Landnamabogen 1
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
oversat af
Carsten Lyngdrup Madsen
© 2012-2013
Forord
1. I bogen »Om Tidsaldrene«[2], omtaler den hellige præst Beda en ø, som kaldes Thule[3], og i bøger kan man læse, at den skal ligge seks døgns sejlads nord for Bretland (Storbritannien). På denne ø, siger han, bliver det ikke dag om vinteren, når natten er længst, eller nat om sommeren, når dagen er længst. Kyndige folk mener, at dette Thule må være Island, for her skinner solen over store dele af landet også om natten, når dagen er længst, hvorimod den ikke viser sig om dagen, når natten er længst.
Ifølge kilderne døde præsten Beda 735 år efter vor Herre Jesu Kristi fødsel, altså mere end 100 år før Island blev befolket af nordboerne. Før den tid boede her kun nogle af de såkaldte paper, som nordboerne kaldte dem. Det var kristne mænd. Man mener, at de var kommet vestfra over havet, for de efterlod sig irske bøger, klokker og krumstave og flere andre sager, som lader forstå, at der var tale om vestmænd. Sådanne efterladte ting fandt man både på øen Papey mod øst og i Papyle[4]. - Af engelske bøger fremgår det også, at man på den tid var i stand til at rejse mellem landene.
Her begynder Landnamabogen.
I dette kapitel fortælles om den korteste vej til Island.2. På den tid, da Island blev fundet og befolket fra Norge, var Hadrian pave i Rom og efter ham Johannes, der var den femte pave med dette navn. I landene nord for Alperne var det Ludvig Ludvigson som var kejser, og sønnerne Leo og Alexander rådede over Miklagård (Byzans). Harald Hårfager var konge over Norge, Erik Emundson og hans søn Bjørn over Sverige, Gorm den Gamle over Danmark, Alfred den Store og sønnen Edvard over England, Kjarval over Dublin og Sigurd den Rige over Orkneyøerne.
Kyndige folk fortæller, at fra Stad i Norge er der syv døgns sejlads til Horn på østkysten af Island. Og fra Snæfellsnæs, hvor ruten er kortest, er der fire døgns sejlads til Kap Farvel[5] på Grønland. Hvis man fra Hernar i Norge sejler stik mod vest, og lader ruten gå nord om Hjaltland (Shetlandsøerne) – når sigtbarheden er god kan man skimte øerne – men syd om Færøerne, så det åbne hav ligger lige midt for, vil man nå havet syd for Island, hvor der både er hval og fugl at se. [Det siges også, at hvis man lægger ud fra Bergen og sejler stik vest mod Kap Farvel på Grønland, vil ruten ligge tolv sømil syd for Island.][6]. - Fra Reykjanæs i det sydlige Island skal man sejle fem[7] døgn mod syd for at komme til Slyne Head[8] i Irland. Og fra Langnæs i det nordlige Island tager det fire døgn at nå til Svalbard i det yderste hav (Nordishavet). Men fra Kolbeinsø i nord er der et døgns sejlads til den grønlandske ødemark.
Gardar finder Island
3. Gardar hed en mand; han var søn af Svavar den Svenske. Han havde jord på Sjælland men var født i Sverige. Han drog til Syderøerne (Hebriderne) for at hente sin kones fædrene arv.[9] Men ud for Petlandsfjorden (i Skotland) måtte han kæmpe mod uvejr og drev vestpå ud i havet. Land fandt han ved Horn på den islandske østkyst, hvor der var en naturlig havn. Gardar sejlede rundt om landet og fandt således ud af, at der var tale om en ø. Han kom til en fjord, som han kaldte Skjalfandi (den skælvende). Der satte de båden ud, ombord var trællen Natfare. Men da sprang fortøjningen og han drev i land ved Natfarevig helt ude på den anden side af Skyggebjerge. Gardar selv kom i land på den modsatte side af fjorden og der blev han vinteren over. Derfor kaldte han stedet Husavik. Natfare blev efterladt sammen med en anden træl og en trælpige. Derfor kaldes dette sted Natfarevig. Men Gardar sejlede igen østover og talte godt om landet, som han kaldte Gardarsholm.
S 4. Gardar sejlede derfra tilbage til Norge og talte meget rosende om landet. Gardar var fader til Une, som var fader til Roar Tungegode. Efter ham blev landet kaldt Gardarsholm og dengang var der skov mellem fjeld og strand.
Naddod finder Island
4. Naddod hed en mand, som var broder til Okse-Thore og en slægtning til Ølver Barnekarl[10]. Naddod var en stor viking, men han slog sig ned på Færøerne, for han kunne ikke færdes i fred andre steder. Han sejlede ud fra Norge for at komme til Færøerne, men landede på Gardarsholm og kom til Reydarfjord i Østfjordene. Her gik de op på det højeste fjeld for at finde ud af, om de kunne se menneskeboliger eller røg nogen steder, men de så ingen tegn derpå. Da de atter sejlede fra land, faldt der meget sne, derfor kaldte han landet for Sneland. De talte meget rosende om landet.
S 3. Om efteråret vendte de atter tilbage til Færøerne, og idet de sejlede ud fra landet, faldt der meget sne i fjeldet. Derfor navngav de det Sneland. De talte meget rosende om landet. Det sted i Østfjordene, som de var kommet til, hedder nu Reydarfjeld. Dette har præsten Sæmund den Vise fortalt.
Ravne-Floke finder Island
5. Floke Vilgerdarson hed en stor viking, som drog ud fra Rogaland for at finde Sneland. Skibet havde de liggende i Smørsund. Floke forberedte et stort blot og han blotede tre ravne for at de skulle vise vej. Kompas[11] havde sømænd i Norden ikke på den tid. De rejste en varde, hvor blotet havde fundet sted, og den blev siden kaldt Flokesvarden. Den ligger på grænsen mellem Hordaland og Rogaland. Først drog han til Hjaltland (Shetlandsøerne) og lagde til i Flokes bugt. Der forsvandt hans datter Geirhilda ved Geirhildasøen. Med ombord havde Floke en bonde ved navn Thorolf, en anden som hed Herjolf og endelig en mand ved navn Faxe, som kom fra Syderøerne.
Fra Hjaltland sejlede Floke til Færøerne, hvor han bortgiftede sin anden datter. Blandt hendes efterkommere var Thrond i Gata[12]. Fra Færøerne sejlede de ud i åbent hav med de tre ravne, som var blevet blotet i Norge. Men da den første blev sluppet fri, fløj den tilbage og satte sig i skibsstavnen. Den anden fløj op i luften, men vendte så tilbage til skibet. Den tredje fløj lige frem fra stavnen, for den mærkede land forude. De kom østenfra og nåede land ved Horn. Først sejlede de sønden om landet, så vest om Reykjanæs og op langs fjordene og da de så Snæfellsnæs sagde Faxe: ”Det er et stort land, vi har fundet. Her er masser af vand.” Den bugt blev siden kaldt Faxafloi. Floke sejlede vestpå over Bredefjord og der tog han land ved det sted, som nu hedder Vatnsfjord ved Bardastrand. Hele fjorden der var fuld af fisk og på grund af fiskeriet fik de ikke skaffet hø til vinteren og da døde alle deres kreaturer. Også våren var meget kold. Da gik Floke nord op i fjeldet og derfra kunne han se fjorden, der stadig var fuld af drivis. Derfor kaldte han landet Island.
Om sommeren ville de rejse bort men blev sent færdige. Ved Branslæk kan man stadig se spor efter deres hustomt, deres bådskur og deres sydegruber. De kunne dog ikke komme omkring Reykjanæs og der rev båden sig løs med Herjolf ombord. Han nåede i land ved Herjolfshavn. Floke nåede land i Hafnarfjord. Der fandt de en strandet hval og kaldte stedet Hvaleyr. Også Herjolf fandt de der. Om sommeren vendte de tilbage til Norge. Floke talte udelukkende dårligt om landet mens Herjolf havde både godt og skidt at sige. Thorolf derimod sagde, at der dryppede smør fra hvert et strå i det land, de havde fundet. Derfor kaldte man ham Thorolf Smør.
Fostbrødrene Ingolf og Hjørleif
6. Bjørnolf og Roald hed to mænd, som var sønner af Romund Gripson[13]. De flyttede bort fra Telemark på grund af en drabssag og slog sig ned i Dalsfjord ved Fjaler. Bjørnolf havde sønnen Ørn, der var fader til Ingolf og Helga. Roald havde sønnen Rodmar, og han var fader til Leif. Fostbrødrene Ingolf og Leif drog på togt sammen med Håstein, Herstein og Holmstein, der alle var sønner af Atle Jarl den Magre, som boede i Gaular. De kom godt ud af det med hinanden. Og da de kom hjem, talte de om at tage ud igen næste sommer.
Om vinteren holdt fostbrødrene en fest for Atle Jarls sønner. Ved denne fest aflagde Holmstein det højtidelige løfte, at han enten ville have Helga, Ørns datter til kone eller slet ingen. Mændene brød sig bestemt ikke om dette løfte, Leif blev rød i hovedet, og der blev ikke udvekslet mange ord mellem ham og Holmstein, da de skiltes efter festen.
Næste forår gjorde fostbrødrene sig klar til togt og havde planer om at mødes med Atle Jarls sønner. De mødtes ved Hisargavl. Men Holmstein og hans brødre indledte et slagsmål med fostbrødrene. Da de havde kæmpet nogen tid, kom Ølmod den Gamle til – han var søn af Hørda-Kåre og i familie med Leif – med hjælp til Ingolf og Leif. I dette opgør blev Holmstein dræbt og Herstein måtte flygte. Herefter drog Ingolf og Leif på togt.
Vinteren efter drog Herstein over til Leif og Ingolf for at slå dem ihjel. Men de fik nys om hans planer og gik ham i møde. Det kom til en voldsom kamp og i den kamp faldt Herstein. Efter dette blev der sendt mænd til Atle Jarl og Håstein for at indgå en fredsaftale. Vilkårene blev, at Ingolf og Leif skulle bøde med hele deres ejendom til Atle og Håstein.
Fostbrødrene gjorde nu et stort skib klart og drog ud for at lede efter det land, som Ravne-Floke havde fundet, og som blev kaldt Island. De fandt landet og kom til Østfjordene, hvor de lagde til i den sydlige del af Alftafjorden. De mente, at landet sydpå var bedre end det nordpå. Een vinter opholdt de sig i landet, men rejste så tilbage til Norge.
Her samlede Ingolf alle deres ejendele og gjorde klar til endnu en Islandsfærd. Men Leif drog vestpå på vikingetogt. Han hærgede i Irland. Her fandt han et stort jordhus[14], som han gik ind i. Der var helt mørkt, indtil et lys blinkede i et våben, som en mand holdt. Leif dræbte manden og tog sværdet sammen med mange andre af hans sager. – Derefter blev han altid kaldt Hjørleif.[15] - Hjørleif hærgede nu viden om i Irland og fik samlet meget gods. Deriblandt ti trælle, som hed Duftak, Geirrød, Skjoldbjørn, Haldor og Drafdrit. Flere kender man ikke navnet på. Så drog Hjørleif tilbage til Norge, hvor han fandt sin fostbroder Ingolf. – Leif var før alt dette blevet gift med Helga, Ørns datter, Ingolfs søster.
Ingolf og Hjørleifs afrejse
7. Denne vinter anrettede Ingolf et stort blot og søgte således efter, hvad skæbnen ville. Hjørleif derimod ville aldrig blote. Og Ingolf fik et tegn, der pegede mod Island. Derpå gjorde de to svogre hver sit skib klar til at drage til Island. Ingolf havde det fælles gods på sit skib, og Hjørleif havde byttet fra sit togt. Da de var færdige, stak de til havs.
Drabet på Hjørleif
8. Den sommer, hvor Ingolf og Leif drog til Island for at bosætte sig, havde Harald Hårfager været konge over Norge i 12 år. Det var 6073 vintre efter skabelsen af Adam og denne verden. Og fra vor Herres Jesu Kristi fødsel var der gået 874 vintre.
De to fulgtes ad indtil de så Island. Derefter skiltes de. Men da Ingolf så land, skød han sine højsædestøtter overbord for at få et varsel. Han sagde, at han ville bygge der, hvor støtterne drev i land. Ingolf tog land på det sted, som nu hedder Ingolfshøfde. Men Hjørleif drev vestover langs kysten og drikkevandet slap op. Da gav de irske trælle det råd, at man skulle ælte mel og smør sammen, for de mente, at det kunne slukke tørsten. Denne blanding kaldte de for mintak. Men da de var færdige, kom der styrtregn og de samlede vand fra sejldugen. Men da der gik mug i mintak’en kastede de den overbord og den drev i land ved det sted, som nu hedder Mintaksøre.
Hjørleif gik i land ved Hjørleifshøfde. Der var en fjord dengang, hvis bund gik i retning af høfden. Der opførte Hjørleif to huse. Tomten af det ene var 18 favne og det andet 19. Her sad Hjørleif vinteren over.
Om foråret ville han så, men da han kun havde én okse, lod han trællene trække ploven. Da Hjørleif og hans mænd en dag var gået ind, kom Duftak med det råd til de andre trælle, at de sammen skulle dræbe oksen og sige, at en bjørn fra skoven havde dræbt den. Derefter skulle de overfalde Hjørleif og hans mænd, når de gik ud for at lede efter bjørnen. De sagde altså dette til Hjørleif, og da han og hans folk gik ud for at lede efter bjørnen og spredtes rundt om i skoven, dræbte trællene hver en mand, lige så mange som de selv var. Derpå løb de bort derfra med kvinder, gods og båd. Trællene flygtede til en ø, som de havde set sydpå ude i havet. Der tog de ophold for en tid.
Vifil og Karle hed Ingolfs trælle. De blev sendt vestpå langs havet for at lede efter Ingolfs højsædestøtter. Men da de kom til Hjørleifshøfde fandt de Hjørleif død. Da vendte de tilbage og fortalte Ingolf denne nyhed. Han tog sig det meget nært. Herefter drog Ingolf selv vestpå til Hjørleifshøfde og da han så den døde Hjørleif, sagde han: ”En ringe skæbne er det for en brav mand, at blive dræbt af trælle. Jeg ser nu, hvordan det går den, som ikke vil blote.” Ingolf gravlagde nu Hjørleif og hans mænd og tog sig af deres skib og ejendele.
Derpå gik Ingolf op på høfden og derfra kunne han se nogle øer ude i havet mod syd. Han fik da den tanke, at trællene måske var flygtet dertil, siden båden var væk. Han og hans mænd drog derfor over til øerne for at lede efter trællene, og de fandt dem også på øerne på det sted, som hedder Eid. Der sad de omkring maden, da Ingolf kom over dem. De blev alle så skrækslagne, at de løb i hver sin retning. Ingolf dræbte dem alle. Duftak blev dræbt ved det sted, som nu hedder Duftaks Skær. Flere sprang ud fra en klippe, som siden er opkaldt efter dem. Således også øerne selv, som nu hedder Vestmannaøerne, fordi de dræbte trælle var vestmænd. Ingolf og hans mænd tog de dræbtes koner med og vendte tilbage til Hjørleifshøfde. Her opholdt Ingolf sig den følgende vinter.
Sommeren efter drog han vestpå over havet. Den tredje vinter opholdt han sig under Ingolfsfjeld vesten for Ølfuså.[16] Det år fandt Vifil og Karle Ingolfs højsædestøtter ved Arnarhval nedenfor heden.
Ingolf tager land
9. Om foråret rejste Ingolf op over heden, og han slog sig ned der, hvor højsædestøtterne var drevet i land. Dette sted hedder Reykjavik[17]. Hans højsædestøtter står stadig i ildstuen der. Ingolf tog land mellem Ølfuså og Hvalfjord udenfor Brynjadalså og mellem Ravnekløften og hele næsset. Da sagde Karle: ”Ilde er det, at vi må rejse gennem godt land, hvis vi dog skal bosætte os på dette udsted.” Så stak han af og tog en trælpige med. Men Ingolf satte Vifil fri og han tog bolig på Vifilssted. Efter ham har Vifilsfjeld fået sit navn. Der boede han længe og var en pålidelig mand. Ingolf lod et hus (skáli) opføre ved Skálafjeld. Engang så han røg ved Ølfussøen og der fandt han Karle.
Ingolfs efterkommere
10. Ingolf var den mest berømte af alle landnamsmænd. Det skyldes, at han kom til det øde land og var den første, som slog sig ned her. Andre landnamsmænd skulle senere følge hans eksempel. Ingolf var gift med Halveig Frodesdatter en søster til Loft den Gamle[18]. Deres søn var Thorstein, som grundlagde tinget på Kjalarnæs. - Dette var før Altinget blev grundlagt. - Hans søn igen var lovsigemanden Thorkel Måne, som var en af de bedste hedenske mænd, der har levet på Island. Han lod sig bære ud i sollyset, da han blev ramt af en alvorlig sygdom og han overgav sig i hænderne på den Gud, som har skabt solen. Hans liv havde været så rent som den bedste kristen. Hans søn var Thormod, som var øverste gode, da kristendommen kom til Island. Hans søn var Hamal, der var fader til Mår, Thormod og Torfi. Sigurd var søn af Mår og fader til Hamal, der var fader til Gudmund, der var fader til Thormod Skeida, som også var gode.
Thord Skægge
11. Bjørn Buna hed en stor og berømt herse[19] i Norge. Han var søn af Vædder-Grim, der var herse i Sogn. Grim var gift med Hervør, en datter af Thorgerd, der igen var datter af kong Eylaug. Bjørn var gift med Velaug en søster til Vemund den Gamle. De havde tre sønner. Den første hed Ketil Fladnæse, den næste Helge og den tredje Rap. De var fortræffelige mænd og meget i denne bog handler om netop deres efterkommere. Fra dem stammer de fleste stormænd, som kom til Island. Rap var gift med Thorun Grønninge-rype. Sammen havde de sønnen Thord Skægge, som var gift med Vilborg, en datter af kong Osvald og Ulfrun den Ufødte[20], der var en datter af kong Edmund af England.
Thord bosatte sig først østpå i Lon, hvor han boede ti eller femten vintre. Men så blev hans højsædestøtter fundet ved Leirevåg, og han solgte sin jord til Ulfljot, en søn af Hørda-Kåres datter Thora. Derpå drog han vestpå med al sin ejendom og tog efter råd fra Ingolf land mellem Ulfarså og Leirevågså og boede derefter på Skæggested. Hans datter var Helga, som var gift med Ketilbjørn den Gamle fra Mossfell. Mange af de stormænd, som er kommet til Island, er efterkommere af Thord.
Hall tager land
12. Hall hed en mand, som var søn af Thore Ormson den Gudløse[21] og broder til Hilda Ormsdatter, der var gift med Thorbjørn fra Gaular. Hall og Hilda var halvsøskende til Thord Skægge, han på faderens side og hun på moderens. Hall og hans fader ville ikke blote men troede i stedet på deres egen kraft. Hall rejste til Island og tog land mellem Mogilså og Lejrevågså og boede i Mule. Han havde en søn, som hed Helge, der var gift med Thurid Ketilbjørnsdatter. Deres søn var Thord i Alfsnæs, som var gift med Gudni Ravnkelsdatter.
Ketil Fladnæse bliver landsforvist
13. Harald Hårfager drog vestpå ud over havet for at hærge på øerne der, som det også fortælles i hans saga. Han lagde alle Syderøerne under sig så langt mod vest, at ingen anden norsk konge har ejet land så vidt, undtagen kong Magnus Barfod. Men da han vendte tilbage vestfra, begyndte vikinger - både skotske og irske - at hærge øerne og rane vidt og bredt. Da kong Harald hørte dette, sendte han Ketil Fladnæse ud for at vinde øerne tilbage. Denne Ketil var søn af Bjørn Buna.
Ketil var gift med Yngvild, en datter til Ketil Vædder, der var herse i Ringerike. Deres sønner var Bjørn Østmand og Helge Bjola og deres døtre var Aud den Dybsindige og Thorun Hyrna. - Ketil drog vestpå og efterlod sin søn Bjørn i Norge. Han underlagde sig alle Syderøerne og gjorde sig selv til høvding over dem, men betalte dog ikke den skat til kong Harald, som det var aftalt. Da beslaglagde kong Harald Ketils ejendomme i Norge og drev hans søn Bjørn ud af landet.
Helge Bjola
14. Ketil Fladnæses søn Helge Bjola drog til Island fra Syderøerne. Han boede hos Ingolf den første vinter og efter hans råd tog han land på Kjalarnæs, alt mellem Mogilså og Mydalså. Han boede ved Hof. Han havde sønnerne Dræber-Rap[22] og Eyvind Hjalte[23], som var fader til Kolsvein, der igen var fader til Eyvind, som var gift med Thorlaug Klængsdatter. De havde en datter, som hed Thorgerd, hun var moder til Thora, der var gift med Asgeir Kneifs søn Thorkel. Deres søn var Øgmund, der var far til biskop Jon den Hellige.
Ørlyg
15. Bjørn Bunas søn Rap havde en søn, der hed Ørlyg. Han blev opfostret af den hellige biskop Patrek på Syderøerne. Han havde et stort ønske om at rejse til Island og spurgte biskop Patrek, om han ville forsyne ham. Biskoppen gav ham kirketømmer og bad ham også medbringe et plenarium[24], en jernklokke og en guldmønt, desuden noget indviet jord, som han skulle lægge under hjørnestolperne og bruge ved indvielsen, når han skulle hellige kirken til St. Kolumkille.[25] Således sagde biskop Patrek: ”Hvor end du lægger til land, så skal du slå dig ned der, hvor du fra havet kan se tre fjelde og en fjord mellem hvert fjeld og en dal ved hvert fjeld. Du skal sejle til det sydligste fjeld. Og på sydsiden vil der være en skov ind under fjeldet. Og i den en lysning, hvor der er opstablet eller oprejst tre sten. Der skal du rejse kirken og der skal du bygge dit hus.”
Ørlyg stak til havs, men de havde ikke sejlet længe, før han fik øje på et andet fartøj styret af en mand, som viste sig at være hans fostbroder Koll. De fulgtes nu ad. Ombord på Ørlygs skib var der en mand, som hed Thorolf Spurv, en anden, som hed Thorbjørn Gælle og en tredje, som blev kaldt Thorbjørn Skuleøje. De var alle sønner af Bødvar Blæreskalle. Men da de fik land i sigte, løb de ind i en vældig storm, som drev dem vest om Island. Da påkaldte Ørlyg biskop Patrek, sin fostfader, og bad ham hjælpe dem i land. Ørlyg lovede til gengæld at opkalde det sted, de kom i land, efter biskoppen. Kort efter så de land, og han fik sit skib ind ved Ørlygshavn. Fjorden kaldte han Patreksfjord. – Koll derimod påkaldte Thor, da de kom væk fra hinanden i stormen og han kom i land ved det sted, som hedder Kollsvig og der forliste hans skib.
De andre forblev i Ørlygshavn vinteren over. Som vi senere skal høre, tog også nogle af mændene fra besætningen land der.[26] Om foråret gjorde Ørlyg sit skib klar og sejlede videre med alt sit gods. Og da han kom sydpå til Faxafloi, genkendte han det fjeld, som han var blevet vist. Der mistede de jernklokken, som faldt overbord og sank i havet. De fortsatte dog ind i fjorden og gik i land på det sted, som nu hedder Sandvig på Kjalarnæs. Og der lå jernklokken på stranden! Ørlyg byggede sin gård nedenfor Esjabjerg efter råd fra sin frænde Helge Bjola og tog land mellem Mogilså og Osvifsbæk. Kirken byggede han ved Esjabjerg, som han havde fået besked på.
Ørlygs kone hed Hjalp. De havde en voksen søn ved navn Valthjof, som kom til Island sammen med Ørlyg. Senere giftede Ørlyg sig med Isgerd, der var en datter af Thormod Bresason. Deres søn var Geirmund, fader til Haldora, som var gift med Thjostolf, en søn af Bjørn Guldbærer. Deres søn var Thorleif, som boede ved Esjabjerg efter sin morfar Geirmund. De troede på Kolumkille selvom de var udøbte. Thorleif var troldkyndig, men tog dog imod kristendommen. Han blev stamfader til mange. Ørlyg og Isgerd havde to døtre. Den ene hed Velaug og var gift med Gunlaug Ormstunge den ældre[27]. Den anden hed Thurid Dylla og hun blev moder til Illuge den Sorte[28].
Svartkel
16. Svartkel hed en mand. Han drog fra England til Island og tog land inde mellem Mydalså og Eilifsdalså. Først boede han ved Kidjafjeld men senere på Eyr. Hans søn var Thorkel, der var fader til Glum, som på sine gamle dage tog imod kristendommen. Ham var det, som bad således foran[29] korset:
”Godt er det for gamle mænd,
og tilmed godt for unge.”Hans søn var Thoraren, der var fader til Glum i Vandløs. Svartkels søster hed Arnleif og hun var gift med Thorolf Viligisl, fader til Kleppjarn den Gamle fra Flokedal. De havde en datter, som hed Halgerd, som var gift med Bergthor Kollson.
Valthjof
17. Valthjof var som tidligere nævnt søn af Ørlyg fra Esjabjerg. Han tog hele Kjos og boede på Medalfjeld. Hans søn var Thorbjørn Koll, der var fader til Halveig, som var gift med Thord Lambe. Dette er Valthjofs æt. [30]
Valthjof havde en datter, Signy, som boede på Signyssted. Hun var gift med Grimkel, en søn af Bjørn Guldbærer. Deres sønner var Hørd, som mistede livet ved Geirsholme og Gnup, der var fader til Birning, som var fader til Gnup, der var fader til den grønlandske biskop Erik. En anden søn af Valthjof hed Valbrand, han var fader til Torfi, der først boede i Mødrevellir. Disse to sluttede sig til Tunge-Odd og derfor boede de sidenhen på Bredebolsted i den nordlige ende af Reykjardal. Torfi var fader til Thorkel fra Skanø. Han var gift med Arngerd, der var datter af Thorkel Svartkelson.
Hvam-Thore
18. Hvam-Thore tog land mellem Lakså og Forså og boede i Hvam. Han havde en sag kørende med Ræv den Gamle angående en ko, der hed Brynja, og som Brynjadal er opkaldt efter. Denne kvie havde længe været forsvundet for Thore, men så blev den fundet i Brynjadal, hvor Ræv havde jord. Sammen med den gik 40 kreaturer, som alle stammede fra denne ene ko og de havde gået ude og klaret sig selv. Begge gjorde nu krav på kreaturerne. Men Thore faldt for Rævs hånd og sammen med ham otte mand. Kampen stod ved de høje, som siden er blevet kaldt Thoreshøje.
Sølmund og Thorstein
19. Thorolf Smør, som før er nævnt, var søn af Thorstein Skrofa, søn af Grim. Til ham blotede folk efter hans død, fordi han var så elsket. Man kaldte ham Kamban[31]. Thorolf Smør havde en søn ved navn Sølmund, denne var fader til Thorstein, som tog land i Brynjadal mellem Blåskægså og Forså. Thorstein var gift med Thorbjørg Katla, datter af Helge Skarv Geirleifson, som tog land ved Bardastrand. Deres søn var Ræv i Brynjadal, fader til Haldora, som var gift med Sigfus Ellidagrimson. Deres datter hed Thorgerd og var moder til Sigfus, som blev fader til Sæmund præst den Vise.
S 19. Hermed er alle de landnamsmænd opregnet, som tog land i den vestlige del af Ingolfs område.
_____________
Avang
20. Avang hed en irsk mand, der var den første til at slå sig ned i Botn. Her boede han hele sit liv. Dengang var der så meget skov der, at Avang kunne bygge et havgående skib af tømmeret derfra. Og han lastede det på det sted, som nu hedder Lastefjeldet. Hans søn hed Thorleif og var fader til Thurid, som var gift med Thormod Thjostarson. Deres søn hed Bork, og han var fader til Thord, som var fader til Audun fra Brautarholt.
Irske landnamsmænd
21. Bresas sønner Thormod den Gamle og Ketil rejste fra Irland til Island og tog land på Akranæs, alt landet mellem Aurridaå og Kalmanså. De var irere ligesom Kalman, efter hvem åen havde sit navn. Kalman boede først på Katanæs (i Skotland). De to brødre delte landet mellem sig, således at Thormod fik det syd for Reynir ud til Kalmanså og boede inderst på Holmen. Men hans broder Ketil fik det vesten for Reynir og norden for Akrafjeld frem til Aurridaå. Thormods søn hed Berse, han var fader til Thorgest, som var fader til Starre på Holm, der var fader til Knatt, som var fader til Asdis, der var gift med Klæng, Snebjørns søn, Hafnar-Orms søn. Thormod den Gamle havde en datter, som hed Geirlaug. Hun var moder til Tunge-Odd.
Jørund den Kristne og Asolf
Ketil Bresason havde en søn, som blev kaldt Jørund den Kristne. Han boede på Jørundsholt, som nu hedder Gardar. Han holdt fast på kristendommen lige til sin dødsdag. På sine gamle dage levede han som eneboer. Jørunds søn hed Klepp, han var fader til Einar, som var fader til Narve. Klepps anden søn hed Håvar[32], han var fader til Thorgeir. Ketil Bresason havde også datteren Edna. Hun var blevet gift i Irland med en mand, som hed Konal. Deres søn hed Asolf Alskik. Også han drog på den tid fra Irland til Island og kom til Østfjordene. [Han kom i land østfra ved Osar. Han var en god kristen og ville ikke have noget med hedenske mænd at gøre, end ikke tage imod mad fra dem].[33] De var rejst tolv mand sammen østfra og kom til en gård i Holt nedenfor Eyjafjeldene, som tilhørte Thorgeir den Hørdske. Der slog de deres telt op, men tre af rejsefællerne var da syge og døde der. Præsten Jon Thorgeirson, fader til Grim i Holt, fandt deres jordiske rester og fik dem flyttet op til kirken. Senere byggede Asolf sig et hus ikke langt fra hjørnet af den nuværende kirke ved Asolfsskåle. Dette var efter Thorgeirs råd, for han ville ikke have dem i nærheden af sit eget hus.
En å løb lige ved Asolfs hus. Det var i begyndelsen af vinteren og åen var fuld af fisk. Men Thorgeir sagde, at de fiskede, hvor han havde fiskeret[34]. Så flyttede Asolf bort derfra og byggede sig et andet hus vest for en å som hed Irerå. Den havde navn efter de irere, som boede der. Men da de kom til åen, var også den fuld af fisk, og folk syntes aldrig at have set et sådant under før; men i den østre ende var fiskene borte. Da drev folkene fra herredet Asolf bort og han flyttede til et hus, som lå helt ude vestpå. Men det gik igen på samme måde. Bønderne beskyldte ham for trolddom, men Thorgeir sagde, at han troede, at de var gode mænd. Om foråret flyttede de længere vestpå til Akranæs. Asolf byggede et hus på Holm ved Kirkjubolsted.
Hans søn var Sølve, som var fader til Thorhild, der var gift med Brand en søn af Thorgrim Kjallakson. Deres søn hed Thorleif og var fader til Bård, som var fader til Jofrid, der var gift med Arne Torfason. De havde en datter, som hed Helga, der var gift med Arngrim Gudmundson.
Da Asolf blev gammel, blev han eneboer. Hans tilholdssted var der, hvor kirken nu ligger. Der døde han og der blev han begravet på Holm. Efter Asolfs død flyttede Haldor, Illuge den Rødes søn, ind på gården. Han havde en staldpige, som havde for vane at tørre sine fødder af på en knold, der var på Asolfs gravhøj. Hun havde da en drøm, hvor Asolf revsede hende for at tørre sine beskidte fødder af på hans hus. ”Og dog skal vi,” siger han, ”være forligte, hvis du fortæller din drøm til Haldor.” Hun fortalte ham drømmen, men han sagde, at han ikke brød sig om, hvad kvinder drømte, og han tog sig ikke af det.
På gården Bær havde biskop Rodolf boet, men var nu flyttet derfra, men tre munke var blevet boende. En af dem drømte, at Asolf sagde til ham: ”Send din karl af sted til Haldor på Holm og køb af ham den knold, der er ved staldstien og giv ham en mark sølv for den.” Munken gjorde dette. Karlen købte knolden og begyndte at grave i jorden og der fandt han knoglerne af en mand. Han samlede dem sammen og tog dem med hjem. Men natten efter drømte Haldor, at Asolf kom til ham og sagde, at han ville sprænge begge øjne ud af hovedet på ham, hvis ikke han købte benene tilbage for den samme pris, som han havde solgt dem for. Haldor købte da Asolfs ben tilbage og lod gøre en trækiste til at stille over alteret.
Haldor sendte så sin søn Illuge udenlands for at skaffe kirketømmer. Men da han kom tilbage med det og skibet lå mellem Reykjanæs og Snæfellsnæs, ville styrmændene ikke lade ham komme i land der, hvor han ønskede. Så læssede han al kirketømmeret overbord og bad til, at det måtte drive ind der, hvor Asolf ønskede det. Men østmændene kom vestfra til Vadil. Tre nætter senere drev tømmeret i land på Kirkesand ved Holm, undtagen to stammer, som drev i land ved Raufarnæs i Myre. Haldor opførte en kirke på tredive[35] . . . og med træbeklædning og helliget til Kolumkille og Gud.
Kolgrim den Gamle
22. Kolgrim den Gamle var søn af Rolf herse og Unnar, der var datter af Hakon jarl Grjotgardson, efter hvem Grjotgardshøjen syd for Agdenæs er opkaldt. Kolgrim drog ud fra Trondheim til Island, hvor han tog land på Hvalfjordstrands nedre del fra Blåskægså til Lakså og ud til bækken, som har sit udløb ved Saurbær. Og han boede på Ferstikle. Hans søn hed Thorhal og var fader til Kolgrim, som var fader til Stein, der var fader til Kvist, der igen var fader til Kala. Han havde også en datter, som hed Bergthora. Hun var gift med Ræv i Brynjadal.
Finn den Rige
23. Finn den Rige, søn af Haldor Høgnason, rejste ud fra Stavanger til Island. Han var gift med Thorvør, en datter af Thorbjørn Radason fra Mossfell. Han tog land syd for Lakså og frem til Kalmanså. Han boede i Midfell. Hans søn hed Thorgeir og var fader til Holmstein, som var fader til Thorun, der var moder til Gudrun, som var moder til Sæmund, der var fader til biskop Brand. Skægge i Skogar var søn af Thorun og fader til Styrmir og Bolle i Skogar.
Bekan og Halkel
24. Bekan hed en mand, som tog land fra Berjadalså over til Aurridaå. Han boede på Bekansted, der lå i det landområde, som Ketil havde taget. Halkel tog land på Hvidåsiden og boede først på Akranæs på Halkelssted før Bresas sønner jog ham derfra. Men da han ville tage ud efter sine dyr, der havde gået ude og klaret sig selv, blev han slået ihjel og er højlagt der.
Hafnar-Orm
25. Hafnar-Orm rejste ud fra Stavanger til Island. Han tog al land fra Melahverfi ud til Aurridaå og Lakså ind til Andakilså. Han boede i Hafn. Han havde en søn, som hed Thorgeir Kindhug, han var fader til Thorun, som var moder til Thorun, der var moder til Jostein, som var fader til Sigurd, der var fader til Bjørnhedin.
S 27. Thorgeir Kindhug havde været hirdmand for kong Hakon Adelstensfostre. I slaget på Fitjar fik han et slemt kindsår men også et godt ry.
Rodgeir og OddgeirTo brødre boede i det område, som Finn og Orm havde taget. Det var Rodgeir den Kloge fra Saurbær og Oddgeir fra Leirå. Men Finn og Orm købte dem ud, fordi de mente ikke at have land nok. Senere tog disse brødre land i Raungerdingarep og Rodgeir boede i Raungerde men Oddgeir på Oddgeirsbakke. Han var gift med en datter af Ketil Gufa. Hafnar-Orm er højlagt der udenfor gården Bær i Hafn, hvor han tog land . . . [36]
Røde
26. Røde hed en mand, som tog land oppe fra Rødeskløft og ud mod Gil. Han boede i Rødeskløft. Hans sønner var Ulf fra Ulfssted og Aud fra Audssted nord for åen. Han blev dræbt af Hørd, og hermed begynder historien om Hørd Grimkelson og Geir. [37]
Grim
27. Grim hed en mand, som tog land mod syd oppe fra Gil til Grimskløft. Han boede ved Grimskløft. Hans sønner var Thorgils Auga fra Augasted og Rane fra Ranested. Han var fader til Grim, som blev kaldt Stavngrim. Han boede på Stavngrimssted, som nu hedder Sigmundssted. Der nord for Hvidå ved selve åen ligger hans høj. Der faldt han.
Thorkel Kornmule
28. Thorkel Kornmule tog land syd for Ås - fra Kolbæk og ned til Deilldar Kløft. Han bosatte sig i Ås. Hans søn hed Thorberg Kornmule; han var gift med Åløf Skibsskjold, der var en datter af Ofeig og Asgerd, en søster til Thorgeir Gollnir. Deres børn var Eystein og Havthora, der var gift med Eid Skæggeson, som senere kom til at bo i Ås. Der døde Midfjords-Skægge, og hans gravhøj ligger også der nedenfor gården. En anden af Skægges sønner hed Koll. Han boede ved Kolbæk. Eids sønner hed Eystein og Illuge.
Ulf Grimson
29. Ulf var søn af Grim fra Hålogaland og Svanlaug, en datter af Thormod fra Akranæs og søster til Berse. Denne Ulf tog land mellem Hvidå og Sydjøklerne og slog sig ned i Geitland. Han havde sønnen Rolf den Rige, der var fader til Haldora, som blev gift med Gissur Hvide. Deres datter hed Vilborg og var gift med Hjalte Skæggeson[38].
Hans anden søn hed Roald og var fader til Rolf den Yngre, der var gift med Thurid, en datter af Valthjof, en af Ørlyg den Gamles sønner. Deres børn var Kjallak fra Lund i Sønderdal, som var fader til Koll, der var fader til Bergthor. En anden søn var Sølve i Geitland, som var fader til Thord i Reykjaholt[39], der var fader til Sølve, fader til Thord, fader til Magnus, fader til Thord, fader til Helga, som var moder til Gudni, moder til Sturlasønnerne Sighvat, Thord og Snorre[40]. Sighvats søn hed Sturla og han var fader til Thurid, som blev gift med herr Ravn. Deres børn var Jon Korp, Halkatla, Valgerd og Thorgerd. Halkatla og Jon Peterson havde sønnerne Sturla og Peter og datteren Steinun, som blev gift med Gudmund, der var søn af Thorstein Skæggeson.
Rolfs tredje søn hed Illuge den Røde. Først boede han i Raunås. Han var dengang gift med Sigrid, en datter af Thoraren den Slemme, og søster til Muse-Bølverk. Denne gård gav han til Bølverk, men Illuge drog ud for at bosætte sig på Hovsted i Reykjardal, fordi folkene i Geitland ønskede at passe gudehovet der sammen med Tunge-Odd. [Folkene i Geitland skulle betale halvdelen af udgifterne til hovet der, Tunge-Odd den anden halvdel.][41] Senere flyttede han til Indre Holm på Akranæs, for han byttede såvel land og kone som husdyr og alting med Holm-Starre. Så fik Illuge Jorun som kone, hun var en datter af Thormod Thjostarson fra Alftanæs. Men Sigrid hængte sig i hovet, for hun ville ikke være med til denne byttehandel.
Rolf den Yngre gav sin datter Thorlaug Gydje[42] til Odde Yrason. Derpå rejste Rolf vestpå til Ballaråen, hvor han boede længe. Herefter blev han ikke kaldt andet end Rolf fra Ballaråen.
Fodnoter
- ↑ Jón Helgason mener, at hele dette indledende afsnit er forfattet af Sturla Þórðarson.
- ↑ Skriftets latinske titel er "De Temporum Ratione".
- ↑ Egtl. Thile eller Thyle men andre kilder har dog Thule.
- ↑ Øen Papey ligger ud for østkysten. Papyle er derimod ukendt.
- ↑ Egtl. Hvarf. Stedet menes at ligge omkring Kap Farvel.
- ↑ Sætningen i parentes er fra Sturlubók.
- ↑ Egtl. tre, men flere manuskripter har fem
- ↑ Egtl. Jölduhlaup, men stedet menes at være øen Slyne Head ud for Irlands vestkyst.
- ↑ Ifølge Sturlubók kom Gardar til Island efter Naddod, og det fortælles her, at han sejlede ud for at lede efter det nyopdagede land tilskyndet af sin synske moder.
- ↑ Landnamabogens egen forklaring af dette tilnavn gives i kap. 334, hvor det siges, at Ølver, der var en stor viking, ikke lod småbørn spidde på spyddet, sådan som mange vikinger gjorde.
- ↑ Egtl. leiðasteinn, som betyder magnet.
- ↑ Denne Thrond er en af hovedpersonerne i Færeyinga saga.
- ↑ Romund Gripson kendes bl.a. fra en tabt saga, der har dannet grundlag for de islandske "rimur" Griplur, der igen har inspireret til den sent affattede saga Hromund Gripsons saga.
- ↑ William Robert Wilde beskriver nogle tilsvarende "jordhuse" i sin bog om den irske sø Lough Corrib, s. 161ff. (Dublin, 1867).
- ↑ Hjörr betyder sværd på oldislandsk.
- ↑ Et af de andre håndskrifter, (Melabók), indskyder på dette sted: "Nogle siger, at han (Ingolf) er højlagt der."
- ↑ Egtl. Røgvig, vigen med røg (fra de varme kilder).
- ↑ Loft den Gamle siges her at være søn af Frode. Dette stemmer dog ikke med andre steder i Landnamabogen, hvor han siges at være søn af Orm Frodeson. Der er tilsyneladende gledet et slægtled ud i kap. 10.
- ↑ Herse er betegnelsen for en overhøvding, vel en form for herredshøvding. Ifølge Johan Fritzner indbefattede titlen både en verdslig og en religiøs funktion, idet hersen også var hovgode.
- ↑ Der er flere meninger om betydningen af dette tilnavn. Finnur Jónsson udlægger det som et barn, der er taget ved kejsersnit, eller som han selv udtrykker det "óborni (hinn): vistnok ‘en, der er skåren ud af moders liv’". Ifølge NO kan det henvise til et barn, som ikke er godkendt af faderen, eller som er født efter faderens død.
- ↑ Ifølge Sturlubóks tekst er tilnavnet "den gudløse" gået i arv. Her hedder det: "Hall den Gudløse hed en mand. Han var søn af Helge den Gudløse..."
- ↑ Egtl. Viga-Rap.
- ↑ Tilnavnet Hjalte forbinder denne Eyvind med Hjaltland, Shetlandsøerne.
- ↑ En katolsk tekstbog.
- ↑ Kolumkille, egtl. Colum Cille er navnet på en irsk munk og helgen, der virkede i 500-tallet. I dag er han bedre kendt som St. Columba.
- ↑ Hauksbók fortæller historien som om det er Kolls besætning, som tager land ved Patreksfjord. Ifølge Sturlubók er det dog Ørlygs folk, hvilket understøttes af kap. 103 og 104.
- ↑ Ikke at forveksle med den Gunlaug Ormstunge, som er kendt fra sagaerne.
- ↑ Denne Illuge er fader til sagaernes Gunlaug Ormstunge.
- ↑ Kan også oversættes, at han bad til korset.
- ↑ Egtl. Valtyflingernes æt.
- ↑ Grim Kamban er også kendt fra Færeyinga saga, hvor han omtales som den første landnamsmand der. Der er ikke enighed om betydningen af tilnavnet Kamban. Flere forskere mener, at ordet er af keltisk oprindelse. Den tyske mytolog Jacob Grimm forstod ikke denne tekst som om der blev ofret til den afdøde Grim Kamban men som om denne selv var offeret, som blev givet til guderne. (Teutonic Mythology, I, s. 44.)
- ↑ Det er i teksten ikke entydigt, hvis søn denne Håvar er.
- ↑ De indklammede ord findes ikke i Hauksbók, men er her taget fra Sturlubók.
- ↑ Hauksbóks gengivelse af disse hændelser virker noget rodet og usammenhængende. Forløbet er ikke klart. I Sturlubóks udgave gives en mere enkel fortælling. Her er der tale om en strid om fiskeret ikke blot med Thorgeir men med egnens bønder, der har svært ved at tolerere den fremmede, der isolerer sig fra fællesskabet og tilmed har en anden tro.
- ↑ Manuskriptet har en skade efter »tredive«, og et eller flere ord mangler.
- ↑ Her er der et brud i teksten. Finnur Jónsson mener, at der i det originale håndskrift må have manglet en side. (Hauksbók, s. 16).
- ↑ Se Hørd Grimkelssøns Saga.
- ↑ Dette er den navnkundige skjald, Hjalte Skæggeson, som blev landsforvist for at have digtet et spottevers mod de gamle guder.
- ↑ Reykjaholt, en ældre form af Reykholt.
- ↑ Høvdingen, skjalden og historikeren Snorre Sturlason (1178—1241), der bl.a. forfattede den yngre Edda og de norske kongesagaer.
- ↑ Sætningen i parentes er fra Sturlubók, kap. 41.
- ↑ Gydje er den kvindelige form af titlen gode, dvs. præstinde.
- Forlægget til denne oversættelse er Jakob Benediktsson: "Islendingabók Landnámabók", Íslenzk Fornrit, bd. I-II, udgivet af Hið íslenzka Fornritfélag, Reykjavík, 1968. En online udgave af håndskriftet Hauksbók (Finnur Jónssons udgave fra 1892) er tilgængelig på linket Hauksbók. En online udgave af Landnámabók ifølge andre håndskrifter findes på dette link: Landnámabók I-III. (Finnur Jónsson: "Landnámabók I-III - Hauksbók, Sturlubók, Melabók", Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab; København, 1900).
Videre til Anden del ► ◄ Videre til Personindex OOO Videre til Stedindex ►
