Kvinden i kirken

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

G. Religiøse sagn

9. Kvinden i kirken


161. Gamle folk fortæller, at der skal i gamle dage have boet et lille menneske inde i Stege kirke. Han fik for en skilling hvedebrød hver nytårsmorgen, og det levede han af hele året igjennem. Der var aldrig nogen, der så ham, men når hvedebrødet blev lagt i kurven, som hængte på samme sted, hvor skibet hænger nu, så svarede der en röst fra kurven: «Gustav Høg lever endnu.»

Meddeleren mente, at det forholdt sig med denne Gustav Høg ligesom med Jerusalems skomager. Han må en gang have gjort en ond gjærning og skal derfor blive ved at leve. Dog föjedes der til: «Men jeg véd ikke, om han er der endnu.»

Annette Jensen.


162. Der var en kone, der byggede en kirke, og hun holdt selv talen, da hun indviede den. I den tale sagde hun, at hun vilde ønske, hun selv måtte leve, så længe som hendes kirke stod over muld. Hun levede i velstand og lykke i åringer, men alderen faldt lige godt på hende. Den ene slægt døde væk efter den anden, men hun levede. Hendes hår blev hvidt og gult af alderdom, og hun blev så lempelig, at hun hverken kunde røre arme eller ben og ikke heller dø. Så lavede de en kiste, lignendes en ligkiste, og lagde hende deri og satte den op i hendes kirke. Hun kunde vågne op og bede til:

«Havde kirken endda været brændt,
så havde min lidelse været endt.»

Egtved.


163. En kone ønskede, hun måtte leve, jeg véd ikke, om det var tre menneskealdere eller tre hundrede år. Dette ønske fik hun også opfyldt, men hun blev til sidst så ussel, at hun måtte hænge i et uldned (garnnet) og lade sig made med melvælling, for hun havde jo ikke en tand i munden. Man kaldte hende æ pustenhujkjælling.

J. M.


164. Der var en gang en gammel frøken, der var meget rig og ejer af mange penge, hun byggede da en gård, som hun kaldte Bastenhu. Så bad hun Vorherre, om hun ikke måtte leve, til Bastenhu faldt. Vorherre opfyldte da også hendes bön og lod hende leve, til hun blev så lille, at hun sad i en æske. Men man kunde dog høre hende spörge med en spæd stemme, om Bastenhu ikke snart faldt.

E. T. K.


165. Der var en frue, der boede i Bæstenhuj, og hun ønskede, at hun måtte leve så længe, som Bæstenhuj stod. Så døde hun, men ikke rigtig. Hun lå hjemme i sengen i tre år, og så talte hun til dem og spurgte, om Bæstenhuj den stod. Siden talte hun blot hvert syvende år og lå endnu i sengen. Så gjorde de et kobberskib til hende, og det sad hun i oppe i kirken.

Ole Sig, Rærup.


166. En gammel kone i Buxtehude ønskede at leve så længe, som Buxtehude stod. I sin vrede hørte Gud hendes bön, men nu indskrumpedes hun således, at hun indesluttet i en kurv hænger i Buxtehude kirke. Hver nytårsmorgen åbnes kurven, for at man kan give hende et lille hvedebrød og en flaske vand, rationen for det følgende år, og da udbryder hun:

Hu, Buxtehude, står du endnu?
gid Buxtehude var brændt,
så var min pine endt.»

Peder Syv peger på denne remse, her er den fuldstændig således, som jeg hørte den af Maren Barnepige.

H. Br.


167. Bostenduu havde bygget en kirke og vilde ikke dø, inden hendes kirke faldt ned. Hun stod i våbenhuset og var så bitte:

»Når Bostenduu var bræend,
var al hendes sorrig æend.

Jörgen Rasmussen Bak, Tulstrup.


168. Der var en gang én, de kaldte Båstehuu-kjællingen. Hun ønskede at leve så længe, som Båstehuu (et sted i Holsten) stod. Så blev hun ved at leve så længe, til hun svandt helt hen og blev ikke større end en mus. Endelig satte de hende ad kirken, og så kom de med hvedebrød til hende hver nytår, hun skulde have at leve af. Når de kom med det, sagde hun: «Hu-hu-hu! står Båstehuu endnu?» Hun hovede ikke, når de så svarede, at den stod endnu.

Som drenge i skolen fortalte vi om den Båstehuu-kjælling.

Kristen Ebbesen, Egtved.


169. En frue byggede en kirke og ønske at leve, så længe den kunde stå. Så blev da tiden, at hun skulde dø som andre mennesker, men det kunde hun ikke. Hun blev lagt i en kiste og sat ind i kirken, og der lå hun. De kunde nok skjønne, at hun var levende, men var så for gammel, at hun kunde ikke røre sig. Så brand kirken. De bar kisten ud, hun lå i, men så var hun død.

Thomas Krats kone, Søheden.


170. Der var to snedkere ovre i Sverig, som stod og arbejdede under prækenen. Da kom der sådan sövn på dem. De lagde dem på hver sin hövlbænk og sov. Da de nu blev ved at ligge der, fik man fat på en præst, der gik hen og spurgte dem: «Sover I? hvor længe skal I sove?» De svarede: «Til dommedag.» Så blev der bygget et hus over dem. I min barndom var det flöjet igjen med sand, de kunde nu ikke se andet end toppen af det. En Svensker, der tjente os for en fyrretyve år siden, sagde, at han havde set toppen af huset.

Hans Fladbirk, Søheden.