Legende bjærgfolk

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

12. Legende bjærgfolk


159. Lars Sognefoged fortalte, at han har set mange små folk løbe omkring ved Mögelhöj på Hersom mark.
Terkild Gregersen, Ørris.

160. En gang min fader gik til Viborg, så han vesten for Grönhöj nede på heden nogle hvide drenge med røde luer på deres hoveder, der rendte omkring ved en höj og spøgte. Han boede i Sönder-Resen. Det har han fortalt os mange gange.
Lavst i Kokholm.

161. Min fader var kjørende efter jordemoder til Sevel Skovby, og da han så kjørte hjem med hende igjen, og de kommer om ved Djelld, hvor der ligger så mange höje östen vejen, og hun var glad og fornöjet og sad og nynnede en sang, da ser han, der kommer så mange små løbende fra de höje og ned til vejen, og de satte dem i rad på vejgrøften. Enhver havde en lille kurv i sin hånd, og så sad de og så til hverandre og lo og så til ham, da han kjørte forbi. Han sagde ingen ting til dem og var heller ikke ræd. Så kom det ham i tanker, da han var kommen forbi, at han vilde se om, men da var de der ikke, og så blev det så sort for ham runden omkring, og der var endda blank sky, og det var lyst vejrligt. Nu kjørte han stærkt til, for han kunde stole på, at hestene kunde finde vej, og kjørte ned til Stubbergård, over Stensagre. Der var en lille bæk, og det var jo rindende vand. Så snart han kom over det, så blev det lige så lyst som forhen.
Jörgen Villadsen, Ramsing.

162. A har set bjærgfolk, og de havde røde, spidse luer på. Det var om efteråret, og a var sådan en dreng, der skulde gå og passe kreaturerne, ilav de gik løse. Så skulde a hente vand op til fårene af et vældhuld, og a havde en bitte hund med mig. Lige med et tager den til at gjø, og da a ser op, kommer der en stor hoben små folk ud af Dybdals bakke og rendte hen ad bakken til et fårehus og op på det og ned igjen. De kom ud ved en stor sten og kom rask af sted. Så tænkte a, det var Odsgård börn, der var ude efter fårene, og a sætter spanden og vil ned til dem. Hunden fik a med, men da vi kom det på en 50 alen nær, vilde den ikke med længere, også blev a og stående. Et öjeblik efter forsvandt de, og a véd ikke, hvor de blev af.
Lars Jensen, Vinkel.

163. Der er et stort bjærg östen for Mønsted, de kalder Kobjærg, og i ældre tid var der nogle, der kunde se, lidt för solens nedgang, nogle små drenge med røde luer på rende der ude.
Petrine Kristiansen, Mollerup.

164. Jens Borup i Tøving på Mors gik en morgen klokken 2 ud at flytte hans bæster, og der lå en bitte höj, hvor han ser to bitte drenge, der løber efter hinanden runden omkring höjen, og der var ingen boliger i nærheden, som de kunde være fra. Han gik da hen efter höjen, men da han kom der, var der ingen. Det var slet mørk rundt omkring, så der var ingen steder, de kunde gjemme dem. Han har fortalt mig om den tildragelse mange gange, og han löj ikke.
Mads Filtenborg, Stevnstrup.

165. Det var, inden marken blev byt, da drev de jo rundt omkring med hövderne. En lille pige, der gik ved fårene om foråret, kunde se de små dwarreunger, de løb inde mellem fårene, og hun vilde drive dem fra, for hun var ræd, de vilde tage lammene. Men hun kunde ikke. Hendes søster kunde ingen ting se, og det var hun fortrydelig over. Det var på Marskjeldals-gårds-agre neden for krattet, det skete.
Inger Movridsdatter, Vejrum.

166. Da æ var 11 år, skulde æ lige ved solnedgang hen at lede efter køer. Da kommer der en 7, 8 små mennesker henne på Remmene sønden og vesten for Kjæn Smeds Sande og norden for Nörkjær Remme. Æ stod på en höj bakke og så dem. Da tænkte æ: «Nu kommer du nemt efter at få spor på dine køer.» Æ troede nemlig, det var pastor Bruns sönner og Hansens sönner fra Lyngholm, der havde været ude i klitten. Da æ står der, giver de dem til at lege der på Remmene. Det var nogne stakkede, tykke nogne, det var nogne sære lave kvabbier, men de kunde endda springe ud til alle sider og springe så langt op og ned ad bakken, te æ kunde ikke nær springe sådan ned ad, og æ var endda god til det, Så blev æ jo ræd, og æ sætter afsted gjennem Norkjær, gjennem röjk (ɔ: tørvedynd) og skidt, te æ var så overbesat med lævver, og æ blev ved, til æ kom op på diget ved vor mark, og da var det først, æ turde se mig om."
Anders Kristensen Istrup, Ørum.

167. Der er en lyngdorris östen for det væld, som kaldes Mærgors Kjelde, og der har de set nogle små drenge løbe og hoppe på. Folkene kaldte dem dværge, og de kunde ikke have kreaturerne fæstet der nogen sinde.
Povl Smed, Flade.

168. Min faster så en gang ved det sydvestlige hjørne af Fovlum kirkegård en 5, 6 bitte fyre, der havde så travlt og foer frem og tilbage.
Strandby.

169. Mogens's og Kristians dötre i Tise skulde en gang kjøre til Trandum kirke, hvor der boede en klog pige, som de skulde søge råd hos. Den ene af pigerne boede i Nörre-Tise, og den anden i Sønder-Tise, og så vilde den ene jo kjøre om ad den anden og tage hende med. Det var om natten klokken 2 og månelyst, og der var et tyndt lag sne på jorden. Som de nu holdt i Sønder-Tise på landevejen og blev læssede op der, så de 7 bitte drenge, der løb bag efter hverandre på en gammel grøft nör på fra byen. Det så ud, som de kom fra et hus, der lå tæt ved groben, og så satte de dem med hånden under deres øre. Folkene kjørte jo, da de var færdige, og så så de ikke mere til det.
Kristen Mortensen, Vejsmark.

170. Stavis å i Vigerslev sogn på Fyen hedder på et sted i Langesø skov Frostens å, og der fører en bro over ved vejen til Rue. Her findes mange nisser, og der lever endnu folk på egnen, som har set dem. For nogle år siden var en del börn ude at vogte kvæg i nærheden af åen. På én gang ser de en utallig mængde små puslinger komme frem og løbe om imellem hverandre. De var alle grå og havde spidshuer på hovedet, ganske således, som man i regelen ser dem afbildede. Börnene blev først lidt bange, men gav sig dog god tid til at se på de mærkelige småfolk. En vogn fra Rue kom kjørende i det samme. En lille nisse løb over vejen og var nær bleven kjørt ned, men slap dog lykkelig forbi. Börnene løb nu hjem og hentede deres forældre. Da de kom til stede, var nisserne der endnu, skjöndt ikke i så stort et antal; men forældrene kunde slet ingen se, hvor meget börnene end pegede.
En aften kom en arbejdsmand gående den samme vej. Da han var lige ved Frostens bro, mødte han en liden grå dreng med et knippe rør på ryggen. Manden så på den sære pusling og vilde hilse god-aften; men i det samme var den lille forsvunden, så det var tydeligt, at det var nissen, han havde mødt.
Anton Andersen.

171. I Knepshöj i Andrup bjærge, Steppinge sogn i Sønderjylland, har der för været mange nisser. Man har tit set dem lege uden om höjen tidlig om morgenen. Det var små grå mænd med lange, røde tophuer.
A. C. Poulsen.

172. I Sandelsbjærg var der tolv dværge. De skåtede på höjen om aftenen og havde en bitte röd lue på. En mand, der drev og plöjede, så dem også skåte på höjen. Nogle i Sønder-Saltum havde deres handel, og de var så rige.
Her kommer historien om Ate og «aldrig fattes».
Folk kastede efter dem og fandt nogle stuer som kartoffelkuler med potter i.
Kristen Nielsen (Futkræn), Mosehuse.

173. Der var også bjærgfolk i Alsgårdshöj ved Stövringgård. Når de var ude at more dem, så skete der noget særdeles. Jeg var bange for den höj, og jeg hörte også en gang et stort rabalder der nede.
Lavrs Jensen, Marie-Malene.

174. To drenge gik og fulgtes ad; den ene var født på en tid, så han kunde se mere end andre folk. Som de går allerbedst, giver han sig til at le; den anden syntes ikke, der var noget enten sagt eller gjort til at le ad lige i det öjeblik, og spurgte derfor: «Hvad ler du ad?» — «Kan du ikke se det?» sagde den anden. «Nej, jeg kan ingen ting se!» — «Stå så op på min den venstre træsko, så skal du se!» Det gjorde han, og nu så han nogle bitte drenge med røde luer på, der løb og tog« buttis» næsten ved siden af dem. «Ja, var det ikke i Tvede?» — «Måske sig, det kan jo godt være!» —- «Jo, dér har de da stået og sét på, at bjærgdrengene har løbet og legt på Per Jebjærgs toft.»
Sagnet om drengen, som stod på den andens træsko, har jeg hørt i min tidlige barndom; da jeg fortalte det til en karl fra Tvede, faldt det ordskifte, som jeg her har skrevet tilsidst.
Karen Marie Rasmussen.

175. Jörgen Glarmester gik en aften sildig tillige med sin sön forbi Store-TyvehöjTorsø mark. Da de kom næsten til höjen, sagde drengen: «Nej se, fader, hvilken en mængde små drenge, der løber på höjen!» — «Hold din mund, dreng,» sagde faderen og skyndte sig afsted.
Marie Buhl.

176. Anders Baks bedsteforældre kom en aften kjørende fra Ålborg og så et blus på Sortehöj og en hel del småpuslinger, der løb fra ilden og ned på ageren og tilbage igjen. Mandfolkene vilde haft konen til at holde hestene, mens de undersögte, hvad det var, men dertil var hun ikke at bevæge.
Kl. Gj.

177. Der er en höj, der kaldes Skaldhöj, den ligger æpå den gårds ejendom, de kalder Færkgården, og der har de set ellefolkene rende omkring og hoppe over agrene i höstens tid. Når der kom nogle og nærmede sig, så rendte de ind i höjen igjen. De rendte også ned og drak deres gode öl i gården. I nordvest fra den höj er der nogle store huller, der kaldes Røverhullerne, og der skal et røverkomplot have opholdt sig.
Der er en höj lige her sønden for, der kaldes Pinårreshöj (Per Norges höj), og i den skal der være begravet én, de kaldte Per Nordmand.
Hans Kristiansen, Vokslev.

178. På Skramgårdens mark i Svindinge sogn (Gudme h.) har der hidtil stået to stenhöje (stendysser). Den ene af disse kaldte man den lange höj, og en meget stor sten på denne kaldte man Skulørstenen. Höjen er tildels ført bort omtrent 1880. Ved den anden höj har en karl endnu omkring ved 1878 en aften set en mængde små skikkelser med spidse luer og grå ben holde sig lystige med musik o. s. v.
Skuløret kaldte man et der på egnen meget omtalt spøgelse.
P. Jensen, Kværndrup.

179. En kone i Hørning, de kaldte Graverkonen, hun gik ned i Jegsen dale og Bjertrup dale og samlede bylli (ɔ: bøller). Da så hun dwarrene sidde ved et bitte bord under en enebærbusk og spille kort. Kortene var -ikke större end en negl. Nu havde hun hørt, at når hun kunde få en dwarrehat på, så kunde hun gå ind, hvor hun vilde, uden at blive sét, og da de nu netop sad med hatte på, listede hun sig hen og greb efter én; men hun fik ingen, for dwarrene smut fra hende, og sut (ɔ: sank) i jorden. Sådan prøvede hun flere gange, for hun så dwarre tit, men aldrig hun fik nogen. Hun snakkede tit siden om, hvor rart det havde været at få en af de hatte.
Rytter-Niels, Hörning.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.