Lys for adskillig misgjerning

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

I. Lys og varsler

7. Lys for adskillig misgjerning



161. Ved vejen, som fører ned til Langesø på Fyen, findes der et vandløb, der hedder Ulstruplåge og tæt derved på hver side af vejen et par meget anselige ældgamle bøgetræer. Imellem dem sees der ofte om aftenen og om natten et lyn at fare frem. Mange folk har set det, og der høres ofte nogle stærke knald som af en stor pisk. Her holdtes i gamle dage rettergang, idet Langesø birketing holdtes i nærheden, og mange, der skulde straffes, har udstået straffen ved de store bøge, og derfor er det, at det endnu spøger på dette sted.

Anton Andersen.


162. For mange år siden var der en sømand, som døde af kolera og blev begravet på Borgs knop. I lange tider derefter sås ved midnatstide et lys brænde der ude. Folk sagde, at det brændte, for det en mand var begravet der. Det blev fortalt i min barnetid, og meningen var da, at det lys var der, for det præsten ikke havde kastet jord på liget, og det tilmed var nedlagt i uindviet jord. Borgs knop er en lille sandknude midt ude i Horsens fjord, som kan gå under vand, når der er meget höjvande.

Ved samme lejlighed blev også et andet lys omtalt, som såes om natten, og det var ved den hvide sten på Hjarnø. Der havde somme tider også nogle set lys brænde midt om natten. Men der er ingen, der rigtig véd, hvad udåd der er øvet. Somme tænkte, at der var nok også et lig begravet. Den hvide sten ligger på den vestlige pynt af Hjarnø og bliver brugt til sømærke og bliver kalket hvid for des bedre at kunne sees.

Sören Hansen.


163. Den nordligste bakke i Ingstrup klint, Vendsyssel, kaldes af beboerne Skokrens bak. Öst for den ligger en lille kegledannet bakke, som de kalder Tippen, det er en bakke som de andre bakker, dannet af flyvesand og tilgroet med marehalm, men der er den mærkelighed ved den fremfor de andre, at der hver höjtidsnat (påske-, pintse- og julenat) brænder et klart og stort lys på den, hvis flamme er så stor og rund som et vognhjul. Flere, af beboerne har set lyset brænde der netop på de anførte nætter og aldrig til andre tider, og de antager, at der i bakken er begravet en dødning, der i sin tid er bleven plyndret, afklædt og begravet for at skjule tyveriet, og som nu venter efter at komme i kristen jord, ligesom og lyset er der så længe, indtil misgjærningen åbenbares.

A, E. Jakobsen.


164. I Röverstuen, bestående af to rækker bakker med en halv mils mellemrum, på Borris hede, er deret sted, hvor man hver sjette oktobernat ser en meget stor ild brænde, som kan sees over flere sogne. Årsagen dertil vides ikke.

P. K. M.


165. Den ild ved Röverstuen i Borris sees hvert år gjærne om höst og efterår. A har stået ved Lundenæs og set den, og degnen har stået ved kirkegårdsdiget her og set den. Flere har gået efter den, men de blev bange, inden de kom dertil, og vendte om igjen. Der har gået en vej der en gang.

Ådum.


166. Der brænder ild oppe ved a Röverstuer i Borris, og vi har prøvet hjemme at tage to stager og sætte mærke efter. Det viser sig da, at ilden brænder ikke på selve bankerne, men lidt norden for. Jeg har gået der og passet fårene men der er ellers ingen ting at se. En mand i Hvollig gik en gang op efter ilden og vilde se, hvad det var, og han tog hans karle med sig. Den gang han kom der hen, brændte a ild godt nok, og der stod to karle og slog ned i den med store hamre. De sagde til ham, at han måtte helst se at komme hjem, for den røde kok flammede over hans hus. Da han nu så hjem ad, var der også ild i huset. Så troede han også, at röverne havde været der og havde sat den på, og han rendte da hjem ad, men så var det ikke mere end det samme.

En anden gang var der barsel i Hvollig. Da folkene var i kirke, sendte röverne en lille pige derned for at tigge. Den pige havde de rövet et sted, og hun var kjed af at være hos dem. Så bad hun om at få nogle boghvedegryn, og da hun var kommen udenfor, skar hun et hul på posen og spildte således af grynene hele vejen fra Hvollig til röverstuen. Da folk så kom fra kirke, fulgte de sporet derud og fangede alle røverne. De blev slåede ihjel og begravede i en bitte höj, som ligger midt imellem de höje banker, der danner en rundkreds. I den höjeste af bankerne, som kaldes et Preekstuel, der havde de deres indgang. Indgangsdøren tog folkene, og den var meget jærnbunden. Den brugtes siden til indgangsdør til Ådum kirke.

Lærer J. P. Lavridsen, Sønderkjær.


167. For nogle år siden havde en mand i Rörby ved Kalundborg indmuret i sit hus et par fra et indstrandet skibsvrag kjøbte kahytsvinduer. Igjennem dem kunde man ved aften- og nattetid udvendig fra, om end det var ganske mørkt i værelset, se en mængde små, blå lys brænde under bilæggerovnen. Gjort opmærksom herpå blev manden i höj grad foruroliget og kom straks på den tanke, at det måtte hidrøre fra disse vinduer. Han henvendte sig til præsten, der også sörgede for at få lysene væk, og så lod han ny vinduer indsætte.

C. F. Grove.


168. Norden for Ørsted ad Tørslev til står der et lys lige i et firskjel fra klokken 11 til 1. Det er landmåleren, det står efter. Manden i Skippergården kan sidde op i hans seng og se det ud af vinduet.

Jens Gårdsted, Ørsted.


169. I Jedsted var der også ild. I nabosognene kaldtes den Jedsted ild. Men i selve Jedsted kaldtes den æ store ild. Den kom inde fra byen og gik over markerne sydpå. Man mente, det var landmåleren, der havde gjort kjæltringstreger ved udskiftningen.

Lærer Jörgensen, Staby.


170. I æ smæjjgor i Lendtrop dær æ et et regde. Di sæjer, te hweer næt æ klok tol så æ der lyst ud a en vender, dær æ i æ låw. Jæn awten i law vi kam fræ æ ænge å kjor jæm, da så vi et, mi hosbond, æ kael å mæ, å da vi kommer lig dær ud får, så sir vi, æ venner æ lyst, å så stæjer æ hosbond a æ vun, får han vil hæn å sie, va de var, å ha de åpdawet. Da han så kam dærhæn te æ venner, stöt han sæ mæ æ haen o æ veg, å så end. Dær ennd såw han da lissom en wælling, å dæri så han træj blo lys, lissom træj åpråt fenger, dæn jænn mender end dæn aan. Da han gjæk dærhæn, så han te wås, te vi sku blyw ve o synng, får han ku fenn æ vun igjæn, mæn allyval æ kål råft o ham, kam han te en annen sii, å de vaa nåwet, enden vi ku fennd ham. Alaw vi kam jæm, blöw æ mand syk å fæk et mæ sådan stengen, å låi i sæjs uuger, enden han døø. A de æ justement bevis o, dæ va nåwet, sinn han blöw syk ætter et. Mæn var han löwet, sku de nok ha blöwen åpdawet.

Ribe-egnen. V. Fausbøl.


171. I Søes i Ris sogn var der en gang 7 bønder, som gjorde falsk ed. Da de efterhånden døde, kom der ikke et lig af dem uden uheld i jorden. Et af dem brændte i ligkisten, man brugte nemlig den gang at brænde lys ved ligene hele natten, og der var kommet ild i ligklæderne. Et andet af ligene faldt ud af kisten, da den skulde sænkes i jorden, et tredje måtte man bære ud af gården, fordi ingen heste vilde trække den vogn, hvorpå liget var, et fjerde løb hestene løbsk med, et femte tog til at svede, da præsten holdt ligtalen, og så fremdeles. Dette er et eksempel på eftervarsel.

Nis Callesen.


172. I Kassø, Hjortkjær sogn, står et lys sønden for byen, og man siger, at det brænder for en mand, som har gjort falsk ed. Han havde nemlig flyttet markskjellet, hvilket man opdagede, og han skulde nu stå på den stjålne jord og sværge på, at det var hans. Fyldte støvlerne med jord o. s. v.

N. C.


173. I HasleBornholm boede en gang et par mænd, der ved at gjøre falsk ed kom i besiddelse af en del gods, som de beholdt uantastet i mange år. Men man havde ikke noget bevis imod dem, dog endelig kom man på spor efter deres bedragerier og sagsøgte dem. De døde dog begge, inden sagen blev opklaret, den ene hjemme i Hasle, den anden i Kjöbenhavn, hvor han var rejst hen for at finde sig en sagförer. Ikke længe efter deres død så folk ved midnatstid et lys komme hoppende borte fra havet og søge i land; til samme tid så de et andet lys komme inde fra land, det hoppede også på vandet, til det mödte hint. Det blev set mangfoldige gange af mange. Når de mödtes, standsede de; hoppede derpå nogle gange rundt om hinanden og fulgtes så ad ind i land til en eng, hvor de forsvandt. Folk troede, at det var menederne, der således mödtes, og at de havde nedgravet noget på det sted, hvor de forsvandt, men ingen turde søge efter på stedet.

Bornholm. Chr. Weiss.


174. Til Bundti by, Ballum, var der en hede, som i gamle dage skulde have tilhørt en småmands enke. Ni bønder i byen tog den fra hende, og siden gik der stadig på den hede en lygte med ni lys i, og mange så den. Det var tæt ved vor mark der hjemme, og jeg kjendte stedet godt, og en kone, der boede til leje hos os, så den tit.

Eli Jensen, Sandbjærg.


175. I begyndelsen af forrige århundrede brændte Sjelle præstegård. Ilden var påsat af en pige, der tjente i præstegården. Hun blev brændt for sin udåd på en höj, og der lyste i mange år efter höjblus (vættelys) til tegn på pigens uskyldighed. Hun var nemlig bleven forgjort af en student, og det lå i forhekselsen, at hun skulde øve denne misgjærning. Han var bleven så vred på hende, fordi hun var kommen til skade med at brænde hans ene stövle, da hun skulde börste den.

K. P. Dalin.


176. En halvgammel kone, der boer overfor Butterup kirkegård, forsikrer, at hun hver eneste nat ser lys på Jens Postes grav. En gråhærdet mand påstod: «Det betyder noget, som skal opdages.» Han døde for få år siden.

F. D.


177. På Skindbjærg bakker på junker Mortens mark i Öster-Hassing er der mange, der har set lys til en tid. Det kom mer af, at en pige er bleven henrettet og begravet öst for Hassing kirkegård. Men da præsten fik det at vide, fik han hendes hoved puttet ned på kirkegården, og fra den tid holdt lyset op at brænde.

Nik. Christensen.