Kulanges Hexeri (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
73. Kulanges Hexeri
Kulange havde kun den Forretning at bære Redskaber op for Kajakmændene. Naar de kom hjem, stod han ovenfor (kula) og ventede paa dem, deraf hans Navn. Da han var kajakløs, færdedes han forresten kun paa Landjorden. Han havde kun een Ven. Engang paa en Fodvandring saae han denne ifærd med at aabne en frisk Grav, hvorfor han listede sig bagfra til ham og saae, hvorledes han skar noget ud af Liget, hvorpaa han gik hen til ham og spurgte, hvad han havde for. Vennen saae sig om og vidste ikke andet at sige end: »det er noget, som jeg vil bruge til Hexeri.« Han havde nemlig skaaret Blæren og et Stykke Kjød ud af Liget, men da han nu var bleven overrasket, undsaae han sig og vilde give det til Kulange, idet han vedblev at paanøde ham det og sagde, at hvis han saae en god Fanger og vilde skade hans Fangst, saa havde han her et Middel. Han skulde tørre dette Stykke Kjød, og lægge det ind under Beenspidsen af den gode Fangers Harpun, saa vilde denne ganske ophøre med at fange. Men Blæren skulde han ligeledes tørre, og naar saa nogen blev ham fjendsk, skulde han lade den puste op af Vinden alene, og derefter trykke Luften ud af den mod sin Uven, nemlig naar denne sov. Omsider lod Kulange sig overtale til at modtage Gaven, hvorpaa de gjorde Graven rigtig istand igjen, lukkede den godt til og gik hjem. Imidlertid gjemte Kulange sine Hexemidler, og tænkte paa at prøve dem. Engang først paa Vinteren begyndte en af Huusfællerne at fange godt og blive rigtig velhavende. Kulange vilde forsøge at hindre hans Fangst og en Aften, da de alle sov, gik han hen til hans Kajak, lagde et lille Stykke af Kjødet ind under Harpunens Beenspids, satte denne atter paa igjen, og lagde sig saa til at sove. Den følgende Dag, da Kajakkerne kom hjem, var hiin, hos hvem Kjødet var nedlagt, den eneste, som havde havt Uheld. Fra den Tid af fangede han heller slet ikke mere, indtil Kulange atter en Aften, da Alle sov, gik hen, udtog Kjødet af Harpunen, og rensede Stedet godt, hvor det havde siddet. Strax den følgende Dag saaes ogsaa han at komme med en Sælhund paa Slæb, og vedblev saa senere atter at fange. Kulange meente tilstrækkeligt at have prøvet Kjødets Virkning, og ventede nu paa, at Nogen skulde blive vred paa ham, for da ligeledes at prøve Blæren. Engang var hans Svigerdatter bleven vred og havde udskjældet den daarlige Kulange. Dagen efter blæste det en Søndenstorm; han gik ud, lod Blæren fylde af Vinden, og om Aftenen, da de sov, gik han hen og blæste det ud over hende. Næste Morgen havde hun en Hævelse i Siden, og henad Formiddagen svulmede hun op over hele Kroppen. Hendes Mand roede strax hen til en nærliggende Plads, og hentede en Angakok, med hvem han ankom om Aftenen. De slukkede Lamperne, og da han havde foretaget sin Besværgelse udsagde han, at Kulange havde foraarsaget Sygdommen. Denne tilstod strax: »javel, den hidrører fra mig, her ere Midlerne, som min Ven gav mig.« Da han nu havde forklaret dem Sammenhænget, sænkede de Kjødet og Blæren i Havet, men hans Ven ihjelsloge de.
