Lys for druknede

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

I. Lys og varsler

6. Lys for druknede



142. Min fåer han fåtålld jæn gång, han so trej lys uud på Riisgod nak, å så en ti æter så kam dær stårm, å så wa-dær en skiper, dæ måt angker åp onder Esskjær skåw. Han håd en kowen mæ fræ Lostøer, å så wild hon i lannd. Di wild åse föjj hend i de, å skiperen å så matrosen såt hend i lannd, mæn drængen skuld blyww omboor. Dænd gång di så kam met wæjs imæld skibed å så land, så gik dæn jænn oor istøker, å no dröw di få wenden end æter Riisgod nak, å di ku slæt et styyr jålen. Dænd gång di kam så end i lanndbröded, så wælldt jålen, å di drowwnt ålld trej. Mæn dænd gång stårmen håd ænnd, så wild dænd gamel sowwnfåwed i Riisgod dæneied, få han wild ålldtier gjaan ud å stråånd. Dænd gång han kam så ud te naken, så fender han føst en pæn swåt sellkihat, å dænd jaw han æpo hans houe, å dænd ku pås så gåt. Mæn som han no hå gånn en let, så fender han en mand, å så skønder han sæ mæ å ryw å howedet — få han blöw jo så fanomen, da han twilld nåk omm, de war dænd mand hans hat, han had fonden. Så gik han let ijæn, å dæær fender han e kwenndmendesk, å e bete kon dæfrææ lo jit kåålmendesk te. Så lo han klø hjæm, dænd gång han wa komen let te sæ sjæl. Mæn så fæk han dæm endda hendt hjæm.

Mikkel Jensen, Grynderup.


143. Min morbroder, Peder Tuesen, var til julebojel i Fael kro, den ligger tæt ved udløbet i fjorden. Så kommer Povl Torsk derind og fortæller, at han har set to lys nede ved faelen (åkanten). Det vilde de ikke tro og holdt ham noget for nar med det, og Peder Tuesen var en af de værste til at gjøre nar ad ham. Så vilde de have ham til at følge med og vise, hvor det var, og det gjorde han. Peder Tuesen var skipper, og siden strandede han nede ved Husby, og skibet gik i splinde. Både han og kokken druknede, og ligene kom i land og blev sejlede fra Ringkjøbing og her op til sønderenden af fjorden og så satte af, hvor lysene havde stået. Styrmanden kom i land, og han fortalte, at han sad i mesanvantet, og et par gange havde fat i Peder Tuesen, der holdt sig fast om mesanmasten. Men så hörte han en röst, der sagde, at nu skulde han forlade skibet, og da der kom en stor bølge, sprang han ind mod land. Natten för havde hans kone drömt, at hun havde stået ved hans lig og strøget håret op i hans pande. Dagen efter kom en dreng med telegram fra Ringkjøbing, og han var gået ind til nabogården. Så fulgte den mand med derover, og da hun så dem, var hun vis på, hvad de kom efter.

K. J. H.

Fael er en bæk, den ström, der løber ud i fjorden.


144. Smeden her i Husby fortæller, at mens han var dreng, så han og hans moder fra deres hjem syv lys komme skridende med mellemrum hen ad vejen fra klitten og op mod kirkegården. Det samme syn såes samme aften ovre i Ø. En tid efter kom syv lig i land fra et strandet skib, og de blev jordede i kirkegården.

Jens Krist. Korsgård.


145. Dæ wa tow feskere, dæn jænn han bower hæær i Ætbølle, a dæn-åån han har e hus åp we Nøjmøll po Saleng, å di lo hær udenfå Trænnd å feske flønder, å så so di e lys, dæ kam fræ wæjster imælld Lyw å Fur, å di so, de stræke sæ öwer imoued de öste land å skræj end te dænd dål, dæ kaldes Lånngdål, de ær imæld Ætbøle å Trænnd. Mæn enden de kam end i dåle, så sto e stell en bete ti å ga e glemer. Dænd gång de wa komen åp igjæmel dåle, så gik e hæn æter e hus, dæ legrer uu i hien. Så en hal snes or æter så drowwnt dær en mand fræ Nykjöweng po Mås, å han lannddrow u få-de samm stæj, som de lys hå gån i land, å han blöw kjø åp igjæmel dåle dænd wæj, som di hå sit lyse hå goen åp æ.

Ærtbølle.


146. De war tåw Furrbor, di sæjjlt te Ållbåre mæ røøge oel, å så hå di sit e lys, de sæjjlt di ålldtier æter. Så war e jæn awten, di kam åse sæjjlend, å di kam te Løgstøer, så wild di rå dæm fræ å sæjjl dænd næt, få de de wa så mørk. Ja, di ku sajt sæjjl, få di hådd e lys å sæjjl æter. Mæn dænd gång di så kam te lyse, så gik e u, å så i de samm så slow sæjle dæn jænn mand öwe bouer, å så drowwnt han. Så war e jo hans it lys, han ha sit.

Ærtbølle.


147. Der er mange forunderlige fortællinger om liglys., ligskarer o. s. v., som især har hjemme rundt omkring Nissum fjord, men naturligvis også andre steder. Jeg vil her fortælle et par fra fjorden. Ud for de såkaldte Österenge findes der et dybt sted tæt under land, som kaldes Rørsbuskene, og der har i næsten hundrede år været set et liglys. Mangfoldige skal have set det, blandt andre min moder. Det var en lille blå flamme, som vippede op og ned på vandet, sagde hun. En anden mærkeligere fortælling om et syn fik en forunderlig sörgelig opfyldelse sidste sommer. Synet er set af mange, er i det mindste 50 år gammel og var vidt bekjendt. Det fortælles således: Folk, der var ude på fjorden, så i aftenskumringen en sejlbåd for fulde sejl (somme siger, at de var røde) komme ovre fra Torsminde og så pludselig blive borte på et bestemt sted nordöst for Fjandø. Dette gik, som sagt, så sörgelig i opfyldelse Store-bededag 1872, i det en sejlbåd med 6 mand i tog ud fra Torsminde for at sejle til Fælstedet, men da båden kom på det bestemte sted nordöst Fjandø, sank den, og mandskabet druknede. Hvordan det er gået til, får man jo aldrig at vide, da man først kom til folkene to timer efter, at de var druknede, men det synes næsten, som stedet har været bestemt til deres grav mange år, för de blev født.

K. L. Vestergård.


148. Lige ud for enden af Harboøre har der for mange år siden stået et lys. En mand fra Furland, der sejlede til Nykjøbing med postsager, sejlede al tid efter det lys. En aften slog sejlet ham ud, og han druknede.

Jebjærg højskole.


149. I Kås sø kan man undertiden se et lys. Når et sådant viser sig, skal der for det meste drukne én i søen. Det viste sig for nogle år siden, og kort efter druknede en dreng.

H. A. B.


150. Så længe jeg kan huske, har man talt meget om et lys der stod i Tarum mølledam, lidt sønden for gården, over et meget dybt hul. Mange, som færdedes omkring møllen, også af gårdens egne folk, har ofte iagttaget dette lys, og man spåede sig ikke noget godt deraf. For nogle år siden havde man endog en aften i tusmørket hørt et frygteligt skrig og råben om hjælp fra det omtalte sted. Man skyndte sig derhen, men intet var at opdage, og ingen mennesker, fra hvem lyden kunde komme. Vor møllersvend havde en aften silde været ved en bagsluse, hvor vi havde et lidet ålefiskeri, og på hjemvejen så han lyset i 3, 4 alens afstand fra dæmningen. Da han kom hjem, ytrede han, at nu blev lyset temmelig nærgående. Nogle dage efter fik han og fire andre karle lyst til at bade sig. Møllersvenden blev først færdig med afklædningen og vilde til at springe i vandet. En af karlene bad ham at være forsigtig og afkjöle sig først, men herpå svarede han, at i middagsstunden var han sprungen i langt varmere, og med disse ord forsvandt han uden at komme levende op mere. Siden den tid har man ikke set noget til det omtalte lys.

J. L. K.


151. Igjennem Höstrup, Egvad, løber en å, hvor der for nogle år siden er druknet en dreng. På det sted, han druknede, er der flere, der har set et lys brænde.

J. P. N. L.


152. Min bedstemoder fortalte for nogle år siden, at hun havde set et lys brænde nede i åen, som løber norden om vor gård, på et sted, hvor der var lagt store sten til at gå over på. Det skete også nogen tid derefter, jeg husker ikke hvor længe, at der druknede en mand.

Hulvad. J. L. K.


153. Da for nogle år siden en mand i Sønder-Omme sogn en aften hen ad klokken 9 kom gående fra Østerby efter sit hjem, så han noget som en gloende jærnstang komme skridende fra Lille-Brande og langs åen omtrent en fjerdingvej, hvorpå den forsvandt i åen. Ved samme tid denne aften gik der en gammel mand fra Lille-Brande og efter sit hjem, der lå en fjerdingvej derfra, og da det var meget mørkt, gik han fejl af vejen og druknede i åen. Da han ikke kom hjem, og man næste morgen søgte efter ham, viste det sig ved at følge hans spor i sneen, at han var gået samme vej, som ildstangen- havde taget, og var falden i åen på samme sted, som den var forsvunden.

F. P. J. Lund, Vinten-Enner.


154. Over Fruens hul, et sted i Stadil fjord ved Alrum å, brænder der næsten hver aften et lys. Det skal være en præstekone, som har druknet sig her, at lyset brænder for.

P. K. Madsen.


155. Der er et markstykke, der kaldes æ Udgrobe, og der er en overkjörsel eller bro over bækken, som kaldes æ Udgrobe-bro. To karle havde været ude i engene om aftenen med hestene, og så siger den ene: «Der står et lys omme ved broen.» Den anden svarede: «Det er sagt et varsel for, at et hoved skal drukne. Nu skal vi jo til at slå der omme, og når høet er bjærget, skal hövderne jo derom, så vil der sagt falde et i bækken.» De plejede at slå engene én dag, men det år vilde de tage to til det. Lav de så kjører derom anden dagen, var vandet gået lidt over broen, for der var flode inde, og to vogne kjørte over først, og det gik godt. Så tykte den tredje også, den kunde kjøre over. Men lav de kom på broen, kom den ene hest for uderlig, og der gik en fjæl i stykker. De væltede så ud i bækken. Der var tre søskende på vognen, to karle og én pige. Den ene karl kom op med hestene i tömmen, og så prøvede han på at samle pigen op. Den anden karl var en udmærket svömmer, og han råbte til pigen, at hun skulde fædre (ɔ: træde) med hænder og födder i vandet for ikke at synke, og han viste hende det. Men inden den første karl fik pigen samlet i land, så sank den anden og druknede. Det var altså hans eget lys, han havde set.

Morten Jensen, Darum.


156. En aften, a går hjem til den gård i Sønder-Lem, hvor a tjente, og a kommer sønder til den, står der fem lys ovre i gårdsleddet i nabogården. A stod og så på dem længe, og de blinkede frem og tilbage. Men endelig gik a jo da hjem i min seng. Der gik et halvt års tid hen. Så en eftermiddag får den mand kjeldemand, og han kommer ned i kjelden og skal se, hvad der er ved det med den. Da han havde været der i ti minutter, råber han til en anden, at han skal komme derned, men i allen godlag skrider kjelden sammen. Så blev der sendt bud efter en anden kjeldemand, og der skulde kastes påny, og der kommer bud til Skive efter fjæl og sager til det. Imidlertid var det blevet aften, og de fik 5 lygter tændt, og 5 folk gik runden om kjelden og begyndte at arbejde på at grave ham op. De arbejdede et helt dögn, inden de kom til ham, og der var seks mand til at bære ham ind i storstuen. En aften havde manden og konen ligget ovre i deres seng og hørt 5, 6 mennesker komme gjennem gården og hen til storedøren, og de lå og spekulerede på, hvad det var. Manden stod endda op og så efter, men kunde ingen ting opdage. Men nu kunde de forstå det. En halv snes år i forvejen havde en tjenestedreng, som havde tjent der, en morgen, han stod henne i stalddøren, set en mand blive hejset op af kjelden, og det var den samme kjelde, han nu satte livet til i.

Jebjærg højskole.


157. Der brænder lys ej alene over skatte, men også ved åer, lergrave o. s. v., hvor der vil ske noget. En gammel mand har fortalt, at en nu afdød mand kom ind til ham en aftenstund og advarede ham for en brønd, som han havde i sin mark, der havde han set lys brænde. «Tag både jer selv og börnene i agt,» sagde han, og den gamle havde stadig haft hans ord i tanke. 30 år senere druknede imidlertid én af hans egne sønner, som var meget sindssvag og havde faldende syge, i brønden.

N. J. Termansen.


158. En mand i Selde havde en mergelgrav langt ude i hans mark. Der så han en aften et lys gå ude, og undrede sig over, hvem der skulde drukne der. En kort tid efter var han og hans broder følgesende ad i by, og om aftenen, de gik hjem, var det tåge, og de gik vild og kom i graven. Broderen kom da med nød op, men han, der havde set lyset — han hed Jens Ladefoged — blev der i graven.

Jebjærg höjsk.


159. I den gren af Lindholms å, som strömmer forbi Nörhalne, druknede en gang en mand sig selv. Hver nat står en ildstötte over vandet, hvor det er gået for sig, og dette kaldes et varsel.

Nik. Christensen.


160. En gårdmandskone i Jandrup kastede sig for et år siden i en mergelgrav og druknede. Hun havde kort forinden set lys brænde i samme mergelgrav og talte om, at den skulde kastes til.

Pastor E. H. Seidelin.