Lovstridigt hedenskab i Norden

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Oskar Thyregod (1875-1944)
Dania
tidsskrift for dansk sprog og litteratur
samt folkeminder III


Lovstridigt hedenskab i Norden
Uddrag af gamle love


Af Oskar Thyregod

København, 1895-96


Der er hærhjemme i den senere tid vakt en levende interesse for alt, hvad der rører sig hos folket; man har med iver samlet alt, hvad folk tænker og føler; man har ophobet en mængde råstof, der nu venter på sammenarbejdelse; men man har — og det må gentas atter og atter — gjort dette på en langtfra tidssvarende måde: Vi har bindstærke æventyrsamlinger; men i dem er optrykt gang efter gang det samme æventyr omigen og omigen, når der blot har været den mindste skygge af forskel i redaktionen — en forskel, der dog uden at vække anstød kunde angis på, lad os sige højt regnet ti linjer — og det endog, når æventyret, der blev optegnet, viser sig at være gengivelse af et grimmsk æventyr. — Vi har samlinger af folketro og skik; men ligeledes dær møder os samme mærkværdige fylde. Tar vi således et bind af Skattegraveren , kan vi støde på en eller anden folketro: den findes, meddeles der, i den nordlige del af Fyn; en halv snes sider længere fremme er en indsænder så elskværdig at betro os, at han ved for ganske vist, at den i det mindste i hans barndom fandtes i hans fødeegn; men han er tillige så venlig at overlade til læserens fri fantasi at udfinde 'hvor og når' skikken altså 'i det mindste' fandtes; en snes sider længere fremme kan man muligvis atter finde skikken omtalt; men meddelelsen kan da godt være hel anonym, så vi er da ommulig endnu mer uhældig stillede end før; dog på lignende måde kan skikken gå igen flere bind igennem. Imidlertid disse sider skal ikke helliges en kritik af 'Skattegraveren — dens rolle er jo forlængst udspillet —, til at begynde med skulde de blot repræsentere én røst mod den ukritiske råstofsamlen og så tillige mod en ensidig forkærlighed i vor folklore for det levende. Man optegner hvad folk tror og under hvilke skikke deres liv former sig eller formede sig i de sidst svundne årtier; men hvordan troen og skikken så ud for henved 200 år siden, det er der kun et mindretal der oplyser om eller i det hele skænker en tanke. Mens man i Tyskland[1], Frankrig og England og flere lande ihærdigt har gennemgået alle de kilder, man blot på det løseste skøn antog kunde indeholde folkeminder fra den ældre tid, både love, monita, poenitentialer, helgenlevneder og alt, hvad der ellers nævnes kan, er der hærhjemme næsten intet forsøgt i den retning. Dærfor vil nu begyndelsen blive gjort ved meddelelse af en del råstof, hentet fra vore nordiske love fra middelalderen; senere vil muligvis engang andre uddrag følge — de svenske love er jo således helt ladt ude af betragtning — mulig vil også en senere tids retslige bestemmelser blive gjort til genstand for undersøgelse hær i Dania; dog, det er endnu kun muligvis, foreløbig vil kun de ældre loves folklore blive fremdragne.


År 1000 blev kristendommen lovtaget (ɔ: fastslået ved lov) på Altinget på Island, det vil sige, da blev den dær sat i höjsædet som dronning og betjent af det gamle hedenskab som tærne; og alle de fine og lækre retter, hedenskabet tidligere satte frem for sine bekendere, sætter tærnen nu frem for sin herskerinde, den höje dronning. Hun smager lidt på alle retter; enkelte lar hun så atter sætte frem for sine bekendere, andre lar hun anrette lidt anderledes; men mange lar den kræsne dronning falde til jorden; — og hær skal så dronningen føres frem, og selv udtale sin dom over de retter, der kasseredes.


Island blev nævnt; lad os da dvæle et öjeblik dær og se, hvordan de gamle trosformer stemples efter et hundred års forløb. I den gamle kristenret fra 1123 findes et kapitel der netop handler derom[2] og omtrent lyder: Folk skal tro på gud alene og ikke blote til (ære) hedenske vætter. Da ærer man hedenske vætter, når man signer sit gods til nogen anden end gud og hans hellige mænd. Når nogen ærer hedenske vætter blir det fjörbaugs garð[3]. Når nogen gir sig af med galdr eller hexeri, og han gir sig af med galdr og hexeri, dersom han synger den eller lar den synge for sig eller sit gods, da blir det ham fjörbaugs garð, og man skal stævne ham hjemmefra og sagsøge ham med tolvskendelse. Dersom en mand omgås med fordœða skap, da blir det skovgang; det er fordœða skap, dersom en mand med sine ord eller med trolddom påfører kvæg eller mennesker sot eller død; det skal man sagsøge med tolvskendelse. Mænd skal ikke gi sig af med sten eller trylle dem for at binde dem som amuletter på folk eller folks kvæg; hvis nogen tror på sten til sin eller sit kvægs helbredelse, da blir det fjörbaugs garð. En mand skal ikke eje oborit[4] kvæg; hvis nogen har ufødt kvæg og lar det gå umærket, fordi han bedre tror på det end på andet kvæg, eller hvis nogen (i det hele) foretar sig nogetsomhelst trolddomsagtigt, da blir det fjörbaugs garð. Hvis en mand får berserkergang, da blir det fjörbaugs garð og ligeledes for dem, der var ved og ikke hindrede ham deri; men (fredløshed) blir det for ingen af dem, hvis de opnåede at hindre ham. Hvis det sker engang til, da blir det fjörbaugs garð, selv om han hindredes.' — Således lyder dette kapitel, der indeholder forkastelsesdom over rester af hedenskab. Der er dog ingen grund til at dvæle længere ved de islandske former, her skal så meddeles nogle ældre norske og yngre danske. Forinden skal jeg kun betone, at det, der fremdrages i det følgende, kun er fremdraget, når jeg har turdet anta det for virkelig autoktont, og, at der ikke findes randtilföjelser, må altså opfattes som udtryk for, at kilderne ikke — hvad man jo måtte være meget tilböjelig til at anta — er øst af andre landes bestemmelser[5]; en påvisning dæraf har jeg troet ikke vil interessere; den vil kun være at vedføje til betryggelse i de vanskeligere tilfælde.


I Norge har vi vel ikke som på Island magtsprog for hedenskabets afskaffelse; dog skete også dær som i de fleste andre lande forandringen fra oven; men netop dærfor er det jo, at hedenskabet i folkets liv ulmer og dølger sig under de forskelligste former, og de former fremtræder netop tydeligt i det 13. århundredes love. I den ældre Gulatings lov findes et par almindelige bestemmelser[6] der lyder omtrent: »Det er nu dærnæst, at vi ikke skulle agte på galdr eller trolddom; men den, der blir bekendt for og overbevist om, at han spår eller gir sig af dermed, han er fred- og retløs og (ligeledes) hver øre af hans formue, halvt til kongen, halvt til bispen. Men den, der tror derpå og overbevises derom, han skal bøde 40 mark, halvt til kongen, halvt til bispen. Men den, der farer med galdr og trolddom, og blir bekendt derfor og overbevist derom, skal drage af vor konges landsdele; sligt må folk ikke agte på; men hvis de agter derpå, da har de forspildt hver øre af deres formue. — Også er os påbudt, at vi ikke skulle ære hedenske afguder, høje eller offerstæder; når nogen blir bekendt derfor eller overbevist derom, da har han forspildt hver øre af sin formue. Han skal skrifte og bøde til Christus, vil han ikke det, skal han drage af kongens lande«.


I de andre norske love findes spesifikation på disse trolddomskunster. I Borgatings kristenret[7] hedder det: »Det er ubodelig brøde at sidde ude[8], det er ubodelig brøde at göre finnefarter, fare [til Finmarken og] få spådom at vide[9]. Når en kvinde bider en finger eller to af sit barn, for (selv) at leve længe, skal hun bøde 3 mark; men hvis en kvinde eller mand opføder et barn hedensk for at leve længe, bøde (hun eller han) 3 mark derfor[10]. Det er den værste hex, som forgör ko, kalv, kvinde eller barn. Og når troldskab blir fundet i folks senge eller sengetöj: hår eller frøfödder, menneskenegle eller den slags ting, der synes skikkede til trolddom, da kan man med lige ret gi tre kvinder, for hvem sandsynlighed synes at være, skylden; de må da træde jærn. Blir en ved jærnet kendt uskyldig, da er hun uskyldig i sagen; blir hun kendt skyldig ved jærnet, da er hun (dærmed) overbevist om sagen, og har forspildt gods og fred, og femten nætter fra jærnet kan den, der finder hende, slå og dræbe hende[11]. Hvis en kvinde blir trylska kend i en egn, skal hun ha sex kvinder til vidne på, at hun ikke er nogen hex (er trylsk) [12], da er hun uskyldig i sagen; men hvis hun ikke kan det, drage hun bort af herredet med sin ejendom; thi ikke forvolder hun det selv, at hun er hex. På gud skal man tro, men ikke på besværgelser eller blotninger; men når en mand overbevises om, at han foretar de ofringer, der er forbudt, da er han 3 mark skyldig«. Endelig skal så afsluttes for Norges vedkommende med at anføre et par interessante stæder af Eidsivatings kristenret[13]: »Bispens ármaðr[14] må ikke beskylde nogen for trolddom hverken mand eller kvinde, undtagen det er et rygte i herredet og tre eller flere bønder siger det og bære vidne om, at det er et bygderygte . . . .« Som kommentar dærtil kan så anføres dens bestemmelser om trolddom[15]. »Ingen må tro på finner eller trolddomskyndige eller på trolddomsmidler eller på noget, der göres til genstand for afgudsdyrkelse, enten rødder eller hvad der hører til hedensk sæd, ejheller søge helbredelse derved. Men hvis en mand drager til finnerne, og blir bekendt derfor og overbevist derom, da er han fredløs og kan ikke bøde for sin skyld (er úbotamaðr), og han har forspildt alt sit gods, der så skal deles i tre dele, og kongen skal ha den ene, bispen den anden og bønderne den tredje del. Men den, der blir anklaget og nægter det, han skal rense sig med ed af sex mænd, der er født i herredet, hvor han bor, og får han ikke vidner, da skal han stædes til jærnbyrd; men hvis han fældes ved jærnbyrden, da er han fredløs og kan ikke bøde sin skyld, som før var bestemt. Enhver kvinde, der omgås med trolddom og foregir at kunne helbrede folk, skal, hvis hun er overbevist derom, bøde 3 mark, hvis hun har råd () dertil; men hvis hun ikke har råd dertil, da tage hende hver, der vil, og benytte hende i sin tjeneste; men vil ingen benytte hendes tjeneste, da er hun fredløs. Hvis hun benægter det, skal hun præstere tremandsed; men hvis eden fælder, da fælder den hende til 3 mark, 6 alen på øren«.[16]. Næste kapitel[17] handler om mareridt og lyder: »Når det blir bekendt om en kvinde, at hun rider en mand eller hans tyende, da er hun, hvis hun blir overbevist derom, 3 mark skyldig; hvis hun benægter det, skal hun præstere sexmandsed; men hvis eden fælder, fælder den hende til 3 mark, 6 alen på øren; men hvis hun ikke har råd dertil da er hun fredløs«. Så skal af samme lov blot anføres et stæd[18], der udtaler sig om det skæreste hedenskab, det lyder omtrent: »Ingen mand skal i sit hus ha stave[19] eller altre, trolddomsmidler eller noget, der er genstand for afgudsdyrkelse, eller noget, der hører til hedensk sæd; men hvis nogen har det, og han blir bekendt derfor og overbevist derom, da er han fred- og retløs tilligemed hver øre af hans formue. Hvis en genstand for afgudsdyrkelse er fundet i et ulåset hus: madafgud eller læderafgud, gjort i mandsskikkelse af læder eller dej, da skal han (ejeren af huset) løse sig derfor med tremandsed, men være skyldig 3 mark hvis eden går ham imod. Men er det fundet under lås i kar eller skrin, kasse eller kiste, da er den fredløs, som varetar nøglen og har adgang dertil. Men hvis det er i en mands forrådskammer og der er luftåbning derpå, og det ligger (oven) på stargræs eller strå, da kaldes det stungafoli[20], da må bonden løse sig derfra med tremandsed, men betale 3 mark, hvis eden går ham imod; men hvis det findes under græsset eller strået, og ingen kunde (komme til at) lægge det derunder da er han, som nøglen varetar, fredløs tilligemed alt hans gods«. Således er de vigtigste lovbestemmelser i Norge; de udviser billed af meget broget kristendom, og det vil ses, at mange af de anførte forbuds indhold godt kan findes den dag i dag — noget, som imidlertid ikke for öjeblikket er at undersøge.


Ser vi så hen til Danmark, må vi jo ligeledes dær vente at finde en mængde udløbere af den gamle hedenske tro; men det viser sig imidlertid, at vi i vore love har langt færre kilder til forståelse af folketroens udvikling. Det ældste aktstykke mod hedensk tro findes i Knud den stores love, der vel sagtens gælder både for England og Danmark, det lyder omtrent[21]: »Vi forbyder al hedenskab, og hedenskab er det, at man dyrker afguder, for exempel hedenske guder, sol eller måne, ild eller vand (flumen), kilder eller klipper eller træ af nogensomhelst slags; ligeledes hvis man foretar giftblanderi, løndrab eller hengir sig til blotning eller nogen misbrug af lignende slags«. Dette er vist den eneste kristne bestemmelse fra den ældre tid; den dærpå følgende tid har ligeledes kun sparsomme antydninger. Vore almindelige landskabslove har kun én iøvrig ubetydelig bestemmelse (Jyske lov III, 69), der tar hensyn til folketroen; og dær møder os desuden en vanskelighed, idet denne bestemmelse først findes i redaktionerne fra 1590 og 1593, men dærimod ikke i den bevislig ældste redaktion (Gl. kgl. saml. 3138 4to), hvor den kun findes i registret; dog blir sagen i sig selv ikke så vanskelig at råde, da bestemmelsen dog i hvert fald fandtes i en forordning af 1284[22]. — Oversat efter redaktionen fra 1590 vil bestemmelsen omtrent lyde: Om en mand beskylder en anden for at ha forgjort ham med trolddom, og vedgår han det ej, som er sigtet derfor, mens den, der sigter ham, alligevel »giæder oc tilmoder hannem det paa Haande, da værge sig den der sigtedes med nævn både for den, der sigtede, og for bispen«[23]; så man ser bestemmelsen er meget mild; — den indeholder jo ikke en gang noget om, hvad der skal ske, hvis eden fælder. Vore gamle kirkelove er ligeledes meget milde, og desværre kortfattede. Absalons sjællandske kirkelov[24] har lige en bestemmelse om at samme bevisførelse, som kommer til anvendelse ved drab, skal anvendes overfor »troldom ællær um forgærninge«[25] og skånske kirkelov har ligeledes en tilsvarende bestemmelse »fore troldom ellir fordæthæ«[26]. Men foruden disse oplysninger indeholder vor ældre lovliteratur intet til oplysning om, hvad folk troede, skönt vi dog andre stæder fra ved, at der var meget at påtale og gribe ind mod; nogle af vore folkeviser indeholder jo en mængde hedenskab, og for exempel den gammeldanske lægebog (AM. 187. 8vo) kender jo ikke blot besværgelser, men vejleder endog i mange overtroiske klogkoneråd, f. e. brug af dyrehjerter o. m. m.


Med det anførte ophører altså vore love at gi oplysninger til folkets tro; men med vore love er ikke vore retslige kilder fuldstændig udtømt; foruden sine love har nemlig kirken sine vedtægter, der kommer til anvendelse overfor de angergivne syndere; det er disse vedtægter der tid efter anden optegnes i poenitentialer eller udstødes i monita for så senere mulig at gå ind i et helt ordnet lovkodex.


Denne spesielle kirkelige lovvedtægt vil nu blive undersøgt og fremlagt for Danmarks vedkommende. — Det der i denne slags kilder særlig tas sigte på i udlandet er uomstridt usædeligheden; jeg tror ikke man tar meget fejl ved at sige, at en fjerdedel af f. e. de tyske monita og poenitentialers indhold går i den retning. I Danmark er dette ikke tilfældet i så høj grad; men man kan ikke undlade at bemærke, at jo længere vi kommer op i tiden, jo mer fremtrædende blir omtalen af usædeligheden i de forskellige kirkelige kilder[27]. — Den næststørste rolle i den tyske kirkelige retsliteratur spiller måske nok overtroen, men — desværre for folkemindesamlere — er der heller ikke på dette punkt samme forhold i den danske. Det, der hos os indtar første plads, er nemlig en mængde bestemmelser, der svarer til hovedbestanddelen af de verdslige love, altså de almindelige synder betragtede fra kirkeligt standpunkt. Dog, i den grad udelukket af de spesiel kirkelige vedtægter, som tilfældet er med lovene, er overtroen ikke, den omtales i ny og næ; men en så imponerende mængde bestemmelser, som Tyskland kan opvise, kan vor literatur aldrig rose sig af. — Endnu skal blot tilføjes, at når et aktstykke angir årstal for sin tilblivelse, da er dette jo meget relativt; thi det betegner i virkeligheden blot at alle de samlede bestemmelser, der forøvrigt godt hver for sig kan ha været vedtægt et helt århundred igennem, i det år blev antagne under ét som kirkelov for at skaffe ensartethed til veje. — Når det således i nogle decreta fra 1443[28] hedder, at bl. a. lodkasteren, hedningen og sakramentemisbrugeren skal ha deres sag dömt af bispen, forstår man altså, at meningen ikke er, at først efter 1443 dömte bispen sådanne sager, det har været skik i lang tid.


I de kilder[29] hvoraf altså noget skal fremdrages, lærer vi meget at kende, som er yderst interessant. Vi ser hele den katolske tids disciplin overfor sine bekendere, og den viser sig snart hård snart mild, forkastende eller antagende. Mange gamle skikke eller meninger møder os dær og har da fået påtrykt sit stempel, mens på den anden side meget nyt og ukendt hentes ind fra de sydlige lande. — — — Man tror, ser vi 1497[30], at »mange af de døde er i den evige hærlighed« fordi de hvile på de dødes hvilested nær ved kirken, og tillige ser vi, hvorledes kirken »byder og befaler«[31] at ingen må begraves dær under de tilhørende ceremonier uden bispens eller hans medhjælpers tilladelse. Begyndelsen til den senere brugte tillysning fra prædikestolen af ægteskabet møder os hær[32], og endelig kan så nævnes omtalen af den meget gamle skik at præsten skal »indføre kirkegangskonen« — ja, vi får endog at vide, at hvis han ikke vil foreta indledningen for den engang fastsalte betaling, skal han bøde sine tre mark[33], og vi høre endog om undtagelsestilfælde: »En kvinde, hvis barn ikke var blevet døbt, skal indledes med utændt lys foran sig. Ligeledes skal en kvinde, der er død forinden sin renselse[34], indbæres på sin båre med utændt lys foran sig«. — — Men så ved siden hæraf findes tillige endel udtalelser om, hvad der stemples som overtro; i de samme statutter, hvor der omtales tro på den indviede jord, findes netop et par ganske interessante statutter: »Vi forbyde under straf af exkommunikation, at det udtales, at der hær i stiftet sker mirakler, enten i al almindelighed eller med navns nævnelse, undtagen de er undersøgte og billigede ved apostolisk eller ordineret[35] myndighed« . . . . »Vi forbyde under straf af exkommunikation at der foretas lodkastninger, varseltydninger, besværgelser, eller at der skænkes sligt nogen tiltro«. Og i de tidligere anførte statutter af 1443 hedder det[36]: »Ligeledes må døbefonten holdes lukket under nadveren på grund af lodkastninger«; men hvorledes disse lodkastninger foretoges, meddeles der intet om — jeg ved ikke, om det nu er til at opspore. Lidt rigeligere oplysninger få vi i Lundebispen Birgers statuta synodalia[37], det pålægges dær, uvist af hvad grund: ligeledes, at enhver præst skal have vinen . . . . bevaret i et rent og sømmeligt kar, men ikke i horn eller den slags«[38], og sammesteds hedder det: »Ligeledes, at sognepræsterne under embedsfortabelse skal ha herrens legeme og den hellige olie under tilbørlig lukke på grund af lodkastning og andre truende farer«, hvor det heller ikke er så nemt at forklare sig meningen: spådom af sakramentet[39]. Desuden findes der to monita endnu, der har interesse hær, det ene lyder: »Ligeledes forbyde vi, at nogen præst eller klerk indlader sig i nogen lodkastning, fordi djævlens hemmelige styrelse[40] altid findes i sådanne«. — Fra nogle københavnske statutter fra 1425 kunde endnu hentes et monitum[41] af almindeligt indhold: Men alle kirkebrandstiftere, kirkeransmænd, giftblandere eller giftblandersker, brugere af magiske besværgelser, lodkastere og alle, der lar sligt foreta, bestemmer vi ved selve deres gærning til exkommunikation«. — Det andet monitum[42], der skal anføres, er en bestemmelse mod festlighederne særlig St. Hansaften; det kan omtrent gengis: »Ligeledes er det nylig kommet os for øre, hvorledes nogle i visse kirker, kapeller og kirkegårde på visse hellige aftner og nætter, især St. Johannes den døbers og Botolphi[43], uden frygt for gud vedblive med hedenske skikke, idet de opføre danse, tage billederne ned fra altrene, synge meget skendige (turpissima) sange og udøve flere andre overtroiske misbrug, som de årlig plejede at udøve; dærfor påbyde vi, idet vi i det hele taget vil imødegå sådanne og lignende ugudelige misbrug (sacrilegis abusionibus), meget strengt, at det, på de stæder hvor den slags ting hidtil er udført, offentlig forbydes af præsterne, at de for fremtiden begå de anførte eller lignende misbrug, da de ved selve deres gærning pådrage sig exkommunikation, hvorfor vi alene forbeholde os selv og vor vikar at gi frikendelse i de enkelte tilfælde«.


Således lyder vore synodalmonita, der tar hensyn til folkets tro og liv; forinden jeg til slut omtaler vore poenitentialer, skal jeg lige anføre et ret fyldigt monitum fra Sverige; det lyder[44]: »Vi fordømmer og misbilliger lodkastning, besværgelser, spådomme (divinationes), udlægning af drömme og alle slags breve tilligemed papirer med ukendte ord, der ikke findes i den hellige skrift; men som nogle overtroisk mener har magt over ild, vand eller sværd og alle slags dødsfarer og sygdomme. Ligeledes alle inskriptioner indridset i bly eller på vægge imod tandsmerter, feber eller hvilke som helst andre sygdomme, der kan ramme mennesker eller kvæg. Ligeledes alle de midler, folk bruger til at efterspore skjulte tyverier med. Ligeledes iagttagelse af forvorpne dage (dies ægyptiaci) forat påbegynde arbejder, og al den slags vanvid som ikke kan fremstilles fuldstændig. Thi hvis nogen befindes at udføre, foretrække, bruge eller bringe med sig noget af den slags, skal han straffes som for dødssynd, og hvis han forsvarer det som noget lovligt, skal der formenes ham adgang til kirken mod offentlig skrifte og bøde på III mark«.


Dette var altså fra Sverige, uvist fra hvad år, dog vistnok senest fra slutningen af det 15. århundred. Fra omtrent samme tid har vi hær hjemme et interessant lille skrift, der dog først blev trykt i begyndelsen af næste århundred[45]; det indeholder foruden en del statutter nogle casus, det vil sige omtale af tilfælde, der skal pådømmes af den myndighed — paven eller bispen — der spesielt er nævnt. Dær nævnes, ligeefter anførelse af nogle sager der sortere under bispen — casus episcopales — nogle misbrug, der kun fordrer poenitentia privata og dæriblandt: . . . »Ligeledes den, der misbruger olien eller nogen hellig genstand«[46] . . . »Ligeledes den, der forskaffer misfødsel eller goldhed hos sig selv eller andre« . . . »Ligeledes lodkasteren«[47] . . . »Ligeledes for helligbrøde«[48]. Men vigtigere end dette og det interessanteste i hele den kirkelige folklore-literatur er et poenitential, det vil sige en angivelse af hvad enhver angergiven synder skal foreta sig for at få sin synd tilgivet. I dette findes nemlig nogle skriftestolsspørsmål — interrogationes in conifessione —, som handler om, hvad der må betragtes som forsyndelser mod det første bud. Texten[49], der muligvis vil blive optrykt i et følgende hefte af Dania, vil hær blive oversat og delvis fortolket.


Forsyndelser mod det første bud er det altsaa: . . . 1) Om han (ɔ: den angergivne) har tilbedt noget skabt; 2) Om han har tilbedt djævlen, omendog under skikkelse af en af lysets engle; 3) Om han har påkaldt demones eller sluttet pagt med dem[50]; 4) Om han har brugt nekromanti, aeromanti eller sådant; 5) Om han har brugt lodkastning eller besværgelse, forat få underretning om det skjulte eller tyveri; 6) Om han har villet lære fremtiden at kende ved unyttig betragtning af noget skabt; 7) Om han har mødt en hare eller et andet dyr og antaget dette for et varsel; 8) Om han har lagt vægt på drömme for at spå af dem; 9) Om han har brugt amuletter for sundheds skyld; 10) Om han har lavet en ring, mens Christi lidelse læses eller en amulet på en sådan dag eller noget af den slags; 11) Om han har brugt urter mod demones; 12) Om han har fremsagt eller ladet fremsige messer, bönner eller salmer, forat en skulde dø; 13) Om han under indsamling af urter har iagttaget noget unyttigt; 14) Om han har udført noget forat få en andens forbrydelse at vide; 15) Om han har troet, at kvinder gå om natten eller forvandles til katte; 16) Om han har bøger om lodkastning eller overtro, nødes han til at brænde dem, ellers kan han ikke få absolution; 17) Om han har skænket nogen et bæger, et æble eller noget lignende forat blive elsket, synes det en dødssynd; 18) Om han har troet, at nogen ved stjernernes stilling nødtes til noget godt eller ondt; 19) Om han har brugt sakramenterne eller sacramentalia[51] for sundheds skyld eller lignende; 20) Om han har modtaget eller udfordret til duel eller været årsag dertil; 21) Om han er kætter eller kættersksindet; 22) Om han har været tvivlende i den almindelige tro.


Således lyder opramsningen af synder mod det förste bud, som jeg for bekvemmeligheds skyld har nummereret. Nogle af 'synderne' er man måske ikke hel klar over, jeg skal derfor søge til slut at klargøre det utydelige.


Det, der sigtes til i nr. 5 og i det tidligere anførte monitum fra Sverige, er alle de måder, hvorved man troede især at kunne opdage tyveri, blandt hvilke man nu særlig mindes den at lade soldet gå, en skik[52], der vil være kendt fra H. C. Andersens O. T. (II kap. XVI). — Den tro, at det at møde en hare eller et andet dyr er et varsel (nr. 7) er en forestilling, der er meget gammel og udbredt; det er mig ikke muligt at angi nogen egentlig grund derfor, men at møde en hare, en kone eller munk har altid været ulykkevarslende[53]. — Den ring eller amulet, der særlig omtales (nr. 10 ligeefter at amuletter i al almindelighed er fordømt) som forarbejdet, mens Christi lidelse læses (om söndagen fra prædkestolen), er vist næppe kendt længere. En ring, hvorpå beskrivelsen kunde passe, kender jeg i hvert fald ikke fra Danmark[54] hverken fra fortid eller nutid, men heller ikke, trods ivrig eftersøgen, fra middelalderens optegnelser fra andre lande. Hvad imidlertid ordlyden kan sigte til, er det ikke så vanskelig at få klarhed over, når man f. e. tar hensyn til en senere tids tro i Norge. Dær forskaffer man sig arvet sølv, der må hentes hos tre forskellige kvinder, hvis første barn har været en dreng; men afhentningen, må foregå i dybeste tavshed — der må altså i forvejen være truffet aftale derom, — og fra alle tre kvinder hentes sølvet på hver sin söndag, mens præsten er på prædkestolen. Er sølvet nu således bragt tilveje, forarbejdes det under gudstjenesten — nogle siger tre söndage i træk — enten til en ring eller et kors, der bæres om halsen og befrir fra gigt, engelsk syge og flere sygdomme[55]. — — Til nr. 11 har jeg kun at bemærke at det som bekendt endnu i den nyeste tid var skik at strø f. e. hörfrø om huset for at holde genfærd (=demones? ) borte! — — Ved ordlyden i nr. 12 sigtes til troen på at man ved hver morgen og aften at fremsige f. e. Davids salme 109 (Vulgata 108) kan kalde ulykke og død ned over sin fjende, en tro, hvorpå fra Danmark findes exempel fra 1625: en kone havde læst salmen hver dag, til hun hørte, hendes fjende var død, da holdt hun op; — hun dömtes dærfor til at afsone sin brøde publica deprecatione[56].


Med hensyn til forståelse af nr. 14 skal jeg kun pointere, at der jo ikke er anledning til at opfatte alt det fremdragne som udslag af overtro. — Ordlyden i nr. 15 er desværre kortfattet, så man kan være i uvished om forståelsen. Udtrykket at om natten oplyser jo egentlig ikke meget. Muligvis tör man opfatte nr. 15 som udslag af den krasseste hexetro: hexene rider om natten og foretar deres for en senere tid så bekendte St. Hansfarter. Jeg tör imidlertid ikke anta, der menes sligt, jeg tænker, her er tænkt på mareridt; men det er jo ikke til at afgöre bestemt, hvad her sigtes til. Den anden misbrug, tro på at hexe forvandles til katte er jo bekendt nok; der sigtes dærmed til det fra sagaerne så godt kendte fænomen hamhleypa. — — Troen på elskovsdrik (nr. 17) eller på elskovsæble og lign. er jo meget godt kendt. — — Endelig skal så blot omtales at der i nr. 19 tænkes på to slags synder: den ene er misbrug af selve sakramenterne f. e. i tro på at nadveren bevirker at en sygdom vil bryde sig, eller at dåben forandrer det lille barns opførsel, så det fra skrigende blir roligt; den anden er misbrug af sakramentets bestanddele f. e. i tro på vievands magt over alt ondt.


Nu tror jeg ikke nogen af de anførte synder vil være uklare, der er da kun et punkt tilbage: hvor hører denne opremsning hjemme? Dette spørsmål er ikke så vanskeligt at besvare, når man da ikke vil kende byen for dets nedskrivning; sagen er, at vi fra de sydlige landes kirkelige literatur har så mange angivelser af overtroiske og hedenske misbrug, at vi nok tör anta, at når der andetsteds fra møder os flere ukendte, da må disse være autoktone i det land, de findes. I det anførte er imidlertid flere ting som ikke kendes andetsteds fra, eller i hvert fald kun kendes under lidt anderledes former, så der er ingen tvivl om, at den givne opremsning vilde indta en særstilling, hvis vi skød den ind blandt de sydlige landes kilder, og dærfor tör man uomstridt anta den for ægte nordisk; men om den så hører hjemme i Sverig eller Danmark, det er et spørsmål, som ikke er til at afgöre, sandsynligheden er jo dog for det sidste, da den vel er trykt for dansk regning, men i hvert fald ved en dansk mand, Chr. Pedersen.


Af et andet i håndskrift bevaret poenitentiallignende arbejde fra ca. 1500 skal endelig tillige anføres nogle forsyndelser mod første bud[57]: . . . »om tw haffuer giort nogen troldom, at faa quinfolk meth« . . . »Om tw haffuer giort troldom, eller lath gøræ, om tw haffuer troth paa leff, om tw haffuer troth paa fwlæsang, at thet skulle noget merche, om tw haffuer troth paa lycke eller anden villelse« . . . »om tw haffuer hendreth atdhin Hwstrw skulle ey worde meth barn, om tw haffuer meth nogen drick forderffueth thet som haffuer væreth meth«.


Hærmed har læseren fået indblik i, hvad den ældre tid kender til vor folketro; måske vil han tænke, det er noget lidt — ja, det er lidt; måske vil han tænke, det igrunden ikke er umagen værd at spilde tid eller ord derpå — ja, da er vi ikke enige; thi kun ved at lægge sten til sten får man sin bygning færdig.



Fodnoter

  1. I Tyskland har man endog næsten gjort mere for Nordens ældre folklore, end vi selv har; således vil endel af det følgende være kendt i tysk oversættelse, mens det kun vil være os danske kendt gennem Suhms ufuldstændige excerpter (Om Odin og den hedenske gudelære og gudstjeneste i norden. 4to, 1771, p. 374 ff.).
  2. Grågås ved Finsen. 1883, p. 24-5 (kap. 11).
  3. Det vil sige, han idømmes en slags fredløshed, hvorved delinkventen blot kunde være i fred indenfor visse selvvalgte tilholdsstæder, som ikke måtte ligge mere end to dagsrejser fra hinanden.
  4. óborit ɔ: ufødt; kvæg, som ikke er kommet til verden ved naturlig fødsel, men ved at skæres ud af moderens liv; et sådant dyr må man antagelig ha troet indeholdt flere overlegne naturgaver end andre dyr — ligesom vore æventyr fremhæve den ufødtes evner og kraft. Hvad overtro der sigtes til ved bestemmelsen om ikke at lade sådant kvæg være ómerkt, kan jeg ikke oplyse.
  5. For blot at nævne ét exempel, hvor dog den nordiske kildes uafhængighed er indlysende, skal der kun erindres om, at Gulatings loven har bestemmelse om at ingen må anvende skældsordet hex eller troldkarl (anført nedenfor); både i lex Salica og i Longobarderkongen Rothars edikt findes ligeledes forbud hærimod; men man tør dog ikke nære tvivl om vor kildes uafhængighed; sådanne tilfælde er dog hyppige!
  6. Norges gl. love. 1846, I, p. 17-18 (Kapitel 28-29).
  7. Norges gl. love. I, p. 351 (I kapitel 16 ≠ p.362, II, 25, og p. 373, III, 22).
  8. Gulatingsl. c. 32 har det fulde udtryk: sitja úti ok vekja troll, den nordiske form for nekromanti, der vil være så godt kendt, ikke mindst fra vore folkeviser eller fra Kalevi Poeg. Udtrykket anvendes iøvrigt endnu i Norge (Fylling, Folkesagn fra Ålesund, 1874, p. 179), ellers må for den ældre tids tro henvises til (norsk) historisk tidsskrift, IV, p. 172ff.
  9. Finnerne antoges at kunne spå særlig godt, dærfor foretoges ofte rejser til Finland for at få spådomme (se (norsk) hist. tidsskr. l. c. p. 160 f.); denne tro vedligeholdes helt op til vore dage.
  10. Hvad der egentlig menes med de to sidste bestemmelser, kan jeg foreløbig ikke ha nogen mening om; der kan dog næppe være tvivl om, at her må være taget sigte på en bestemt hedensk form for ofringer; jeg skal dærfor minde om den vistnok oprindelige grundform, nemlig den at man ofrer kød af sit kød og blod af sit blod for selv at leve længe. Som exempel kan tjene Heimskringlas beretning (Ynglingas c. 29) om Aun, der til langlifis sér efterhånden ofrer 9 af sine sönner, og endelig vil man erindre den bekendte beretning om jarl Hakon der för slaget ofrer sin sön. — Med hensyn til den sidste bestemmelse er imidlertid at mærke, at den ikke genoptas i II, 25 eller III, 22, så der har mulig været sigtet til en misbrug der forholdsvis hurtig er ophørt; i så fald må man vist ta ordene aldeles efter bogstaven og anta at de nye kristne af frygt for deres gamle guder har undladt at døbe deres børn.
  11. Meningen er altså, at hun får fjorten dage, regnede fra den dag hun træder jærnet, til at flygte bort; men efter den tid er hun dødsens.
  12. Man ser, her er tale om to vidt forskellige slags trolddom, hvor forskellen er, at den ene forårsages af bevidst ond vilje, mens den anden forårsages ubevidst, hvorfor den sidste ikke ikendes egentlig straf. — Troll er dærfor også det værste skældsord man kan finde (Gulatingsl. c. 196).
  13. Norges gl. love. I, p. 289 (I, kap. 41, ≠ p. 403, II, 33).
  14. Den embedsmand, der i bispens fraværelse varetog hans forretninger.
  15. Ibid. p. 389-90 (I, c. 45 ≠ p. 403, II, 34).
  16. Meningen er: går den aflagte ed hende imod da skal hun bøde tre mark, hvoraf hver øre regnes for 6 alen lærred.
  17. I, c. 46 ≠ II, 35 (jvfr. N. gl. l. IV, p. 18).
  18. Norges gl. love. I, p. 383 (I, c. 24).
  19. Hvad der egentlig menes med stave (staf) er ikke klart; men der tænkes muligvis på et redskab, der benyttedes ved blotet; dog langt snarere tænkes der vist på de stave, som troldkvinderne brugte (norsk hist. tidsskr. l. c. p. 169.2), noget der allerede antas af Povelsen, Erichsen og Suhm (se Suhm: Om Odin. p. 376-7).
  20. = borafoli, det man får stukket ind på et stæd førend ransagning er foretaget; meningen er: da kan en anden ha lagt det, ejeren uafvidende, og denne kan nemt selv fries for mistanke for at ha lagt det.
  21. Consiliatio Cnuti bei Liebermann, 1893, lib. II, c. 5; jvf. Schmid, Gesetze der Angelsachsen.2, 1858, p. 272-4. Consil. har dog forvekslet ordene blot og fyrhte med blod og fyrde.
  22. Se Thorsens udgave af jyske lov 1853, indledn. p. 23.
  23. Skånske lov, udg. af Thorsen, 1853, p. 288.
  24. Thorsens udgave, 1852, p. 70.
  25. Det skal blot bemærkes at verbet 'forgøræ' kun betyder at fortabe ved sin handling, forbryde (f. e. jyske lov I, 8: forgørth theræ goz ɔ: forspildt deres gods) og ikke har den nyere tids spesielle betydning, hvad dog substantivet har.
  26. Thorsens udg. 1852, p. 71; jvf. Sk. lov, 1853, p. 82.
  27. Det eneste graverende exempel, jeg ved at ha set fra den ældre tid, er egentlig, når man kender de tyske bestemmelser, ret uskyldigt (Thorkelin, Saml. danske kirkelove, 1781, p,41).
  28. Thorkelin, Samling af danske kirkelove, 1781, p. 51-84.
  29. Hær må jeg, inden akta fremlægges, be hr. pastor H. Slump ved hellig rosenkranskirken modta min tak for sin enestående redebonhed til at meddele mig oplysninger, der, som jeg håber, har sat mig istand til på rette måde at vurdere det katolske tankesæt der udtales i kilderne og derved gengi de katolsk kirkelige udtryk, som de skal opfattes.
  30. Thorkelin, l. c, p. 85; den tro strækker sig langt ned i tiden; dærfor begravedes åbenbare forbrydere ikke på kirkegården — f. e. begravedes i det 16. årh. en selvmorder udenfor kirkegården (Ny kirkeh. saml., I, p. 32) — men dömtes »til höj og heden jord« (se f. e. Hist. tidsskr. IV, 5 p. 24).
  31. Thorkelin, 1. c., p. 101.
  32. ibid. p. 120.
  33. Thorkelin, l. c. p. 36, undtagelsestilfældene ibid. p. 77.
  34. purificatio eller introductio, den omtalte indledning; den findes endnu, efter velvilligst meddelelse af hr. pastor Slump, i de katolske lande, men er iøvrigt frivillig. — Hær i Danmark er skikken vist nu forsvundet; men det er dog ikke længe siden den fandtes.
  35. Dette ord fremtræder som gengivelse af ordinaria (autoritets), hvorved betegnes den magt, bispen og de øvrige gejstlige har til som ordinerede at stadfæste et eller andet.
  36. Thorkelin, 1. c, p. 65.
  37. ibid. l. c, p. 108-121. — Trykt i Paris 1514 i nogle, af Chr. Pedersen udgivne statutter (anført p. 350.2).
  38. ibid. p. 108, dog er det måske samme tankegang, som findes i Tyskland, da det blev kristnet; nemlig forsøg på udviskning af den gamle hedenske drikken af horn, hvortil så mange minder knyttede sig fra hedenskabets tid (Se Binterim, Denkwürdigkeiten der Christ-Catholischen Kirche, 1826, II, p 571 f.; muligvis forbydes opbevaringen af vinen i horn dog blot af renlighedshensyn.
  39. Hvis man turde anta ordet sortilegia for synonymt med sacrilegia, eller forskrivning derfor, vil stædet være lettere at forstå; man vilde da mindes troen på det indviedes magt, der varede i lang tid efter reformationen. — Således omtales vinen som helbredelsesmiddel mod dårlige öjne og øren (Bloch, fynske Gejstlighed, 1787, I, p. 37) i år 1575.
  40. est occulta diaboli administratio kunde jo også opfattes som objektiv genitiv — dog er min fortolkning næppe texten fremmed; i hvert fald forekommer den tankegang; jeg finder den langt ned i reformationstiden hos de intelligenteste forfattere (f. e. N. Hemmingsen).
  41. Scriptores rerum Danicarum, 1786, VI, p.457.
  42. De to monita findes: Thorkelin, l. c, p. 118 og 120.
  43. Det vil sige: d. 23. og 16. Juni.
  44. Reuterdahl, Statuta Synodalia veteris ecclesiae sveogothicae, 1841, p. 189.
  45. Statuta provincialia Birgiri Episcopi Lundensis. Parisiis 1514. — Om dets hele titel og skæbne henvises til Chr. Bruun: Aarsberetninger fra det store kgl. bibliotek, I, p. 211ff.
  46. bl. sign. [C viij] v.
  47. bl. sign. dr.
  48. bl. sign. dv. Sammesteds omtales: Item demones inuocans pro fvrtis vel mulieribus vel quocunque modo: den, der påkalder demones for tyverier ved hjelp af kvinder eller på hvilken som helst måde.
  49. bl. sign. [f vj] r — [f vij] r.
  50. Jeg undlader at oversætte demones, fordi det har sin vanskelighed tror jeg; i den udenlandske literatur må det vist oversættes ved 'de afdødes ånder'; men om dette er tilfældet med vor middelalderlatin, ved jeg ikke (jvf. dog nedenfor).
  51. D. v. s. det ydre apparat til sakramenternes fuldbyrdelse, olje. vand, vin o. s. v.
  52. Se Thiele, Folkesagn, 1860, III, §§ 630-31 (nr. 632 er blot en snedig opdager-metode). Dania, II, p. 260 ff., hvortil må föjes kgl. rescript til bispen af 22-9-1779, hvorved to kvinder dømmes derfor (Kirkeh. saml. 3, V, p. 175, cf. ibid. 4, II, p.610-11), og henvisning til dens oprindelige skikkelse; (se n. Hist. tidsskr. IV, p. 191 ff.).
  53. Ludv. Hopf, Thierorakel und Orakelthiere, 1888,p. 66-7.
  54. Jvf. dog Thiele l. c. III. 563 og 435 om støbning og gigtring; tillige kunde dog mindes om følgende passus i den danske bearbejdelse af N. Hemmingsens latinske admonitio (Kbh. 1618. Bl. sign. A iijv): »Somme fly til gamle Kjerlinge, som skulde met en traad, som de dertil synderlig spundet haffue, om Söndagen under Höymesse, maale dem tuert oc endelangs, oc siden met deres vedtagne ord primsigne dem. . .« Ringe er jo ellers godt kendt og meget benyttet i folketroen, se f. e. Pseudoaugustin. homilia de sacrilegiis, herausg. von Caspari, 1886, § 21: men de dær omtalte er af en hel anden slags.
  55. Folkevennen 1868, p. 465, § 378; i England brugtes den ligeledes (og bruges under forskellige former, se: Black, Folk-Medicine, Lond. 1883, p. 174-5); se: Brand-Ellis, Popular Antiquities, 1895, III, p. 100-1; dær omtales desuden nagler af ligkister, hvormed lignende virkninger kan frembringes ved omtrent tilsvarende bearbejdelse: se endvidere Wuttke Volksaberglaube der Gegenwart2, 1869, 186.
  56. Kirkehist. Saml., 3, III, p. 219-21. — For Tysklands vedkommende se Wuttke, l. c. 397, cf. 642. Ligeledes i andre lande er lignende skikke kendte, se Liebrecht, Zur Volkskunde, 1879, p, 345-6 (jvf. Alfr. Lehmann, Overtro og trolddom, 1896, IV, p. 294).
  57. Modus confitendi ved Bruun, 1866, 4to; det anførte findes p. 7.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.