Liglammet har vist sig

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

H. Dødsvarsler

3. Liglammet har vist sig


30. Ved de fleste kirker går der sådan et eller andet dyr og spøger og varsler i sognet for dem, som snart skal dø, det kommer da og henter dem, det vil sige, kommer og vender uden for døren og går så igjen. Disse gjenfærd af dyr er kommen deraf, at man har indmuret et levende dyr i eller under kirkemurene, da kirkerne blev byggede. Kværndrup og Gislev kirker har kirkelam. Det sidste blev der nogen tale om, at man så en søndag i 1886 ved höjlys dag. Der kom nemlig et lille almindeligt lam ind på kirkegården, kort för gudstjenesten begyndte, og da det løb tæt forbi et hjørne af kirken, og man så nærmere efter, var det ingen steder at opdage. Ved Krarup kirke er en kirkeso, og ved én af kirkerne i Svendborg er der en kirkehest. Denne kan man høre på gaden om natten, den er nemlig nem at kjende fra andre heste, da den har en lös sko, som klaprer, når den går. Både höns og gjæs fortæller man også om, at de findes ved somme kirker.

Svendborg amt. P. Jensen, Kværndrup.


31. I DrigstrupHindsholm fortælles også om kirkelammet. Smedens pige drev en aften fårene hjem. Da de nåede porten, var der et lille lam, som skilte sig fra flokken og løb op mod kirken. Pigen løb efter det, men da hun så, at det løb ind ad kirkelågen, skjønnede hun, at det var kirkelammet, og gik tilbage.

Her berettes intet om, at pigen døde, så det må vel ikke være alle steder, at én skal dø, når den ser kirkelammet.

Fortalt af Knud Nielsen ved Fr. Melbye.


32. Her har været en stor herregård, der hed Brogården, og der er en gård, som hedder sådan endnu. Der hoppede et lam på tre ben, og de så også et føl med grøn hale.

Jens Hattemager, Hinnerup.


33. Når nogen skulde dø i Drammelstrup, kom liglammet der ned fra Favsing kirke og til stedet, hvor den døde skulde fra.

Peder Kristian Kristiansen, Karleby.


34. En gang min fader vilde gå i byen, kom han om ved en grumme stor ræv, der strøg ham på benene. Det var dog ingen rigtig ræv, og den vilde have ham til at følge med til Katsandet, det var en dam i byen, der kaldtes sådan. Så vilde ræven have skådt min fader der ned, men han bad om at blive fri. Da han gik hjem, kom der en stor so til ham; den var af størrelse som en hest. Han blev nu så ræd, te det var farligt, men da blev den så bitte, te den var ikke større end et liglam. Det vilde følge med ham op til kirkeporten, han boede lige over for kirkegården, og så blev det henne for ham dér.

Ane Margrete Jensdatter, Mejlby.


35. Den tid a tjente i Starup, sagde den gamle mand til mig: «Pas på, Vilhelm, du går ikke for meget på gaden og ikke kommer til æ hvide lam.» — «Å, det er ikke andet, end I vil ræde mig.» Men så en aften, mig og karlen i nabogården stod udenfor, da kommer lammet ud fra kirkesiden og hen forbi Thomas Skomagers hus og så imod os. «Hvad er det?» siger a. «Det er jo et svin.» — «Ja vist, a véd da, et svin er ikke så hvidt.» Da det kom forbi os, så a, det havde lang uld næsten som en gedebuk, og så skred det uden at flytte benene ned på nogle agre, vi kaldte Ruggård agre, og derefter ned ad Holkjær skov. Det var så tit, det skred om ved folk på gaden, men gjorde dem aldrig fortræd. En aften stod en lille pige i porten, og da det vilde ind der, lukkede hun lågen op, og så gik det der igjennem og ned ad deres toft. Men hun så ikke mere til det. Det har gået, så længe nogen kan huske. En smedesvend, der er her, han var en aften i Starup og holdt for længe sladder med pigerne, så mödte han det om natten klokken halvto ved Holkjærsgård og blev jo så ræd, te det var farligt.

Vilhelm Udsen, Ammitsbøl.


36. En aften gik en kone og hendes datter ud ad vejen med Søby til, for de boede der noget ude. Ret som de går forbi kirken op mod præstegården, hører de noget klampe så underlig, og det gik kun på tre ben, de sprang derfor over i Niels Jensens toft. Det kom forbi; de kigede over hegnet og så da, at det grangivelig lignede en broget kvie, de havde hjemme. De tog dog ikke fat på den, men skruppede hjem, og da stod deres kvie godt nok i sit hus. Konen har selv fortalt mig det, og hun mener, at det var kirkelammet, der gik i den skikkelse for at narre dem til at tage fat.

D. J.


37. I Stenbro moseHulbæk mark går to kirkelam. Når man går over korsvejen ved den vestre ende af mosen, kommer de, og mange har set dem.

J. Jensen, Mollerup.


38. I Sören Börresens drengetid så han om aftenen, hvorledes liglammet skåtede (ɔ: spögte) på det sted, hvor Handest kirke har stået, ti denne kirke var bygget på et lam.

H. A Bering.


39. Fra den gamle kirkegård i Assens løber der om natten et kirkelam; flere skal have set det, ja, en pige skal endog have mistet forstanden, da hun mödte det.

Kr. Eriksen.


40. I gamle dage gik der hver juleaften på Kværndrup gade en grøn dreng, og en tid efter at drengen havde gået der, kom kirkelammet på gaden. Alle folk måtte holde sig inde juleaften og ikke komme på gaden, for mödte de den grønne dreng eller kirkelammet, gik de fra forstanden. Alle porte og döre måtte lukkes godt i, ti kom enten den grønne dreng eller kirkelammet ind i husene, fulgte deraf store ulykker.

Lars Frederiksen.