 9de Aarhundrede arbeider efter skrevne Kilder. Han nævner om Vikingetogene ganske korteligt, at samtidig med Kongerne Sigfred og Halvdan (ɔ: ved Aar 873) var der ogsaa andre danske eller norske Konger, som paa Sørøvertog herjede Gallien (ɔ: Frankernes Lande); de vigtigste af dem var Horic, Orwig, Gotafrid, Rudolf og Ingvar. Den grusomste af alle var lnguar filius Lodparchi, som overalt dræbte de Kristne med Pinsler. Det er skrevet i gesta Francorum - Horich (ɔ: Rørek), Rodulv og Godfred omtales jo ofte i de virkelige Fulda-Annaler, altsaa maa gesta Francourum være disse i den udvidede Skikkelse, hvori de forelaa Adam, og da en Scholie beretter, at Onvich var den, som brugte Paladset (rettere: Slotskirken) i Aachen til Stald, og at dette stod øde i 80 Aar — altsaa fra 881 til c. 960 —, har vi i hele Beretningen at se et Uddrag fra 2den Halvdel af 10de Aarhundrede og fra tysk Kilde; herfra stammer da ogsaa Sagnet om lnguar. Forvanskningen af Lothbroc til Lodparch har man troet skyldtes Adam, men egentlig forudsætter Formen to Udviklingstrin: først er Lothbroc paa høitysk rigtig gjengivet med Lodproch, derpaa har Adam læst dette Ord urigtigt som Lodparch; ogsaa dette Navn har saaledes staaet i Adams tyske Kilde fra 10de Aarhundrede. En af Lodbroks Sønner, Ingvar, har altsaa gjort sig frygtet ogsaa paa tyske Kyster, og Mindet om ham har bevaret sig et Aarhundrede i Tyskland, førend det optegnedes af Adams Forgjænger. Man har tidligere antaget, at Adam fra Bremen har laant Notitsen om Ingvar fra Legenden om St. Edmund, som Brødrene Ingvar og Übbe dræbte i 870; men denne Legende, forfattet af Abbeden Abbo i Fleury c. 970 omtaler ikke disse Mænd som Lodbroks Sønner, ikke engang som Brødre, og desuden kan ikke Adam sees at have kjendt den. Først de senere engelske Sagn — fra 12te og 13de Aarhundrede — kjender Navnet Lodbrok. Dette nævnes for første Grang i et Indskud i de saakaldte Assers Annaler; her fortælles i Anledning af Slaget ved Cynwitt (878), hvor Übbe faldt og Danerne tabte sin Hovedfane "Ravnen", at denne Fane var syet af "Ingvars og Übbes Søstre, Lodebrochs tre Døtre". Men først efterat det engelske Folk havde glemt, at Angrebet paa Ostangeln i 870 udgik fra Northumberland, kunde det Sagn om Aarsagen til Lodbrokssønnernes Angreb opstaa, som først Matthæus af Westminster i 14de Aarhundrede meddeler: Lodbrok, en dansk Mand af fornem Byrd, var i en aaben Baad af Vinden drevet over fra Danmark til Ostangeln, bleven optaget ved Kong Eadmunds Hof, men der myrdet af en Misunder, som blev dømt til at sættes ud i samme aabne Baad og da (naturligvis) atter dreves tilbage til Danmark; her beretter han til Lodbroks Sønner, at Kong Eadmund har dræbt deres Fader, de ruster sig for at hevne ham og kommer med 20 000 Mand til England, hvor de dræber Kong Eadmund. Langt ældre og i historisk Henseende ialfald mulige er de northumbriske Sagn om Aarsagen til Danernes Ankomst til Northumberland: det ene beretter, at Landeværnsmanden Bjørn Buzekarl, hvis Hustru Kong Osbriht havde voldtaget, for at hevne dette indkaldte Danerne; det andet kalder den fornærmede Ægtefælle Arnulf Sæfar og Kongen Ella. Begge findes optegnede allerede i 12te Aarhundrede og viser sig ved Egennavne og Stedsnavne at være egte Lokalsagn; men ingen af dem kjender til Lodbrok eller til nogen Hevn, som Danerne skulde have taget for ham, thi Samtiden eller den nærmeste Eftertid vidste jo godt, at Danerne ikke behøvede nogen saadan Specialgrund for at lokkes til England.

Vi har ovenfor seet, at det franske Sagn knyttede den Lodbroks-Søn, det kjendte, til Frisland, og at de tyske Annaler synes at have fortalt om Ingvars Ophold paa tyske eller nederlandske Kyster; det er ogsaa før nævnt, at den Flaade, der under Brødrene Halvdan, Ingvar og Übbe i 855-56 opholdt sig ved Themsen, bestod af "Daner og Friser", og at Übbe kaldes "Frisernes Jarl"; høist mærkeligt er det da, at der aldeles uafhængigt af disse Antydninger ogsaa i senere Kilder findes Træk, som henviser Lodbroks-Sønnerne til Nederlandene. En engelsk Forfatter fra c. 1100, Simeon af Durham, kalder dem ligetil Scaldingi, og dette Navn, hvori man har ment at se "Skjoldunger", maa ligefrem forstaaes om Vikingerne fra Schelde (Scaldis). Endog i Norden har der holdt sig et forvirret Minde om Übbes Magt i Frisland; blandt de danske Kjæmper i Slaget paa Braavoldene udmærkede sig "Übbe den frisiske" (Übbo Fresicus, Übbi hinn friski), hvem den danske Konge Harald (Hildetand) træffer i Frisland som "Fresicæ gentis athleta" og som neppe er andet end en ny Udgave af Übbe Lodbrokssøn, Frisernes Jarl. Alle disse Træk viser tilsammen, at disse Brødre, Lodbroks Sønner, maa have været stærkt knyttede til de som danske Hærkonger i Frisland, og at Frisland, navnlig Scheldemundingerne, maa have været Udgangspunktet ogsaa for deres Vikingetog.

IV. Navnet Loðbrók

Sagnhelten Ragnar Lodbrok har inspirert mange forfattere og filmskapere, bl.a. den populære HBO-serien «Vikings» og Hollywood-klassikeren «The Vikings» fra 1958, med Kirk Douglas og Tony Curtis i hovedrollene.

Vi har hidtil omtalt en historisk Viking af Navnet Ragnar og de ligesaa historiske Lodbrokssønner. Med de nordiske Sagaer for Øie vilde det nu være let at udgive disse for Fader og Sønner og forklare, saaledes som ds fleste Forskere har gjort, at man udenlands glemte Faderens Navn (Ragnar) og da Tilnavnet Lodbrok senere dukkede op hos Sønnerne, antog det for deres Faders virkelige Navn. Men hermed kan vi ikke lade os nøie; man kan nemlig ogsaa i Norden paavise en Tid, da Lodbrok-Navnet var skilt fra Ragnar, ja der findes ialfald én Etterretning, som tydelig taler imod Personernes Identitet. Allerede de ældste danske Kronister har Antydninger i den Retning. Vi har ovenfor citeret Adams Ord om de nordiske Søkonger: "de danske eller norske Konger, som paa den Tid øvede Sørøveri paa Gallien, af hvilke de fornemste var Horich, Orvich, Gotafrid, Rudolf og Ingvar, den grusomste ak alle var Ingvar Lodparch's Søn". Dette gjengiver nu de Lundske Aarbøger, der som før nævnt laaner fra Adam, paa følgende Maade: "i hine Dage var de vildeste og grusomste Danernes Høvdinger Lothbroch's Sønner, som øvede Sørøveri paa Gallien: de fornemste af dem var Oryc, Orwic, Godæfrid, Ywar, Rothulf, Ingwar og Übbi, de grusomste var Ywar og Ingwar, Lothbroch's Sønner". Den Lundske Annalist har ikke alene i det barbariske "Lodparch" gjenkjendt det hjemlige Lodbrok, men han har i Opregningen betragtet alle Vikingehøvdingerne som Lodbroks Sønner og indskudt det danske Sagns mest bekjendte Lodbrokssønner Ivar og Übbe. Endnu nærmere Hjemmets Tradition træder den roskildske Krønikeforfatter, idet han næsten ganske skyder de fremmede Navne ud og som Lodbroks (Lothpardi) Sønner nævner Ivar Benløs, lunnar, Übbe, Byorn og Ulf. Men ingen af disse Kilder har endnu vidst noget om, at Lodbrokssønnerne var danske Konger; for den roskildske Historiker er Ivar kun en Søkonge, der samler til sit Tog "de grusomste af Nordmændene" og kalder til Hjelp " Danernes Konger " for at drage ud paa Tog mod det frankiske Rige . Og egentlig har ogsaa paa Island Benævnelsen "Lodbroks Sønner " paa de berømte Vikinger holdt sig usvækket til Trods for de mange Sagn om Ragnar Lodbrok. I et gammelt Vers i Ragnars Saga, hvor deres Tog besynges, nævnes

Suðr hjá salti

synir Loðbrókar.

En islandsk Forfatter fra 12te Aarhundrede, Abbed Nikolaus, taler om Vivilsborg, som Loðbrókar synir brød. Snorre nævner dem med samme Navn paa det eneste Sted, hvor han omtaler dem og deres Erobring af Northumberland: "Jórvik, hvor man siger, at Loðbrókar synir før har siddet. Northumberland var mest bebygget af Nordmænd, siden Loðbrókar synir havde vundet Landet"<refHskr. 85,10.</ref>. Og selv i Fortællingen om Ragnars Sønner falder det hvert Øieblik Forfatteren eller Skriveren i Pennen at skrive "Loðbrókar synir" naar han taler om dem som Vikinger 5, skjønt dette aldeles ikke passer, hvor Lodbrok er Faderens Tilnavn; ja lang Tid efter at Lodbrok var fortrængt for Ragnar, i en saa sen Fortælling som "Nornagestr Þáttr" (fra 14de Aarhundrede), omtales de bekjendte Vikinger stadig som Lodbrokar synir, ikke som Ragnars synir.

Det følger heraf med Nødvendighed, at ligesom vi i England, Frankrige og Tyskland fandt Vidnesbyrd om, at Ivar, Bjørn og Übbe var Sønner af Lothbroc, saaledes har ogsaa den hjemlige Tradition kjendt "Lodbrokar synir", før end der var Tale om "Ragnars synir", altsaa at de virkelige Lodbrokssønner var Sønner af en Lodbrok, ikke af Ragnar.

Men hvad Slags Navn er nu Lodbrok?

Det falder strax i Øinene, at skal dette Ord være Personnavn, ikke længer Tilnavn, maa det nødvendigvis være et Kvindenavn. I alle Sprog, hvori brók forekommer, er det feminint, men er brok af Hunkjøn, maa dette være Tilfældet ogsaa med dets Sammensætninger, hvad enten disse Ord bruges som Appellativer (linbrok f. Underbuxe, hábrok f. en Høg) eller som Tilnavne (langbrók, snúinbrók). At Lodbrok betragtedes som Hunkjønsord sees ogsaa af den nydannede danske Form Lodbroge, som har faaet maskulin Endelse for at benyttes som mandligt Tilnavn. Men er dette saa, da er det høist mærkværdigt, at vi har en gammel Runeindskrift, hvori netop Lodbrok omtales som de berømte Hærmænds Moder. Blandt de af Mr. Farrers opdagede Runeindskrifter fra Maeshowe paa Mainland (Orknøerne) findes to sammenhørende, hvoraf det os vedkommende maa læses:

Sia haugr var laþin hælr loðbrokar. synir hænar þæir voro hvater. slet voro mæn sem þæir voro fyri ser. lorsalafarer brutu Orkouh... utnorðr er fe folhit milcit pat er Id (e)ftir. her var fe folhgit mikit ræist Simon Sihr.... hvilket maa oversættes: "Denne Haug blev før opreist end Lodbroks (Haug). Hendes Sønner, de vartapre; (saa) som de var for sig, var (de) fuldkommen Mænd (ɔ: Helte). Jorsalfarerne brød Orkhaugen. Mod Nordvest er meget Gods skjult, som blev liggende efter (ɔ: skjult). Her var meget Gods skjult. Simon Sigr(idssøn?) ristede (se. Runerne)

Denne Indskrift kan dateres, da Jorsalfarerne opholdt sig Vinteren 1152-53 paa Orknøerne, hvor de efter Jarlesagaen gjorde mange "úspektir"; blandt disse er da ogsaa, at de opbrød Orkhaugen, hvor ikke mindre end 10 Mand har indridset sine Navne og tilføiet nogle korte Bemærkninger. Den her forekommende Runerister Simon Sigr(idssøn) har været en Nordmand, da Indskriften har norske Dialektformer; hvad her siges om Lodbrok og hendes Sønner er altsaa et gammelt Vidnesbyrd om Lodbroks-Sagnenes Udbredelse i Norge og paa Orknøerne. Vi lærer deraf, at i Midten af 12te Aarhundrede vidste Nordmændene at berette, at

1) Lodbrok var Navnet paa de berømte Vikingers Lodbrokssønnernes — Moder.

2) Lodbrok var begravet paa Orknøerne og fulgte altsaa med sine Sønner paa deres Vikingetog.

Hvad Vægt kan der nu lægges paa dette Vidnesbyrd?

Det strider vistnok mod de senere Sagaer, der gjør Lodbrok til Faderens Tilnavn; det strider mod den normanniske Beretning, der gjør Lodbrok til Faderens Navn. Men det stemmer med de sproglige Betragtninger, efter hvilke vi maa anse Lodbrok for et kvindeligt Navn, og det stemmer med de talrige nordiske Kilder, som, skjønt de erklærer Lodbrok for Faderens Tilnavn, dog hyppigt og især i den ældre Tid betegner Sønnerne som Lodbroks-Sønner, ikke som Ragnars Sønner. Og nærmere beseet, lader det sig let forklare, hvorledes den franske Krønikeskriver, der hørte tale om "Lodbroks Sønner", af Mangel paa Indsigt i nordiske Sprogforhold ganske naturligt opfattede Lodbrok som Navn paa disse Vikingers Fader, medens det norske Sagn bevarede Mindet om det oprindelige Slægtskabs-Forhold bedre.

Det maa saaledes staa fuldt til troende, at Lodbrok var Navnet paa Bjørns, Ivars, Übbes og Halvdans Moder. Vi staar da her foran den bekjendte nordiske Skik, at Sønnerne benævnes efter Moderen, naar denne er af fornemmere Stand end Faderen: saaledes benævnes Sven Estridssøn efter sin Moder, Kongedatteren Estrid, saaledes Haakon Sunnivasøn efter Jarledatteren Sunniva, saaledes Nikolas Skjaldvarssøn efter sin Moder, der var Halvsøster af Kong Magnus Barfod o.s.v

Naar vi nu mindes, at Lodbrokssønnerne hyppigt kaldes Jarler, at en af dem (Halvdan) fra c. 870 af kaldes Konge, at Übbe var Jarl i Frisland og at de efter sit Hjem ved Schelde fører Navnet "Scaldingi", kan vi ikke tvivle om, at de gjennem sin Moder har været knyttede til den danske Kongeæt i Frisland. Saa at hun har været en nær Slægtning at Kongerne Harald og Rørek, kanske en Datter af en af dem. Derved vilde det forklares, baade at de er Jarler og at en af dem — rimeligvis den ældste — kunde føre Kongetitel. Mange har antaget, at den Kong Halvdan, som optræder i England i 870—71 og siden igjen i 875, er den samme som den danske Konge fra Aar 873, hvis Broder Sigfred ogsaa var dansk Konge; isaafald fik vi i Sigfred endnu sn Lodbroks-Søn, og da de nordiske Sagn enstemmig tillægger Lodbrokssønnerne en Broder Sivard og nogle endog lader ham erobre Danmark, har man god Grund for denne Formodning. Ogsaa derved gjøres det tydeligt, at Lodbrokssønnerne ved sin Moder knyttes til den danske Kongeæt, thi Sigfred og Halvdan har (som vi ovenfor saa) fortrængt Godfreds Ætlinger fra Danmark. Om Lodbrokssønnernes Fader, der var af ringere Stand, maaske Jarl, maaske ikke engang det, forlyder paa dette Stadium endnu intet. Man kunde vistnok gjette paa, at den Vikingehøvding Ragnar, der i 845 plyndrede Paris, var Lodbrokssønnernes Fader, da det er sikkert nok, at det senere danske Sagn har tænkt paa ham (hvorom nedenfor). Men herimod reiser sig den vægtige Indvending, at Lodbrok og hendes Sønner er knyttede til Haralds Æt, de landflygtige Konger i Frisland, og at de fordriver Haareks Ætlinger fra Danmark, medens Ragnar er en af Kong Haareks Jarler og udsendes af ham for at bekjæmpe Haralds Forbundsfeller, de frankiske Konger. Svogerskab mellem Ragnar og Haralds Æt maa derfor ansees for usandsynligt og Ragnar skilles fra Lodbrokssønnerne. Hvis man turde anse det for sikkert, at Halvdan Lodbrokssøn er den samme som den Halvdan mac Raghnall, som dræbtes i Irland 877, fik man den Oplysning, at Lodbrokssønnernes Fader hed Ragnvald, hvilket vilde forklare Sammenblandingen med Ragnar.

V. Den fælles-nordiske Sagn-Udvikling

Kong Ellas sendebud forteller Lodbokssønnene at deres far er død. Maleri av av August Malmström (1829–1901), 1857. Commons.

For at forstaa de danske Lodbrokssagns Udvikling maa vi fastholde en Egenskab, som alle historiske National-Sagn har tilfælles: deres Forvandlingsevne. En Begivenhed kan kun faa Liv i Sagnet, naar den bæres frem af beslægtede Stemninger i Samtiden, men denne kan kun bevare Sagnet, naar dette uvilkaarligt under den poetiske Behandling omformer sig efter de følgende Tiders Forestillinger. Sagnene om Karl den store, den mægtige Erobrer, kunde fæste Rod i et krigersk og uroligt Folk som Frankerne, men de omdannede sig uvilkaarligt efter dette Folks senere Historie: da de franske Normanner i 1066 erobrede England, omdigtede de Sagnene om Karl derhen, at ogsaa han under St. Peters Fane havde erobret England (Rolandssangen); da de lidt senere fordrev Saracenerne (de afrikanske Maurer) fra Syditalien og Sicilien, maatte ogsaa Karl være Franskmændenes Forgjænger her (Le roman d'Aspremont), og da Korstogene begyndte, blev Karl Fører for det "første" Korstog: overalt var Sagnhelten Karl Franskmændenes store Forbillede, hvis Bedrifter Samtiden aldrig kunde naa, fordi de altid voxte med Samtidens Fremskridt. Og saaledes gaar det overalt og til alle Tider: Sagnhistorien, ja om man vil den begyndende Historieskrivning, skaber altid Fortiden i Nutidens Billede, idet den forestiller sig Fortidens Begivenheder som en større og herligere Udgave af Nutiden og tænker sig Fortiden optaget af de samme Interesser, som fængsler Nutiden; fra Samtiden laanes derfor det Kostume, hvori man lader Fortiden optræde, ligesom paa de middelalderske Malerier de hellige Mænd og Kvinder fra Jødeland altid bærer middelalderske Dragter. Paa den Maade kan Sagnhistorien gjennemleve en Række Forvandlinger, thi de vexlende Tider føier hver nye Træk til Billedet. Og har først en saadan Helt faaet en central Stilling i sit Folks Historie, er han bleven national Type, bliver han ikke let at beherske: han gaar snart ud paa selvstændige Erobringer, han tilriver sig alle beslægtede Sagn og omdanner dem til at passe paa den opstillede Type: Keiser Karl tilegner sig alle Middelalderens Bedrifter, thi alt hvad stort der er udført i Middelalderen, troedes i Frankrige udført af Franskmænd, og følgelig maatte Karl den store have vist Veien, eller ialfald maatte disse Bedrifter være udførte allerede i hans Samtid eller af hans Mænd ɔ: gruppere sig om ham. Disse to Tendenser, den senere Histories og Nationalfølelsens Indflydelse paa Sagnhistorien, maa derfor fastholdes overalt, hvor man skal studere Sagnets og den episke Digtnings Udvikling.

Ogsaa for Lodbroks-Sagnkredsen kan en saadan Udvikling paapeges, inden Sagnene optegnedes og redigeredes til Historie hos Saxo. Det danske Folk har siden den egentlige Vikingetid indtil Saxo gjennemlevet to Perioder af Erobringer paa fjerne Farvand, som maatte gjøre det Sagnene om Lodbrokssønnerne kjære og fremme deres Udvikling: Erobringen af England i 11te Aarhundrede og Togene mod Østersøens Sydkyster under Valdemar den store og hans Sønner i 2den Halvdel af 12te Aarhundrede. Det bliver da her vor Opgave først at paavise, hvorledes allerede den første Periode afspeiler sig i Sagnhistorien om Ragnar Lodbrok eller hans Sønner. Og er dette først givet, vil Nationalfølelsen og Sagndigtningen i Forbindelse med den senere Erobringsperiode strække til for at forklare Sagnenes raske Udvikling hos Saxo. Nu træffer det sig saa, at vi kan paavise, hvorledes Sagnets Kjærne, Lodbrokssønnernes Erobringer i England, ligefrem tjente som Forbillede for Knut den store. Skaldene, som kvad for Knut, har hyppigt gjort Hentydninger til Ivar og Ella og viser os allerede Sagndigtningen i Bevægelse, men dog endnu paa et tidligt Udviklingstrin. Skalden Hallvaðr háreksblesi kalder i en Knutsdrápa fra c. 1030 England "Ellu ættleifð" (Elias Arveland); altsaa var Ella allerede i Sagnet bleven til det hele Englands Konge, da Danerne naturligvis c. 1030 ikke længer vidste noget om, at England forhen havde været delt i mange Riger. Den samme Opfatning gjenfinder man i Sigvats Olafsdrápa fra c. 1015, hvor Englænderne kaldes "Ellu kind". Men er Ella bleven til hele Englands Konge, maatte hans Modstander blive Danmarks Konge, thi alene derved kunde Ivar betragtes som Knuts Forbillede. Og kun under en saadan Antagelse kan vi forklare os, at Sigvat Skald i Kong Knuts Arvedråpa fra c. 1036 besynger Ivars Bedrifter i England; desværre er herom af Drápaen kun et Halvvers bevaret:

Ok Ellu bak

at let hinn er sat

Ívarr ara

Jórvik skorit

Sigvats Arvedrápa om Kong Knut besynger dennes hele Liv, vi har Brudstykker om Englands Erobring, om Romertoget og Krigen med Norges og Sveriges Konger; det bevarede Halvvers om Ivar hører selvfølgelig til det (eller de) Stefjamál, som behandlede Englandstoget, og maa da sees i Forbindelse med det andet bevarede Halvvers, der lader Knut "dræbe eller forjage alle Adalráds Sønner". Ivar og Knut, de danske Konger, tyranniserer altsaa paa samme Maade de engelske Konger, men den hedenske Ivar er grusommere end den kristne Knut. Ivars Grusomhed er et ægte Træk, som vi kjender fra Legenden om Edmund og fra Adam, men er af det nordiske Sagn overført paa hans Forhold til Ella. At "riste Ørn paa Ryggen" af fangne Krigere er et Motiv, som ogsaa andre nordiske Sagn kjender, men som neppe nogensinde kan bevises at være udført. Fra "historisk" Tid omtales det kun to Gange, men intet af disse Tilfælde er historisk. Det første er det her omtalte, som allerede Sigvat kjender; det udmales i senere nordiske Kilder derhen, at Ella fangedes i Slaget, og at Ivar bagefter udførte denne grusomme Straf paa ham for at hevne sin af ham dræbte Fader; men i Virkeligheden faldt Ella i Slaget ved York, og Lodbrokssønnerne var ikke dragne til Northumberland for at hevne sin der faldne Fader, da de selv var de første danske Vikinger, som kom til Northumberland. Det andet Tilfælde kjendes fra Jarlesagaen og Snorre, hvor Halvdan haaføta, Harald haarfagres Søn, som havde indebrændt Ragnvald Jarl og senere var fangen af Orknøjarlen Torveinar, Ragnvalds Søn, bliver dræbt af Einar paa samme grusomme Maade; men ogsaa mod dette Sagn findes der talende Vidnesbyrd, idet Einars egne Viser ligefrem erklærer, at Halvdan faldt i Kampen mod ham. Det er ikke rimeligt, at Sigvat ved at omtale Elias grusomme Død har sigtet paa Fader hevnen (som det senere Sagn), thi da man endnu c. 1150 paa Orknøerne vidste, at Lodbrok var Moderens Navn, kan man neppe tro andet, end at ogsaa Sigvat vidste dette og altsaa ikke havde noget specielt Kjendskab til den Sagnets Ragnar Lodbrok, der døde i Elias Ormegaard. Men det er paatageligt, at var det først bekjendt, at Ivar lod riste Ørn paa Elias Ryg, maatte dette Sagn afføde et andet Sagn om at Ivar gjorde dette for at hevne sin Faders Død, altsaa et Sagn om at Faderen var dræbt af Ella. Og kjendte Sagnet ikke Faderen af Navn, maatte det finde frem et Navn ad den Vei, Sagnet bruger, nemlig ved at knytte beslægtede Karakterer sammen genealogisk. Lodbrokssønnerne var Vikingehøvdinger, deres Fader maatte altsaa ogsaa have været dette, og saaledes frembød sig af sig selv Høvdingen Ragnar, der plyndrede Paris i 845.

Samme Aar som den danske Kong Haarek trængte opad Elben og plyndrede Hamburg, sendte han en af sine Jarler Ragnar (Reginheri, Ragnerus) med 120 Skibe til Gallien; han seilede uhindret op i Seinen, trængte ind i Paris og herjede her i flere Dage. Under Plyndringen af St. Grermanus's Kirke fandt flere af Vikingerne Døden ved Ulykkestilfælde, ligeledes blev de angrebne af en voldsom Blodgang, som bortrev mange: heri saa de en Straffedom fra St. Germanus. Franker-Kongen, som laa i St. Denis med sin Hær, vovede ikke at angribe Vikingerne og kjøbte dem bort ved at betale dem 7000 Pund Sølv. Paa Hjemveien led de meget af Sygdommen, deres Fører Ragnar blev selv pludseligt angrebet af den, netop som han stod foran Kong Haarek og pralede af sine Bedrifter, og skjønt han under Sygdommen sendte Grermanus sit Billede i Guld og lovede at blive Kristen, døde han dog efter 3 Dages Forløb; Kong Haarek, som netop havde modtaget et Gesandtskab under Grev Kobbo fra Kong Ludvig, vendte sig for at blive Sygdommen kvit til de kristnes Gud, fastede i 14 Dage og sendte Fangerne hjem til Frankerne. Saaledes lyder Beretningen i de samtidige frankiske Kilder, af hvilke den nøiagtigste, Munken Aimoins Beretning om St. Germanus's Mirakler, støtter sig til Gesandten Grev Kobbos egen Fortælling; vistnok er denne legendarisk, men det legendariske bestaar kun i Forklaringen af Aarsagerne, ikke i selve Begivenhederne, der ganske stemmer med de øvrige, mere kortfattede Annaler; man bør ikke som Joh. Steenstrup lade Ragnar undgaa Døden, fordi Prudentius, der kun lader "faa undkomme", ikke udtrykkelig omtaler Føreren og saaledes heller ikke hans Død. Ogsaa i danske Kilder omtales dette Tog, men her er det kommet til os i en eiendommelig, af Digtningen omdannet Skikkelse. Ragnar selv følte paa sin Dødsseng, at St. Germanus havde straffet ham, og søgte derfor skjønt forgjæves at forsone sig med ham. St. Germanus var altsaa efter Nordboernes Opfatning en af de frankiske "Landvætter", som Ragnars Fiender havde paakaldt og som havde hjulpet Frankerne. Det danske Sagn maatte betegne ham som en fiendtlig Uvætte, der brugte Trolddom og Kogleri for at drive Danerne fra sit Land. Efter at de Danske var kristnede, maatte da de "fiendtlige" Vætter blive til "hedenske" Vætter, den fiendtlige Trolddom til "hedensk" Trolddom; men Trolddommens Hjem er i Nord, hos Finner og Bjarmer. Saaledes blev Ragnars Tog mod de kristne Franker til et Tog mod de tryllekyndige Bjarmer. Sagnet lyder hos Saxo omtrent 83,3,: Da "Bjarmerne" hørte om Ragnars Ankomst, frembragte de ved Trolddom frygtelige Regnskyl, der tvang Danerne til at ligge stille og fremkalde Hungersnød; da Regnen stansede, begyndte stærk Hede, derpaa fulgte stærk Kulde; alt dette svækkede Danernes Kraft og fremkaldte Blodgang, de fleste bukkede under for Sygdommen, og Ragnar maatte trække sig tilbage fra Bjarmernes Land. Med Undtagelse af et patriotisk Tillæg, som vi senere skal omtale, stemmer altsaa Sagnet ganske godt med de virkelige Begivenheder, saaledes som de maatte opfattes i Danmark, og Navnet "Bjarmer" viser os, at Sagnet er blevet bevaret direkte fra hedensk Tid.

Denne Ragnar, der ligesom Lodbrokssønnerne gjorde Vikingetog paa fjerne Farvand, har Sagnet grebet og gjort til Lodbrokssønnernes Fader, idet det ansaa "Lodbrok" for hans Tilnavn. Denne Kombination kjendes først fra 12te Aarhundrede, og den synes da forholdsvis ny, idet den først efterhaanden trænger igjennem. Vi har seet, at blandt danske Kilder viser den sig først i "Historia brevior", der indsætter Ragnar i den danske Kongerække; paa Island optræder den allerede med Are frode (c. 1130), men her nævnes ikke Ragnar udtrykkelig som Konge. Are siger i Islendingabok, at da Ivar, Søn af Ragnar Lodbrok, lod dræbe den hellige Kong Eadmund, regnedes der 870 Aar efter Kristi Byrd ifølge Edmunds Saga (ɔ: Abbo's Historia S. Eadmundi regis Angliæ & martyris); det tør mærkes, at Abbo kalder Ingvar og Übbe hverken Lodbrokssønner eller Ragnar Lodbroks Sønner. Og senere nævner Are "Sigurd Søn af Ragnar Lodbrok" blandt sine Stamfædre, hvilket viser, at Interessen for Ragnar og hans Sønner allerede var stærk nok til, at man gjorde sig Umage for at forskaffe sig et Stamtræ op til dem.

Ogsaa fra andre Dele af Norden findes vigtige Vidnesbyrd fra 1ste Halvdel af 12te Aarhundrede om Ragnar eller hans Sønner. Den roskildske Forfatter fra c. 1140 kjender rigtignok blandt Lodbrokssønnerne kun Ivar benløs, Bjørn, Übbe og Ulv; men et samtidigt Vidnesbyrd fra Orknøerne, Ragnvald Jarls Háttalykill, naar videre. De af Egilsson trykte Brudstykker af dette Digt besynger blandt Oldtidens Krigshelte foruden Ragnar rigtignok kun to af hans Sønner, Bjørn og Sigurd, idet der i Haandskriftet er flere Lakuner; men af de Excerpter, som "gamle Johan Bure" i sine Collectanea har gjort fra det da endnu bevarede Haandskrift, fremgaar det, at efter den bevarede 6te háttr om Ragnar har fulgt en 7de om Erik, en 8de om Agnar, og efter de bevarede 9de og 10de (om Bjørn og Sigurd) har fulgt en 11te om Hvitsærk, altsaa hele Sønnekredsen, saadan som vi kjender den fra Sagaerne. I disse 3 tilkomne Sønner ser vi et nyt Moment i Sagnkredsen træde frem, som siden griber stærkt om sig, Vikingetogene mod Øst. Erik og Agnar falder nemlig paa et Tog mod Kong Eystein i Sverige og hevnes (efter Sagaerne) af Brødrene og Moderen, som her bærer Navnet Randalin (ɔ: Skjoldmø); og Hvitsærk drager paa Tog til Rusland, hvor han falder og (ialfald efter Saxo) hevnes af sin Fader. Om og hvorvidt Sagnene om Erik og Agnar er historiske, savner vi Evne til at undersøge, da den ældre svenske Historie er saa ukjendt; dog synes ialfald det Træk i Sagnet at være egte og gammelt, at Lodbrokssønnernes Moder følger dem paa deres Tog, hvortil ogsaa den orknøske Runeindskrift hentyder. Men Hvitsærk synes derimod at være senere knyttet til Lodbrokssønnerne. Efter Saxo drager Ragnar Lodbrok til "Hellesponten", dræber Hellespontiernes Konge Dian, slaar hans Sønner Dian og Daxon, som faar Hjelp fra Ruthener og Skyther, og indsætter sin Søn Hvitsærk til Konge i "Scythia". Daxon forsøger siden at fordrive Hvitsærk fra Scythia, idet han lader sine Folk forklædte som Kjøbmænd liste sig ind i hans Hovedstad; de fanger Hvitsærk, som efter eget Ønske brændes levende paa Baal med 12 Mænd. Ragnar hevner naturligvis hans Død. Det fremgaar af Sammenhængen hos Saxo, at disse Begivenheder foregaar i Rusland. Hellesponten er hos Saxo et imaginært Stræde, som forbinder Østersøen med det sorte Hav; det vil sige, man forestillede sig den østlige Handelsvei fra Østersøen tilskibs over Düna og Dniepr til det sorte Hav som en virkelig Søvei, hvilken da de lærde Klerke ansaa for identisk med det klassiske "Hellespontus". Hellespontierne kan derfor komme seilende over Østersøen til Danmark, de er Naboer af Liverne , og deres Hovedstad er Düna, Dünaburg i Semgallen. Ved "Hellespontus" sigter altsaa Saxo ligefrem paa Egnene om Floden Düna, Semgallers og Letters Land; men han tænker sig dog neppe disse Folk som forskjellige fra Slaverne, thi medens Dian gjenfindes i den udvidede Form Han-duvan el. An-duvan, Hellespontiernes Konge i Duna (ɔ: Lifland) har vi samme Navn som Daxon i den vendiske Dixin; derfor kan Saxo kalde Daxon afvex lende Hellespontiernes og Ruthernes Konge og hans Land Hellespontus eller Russia. Ved Hellesponten maa man derfor ikke, som Joh. Steenstrup vil, tænke paa Konstantinopel, da dette hos Saxo altid hedder Byzantium. Derimod har samme Forfatter overbevisende godtgjort, at Træk af Sagnet om Hvitsærk gjenfindes i Nestors russiske Krønike, hvor denne fortæller om de varægiske Høvdinger OskoId (Hoskuld) og Dir (Dyre), der havde stiftet et Rige i Kiew og blev fangne ved den samme List af Russernes Konge Oleg (Helge). Men naar Steenstrup heraf drager den Slutning, at en virkelig Søn af Ragnar Lodbrok har været i Oskolds og Dirs Følge og deltaget i disses Tog, kan jeg ikke følge ham; thi Hvitsærk spiller i det danske Sagn samme Rolle som Oskold og Dir i det russiske. Jeg anser derfor Hvitsærk for den samme som enten Hoskuld eller Dyre, thi Hvitsærk synes ikke at være et virkeligt Navn; snarere er det ligesom Beinlauss, Jamsida, Ormr-i-auga et Tilnavn for en af de varægiske Helte og har derpaa traadt i Stedet for Navnet. Men Oskold og Dir var russiske Bojarer ɔ: svenske Jarler, snarest som andre russiske Høvdinger fra Upland, og den Omstændighed, at et dansk Sagn har knyttet dem genealogisk til en dansk Vikinge og Konge-Familie, har for os intet bevisende; om en svensk Vise om Hvitsærks (Hoskolds eller Dyres) Bedrifter i Rusland og sørgelige Død var vandret til Danmark, maatte den der af sig selv knyttes til den ligeartede Sagnkreds om Lodbrokssønnerne, og Hvitsærk maatte da naturligt blive deres Broder. I Ragnars Saga berettes kun korteligt om Hvitsærks sørgelige Død længe efter Ragnar, medens hos Saxo hans Historie er indflettet i Faderens. Man kan endnu skimte enkelte Trin i Sagnets Udvikling. Hos Nestor bliver Hoskuld og Dyre dræbte og lagte i Haug; de var altsaa forud efter russisk Skik brændte, men naturligvis først efter Døden. En dansk Visedigter har da misforstaaet et eller andet digterisk Udtryk herom derhen, at Hvitsærk brændes levende, hvilket da forøgedes dertil, at han lod sig brænde levende efter eget Ønske for at vise Selvbeherskelse. Den islandske Saga har saa videre udviklet dette: han bliver brændt paa et Baal af Mandehoveder, og man har paa Island digtet to Viser, som citeres til Vidnesbyrd om Sagnets Sandhed og lægges hans Moder "Randalin" i Munden.

En Særegenhed, som har havt Indflydelse paa Udviklingen af Ragnars og hans Sønners Sagnhistorie, er deres Tilnavne. Bjørns Tilnavn Jærnside var kjendt i Midten af 11te Aarhundrede i Normandie; kort efter træffes det ogsaa i Danmark, idet en dansk Kongesøn Harald Kesja omtr. 1105—10 opkalder en af sine Sønner med denne Sagnhelts Navn . Den normanniske Forfatter ved at forklare, at Bjørn fik sit Tilnavn, fordi han var beskyttet i Kampen mod alle Vaaben ved Hjelp af en Trylledrik, hans Moder havde givet ham; det danske Sagn hos Saxo har glemt den overnaturlige Forklaring og opfattet Tilnavnet som et Vidnesbyrd om Tapperhed og Haardførhed. Ivars Tilnavn Beinlauss kan ikke være historisk, thi Ingvar optræder i samtidige Kilder som en meget virksom Kriger; det kjendes tidligst fra Danmark, nemlig allerede fra 1ste Halvdel af 12te Aarhundrede: den roskildske Skribent siger ligefrem, at Ivar skal have "manglet Ben", og en Antydning af Sagnet findes ogsaa i de Lundske Annaler, hvor Ivar før et Slag indeslutter sig i et Telt og hvor han er sine Brødres Raadgiver. I Danmark havde man allerede paa Saxos Tid glemt dette Sagntræk; men paa Island blev det grebet og bedre bevaret: Ivar, som ikke kunde deltage i Kampene, er sine Brødres kloge Raadgiver og leder altid deres Bevægelser, han lægger alle Planer, og kun hvor han er med, lykkes Kampen for disse (Ragnars Saga). — Med Sigurds Tilnavn Ormøie (ormr-i-auga, serpentini oculi cognomen) har Sagnene beskjæftiget sig endnu mere. Egentlig betegner Tilnavnet kun hans hvasse Øine, ligesom Rigsmál (V. 34) siger om "Jarlen", at hans Øine er hvasse, onde "som Ormungens ". Men senere har man søgt andre Forklaringer: Saxo beretter, at Odin selv efter et Slag, hvori Sivard blev dødelig saaret, lægede hans Saar og gav hans Øine Ormeligheden, mod at han lovede ham alle de Mænd, han dræbte i Kamp — og dette Sagn indeholder vistnok et Minde om hedensk Digtning. Det er dog ikke naaet til Island, hvor man fandt en ny Aarsag til Tilnavnet, idet Idéassociationen førte til Sagnet om, hvorledes Sigurd Orm-i-Øie blev opkaldt efter sin Morfader Sigurd Ormens Bane (Fáfnisbani), hvilket udvikles i Ragnars Saga. En lignende Idéassociation tjente til at udstyre Ragnar Lodbrok med personlige Bedrifter; da "lodbrok" blev hans Tilnavn, fremkaldte det Sagnet om Ormekampen. At en Sagnhelt kjæmper mod en Orm eller ot andet Uhyre, var jo et meget yndet Digtermotiv, som stammer fra de ældste religiøse Forestillinger; det store Forbillede i Norden er Sigurd Fovnesbane, men han har i Danmark fremkaldt flere Efterligninger. Saxo har allerede med Held benyttet Motivet flere Gange før Ragnars Tid: en Fridlev, en Frode og en Alv udfører samme Bedrift, og alle disse optræder enten klædte i Oxehuder eller som Alv i et blodigt Skind. Tilnavnet "loðbrók" har da givet Sagnet den Variation, som behøvedes til at adskille Ragnars Ormekamp fra de andres: hans Klædedragt, Skindbuxen, som beskytter ham mod Ormen. Sagnet om Ragnars Ormekamp findes behandlet flere Gange, allesteds med særegne Tilsætninger. Kortest og egtest beretter Þáttr af Ragnars sunum, at Jarlen i Gøtaland Herrød gav sin Datter Thora Borgarhjort en Ormunge, som voxte saa stærkt, at den snart laa udenfor hendes Skemme og dræbte hver, som kom den nær. Jarlen lovede sin Datter til den, der dræbte Ormen, og Ragnar iførte sig da raggede Klæder, Skindbuxer og Skindkappe, som han badede i Tjære og Sand, og gik saa ene med sit Spyd mod Ormen, som han dræbte. I Sagaen om Ragnar har Sagnet faaet flere romantiske Tillæg: Ormen kaldes "lyngormr", et Navn, som vistnok først fra Thidrekssagnene blev kjendt i den norrøne Litteratur. Thora lægger Ormen i sin Æske og Guld under den, og alt som Ormen voxer, voxer Guldet med, og dette Guld skal da Ormens Overvinder faa i "Heimanfylgja" o.s.v.. En videre romantisk Tilvæxt har Sagnet faaet i den fabelagtige "Herrauðs saga ok Bósa", idet Lyngormen her stammer fra det "Gamms-Æg", som Herraud og Bose førte hjem fra Bjarmeland. Hos Saxo findes andre Udvidelser: Herrød er ikke Jarl i Gøtaland, men Konge i Sverige, og Ragnar vinder ved sit Giftermaal med hans Datter Arveret til Sverige for sine Sønner, — hvilken han naturligvis senere hævder. Et lignende dansk-patriotisk Træk er, at medens den danske Konge frygtløst gaar mod Ormen, ræddes den svenske Konge og hans Mænd og kryber i Skjul! Eiendommeligt for den danske Sagndigtnings Overdrivelser er, at hos Saxo Ragnar maa kjæmpe mod to Orme, ikke blot mod én. Dette Praleri synes dog kun at tilhøre en Tidsstrømning ved de danske Sagn paa Saxos og Valdemarernes Tid; i den senere danske Folkevise berettes nemlig Begivenheden paa samme enklere Maade som paa Island. Folkevisen, der er optegnet i 16de Aarhundrede, men vistnok forfattet (eller omdigtet) i 14de eller 15de, fremstiller sig ellers i nyere Dragt: Pigens Fader er Hr. Helsing, en dansk Herremand paa "Lundegaard", Ormens Banemand kaldes Hr. Peder Riboldssøn, og Sagnet har faaet det Tillæg, at en anden Frier, Hr. Sivord Ingvordssøn, først har forsøgt sig, falder i Kampen og begraves i "Grindeløv-Kloster"; men Visen staar nærmere det oprindelige Sagn end Saxo derved, at den kun omtaler én Orm og ikke véd noget om Hr. Helsings Rædsel ved at se Kampen.

Om Ragnars Kamp med et Fabel-Uhyre for at vinde sin Hustru har der aabenbart gaaet flere Sange; det er da ikke underligt, at en af disse har afstreifet Sagnet Mindet om Tilnavnet og forsøgt at gjøre den hele Begivenhed mere menneskelig, mindre eventyrlig. Hos Saxo finder vi en saadan Variation af samme Emne: den norske Skjoldmø Lathgertha vækker Ragnars Beundring ved sin Tapperhed og Skjønhed; han beslutter at vinde hende og seiler til Norge. Paa Veien til hende efterlader han sine Mænd i Gølerdal (Guldalen, altsaa paa Veien til Nidaros) og gaar alene til hendes Bolig, som vogtes af en Hund og en Bjørn; først ved at dræbe dem vinder han Lathgertha. Navnet Lathgertha (hlað-Gerðr) er ikke Egennavn, men kun en poetisk Betegnelse for Kvinde, ligesom hlað-Grund i et Vers af Hjaltlændingen Odde den lille Aar 1153, "hlad-Norn" i et Vers af Islendingen Olav Leggssøn c. 1250. Allerede dette antyder, at vi har for os prosaiske Levninger af en Vise, og denne Vise har ikke indeholdt andet, end hvad der ellers end hvar der fortælles om Thora, Træk for Træk, men i formindsket Maalestok. At Sagnet er senere, viser sig ogsaa deraf, at Begivenheden henlægges til Nidaros, Norges Hovedstad i det 11te og 12te Aarhundrede; det har da heller ikke kunnet vinde Udbredelse udenfor Danmark (Saxo).

Førend de dansk-norsk-islandske Sagn om Ragnar og hans Sønner skilte sig for at vandre hver sin Vei, havde der udviklet sig endnu et Sagn om dem: om Ragnars Dødsmaade og den Hevn, hans Sønner tog. Vi har seet, at allerede Sigvat Skald vidste, at Ivar dræbte Ella paa en grusom Maade, som maatte foranledige Sagn om, at han hevnede sin Faders Død; det Sagn maatte altsaa opstaa, at Ragnar var dræbt i England efter Elias Bud. Det var da naturligt nok, at Vikingen Ragnar kom i Elias Vold paa et Vikingetog til England, og selv om den historiske Ragnar aldrig har betraadt Englands Grund, maatte saaledes Sagnhelten gjøre et Tog did, som endte med hans Død. Hvorfra har man saa laant hans Dødsmaade, Døden i Ormegaarden? At denne ikke er historisk, behøver ingen Paavisning, thi hverken i England eller andensteds fandtes virkelige "Ormegaarde". Det er da mærkeligt nok, at ligesom Ragnars Ormekamp er digtet efter Forbillede af Sigurd Fovnesbane, saaledes findes Forbilledet for hans Død ogsaa igjen i Volsungesagnene; thi den eneste Helt, som foruden Ragnar har fundet sin Død i Ormegaard, er Gjukungen Gunnar. Dog er Digtningen om Ragnars Død iøvrigt ganske selvstændigt behandlet og med de givne Sagnmomenter for Øie. Ragnar dør i fuld Fortrøstning paa, at Sønnerne skal hevne ham: "gnýðja mundu grisii ef galtar hag vissi", eller som Saxo med større Ordrigdom siger det: "si suculæ verris supplicium scirent, haud dubio, irruptis harris, afflictum absolvere properarent" . Og det er samme Digter, som har skildret i levende Træk, hvorledes Sønnerne modtog Elias Budskab om Faderens Død og hvorledes de ved Ivars List og Brødrenes Tapperhed vandt Seir over Ella, begge omtrent enslydende bevarede baade hos Saxo og i Ragnars Saga. Denne Digtnings Alder kan temmelig nøiagtig dateres, thi ogsaa den har laant Træk andenstedsfra. Den List, hvorved Ivar vinder Indpas i England, er jo den bekjendte klassiske, som vi kjender fra Dido: Ivar faar Løfte om et Landstykke saa stort som en Oxehud og skjærer derefter Huden i saa tynde Strimler, at den kan ramme en By eller Borg. Men det danske Sagn er ikke laant direkte fra Syden, det er kommet fra England ved Midten at 12ts Aarhundrede. Galfrid af Monmouth fortæller i sin "Historia Britonum" (fra omtr. Aar 1135) om, hvorledes Saxeren Hengist kom over Havet til England og af den engelske Konge ved Overtalelse fik overladt saa stort Stykke Land, som en Oxehud rak, hvorledes han derpaa byggede sig en By (Thancastre eller Dancastre), indkaldte sine Landsmænd til England og efterhaanden gjorde sig til Herre der. Man finder her Sagnet igjen Træk for Træk, anvendt paa England og paa en Erobring ved Vikinger fra Øst; man kan da ikke godt benegte, at den danske Digter har (naturligvis paa anden Haand) laant Sagnet fra Galfrid til sin Digtning om Ivar: kun Motivet til Toget, Faderhevnen, hørte oprindelig til Lodbroksdigtningen. Hos Saxo har Sagnet undergaaet en ganske ubetydelig Forandring: Oxehuden er blevet til Hestehud; Aarsagen hertil er let at gjætte, Sagnet har i Danmark ligesom paa Island været knyttet til den By, Ivar besad: York, men York (Eboracum, eng. Eoforvik) hed paa Dansk eller Nordisk Jorvik, der kunde opfattes som "Hestebyen". Senere har dog Mindet herom tabt sig, og den romantiske Saga om Ragnar lader Ivar anlægge selve London (!) paa det erhvervede Stykke Land.

Omtrent ved Midten af 12te Aarhundrede tænker vi os saaledes, at denne Sagncyklus om Ragnar og hans Sønner har naaet til følgende Udvikling: Ragnar og hans Sønner har vundet sin Berømmelse som tapre Vikinger paa Englands og Frankriges Kyster, de var Krigerhøvdinger og blev derfor ansete for danske Konger, deres Bedrifter fik snart et eventyrligt Skjær, der laante Billeder fra ældre Sagnhelte; men Hovedtrækkene blev dog endnu Ragnars Ormekamp, hans ulykkelige Død i Ormegaarden og Sønnernes Hevn tog til England, som erobredes. I denne Skikkelse var allerede Sagnene naaet til Norge og Island; men inden de optegnedes her og i Danmark, havde de undergaaet endnu en Forvandling, hvis Aarsager vi maa undersøge.

VI. Saxo og det danske Erobringsrige i 9de Aarhundrede

Saxo Grammaticus. Illustrasjon av Louis Moe (1857 - 1945).

Efter vor Betragtningsmaade er det meget karakteristisk, at medens de Danske omtrent ganske glemte sine Forfædres Tog til Nederlandene og Gallien, kunde Minderne om Englandstogene holde sig friske, ja endog voxe og strække sig ud over en lang Fortid i det danske Folks Liv; og vi finder en naturlig Forklaringsgrund hertil i det danske Folks senere Oplevelser, da de engelske Erobringer gjentog sig endog i større Skala i 1ste Halvdel af 11te Aarhundrede og da Englandstog udførtes endnu under Sven Estridssøn og hans Sønner. En stærk Parallel hertil vil man finde ved at se Danmarks Forhold i 11te og 12te Aarhundrede mod dets sydlige og østlige Naboer (Tysker, Vender, Letter) i Forbindelse med de sagnhistoriske Fortællinger om disse Forhold i ældre Tider. Efter Kraftanstrængelserne paa Svein Tjugeskjegs og Knuts Tid led Danmark af en kortvarig Svaghed, hvorunder det maatte først underkaste sig en fremmed Konge (Magnus den gode) og siden i en Menneskealder finde sig i fremmede (norsk-vendiske) Indfald; skjønt Folket snart hævede sig igjen, var Danmarks Modstandskraft saa ringe, at naar ikke udmærkede Konger stod for Styret (Knut og Erik), var Riget i den følgende Tid udsat for Indfald fra Venderne eller for Angreb paa Rigets Selvstændighed fra de tyske Keisere, eller, hvad der var endnu værre, Riget splittedes i Tvedragt mellem de østlige og vestlige Landsdele (Jyderne paa den ene Side, Skaaningerne og Sjælændingerne paa den anden), hver støttede til sine Kronprætendenter. Ud af alle disse Trængsler førte først Valdemarstiden Danmark: Folket samledes atter til en Enhed efter Borgerkrigen (1157), derefter vandt man atter Herredømmet over Havet tilbage, Venderne paa Rygen underkastedes (1168), den nedværdigende Afhængighed at det tyske Rige hævedes efterhaanden ganske (1182), den danske Konge blev Lensherre over Venderne i Mecklenburg og Pommern (1184), ja efter haanden lagdes Saxerne i Holsten ganske under den danske Krone (1202), medens større Herjetog begyndte at rettes mod Letter og Finner. Hele denne Udvikling, som syntes raskt og sikkert at være i stadig Fremgang og stadig pegte høiere frem, oplevede Saxo og hans Samtid, og den afspeiler sig fuldstændigt i hans Fremstilling af Fortiden: man ser ikke alene Danernes Følelser mod de Folk, som omgav dem, men ogsaa deres Forhaabninger om fremtidige "retmæssige" Erobringer. Dette vil fremgaa ved at betragte Saxos Forhold til sine danske Forgjængere.

Den danske Krønikeskrivning før Saxo støttede sig for 9de Aarhundrede (som ovenfor vist) til Adam fra Bremen eller rettere indeholdt forvanskede Uddrag af hans Værk. Man har i nyere Tid villet hævde, at Saxo ikke har benyttet skriftlige Kilder, at han "maa næsten have følt Sky for den skrevne Historiebog". Deri gjør man ham dog visselig Uret; vistnok citerer han kun paa et Sted Beda og paa et andet Dudo og Paulus Diaconus (af hvem han dog kun har kjendt Uddrag), men det er dog af mange Antydninger aabenbart, at han har studeret et af de korte Kompendier i Verdenshistorien eller "Keiserhistorien", som var saa udbredte i Middelalderen. Og af danske Kilder er det bevisligt, at han kjendte flere; han citerer dem jo ligetil f. Ex. p. 467, hvor han polemiserer mod dem (ei quidam parum annalium periti medium in fasti s locum triounnt). Og at Saxo sigter paa Uddrag fra Adam af samme Art som Anonymus Roskildensis, som historia brevior, som Annales Lundenses eller Aflæggere af disse, kan ansees for sikkert, da vi i Saxos Fremstilling at 9ds Aarhundredes Historie finder netop de samme Forvanskninger igjen, hvis Udvikling vi har fulgt: ogsaa hos Saxo er Sigfred og Anulo blevne til Godfreds "nepotes", Anulo forvandlet til "Ring", Harald til Ragnars Rival, Haarek Godfredssøn til "Erik Haralds Broder", Erik den yngre beskrives først som Kristendomsforølger, derpaa som Kristen, den svenske "Chnob" er bleven til den danske Ennipugnuso. o.s v. Vi er ganske enige med dem, der hævder, at Sagnet "ikke lytter efter fremmede Kilder men vi maa her som saa ofte distingvere mellem Sagnet og Sagnberetterne, thi disse var i Regelen lærde Klerke, der udpyntede Sagnene efter sine historiske Theorier. Man erindre, hvorledes hos Saxo Kong Frode, der i endnu høiere Grad end Ragnar Lodbrok var de Danskes Ideal af en Erobringskonge, undertvinger den halve Verden, men dog smukt paa alle Punkter standser lige ved det romerske Riges Grænser; hvorledes er sligt muligt, uden at Sagnfortælleren anvender Kritik paa Sagnets Fremstilling? Er man først gaaet ind paa denne Tanke, at Saxo ligesom sine Forgjængere har benyttet de Adam'ske Uddrag, vil det springe i Øinene, hvorledes det 9de Aarhundredes Konge-Historie maatte forme sig for Saxo og hans Samtid.

Saxos Beretninger om Godfred falder fra hinanden i to Dele, som vi skal betragte særskilt: det danske Sagn om Gøtrik og de fra Udlandet laante Beretninger om Karl den stores Modstander. Den sidste Del indledes med at Gøtrik ogsaa kaldtes "Godefridus", hvor Saxo ved den fremmede (frankisk-latinske) Navneform ligesom med Vilje tilkjendegiver, at han arbeider efter fremmed Mønster. Den samme Kilde, der gav ham Navnet, har ogsaa benyttet Adams Ord i Cap. 16: "Gotafridus, som allerede før havde skatlagt Friser, ligeledes Nordalbinger og andre slaviske Folk, truede Karl selv med Krig". Desuden har Saxo faaet at vide, at Keiser Karl engang (800) drog til Rom for at hjelpe Pave Leo, at han en anden Gang (796) sendte sin Søn Pipin i sit Sted for at føre en større Krig (nl. mod Avarerne i Ungarn), og endelig at Godfred efter Toget i Frisland, netop som han vilde drage mod Karl, blev myrdet af en af sine egne (810) ; det sidste stammer fra Einhards Vita Caroli, og naar man har draget i Tvivl Muligheden af at Saxo kunde hente Sagnet fra Einhard, har man overseet, at Saxo kan have faaet Beretningen paa anden Haand gjennem en "historia Romana" eller kanske snarere gjennem en af de kortfattede verdenshistoriske Annaler, der var saa udbredte i Middelalderen og hvoraf en Udgave vitterligt fandtes i Danmark (og ved Erkesædet) allerede fra 1130-40. At Saxos Beretning er afhængig af Adam, sees af den Maade, hvorpaa han benytter Adams "Nordalbingi": her ved mente Adam de holstenske Slaver, men Saxo eller de danske Sagnfortællere har forstaaet det om de holstenske Saxer eller rettere om Saxerne overhovedet og kombineret det med Karl den stores Saxerkrige og Krigen mod Godfred til en Fremstilling, der laaner sit Skjær fra 12te Aarhundrede, ikke fra 9de: Gøtrik lagde Saxerne i Skat og bestemte, at hvergang der skede Kongeskifte i Danmark, skulde Saxernes Hertug sende den danske Konge 100 hvide Heste, og det samme skulde den Saxiske Hertug gjøre ved sin Regjerings tiltrædelse "for at bekjende vort Folks Herredømme og aflægge et høitideligt Vidnesbyrd om sin Underkastelse". Det danske Sagn har saaledes her villet hevne de Krænkelser, Kong Valdemar led ved Hertug Henrik Løve's Overmod, idet det viste, hvilken Stilling der egentlig tilkom den danske Konge. At dette skulde være et Sagn fra 9de Aarhundrede, forbyder sig selv at tro, thi dengang existerede endnu ikke saxiske Hertuger. Medens derefter Gøtrik var ude paa et Tog til Sverige, tvang den franske Konge Karl "Germanien" til at modtage Kristendommen og underkaste sig ham. Gøtrik vilde nu vinde Saxen tilbage, som "foretrak de romerske Vaaben for de danske". Karl havde netop trukket sine Tropper tilbage over Rhin, og da han netop blev kaldt bort af Pave Leo for at beskytte Rom, sendte han sin Søn Pipin mod Gøtrik. Denne havde imidlertid vundet en herlig Seier over Saxerne og vilde nu erobre "hele Germanien"; først angreb han med sin Flaade Frisia og paalagde en vanærende Skat, som Saxo rigtig fryder sig ved at udmale; da Gøtrik nu havde rykket gjennem Frisia og vilde kaste sig over Germaniens "øvrige Provinser", led han Døden for en af sine Mænds Haand. Den Skat, som paalægges Friserne, er ligesaa uhistorisk som Saxernes, vi ved fra Einhard, at Friserne i Virkeligheden kun betalte 100 Pund Sølv; ogsaa her har vi altsaa et Eventyr, opfundet til Hæder for den danske erobrende Nation! løvrigt er Karls Skikkelse saadan, som man kan vente det i 12te Aarhundrede, han kunde gjerne være laant fra en fransk chanson de geste: han er den franske Konge, der erobrer og kristner hele "Germanien" (Tyskland), han trækker sine Tropper tilbage over Rhin (Saxens Vestgrænse), og han kaldes til Rom for at hjelpe Paven (naturligvis mod Kristenhedens Fiender!). At alligevel den danske Konge kjæmper for den retfærdige Sag, er naturligt: derfor fremstilles han som den, der oprindelig var Herre i Saxen, førend Karl den store kom til. Man ser, hvorledes Gøtriks Bedrifter, som allerede Adam havde forstørret, voxte under takknemmelige Landsmænds Beundring!

Den anden Del af Godfreds Historie, det indenlandske Sagn om Gøtrik den gavmilde, har ogsaa modtaget sin Del af denne Væxt. Vi har ovenfor seet, at allerede "historia brevior" har indført "Gøtrik den gavmilde " for Godfred, saa at Saxo kun havde at optegne Sagnet om ham. Dette Sagn er nu et Eventyr i gammel Stil om en listig Hirdmand og en gavmild Konge; de handlende Personer er Hirdmændene Ulv, Bjørn og Ræv (af hvilke de to sidste kaldes Thylenses º: Islændinger!) samt Kongerne Gøte og Gøtrik, altsammen appellativiske Benævnelser; men ogsaa dette Sagn ender til den danske Nations Forherligelse, idet Gøtrik for at hevne Ræv gjør et Tog til Sverige, som han paalægger en haard "Rævgjeld". Sagnet om Gøtrik er forresten ikke alene et Eventyr, men endog Danmark uvedkommende; først den, der oversatte Godefrid med "Gøtricus", har kunnet overføre det paa en dansk Konge. Vi drager heraf den Slutning, at dette først kunde ske, naar den virkelige Godfreds Navn og Bedrifter holdt paa at svinde, og tror, at dette Resultat ganske stemmer med den ovenfor paapegede Omstændighed, at hvad Saxo fortæller om Godfreds udenlandske Forhold er fri Komposition paa Grundlag af de faa Levninger af udenlandske Beretninger, ikke indenlandske, endnu levende Sagn.

Ifølge Saxo fulgte efter Gøtrik hans Søn Olav, som hevnede sin Faders Død og blev begravet i en bekjendt Haug nær Hovedstaden (Lethra). Dette er vistnok uhistorisk, thi Godfreds Sønner blev først Konger i 813, men dog et Minde om de virkelige Forhold, da ifølge Ynglingatal Gudrød virkelig havde en Søn Olav, som blev begravet i en Haug nær sin (norske) Hovedstad (Skiringssal). Sagnet om Olav har kunnet mindes, fordi det er bleven knyttet til lokale Forhold, i Norge til Geirstad, i Danmark til Ledre. For dem, der ikke vil tro, at Godfred er den vestfoldske Konge Gudrød, bliver da her en større Vanskelighed: hvis det norske Sagn har annekteret den berømte danske Kong Godfred (rigtignok uden at omtale hans Bedrifter), hvad Grund skulde det da have til ogsaa at annektere hans Søn Olav, om hvem ingen Bedrifter kjendtes? eller hvorfor tog det da ikke heller hans berømte og mægtige Broder Haarek?

I Beretningen om Heming viser Saxo paa det klareste, at han følger skriftlige Kilder, men tillige at han ikke følte nogen stærk Forpligtelse til at følge dem samvittighedsfuldt. Hans Kilde har berettet (som Adam eller de Lundske Annaler), at Heming sluttede Fred med Keiseren og fik Floden Eideren til Grænse. Det sidste udelod Saxo af nationale Grunde, fordi det jo lød som enslags Underkastelse under Keiseren, hvad jo altfor meget maatte minde om Kong Valdemars tvungne Lensforhold til Keiser Fredrik I; og i "Keiseren" saa Saxo Karis Efterfølger og indsatte derfor paa egen Haand "Ludovico", uagtet han atter senere omtaler Karl! Men noget dansk Sagn om Heming kjender Saxo ikke, han erklærer udtrykkelig, at han ikke vidste mere om ham.

Beretningen om de følgende Konger Sivard Ring og Ring er vidtløftigere og tilsyneladende mere hjemlig; men vi har allerede seet, at baade deres Navne og deres Slægttavle stammer fra Adams Forvanskninger. Indholdet af det øvrige er: Sivard bliver valgt i Skaane og Sjæland, Ring i Jylland; den jydske Konge vil erobre hele Riget og drager mod Sjæland, medens hans Modstander er ude paa Tog; men denne kommer dog i tide tilstede og overvinder sin Fiende. Naar undtages at begge Konger omkom, som de efter ældre Kilder skulde, og at Sivards halvvoxne Søn Ragnar holder en længere (af Saxo komponeret) Tale, har vi i Beretningen om Sivard og Ring i et og alt en Gjentagelse af hvad der skede i Danmark Aar 1147: Efter den danske Konges (Erik Lams) Død valgte Sjælændinger og Skaaninger Kong Sven, men Jyderne Kong Knut; den jydske Konge drager til Sjæland for at erobre denne, medens Sven var over i Skaane for at dæmpe Erkebiskopens Oprør, men Sven kom dog tilstede i rette Tid for at overvinde Jydekongen ved Slangerup. Kan man her tvivle om, at Saxo (eller Sagnet før ham) har ved den kortfattede Beretning om Krigen mellem Sivard og Ring (Sigfred og Anulo) maattet forestille sig Begivenhederne saaledes, som man kjendte dem fra en senere Borgerkrig, og uvilkaarligt tildigtet dem efter dette Forbillede? Ogsaa denne Beretning maa vi derfor frakjende Egenskaben at indeholde gamle, ægte Sagn; ogsaa her ser vi Indflydelse fra det 12te Aarhundredes Historie.

Disse Bemærkninger maatte forudskikkes, for at det skulde træde klart frem, hvorledes de danske Sagnfortællere fra Sluten af 12te Aarhundrede kunde omforme de ældre Sagn om Ragnar Lodbrok med digterisk Frihed til at blive et Billede af Nutiden og et Forbillede for Fremtiden. Det er ovenfor vist, hvorledes de oprindelige Sagn om Ragnar og hans Sønner som vidtstreifende Søkonger tillige fik et islæt af Romantik ved Digtningen om Ormekampen og om hans ulykkelige Død; vi har ligeledes seet, at han af de ældre Krønikeforfattere blev indført i den danske Kongerække istedetfor den uheldige Reginfrid. Hvorledes dennes Forhold til Harald og Godfredssønnerne maatte efterhaanden omformes, vil fremgaa ved en Sammenligning mellem Saxo og hans nærmeste Forgjængere. De lundske Annaler, som idethele staar Saxo nærmest, beretter, at Reginfrid og Harald kjæmpede mod hinanden, at efter 9 Aar Harald fordrev Reginfrid, som slog sig paa Sørøveri, medens Harald sluttede Forbund med Keiseren. 6 Aar senere fordrives atter Harald af Godfreds Sønner, kommer til Keiser Ludvig i Mainz og lader sig døbe; siden vender Harald tilbage og opgiver Kristendommen; men strax derefter fortælles, at Ansgar kom til Danmark, omvendte Kongen (Harald, hos Adam I 21 Horicus) og byggede Kirken i Slesvig. De enkelte Træk gjenfindes hos Saxo, men omformede og forstørrede til Fordel for Ragnar: Jyder og Skaaninger gjør Oprør mod Ragnar, der naturligvis er deres retmæssige Konge, og vælger Harald, som dog bliver slagen af Ragnar; flere Aar efter forsøger Harald atter sin Lykke, men maa nu flygte til "Germania", og da Ragnar anser Keiseren (Karl!) for hans egentlige Støtte, gjør han Indfald i Tyskland og slaar Keiseren. Mange Aar senere gjør Harald sig atter under Ragnars Fravær til Konge, men maa atter flygte til Keiser Ludvig, bliver døbt i Mainz og vender hjem med saxiske Tropper; derpaa bygger han en Kirke i Slesvig, men fordrives atter af Ragnar og opgiver nu Kristendommen. Den egentlige Forskjel mellem Saxo og hans Forgjænger ligger i, at Saxo's Ragnar er indtraadt baade for Reginfrid og for Godfreds Sønner, hvilken Forandring Saxo var nødt til at gjøre, baade fordi Sagnhelten Ragnar allerede havde overskygget disse og fordi Ragnar som Dattersønssøn af Godfred ikke længer kunde være samtidig med og kjæmpe mod sin Farmoders Brødre. Men dermed er den Omvæltning given, at Ragnar bliver Seierherren, Harald den fordrevne, som kun naar Ragnar er fraværende kan opnaa et midlertidigt Held; og naar denne Sagnbearbeidelse knyttes sammen med de ældre Sagn om Ragnar og hans Sønner, kom Sagnet til at fremstille Ragnar i det Lys, hans Landsmænd helst vilde se ham, som den seirrige Helt. Dette fik Indflydelse paa hele den ældre Sagndigtning. Ragnar blev, som hver dansk Konge burde være, en Erobrer i stor Stil, for hvem alle fremmede Folk maatte bøie sig; han ikke alene deltog i de Bedrifter, som de ældre Sagn tillagde hans Sønner, men han var den egentlige Leder og han gjenoprettede de midler tidige Nederlag, disse kunde have lidt. Under dette Synspunkt omformedes de ældre Sagn og skabtes nye. Vi skal betragte flere af disse Bedrifter hver for sig.

a. Toget mod Bjarmerne. Den oprindelige Beretning om, at den frankiske Helgen Germanus havde slaaet Ragnar og de Danske med sin Trolddom, var som før nævnt blevet til et Sagn om at Bjarmerne med sin Trolddom drev Ragnar ud af sit Land. Dette kjender Saxo, som lader Ragnar efter Nederlaget trække sig tilbage til "Kurernes og Sembernes Land"; men hans Helt kan ikke i Længden finde sig i slig Behandling: han vender tilbage til Bjarmeland, og skjønt Bjarmekongen faar Hjelp af "Matullus Finmarchiæ dux" (= den norske Sagnfigur Mottull Finnakonungr), hvis Bueskytter gjør Ragnar megen Skade, holder denne sig Vinteren over i Landet, og et natligt Overfald, som efter Saxos dunkle Ord (nocturna fallacia) maa have været forbundet med Svig, bragte ham endelig Seieren: Bjarmekongen falder, Finnekongen flygter, og Ragnar rister Runer og reiser Bautastene til et "evigt Mindesmærke om sin Seier".

b. Toget i Rusland. Kjærnen heri har været, at Ragnars Søn Hvitsærk vandt sig et Rige i det indre Rusland, men blev overvundet af Russerkongen Oleg (Daxon) og (efter Døden) brændt paa Baal; og omtrent saaledes findes Sagnet i den islandske Saga. Men efter Saxo har Ragnar selv paa sit Tog i Østerleden (det samme, hvorpaa han overvandt Bjarmerne) seiret over Hellespontens Konge Dian og over hans to Sønner Dian og Daxon, som understøttedes af Russer og Skyther; Ragnar indsætter sin Søn Hvitsærk til Konge i Skythien, men da denne senere fanges og brændes levende af Daxon, maa Ragnar hevne Sønnens Død: han drager over Havet til Rusland og fanger Daxon, som han sender i Lænker til "Utgarthia"; siden tilgiver Ragnar ham ganske og giver ham hans Land tilbage, mod at han engang hvert Aar barfodet møder op for Ragnar, ledsaget af 12 barføddede "Fædre", for ydmygt at betale ham Skat, — altsaa ogsaa dette Sagn ender til Hæder for det danske Navn. Hevnen for Hvitsærks Død er, som sees af Historien og af den islandske Saga, et senere Tillæg; dog kan vi ogsaa i dette Tillæg spore to Trin i Udviklingen. Saxo's "apud Utgarthiam relegavit" synes nemlig at svare til et digterisk Udtryk: "færði hann við" (el. um) "útgarða", men dette betyder: lod ham dræbe, rydde af Veien ; Sagnets ældre Udgave har altsaa været, at Ragnar hevnede sin Søns Død ved at dræbe hans Banemand. Men senere er Udtrykket opfattet, som om Ragnar forviste ham "til Utgard ", og da maatte denne Ædelmodighed senere krones med en endnu større, den fuldstændige Tilgivelse, hvortil passende kunde knyttes en Betingelse, som blev den russiske Nation til Skam, den danske Nation til Ære.

c. Englandstogene. Det fælles-nordiske Sagn har om Ragnar i England kun bevaret det Træk, at han faldt der og hevnedes af sine Sønner; Saxo kan supplere denne Fattigdom. Først vender Ragnar sig mod England og dræber i et Slag dets Konge Hama, Hellas Fader. Senere overdrager han England til sin Søn Ivar, men denne fordrives af "Galli", som indsætter Hella til Konge. Ivar kalder sin Fader til Hjelp, de sætter sig fast ved Jorvik, overvinder her Hella og hans galliske Tropper (Hellam Gallicana virtute subnixum) og hersker et Aar i England ; medens saa Ragnar ligger uden lands, kommer Hella atter tilbage til Northumberland, og paa Toget mod ham fanges tilslut Ragnar. Fortællingens Maal er aabenbart at vise, at Ragnar var den retmæssige Konge i England, Hella en Usurpator; selvfølgelig er alle disse Tog fuldstændig opdigtede, uden at vi kan følge Digtningens Udviklingstrin. Det mest særegne ved Beretningen er ellers, at Hellas Mænd kaldes "Galli", hvilket Ord har stødt alle Fortolkere, medens det efter vor Opfatning er let forstaaeligt og kan tjene til at bestemme Digtningens Ælde. Munch forklarede Galli som Walisere, Joh. Steenstrup tænker paa Indbyggerne af Galloway i Skotland, Saxos Udgivere paa "frankiske Hjelpetropper " sendte af Keiseren . Galli og Gallia betegner hos Saxo altid Franskmænd og Frankrige, saaledes ogsaa her: det danske Sagn er blevet til i Løbet af 12te Aarhundrede, og dengang bestod de engelske Kongers, Henrik d. 1stes og Henrik d. 2dens, Hære hovedsagelig af Franskmænd (franske Normanner). Sagndigtningen, som ikke spørger efter fremmede Nationers Fortid, maatte derfor uvilkaarligt tro, at Ragnar og hans Sønner havde Franskmænd at kjæmpe mod i England. En saadan Anakronisme kan ikke forbause hos en Sagnfortæller som Saxo, naar en saa nøgtern Kronist som Tjodrek Munk for at forklare, hvorledes Harald haardraades Landgang i England ikke hindredes af den engelske Konge, kan tilføie som noget, der næsten faldt af sig selv for en Forfatter fra c. 1180, at den engelske Konge var fraværende i — Normandie. Der turde i Saxos Beretning ogsaa ligge et historisk Minde, thi den sidste Gang Danerne kjæmpede i England og ved York, havde de virkelig til Modstandere Franskmænd (Normanner). I 1069 sendte nemlig Kong Sven sine to unge Sønner med en Flaade til England for at understøtte Anglerne mod Kong Vilhelm; Danerne landede ved Humberen, erobrede York, nedsablede her i en Kamp 3000 Normanner og holdt sig her Vinteren over (1069—70). Om man ombytter de senere danske Kongesønner med de ældre, Lodbrokssønnerne (eller, da Faderen optoges, Ragnar og hans Sønner), og istedetfor Kong Ella sætter Kong Vilhelm, vil man indse, at Toget 1069—70 kunde tjene Ragnars-Sagnet til Forbillede; ialfald bliver det da ganske klart, hvorfra Saxos "Galli" er laant og hvor ung denne Digtning er.

d. Skotland, Irland og Norge. Over disse Landes Erobringer har vi kun korte summariske Fortegnelser, ikke fyldige Sagn; det synes næsten, som om de kun tages med for den geografiske Fuldstændigheds Skyld, for at Ragnar kunde herske over hele Nordeuropa. Paa det første Tog til England (det, hvorpaa Ragnar dræber Hama) dræber han ogsaa Skotands, Petlands og Sudrøernes Høvdinger (duces) og overdrager disse Lande til sine Sønner Sivard og Radbard; Norge, hvis Konge ogsaa var falden, samt Orknøerne overlader han til Sønnen Fridlev. Senere gjør Nordmænd og Skotter Oprør og tager egne Konger, medens Sivard og Fridlev opholder sig hos Faderen; men Ragnar fordriver Oprørerne, indsætter nu Bjørn til Konge i Norge, herjer derefter Orknøerne, plyndrer Skotland og dræber Skotternes Konge Murial; efter det føromtalte Tog til England vender han sig derefter til Irland, dræber den irske Konge "Melbricus", erobrer Dublin og opholder sig her et helt Aar. Hvad Ragnar i disse faa Felttog udfører, var det samme, som sysselsatte Nordmændene i Løbet at 9de til 12te Aarhundrede. Melbricus og Murial er begge irske Navne (Maolbridge, Muircertach); paa det ene Sted bruges altsaa, som i Tyskland i Middelalderen, Skotter for Irer. Men da er det altfor mærkeligt, at ligesom det danske Tog til England 1069—70 er blevet Forbillede for Ragnars Bedrifter her, saaledes er den norske Kong Magnus Barfods Krige i Vesterleden blevet Forbillede for Ragnars Bedrifter der. Man erindre, hvorledes den norske Magnus i 1098-99 erobrede Orknøerne, Sudrøerne og Stykker af selve Skotland (Cantire), hvorledes han satte sin Søn Sigurd (= Sivard) til Konge over disse Lande, hvorledes han kjæmpede med Irekongen Muircertach (=rex Scotorum Murial), hvorledes han indtog Dublin (1102) og hvorledes han opholdt sig et Aar (1102-3) paa Irland. Er ogsaa disse Sammentræf tilfældige? Eller ser vi ikke her atter, hvorledes Digtningen laaner Træk fra den nyere Tids Historie for at udstyre sin Sagnhelt, hvorledes Magnus Barfod med alle hans Riger — Norge, hans skotske og irske Erobringer — overlades til Ragnar ? At den irske Kong Muircertach († 1119) flyttes tilbage til 9de Aarhundrede, er ikke mere vilkaarligt, end at Kong Cerbhal i Ossory († 887) af Saxo flyttes tilbage til Kristi Tider og bliver samtidig med Erobreren Frode, eller at Kong Henrik af Saxen (ɔ: Henrik I † 936) optræder endnu nogle Aarhundreder før samme Frode, eller at Hamlets skotske Dronning i omtrent 4de Aarhundrede bærer det angelsaxiske Navn Hermuthrude, eller at Islændinger forekommer i Slaget paa Braavoldene, hos Kong Gøtrik og hos hans Fader Gorm længe før Islands Opdagelse osv. osv. ; den virkelige Folkedigtning viser altid den mest suveræne Foragt for saa upoetiske Ting som Kronologi eller Historieforskning.

e. Sverige. Med Sveriges Konger har vor Sagnhelt havt adskilligt at skaffe, dog kan nu kun Brudstykker af vedkommende Sagn skimtes. Først fordriver Ragnar den svenske Kong Frø fra Norge, hvor denne har gjort Indfald; siden vinder han ved Ormekampen den svenske Kong Herods Datter, og da Herod dør, kræver Ragnar Riget for sine Sønner, men maa for at vinde det bestaa en Kamp med en svensk Kjæmpe, hvis Navn i Udgaven skrives Scarchdhus. Han giver Sverige til Bjørn, men overlader ham senere Norge, medens Erik Vedrhat faar Sverige; efter Ragnars Død dræbes denne af en vis "Ostenus", som derefter ogsaa beseirer Broderen Agnar. Endelig nævnes blandt de Slag, Ragnar vandt, Campus laneus ɔ: Ullarakr (i Upland), men Saxo har henført dette Navn til Skaane. En Sammenligning med den islandske Saga viser os, at den Skikkelse, disse Sagn har hos Saxo, er senere: Herod kaldtes Jarl i Gøtaland, førend han ophøiedes til svensk Konge, og Slaget ved Ulllarakr kjæmpedes mod den svenske Kong Eystein; Bjørn Jærnside hlev ogsaa i det islandske Sagn svensk Konge, men hans Forflyttelse til Norge og hans svenske Etterfølger Erik Vedrhat kjendtes ikke der. Overhovedet har Saxos Ragnar ogsaa i Sverige efterhaanden vundet Plads paa Sønnernes Bekostning, medens disse træder mere i Skygge indtil Faderens Død.

__________

De tre Hoveddele, hvoraf Saxo skulde sammensætte Ragnars Historie, hans Frierhistorier, hans Kampe med Oprør hjemme og hans Krigstog udenlands, var saa uensartede, at man vil forståa det umulige i deraf at danne et helstøbt Billede, selv om Saxo havde havt større Evne til Karakterskildring og Komposition, end han besad. Han har gjort hvad han kunde, han betoner Vexelvirkningen mellem Forholdene ude og hjemme: naar Ragnar er ude vaa Tog, sker der strax Oprør hjemme, og disse kalder ham til Danmark; men neppe har kan forladt det undertvungne Land og bragt Tingene i Orden hjemme, før han strax faar Bud om, at et eller andet Folk gjør Oprør eller dræber hans Underkonger, saa at Ragnar atter er nødt til at gjøre Erobringer; hans forskjellige Ophold hjemme udfyldes da med Kjærlighetshistorier. Man maa læse efter hos Saxo for rigtigt at vurdere, hvor sindrig han har sat det hele sammen; men samtidig kan man nok indrømme, at hele dette Kriger- og Elskovs-Liv er overmaade usandsynligt. Det er saaledes et stærkt Vidnesbyrd om, hvorledes Saxo har stillet nye og gamle Sagn broderligt sammen, at af alle de Sønner, som Ragnars Historie har fremmanet og givet Kongeriger, forsvinder allerede nogle strax igjen, de fleste ialfald ved Faderens Død, og om Ragnars Erobringsriger er der — undtagen England — ikke et Øieblik længereTale. Det er tydeligt nok, at Saxo til Hjelp ved Redaktionen af Ragnars Historie har havt ikke alene Sagn, men ogsaa et længere Digt, som har opregnet de fleste af Ragnars Kampe og Seire ; da dette forlod ham med Ragnars Død, har Saxo klogelig undladt at oplyse, hvorledes det gik Ragnars Underkonger (hans Sønner), og hvorledes disses mange Riger atter faldt fra Danmark.

VII. Den norske og islandske Sagnkreds

Helmer og Aslaug. Maleri av August Malmström (1829-1901), 1857.

Ogsaa Norge har givet sit Bidrag til Digtningen om Ragnar og Lodbrokssønnerne, ja hvis man skal tro Munch og Jessen, har man de "norske Hofskalde" at takke for Opdagelsen af Slægtskabet mellem Ragnar og Sigurd Fovnesbane, af Slægtskabet mellem Ragnar og de norske Konger samt af Slægtskabet mellem Ragnar og Sagnkongen Harald Hildetand. "De norske Konger", siger Munch, "der indtil St. Olafs Hellighed efter Kristendommens Indførelse egentlig manglede den Legitimitet, som efter de Tiders Tænkemaade fandtes hos Ragnars Etterkommere, lod sig det være magtpaaliggende baade at ud lede sin Herkomst fra Ragnar og Aslaug og at forhøie Glansen ved at udgive hende for Sigurd Fafnesbanes Datter", og disse Genealogier antager Munch digtede allerede i 9de og 10de Aarhundrede. Men ved disse Tider var (som vi har seet) ikke engang Ragnarsættens egen Legitimitet anerkjendt, saa det vilde være urimeligt at benytte den til deraf at bygge en Legitimitet for de norske Konger; endvidere — man vil ikke hos nogen hverken norsk eller islandsk "Hofskald" indby et eneste Ord om den norske Konges Slægtskab med Ragnar Lodbrok, selv om man søger lige fra 9de til 12te Aarhundrede; heller ikke i de norske Krøniker vil man finde Spor af dette Slægtskab. Genealogierne er (som siden skal vises) alle fra 12te og 13de Aarhundrede og opfundne paa Island og i islandske Øiemed, og først fra Island naaede de efterhaanden til Anerkjendelse i Norge, efterat den norske Kongeæts Legitimitet forlængst var anerkjendt. Alligevel har Norge ydet sit Bidrag til denne Sagnkreds, idet Norge har givet de islandske Genealoger Sagnet om Aslaug eller Kráka.

Ragnarssagas Fortælling om, hvorledes Ragnar landede paa Spangereid ved Lindesnæs, hvorledes han der fik Øie paa Bondepigen Kráka, som han siden gjorde til sin Dronning, og hvorledes hun siden aabenbarede sig at være Datter af Sigurd Svein og Brynhild Budlesdatter, er bekjendt nok; ligeledes er det oftere paavist, at dette Sagn er nyere og aldeles strider mod alle hedenske Heltedigte. Allerede Torfæus har anet, at vi i Aslaug-Sagnet havde et Lokalsagn fra Lindesnæs, og ved nærmere at spørge efter paa Stederne fik han Beretning om, hvorledes man endda paa hans Tid ved Lindesnæs fortalte om, at nær Spangereid var engang i Fortiden en Harpe dreven iland med en liden Pige indeni; at hun blev fostret der og kaldtes Kráka, medens hun vogtede Fæ, men siden blev hun dansk Dronning og bar da Navnet "Aadlow"; Stedsnavnene Guldvigen og Krakubekken mindede endnu om hende. Kvindenavnet "Aadlow" bruges endnu i Lister og Mandals Amt; det udtales (som man kunde vente efter Torfæus's Skrivemaade) Oddlau og svarer saaledes ikke til Aslaug, men til oldn. Oddlaug. Endvidere gjengiver Jonas Ramus Torfæus's Fortælling og tilføier, at der "endnu siunges en Viise i Norge om samme Gruldharpe og en Konges Daatter, som af sin Stifmoder blef udkastet i Søen". Disse Beretninger viser ikke alene, at Sagnet havde fæstet sig til Spangereid, men ogsaa at det er bleven poetisk behandlet. Forsaavidt er der intet iveien for, at en norsk Vise om Bondepigen, som blev dansk Dronning, allerede tidligt, f. Ex. i 12te Aarhundrede, er naaet til Island; det vilde kun stemme med, at Visen ogsaa naaede til Danmark, der vandt stor Popularitet og endog omdigtedes. Der findes nemlig nu to danske Viser optegnede om denne Begivenhed og den første af disse i to meget afvigende Skikkelser. Den ene Redaktion af No. 22, trykt første Gang hos Peder Syv, synes ved sin Overensstemmelse med Sagaen at være den ægteste: den kjender Krákas Fader "Kong Sigurd ", og hendes Beiler har ialfald et med Ragnar beslægtet Navn, Regnfred; men netop deri træder denne Redaktions Uægthed tydeligt frem, thi "Sigurd" er ikke alene en udansk Form, men heller ikke brugelig i nyere norske Viser, idet den er oldnorsk, og altsaa har Peder Syv, som kjendte Ragnars Saga, indsat Navnet Sigurd i Visen, ligesom han ogsaa andensteds har indsat i Viser Navne efter sine historiske Theorier f. Ex. Dronning Helvig istedenfor Sofie i Visen om Valdemar og Tove. Aabenbart er da ogsaa Navnet Regnfred uægte; det Navn kan heller ikke paavises i Danmark senere end 9de Aarhundrede. Den anden Redaktion af samme Vise (fra 16de Aarhundrede) kalder Bondepigens Fader "Rosenkongen", hendes Frelser er "Vyllemor Kongens Søn", Søn af "Molmer kongen". "Vyllemor" er aabenbart samme Navn som "Valdemar", der andensteds i samme Haandskrift kaldes "Wollemuor" eller endog "Ollemuor", og i "Molmerkongen" kan jeg heller ikke se andet end "Volmer-Kongen" (frembragt ved tilbagevirkende Assimilation), saa at "Vyllemor", Søn af "Molmerkongen", ikke bliver nogen anden end den danske Konge Valdemar Valdemarssøn. Den nyere berømteste Dane-Konge (Valdemar II) er altsaa i hin Vise traadt i en ældres (Ragnar Lodbroks?) Sted, ligesom i en anden dansk Vise om Kong Valdemars Fangenskab (Grundtvigs No. 141) denne Konge er traadt i Ragnars Sted som Hersker over 7 Kongeriger. Den anden Vise (No. 23) om "Karl og Kragelil" har i enkelte Punkter bevaret endnu andre Ligheder med det norske Sagn: den har beholdt hendes Navn Kráka i Formen "Kragelil", og endog hendes senere Dronning-Navn Adelrun, Aaddellronn eller Adelrom stammer, som Prof. Sophus Bugge rigtig har seet, fra hendes listerske Navn Aadlow eller Oddlaug og vidner om, at ogsaa den danske Vise har sin Herkomst fra Egnen om Lindesnæs. Endog hendes Moders Navn "Brynild" er bevaret i denne Vise (om end i den ene Redaktion forvansket til "Kremolt"), og dette Navn vidner for, at Sagnet allerede fra først af (ikke først paa Island) var knyttet til Sigurd Svein og Brynhild. Iøvrigt har Visen Nr. 23 iklædt sig nyere Skikkelse, idet baade Ragnar og Sigurd Svein er forvandlede til danske Herremænd: Hr. Karl, Krákas Fader, bliver fangen i en Bondeopstand, og Bønderne kaster ham i Ormegaard, Brynild bliver "af Landet ført" og Datteren opfødt af Bønder og sat til at vogte deres Fæ; hendes Frelser, Hr. Karl, er en "rigen Ridder", hvis Svende finder hende og fører hende til Ridderen "i Høienloft".

Alle disse Sagn og Viser fører os saaledes tilbage til den Grundform, at Sigurd Sveins og Brynhilds Datter opfostres paa Spangereid i ringe Kaar, at hendes Skjønhed fortryller den "danske Konge" som ægter hende og først bagefter faar hendes høie Herkomst at vide. Om Sagnet allerede i Norge er knyttet til Ragnar, eller om det først skede paa Island, er vel umuligt at afgjøre, men ogsaa ligegyldigt, forsaavidt som det er tydeligt, at var først Sagnet om Kráka og hendes Æt uddannet, maatte det snarest muligt fæste sig ved en berømt Sagnkonge, og hvem var da nærmere end Ragnar Lodbrok? Mellem Sagnet paa Island og i Norge er der den Forskjel, at Dronningen i Norge kaldes Oddlaug, paa Island Aslaug; men ogsaa dette Navn har rimeligvis fæstet sig ved hende allerede i Norge, da Aslaug langt ned i Middelalderen var et brugeligt Navn i Norge, og specielt ide sydligste Fylker, medens vi ikke kjender det fra Island; det forekommer hverken i Landnámabogen eller i det islandske Diplomatarium.

Den eneste Frugt, Lodbroks-Sagnene satte i Norge, synes at have været Aslaugs Historie; paa Island derimod var Høsten rigere, thi Islændingerne havde ikke alene en romantisk Interesse for disse Sagn, men ogsaa en genealogisk. En stærk genealogisk Sans har som bekjendt altid hersket paa Island, den næredes af Folkets aristokratiske Institutioner og tog efter haanden stærkere Væxt ved Saga-Litteraturen og det over haandtagende Oligarchi i 12te og 13de Aarhundrede. Alle høibaarne Høvdinger paa Island regnede sin Æt tilbage til Norge, til norske Herrer, Jarler eller Konger: de vestenfjeldske Fylkes-Konger figurerede i mange Stamtavler, fra de norske Konger i Dublin stammede mange Slægter paa Vestlandet (Breidfirdinger, Laxdøler o. s. v.), og flere regnede sig i Slægt med norske Kvinder, der var indgiftede i Harald haarfagres Æt. Der kunde altsaa tidligt blive Spørgsmaal om Forrangen i Herkomst; og naar nu hertil kom, at disse Ætter skiftedes til at blive de mest formaaende i Island, kunde de ogsaa trænge genealogisk Støtte til at holde sin Anseelse oppe: dertil kunde nu Sagnene om Ragnar Lodbrok tjene, især i deres nyeste Skikkelse, efterat de danske Sagn havde omskabt Vikingehelten Ragnar til en Erobringskonge og det norskislandske Sagn havde knyttet ham til Volsungeætten; man vil derfor se, at den ene Æt efter den anden gjør Fordring paa at nedstamme fra ham eller være i Slægt med ham. De, der greb ham først, synes at have været de vestfjordske Ætter, med Are frode. Man regnede, at disses Stamfædre, de norske Konger i Dublin, var en Sidegren af Ynglingeætten; kunde man nu knytte deres Æt sammen med de danske Konger, var det jo en anselig Tilvæxt: det skede ved, at en Datter af "Sigurd, Ragnar Lodbroks Søn" giftes med en Yngling, Helge den hvasse, Farfader af Kong Olav hvite i Dublin (f c. 872). Saaledes beretter allerede Are frode, der dog ikke synes at have nævnt Datterens Navn, thi de senere Kilder er uenige derom: medens Eyrbyggjasaga (Cap. 1) og Njálssaga (Cap. 1) kalder hende Thora, og Kongesagaerne Aslaug, fører hun i Sturlungasaga (II 9) Navnet Aaluv. Denne Genealogi er paa et eller flere Punkter urigtig: Olav hvite er efter irske Kilder ikke Sønnesøn af Helge, og denne kan af kronologiske Grunde ikke være Svigersøn af Sigurd Ormøie. Den er altsaa kunstigt istandbragt, naturligvis af dem, der havde Interesse af den: Breidfirdingerne. Den kunde altsaa ogsaa kun tilfredsstille dem, der førte sin Æt op til hin Sidegren af Ynglingeætten, medens de andre islandske Høvdinger, der regnede sig i Slægt med Hovedgrenen, de norske Konger (f. Ex. Oddeverjerne), blev stillede i Skyggen. Derfor tager disse Ætter snart sin Mon igjen; i den Periode, da Oddeverjerne og de med dem nær forbundne Sturlunger har Overmagten paa Island, i Tiden om 1200, knyttes ogsaa den norske Kongeæt genealogisk sammen med Ragnar Lodbrok. Og man kan tydeligt mærke, at to Forsøg er gjort paa forskjellige Steder og uafhængig af hinanden. Det ligefremste, maaske ogsaa det ældste, er det, der i Lighed med Are frode lader en Datter af Sigurd Ormøie giftes ind i Kongeætten; ligesom Helge den hvasses Hustru er ogsaa Halvdan svartes Dronning, Harald haarfagres Moder Ragnhild, Datter af Sigurd Ormøie; dette Forhold kjendes fra "Noregs konungatal" (ældste Redaktion fra c. 1220) og har holdt sig endnu i Ragnar Lodbroks Saga, hvor Udgavens Text rigtignok er forvansket . Men dette Slægtregister kunde ikke staa sig mod det andet, som kunde støtte sig til Autoriteter som Snorre Sturlassøn og Hauk Erlendssøn; det havde ogsaa den Fordel, at det knyttede sig naturligere til det af Are frode hævdede: Helge hvasses Ægteskab med Sigurd Ormøies Datter; hvad man ikke indsaa var, at Slægttavlen ligesom hos Are blev kronologisk umulig. Sigurds Datter faar her efter sin Farmoder Navnet Aslaug; hendes Søn er Sigurd Hjort, Konge paa Ringerike, der igjen bliver Fader til Harald haarfagres Moder Ragnhild. Dette Slægtregister er ældre end Snorre, thi det forudsættes i Egils saga Kap. 26, hvor Sigurd Hjorts Søn Guthorm siges at have Sønnerne Sigurd og Ragnar samt Døtrene Ragnhild og Aslaug, Navne, der ligefrem er laante fra Slægtregistret. Men Snorre er den, der har skabt dets Anseelse: fra hans Værk trængte det ind i alle de senere Kongesagaer, i Landnámsbøgerne og i Hauk Erlendssøns Uddrag af Ragnars Saga (þáttr af Ragnars sunum). Denne Stamtavle gjenfindes ogsaa i Norge, men røber her sin islandske Herkomst; den findes i en Krønike om danske Konger, som jeg har søgt at vise er forfattet i Norge c. 1270 80 efter islandske og danske Kilder, og langt senere i en Kongerække fra 15de Aarhundrede paa en norsk Altertavle.

Det varede dog ikke lang Tid, at de islandske Høvdinger nøiede sig med disse glimrende Ættetavler; snart var man ikke tilfreds med at laane sin Glands fra de norske Konger, man foretrak at skaffe sig Stamtavler direkte til de danske Storkonger, idet man førte Ætterne op til Bjørn Jærnside eller til en Datter af Ragnar Lodbrok, gift i England. Disse Ættetavler kan man se trænge ind i 13de Aarhundrede og vinde Anseelse gjennem Sturla's og Hauks Landnamsbøger. Talrige Ætter over hele Island stammede fra den islandske Landnamsmand Hovde-Thord (Þórðr á Hofða), navnlig gjennem en kvindelig Ætlings Giftermaal med Gudmund den rike, f. Ex. Oddeverjer, Sturlunger, Hvamverjer, Fljotamænd. Hovde-Thords Herkomst omtales ikke i de ældre Sagaer, selv hvor der kunde være Anledning dertil, f. Ex. Ljotvetningasaga Cap. 13, Vigaglumssaga Cap. 10, Erik rødes Saga Cap. 5. Men Sturla Thordssøn, der selv stammede fra Hovde-Thord, ved at fortælle ogsaa om Thords Forfædre: hans Fader Björn byrðusmjör var Søn af Hróaldr hryggr, hvis Fader igjen var Bjørn Jærnside, Ragnar Lodbroks Søn; og Hauk Erlendssøn, der ligeledes regnede sig til Thords Ætlinger, anerkjender Slægttavlen, men indskyder Leddet Asleikr mellem Bjørn Jærnside og Roald Rygg. Disse Slægtrækker synes ikke at være paalideligere end de, der stansede med Sigurd Ormøie; man fristes til at antage, at Navnet Bjørn paa Thords Fader har for en dristig Genealog været Grund nok til at finde frem en anden "Bjørn" til at bruges som Farfader, og Valget er da naturligt falden paa Bjørn Jærnside. lalfald skal ikke det styrke Troværdigheden, at Bjørn Jærnsides Søn (eller Sønnesøn) kaldes Roald Rygg; thi dette var efter Snorre Navnet paa en af de thelemarkske Høvdinger, der i Havrsfjord kjæmpede mod Harald Haarfagre, og Hovde-Thord ser ligere ud til at stamme fra en thelemarksk Herse end fra en dansk Kongesøn eller svensk Konge. Denne Stamtavle synes hævdet i 2den Halvdel af 13de Aarhundrede; dens Led opregnes ogsaa i Njálssaga, og Ragnar Lodbroks Saga sees at kjende den; med Hauk Erlendssøn er den trængt ind i Thorfinn Karlsevnes Saga, dog har han ikke optaget den i Hervarar-Saga

Ragnar Lodbroks död. Illustrasjon av Hugo A. Hamilton (1802 - 1871).

Blandt de islandske Høvdingeætter fandtes der to, der regnede sig beslægtede med to norske Konger og tillige i Norge var erkjendte som saadanne: Ætlingerne af Audul Skøkul i Videdal og Mosfellingerne (senere Haukadalsætten) paa Sydlandet. St. Olavs Moder Aasta Gudbrandsdatter stammede nemlig fra Audun Skøkul, og ved Dalla, Biskop Isleivs Hustru, blev han Stamfader ogsaa for Haukdølerne, Biskop Gissurs og Jarlen Gissurs Æt. Om Audun Skøkuls Forfædre vidste Sturla Thordssøn at berette, at hans Fader, Bjørn, var Søn af Ragnar Lodbroks Datter Aaluv med Hunde-Steinar, Jarl i England, Personer, som den tidligere Saga-Litteratur ikke kjender eller benytter. Allerede herved var det store Fremskridt gjort, at Haukadalsætten, der virkelig var af "gammel Adel", kom paa lige Trin med de nye Ætter, som ved Sturlungernes genealogiske Kunster havde faaet Rang som Ætlinger af Ragnar Lodbrok. Men Forandringen stansede ikke hermed: en dristigere Genealog bragte ogsaa Haukdølernes Stamfædre Mosfellingerne, navnlig Gissur hvite, i direkte Berørelse med Ragnar, ligesom det samme var skeet med Hovde-Thord. Det var nemlig bekjendt nok, at allerede Gissur hvite var i Slægt med Olav Trygvessøns Moder Astrid, idet begge stammede i 3die Led fra Hersen Vikingekaare . Uagtet nu Traditionen kjendte en Fader og Farfader for Vikingekaare kunde man ikke afholde sig, fra at knytte ogsaa ham som Sønnesøn til "Hunde-Steinar og Aaluv, Ragnar Lodbroks Datter". Saaledes kom Haukdølerne til at være beslægtede baade med Olav Trygvessøn og med Olav den hellige og til lige til at nedstamme direkte og ad to Veie fra Ragnar Lodbrok; denne Slægttavle blev gjennemført af Hauk Erlends søn og blev herskende i det 14de Aarhundrede.

Paa den Maade er det gaaet til, at de fleste politiske og litterære Stormænd paa Island i 13de og 14de Aarhundrede kom til at nedstamme fra Ragnar Lodbrok; derved fik de islandske Historikere en personlig Interesse af at udvikle videre Sagnene om Ragnar og hans Æt. Det vil altsaa ikke undre nogen, at ligesom en Genealog havde sørget for at skaffe hans Hustru berømte Forfædre, saaledes har en anden paataget sig at forbedre hans egen Æt. Om Ragnars Fader Sigurd Ring eller Ring vidste de danske Sagn lidet at melde, han kjendtes kun fra den omarbeidede Kongerække; derpaa har en Islænding bødet ved uden videre at antage ham for identisk med Sagnhelten Ring, om hvis Seir paa Braavoldene over Harald Hildetand en Starkads-Vise fortalte. Denne Antagelse, som strax blev godkjendt, gav Sagndannelsen ny Flugt: oprindeligt fortalte Braavalla-Visen kun om en Kamp mellem den svenske Kong Ring og den danske Konge Harald Hildetand, der havde havt mange udenlandske Krigere i sin Tjeneste fra alle de Lande, Nordboerne kjendte. Men under Indflydelse af Lodbrokssagnkredsen kom Sagnet nu til at lyde: allerede Harald Hildetand havde gjort Erobringer udenlands, i England, i Sydlandene og i Østerveg, havde indsat Underkonger og vundet Krigsmænd fra disse Lande; men de nye Undersaatter rev sig løs, hvergang Riget fik en ny Konge, og Haralds Eftermænd, Sigurd Ring og Ragnar, var fuldt optagne med at vinde Landene tilbage, ikke erobre dem fra nyt af. Saaledes lærte de islandske Historikere at kjende det "nordiske Erobringsrige", som allerede under Kongerne Harald Hildetand og Sigurd Ring skulde foruden Danmark og Sverige have bestaaet af det østlige Norge, "en stor Del af Saxland", hele "Austrriki" (Vendland og Rusland) og "en Femtedel af England". Denne historiske Theori var allerede optaget i Skjoldungasaga, fra c. 1200- 1220, den anerkjendtes af Snorre (Hskr. p. 36, cfr. p. 58) og findes gjennemført i Hauk Erlendssøns Uddrag. I den egentlige "Ragnar Lodbroks Saga" ser det ud, som om Sagndigtningen ikke er naaet saa langt, thi der er Sigurd Ring og Ragnar danske Konger, Harald Hildetand og Eystein bele svenske Konger; men at dette dog er senere Ændringer i Saga-Haandskrifterne sees af de nyligt fremdragne Brudstykker af en ældre Ragnarssaga; thi her siges, at Ivar Lodbrokssøn efter Elias Død kun tilegnede sig i England hvad hans Forfædre havde havt før ham: Epter þerssu orrostu gerizt Ivar konungr yfir þann hiuta landz (ɔ: Englands) er adr haufdu aatt hans ættmenn.

Dette Erobringsrige, som med Afbrydelser havde bestaaet gjennem tre Grenerationer, fik sin naturlige Afslutning gjennem Ragnars Sønner, der delte Rigerne mellem sig; de fjernere Riger — i England og Rusland — kjendte man ikke til efter lvars og Hvitesærks Død, men de danske og svenske Riger, som laa nærmere, maatte ogsaa i senere Tid knyttes til Ragnars Ætlinger. Ogsaa dette paatog islandske Genealoger sig: der foreligger i Hauk Erlendssøns Hervararsaga en kort Slægtrække over svenske Konger indtil 12te Aarhundrede, som dog kun fra Erik Seirsæls Tid er historisk; de ældre Dele er sammensat af de faa bevarede Kongenavne (Bjørn, Anund), og dertil er føiet endel Navne, som maa ansees for uægte, baade fordi de strider mod Rimberts og Adams Lister, og fordi de ligesom de øvrige af disse kunstig istandbragte Stamtavler gjør Vold paa Kronologien; ialfald delvis synes ellers allerede Snorre at have kjendt den samme svenske Kongerække. Bedre kan vi følge den tilsvarende danske Kongerækkes Tilblivelse. Ligesom vi saa "Sigfrid, Godfreds nepos" i danske Krøniker blive til Sigurd Ring, fandt vi ogsaa, at paa samme Tid blev Hardeknut (el. Hardegon Sveinssøn) gjort til Søn af Sivard Regnerssøn eller Sigurd Ormøie, hvorved Hardeknuts Søn Gorm den gamle blev Sivards Sønnesøn. Denne nye Slægtrække naaede ogsaa til Island og blev optaget allerede af Snorre (Hskr. p. 130), saa at den rimeligvis allerede har staaet i hans Kilde, Skjoldungesagaen. Alligevel trængte den aldrig ganske igjennem, thi Jomsvikingasaga kjendte en anden Kongerække: Gorm den barnløse paa Karl den stores Tid, hans Adoptivsøn Knut "den fundne" og dennes Søn Gorm den gamle (el. heimske), alle Konger i Danmark, hvorved altsaa Slægtskab mellem Gorm gamle og Ragnar Lodbrok benægtes og Gorms Fader Knut (Hardeknut) betegnes som staaende udenfor den danske Kongeæt, — et tydeligt Tegn til, at Slægtskabet med Ragnar Lodbrok først senere er istandbragt. Alle egentlige Haandskrifter og Bearbeidelser af Jomsvikinga saga er enige om denne Stamtavle; først efterat denne Saga blev indlemmet i "den store Olav Trygvessøns saga" fra 14de Aarhundrede, blev den ældre Kongerække knyttet sammen med Lodbroks-Ætten og ved Hjelp af Theorien om Sigurd Rings og Ragnars Erobringer kom sn ny Række istand: 1) Gorm den heimske, 2) hans Adoptivsøn Knut den fundne eller Træleknut (som her viser sig at være Søn af Arnfinn Jarl i Holsten (!) og dennes Søster), 3) Knuts Søn Gorm, alle Underkonger i Jylland. Denne Gorm fostrer 4) Hardeknut, Søn at den danske Konge Sigurd Ormøie, og Hardeknuts Søn var 5) Gorm den gamle. Istedetfor at indse, at Jomsvikingesagaens Knut den fundne (med Sønnen Gorm den gamle) var den samme som Kongesagaernes Hardeknut (med Sønnen Gorm den gamle), har man stillet dem ovenpaa hinanden og knyttet Forbindelsen ved at gjentage det Sagnmotiv, som allerede Jomsvikingesagaen benytter. Denne Forbindelse mellem de "jydske Underkonger" og Lodbroksætten var for resten istandbragt før 1300, thi den omtales i Hauk Erlendssøns Uddrag. For at forøge Troværdigheden har man senere forud for den fordoblede Kongerække stillet en anden (Olav, Grim, Audulv), der fører endnu tre Slægtrækker længer tilbage til den Tid, da Sigurd Ring gjenoprettede Riget efter Harald Hildetand, og oppudset disse Kongers Historie ved Hjelp af en engelsk Slægtrække, der er taget lige ud af angelsaxiske Kilder.

Der forelaa saaledes paa Island allerede i 13de Aarhundrede en ganske mægtig Sagnmasse, der paa forskjellig Maade grupperede sig om Ragnar Lodbrok; hvis man vilde skrive en Saga om ham og hans Æt, kunde man saaledes tage sit Udgangspunkt enten fra Lodbrokssønnernes mødrene Frænder, Volsungerne, eller fra deres fædrene, Skjoldungerne: den bekjendte Saga om Volsungerne og Ragnar Lodbrok (der blot i Udgaverne er skilt ad og egentlig danner en Enhed) har valgt den første Vei, Skjoldungesagaen (hvoraf kun Brudstykker i senere Bearbeidelse fra c. 1300 er bevarede) den sidste; begge stammer fra den Tid, da de islandske Litterater havde gjort Bekjendtskab med den udenlandske Romanlitteratur, og er derfor ikke ren-nordisk Digtning; "historiske" gjør de vistnok ikke engang selv Fordring paa at være. Ved de enkelte Træk i disse Romaner skal vi ikke her dvæle; kun skal vi undersøge nogle af Ragnarssagas Beretninger om Lodbrokssønnerne, fordi disse her forekommer i en ny Skikkelse. Ragnars Saga beretter nemlig, at hans Sønner i Spidsen for en mægtig Hær drog ud for at herje i "Sudrriki" (ɔ: det tyskromerske Rige i Tyskland og Italien); de beleirer, vinder og nedbryder hver eneste Borg, de træffer paa sin Vei, navnlig en "stor, folkerig og stærk Borg af Navnet Vivilsborg; derefter drager de sydover til Italien og indtager Luna, hvorfra de agter sig til Rom, men vender alligevel om, fordi en reisende Mand fortæller dem om Roms fjerne Beliggenhed. Særegent er det, at disse Tog efter Sagaen foregaar overland, saa at Lodbrokssønnerne fra Søkonger er forvandlede til Hærkonger, deres Søtog til Beleiringer og Indtagelse af befæstede Byer. Grunden, hvorfor denne Forvandling foregik, kan paapeges; den forklares af Sagnets geografiske Navne, der forudsætter Tog overland: Vivilsborg i Schweiz, Luna i Toskana. — Wiflisburg (Avenenes) ligger lidt østenfor Neufchateller-Søen, ikke langt fra Murten (nu i Canton Vaud); den var i den romerske Tid under Navnet Aventicum Helveternes Hovedstad og fra 75 e. Chr. romersk Koloni (Pia Flavia Constans Emerita Helvetiorum), en blomstrende Provinsby og Militærstation, befæstet med en stærk Ringmur, 20 Fod høi med Taarne, af hvilke et endnu er til; den havde Amfitheater, et Capitolium med Tempel for Des Aventia og Victoria samt en Række andre monumentale Bygninger, hvis Ruiner i nyere Tid er underkastet grundige Undersøgelser. Aventicum blev næsten ødelagt af Alemannerne i 3die Aarhundrede, maaske paa deres Tog Aar 264, allerede Ammianus omtaler dens "halvbegravede Ruiner", derefter sank Byen efterhaanden ned til en Ubetydelighed (Biskopen flyttede c. 580 til Lausanne), saa at da senere en Alemannisk Borg reiste sig, fik den det tyske Navn "Winisburg" ; ifølge en Etterretning hos Fredegar (7de Aarh.) har Byen faaet sit nye Navn efter en Wibil, der var Alemannernes Høvding, da de indtog Avenches. Byen blev i Middelalderen en Station for Pilegrimene paa Veien fra Tyskland til Rom, og dens smukke Ruiner gav Anledning til mange Gjetninger: almindeligvis mente man, at Hunnerne under Attila havde ødelagt Byen, og nyere schweiziske Historikere har endog kunnet opgive Aaret, naar dette skede (447 !). Den romerske Mur kaldtes endnu i forrige Aarhundrede "Saracenenmauer", og Historikerne formodede, at den var bygget i 10de Aarhundrede for at beskytte mod de Saracener-Sværme, som fra sit Røverrede Fraxinet i Provence havde besat Alpeovergangene og i en Menneskealder gjorde farlige Plyndretog nord i Alpedalene, engang lige op til St. Gallen. Sagnet har altsaa kun fastholdt, at Hedninger har styrtet Wiflisburg fra dets gamle Høide. Intet Under derfor, at nordiske Pilegrime ved at se Ruinerne er bragt til at tænke paa sine egne hedenske Forfedre og da selvfølgelig paa de mest vidfarende, Lodbrokssønnerne; virkelig fortæller den troværdige islandske Abbed Nikolaus fra c. 1155 i sit Itinerrarium: "Vifilsborg, hon var mikil adr Lodbrokar synir brutu hana, en nu er hon litil". Denne Opfatning, der for en nordisk Betragter frembyder sig naturligt af de topografiske Forhold i Avenches, og som selvfølgelig ikke indeholder det mindste Gran Historie, har da Abbeden bragt til Island, og fra hans Optegnelser er den trængt ind i Ragnars Saga (Cap. 12). Fortællingen er her spundet ud til en ganske anselig Længde, men dens Indhold sees at være nyere; den benytter samme Krigslist, som de norske Korsfarere (efter Jarlasaga) benyttede ved Beleiringen af en Borg i Galicien i Januar 1154, og synes ligefrem at være digtet efter denne; ogsaa i Sagaen er Vivil Høvding i Vivilsborg, da Borgen indtages, men da Sagaforfatteren ikke forstod at udfinde mere om denne Vivil end hans Navn, har han forsigtigvis ladet Vivil være fraværende under Beleiringen. — Heller ikke Beretningen om Luna er en ægte Overlevering fra Vikingetiden og kan ikke benyttes som et nordisk Vidnesbyrd for Hastings eller Bjørn Jærnsides historiske Bedrifter; den findes foruden i Ragnars Saga ogsaa i den eventyrlige Þáttr af Nornagesti, der har fulgt en fuldstændigere Bearbeidelse af Sagaen: her har vi ligesom i den normanniske Beretning fra 11te Aarhundrede (Vilhelm af Jumiéges) Bjørn Jærnside som Togets egentlige Høvding, men desuden kaldes den gamle Mand, som raader Vikingerne fra at drage mod Rom, Sones; og dette Navn viser, som ogsaa Sophus Bugge har paapeget, at Sagnet er af fremmed (romansk) Oprindelse og altsaa ad en eller anden Vei stammer fra Normandie; at den islandske Gjenfortæller afstreifede fra Sagnet alt vedkommende Hasting og Byens Indtagelse ved den forstilte Begravelse, var naturligt nok, da Forfatteren selvfølgelig vilde eller troede at vide, at denne Begivenhed var foregaaet med Harald Haardraade paa Sicilien. Disse Hærtog tillands maa saaledes betragtes som senere Tilvæxter paa Lodbrokssønnernes Historie; disses egentlige Bedrift i Historie som i Sagn var Søtoget til England.

---