Lausavísur (Björn Ásbrandsson)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Dansk.gif


Skjaldekvad


Björn Ásbrandsson


Lausavísur


Oversættelse: Finnur Magnusson (1838)


1.
At denne Dag den længste
bliver, mellem Jord og Himmel,
(tit skeer mig Harm) vi ønske
maae, gyldne Kjeders Støtte!
hvis jeg i Aften, Kvinde!
hvem Armbaand pryde, lokkes
til for tit svunden Glæde
den sidste Skaal at tømme.

2.
En tapper Kriger ikke
mod mig at stride nytter,
thi Vedlægs tvende Sønner
i Kamp jeg nu har fældet;
ei kan Vedkastets Hersker
med Slid sin Kvinde vogte;
hvo Buen svag vil spænde,
den gyldne Priis ei vinder.

3.
Jeg saae, hvor løb i Lunden
til Ulvens Brønd en Pode,
forfærdelig af Øine,
mig lignende til Prikke;
dog slette Folk tillade
ham ei, sin rette Fader,
som Havets Heste trætter
paa hurtig Fart, at kjende.

4.
Da smækker sneehvid Kvinde,
som herligst Drik tilbyder
og som mig elsked stedse,
vil Thorodds Gisning sande,
naar hun, den ædelbaarne,
er Moder til de Sønner,
der ligne mig; til hende
end kjærlig Lyst jeg nærer.

5.
Den Kvinde, som i Klæder
sig hyller nu, ei vilde
vel synes om min Vaaning
i Storm, som Skoven bøier,
hvis hun, guldprydet, vidste
at jeg, som før paa Havet
har Skibe ført, forfrossen
i Klippehulen ligger.

6.
Silds og Svanes Mark og Kjøl
pløied jeg, thi herlig Kvinde
varmest Elskov os bød, -
østen fra med ladt Skib;
Ondt døiet tit har
Krigshelten nu en Stund,
Hulen byder ham Leie
her, men ei den skjønnes Barm.

7.
Før under Styrbjørns Faner
vi kæmped, og det spurgtes;
staalklædt i Landsestormen
da styrted Erik Hæren;
paa viden Hede vanke
forvildet nu jeg maatte,
fra rigtig Vei, det voldte
den Slud en Hex mig sendte.


Kilder:

Grønlands historiske mindesmærker, Bind 1-3, oversatte af C. C. Rafn og Finnur Magnússon, København, 1838