Kyndelmisseprædiken

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Gammelnorsk homiliebog

Kyndelmisseprædiken

Purificatio sancte Marie, sermo

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2025

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Gammel norsk Homiliebog, Christiania, 1864

---

En due
The Aberdeen Bestiary (ca. 1200)

Den højtid, som vi fejrer i dag — gode brødre! — hidrører fra den begivenhed, at Maria, Vorherres moder, på denne dag gik hen i kirken med sin søn 40 dage efter hans fødsel, og hun medbragte offergaver til Gud for ham, således som Moseloven påbød: to turtelduer eller to duer. I bøgerne kaldes denne højtid for Mariæ renselsesdag, ikke fordi Maria var uren efter fødslen, eller fordi hun behøvede at rense sig eller sin søn med offergaver, men snarere fordi hun af ydmyghed nedlod sig til at overholde de bestemmelser, som loven påbød urene mødre som renselse. Heraf kan vi indse, hvor forpligtede vi er til at efterleve det, som Gud påbyder os til bod for vores synder, når Kristus selv og hans moder, Maria, selv om de var skyldfri, nedlod sig til at følge den lov, som gjaldt om syndige folks renselse. Denne højtid kaldes Den hellige Marias renselse, og den symboliserer de retfærdiges indtræden i Himmerige ved gode gerninger. Denne betydning mindes vi også ved det, at vi på denne dag står i kirken med brændende vokslys. For som Herren sagde i evangeliet: »Hav brændende lys i jeres hænder.« Dette forklarede han tydeligt i et andet evangelium, da han sagde: »Lad jeres lys skinne for folk, så de ser jeres gode gerninger og dyrker jeres fader, som er i himlene.«

Men det er symbolsk, at der blev givet to turtelduer eller to duer for Kristus, for dette var fattige folks offergaver. Loven påbød at føre et lam og en due — eller en turteldue — til alteret, men fattigfolk skulle give to turtelduer eller to duer. Herren ville desuden vise sin ydmyghed på den måde, at han lod sig føde af fattige folk snarere end af rige. Men lad os se nærmere på, hvorfor loven foreskrev netop disse fugle frem for andre som offergaver til Gud. For Abraham, som levede længe før loven, gav Gud disse fugle, og man finder alle vegne i de gamle love, at den, som havde behov for renselse, skulle give disse fugle til Gud. Duen er harmløs, og turtelduen er en renlivet fugl, og den finder sig ikke en anden mage, hvis der sker noget med den, den har været sammen med. Derfor er duen et tegn på enkelhed og turtelduen på kyskhed, for de, der lever ærbart og uden at skade andre, bringer derved Gud en offergave til hans velbehag. Begge disse fugle kurrer i stedet for at synge, og det symboliserer helgenernes bønner. Turtelduer er kun få sammen, mens duer samles i flokke, og derfor symboliserer turtelduerne helgenernes bønner, mens duerne symboliserer menigheden i kirken, når folk kommer til gudstjeneste for at høre prædikenerne. Og på samme måde, som man aldrig finder turtelduens rede, sådan skal den gamle fjende heller aldrig udgrunde miraklet ved Kristi fødsel.

En gammel mand i Jerusalem hed Simeon. Han var retfærdig og høvisk, og Helligånden var med ham, og Helligånden gav ham det svar på hans bønner, at han ikke skulle dø, førend han havde set Herren Kristus. Og vi skal vide det, at de gamle kirkefædre og profeter havde stor lyst til at se Kristus, sådan som Herren sagde til sine apostle i evangeliet: »Mange retfærdige og profeter ville gerne have set det, som I ser, men de så det ikke, og have hørt det, som I hører, men de hørte det ikke.« Men det blev tilstået denne retfærdige Simeon, for nat og dag bad han af hele sit hjerte om, at han måtte opnå at se Kristus. Og da Jesus blev båret ind i templet, tog Simeon ham i sine arme. Priset være Guds barmhjertighed, når han ofte tilstår os mere, end vi formår at bede om! Simeon bad om, at han måtte opnå at se Kristus, men det blev ham ovenikøbet tilstået at holde ham i sine arme. Simeon tog et værgeløst menneske i sine arme, men han mærkede en guddommelig kraft i dette menneske og sagde: »Herre! Nu lader du din tjener gå bort med fred efter dine ord.« Ligesom han sagde dette: »Nu lader du din tjener gå bort med fred, for jeg har selv fået fred, for mine øjne så din frelse, som du har beredt for alle folks åsyn.« Herren Jesus Kristus kaldes Guds frelse, for han skænker frelse både i himlen og på jorden til alle, der kan frelses. Denne frelse siges at være beredt for alle folks åsyn, fordi alle, der var i stand til at se ham med deres sjæls øjne og elske ham, ville få hans hjælp. Ikke alene forudsagde Simeon jødernes frelse ved Kristi fødsel, men tilmed retledningen af hedenske folk, for disse ord følger: »Et lys til åbenbaring for folk, og en herlighed for slægten Israel.« Men hvorfor kaldte han Kristus et lys for folkene og en herlighed for slægten Israel i stedet for et lys for slægten Israel og en herlighed for folkene? Hedenske folk var sindsformørkede, for de så ikke det sande lys, for de kendte ikke deres skaber. Men jøderne havde lyset, for de troede retteligt på Gud. Men Kristus kaldes de hedenske folks lys snarere end jødernes, fordi hedningerne blev oplyste ved Kristi komme, mens mange af jøderne da mistede det lys, de hidtil havde haft, fordi de ikke ville tro på Kristus. Men han kaldes Israels slægts herlighed, fordi han lod sig føde af jødiske folk og forkyndte hele sin lære for jøderne, så længe han befandt sig i denne verden. Anna hed en kvindelig profet. Hun var en gammel enke og havde levet i kyskhed i 84 år efter sin mands død. Også hun tog denne dag imod Jesus Kristus i templet og forkyndte himmelsk frelse til alle dem, der ventede på Guds rige. Det var passende, at en mand og en kvinde tog imod Herren, da han blev båret ind i kirken, for han kom her til verden for at frelse både mænd og kvinder

Men når nu vi fejrer denne højtid til minde om Vorherre Jesu Kristi og hans moders, Marias, ydmyghed — gode venner! — så bør vi iagttage ydmyghed i hele vores adfærd, for det gavner os at fejre højtiderne, såfremt vi skaber overensstemmelse mellem vores liv og de højtider, som vi fejrer. Fordi Herren selv sagde dette: »Lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg i hjertet.« Lad os da også give Gud turtelduer og duer, og det vil sige sindets og legemets ærlighed og kyskhed og ihærdig bøn. Lad kærlighedens lue oplyse vores hjerter og de gode gerningers lys brænde i vores hænder, sådan at vores gode eksempel kan oplyse Guds tempel — det vil sige de kristne mennesker. Lad os løbe Kristus i møde med kærlighed og gode skikke, og lad os indbyde ham til vores hjertes tempel med barmhjertige gerninger, og lad os tage imod ham med den rette tros hænder, således at han leder os ind i sin herligheds tempel og lader os drage til den fred, hvor vi uden ende kan opleve Guds frelse, Herren selv, Jesus Kristus, som sammen med Faderen og Helligånden lever og regerer per omnia secula seculorum. Amen.

---

Noter: