Lys for begåede mord

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

I. Lys og varsler

8. Lys for begåede mord



178. Der, hvor Sofie Amaliegårds teglværk ligger, var en gang en stor mose, som kaldtes Kjelds mose. Den havde ikke ord for at være god at komme over om natten mellem 11 og 1. Der stod til almindelighed et lys og brændte der, men så 1828 var der en skikkelig dreng, der stak ild på mosen, og den brændte i 3 samfulde år uden at være slukket. Så blev mosen udbrændt og senere udgravet, og nu fandtes der et fruentimmerlig i skindpels med flere kostelige smykker på. Hun havde guldkam i håret og ringe på fingrene, og liget var ikke helt forrådnet. Det er begravet i Søby kirkegård. Det var egentlig en slegfred fra Rosenholm, der skulde have været til Kjöbenhavn, men blev bortført, og han, der gjorde det, han slog hende selv ihjel og trampede hende ned i mudderet. Siden den tid har der aldrig været noget at se eller høre i den mose.

Hvem der forhen kom over mosen mellem 11 og 1, de hørte, at det sagde: «Hörs og herhid!» og så kom der en tömme i hånden på dem, og den kunde de ikke slippe, siden de havde kjørt rundt en gang.

En aften, det var forfærdelig tåget og mørkt, kom en gammel karl fra Estrup, der var barnefødt i gården, og han hørte nogen råbe derude: «Vis til by!» Det råbte jo ad dem, der var gået vild. Så råbte han igjen: «Kom her!» Det varede en lille smule, da råbte det nærere ved, og så siger han igjen: «Kom her!» Da fik han én under det ene øre, så han dejste imod jorden. Da han kom til sig selv, gik han hjem og lå i sengen omtrent et år, inden han kom sig.

Rasmus Peter Mortensen, Mejlby.


179. I herregården Stensbæks have, Bindslev sogn, brænder to lys hver julenat, samtidig med at man hører barnegråd der nede. Men en jomfru skal også have født og begravet barnet hemmelig.

Jörgen Hansen.


180. Der skal gå et lys om natten fra Volling kirke og til Hvidbjærg kirke, min broder har tit set det. Det skal stamme fra, at et kvindfolk en gang har født et barn i dølgsmål, og barnet skal være begravet i Volling kirkegård, men fruentimmeret i Hvidbjærg.

Gravers Damsgård, Lem.


181. I en skov, som vi kalder Hvalløs vie, og som ligger mellem Voldum og Hvalløs, der er en sig et stykke fra kirkevejen, og der sagde de al tid, at der brændte et lys, for der skulde en jomfru have undlivet sit barn.

Niels N., Årslev.


182. På Sanderumgård skal det ikke være rigtig fat. En pige, som tjente på gården, havde en aften været på besøg. Da hun gik hjem, så hun på vejen omtrent ved gården ligesom en gloende stang, der lå tværs over vejen på det sted, hvor hun havde en søster, der var bleven myrdet. Pigen turde ikke gå forbi, men gik hen til møllen der straks ved og bad møllekarlen, om han vilde følge hende forbi det. Han var straks villig, men da de kom derhen til, var der ingen ting at se.

Sødinge skole.


183. Nær ved landsbyen Höjrup i Sønderjylland ligger en eng, på hvilken man om natten skal kunne se to lys brænde. Man fortæller, at på det sted slog en gang to brödre hinanden ihjel, da de var ved at slå græs og kom i trætte med hinanden.

Gustav Bang, Bækbølling.


184. I LadelundVestre byes mark sees ofte om sommeren fire store lys ligesom kulmiler, men kun i frastand, i nærheden er intet at se. Sagnet fortæller, at en fader med sine tre sønner i gammel tid der höstede korn, og medens de sad ved meldmaden, begyndte sønnerne at anmode faderen om at gjøre skifte med dem, og give enhver sin part. Da han ikke vilde, kom det først til skjænderi, siden til voldsomheder, som endte med, at de med deres leer huggede hinanden således, at de alle fire døde på stedet. Derfor brænder lysene den dag i dag.

A. L.


185. I Kalvslund boede en mand, der var meget rå og hvis huslige forhold ikke var ret gode. Han havde en gang dræbt sin karl, der blev funden hængt i laden, men det blev udlagt som selvmord. Når folkene siden den tid var i marken og kom sent hjem, tog konen altid börnene ved hånden og gik med dem uden for gården. I min fødeby Jedsted var der en gammel ungkarl, som strejfede omkring og da fik nattely i folks lader. Så kom han også en nat til at ligge i den gårds lade, og han fortalte siden, hvad han havde set. Han vågnede hen på natten, og da var der så lyst der inde, at han kunde tælle hver lægte. Men hvad han så, havde han lovet, at han aldrig skulde fortælle, og det var altså ikke til at få ud af ham; han sagde blot så meget at han hellere vilde ligge ude i den koldeste vinternat end ligge i den lade mere. Fader havde en gang været i Rødding, og da han om aftenen sent kom ridende forbi den lade, så det ud, som den var oplyst, han kunde se det ud af ladehullerne, og han var nærved at tro, at der var blevet vinduer på laden, og at lyset fra naboens vinduer så kastede sit gienskin på ruderne, men det var alligevel mørkt der inde. Han vilde da atter svinge hesten om mod laden, men den stejlede og fnyste. Da han en anden gang kom der forbi, så han jo, at der dog ingen ruder var på huset, hvor han havde set lyset.

Lærer Jörgensen, Staby.


186. På Hyrup mose i Nörre-Rangstrup herred sees ved midsommerstide to store ilde. Jo længere man ser på dem, des mere urolige og blinkende bliver de. Det er to brödre, der blev uens om en pige, og på vejen hjem fra engen kom de til at slås med leerne, så de begge blev døde på pladsen, og de krydsende ildstråler, man ser, det er leerne, der hugger imod hinanden.

Nissen, Ramten.


187. I Janderup eller Billum er Toftmose. Fra en gård der ser man af og til en stor flammende ild komme og gå langs med en vis vej og hen på et afsides sted, hvor den bliver borte. For mange år tilbage kom en rejsende sildig til bemældte gård for at bede om herberg. Folkene, som mærkede, at han havde penge, tog vel imod ham, men da han lå i dyb sövn, myrdede de ham og tog alle hans penge og klæder. For nu at skjule forbrydelsen satte man en stor ild i bagerovnen og kastede den døde der ind, men ilden vilde ikke brænde, ihvor megen umage man end gjorde sig for at få den til at flamme. Endelig måtte man tage de forbrændte levninger ud og i et lagen bære dem hen til det sted, hvor luen forsvinder, og der begrave dem. Man påstår, at endnu vil ilden aldrig brænde i bagerovnen, og man må bage anden steds den dag i dag.

A. L.


188. I en dal, der kaldes Store-dal mellem Silkeborg og Billund i Grene sogn, der gik en sti, og lige sønden for den stod et lys. Det lys har folk snakket så meget om. De kunde stå hjemme i Silkeborg og Elkjær og se det, og de har også set det i Billund. Man mente, at der var dræbt én der og gravet ned, og det skulde være en greve. Der var nogle røvere i Ankelbohusene, som skulde have fået fat i ham og plyndret ham. Han hed grev Ranes, sagde de gamle altid. Men ingen har turdet vovet at undersøge stedet.

Sören Vistisen, Hoven.


189. I SkramgårdenSvinninge mark, hvor det bekjendte spøgelse, «Skuløret», gik, havde de en kakkelovn, der havde den egenskab, at den gjorde sådan en forfærdelig stöj, så de ikke kunde få ro i huset for den. Årsagen hertil skal have været, at folkene i gården skulde have taget en bissekræmmer af dage ved at slå ham imod kakkelovnen og derpå taget hans penge. Manden i Skramsgården solgte den så til smeden i Svinninge; men da han fik den sat op, begyndte den atter at stöje, og han solgte den da til Herman, en gårdmand i Øksendrup. Denne kjørte så hen at hente den, og da de havde fået den læsset på vognen, sagde smeden til ham: «Bare I nu kan komme vel hjem med den!» Men da Herman kom lidt hen ad vejen, kunde hestene næsten ikke trække vognen. De pustede og svedte, så skummet flød af dem. Endelig kom han da hjem, men han turde ikke sætte kakkelovnen op og fortalte sin fader, hvordan det var gået. Men han svarede: «Det skal jeg nok kurere den for», ti han havde en bog, som indeholdt råd mod sådant noget. Og den gamle fik også bugt med kakkelovnen.

Lars Fr.