Lys i kirker 2

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

I. Lys og varsler

4. Lys i kirker


105. Det var en aften sådan i mørkningen, karlen i Hvirring præstegård gik ud fra hans meldmad, da så han, der var lys i kirken. Så gik han tæt hen til kirkedøren, men den var aflåset, hvorpå han gik ind til præsten og sagde, at sådan og sådan var det, kirken var oplyst, og døren lukket. Så siger præsten, om han ikke vilde kjøre over og hente Nim præst. Da han så kom, tog de deres kraver på og lukte døren op, for præsten havde nøglen, og gik der ind. Da sad der tre jomfruer i røde kjoler oppe for alteret og skrev. Så véd vi ikke andet, end at vor egen præst, Frits, var bleven som rørt siden den tid. Andre siger, at de hentede 7 præster den aften, og samme aften holdt der 7 karle uden for kirkegården. De gik ind i kirken, alle præsterne, men hvad der var ved det, fik ingen at vide. Præsterne drog så hver til sit. Pastor Frits fik virkelig en svaghed. Han fik et koldt bad hver morgen, blev svöbt ind i kolde lagener og overklappet. Der er en hulning oppe i kirken bag ved alteret, og der jog Nim præst spøgelset ud.

Rask mølle.


106. På Brejninggård levede der en herremand, som ejede kirken i Brejning. Samme mand var meget gjerrig, og en aften, han kjørte lige forbi kirken, så han to lys brænde der inde på alteret. Da de ikke var helt opbrændte, steg han af vognen, gik ind i kirken og op til alteret for at slukke dem. Han slukkede dem i Gud-faders navn, men da han kom i kordøren, var de igjen tændte. Han slukkede dem anden gang, men da i sönnens navn. Men det gik som för. Da han var kommen til våbenhuset, var de tændte igjen. Tredje gang slukkede han dem i den Helligånds navn, og da forblev de slukkede. Da han kom til våbenhuset, lå der et uhyre i drageskikkelse med menneskehoved og vinger. Der stod han, frem turde han ikke komme, og tilbage heller ikke, da han var som naglet til pletten; sit sværd vilde han bruge, men kunde ikke få det af skeden. Da bad han til Gud og lovede, at dersom han vilde føre ham vel derfra, vilde han bygge et kapel til kirken. Nu kunde han drage sværdet, og han hug til. Derefter hørte han en röst: «Drag og stik igjen!» og på de ord drog han sværdet anden gang, men syntes da at se en hest med vinger. «Drag og stik igjen!» lød det på ny, og han drog sværdet tredje gang og så da en hest. Så gik han ud og kom til vognen. Der lå hans ene hest død og bar mærke af tre sværdhug. Han glemte ikke sit løfte, men byggede en rund udbygning til kirkens östre ende, som endnu står. — Der fortælles også, at han første gang så noget, som han ikke kunde blive klog på, hvad var. Anden gang så han en hestehud, og tredje gang hesten.

P. K. Madsen.


107. Brejning kirke . . . . Herremanden tænkte, at degnen måske havde været oppe at tænde alterlysene, men så glemt at slukke dem igjen, da han gik, og han gik op og blæste dem ud; men da han atter vilde gå ud, stod der en stor hvid skikkelse i kirkedøren og spærrede ham vejen. Han bød den at gå til side, ellers vilde der times den en ulykke, men den blev truende stående. Nu greb herremanden sin sabel og huggede til skikkelsen, men det var, som han huggede i luften, og spøgelset blev stående. Han blev lidt hed om ørene over, at hans gode sværd ikke kunde gjøre det af her, og lovede nu, at hvis han måtte komme forbi, skulde han bygge et sakristi til kirken. Da gjorde skikkelsen plads, men da han kom ud, lå den ene af hans heste og var hugget midt over, og han kunde da vel forstå, at han havde hugget på hesten, da han troede at hugge på skikkelsen. Men herremanden holdt ord og byggede et sakristi til kirken, og oppe i muren sees en stor sten, hvori der er udhugget en halv hest.

Lærer Jörgensen, Måbjærg, ved M. Møller, Sir.


108. En herremand ejede både Slumstrup og Brejninggård og rejste ofte imellem sine to gårde. En aften kom han kjørende forbi Brejning kirke. Da så han lys der inde, bød sin karl at holde… Hest med spyd i panden. (Skrammernes våben?) (Sml. sankt Jörgen.)

Hanne Fenger.


109. For mange år siden levede der en mand på Brejninggård, som var meget from. En aften gik han ind i kirken for at bede, imens bandt han sin hest uden for kirkedøren. Efter at have endt sin bön gik han ned ad kirkegulvet, men traf der på noget låddent. Han troede, det var selve Satan, drog sit sværd og slog uhyret ihjel på stedet. Nu gik han ud til sin hest for at komme hjem, men den var ingen steder at finde, og nu gik det op for ham, at han havde slået sin egen hest ihjel. Mens han var inde i kirken, var der kommen en regnæl, og hesten var gået i ly i kirken. Til bod for den synd at have udgydt uskyldigt blod i Guds hus byggede han så et stykke til kirken ved östenden. På ydersiden ses endnu den halve hest afbildet. Manden, hvis navnetræk, H. L., står på stenen, hed vistnok Hans Lange, og hesten er vel hans våbenmærke.

Niels Lynderup.


110. På Ölgod kirkemur ser man indhugget en flået hest og en skjæppe og en dolk, og sagnet fortæller, at for mange år siden boede der på Hejbølgård en bonde, som var kirkeværge, og da han en gang kjørte forbi kirken, så han, at lysene brændte oppe på alteret, og så bandt han hestene, gik ind og slukkede dem. Da han kom ned til kirkedøren, så han, at de brændte igjen, og han gik atter derop for at slukke dem, men da han kom ned i våbenhuset, lå der et flået helmis og spærrede vejen for ham. Så drog han sin dolk og stak i uhyret, og det sagde: «Træk og stik igjen.» Men manden sagde: «Nej, det skal Gud forbyde.» Og så fortælles, at manden bad Gud om at bevare sit hus og hjem, kone og börn og sine heste, og dersom han selv måtte komme godt ud af kirken, så vilde han bygge et kapel ved enden af den. Da han havde bedt den bön, så forsvandt uhyret, og han kom godt ud af kirken. Men den ene af hans heste var en hoppe, og den lå død for vognen, for han havde jo bedt for sine heste og ikke for sin hoppe. Han byggede et kapel ved österenden af kirken, og det kostede ham en skjæppe penge, og derfor ser man skjæppen indhugget i kirken, og dolken, som han stak med, og uhyret, som man mener var den Onde selv, ser man også indhugget i muren på kirken.

Niels Nielsen, Topgård, Strellev.


111. I den tid Hejbølgård var samlet, boede der en mand, de kaldte Hejbøl Bonde. En aften, han kom forbi kirken, var der lys tændt i den. Så binder han bæsterne uden stetten og går ind og slukker det. Da han kommer ned igjen imod døren, ligger der et stort dyr midt for den, og det var slemt fælt at se på. Om det vilde lade ham komme om, vilde han bygge et kapel... «Drej og stik»igjen»... «Vorherre bevare min hest og min vogn.»…

J. A. L., Havlund.


112. Ölgod kirke har för været en korskirke, men en herremand rev en gang de to udbygninger ned, så at kirken kom til at se ud som en anden kirke. Hejbøl bonde… Det lignede en flået hest, der sagde: «Hå-ha-hå, drag og stik igjen!» — «Nej, det forbyde Gud!» og så gik han tilbage til alteret og bad for sin familie og alt, hvad han ejede, men glemte dog sin hoppe, sin kusk og sin rögter. Vilde bygge så meget til kirken, at det kunde koste en skjæppe penge. Hoppe og kusk døde, og da han kom hjem i stalden, fandt han rögteren død med en favn hø i armene.

P. K. M.


113. I Ölgod er en storgård, som hedder Hejbøl (ɔ: Hedebøl), og som för har været større. Her boede Hejbøl Bonde, som ejede sognets kirke. Han var ellers forfalden til drik, samme mand. Lys i kirken… Kom godt hjem, men glemte sit løfte. Han levede et sölle levnet, og det gik sådan tilbage for ham, at han gik fra gården, inden år var gået. Så blev han hyrde der på gården, og en dag, som han var ude at vogte får, så han sin hund ligge og snuse ved en sten. Han talte til den, men den vilde ikke komme. Så gik han hen og væltede stenen om og fandt så en grov hoben penge der under, så mange, at de bestemt kunde fylde en skjæppe. Disse tog han og byggede udbygningen til kirken for, som han for havde lovet, og nu var det mærkeligt, hvor lykken kom til ham, ti inden et år var omme, var han så meget karl, at han kunde kjøbe sin egen gård. På enden af udbygningen er der udhugget en huling bestemt som en skjæppe, der skal sigte til den skjæppe penge, bygningen kostede, og lige oven over ser man et mandshoved. Det er Hejbøl bonde, der satte bygningen. På den nordre side ser man et dragebillede, som der bliver stukket et spyd i nakken på.

P. K. M.


114. Apsis ved Ölgod kirke er opført af en mand, som en gang nær var omkommen i en oversvømmelse. Han var redet vild ved nattetid, og inden han tænkte på, red han ikke længere på jorden, men hesten svømmede under ham. Lovede så Vorherre, at hvis han vilde bevare ham, skulde han o. s. v. Mistede sin hest, fordi han ikke havde nævnt den. (Sml. røversagnet fra Gjellerup.) .

M. Eskesen.


115. Trandum kirke kommer op at stå hvert syvende år, og samtidig giver klokken i søen sig til at ringe. Det er på Peders dag. Der var en mand, der var nysgjærrig og tog hen at se efter det den aften. Han så også kirken og gik der ind. Da var den fuld af folk, og der blev holdt tjeneste. Han blev jo forskrækket, og da han vilde ud igjen lå der noget som et hesteben i våbenhuset, og han hørte en röst, der sagde: «Stik til!» Det gjorde han. Så sagde det det samme igjen, men nu lod han det lige godt være. Da han kom ud til sin befordring, lå den ene hest og var død. — Klokken var sunken ned i søen, fordi skibet, som den var på, gik under.

Jesper Skrædder, Nygård.


116. En karl, der tjente ved Bövling degns, havde været i by og kom gående hjem en søndag aften. Han så da at lyset var ikke slukt i kirken, og så vilde han gå ind og slukke det. Der var én, der prækede, og kirken var fuld af folk, men så måtte han møde hver aften, når der kom bud. Han søgte råd for det hos Lars Skade, og han kom og lå ved ham om natten. Da der nu kom bud, så gik han i hans sted. Da han kom tilbage, sagde han, at han skulde flytte i morgen tidlig, for han boede for nær ved kirken, han måtte ikke komme kirkegårdsdiget nær på 50 alen, siden solen var nede. Nu kom han til at tjene i Møborg præstegård og kjørte en gang for præsten op til Fjaltring præstegård! Da han kjørte hjem om aftenen, sagde han, at han vilde kjøre den vej om ad Rammegård og Vester mølle, for den var lige så nær. Men præsten sagde, at han skulde kjøre den anden ve], han vidste nok, hvorfor han vilde ikke kjøre den. Da de kom til kirkegårdsdiget, kom der én og holdt hestene for dem, og så kunde de ikke kjøre længere så siger præsten, at han skulde gå om og tage et baghjul af. Nu kjørte de en halv mil, og så sagde præsten igjen at han skulde sætte hjulet i og så kjøre hjem, så vilde præsten gjøre det ud for ham. Da han kom hjem, sagde han, at nu kunde karlen godt gå forbi kirkegården når som helst.

Ole Snabe, Törring.