Kullervo: Hævn og Død (Kalevala)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Kullervo rider i kamp
Maleri af Akseli Gallen-Kallela

Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II
Kalevala
Ferdinand Ohrt



Kullervo: Hævn og Død



Kullervo, Kalervosønnen,    XXXVI. 1
Gubbens Søn med lyseblaa Strømper,
agter sig ud i Kamp at drage,
ruster sig, Stridens Sti at træde;
og en Stund sin Klinge han hvæsser,
sliber en anden Stund sit Spydblad.


Tog da til Orde hans Moder:
»Stakkels Barn, bliv dog her tilbage,
vov dig ikke til vældig Fejde,
gaa ikke did, hvor Sværdene svirrer!    10
Hvo som blindt vil i Kampen drage,
gaar til Slaget af egen Vilje,
han vil miste Livet ved Sværdet,    15
friste Døden ved egen Klinge.« 


Kullervo, Kalervosønnen,    23
taled da det Ord og sagde:
»Ikke synker jeg ned i Sumpen,
ikke segner jeg om paa Heden,
ej hvor Ravneflokkene lejres,
ej hvor Kragesværmene kreser,
naar jeg falder i Kamp paa Valen,
naar jeg segner paa Stridens Marker.    30


Fager Lod, i Kampen at falde,
vakkert at dø i Vaabenbulder!
Lystelig er Krigerens Vunde:
Brat og let faar en Helt sin Bane,
fri for Sot og for Sygeleje
vandrer han bort ad Dødens Veje.« 


Kullervo, Kalervosønnnen,    57
drager nu af Sted fra Hjemmet,
taler dette til sin Fader:
»Nu Farvel min gode Fader!    60
Vil du siden græde for mig,
naar du hører jeg er falden,
slettet ud af Folkets Midte,
borte fra min Slægt og Stamme?« 


Og hans Fader tog til Orde:
»Jeg vil ikke græde for dig,
naar jeg hører du er falden.
Jeg en anden Søn kan avle,
een som bliver meget bedre,
viser sig langt mer forstandig.«    70


Kullervo, Kalervosønnen,
taled da det Ord og sagde:
»Ikke heller jeg vil græde,
naar en Gang din Død jeg spørger.
Sagtens faar jeg slig en Fader:
Mund af Ler, en Sten til Hoved,
Sumpens Tranebær til Øjne,
Skægget gamle tørre Græsstraa,
Ben af tynde Pilevidjer,
Kød af raaddent, trøsket Tømmer.«    80


Derpaa gik han til sin Søster:    103
»Nu Farvel, min lille Søsler!
Mon da du vil græde for mig,
naar du hører jeg er falden,
slettet ud af Folkets Midte,
borte fra min Slægt og Stamme?« 


Saadan svared da hans Søster:
»Jeg vil ikke græde for dig,    110
naar jeg hører du er falden.
Jeg kan faa en anden Broder,
een som bliver meget bedre,
viser sig langt mer forstandig.« 


Kullervo, Kalervosønnen,
taled da det Ord og sagde:
»Ikke heller jeg vil græde,
hvis en Gang din Død jeg spørger.
Sagtens faar jeg slig en Søster:
Mund af Ler, en Sten til Hoved,    120
Sumpens Tranebær til Øjne,
Haar af gamle tørre Græsstraa,
Nøkkerosens Blad til Øre,
Kroppen af en Ahornympe.« 


Derpaa gik han til sin Moder:
»Du min kære lille Moder,
favre Moder som mig fødte,
gyldne Kvinde som mig fostred!
Mon da du vil græde for mig,
naar du hører jeg er falden,    130
slettet ud af Folkets Midte,
borte fra min Slægt og Stamme?« 


Dette svared ham hans Moder,
tog til Orde selv og talte:
»Ej en Moders Sind du kender,
fatter ej en Moders Hjærte!
Sikkert vil jeg græde for dig,
naar jeg hører du er falden;
græder Stuen til en Vaarflom,    141
Gulvets Bræddelag til Bølger,
græder bøjet i mit Udhus,
sammenkrøbet i min Kvægstald;
Sneen græder jeg til Isslag,
Vinteris til optøet Muldjord,
optøet Muld til grønne Marker,
grønne Mark til falmet Fælled.


Om jeg frygter for at græde,
om jeg mangler Mod at klage    150
mellem Menneskenes Mængde,
vil jeg, skjult, i Badsturummet
Stuens Gulv med Taarer væde,
paa dens Bænk i Løndom græde.« 


Kullervo, Kalervosønnen,
Gubbens Søn med lyseblaa Strømper,
drog nu med Klang af Sted til Kampen,
drog under Larm og Spil i Striden;
lydt det klang gennem Mark og Mose,
Hornet gjalded højt over Heden,    160
skingred vidt over grønne Vange,
dured, drøned hen over Marken.


I hans Spor et Budskab bragtes.
Ordet naaed til hans Øre:
»Nu er Fader død derhjemme,
borte nu din gamle Fader;
skynd dig hjem og vær til Stede,
naar den døde bliver jordet!« 


Kullervo, Kalervosønnen,
gav paa Stedet dette Gensvar:    170
»Død er død; det faar saa være!
Hjemme har vi jo en Vallak,
saa han kan til Graven trækkes,
saa han kan af Kalma dækkes.« 


Frem han drog med Klang over Mosen,
vakte Bulder og Brag paa Svedjen.


I hans Spor et Budskab bragtes,    191
Ordet naaed til hans Øre:
»Nu er Søster død derhjemme,
borte Barnet af din Moder;
skynd dig hjem og vær tilstede,
naar den døde bliver jordet!« 


Kullervo, Kalervosønnen,
gav paa Stedet dette Gensvar:
»Død er død, det faar saa være;
hjemme har vi jo en Hoppe,    200
saa hun kan til Graven trækkes,
saa hun kan af Kalma dækkes.« 


Frem han gik med Gny over Græsset,
lod det klinge lydt over Engen.


I hans Spor et Budskab bragtes.
Ordet naaed til hans Øre:
»Død er nu din gode Moder,
segnet nu din søde Moder;
skynd dig hjem og vær til Stede,
naar af Fremmedfolk hun jordes!«    210


Kullervo, Kalervosønnen,
taled da det Ord og sagde:
»Ve mig stakkels Barn, ja ve mig,
at min Moder har forladt mig!
Borte hun som redte Sengen,
segnet hun som syed Tæpper,
hun som væved lange Klæder
og saa trolig drejed Tenen!
Jeg var ej nær i Dødens Time,
stod ej hos da Livet fiygted;    220
hun er maaske død af Kulde
eller segnet af Sult og Mangel.


Lad den døde tvættes hjemme,
tvættes ren med Saksersæbe,
og i Silke skal hun svøbes,
lægges ned i Linnedlagen,
derpaa hen til Graven køres,
ned i Kalmas Bolig føres,
køres under Sørgesange,
sænkes under Kvad i Jorden!    230
Jeg kan ikke naa til Hjemmet,
end er Untamo ej straffet,
denne feje Karl ej fældet.« 


Drog han af Sted med Klang til Kampen,    235
drog under Spil til Untamola,
og den hele Flok fik han fældet,    245
lagde Untamofolket øde,
brændte hans Stuer ned til Aske,
lod det alt i Gnister fortæres —
lod blot Ovnens Sten tilbage,
og den høje Røn i Gaarden.    250


Kullervo, Kalervosønnen,
nu ad Hjemmet til sig vendte,
til sin gamle Faders Stuer,
til Forældrehjemmets Marker.
Tom er Stuen ved hans Komme,
øde, da han aabner Døren,
ingen tager ham i Favnen,
ingen gaar at give Haanden.


Lagde han sin Haand paa Arnen,
alle Arnens Kul var kolde,    260
derpaa kunde han da kende:
Ej er Moder mer i Live.


Lagde han sin Haand paa Ovnen,
alle Ovnens Sten var kolde,
derpaa kunde han da kende:
Ej er Fader mer i Live.


Retted han sit Blik mod Gulvet,
ej var Gulvet rent og skuret,
derpaa kunde han da kende:
Ej er Søster mer i Live.    270


Da begyndte han at græde,    275
græd een Dag og græd den næste,
tog til Orde selv og sagde:
»O min kære gode Moder,
sig, hvad har du efterladt mig,
da du leved her paa Jorden?    280
Men du kan ej høre, Moder,
om jeg græder paa dit Øje,
fælder Taarer paa din Tinding,
taler oven paa din Isse!« 


Vaagned i sin Grav hans Moder,
dybt fra Muldet hun ham minded:
»Hunden Musti efterlod jeg,
at du kan paa Jagt dig give;
lad din Hund da følge med dig,
gaa saa ud paa Jagt i Skoven,    290
drag af Sted til Ødemarken,
ind til Skovens unge Døtre,
Lundens blaa smaa Pigers Gaarde,
frem til Graneslottets Grænse,
for at finde dig din Føde,
skaffe dig en Fangst i Skoven!« 


Kullervo, Kalervosønnen,
lod da Hunden følge med sig,
vandred derpaa frem ad Vejen,
drog af Sted til Ødemarken.    300
Frem han gik en lille Strækning,
skred et Stykke henad Stien,
og som han ad Vejen vandred,
kom han til det Sted i Skoven
hvor han havde skændet Pigen,
krænket Barnet af sin Moder.


Og dær græd det favre Grønsvær,
vaanded sig den skønne Løvsal,
alle unge Græsstraa sukked,
Lyngens røde Blomster klaged,    310
intet Græs vil grønnes længer,    313
ikke trives Lyngens Blomster,
kan ej skyde frem og vokse
paa den onde Plet i Skoven
hvor han havde skændet Pigen,
krænket Barnet af sin Moder.


Kullervo, Kalervosønnen,
trak sit skarpe Sværd af Skede,    320
mønstred Sværdet, vendte paa det,
fritted ud og spurgte for sig,
spurgte Sværdet hvad det ønsked,
om det kunde sig forlyste
ved af skyldigt Kød at æde,
en Forbryders Blod at drikke.


Sværdet fatted Svendens Mening,
gætted Tanken i hans Tale,
svared saa det Ord og sagde:
»Hvorfor skulde jeg vel ikke    330
gærne skyldigt Kød fortære
og Forbryderblodet drikke?
Tidt uskyldigt Kød jeg æder,
ofte skyldfrit Blod mig væder!« 


Kullervo, Kalervosønnen,
stødte Sværdets Skaft i Jorden,    337
trykked Fæstet ned i Muldet,
Klingen vendte han mod Brystet,
selv han kasted sig paa Klingen;
saadan tog han sig af Dage,
gav paa denne Vis sig Døden.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.