Møde med ligskarer. Gået til side for dem

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

H. Dødsvarsler

23. Ligskarer, man har mødt eller er fulgt med. Kjørt over af dem


475. En mand kom en aften gående på vejen fra Kolby til Pilemark, ved hvilken lejlighed han mödte en ligskare. Da den kom i nærheden af ham, gik han til side og betragtede den, og kunde nu kjende én af følget. Den mand, han kjendte, døde kort efter.

Jens Tunbo ved N. P. Olsen.


476. En mand fra Sønder-Broby havde været i Brydegård, og da han om aftenen rejste hjem, mödte han på vejen mellem Skårby og Sarup en ligskare. Han red ned i grøften og kunde tydelig høre, at de sang, og tillige se deres sörgedragt. Ligskaren gik efter Dreslette kirke, og samme nat døde en mand fra Strærup i Dreslette sogn.

Sødinge skole.


477. Uldspinder Lorents Nielsens hustru, Refsvindinge, har fortalt mig, at da hun boede i Odense, gik hun og hendes mand lige om aftenen en tur gjennem Vestergade og ud efter Albanibroen. Da ser hun en stor ligskare komme dem i møde, der var ligvogn og alt som ved en begravelse i byen, men hendes mand mærkede ikke det ringeste. Hun syntes, det var underligt, han ikke vilde til at gå til side, og måtte så bede ham om at gå over på fortovet. Dette syn gjentog sig to gange til for hende på forskjellige steder, uden at manden mærkede noget. Hun trykkede hver gang mandens arm fastere og trak ham til side. Hun tilföjer, at hun ikke ønsker at se lignende oftere, da det var en underlig stemning at komme i.

H. C. Hansen-Jeppesen, Refsvindinge.


478. En karl kjørte en aften i meget slemt vejr. Pludselig gik hestene i grøften og vilde ikke op på vejen igjen. Han skjændede og bandte, men da han så sig til siden, så han vogn efter vogn rulle forbi. Nu vidste han, at det var en ligskare, hestene var bleven rædde for. Dyr, der en gang har set en ligskare på et vist sted, bliver al tid angst for at komme der igjen. Hunde er ligefrem ikke til at få der forbi. Bryllupstog ser kun meget få. Da skal man også kunne høre trompeternes skrald. Det kommer i rivende fart. Når man kan høre musikken, bliver brylluppet lykkeligt, ellers ulykkeligt.

Bredstrup. Mads Jepsen.


479. For nogle år siden fulgtes nogle mænd i Rærup ad til kjöbsted, og om aftenen, de kjører hjem og kommer forbi Kloster kirke, så holder ham, der kjørte, så tæt på udersiden af vejen, te der er én af de andre, der råber, om han vilde nu til at have dem vælt. Den gang han fik så kjørt så meget som et halvt bøsseskud, så holdt han ind på vejen igjen. Det var jo sådan et lig, der kom fra Rærup. Det varede ikke uden tre uger, inden det virkelig kom. Den samme mand havde ligget inde i hans seng og hørt, de spillede fiolin inde i hans stue, noget för hans søster blev gift. Den mand hed Esper Andersen, og havde ord for, at han kunde se alt muligt.

Kristen Mortensen, Vejsmark.


480. En mand kom en aften kjørende og havde været i Tåbæk mølle. Da han kom fra Ødum og op efter Langskov, der tykte han, der kom en hel hoben henne. Han kjørte lidt af vejen for dem, og så kom der en ligskare om ved ham, og han kunde livagtig høre, de mumlede. Så trækkede de om efter kirken, og der blev det jo væk.

K. M. P., Hornslet.


481. I Nykjøbing på Mors lå i 1853 en kone syg af barselfeber. Om aftenen klokken 11 gik denne kones søster tilligemed jordemoderen hen ad gaden for at se til den syge. Pludselig forekom det dem begge, at der var noget, der vilde standse dem, hvorfor de böjede til siden ind på fortovet. Lidt efter siger jordemoderen: «Véd du, hvad det var, der standsede os? det var et ligfølge.» — «Så betyder det nok, at min søster skal dø,» sagde den anden kone. «Nej, det gjör det ikke,» svarede jordemoderen, «for jeg så tydeligt, at den halte skrædder var med følget, og han vilde da ikke komme med til din søsters jordefærd.» Et par dage efter døde en slagters kone, der boede lige over for den syge barselkone, men hun kom sig.

V. Bennike.


482. I Gjörding kom to mænd en aften gående forbi kirken. Da siger den ene: «Lad os gå her hen,» for han så en ligskare med en 5, 6 vogne; men den anden så ikke noget til den. «Hvad, ser du nogen ting?» siger han. Ja, han gjorde. De stod så, til det var forbi. Da tager den første igjen ordet: «Hvad så du så?»— «A så en ligbegjængelse.» — «Hvor var den fra?» — «Fra Klavstrup.» Nu var det netop sönnen derfra, som fulgte med ham. «Men det var ikke jere bæster, der var for. Det var formodentlig din faders lig,» og der var flere mænd, han regnede op, som var med. «Ja, måske I kan gjøre handel med heste inden den tid,» föjede han til. Dette skete også, de fik andre heste, og det kom til at passe alt sammen, da tiden kom. Den mand, der så den ligfærd, hed Per Glarbjærg.

Jens Stoer, Nörre-Engelund.


483. Ole Tøgersen og en anden mand var ved havet at strænde. Da de kom til den vej, der går ned til Harboøre kirke, sagde den anden mand: «Stå, bi lidt.» — «Hvorfor skal vi bie?» Han svarede ikke og holdt sig tilbage. Lidt efter sagde han, idet han begyndte at gå: «Æ så lige femten vogne, der kom forbi; det var et ligfølge, og havde vi gået, så havde vi ikke blevet på benene, derfor tog æ i dig.» Men Ole kunde ingen ting se.

Josef Nielsen, Hygum.


484. Min bedstemoder fulgte med hendes morbroder på kirkevejen fra Brabrand til True. Allerbedst som de gik, sagde han: «Gå til side, tøs,» og så tog han ved hende og førte hende om til den anden side af vejen. Der stod de stille, og så tog han hans lue af. Da de havde stået lidt, sagde han: «Ja, nu kan vi gå igjen.» Da hun nu vilde vide, hvad det var, sagde han, at det var en ligskare, de kom forbi.

Mads Hansens enke, Sterregård.


485. En kone her fra Halling havde været henne ved Halling skov et sted at karte, og da hun så ved midnatstid skulde hjem, kom hendes datter, der tjente i en gård her i Halling, for at følge hende hjem. De kom først til moderens hjem, men så vilde moderen følge datteren det lille stykke hen til gården, hvor hun tjente, og da skulde de forbi kirkegården. Der trak datteren moderen til siden lige med et. Da det var forbi, sagde hun, at hun havde set en ligskare, der kom fra den nederste gård i byen og drog op ad gaden og så ind ad kirkeporten. Den samme nat døde også mandens broder i den gård. Pigen blev syg, da hun kom ind til lyset. Hun kunde nu se alt sådant, for hun var født en jule- eller nytårsnat.

Halling.


486. Afdøde skolelærer Pagh i Bording havde en datter, som var født juleaften, og derfor var hun synsk. En aften, han og hans to dötre var gåede en spaseretur, sagde den synske datter: «Gå af vejen, fa'er, der kommer en hel række vogne.» Hun kjendte mange af dem, der sad i vognene, og fortalte fader og søster det, men de hørte eller så ikke det allermindste.

Jens Jensen, Refshalegård.


487. Når ligskaren kjører over én, er det, som man blev trint af en flok gjæs. Man kan ikke få tid til at trine til siden, inden ligskaren nåer én, og derfor skal man kaste sig lige ned. Kommer man foran stjærtenden, skal man løbe for ved vognen helt til kirkegården.

Nis Callesen.


488. Gamle Ma Drues havde tit mödt ligskarer på vejen fra Kjærby til Fravde, eller fra Birkum til Fravde, når hun færdedes der ved nattetider. Når det traf sig sådan, så var der ikke andet at gjøre end slænge sig ned på jorden og lade ligskaren gå over sig, det gjorde ikke mere, end som det var en flok gjæs, der trippede over én.

P. Jensen.


489. Bitte-Povl i Kragelund var en aften gået ud til Bedehöje (Bejdhöww) skole. Da han gik hjem igjen, faldt han, som han gik allerbedst, og det var, ligesom der blev spændt et reb for hans ben. Da han havde rejst sig og gået lidt, faldt han igjen, og dette gjentog sig en seks, syv gange, indtil han kom i tanker om, at dette her vist ikke var rigtig fat. Han gik da til siden af vejen, og fra det öjeblik faldt han ikke mere. Få dage efter døde en mand i Bedehöjene, og nu troede Bitte-Povl fast, at det var den mands ligfølge, han havde været i.

Bedehöje ɔ: Krislianshöj.

J. J., R.


490. En mand fra Vium, der en aften var ude at gå, falder, som han går allerbedst, forover, uden at han kunde opdage det mindste som årsag dertil, og således faldt han syv gange i træk med kort mellemrum. Manden fortalte mig, at det var, som om der blev spændt et reb for hans ben. En tid efter mödte manden en dag en ligskare, i alt syv vogne, på samme sted, som han den nat var falden syv gange.

Jens Jensen, Refshalegård.


491. Vi havde en nabo, der en aften gik udenfor på landevejen. Med et blev han smidt ned i grøften, og da så han en stor skare drage forbi og op imod kirken. Det var en ligskare. Han rejste sig igjen og gik, men var noget fortumlet i hovedet over det.

Jebjærg højskole.


492. Terkel Rude kom en gang ned til Ildved Åbro, og der mödte han en ligskare. Så vilde han stå op på en sten for at se op i vognen, da han var en meget lav mand, om det var en stor eller lille kiste, og med det samme vilde han tage i kanten af vognen for at se bedre. Men da stödte det til ham, så han faldt ned i åen, og han kom nok op, men var noget syg efter det.

Han stod ude om aftenen efter klokken 10 og var forskrækkelig nysgjerrig efter at se ligskarer. Han kunde se dem og slutte sig til, hvem det skulde være, ved at lægge mærke til, hvem der havde flor om hatten, og hvem der kjørte næst ved ligvognen. «Nu skal der snart én dø nede i Østermark o. s. v.» Han sagde til én: «Du kommer snart til begravelse, men du får ondt i dine tænd, for du havde et klæde for din mund.» Og det passede.

Jens Jensen, Gjedved.


493. Da a var en 12, 13 år tjente a i Fabjærgdal. Det var i höstens tid, folkene havde slængt høleerne, da det blev aften, og var ved at sætte sammen. Da ser a, der kommer 15 vogne ud af gården, og a kunde kjende nogle af folkene. Så går a hen til vejen med min svøbe, og vil sætte skaftet ind i hjulene for at høre, om det kunde knæbre, for a var jo noget dumdristig, men der bliver a smidt ned på vejen, og det kommer over mig, ligesom det kunde være store lyngknipper. Den sidste var den hårdeste og havde nær klemt livet af mig. A var så fortumlet, da a kom op, te a kunde hverken se får eller hövder, det var alt det, a kunde stå, og det var så mørkt og så sort for mig. A lovede, te a skulde ikke røre ved sådan noget mere.

Peder Svendsgård, Fabjærg.


494. En karl i Vinkel kom en aften i en ligskare. Han gik med en høle på hans nakke, for han havde været hos en mand, han tjente tre dage om ugen, og gik hjemad. Høleen faldt fra ham, «og så red a, og så kjørte a, og a faldt og tumlede slemt over det, for der var lige 18 vogne.» Der blev også en meget stor begravelse en tid efter.

L. N., Vinkel.


495. Min broder gik en aften her på gaden, og ligemed ét så faldt han, men stödte sig ikke. Han var ikke vel rejst sig, för han var nede igjen, og sådan gik det en 5, 6 gange, men han stödte sig aldrig. «Hvad, kan a ikke gå her, så vil a stikke tværs på,» og så gik han over Bøndekjær. Så faldt han ikke, men han blev syg, da han kom hjem.

L. N.


496. Gamle Karen Bang i Elsted, Snedsted sogn, siger, at hun mange gange har mödt og været i følge med varsler for ligskarer. Det, siger hun, gjör ingen ting, når man kun går på siden af vejen, men hvis man går midt på den, bliver man stödt, skumplet og tilsølet, så det er rent forskrækkeligt, ja, man kan endog blive revet omkuld og brække både arme og ben. Hun havde selv en gang gået midt på vejen, idet en ligskare var kommen hende i møde. Der var tåge, og hun kunde ikke se den, for hun var kommen i klemhærke med den, men den tur var hård ved hende; hun blev sådan tumlet med, at hun ikke forvandt det i mange dage. En anden gang, som hun fra sit hjem vilde gå et ærende i byen, kom der et lys hoppende foran hende på vejen, det forsvandt inde på kirkegården, hvor hun skulde forbi.

Lærer Ditlevsen.


497. A var i Liinbjærg en aften og skulde mellem 11 og 12 gå ad en vej op ad Bøgedal. Som a går, falder a ned på næse og mund, og der var ingen verdens ting at se. Sådan rendte det på mig tre gange, og tredje gang, a faldt, slog a mig slemt ind for mit bryst. Så var der en sådan lyd for mine ører som en nåstren og en pojen af gjæs. Da a kommer nu hjem, vil min moder, a skal have noget at spise. «Nej, a trænger ikke, for a er godt forsynet, hvor a kom fra.» Så tænder hun lyset, og da bliver a så hjærtesyg, te a havde nær brækket hjærtet i stykker på mig. Så siger min fader: «Han er kommen om ved en ligskare,» og havde vi ikke fået lyset tændt, havde a ikke blevet syg. Det var ikke længe efter, inden der døde én af de Liinbjærgere, og a mödte ligskaren omtrent på det samme sted, som a faldt så tit den aften.

Jakob Snedker, Ry.


498. Vi havde en karl, der en aften kom imod en ligskare. Han stumlede lige så såre, men omsider måtte han helt omkuld. Da havde de gået over ham med kisten, for han fulgte jo vejen. Dem, der kan se det, de passer jo på at gå af vejen for det.

Ane Marie Kristensdatter, Ørum.


499. For ikke ret mange år siden kjørte min fader, M. Hansen, samt hans nabo, Jens Mikkkelsen, til Kolding. De kjørte med hver sin hest og vogn. Min fader kjørte foran, og Jens Mikkelsen fulgte bag efter i hans umiddelbare nærhed lige til Fuglsang, Egtved sogn, over en mil fra deres hjem, som de nåede i den tidlige morgendæmring. Min fader fortsætter vejen, og snart har han Fuglsang et godt lille stykke bag sig. Imidlertid opdager han, at hans ledsager er bleven tilbage; han standser og lytter, men kan intet høre, alt er stille. Efter at en lille stund var gået, lod lyden af en vogn sig endelig høre; den kom rask og nærmede sig med hurtighed ned imod det sted, hvor min fader var. Det var Jens Mikkelsen, der var i komme og kjørte, som om han var bleven tosset. «Hvad fejler dig, sådan som du kommer?» udbrød min fader, da han atter havde sin ledsager på nært hold. «Hvad-hvad så-å du dem ikke?» — «Så, hvem?» — «Alle de vogne og mennesker, der kom ud fra Jeppes gård i Fuglsang!» svarede Jens Mikkelsen næsten lidt opbragt. Da min fader på det bestemteste påstod, at han intet havde set, fortsatte Jens: «Just, som jeg nåede Jeppes gård, blev jeg nødt til at standse; ti ud derfra kom den ene efter den anden, og næsten för jeg selv vidste det, befandt jeg mig i en formelig trængsel. Hvor længe jeg måtte holde stille, véd jeg ikke, men så snart der blev en smule ryddelighed, forsøgte jeg at knibe ud. Jeg gav min hest et par smæk af pisken, hvilket jeg atter og atter måtte gjentage, da jeg syntes, at både den og vognen løb baglænds med mig. Og,» tilföjede han med eftertryk, «der vil snart dø én der på gården, ti det er ikke første gang, jeg har set sådan natlig ligbegjængelse.» Denne hans udtalelse gik også snart i opfyldelse, ti kort efter døde Jeppe i Fuglsang, og i tiden mellem dennes død og hin morgen har jeg hört min fader fortælle» hvad jeg her har gjenfortalt. Jens Mikkelsen boede den gang og boer, så vidt jeg véd, endnu på Norbæk mark, Egtved sogn.

Sören Kr. Mikkelsen, Fletcher, Jowa.


500. «Ja, du må nu tro, hvad du vil,» sagde den gamle madam Brun i Odense til mig en gang, «men der er nu lige godt noget til, som ikke er rigtigt, og jeg har da ossenså selv set noget af den slags i min tid. Sådan var det en gang, ja, det er nu mange år siden, da gik jeg en aften hjem fra Ålykkegården(?), og så, allerbedst som jeg går sådan hen ad vejen, så lige på én gang kan jeg ikke røre mig af stedet, og da jeg skulde til at se mig for, så var der sådan en grov masse mennesker foran mig på vejen; de kom inde fra marken og gik tværs over vejen og forsvandt på den anden side, og nogne af dem gik og bar på en stor kiste. Jeg blev jo så bange, at jeg nær havde råbt, men så huskede jeg på, at det kunde ikke gå an at sige noget, for det var jo en ligskare, og når man ser en sådan én, så skal man tie stille. Nå, jeg kom da godt hjem, men har aldrig kunnet glemme den aften, og nu er det dog vist over fyrretyve år siden.

Jeg tror, det var Ålykkegården, men husker det ikke ret, da det er mange år siden, den gamle fortalte mig det.

Herman P.


501. To piger gik en aften fra Niels Jensens i Tanderup til Onsbjærg, men da de kom til korsvejen, så de en ligskare, som de ikke kunde komme om ved. De vendte da tilbage igjen; men det forekom dem, som om de gik og trådte i jord til op over knæerne, og ligesom de trådte i skjorterne; de løftede vel op i disse, men det nyttede ikke noget. Endelig kom de tilbage til Niels Jensen, der da var i seng, kaldte på ham og bad ham følge med dem ud ad vejen, da de ikke kunde komme forbi en ligskare. Han lovede at stå op og følge med dem, og bad pigerne gå indenfor, til han blev færdig; men dette turde de ikke, da de vidste, at man bliver syg, når man kommer ind til lyset. N. Jensen fulgte nu med, og der var da ingen ting i vejen.

Grethe i Selsinggårde ved N. P. Olsen.


502. Oppe i Flensborg-egnen kjørte en mand det sidste af sit korn hjem fra marken, og det var kun et halvt læs. Det var en dreng, som kjørte hestene, og en gammel mand var der i vognen, som havde hjulpet ham i marken at læsse på. Allerbedst som de kjører, tager hestene til at gå helt langsomt, og det hjælper lige lidt, hvor meget de pisker på dem, de kan ikke få dem til at løbe. Så siger manden til drengen, at det var vistnok en ligskare, han måtte hellere holde stille. Så holder han jo stille en tur, og så kjører de løs igjen. Da de har kjørt et stykke, begynder hestene igjen at gå langsomt. Så siger manden, at hvis det var en ligskare, så kunde de let få det at se, det var bare at springe over på den frahånds hest og løfte hovedlaget op og så se ind under det og med det samme mellem ørerne på hesten. Det første han har sagt det, så springer drengen over på hesten og gjör det, og så ser han også ligskaren, og hvordan de går og svinger med deres spanskrørstokke med sølvknapper på, og han kan kjende mange af dem. Så skjælder manden ham ud og siger, at hvis han havde vist det, så havde han ikke sagt ham det. Så måtte de blive ved at kjøre helt langsomt bag efter ligskaren, lige til den vred af efter kirken, og da de så kom hjem, fortalte drengen sin husbond, hvad han havde set, men han blev vred, og gav ham en lussing.

K. J.


503. Rasmus Fynbo her i Lindeballe kom fra Vejle. Som han kjører hen ad Tødsby hede og er ved en stenkiste på landevejen, standser hans heste, og så giver han det gamle øg én af pisken. Men de gik snarere tilbage end til fremme. Da han nu kunde mærke,han kunde ikke komme frem, så tager det til at knage i vognen, som det helt skulde have knust den, og så råber han: «Gud, hvad er dog det!» Han plejer ellers ikke at kalde på Vorherre, men så kunde han mærke, at der var noget, der gik forbi ham i modsat retning, og det var höjt og forestillede, ligesom det kunde have været et tog. Han keg tilbage og kunde nok se i en lille afstand fra sig, te der var noget, der skred. Så stod han af hans vogn og omfølte den, om der var ikke noget gået til bræk, men der var ingen ting i vejen. Derefter kom han i tanker om, at han havde mange penge hos sig — det tænkte han ikke på lige i den tid — og fornam så efter, om han havde dem, jo, de var i god behold. Så kjørte han hjem og så alting efter og var ude med lygte, men der var ingen ting ved det. Han har aldrig været fuld i hans dage og er en meget troværdig mand. Der kom et par år efter et lig fra Gadbjærg og blev ført til Sjælland, det var en lærerinde, der døde i Gadbjærg præstegård, måske var det varsel derfor, han så. Han kommer aldrig siden den vej, uden det rinder ham i tanker.

Tue Madsen, Lindeballe.


504. En mand i Klöjing, Nörre-Løgum, mödte en ligskare, men han blev kastet omkuld og kunde ikke rejse sig, hele skaren var passeret over ham, og for ham at mærke var det, som en flok gjæs gik langs hen ad ham.

J. V. N., Ramten.


505. Gamle Peder Jensen kom en aften imod en ligskare mellem Ørritslev og Tvingstrup. Han kunde ikke høre vognhjulene rulle. Da han ikke vilde gå af vejen, gav kusken, som kjørte ligvognen, ham et smæk, så han faldt over ende og blev liggende, indtil skaren var forbi.

L. E. L.


506. Almindelige varsler kan alle høre og se; ligtog derimod kun de, der er fødte en helligdag. En kone, hendes datter og dennes kjæreste fulgtes en aften ad. Allerbedst som de går, siger konen, at de skulde skynde sig enten at gå over til den höjre side af vejen (der har ligtog nemlig ingen magt) eller også løbe ned i venstre vejgrøft. Nej, det vilde de ikke. «Læg jer da i ethvert tilfælde ned midt på vejen,» råbte hun. Nå, det kunde de gjærne gjøre og gjorde også. Da var det, som der gik en flok hvæsende og snævrende gjæs hen over dem. «Hvad var det?» spurgte de. «Det var en ligskare,» svarede hun. «Det var [N. N.s] kone, og de havde [N. N.s] de hvide heste for.» Det lo de ad. Hun bad dem tie stille med, hvad de havde mærket, men det kunde de jo ikke tie, og snart var det kjendt over syv kirkesogne. Den omtalte mands kone døde virkelig kort efter, men nu gjaldt det jo om at undgå at bruge de hvide heste. Først vilde man have et par sorte, men de fik spat. Så et par brune, men de løb løbsk, og den ene tog slemt skade, altså blev man nød til at tage de hvide.

M. Jepsen.


507. Jeg har aldrig set en ligskare, men jeg havde en broder, som var født en juleaften, han kunde se dem. Vi to fulgtes ad en aften hen ad vejen. Det var just ikke mørkt, så jeg kunde godt se at vare mig, jeg gik da også midt på vejen. Så siger min broder: «Kom her over!» — «Hvorfor skulde ieg det, jeg går godt?» — «Jo, gjör det nu!» Men jeg blev ved at gå, til jeg pludselig falder. Så går jeg over til min broder og siger: «Det var dog underligt, jeg sådan kunde falde.» — «Nej, det var ikke så underligt, ti du kom midt igjennem en ligskare.» Men jeg så ingen. Ja, det er sandt.

J. P. Rasmussen, Ås.


508. Jakob Böjlesen og en anden mand kom gående en aften med vejen, og så kunde den anden se en ligskare, Jakob derimod ikke. Han gik midt på vejen. Da kom han imod en ligskare og gav som en snuffel; det var, ligesom der var en knold for hans fod. Stjærten gik nemlig lige ind for ham. «Hvad var det?» udbrød han uvilkårlig. Han blev ved at gå på vejen og mærkede ikke til mere.

K. J., Hemmet.


509. I Kanderup, Hansted sogn, tjente en karl og en dreng tilsammen. Drengen var fra Hansted og bad karlen følge med ham hjem en aften, han turde ikke gå ene. Som de nu går hen ad en markvej, og knægten går lige frem midt hen ad vejen, men karlen ved siden, siger denne: «Kom her over!» Men han blev ved at gå. Så faldt han af og til. Endelig kom de til hans hjem og kom i seng. Da siger Drengen: «Hvorfor faldt a sådan på vejen?» — «Jo, du faldt for hver vogn. Det var Hans Sörensens ligfølge, og vor vogn kjørte med liget. Han døer snart.» Det slog til, otte dage efter var han død, og deres vogn kjørte liget, og de samme vogne var med, som han havde nævnt.

Sören Lavrsen, Gjedved mark.


510. Min fader og Kristen Meldgård i Tapdrup fulgtes ad en aften. Så med ét griber han i min fader og siger: «Kom her over.» Det gjorde han ikke, men blev ved fremad og snublede to gange efter hinanden. Så går de videre. Næste dag fortæller han, at de var komne imod et ligfølge, og første gang, han snublede, var ved at træde på ligkisten, anden gang ved at træde ned af den.

Martin Smidt, Ovstrup.


511. En aften, som der holdtes begravelse i en stor gård, fulgtes en gammel synsk mand med to unge piger på vejen, der fra kirkegården førte til den gård, hvorfra manden var begravet om middagen. Som de gik allerbedst, greb manden fat i pigerne og sagde, de skulde holde sig på siden af vejen, ellers faldt de omkuld, ti nu kom der vare. Den ene af dem blev gående midt på vejen trods mandens advarsel, da hun ikke troede på sligt; men lidt efter faldt hun omkuld to gange og blev, da hun havde rejst sig igjen, noget dårlig tilpas. Den anden pige spurgte, hvad det var for vare, der gik, og manden sagde: «Det var såmænd N. N. (her nævnte han den dødes navn), der gik hen til sin gård han vilde måske se, hvordan de havde det ved gildet.»

J. G. Pinholt.