Ligfølge, man har set, eller som drager forbi

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

H. Dødsvarsler

21. Ligfølge, man har set, eller som drager forbi


441. Når de ser en ligskare, så er det al tid i frastand som et lys, der skrider hen ad vejen, men først, når det kommer i nærheden, kan man se vognene. Fra det hus, hvor ligskaren skal komme, kommer det op af skorstenen som et lagen, og så vælter det ned på jorden og fortsætter sin vej som et lys. Går én på en vej og kan ikke komme af vejen for en ligskare, han møder, må han smide sig næsegrus ned på vejen, og da er det, som der kom en flok gjæs trampende eller rettere trippende hen over ham. Det er der mange, der har erfaret.

N. J. Termansen.


442. Der var en mand i Fjand, der hed Niels Bjerre, han var synsk og kunde se ligskarer o. s. v. I en nabogård var der en gammel aftægtsmand, og hans ligskare havde han set, fortalte han; der skulde være ti vogne, og de havde alle sammen gråskimlede heste for. Så døde den gamle mand, og folkene i gården vilde ikke have mere end ni vogne til begravelsen og ikke byde degnen, Johnsen i Husby. Men denne, som plejede at være med til alle begravelser i hans sogne, kom af sig selv med sin enspænder-befordring. Der blev altså ti vogne alligevel, og da de kjørte til kirken, kom der en sne-æl, så alle hestene så ud, som de var gråskimlede. Den samme mand fortalte også, at han havde set en ligskare komme og holde an for hans eget hus, men han kunde ikke kjende, hvem den døde var. Det var imidlertid hans egen ligskare, han havde set, ti han satte livet til på Nissum fjord og blev kjørt op til sit hus, således som han havde set.

Kr. L. Vestergård.


443. En aften, Peder Vinter fra Opperby kom hjem fra Skive, syntes han, at han mærkede noget bag ved sig, da han lige var kjørt forbi Lem kirke. Han drejer da hovedet for at se, hvad det kan være, og da han så ser en ligskare, der nærmer sig kirken, siger han: «Så kan jeg da heller ikke vide, hvad det er for et gammelt skarn, de der slæber af med!» Men det skulde han ikke have sagt, ti nu kunde han ikke trække hovedet tilbage. De dele må man nok helst ikke omtale på en hånlig måde. Til al god held for Peder Vinter var der i de dage en grumme klog præst i Lem, der næste dag fik hovedet læst tilbage til sin rette plads. Denne præst hed Schæfer.

M. Møller, Sir.


444. For nogle år siden tjente der en karl på Glorup, som de kaldte Karl Tysker, og en sildig aften, da han stod i den såkaldte mørke port, så han, en ligskare drog igjennem gården. Om morgenen efter gik Karl Tysker op og meldte det til forvalteren, og da han havde aflagt beretningen, svarede denne: «Ja, det er godt, Karl!» Karlene på Glorup vilde tit drille Karl Tysker med, at da han så ligskaren, havde han ikke været rigtig vågen, men drömt. Men Karl Tysker påstod stadig, at han var lysvågen.

Lars Frederiksen.


445. En gammel mand og en karl var ude at hente en plov, der stod på marken. Så sagde karlen: «Kan du se?» Nej, han kunde ikke se det. Da var det en ligskare.

Niels Pedersen, Gjedved.


446. For få år siden gik to brödre ad en vej op norden Egtved. Den ene kunde se en ligskare, men den anden ikke. Der var en 5, 6 vogne, og han kunde se dem, der sad på vognene.

Kristen Ebbesen, Egtved.


447. Da vi sidste efterår grov kartofler op i vor vestermark, siger drengen ved lag klokken halvseks om eftermiddagen: «Hvad er det, der kommer oppe fra Lindeballegård? sikke små vogne.» — «Ja, hvad er alt det, der kommer,» siger karlen, «hvad kan det da være? det er jo ikke en tid, der skal begraves et lig.» Men der er jo allerede kommen én vogn af rækken her norden for Lindeballegård, og den har en hvid for, og der går folk ved den. Det er så sært, for klokken går ikke. A tog endda mine briller på for at ville også se det, men så forsvandt det, og der var ikke andre end den samme vogn af rækken, der kom norden for gården. Så kunde karl og dreng heller ikke se mere, og vi stod alle sammen og så efter det. Den ligskare er nu siden kommen. Det var en mand nede fra Brændgård, og han døde kort efter. Der var en hvid for ligvognen, og den var også en tur forved de andre vogne, hvoraf der var en 7, 8 i alt.

Tue Madsen, Lindeballe.


448. Da a var 11 år, da sad a i skolen ved siden af en lille dreng, hvis forældre boede lige snært ind til æ kirkegårdsdige i Læborg. Det var i vinteren 1835, og der faldt en del begravelser ind lige efter hverandre. Det var vi glade ved, for degnen skulde med til begravelse, og så fik vi en frieftermiddag, En dag sidder vi og skriver ved siden af hverandre, og degnen var lige gået ud. Så siger den her dreng til mig: «Vi får snart en frieftermiddag til.» «Så, hvordan det?» — «Jo,» siger han, «den anden aften så a en ligskare. Den kom vester fra, og der var kulsorte heste for ligvognen, og så bar de liget op efter det nordöstre hjørne af kirkegården.» Kort tid efter døer der en kone på Hundsbæk mark vesterst i sognet. Hendes mand var pranger og en dygtig mand, men tilligemed var han en storpraler og dygtig overmodig. Sådan satte han pris på at have de bedste heste, der var der omkring, og han kom kjørende det så a selv — med hans kones lig og med hans to store kulsorte heste for ligvognen, og a var selv med at føre liget op i det nordöstre hjørne af kirkegården. Det var en 3 uger efter, at drengen havde talt om det.

N. J. Termansen.


449. Mens jeg var på Grinderslev kloster som lærerinde, kom vi en aften kjørende hjem, og da stod folkene sammenstimlede uden for gården. Vi fik da at vide, at den gamle rögter havde set en ligskare den samme aften og havde set den komme sydfra med landevejen op mod kirken, og der var én med sådan en sær hat. Der kom også nogle kvindfolk noget bag efter. Det var om foråret. Hen på sommeren døde provst Møller i Breum, og amtmand Breton i Viborg med hans trekantede hat var med i ligfølget. Den gang var det ikke almindeligt mellem de fornemme, at kvindfolk var med i ligfølge, men her var en 3, 4 til slutning, nemlig kvinderne i huset, og de kom lidt bag efter.

Frøken Glud, Jebjærg.


450. Sognefogden i Grejs havde en gang en tidlig morgen sendt en at sine sønner i et ærende ned paa Grejs mark norden for kirken. Da ærendet var forrettet, og han gik tilbage, så han en ligskare, noget för han kom til kirken, og den kjørte fra kirken. På den forreste vogn stod ligkisten, og 8 vogne kjørte bag efter. Han kunde kjende enkelte af vognene og løb så meget forskrækket over tvære marker hjem og fortalte det. Hans fader var født juledag og mente derfor at være synsk, så det måtte være lögn, for man havde aldrig hørt en ligskare drage fra en kirke, sagde han, det havde været noget andet, hvis den tog til kirken. Kort tid efter døde en gårdmand på Grejs mark, der tidligere havde boet i Sindbjærg sogn, og der var hans kone død og begravet. Han forlangte, inden han døde, at blive begravet på samme kirkegård. Det samme antal vogne, som drengen havde set, kjørte nu fra Grejs efter Sindbjærg kirke.

K. N. Hovgård, Tåning.


451. Mens a var dreng, skulde a ud at flytte til næts tillige med andre drenge, og vi skulde hver på sin kant. Så havde vi aftalt et mødested for at følges ad hjem igjen. Da lagde a mig ved siden af en rugager, og der gik et markskjel langs op ad den. Da tyktes a, der kom én kjørende, og det skringlede, ligesom koblerne var løse, i den tid havde de så mange ringe i deres kobler til stads. Men videre rummel hørte a ikke. Siden fortalte a det til en gammel kone, der kom til mine forældres, for dem turde a ikke fortælle det. «Ja, det var såmænd en ligskare, der kom omkring dig,» sagde hun.

Sognefogden i Vesterbølle.


452. Der var en gang blevet en vædder henne for min farbroder i Elling. Han skulde så ud og lede efter den, men fandt ingen vædder, og det blev aften for ham. Da han nu går på vejen fra Ovsted kirke af og ind efter Elling, kom det ham for, som vædderen gik ved siden af vejen på marken. Så springer han over grøften og vil have hold i den, men da han kommer der over, agter han, at der er ingen vædder; det var, ligesom nogle slæbte et stykke lærred om ved ham. Så gik han hjem. Men hen ad vinteren døde én i Elling. Der var kommen sne, og lige netop på det sted, måtte de kjøre af vejen og ud på marken. Det må da have været et varsel.

Tåning.


453. Det var i 1858, a tjente som rögter ved en mand i Sædding, der hed Kræn Vad. Mit hjem ligger en lille halv mil norden for, og der er et stort engdrag imellem, hvor vintervandet fra Ringkjøbing fjord løber ind. Det er slet ikke let at komme der over om natten, for hvem der ikke er kjendt. Nu gjör de mange julebojler der nede på vesteregnen, og da a ikke var længere fra hjemmet, skulde a også til de bojler, der var i vort nabolag, og skulde da også om aftenen over det vand. En aften lånte a en fætter hans lange støvler for at vade over i. Men de var noget træls at gå med, og da a så kom over, trak a mine egne på og gik og daskede med de andre på siden. Det var fuldmåne og dejlig lyst. Som a går så ned imod gården og var ikke længere fra vejen end herfra og ned til vor store lade, så ser a, der kommer en hel række vogne kjørende nede fra gården af. De böjer om ved hjørnet af et dige og kjører hen ad en anden gård, der lå norden for den, a tjente på. A blev just ikke ræd og gik så hjem og sov til anden dags morgen. Lav a sad ved davren, fortalte a manden den her historie. Han vilde gjærne gjøre löjer især med kjæresteri, og han siger så: «Ja, det er jo én af mine piger her i gården, der skal giftes, og så kommer a jo til at gjøre æ udtog om æ månner.» Anden dags aften var a igjen hjemme til julebojel og fortalte så atter historien. Så gik der et årstid, det var vel snart to. Imidlertid kommer a her ud på højskolen i Rødding og tager så hjem i jul. A var aldrig så snart kommen inden for døren og får sagt goddag, för min moder sagde: «Nu kan a sige dig, Jörgen, hvad det var, du så den anden vinter, da du gik hjem fra julebojel til Nielses.» — «Nå, hvad var det så?» — «Det var Kræn Justes söns ligfølge. Han døde i efterår, og lav de skulde have ham begravet, kunde de ikke komme med æ kirkevej, for æ bro var flydt væk, da æ flode havde taget den, og så måtte de kjøre om ad æ vad, og den her höje vogn, du snakkede om, der var i æ midte, det var nogen familie der ude öster på, der havde en fjedervogn, og den rak op over de andre.»

J. N. Skrumsager, Kjöbenhoved.


454. Niels Skyt, der tjente på Mejlgård, fulgtes med en anden karl forbi Tustrupgåvden her i Glæsborg. Så, siger han: «Her kommer snart ligtog fra, for her har a set det komme ud fra. Det må formodentlig blive konen, for manden gik bag efter med slør om hans hat.» Konen døde også.

En anden gang, han gik forbi Östergård i Fjellerup, så han også der et ligtog. Det kom fra Thomas Lunds hus i Östergårds skov. Konen der døde også kort efter.

Atter en anden gang, för han drog i krigen, havde han set et ligtog komme gjennem Mejlgård. Da han kom hjem igjen, spurgte han, om der så var kommen et lig. Det nægtede de, men så kom de dog i tanker om, at der var død en dreng nede i Mejlgårds skov i mellemtiden.

Kristine J., Laen.


455. Östen til Hellig-höjSkibsted mark er Hestedalen. Der så en dreng en dag en ligskare, som gik med en ligkiste, og de bevægede sig hen imod en gård, der kaldes Treskjellet. Der blev de henne. Han blev så ræd og kunde ikke glemme det længe. Hovedet sad oven ud af kisten og var ligesom levende.

Sønder-Kongerslev.


456. Kaj Rask (ɔ: Karen Rasmussen) på Galten mark kan se ligtog komme, flere dage för det sker. Hun så en gang Jakob Jensen gå forbi sit hus. «Ja,» sagde hun så, «det varer ikke længe, inden han kommer her forbi på en anden måde.» Kort etter kom ligtoget forbi, som fulgte hans lig til graven.

Da Ras Krogs kone var død, så hun flere dage i forvejen, at Sören Overgårds vogn kjørte æfor, og det passede også. Ligedan, da Sören Overgårds sön døde, så hun ligtoget nogen tid i forvejen, og fortalte, hvad der vilde ske.

K. P. Dalin.


457. Vor pige Trine har en aften, hun gik fra skole, ved Hjulgårds dam set en hel skare ligbærere oplyste ved et liglys. Næste søndag kom der også en sådan forbi det selvsamme sted, og hun kunde endog kjende de samme bærere.

Holmsland. V. Nyrup.


458» En karl fortalte, at han tillige med en anden en aften gik til byen Rugsted, og idet de kom forbi en vej, der gik ud fra en udflyttergård, bad hans ledsager ham at tøve lidt, da han syntes at se en ligskare komme fra gården. Han vilde imidlertid ikke tro det, eftersom han ikke så noget men hørte dog noget rasle hen ad vejen, og hans kammerat sagde, at han tydelig så, den kjørte forbi dem, og angav, hvor mange vogne der var i den. Kort efter døde der en gammel aftægtsmand, som havde sit ophold i gården, og da han blev ført til kirken, fulgte det samme antal vogne ligskaren, som karlen havde angivet.

J. L. K.


459. En mand, der hængte sig oppe i Ejer, hans ligskare kom op til kirken. Peder Maves søster i Ejer vilde gå ned til Ma Rams hul og kom så forbi Ovsted kirke. Der så hun så mange sorte bæster, og de var hovedløse. Hun stod ved kirkegården og så det komme kjørende hen til kirkeporten, og så forsvandt synet. Se, det var jo en urigtig ligskare, for det manden hængte sig. Hun vidste ikke, hvem det var for, men så spurgtes det bag efter, og hun kunde da nok sige, at det var for ham.

Ane Lavrsdatter, Tåning.


460. For mange år siden gik en vinteraften to mænd hen ad en vej i Vrigsted. Det var let frost. Da hører de et vogntog komme fra et nabosogn, og som det kom nærmere, så de på den forreste vogn en ligkiste, men de kjendte hverken hestene eller folkene, og det hele syntes dem ikke at være naturligt. Ligskaren kjørte igjennem sognet, bort fra kirken. Efter at have talt noget om dette, gik det omsider i glemme indtil omtrent et år etter, da der virkelig kom et aldeles lignende, men virkeligt ligfølge den samme vej. Det var en gammel kone, der var død i et nabosogn og skulde føres gjennem Vrigsted for at begraves i et andet sogn.

Lærer Jepsen, Refsvindinge, ved Hans Chr. Hansen.


461. En mand, der er født i Ovre og vokset op samme sted i et hus, der lå tæt ud til gaden, har fortalt mig, at han som barn somme tider vågnede om natten ved lyden af en tungt læsset vogn, der kjørte langsomt forbi ude på gaden, med en vægt, der al tid fik huset til at ryste ind under dem. Hans forældre sagde, det var ligvognen fra Albjærg, og at der nu snart kom lig der ovre fra. Dette slog heller aldrig fejl.

Rasmus Hansen.


462. Eu pålidelig person har fortalt mig følgende: Jeg kom hjem fra en naboby. Bedst som jeg går, hører jeg en knirken af vogne og kikker da rundt omkring, men der var ingen vogne at se. Lyden nærmede sig helt sindig, men jeg gik ufortrøden fremad, og pludselig hører jeg så ligesom baneklokkerne klinge, og i det samme rusler vogn efter vogn forbi. Jeg kunde hverken skjelne heste, vogne eller folk, men höre det kunde jeg. Det isnede igjennem mig. Jeg så op mod månen, men der var ikke en sky, himlen var så blank som et spejl. Det var en torsdag aften. Næste torsdag kom jeg forbi en virkelig ligskare på samme sted.

Bredstrup. Mads Jepsen.


463. Hans Fuglebæk i Havlykke fulgtes en gang som dreng med sin fader, der boede i Kjeldernæs, Stokkemarke sogn. Det var en vinteraften og snevejr. Da ser de en ligskare — fire går foran og bærer liget, og bag efter følger en hel skare — og i det samme blæser faderens hat af. «Jeg kan hente den,» siger drengen. «Nej, lad den ligge og lad os gå,» svarer faderen. De kommer forbi ligskaren, som går til höjre; men kort efter at de er komne hjem, bliver manden syg. — «Det er pante sandt.»

L. P. Larsen.


464. I en gård et sted i Sønderjylland tjente en ældre karl. En aften, han kommer hjem, ser han meget bleg ud. Da siger konen: «Er du syg?» Nej, han var falden, men vilde ikke fortælle noget videre. Imidlertid døde manden i gården, og den dag var karlen så urolig. Om aftenen, de sidder inde, kommer der én ind og siger: «Nu brænder der en gård.» Så rejser karlen sig op og siger: «Så er det (N. N.s) gård.» Og så fortalte han, hvad han den aften havde set. Han havde mödt et ligtog og havde endog kjendt både heste og vogne. Som han nu var ved at tælle, hvor mange der var, falder han om. Da han rejste sig igjen, så han tydelig en gård brænde og løb nu der hen ad for at hjælpe med at slukke, og han kom næsten hen til gården, inden han opdagede, at der ingen brand var. På begravelsesdagen vilde han have fortalt dette syn, men trykkede sig ved det, da han var bange for, at de vilde gjøre nar ad ham, og så tav han stille, indtil nu branden virkelig indtraf.

E. T. K.


465. Skrædder Anders Iversen fra Ildved gik en aften fra Hvejsel og hjem, og da han kom til Åbroen, hørte han, der kom noget plaskende imod ham. Han vilde ikke gå af vejen, og så skubbede det ham ned i åen, hvor der ikke var mere vand, end at han kun kom i til knæerne. Der stod han og så på, at der kom et ligtog med 18 vogne, og han kunde se, der var to spænd hvide heste i skaren. Det ene var Hans Bærtelsens i Sandvad, men han kunde ikke udstudere, hvis det andet var. Han sagde, da han kom hjem: «Nu skal gamle Sidsel snart dø,» og så fortalte han om de fire hvide heste. De andre to var fra Åle, men dem kjendte han ikke. Hun døde også, og det kom til at passe med hestene. Mærkeligt nok var det, at han fortalte det, for det passerede, og han kunde navngive flere af de kjørende. Sidsel var opholdskone i gården her og havde sin egen stue, og hun var ikke syg, den gang han kom om og fortalte det.

Peder Svane, Hornum.


466. Sidste vinter gik to karle en aften hen at se til en syg kammerat, og på hjemvejen skød de over den snebedækkede mark ad en sti, som gik over til landevejen. Kort för de nåede vejen, så de en vogn kjøre på den, og de tyktes, det lignede deres små sorte heste fra det sted, hvor den syge karl var, og vognen var fuld af syge folk, men de kunde heller ikke høre noget. Da de nåede vejen, kunde de nok se, det skred fremad, men der var heller ikke spor på vejen. Kort efter døde deres syge karl, og deres kjøretöj med manden og konen på og med de små sorte heste var de eneste, der fulgte liget til graven, som de havde set det kort i forvejen.

Ole Jensen, Höjerup.


467. En mand fra Nordby på Samsø fortæller følgende: Da jeg var ti år gammel, stod jeg sammen med nogle andre drenge uden for et hus og så, en sort sky hævede sig op over horizonten, og denne sky så ud som et ligfølge, hvor en mand kjørte foran med ligkisten, og de andre efter, sidst kom to prikker som to små drenge. En af drengene, som var konfirmeret, sagde, det betød, at én snart skulde dø. Få dage efter døde manden i huset, hvor vi stod, og blandt ligfølget var hans to små sønner.

Kr. Östergård.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.