Lindorme i bålet 2
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1893
6. Lindorme i bålet
85. Der var en kirke et sted, som de ikke kunde bruge, for den var så fuld af tusser og frøer og firben, te det var torskrækkeligt. Så kom der en Nordmand til byen og de er jo bekjendte for at være noget kloge. Så snakkede folkene med ham, om han kunde ikke rydde det af kirken, sådan at de kunde få den taget i brug igjen. Jo, det kunde han jo nok, men det var for resten en meget kostbar historie, og så fortalte han dem, at der var en lindorm under kirken, og den var det, alle de her dyr søgte efter, så når de skulde udryddes, skulde lindormen også, og det var ikke så let en sag. Der skulde sættes tre bål ild på uden for våbenhusdøren, det første skulde der være tyve læs tørv i, og tredive i det andet, og halvtreds i det tredje Da alt det brændsel var nu kiørt sammen, tænder han ild i alle tre bål, og de kommer rigtig til at blusse, det var jo ikke så små bål at ta på. Så havde han en fløjte, og med den går han ud uden for det norderste bål, så at alle tre bål var mellem ham og kirken. Nu tager han på i fløjten, og så kommer alle de her tusser og frøer og alt det skidteri kravlende ud, og det bliver i det første bål. Endelig så kom lindormen, for Nordmanden fløjtede jo stadig efter den. Den satte også gjennem det første bål, og det var som ingen ting. Så satte den også gjennem det andet, men det tødede den endda noget. Endelig kom den i det tredje, og der blev den. Siden den tid kunde de bruge deres kirke, da var der ingen ting utøj i den.
Anders Kirk, Rödding.
86. Der er en bakke ved Jebjærg, der kaldes Lindkjærsbakke, og der var mange slanger og orme derpå, der iblandt én, de kaldte lindormen. Den kunde de ikke få fordreven. Så hitter de på at sætte ild på bakken med både skov og lyng, og manden, der stak ild på, han red runden om og gjorde det. Men han måtte ride så forfærdelig, for ormen havde nær taget ham. Ilden fik dog så megen overhånd, at lindormen kunde ikke komme ud, og så omkommes den.
Hele den ejendom, som bakkerne ligger på, kaldes Lywsent, og selve den store bakke skal være den höjeste pynt her i Jylland næst efter Himmelbjærget.
Hans Krist. Pedersen, Haslum.
87. Ovre i Hov var der en karl, hans søster var bleven bidt af en hugorm. Så lovede han for, de skulde få andet at bestille, og han lavede da et bål i udkanten af skoven. Nu kom det jo an på, at der ingen lindorme var i nærheden. Hugormene kom også, de peb, og de hvæslede, men til sidst kom lindormen. Så var det første træ det bedste; han kom op i det i en fart, og nu hvælte han jo om redning, men der var ingen, der hverken vilde eller kunde redde ham. Lindormen snoede sig så op ad stammen og knuste karlen, så han drattede ned på stedet.
Dalbynedre.
88. En gang var der så mange snoge og hugorme på Falster, så de næsten ikke kunde opnære dem for dem. Men så kom der en mand her til landet, som kunde udrydde sådan noget, og han påtog sig også at skaffe dem af med det. Men først måtte de love ham, at der ingen lindorm var på landet. Så tændte han et stort bål et sted nede omkring ved Stubbekjøbing, og i det bål skulde alt krybet brændes. Da ilden nu brændte godt, så kom snogene og hugormene meget rigtig og gik i den, men der havde lige godt været en lindorm på landet, og langt om længe kom han brølende så forfærdelig, at de kunde høre det meget langt borte. Nu havde den kloge mand nok tvivlet på, at der var en lindorm, og derfor havde han ladet et stort kar bære ned, hvor han tændte ilden. Da han nu hørte, at lindormen kom, så krøb han ind under karret, der lå med åbningen nedad. Lindormen skulde nu brændes, men han havde magt til at tage manden med. Ham kunde han imidlertid ikke få, men han slog rumpen om karret og tog det med i ilden. Det måtte han nøjes med, så manden han blev reddet ilejn (alligevel). Men da lindormen var et stykke fra bålet, slog han så forfærdelig et slag med rumpen, at han slog den dal, der er ved Fribrødre, et lille stykke fra Stubbekjøbing.
H. P. Hansen.
89. På Bogø havde de en gang en forfærdelig hob snoge og hugorme og sådant noget kryb, men så var der en mand i Sortsø på Falster, der kunde udrydde sådant noget, og ham sendte Bogøerne bud til og bad ham, om han ikke vilde komme og befri dem for det. Han rejste til Bogø og blev enig med beboerne der ovre på den måde, at han vilde tage sig på at ødelægge alt dette hersens skidteri, når de vilde forsikre ham, at der ingen lindorm var på landet. Der var ingen, der vidste noget om det, men han havde alligevel en anelse om, at der var én, og så lod han lave tre kister af jærn, den ene inden i den anden og med et mellemrum imellem hver. Disse kister førte han ned til stranden lige over for Stubbekjøbing, og så tændte han et stort bål, hvori alle snoge og hugorme og det andet kryb skulde brændes. Da nu bålet brændte godt, kom også krybet og gik ind i ilden. Men nu kunde manden mærke på sig, at en lindorm var på vej til bålet. Han lagde sig i den inderste af kisterne og sagde til dem, som var hos ham, at de skulde lukke i for ham. Det gjorde de, og så skyndte de dem at komme til side, for de kunde nok vide, at der var noget galskab ved det. Så kom lindormen, og han gik tre gange rundt om ilden, inden han gik der ind i. Han skulde brændes, men han havde magt til at tage manden med sig. Det gjorde han også; han snoede sig rundt om kisten og gik så ind i ilden med hende. Men da han nu var kommen derind, så kom folkene fra Bogø og trak kisten ud med brandhager, og hvad de nu havde ved hånden, og så slæbte de hende ned ved stranden og lukkede op for manden. På den måde blev han reddet. Han fik sin betaling og rejste hjem til Sortsø. Da der nu var gået et årstid eller to, så fik han lyst til at se, om han havde fået alt krybet udryddet på Bogø, og så rejste han der over igjen. Han gik så ned ved stranden og vilde se pladsen, hvor han havde tændt det store bål, men der gik det ham galt . . . . Et ben i foden (se E. nr. 24) . . . . Men ellers havde han fået udryddet krybet så godt derovre, at der for et halvt hundrede år siden ingen snoge eller hugorme var på Bogø. Hvad de har nu, det véd jeg ikke. Der hvor lindormen han blev begravet, dér er nu en bro, som de går i land på, og den kaldes Lindebroen efter denne lindorm.
Hans Peder Hansen.
90. På en tid, da man på Bogø var slemt plaget af rotter, kom en fremmed mand dertil og tilbød sig for en vis betaling at ville fordrive dem fra øen, især hvis der ingen lindorme skulde opholde sig der. Det, mente man, var ikke tilfældet, og da man var bleven enig om betalingen, bestemte den fremmede en vis dag til at udføre sin gjerning. Der blev antændt et stort bål ved stranden, men forinden havde manden bestilt en båd med fire roerkarle til i påkommende tilfælde at være parat for ham. Rotterne måtte nu spasere ud på gaden og mødte skarevis ved bålet, spaserede selv ind i det og blev der opbrændte. Men lige med et begyndte det at knage og sprage i en gammel lind oppe på øen, og manden sagde straks, at nu var det nok ham, det gjaldt, hvorpå han i en fart sprang i båden, og ved de fire karles hjælp i huj og hast skød så langt ud fra landet, som de kunde nå. Lindormen lod sig også snart se og styrede ad bålet til, men da den så manden, foer den ud til strandkanten, vendte sig med bagdelen til vandet og slog med halen et så vældigt dask deri, at den havde nær nået båden, og i så fald havde det jo været ude med dem, der var på den, og den havde da taget manden og båret ham på bålet. Men da den nu kun strejfede båden lidt i den ene ende, måtte den selv spasere på bålet, hvor den blev opbrændt. På det sted, hvor den slog i strandkanten og ud i vandet med sin hale, blev et stort hul eller huk, som kaldes Lindebroen, på den nordre side af øen, hvor beboerne, der for størstedelen er søfolk, oplægger deres både ligesom i en lille havn. Men fra den tid skal der ingen rotter have været at se på Bogø. Året efter skal rottemanden igjen være kommen der til stedet for at efterse pladsen, hvor bålet stod, om han ikke skulde kunne finde et ben af lindormen, der var brugelig for ham til hans kunster, men han fandt ingen, der imod stak der et spidst ben, der lå skjult under asken, som var bleven tilbage af ormen, op gjennem hans tynde skosåler og op i foden, hvoraf han snart døde.
Fra Møen, på hvilket land ingen muldvarpe findes, skal disse være fordrevne på lignende måde.
Lærer Hansen.
91. Ovre i Jylland boede en mand, som kunde uddrive rotter og mus, og da Samsingerne var meget plagede af sådanne, blev der sendt bud over til ham, om han ikke vilde komme for at øve sin kunst. Det vilde han nok, men for at sikre sig mod en lindorm, hvis en sådan skulde findes herovre, forlangte han, at de skulde tænde og vedligeholde et stort bål, samt holde en kraftig hest opsadlet. Manden begyndte nu sin idræt; men så kom der en lindorm ovre fra Lindholm hen imod ham. Han steg da til hest, og da lindormen var tæt ved ham, red han igjennem ilden. Så snart ormen så dette, satte den bag efter. Det gjentog sig så tit, at ormen til sidst forbrændte sig og døde deraf. Året efter kom manden herover igjen, og han vilde da hen at se stedet, hvor han havde fældet lindormen; men i det han gik og sparkede til levningerne af den, fik han et ben i foden, og deraf døde han.
Det er en gammel tale, at den, der dræber en lindorm, må ikke komme tilbage til stedet, hvor drabet er udført, da dette vil koste ham livet.
Lærer N. P. Olsen, Selsinggårde.
92. I Sunds sogn var der i en höj en lindorm, som bed mange folk ihjel. En gang kom der så en fremmed ridder og sagde, at han kunde dræbe lindormen, når han kunde få så mange tørv, han vilde have. Tørv fik han i en svære mængde og stablede dem op i tre dynger, den ene større end den anden. Dem tændte han nu ild i og red derpå hen og tirrede lindormen, så han fik den efter sig. Han red først gjennem ilden af den mindste tørvestak, så den mellemste og til sidst gjennem den største. Lindormen fulgte ham gjennem dem alle, men blev i den sidste. Han red bort og ingen vidste, hvor han blev af, før tre år efter, da han kom tilbage igjen for at se, hvad der var bleven af lindormen. Der var ikke noget af den at se uden et hvidt og spidst ben, som stak op gjennem asken, det kom han til at stikke sin ene fod på og døde så.
N. Knudsen, Tvis, v. Kr. Östergård, Amerika.
93. Henne i Herringe sogn blev beboerne en gang enige om at ville søge at få udryddet alt det kryb, der var i sognet (ɔ: rotter, mus, hugorme, snoge o. s. v.), og da der til den tid var en klog mand i sognet, henvendte de dem til ham. Han var også villig til at besørge det væk, men han stillede flere betingelser. Således forlangte han først, at beboerne skulde betale ham en sum penge for ulejligheden, og så skulde de indestå ham for, at der ingen lindorme fandtes i sognet. Dernæst skulde der rejses et bål i Herringe by, på den grønne plet om efter smedjen og kirken, til at brænde alt krybet på, og endelig skulde de skaffe en stærk tønde til veje, så stor, at han kunde sidde i den og ved hjælp af den blive rullet igjennem ilden uden at komme til skade. Da alt dette var bragt i orden, tændtes bålet, og den kloge mand krøb ind i tønden og begyndte sine kunster. Der kom nu også snart en hel del mindre dyr, som klagende og jamrende mødte frem til bålet og måtte derind i, hvor de straks blev brændte. (Den kloge mand måtte vist nok selv igjennem ilden, da de fulgte efter ham.) Men til alles forskrækkelse brød der nu en lindorm op af jorden under de to store lindetræer, som stod der på pladsen, og den kom med sådan kraft, at den nær havde kastet begge de store træer omkuld. Alle mand væbnede sig nu det snareste og bedste de kunde med grebe, forke, leer o. s. v., og da lindormen nu brølende gik løs på den kloge mand i tønden, måtte de rulle ham ind i ilden, hvor lindormen fulgte efter ham, men da den bedre end de små dyr kunde tåle ilden, måtte de blive ved at rulle tønden frem og tilbage, så at han ikke nåede den kloge mand, og hver gang lindormen viste sig i bålets udkanter, stak og stødte de den med deres forskjellige redskaber for bedre at holde den i ilden. Endelig kunde den ikke længere blive ved at forfølge manden, men blev brændt i ilden. Det var også på höje tid, for der var lige ved at gå ild i tønden, og så havde det været ude med den kloge mand, ti uden for bålet vilde han være bleven dræbt af lindormen.
De to store linde kunde meddelerens forældre huske havde stået på den beskrevne plads. Et andet sagn om nedmaning knytter sig til den samme plads i Herringe.
P. Jensen, Kværndrup.
94. Ved indkjørselen til Herringe præstegård står nogle lindetræer, hvortil knytter sig følgende sagn. En gang var man der i sognet særdeles plaget med rotter, de fandtes i sådant tal, at de var ved at øde alt både på mark og i huse, og det var umuligt ved de sædvanlige midler at få bugt med dem. Da kom der en dag en mand til bys, som fortalte, at han var i stand til at dræbe alle rotterne. Man bad ham nu mindelig om at øve sin kunst, men han sagde først ja, da de lovede ham med hånd og mund at dræbe alle lindorme i sognet; så længe disse levede, var det nemlig efter mandens sigende livsfarligt for ham at give sig i kast med rotterne. Nu gik da sognemændene omkring og slog alle lindorme ihjel, hvorpå de samledes forved kirken på det såkaldte plantebed, hvor de på den fremmedes bud tændte et stort bål. Da det var sket, tog han en klokke op af lommen og begyndte at ringe, og snart så man rotterne, skjøndt modstræbende, komme løbende omkring fra hele sognet op til plantebedet og ind i ilden, hvor de snart fandt deres død. Næppe var imidlertid den sidste rotte brændt, før der ud fra et af lindetræerne ved præstegården kom en lindorm, som altså måtte have undgået efterstræbelsen. Den gik nu løs på rotteøderen og dræbte ham. Han fik kun tid til at udtale til sognemændene, at fordi de ej bedre havde passet på, skulde mændene i sognets to byer, Herringe og Rudme, nu stedse ligge i strid med hverandre.
J. Martin Pedersen, Rudme.
95. Lidt uden for Lyndelse ligger en mose, som kaldes Sortelling, nu er der en del huse og teglværker der ude, og noget af jorden er allerede pløjeland. Men i gamle dage var det anderledes, da var der en stor skov, hvori der levede en hoben orme og alle slags giftigt kryb, som gik og fortærede kvæget på markerne om natten. Til sidst blev det så grovt, at ingen kunde være i nærheden. Så lejede de en mand til at brænde skoven af, og han stak ild på alle sider, for at ingen af dyrene skulde komme ud, men for at vide sig sikker krøb han ind i en tønde, som han havde taget med til det brug. Det begyndte så at brænde, og utøjet vrimlede mod kanten og vilde ud, men det kunde ikke komme over ilden, kun en stor lindorm, der slog så meget rasende med sin hale, nåede tønden, hvori manden lå, og trillede den i ilden, så han brændte med. På stedet blev en stor sø, men i slutningen af forrige eller i begyndelsen af dette århundrede blev vandet gravet ud, og der blev en tørvemose, hvori man ser tydelige spor af det svedne træ, og der er så mange huggenaker, snoge og firben endnu, at man sjælden ser mage.
Nogle siger, at der en gang har ligget et stort slot, eller sådan noget dér, men véd ellers intet derom.
D. J.
96. Der var en gang en mand i Ods herred, som tilbød at udrydde alle de hugorme, snoge og lignende dyr, der fandtes på halvøen, når blot man vilde borge for, at ingen lindorme fandtes der imellem. Dette blev forsikret ham, og han antændte da en stor ild på en höj i nærheden af Tolsager by i Asnæs sogn. Nu kom der en mængde hugorme og lignende dyr strømmende til fra alle sider, og de løb alle ind i ilden. Men til allersidst kom også en lindorm, og så snart manden fik øje på denne, styrtede han sig ind i ilden, da lindormen ellers havde ædt ham. Siden den tid har ingen set hugorme, snoge eller snærrelser i Ods herred.
B. Petersen, Fårbæk.
97. I den nordlige del af Ikast sogn findes en stor hede, som i daglig tale kaldes Nörreheden. Den var en gang så fuld af hugorme, at ingen mennesker kunde færdes der. Folkene, som ejede heden, var kjede af dette, der er nemlig mange, som har lodder der, særlig af beboerne i Tulstrup by, og skal have lyng og tørv derfra. De henvendte sig da til en klog mand, og han lovede at rydde hugormene væk, når de vilde love ham, at der ingen lindorme var. Det lovede de. Han plantede nu et træ, som hurtig voksede op og blev stort; så gravede han en ualmindelig stor grøft, som han fyldte med lyng og tørv og stak ild deri, derpå gik han op i træet og sagde nogle ord, hvad det var, er der ingen, der véd, og straks kom alle hugormene fra hele heden og foer ned i grøften; men i det samme revnede bakken, som er ved den sydlige side af heden, og en forfærdelig stor lindorm kom væltende ud derfra; den havde halen i munden og kom rullende i en krølle imod træet, hvor den kloge mand sad. Ved det første og andet tilløb blev træet stående urokkeligt, men tredje gang, lindormen med stor kraft rullede mod træet, faldt det, og den kloge mand måtte lade sit liv.
Jens A. Favrholdt.
98. I Tårup kjær, Vejlby, var en snogbo, og snogene blev så movsne, at hjorderne ej en gang kunde gå ved kreaturerne for dem. Så kom der én, som var så klog, og han skulde sætte dem væk. Der blev kjørt tre favne træ ud på en banke i kjæret og gjort ild på det. Så stilte han et stort jærnbånd an inde i ilden, og der skulde de gå på og brænde. Nu blev snogene ved at komme, og han gjente på. Endelig kom snogenes konge eller lindormen. Manden kunde nok høre, at det blev galt, og så kom han op på en hest og red, alt hvad han kunde. Lindormen satte efter ham, men han blev lige godt frelst, for han satte efter havet, og kom ud med en båd.
Peder Kristian Kristiansen, Karleby.
99. Der var et sted, hvor der var så mange orme, og så tog én sig på at kvæle dem, hvis de vilde forsikre ham, at der var ingen lindorme. Han gjorde nu ild på, men udenom slog han en kreds, og alle de orme, der kom inden for den kreds, skulde i bålet, men selv red han udenfor kredsen og gjennede de andre småorme i. Så gav det et vældigt brøl, og nu kom lindormen. Manden måtte smide sig på en hest og ride, alt hvad han kunde. Han vidste, at når han kom over Egå bro, kunde han stå sig. Han kom også lige over broen, og hvis ikke, havde den taget ham og slæbt ham ind i branden. Nu brændte den selv i steden for. De orme kunde bide i halen og løbe som et hjul.
Peder Thomsen, Hvilsager.
100. De var så plagede af hugorme og firben og sådant kram på Lundø. Så kom der én, der vilde tage sig på at skaffe folkene af med det på den betingelse, at der var ingen lindorme i den omliggende egn. Han samlede et stort bål og tændte det an, og så kaldte han utøjet sammen og vilde drive det deri. Men så var lindormen ikke længere henne, end at den kom og splittede ham ad. Han nåede endda at komme op i et træ, men kunde alligevel ikke redde sig.
Ane Kirstine Refsgård. Rødding.
101. Omkring Høstrup siges i gammel tid at have været mange orme, som gjorde stor skade både på kvæget og på kornet udi marken, hvorfor bymændene opsøgte en mand, som lovede at ville fly dem af med samme orme, om de vilde love hannem, at der ikke var lindorme der omkring. Og der de nægtede lindorme der at være, optændte han en stor ild på marken, og der komme hastelig adskillig slags orme, som løbe udi ilden og døde. Men på det sidste fornam manden en lindorm komme og sagde til bymændene: «Nu haver I forråd mig, I mænd, fordi I haver dette gjort, da skulde I og eders efterkommere sjælden holde nogen gildeslav, at I jo skulle kives og trættes med hverandre.» Og der lindormen kom til manden, førte han hannem med sig på ilden, og der døde tilsammen.
Christen Lauritzon. Høstrup. Præsteberetning til Ole Worm.
102. Der har været lindorme i nogle bjærge her ovre i Fjends herred, der kaldes Lindbjærgene. Folk var så ilde plaget af dem og kunde ikke være for dem. Så kommer der en ståkelsmand, og han sagde, at han kunde skaffe dem af med dem, når de kunde sige, hvor mange der var. De siger, at der var ni. Så satte han et stort bål ild på, og så kom de der én efter en anden og gik i ilden. Men der var én for mange, og da den også kom, måtte ståkelsmanden selv til at springe i ilden, og den gik bag efter ham der ind. Sådan blev de af med det hele. De bjærge er i Kloster sogn, tror a, og går ned til fjorden.
Jens Begs enke, Sundstrup.
103. Nede ved Vorde er en stor höj, de kalder Ormshöj. Det år vi gik til præst, da skulde vi konfirmanter al tid op på den og så rende ekap ned ad den, og så sagde vi al tid til hinanden, te vormene kom efter os. Så vilde a have at vide, hvordan det havde sig, at den kaldtes Ormhöj, det spurgte a om, der som a tjente. De svarte, at i gamle dage var der så mange orme der omkring og sådan nød med dem, for folkene kunde ikke nære dem for dem. Så var der en karl, der lovede at skaffe dem af vejen, når de vilde love ham til visse, at der var ingen lindorm i nærheden. Nej, dem havde de aldrig set, de troede da ikke, den var der. Så gjorde han et stort bål ild på der ude på marken uden for byen, og så havde han en bitte pibe og peb i. Nu begyndte de at komme fra den bitte ende af lige så stærk, som de kunde, og sprang ind i ilden. De blev ved at komme, men ligesom han står allerbedst, så ser han lindormen komme ovre i Lynderup, og den slår krølle opå sin hale over fjorden. Da karlen ser det, springer han i ilden, for nu vidste han, han skulde af med livet alligevel, og ormen sætter bag efter. Der blev en höj så forfærdelig og så stor der af ene ormeaske, den er lige så stor, som en hel gård, og det er den, der kaldes Ormhöj, den er lige sønden og vesten for Vorde.
Petrine Kristiansen, Mollerup.
104. Der var et sted, hvor der var så meget utøj, orme og skidt, de gjærne vilde have fordrevet. Så kommer der én, der vilde fordrive det . . . . Ormene kom også, men så kunde han høre lindormen suse. Så siger han: Nu havde de narret ham godt, nu var der ingen redning for ham, hvis han ikke kunde komme i kirken. Han løb nok efter at nå kirken, men lindormen nåede ham alligevel og tog ham og rendte ind i ilden med ham.
Jens Doktors enke, Ørum.
105. Beboerne på Fur var svært plagede af en uhyre mængde rotter og mus, uden at det var dem mulig på nogen måde at blive denne plage kvit. Endelig kom en gang en klog mand til øen, som tilbød sig for en betydelig betaling at fordrive dette utøj. Dog betingede han sig tillige, at beboerne skulde lade gjøre en svær jærnkiste, hvori han kunde skjule sig, når han havde fordrevet rotterne og musene, da ellers den lindorm, på hvis hoved Fur hviler, vilde komme og slå ham ihjel. Da kisten var færdig, samlede han med en pibe virkelig alle Furlands rotter og mus og fordrev dem fra øen, men de var aldrig så snart borte, førend den gruelige lindorm viste sig. Manden krøb nu hurtig i jærnkisten, men den var ikke stærk nok, ti med et slag af sin store hale, knuste den både kisten og manden, som lå deri. Furboerne havde stor fordel af denne begivenhed, ti de blev ikke alene en stor plage kvit, men slap også for betalingen, da manden på denne sørgelige måde mistede livet.
R. H. K.
106. Den gang Furland var så besat med rotter, kom der én, der skulde vise dem deraf, og han var en Nordmand. Men så skulde de love ham, te lindormen var ikke på deres land. Den var rotternes prokurator, og de stod jo imod hinanden: Nordmanden og lindormen. Så kaldte han også rotterne sammen, den her svend, og de kom i hjordetal, te der var sådan hylen og skrigen på landet af dem, den gang de skulde af sted, og den sidste det var en gammel én, for den var kridhvid. Så var der fire kraftige karle bestilt til at ro for ved dem til Rotteholmen og vise dem vej, men de skulde ro godt, for hvis rotterne kunde komme på båden, så kunde den ikke bære dem. Lindormen var der lige vel, og den tog livet af Nordmanden.
Peder Jensen Smed, Strandby.
107. Rotteholm er så fuld af rottehuller, at man næsten ikke kan gå der. I gamle dage har der været rotter her i Junget, men de blev af en troldkvinde forjagede til Rotteholmen. Når der et sted var bryllup og blev musik, kunde man se dem i store flokke rømme bort fra gården. Det er bevis på, hvor mange rotter der har været her. Så var der i lange tider ingen rotter her, og i min ungdom kjendte vi slet ikke rotter, men nu er de ved at komme igjen.
Fru Brask, Junget.
