Lys for døden 2

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

I. Lys og varsler

5. Lys for døden



117. Der er også lys i steden for ligskarer. Det kommer al tid fra det hus, som liget skal komme fra, og skrider sagte hen ad kirkegården til, hvor det somme tider bliver stående og brænder på graven hele natten. Det ser ud som andet lys, men er meget klarere. Dersom man siger det mindste, mens man ser på det, går det væk.

P. Uhrbrand.


118. Ligeeld kaldes en blålig lue, som man har set løbe hen ad tagrygningen på huse, kort forinden der er indtruffet et dødsfald. Således så en smeds børn på Løgum hede en ligeeld på naboens hus, og kort efter døde datteren der i huset.

Nis Callesen.


119. En aften, da jeg gik til mit hjem i Gudum, så jeg en snedkers hus brænde i lys lue. Så løb jeg, alt hvad jeg kunde, for at nå derhen, men da jeg kom til huset, var der ikke det mindste usædvanligt at se. Så gik jeg ind og fortalte manden, hvad jeg havde set. Vi talte om, at det måske var et varsel. Det var det dog ikke. Nogle fjæl til en ligkiste blev kort efter stillet til törring på den ene side af huset, og dem var det varsel for. Da jeg gik hjem om aftenen, så jeg helt tydelig et lille lys skride ganske stille bort fra mit hus og tværs over mosen og engen lige op imod kirken. Jeg tænkte, at det måtte være en ligild, som de kalder det, men jeg syntes, at det var en underlig vej til kirken, den gik. En fjorten dages tid efter døde et lille plejebarn, vi havde, og da det skulde begraves, og der var nogen sne på, blev det bestemt, at fire mænd skulde bære den lille ligkiste op til kirken. De gik så samme vej, jeg havde set lyset.

K. Kr. Jensen.


120. En ung gårdmand fortæller følgende: Det eneste uforklarlige og overnaturlige, jeg har set, er en ligild. Da jeg var atten år, var jeg en aften gået ned at besøge en god ven, som lå syg af tæring. Klokken var omtrent 10, da jeg gik hjem ad, og det var stjærnelyst, men mørkt ved jorden. Så så jeg et lys gående foran mig på landevejen. Det var noget rødligt, brændte med stærk flamme og flagrede ikke. Jeg tænkte, det var en lygte, og gik hurtigere til, men lyset holdt sig i samme afstand fra mig, omtrent en hundrede alen. Så gav jeg mig til at løbe så småt, men afstanden blev den samme. Jeg kan da ikke nægte, at jeg blev noget underlig tilpas. Men så kom jeg i tanker om, at det mulig var en ligild, som jeg havde hørt så megen tale om, og så forsvandt den pludselig. Jeg havde gået og løbet efter lyset omtrent en fjerdingvej.

J. G. Pinholt.


121. A kom fra Grynderup og gik forbi Åsted kirke en efterårsaften. Östen for kirken kom der et lys skridende hen ad vejen imod mig, det var en 3 kvarter höjt og med blå flamme, omtrent som en fakkel, og så et godt kvarter bredt. A var i tanker om at ville have gået ind på marken fra vejen, men blev dog ved, og det kom så forbi mig og gik midt ad vejen, mens a gik ved den ene side. Da a kom op på Stengård bakke, kunde a tydelig se det standse ved kirken lige ud for kirkestetten.

And. Kr. Nielsen, Møgel-Torum.


122. A har set min egen söns liglys. Det kom marsjerende hen ad vejen lige her sønden for, a så det ud ad vinduet. Der stod et lys en aften og lyste lige så stille her ude næsten ved ladeenden, og lidt efter skred det roligt hen ad vejen. Det var for et lille barn herfra. Vor söns kjæreste fik et barn her, der døde, og på det sted, hvor lyset stod, blev det sat på vognen, da vi skulde med det til kirken. Ja, a har set mange liglys.


123. En nytårsaften, mens a var i Höjslev, vilde vor nabo, at a skulde komme derom og æde min nytårsaftensnatter. A var gift den gang, men min mand tjente et andet sted et stød derfra. Så var a der, og da a gik hjem, så vilde manden hjælpe mig at bære barnet. Da fik vi et liglys at se. Det kom fra Stårup mølle og gik med kirkevejen om ved Stårupgård. Vi fik öje på det begge to og blev stående at se på det. Det blev ved at gå og skulde forbi vort hus. Den pige, hvis lys det var, var fra Salling og tjente der i møllen. Hun døde først i april, men vi så også lyset om aftenen klokken 9. Vi skal nemlig lægge mærke til, hvad tid dags det sees. Jo för om aftenen, jo snarere bliver det.

122 og 123 Kristian Lem og kone, Viborg vestermark.


124. En aftægtsmand i Kragelund, der var på arbejde i en gård i nærheden, så en aften, da han gik hjem, lys i sovekammervinduet, lidt för han nåede huset. Det flyttede sig lidt efter til storstuen, og manden kunde ikke forstå, hvordan dette forholdt sig, da hans kone plejede at være i seng, når han kom hjem. Det var hun også den aften, og det var et forvarsel for hans kones død, han havde set; hun døde nemlig et halvt års tid efter.

J. Jensen, Refshalegård.


125. I nærheden af skolen i Snabæk i Sundeved er en lille mose, og tæt om ved mosen går der en fodsti. En aften for mange år tilbage gik en gammel aftægtsmand ned ad denne sti. Da han kom i nærheden af mosen, så han på stenten der et lys stå og brænde. Han antog, det for et varsel om, at et menneske en gang vilde omkomme der, og lod fornemmelig os skolebörn underrette om dette syn, for at afholde os fra at gå derover på is. Vi vovede det heller ikke efter den tid. Der gik nu en del år hen, uden at der skete noget, og man havde allerede skrevet den gamle mands syn i glemmebogen. Først en halv snes år efter kom det. Da gik nemlig en gammel karl fra en gård i nærheden en morgen tidlig ned til mosegraven, bandt en sten om sin hals og druknede sig. Nu huskede folk igjen, hvad aftægtsmanden havde set og sagt.

J. L. K.


126. En aften i avgust, min fader kom gangende igjennem skoven, og han kommer til skovsenden fra Hvidsminde og her op til Bramdrup, da kommer der strygende forbi ham en skikkelse med et hvidt stykke over hovedet, men enten det var et kvindfolk eller en ung knægt, kunde han ikke ret bestemme. Så skred den ned forved ham lige i æ gruu (grøften). Han siger da: «Bliver du ræd for mig? det skal du ikke, for vi kan jo følges ad op efter byen te'n.» Han gik og så noget efter den, men den gik op i et krat et stykke fra, og der blev den henne. Nu fortalte han det i sit hjem anden dagen. Men det blev der jo ikke videre ud af, og så stod det hen til i oktober, da kom han og en pige kjørende fra Kolding en aften. Da de kom på det sted, hvor han havde set skikkelsen, kunde de se, der stod et lys, og brændte ovre i krattet, og så troede han jo, det var der, den skat med de 18,000 daler var begravet, for det var i nærheden af det sted, hvor sagnet havde fortalt om, at den skulde være; der var kun en mark imellem. Så siger han til pigen: «Vil du ikke holde ved hestene ilav, a tror, a vil derover.» Nej, det turde hun jo ikke, og så kjørte han hjem, så stærkt trække kunde, for han vilde derned igjen, inden lyset gik ud. Da han kom hjem, fik han en mand til at følge med sig, han var nok ræd, men måtte med. Da stod der tre mand omkring en lygte. Så råber han: «Hvem er det?» De bliver rædde og springer fra lygten, men én af dem kjendte min faders röst. «Er det dig, Sören Rönning?» — «Ja.» — «Her skal du se, hvad vi har fundet.» Da var det en pige, der lå nede i opløbet og var død, og det var for ham at tykke den selv samme skikkelse, der var skreden forved ham. Nu skulde de holde vagt, til øvrigheden kom, men turde ikke stå helt nede ved hende og stod derfor oppe i krattet. Der kom aldrig nogen oplysning om, hvor den pige var fra.

Kristen Rönning, Bramdrup.


127. A wa såen omentrændt en snes oer, da a kom te å tíen o en mende goer i Åwsby. Di hååd kon tåw böen, de wa tåw twelengdrænge, å di låå ennd i samm kamer som mæ. Jæn næt, a blöw wåågen, æ klåk wa så en omentrændt jæn, tængker a, da seier a tåw lys, dæ bræænd hænn o en lelle bouer, dær wår ennd i samm kamer, di bræænd mæ såen en sær blo skjaer. Da a såw dehæer, så-ild a jo stå åp å seie, hudan de ku væær, får a vest jo da, te a håj slot æ lys om awtener, enden a gik i sæng, mæn liig som a -ild spreng å æ sæng, så gik di ued bæge tåw. Fjorten daww ater lå bæge drænge lig ennd o dænd samm bouer.

Askov højskole.


128. En kone i Åsted, hvis fader var snedker, sad en aften inde i vævilden og så da et blankt skjær henne for vognhusdøren. Hendes fader døde knaphændig og kom til at ligge lig i vognhuset.

Jebjærg højskole.


129. A så en gang et lys for et menneske. Da tjente a i Vejen på den gård, der ligger her foran i byen, og a havde mit sengeleje sådan inde i kjøkkenet. Der var en lille döns, og der gik en dør fra den ind i kjøkkenet. Så en aften, a ligger i min seng helt lysvågen, da kommer der et bitte blåt lys ud af lille-dönsdøren, og det skrider hen ad kjøkkengulvet og hopper op i skorstenen og står der et bitte korn og brænder. A ligger henne i sengen og ser på det, og så går det ud. Nu vilde a ikke lige sige det til dem inde, skjøndt det var ligefremme folk, men a tvivlte nok på, det vilde betyde noget. Det varede aldrig så længe, inden manden blev syg, og han døer. Manden og konen de havde deres seng inde i lilledönsen, og der døde han inde. Lav han så var død, kommer konen med lyset i hendes hånd, og hun går hen til skorstenen og rager ilden op, for hun vilde til at koge dem en tår kaffe. «Sover du, Niels?» siger hun. «Nej,» siger a. «Ja, nu er Jeppe død, og vil du nu komme op, så skal vi have os en kop kaffe.» Ja, så rejste a mig og trak i mine klæder, og a fik en kop kaffe og et stykke kage. Så sidder a og fortæller det om lyset. «A tvivlte nok på det, for a har set hans lys.» — «Da var det sært, du har ikke sagt det.» — «Nej, a vilde først se, om det havde noget at betyde.»

Niels Hansen Li, Vejen.


130. En kone, som hed Sofie, så en aften et liglys nede i Skave. Kort efter døde et ungt menneske der nede af halssygdom.

Villads Andersen, Trabjærg.


131. Det var i Hestkjær i Hanning, ilav a var lille, da skulde a ud en aften, og én af mine brödre skulde følge med mig. Vi gik ud ad søndredøren, for det a bad om det, der skinnede månen. Da så vi begge to et lille blåt lys med mange stråler ud fra oppe ved en vej lidt fra huset. Da vi kom ind, fortalte vi det, og da gik min moder til døren, men kunde intet se. Fjorten dage efter så døde en lille søster, a havde, hun var fyrretyve uger gammel, og hendes lig kom den vej.

Mette Marie Vig, Ölgod.


132. Forrige år, da der skulde være barsel hos Niels Møllersvend i Jærnved, havde Per Snedkers kone, der var køgs, været der omme et par dage i forvejen for at hjælpe med tilberedelserne dertil. Da hun gik hjem om aftenen tilligemed en pige, der tjente i nabogården, så de begge, at der hos Peder Hansens pludselig blev lyst i det östligste vindue, hvorpå det bredte sig over hele huset, indtil det nåede til storstuen, som ligger vestligst i huset. Så forsvandt det i de andre værelser og blev til et blåt, blegt lys i stuen, og pigerne syntes gjennem vinduerne at se, ligesom den var fuld af mennesker, indtil lyset også endelig der forsvandt. I førstningen talte de om, at der vist måtte være fremmede hos Tøgers, men da det forsvandt på den måde, sagde konen t «Der skal nok passere noget, enten det ene eller det andet, for det var et varsel.» Da de kom til stenten, hvor de skulde skilles, spurgte hun Marie, om hun turde gå ene hjem, og det bejaede hun. Kort efter døde aftægtskonen i den gård, og hun blev så som lig båret gjennem alle de værelser, hvor de havde set lyset hos Tøgers, og ind i storstuen, hvor hun blev sungen ud.

H. J. Hansen.


133. En mand og en kone i Brørup gik hjem en aften. Da så de hele deres hus oplyst. Men der havde dog ikke været tændt lys af börnene i noget af værelserne. Så døde der kort efter et af börnene, og ved begravelsesgildet var mand og kone fulgt med nogle på vej, og da de gik hjem ad, så huset akkurat lige sådan ud som den aften.

P. Klemmensen, Hoven højskole.


134. På Bjoldrup kirkegård har jeg en aften set et lys i det nordöstlige hjørne. Det var heller ikke længe derefter, at der hængte sig en dreng i Bollerslev skov, og han blev netop begraven på det sted, som jeg havde set lyset.

J. L. K.


135. Det var en aftenstund, da a var gået fram for at lægge ilden sammen, da så a et lys, der stod lige uden stuevinduerne henne ved kjelden. Det var et liglys for min mand, a så. Det var et årstid för han døde, men han lå ringe så længe. Lyset var på det sted, hvor han blev sat, da han skulde lettes op på vognen og kjøres til kirken, på det selv samme sted.

Maren Skade, Åsted.


136. I det tredje kongeledshus ved Ringsted så konen, noget för manden døde, to lys brænde i hovedgjærdet af sengen.

Jørgen Hansen.


137. I nærheden af en gård på Svindinge mark, der forhen ejedes af en mand ved navn Herman, stod der et lys i et gjærde, og det brændte hver aften, så det tydelig kunde sees fra gården. En dag, da Ole Markvarsen havde været på arbejde i gården, fulgtes han og Herman ad omtrent hen til stedet, hvor lyset brændte, men Herman gik dog tilbage, inden de nåede stedet. Da Ole kom derhen, var der intet lys, men i grøften lå der noget hvidt noget, som rejste sig op og fulgtes med ham, og Ole kunde tydelig se, det var et lig, der havde ligskjorte på, og den var bunden fast ved hænderne med sorte bånd. Ole holdt ikke af dette følgeskab og gik derfor ned over en gangsti for at komme fra den døde, som fulgte vejen. Men da Ole gik af gangstien ud på vejen, traf de sammen igjen, og den døde forlod ham først, da de nåede kirkegården.

Lars Frederiksen.


138. En gårdmand i Lille-Torup ved Sparrekjær var gået til Mønsted efter brændevin, for han var drikfældig, og der drak han sig fuld og fik en flaskefuld med sig. Men så gik han vild, kom ud på en hede, kom til en stengrav (hvor der havde ligget en jordfast sten), tog hans kaskjet og lagde ved den ene side, træskoene ved den anden, drak derefter indholdet af flasken og faldt om. Da de savnede ham, kom der folk ud at lede, men de ledte efter ham i samfulde fire dage og fandt ham ikke. Endelig kom de til en mand ude på heden, og han fortalte dem, at for tyve år siden havde han set et lys derude, som brændte meget klart. De vilde have ham til at vise dem stedet, og så gik de hen og fandt liget.

Jebjærg h.


139. Æ var gået ud en nat klokken mellem 1 og 2 for at se efter rav. Da æ kom norden på æ Blænding, der bliver æ et lys vaer sydvest for Peder Andersens hus. Så troede æ, det var ham, der vilde tage en lygte med for at se at gå tört over kjæret, for han vilde ned at strænde. Da lyset kommer til æ dybe-rende, står det der en ussel krumme, og så kommer det op i den samme retning, som det kom fra begyndelsen af. Nu var æ skjødesløs og sagde: «Føj i Fanden navn, her er ild i en øgl...» Da bliver der to lys en 4, 5 skridt fra hinanden, og det var så lyst imellem mig og lyset efter en bestemt linje, så lyst, te æ kunde have set at tage op, hvad det skulde være, men hvor æ stod, var der mørkt. Så blev æ kjed af, æ havde sagt det, og nu sagde æ: «I Jesu navn.» Så foer lysene i ét, og så skred de lige op efter Troldborgtag. Der fut de ud, og så blev det mørkt for alvor, æ troer, det var en kompi af Fanden. Nogle år efter hængte konen sig i det hus, hvor lyset viste sig sønden for, fra ni små börn. Men æ kan jo ikke vide, om det havde det at betyde.

Anders Kristensen Istrup, Hedegårde, Ørum.


140. Nede ved stranden, Vester-Vedsted, så man i lang tid et lys stå og brænde, og man troede da, at der vilde ske en stor ulykke. To unge mennesker var en dag ude at skyde vildt, og da de havde sat sig ned, gik den ene bøsse af og traf hans kammerat, så han døde få minutter efter.

J. L. K.


141. En gammel pige i Jandrup, jeg en gang blev kaldet til, betroede mig under mange omsvøb, at hun havde set lys brænde under jorden i sin have, og siden havde haft sådan sælsom uro over en bordkniv, hun havde; der skete bestemt en ulykke med den.

Pastor E. H. Seidelin.