Magnus Barfods Vesterhavstog

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Gustav Storm
Magnus Barfods Vesterhavstog

af Dr. Gustav Storm


Kristiania, 1880

Trykt hos A. W. Brøgger


(Separataftryk af Norsk Historisk Tidsskrift III.)


Lige siden nordiske Historieskrivere begyndte at benytte fremmede Kilder ved Siden af de hjemlige, har Magnus Barfods Historie været udsat for at forvanskes, idet man ikke har formaaet at bringe de forskjelligartede Beretninger i Overensstemmelse. I ældre Tid havde man intet sikkert Holdepunkt til at skille ægte fra uægte, gammelt fra nyt, og i nyere Tid har man undladt at revidere de fremmede Kilder, medens man i de indenlandske ikke skarpt nok skilte mellem ældre og yngre Bestanddele. Navnlig har Magnus's to Tog til de skotske Øer og Irland været udsatte for mange Fortolkninger, idet de har været forøgede til 3 eller endog 4 forskjellige Tog. Medens vore Sagaer enstemmig kun kjender de to Tog, 1098-99 til de skotske Øer og 1102-3 til Irland, hævdede Torfæus et Tog i 1092, hvor Magnus sluttede Traktat med den skotske Kong Malcolm, og et andet i 1093-94 efter Malcolms Død for at hjælpe en skotsk Kronprætendent. Dette sidste Tog, som stammer fra skotske Kilder, anerkjendte endnu P. A. Munch, som dertil henførte Sagaernes Beretning om, at Magnus fangede den sudrøske Kongesøn Lagmann.


1. Sagaernes Beretning om Kong Magnus's Vesterhavstog er i Korthed denne: Efter Morkinskinna (og Fagrskinna) drog Kong Magnus med en stor Flaade vester over Havet, først til Orknøerne, hvor han tog Jarlen Erlends Sønner med som Gisler, derpaa til Sudrøerne, som han indtog, og hvor han fangede Lagmann Gudrødssøn, «som styrede Nordrøerne»; derefter erobrede han Man og herjede paa Bretland ved Angleseasund, i hvilket Sammenstød Jarlen Hugo «den prude» faldt. Paa Hjemveien vandt han ved Traktat med «Skottekongen» alle Sudrøerne og opholdt sig her Vinteren over, idet han ogsaa underkastede sig Halvøen Cantyre; før Hjemreisen sendte «Skottekongen Melkolm» sin 5aarige Datter til Magnus; hende giftede han med sin 9aarige Søn Sigurd, som han gjorde til Konge «over alle Øer vestenfor Havet», idet Orknøjarlerne Haakon og Erling skulde være hans Formyndere. Da han havde været Konge i 9 Aar (ɔ: 1102), drog Magnus anden Gang vest over Havet med en stor Hær, herjede paa Irland, indtog Dublin og opholdt sig Vinteren over i «Kunnactir» hos Kong «Myrkjartan»; om Sommeren herjer han paa «Uladskir», og paa Hjemreisen herfra er det, at han overfaldes af Irerne og falder. Hans Mænd drog hjem til Norge og tog Kong Sigurd med sig, som lod efter sig Skottekongens Datter. — Jarlesaga afviger i følgende Punkter: ved Ankomsten til Orknøerne tager Magnus Jarlerne Paal og Erlend tilfange, sender dem over til Norge og sætter sin Søn Sigurd over Øerne (ɔ: Orknøerne). Efter Erobringen af Sudrøerne og Fredsslutningen med den skotske Kong «Melkolfr» nævnes der intet om, at Sigurd blev Konge over disse Øer; derimod siges, at Magnus før sin Afreise gifter sin 9aarige Søn Sigurd med den 5aarige Biadmonio, Datter af Irekongen Myrkjartan Thjalvessøn. Om Magnus's sidste Tog kan mærkes, at Sigurd erfarer sin Faders Død i Orknøerne (han har altsaa hersket her siden det forrige Tog) og derfra reiser hjem, idet han efterlader «Irekongens» Datter. — Disse Afvigelser er alle optagne af Snorre, som ellers idet hele følger de ældre Kongesagaer (1).

Den vigtigste Forskjel mellem de to Hovedkilder er, som man ser, at efter den ældre Beretning blev Sigurd ved Slutningen af 1ste Tog (1099) Konge over «alle Øer vestenfor Havet» (ɔ: Orknøerne og Sudrøerne) og giftes ved samme Leilighed med Skottekongen Melkolms Datter, efter den anden Beretning bliver han strax ved Erobringen (1098) Konge paa Orknøerne og forbliver der til sin Faders Død, idet han ved dennes 1ste Hjemreise (1099) giftes med Irekongen Myrkjartan Thjalvessøns Datter Biadmonio.


2. Disse i det hele samstemmige Kilder er nedskrevne i Tiden 1320-40, er altsaa ialfald 120 Aar senere end de Begivenheder, de skildrer. Det maa dog bemærkes, at Grundtrækkene fandtes optegnede allerede ved 1180 (Thjodrik Munk) og med nogle faa Tillæg ved 1190-1200 (Ágrip). Ogsaa her skilles det tidligere Tog til de skotske Øer og Bretland fra det senere Tog til Irland; Ágrip er desuden Kilde for den Beretning, at Sigurd var gift «nogen Tid» med Biadmunio, Datter af Overkongen i Irland «Muriartac Condialfa sunr», men denne Oplysning tilføies tilslut uden nærmere Tidsbestemmelse. Ogsaa af de samtidige udenlandske Kilder kan man bestemt udskille de to Tog, idet de engelske kun taler om Toget mod de skotske Øer i 1098, de irske kun om Toget til Man og Irland 1102-3, medens de walisiske omtaler dem begge. Saaledes beretter Wilhelm af Malmesbury (c. 1120), at «i Wilhelms 11te Aar (ɔ: 1098) undertvang den norske Konge Magnus de Orcadiske og Mevaniske Øer og de andre Øer i Oceanet og nærmede sig allerede til England, over Anglesea; men de to Jarler, Hugo af Chester og Hugo af Shrewsbury, mødte ham og fordrev ham fra Fastlandet; der faldt Hugo af Shrewsbury, gjennemboret af et fiendtligt Kastespyd» (2). Ligeledes beretter Florents af Worcester ved Aar 1098, at «Nordmændenes Konge Magnus — Søn af Olav, Søn af Harald harfagri (ɔ; harðráði) — efter at have underkastet sig de Orcadiske og Mevaniske Øer landede paa Anglesea, at Hugo af Shrewsbury mødte ham ved Strandbredden, men faldt i Kampen, efter Sigende saaret af Kongens egen Pil» (3). Den walisiske Krønike beretter ved 1096 (ɔ: 1098) om Kampen ved Anglesea, 1100 (ɔ: 1102) om Kolonisationen af Man, og ved 1101 (ɔ: 1103) om Magnus's Fald (4), og de irske Annaler har lignende Notitser om det irske Tog 1102-3 (se nedenfor). Forsaavidt man blot holder sig til Grundtrækkene, er disse bedre garanterede end de fleste Begivenheder i den ældre norske Historie; derimod kan der om flere Detaljer, der tilføies i Sagaerne, opkastes Tvivl. Vistnok har Sagaforfatterne ved Siden af den ældre, kortfattede Beretning ogsaa havt andre Kilder af stor Værdi, nemlig Vers af samtidige Skalde; men disse skildrer dog kun de enkelte Krigsbegivenheder under Toget 1098; hvad Sagaerne forøvrigt giver, staar uden Støtte og er tildels i Strid med andre paalidelige Beretninger. Jeg sigter her tildels til Navnene paa Magnus's Modstandere paa Toget 1098-99, dels til Beretningen om Sigurds Ægteskab og Kongeværdighed over de skotske Øer, dels til Skildringen af hans sidste Tog 1102-3; de to sidste Punkter skal jeg nedenfor komme tilbage til, her skal jeg omhandle det første.


3. Vore Sagaer er enige om, at den Skottekonge, som i 1099 afstod Sudrøerne til Kong Magnus, hed «Melkolm», og de tilføier, at han var «Fader til David, som siden var Konge i Skotland». Det sidste Tillæg viser, hvor stor en Vægt der bør lægges paa Navnet: Sagaforfatteren har naturligvis ikke haft noget nøiagtigt Kjendskab til den skotske Kongerække, han har aabenbart ikke vidst, at Malcolms ældre Sønner, Duncan († 1094), Edgar († 1107) og Alexander († 1124), herskede før David; hvad han vidste var, at i Sigurd Jorsalefares senere Dage, da Sigurd slembe optraadte i Skotland, var David Konge, og at han var Søn af Kong Malcolm; naar man nu havde Brug for Navnet paa den skotske Konge en Menneskealder tidligere, maatte man dertil nødvendigvis komme til at benytte Malcolm, hvis Dødsaar (1093) man naturligvis ikke kjendte. Det tør saaledes ansees for aldeles ukritisk med Torfæus at slutte, at Magnus paa et tidligere Tog i 1092 har faaet Sudrøerne afstaaet af Malcolm; efter samtidige engelske Kilder har han ikke førend i 1098 erobret Øerne, før den Tid kan de da heller ikke være afstaaede. Omtrent saaledes forholder det sig ogsaa med den Sudrøske Konge Gudrød. Sagaerne beretter, at paa Toget i 1098 Lagmann — Søn af Sydrøernes Konge Gudrød —, «som styrede Nordrøerne», maatte flygte for Kong Magnus, blev fangen paa Øen Skye og siden holdt fast af Magnus (som dog efter Morkinskinna «gav ham Grid»). Sagaens Kilde er Skaldevers af Gisl Illugessøn og Bjørn den krumhændte; disse citeres, saa man kan overbevise sig om, at Sagaerne har god Støtte; Lagmann kaldes i Verset «Guðröðar arfi» (ɔ: Gudrøds Søn); det har Sagaforfatteren taget efter Ordene, som om Gudrød endnu levede, da han naturligvis ikke vidste noget om, at Gudrød allerede var død i 1095; han betragtede altsaa Gudrød som den egentlige Konge og antog, at Lagmann var sat til at forsvare Norderøerne, Men da Versene ikke oplyste noget om Gudrød, har Forfatteren afholdt sig fra mere at omtale ham; man tør saaledes ikke med Munch slutte, at da Gudrød nævnes som levende paa dette Tog (5), maa hele Kampen mod Lagmann henføres til et tidligere Tog. Thi Sagaens Kilder er de to Skalde, som begge skildrer Toget 1098-99; det kan paavises, at de enkelte Vers hører sammen som Dele af Digte om dette Tog, og det er derfor umuligt med Munch at udskille et Vers af hvert Digt for at henføre dem til en tidligere Tid (1094), medens Resten af begge Digte hører til Tiden 1098-99. Skaldene er de eneste samtidige Kilder, vi har hjemmefra, og deres Vidnesbyrd kan ikke rokkes uden af andre samtidige Kilder; dette troede ogsaa Munch at have for et Tog i 1093-94, og vi skal nu se, om denne Tro er begrundet.


4. Der existerer virkelig en Beretning om Kong Magnus's Deltagelse i de skotske Thronstridigheder 1093-94, men dens Upaalidelighed skal jeg her søge at paavise. Allerede Torfæus har fundet denne Beretning hos den skotske Historiker Buchanan (16de Aarhundrede), som igjen har laant den fra Forduns Scotichronicon; ifølge Goodals Udgave af Fordun (1759) har denne ligefrem udskrevet Beretningen fra Munken Thurgot, der skrev kort efter 1100 og altsaa var en paalidelig samtidig Kilde, hvorfor ogsaa Munch og andre nyere har fulgt den uden Mistanke. Nu har imidlertid W. Skene i sin Udgave af Forduns Scotichronicon paavist, at netop de faa Ord om den norske Konge er en Interpolation, hvis Historie kan følges. Forduns Beretning efter Thurgot er, at Kong Malcolm under et Indfald i Nordengland faldt ved Floden Alne 13de Nov. 1093, og at hans Enke Margrete døde af Sorg over hans Død 3 Dage efter; medens endnu Dronningens Lig stod ubegravet i Edinburgh, indfandt Malcolms Broder Donald-Ban sig med en stor Hær, erobrede Edinburgh, fordrev Malcolms Sønner og blev valgt til Konge (6). Og hermed stemmer ogsaa andre engelske og skotske Beretninger, der karakteriserer Donald-Bans Valg som en Reaktion af det skotsk-gæliske Element mod det engelsk-normanniske (7). Men i de Retstrætter, der i Aarene om 1300 førtes for Pave Bonifacius's Domstol om den engelske Konges Overherredømme i Skotland, faar vi første Gang høre, at det var den norske Konge, som havde hjulpet Donald-Ban paa Thronen, og Grunden til denne historiske Theori. Efterat nemlig Kong Edward i et Brev af 7de Mai 1301 (8) havde med historiske (og uhistoriske) Exempler gjennem Aartusinder fra de ældste til de nyeste Tider bevist sine Rettigheder som skotsk Overlensherre og deriblandt ogsaa nævnt, at efter Malcolms Død havde den engelske Konge Wilhelm «af retfærdige Grunde fjærnet Donald, indsat i hans Sted Malcolms Søn Duncan og modtaget Troskabsed af ham» (9), — svarer den skotske Styrelse med en lignende lærd Fremstilling («processus Baldredi contra figmenta regis Angliæ») (10), hvori blandt andet berettes, at Donald-Ban fordrev Maleclms Sønner med den norske Konges Hjelp (cum auxilio regis Norgwegie), men at de senere blev gjenindsatte med den engelske Konges Hjelp, ikke fordi denne var Skotlands Overherre, men fordi han var deres Svoger, da han havde ægtet deres Søster Mathilde (11). Den sidste Paastand er aldeles uhistorisk: det var Wilhelm II, som i 1094 og 1098 hjalp Malcolms Sønner, men det var Henrik, som i 1100 efter Wilhelms Død ægtede Malcolms Datter. Man har grebet til denne Udflugt for at forklare den engelske Konges Indgriben, og som Parallel hertil har man da opfundet, at Donald-Ban fik Hjelp fra den norske Konge, ligesom Duncan og Edvard fra den engelske. Disse politiske Stridsskrifter kan naturligvis ikke benyttes som historisk Kilde, og Fordun, som selv meddeler Baldreds Skrift, benytter det ikke som saadan; det er først Walter Bower, der i sin Bearbeidelse af Scotichronicon (1441) fik de 4 Ord «cum auxilio regis Norwegiæ» indført i det Stykke, der er udskrevet af Thurgots Krønike. Følgen deraf er bleven, at dette Indskud har faaet Rang som samtidigt Vidne fra ca. 1100 og har beholdt denne, indtil W. Skene nylig har oplyst det virkelige Forhold. Indskudet hører hjemme i Retsstriden om den skotske Krone, hvor de stridende Parter overbød hinanden i historiske Opdigtelser, og maa udgaa af Historien. Men dette Indskud er det eneste Vidnesbyrd om Magnus's Optræden i Skotland Vinteren 1093-94 (12), og endda siger det ikke udtrykkelig, at den norske Konge selv var tilstede, eller at denne norske Konge var Magnus. Forholdene i Norge gjør det ogsaa omtrent umuligt, at Magnus senhøstes 1093 skulde færdes i Skotland: hans Fader Olav kyrre var død 22de September 1093, han selv havde nok at gjøre hjemme med at sikre sit Herredømme mod sin Fætter Haakon, han lod sig strax hylde i Viken og var allerede før Jul i Nidaros, hvor han opholdt sig indtil Begyndelsen af Februar 1094 (13).


5. Blandt de samtidige Kilder om Magnus's Tog indtager Orderic Vitalis en egen Plads, idet han skriver fjernt fra Begivenhedernes Skueplads og beretter løst og fast efter unøiagtige og ukyndige Fortællere. Grundtrækkene i hans Fremstilling er, at Aar 1098 begyndte Magnus Krig mod Irerne og udrustede en Flaade paa 60 Skibe for at drage mod dem. Grunden til Toget var, at Magnus havde ægtet den irske Konges Datter, men, da Irerne ikke holdt sin Aftale, havde forstødt hende. I Wilhelm Rufus's 5te Aar samlede han sine Tropper, seilede over Oceanet, landede paa Orknøerne, seilede rundt Skotland og alle Øer, som høre til hans Rige, og trængte frem lige til Anglesea. Men da han vilde lande i Irland, traf han Irerne væbnede ved Kysterne og drog derfor andenstedshen. Øen Man, som var forladt, befolkede han og opførte der Huse og Boliger. Ogsaa de andre Øer i Havet undersøgte og befolkede han og holdt paa hermed i flere Aar til sit Riges og Folks Forøgelse (14). (Derefter fortælles om Opholdet paa Anglesea, og paa et senere Sted om Magnus's Fald i 1103) (15). Wilhelms 5te Aar (1093) maa ifølge Sammenhængen være Skrivfeil for 11te Aar, thi i det følgende fortælles netop om Toget til Anglesea, for hvilket Orderic i Begyndelsen af Kapitlet har angivet det rigtige Aarstal. Iøvrigt er det tydeligt, at Orderic har opfattet Togene i 1098-99 og 1102-3 som en sammenhengende Begivenhed, han lader Magnus hele Tiden 1098-1103 føre Krig mod Irerne og kolonisere sit Ørige. Hvad der gik lige forud for det virkelige Tog til Irland i 1103, kan Orderic saaledes godt have henlagt til Tiden for 1098, og dette mener jeg er Tilfældet baade med det irske Ægteskab, med Angrebet paa Irland og med Kolonisationen af Øriget. Om det irske Ægteskab har vi vistnok 4 forskjellige Beretninger, men da alle kun taler om ét Ægteskab, maa det samme være ment. Medens Orderic lader Magnus selv før 1098 ægte og forstøde Irekongens Datter, lader Morkinskinna og Fagrskinna hans 9aarige Søn Sigurd i 1099 ægte Skottekongen Malcolms Datter, medens Jarlesagaen og Snorre lader ham i 1099 ægte Kong Myrkjartans Datter «Biadmunio»; men alle disse Varianter maa vige for den ensartede Beretning i de irske og walisiske Annaler. De irske Annaler har ved 1102: «Irerne drog med Hær til Dublin for at kjæmpe mod Magnus og Nordmændene, som var komne for at herje Irland; men de gjorde Fred med Irerne, og Muircertach gav sin Datter til Sigurd Magnussøn og mange Gaver med hende»; og den walisiske Krønike for Aar 1100 (ɔ: 1102) har, at «Magnus, Konge i «Germania», kom til Anglesea og nedhuggede en Mængde Tømmer, som han førte til Man; der opbyggede han 3 Kasteller, som han før havde ødelagt, og fyldte dem med sine egne Mænd. Derpaa sendte han Bud til Irland og forlangte Murchads, den irske Konges, Datter for sin Søn; dette fik han og gjorde ham saa til Konge over Man, hvor han selv forblev om Vinteren». Det viser sig altsaa, at Sigurd blev gift med Muircertachs Datter og udnævnt til Konge paa Man ved samme Leilighed, nemlig i Aaret 1102 før det sidste Tog til Irland. De forskjellige Afvigelser kan da forholdsvis let forklares: Orderic har henført Ægteskabet til Tiden før 1098, fordi for ham Magnus hele Tiden 1098-1103 fører Krig mod Irland; den ældre Sagaberetning har laant fra en skriftlig Kilde, der har kaldt Brudens Fader «Rex Scotorum», og Sagaforfatteren har oversat dette med «Skottekongen» (ɔ: Malcolm), saa at det blev naturligt at lade Ægteskabet og Udnævnelsen til Konge paa Sudrøerne foregaa ved Fredsslutningen med Skotland 1099. Forf. af Jarlesagaen har igjen vidst, at Bruden var den irske Konges Datter, og gjort denne Forbedring, men da hans Kilde (Ágrip eller en tabt Slægtning af denne) ikke angav noget bestemt Tidspunkt, har han ikke fundet Grund til at ændre Tidsbestemmelsen. Denne Forfatter, der kun beskjæftiger sig med Orknøernes Historie, finder det mest passende Tidspunkt til at overdrage disse Øer til Sigurd være, da de netop var erobrede og Jarlerne afsatte (1098), og skiller derfor Sigurds Udnævnelse 1098 fra hans Bryllup 1099; hans Kongeværdighed over Sudrøerne kjender han ikke. Snorre følger ham i dette, saa meget mere som han jo kjender Lagmann og hans Fader Gudrød som Øernes Konger.


6. Den saakaldte «Chronica regum Manniæ» kan ikke for Tiden om 1100 benyttes som Kildeskrift i den Grad, som f. Ex. Munch har gjort, thi dels er dens Grundlag usikre Folkesagn, dels har den i en aldeles forskrækkelig Grad forvansket Chronologien. Vi giver her først et kort Uddrag af dens Beretning om Magnus's Tid.

Kong Godred (Crowan) af Man undertvang sig Dublin og en stor Del af Leinster; han herskede i 16 Aar og døde paa Øen Yle. Han efterlod sig 3 Sønner, Lagmann, Harald og Olav. Den ældste, Lagmann, gjorde sig til Konge og herskede i 7 Aar. Hans Broder Harald gjorde Oprør, men blev fanget af Lagmann, blindet og gildet. Dette angrede siden Lagmann, forlod sit Rige, tog Korset og gav sig paa Vei til det hellige Land (iter Jerosolimitanum arripuit), hvor han ogsaa døde.

[1073. Malcolm, den skotske Konge, døde, ham fulgte Duncan. Samme Aar døde Dronning Margareta.]

[1075.] Da Stormændene i Øerne hørte om Lagmanns Død, sendte de Gesandter til Murecard O'Brien, Konge i Irland, og bad ham sende dem en Mand af Kongeslægten, for at han kunde være Konge, indtil Godreds Olav voxte til. Kongen gav sit Samtykke og sendte Domnald mac Tadc paalæggende ham at styre med Velvilje og Maadehold. Men han herskede med stor Voldsomhed i 3 Aar. Da forbandt de Mægtigste sig mod ham og fordrev ham til Irland.

[1077.] En Ingemund blev sendt af den norske Konge for at bemægtige sig Herredømmet. Da han kom til Leodus. indkaldte han alle Høvdingerne for at vælge ham til Konge. Men imidlertid øvede han saa meget Vold og Overmod, at Høvdingerne overfaldt og indebrændte ham.

[1098. Klostret i Cistertium anlagt, Antiochia taget af de Kristne. Komet.] Slag mellem Manværingerne paa Sandvad, de nordlige vandt Seir; men begge Anførerne Ottar og Macmaras faldt. Samme Aar aabnede Kong Magnus i Norge St. Olafs Skrin, og St. Olaf bød ham til Straf forlade Norge inden 30 Dage. Han samlede da en Flaade paa 160 Skibe, seilede over til Orknøerne, undertvang dem, ligeledes alle de øvrige Øer lige til Man. Her besaa han Slagpladsen, hvor endnu Ligene laa ubegravede. Øen syntes ham skjøn, han udvalgte den til Bolig og byggede Befæstninger, som sees endnu. Han seilede til Anglesea, hvor han fandt de to Grever Hugo; han dræbte den ene, slog den anden paa Flugt og undertvang Øen; men Waliserne gav ham store Gaver. Han sendte sine Sko til Kong Murecard i Irland og befalede ham at bære dem paa sine Skuldre Juledag til Tegn paa Underkastelse; dette gjorde han, men Sendebudene bragte tilbage Etterretningen om Irlands Skjønhed, Frugtbarhed og Sundhed. Magnus besluttede at erobre Irland, men seilede forud med 10 Skibe for at speide, forlod uforsigtig Skibene, blev omringet af Irerne og dræbt med næsten alle sine. Han herskede i 6 Aar; efter hans Død indkaldte de Olav Godreds Søn, som herskede i 40 Aar [1102-1143].

De inden Klammer satte Stykker er udskrevne af Melrose-Krøniken med Undtagelse af Aarstallene, der er korrigerede efter en aldeles vilkaarlig og hidtil ubegribelig Chronologi; de kan betragtes som ikke vedkommende den egentlige Krønike. Men ogsaa dennes egen Ordning er helt igjennem urigtig og forvirret. Opgiften af Regjeringsaar synes derimod hver for sig korrekt eller ialfald at stamme fra korrekte Opgifter. Naar saaledes Magnus siges at have hersket i 6 Aar, menes derved tydeligt som hos Orderic hele Tiden 1098-1103, idet begge Aar er regnede med (16). Olav Gudrødssøn siges at have hersket i 40 Aar (1102-1143), men da vi ved, at hans Dødsaar var 1153 (17), maa hans Regjering være begyndt i 1113 eller 14; han kan heller ikke være fulgt lige efter Magnus, thi af irske Kilder ved vi, at Donald mac Tadg erobrede Øerne i 1111 (18), og han herskede jo efter Krøniken i 3 Aar (1111-13), altsaa lige forud for Olav. Ligeledes ved vi af irske Kilder, at Gudrød døde i 1095; regnes derfra Lagmanns 7 Aar paa den sædvanlige Maade, bliver hans Regjering 1095-1101 ; og denne Beregning stemmer ganske med andenstedsfra bekjendte Data: Af Skaldeversene véd vi, at Lagmann var Konge i 1098, da han blev fangen af Magnus; at Magnus «gav ham Grid», som Morkinskinna siger, har vistnok ikke nogen Støtte i Kildeme, men maa vel have været Tilfælde, da jo dog Magnus maatte sætte en Konge over Sudrøerne og Sigurds Kongeværdighed, som vi har seet, er fra senere Tid. Uagtet Sagaerne lod Lagmann fanges og frigives i 1098, uagtet den manske Krønike gav ham 7 Aars Regjeringstid (1095-1101), og uagtet hans Eftermand Sigurd først udnævntes i 1102, har man uden videre forudsat, at Udtrykket «drog til det hellige Land» maa betyde «deltog i det 1ste Korstog», hvorved Lagmanns Udreise maatte lægges tilbage til 1095 eller 1096. Der er intet i Krønikens Ord, der peger paa mere end en almindelig Pilgrimsreise, saa det rimeligste bliver, at Lagmann er draget ud i 1101 eller er død i dette Aar. Af hvad der skede lige efter Lagmanns Død maa Episoden om Donald mac Tadg udgaa som hørende til Tiden 1111-13; paalideligere derimod synes Krønikens Beretning om, at den norske Konge efter Lagmanns Død sendte en ny Underkonge (Ingemund), at denne blev dræbt, og at Magnus derpaa drog til Øerne for at sikre sig dem; ialfald finder vi deri en naturlig Forklaring til Magnus's 2det Tog.


7. Modsigelsen mellem Sagaerne og de fremmede Kilder er ingensteds saa stærk som i Fremstillingen af Magnus's sidste Tog. Sagaerne vil vide, at dette Tog er rettet mod at erobre Irland. Han seiler i 1102 med sin Flaade mod Dublin, beleirer og erobrer denne By og sætter sine Mænd til at styre den; om Vinteren drager han op i «Kunnaktir» og er der længe, thi han er i Forbund med Kong Myrkjartan; om Sommeren 1103 herjer han vide i Ulster og vinder en stor Del af dette (19). Derpaa ruster han sig til Hjemfærden, sætter sine Mænd i Dublin og gaar i Land for at modtage Slagtekvæg, som Myrkjartan sender ham «ovenfra Kunnaktir», men blir her overfaldt af Irerne og dræbt. Gaar man derimod til de walisiske og irske Kilder, faar man en ganske anden Opfatning af Magnus's Tog. Efter den walisiske Krønike synes det, som om det egentlige Øiemed med Magnus's Tog har været at konsolidere det Manske Rige i Sigurds Haand, han tilbringer Sommeren og Høsten 1102 med at bygge Kasteller og befolke fra nyt af Øen Man, og han bliver Vinteren over paa Øen, aabenbart for at vaage over den nye Organisation; naar han faar sin Søn gift med den irske Konges Datter, er Planen med dette Ægteskab kun at styrke hans Stilling i det nye Rige. Hermed stemmer ogsaa de irske Annaler. Ulster-Annalerne fortæller nemlig ved 1102, at «Magnus kom i dette Aar til Man og sluttede Fred paa ét Aar med Irerne», og mere detaljeret heder det hos de 4 Mestere: «En irsk Hær forsamledes i Dublin for at modsætte sig Magnus og Nordmændene, som var komne for at herje Irland, men de sluttede Fred paa et Aar, og Muirkertach gav sin Datter til Sigurd Magnussøn og mange Klenodier med hende». Den eneste Forskjel mellem de walisiske og irske Kilder er saaledes, at Irlænderne ved, at Magnus har landet ved Dublin med sin Hær og selv sluttet Freden, medens Waliserne kun ved om et Gesandtskab; den irske Beretning støttes ved Orderic, der lige før Kolonisationen af Man — altsaa i 1102 — fortæller, at da Magnus vilde lande i Irland, traf han Irlænderne væbnede ved Kysten og derfor drog bort (se ovenfor Kap. 5). Magnus's Tog til Irland i 1102 er saaledes kun en Episode i hans Virksomhed for det nye Rige Man, hvilket Sagaforfatterne har henlagt til en tidligere Tid, medens de opfattede Toget i 1102 rettet direkte mod Irland som Erobringstog i stor Stil. Men Erobringen af Dublin og Vinteropholdet hos «Myrkjartan» i «Kunnaktir» er ganske uhistorisk: Dublin havde siden 1094 været underkastet under Muirkertach, Dublin-Nordmændene sender en Flaade til et af hans Krigstog mod Nordirland i 1100, Dublin er Samlingsstedet for Muirkertach og hans Hær for at møde Magnus i 1102, og Dublin-Nordmændene deltager paa Muirkertachs Side i det store Slag paa Cobha-Sletten 5te August 1103. Men de irske Annaler, som omtaler Dublin-Nordmændenes Deltagelse i Kampen i Ulster mellem Muirkertach og hans irske Modkonge, nævner her ikke Magnus og kjender ikke andet til Magnus's Bedrifter i Irland i 1103, end at han blev dræbt med sine Mænd af Ulsterboerne paa et Plyndretog; og videre ved egentlig heller ikke de andre Kilder — den walisiske Krønike, Orderic, den manske Krønike — at berette; alle disse tale kun om et mindre Indfald med faa Folk og Skibe, og ingen af dem kjender noget tidligere længere Ophold eller Krigstog i Irland. Fredsslutningen i 1102 maatte jo ogsaa hindre Magnus i at optræde i Irland førend i 2den Halvdel af 1103, altsaa vel i det tidligste i August. Orderic siger, at Magnus landede med sin Flaade i Irland, Irerne frygtede ham storlig og turde ikke vove Slag mod ham, men lokkede ham med fagre Løfter til at forlade sine Skibe og drage 2 Mil ind i Landet, hvor han blev overfaldt af en stor Hær og efter en tapper Kamp overvældet (20). I den walisiske Krønike er Stedet noget forvansket, idet Haandskrifterne istedenfor Irland vakle mellem Lochlan (!) og Britannien: Indholdet er, at Magnus kom med faa Skibe og herjede paa Kysten, men at Indbyggerne samlede sig i Mængde og angreb ham; denne mindedes sine utallige Seire og gjorde trods sin ringe Styrke et Anfald, men blev slagen tilbage og faldt (21). Den manske Krønike beretter endog, at Magnus drog forud for sin Flaade, med alene 16 Skibe, forlod uforsigtig Skibene, blev omringet af Irerne og dræbt med næsten alle sine; den tilføier, at han ligger begravet ved St. Patricks Kirke i Down (nu Downpatrick), som altsaa har været den nærmeste By. Grevskabet Down er den østligste Del af Ulster, den nordøstligste Spids af Irland, ligger 30 geogr. Mile vest for Man, lige i Veien, naar man fra Man vil seile nord gjennem St. Patricks-Kanalen mellem Irland og Skotland. Beliggenheden bekræfter de udenlandske Kilders Vidnesbyrd, at Magnus kun har forsøgt at herje paa Kysten, men umuliggjør Sagaernes Fremstilling, at Magnus her laa og ventede paa Slagtekvæg «ofan af Kunnaktum», hvad enten «Kunnaktir» er Connaught eller Forvexling med Kinkora i Syd-Munster. Saaledes maa Magnus's Tog til Irland reduceres til, at han paa Hjemveien fra sit eller sin Søns Rige Man landede paa Nordøstkysten af Irland, var uforsigtig nok til at trænge ind i Landet med en mindre Styrke og blev overmandet af Irerne. Det eneste Skaldevers, som er bevaret fra det sidste Tog, stemmer ganske med dette Resultat: det nævner, at Magnus gjorde Landgang med ringe Styrke, at han stolede paa sin Tapperhed og trængte gjennem Fienderne; og dette Vers vidner ved at staa alene i Grunden om, at paa Toget 1102-3 ingen andre Bedrifter blev udførte, at Nordmændene hverken erobrede Dublin eller deltog i Muirkertachs Tog til Ulster.

Det Billede, vi gjennem disse Sammenstillinger har vundet af Magnus Barfods Vesterhavstog, har betaget ham en del af det æventyrlige Skjær, som dels Sagaerne, dels Historikerne har kastet over hans Færd ved at fremstille ham som en af den ældre Tids Vikingehøvdinger, der var overalt og til alle Tider paafærde for at vinde «Bytte og Hæder». Sagaerne har ikke Ret i at tillægge ham den Plan at ville erobre hele Irland, Historikerne har ikke Ret i at lade ham indblande sig i skotske og senere i irske Thronstridigheder. Paalidelige Kilder viser ham konsekvent i den Bestræbelse at knytte de skotske Øer og Man til det norske Rige: paa sit første Tog undertvinger han Orknøerne og fanger den sydrøske Konge, som maa hylde ham; med disse virkelige Resultater nøier han sig uden at forsøge mere, et tilfældigt Held ved Anglesea fører ham ikke bort fra hans Planer. Det 2det Tog har til hensigt at benytte Underkongen Lagmanns Død til at skaffe den norske Kongeslægt Øernes Throne og knytte dem nærmere til Moderlandet. Dette vilde vist ogsaa være lykkedes, hvis han ikke paa Hjemveien fra sit nye Rige havde begaaet en eneste Inkonsekvens, at gjøre den letsindige Landgang paa Irland, der kostede ham Livet. Skjønt hans Søn forlod det nye Rige i Mismod over Faderens Død og senere den gamle Kongeæt kom tilbage, var dog ikke Magnus's Tog forgjæves: Jarlerne i Orknøerne og Kongerne paa Sudrøerne sluttede sig fra den Stund af til Moderlandet, og den af Magnus ordnede Tilstand bestod med faa Modifikationer i over halvandet Hundrede Aar.


Noter:

  1. I P. A. Munchs Behandling af disse Tider spiller ogsaa Haandskrifterne Hrokkinskinna og Hryggjarstykki (ɔ: Hulda) en betydelig Rolle; men dem tager jeg ikke Hensyn til, efter at det har vist sig, at de kun er Samlinger fra de ældre Sagaer, se Snorre Sturlassøns Historieskrivning S. 70-72.
  2. Willelmi Malmesbiriensis Gesta Regum Anglorum rec. Hardy p. 506.
  3. Florentii Wigorniensis Chronicon ed. Thorpe II, 42.
  4. Brut y Tycoysogion ed. by John Williams ab Ithel. p. 61. 73. 75.
  5. Sturla lader Kong Haakon i 1244 sige til de skotske Gesandter, at «Kong Magnus vandt Sudrøerne fra Kong Gudrød» (Fornm. S. X, 5); den eneste Kilde herfor er vistnok Snorre, der jo forudsætter, at Gudrød levede i 1098 og således var den tabende, skjønt kun Sønnen Lagmann spiller nogen Rolle i Fortællingen.
  6. Itaquo dam adbuo corpus reginæ easet in castro, ubi illius felix anima ad Christum, quem semper dilexerat, migravit, Donaldus Banus, frater regis, ejus audita morte regnum multorum mana vallatus invasit et prædictum castrum, ubi regis justos et legales sciebat heredes, hostiliter obsedit o. s. v.
  7. Skene, Celtic Scotland I. 437.
  8. Skene's Chronicles of the Picts and Scots p. 221- 231.
  9. Itaque Rex Willielmus Dovenaldum de regno Scocie ex justis causis amovit, et loco ejus Duncanum filium Malcolmi Regem Socie prefecit, et recepit ab eo fidelitatis juramentum (p. 225).
  10. ss. p. 271-84.
  11. Cum ipsi (ɔ: Duncanus et Eadgarus) expulsi essent do regno per potenciam cujusdam Douenaldi Ban cum auxilio regis Norgwegie, et cum aliquo adminiculo regis Anglie recuperarunt statum, non quod rex Anglie pretextu dominii quod non haberet in regno Scocie quia nec habebat quod hoc faceret, sed affectione familiari, cum essot eorum sororius quia sororem ipsorum videlicet Matildem reginam Anglie duxerat in uxorem, subsidium illud faciebat (p. 281).
  12. Skene, som har paavist, hvorledes Grundlaget for Toget 1093-94 svigter, følger desuagtet Munch i at antage et Tog til Skotland i disse Aar (p. 435).
  13. Om den rette Chronologi se Snorre Sturlassøns Historieskrivning S. 187.
  14. Hist. ecclesiastica X, 6: Anno ab incarnatione Domini MXCVIII Magnus Olavi Noricorum regis filius contra Irenses insurrexit et classem LX navium super illos navigaturus præparavit — —. Nunc mea mens causam et eventus belli enodare satagit, quod Magnus rex in Hibernos arripuit, et multa multis detrimenta et strages intulit. Hic filiam regis Irlandæ uxorem duxerat, sed quia rex Irensis pactiones, quos fecerant, non tenuerat, Magnus rex stomachatus filiam ejus ei remiserat. Bellum igitur inter eos ortum est. Anno V° Guillelmi Rufi regis Anglorum undique bellicas copias extraxit rex Northwigenarum et Subsolano flante Oceanum perlustrans Orcades insulas adiit, Scotiam a parte Circii circumivit et alias insulas quæ ad suam ditionem pertinent usque in Angleseiam penetravit. Hiberniam ingredi voluit; sed Irensibus in maritimis littoribus ad bellum paratis alias divertit. Insulam Man, quæ deserta erat, inhabitavit, populis replevit, domibus et aliis necessariis ad usus hominum gnaviter instruxit. Alias quoque Cycladas in mango mari velut extra orbem positas perlustravit et a pluribus populis inhabitari regio jussu coegit, seseque per plures armos ad augmentum regni et dilatationem plebium tali studio exercuit.
  15. Hist. eccl. X, 6 og XI, 8.
  16. Af Begivenheder fra 1098 nævnes Orknøernes Erobring og Toget til Anglesea, fra 1102 Kolonisationen af Man og Gesandtskabet til Irland; Resten er naturligvis tradionelle Dekorationer.
  17. se Munch, Chronica regum Manniæ p. 73.
  18. Skene, Chronicles of the Picts and Scots p. 170: 1111, Donald son of Tadg — acquired the kingdom of Insegall by force.
  19. Snorre har hertil føiet den Forbedring, at Magnus og Myrkjartan gjorde de Ulsterske Erobringer i Fællesskab, men det sees ikke, at han har nogen Kilde for denne Oplysning.
  20. Hist. eccles. XI, 8. Forud for dette Sted gaar en Indledning, som Munch har misforstaaet. «Magnus insulas Britanniæ circumivit et desertas cum ingenti classe insulas usque in Hiberniam introivit, ibique colonis callide constitutis, oppida et villas aliarum more gentium præcepit». Munch mente, at ibique ogsaa gik paa Irland, saa at Magnus ogsaa her skulde have anlagt Kolonier (Dublin osv.), men da det strax efter staar, at han med sin Flaade landede i Irland, er det rigtigere at forstaa det om Øerne, og at den store Magt, han saaledes skabte, vakte Irernes Frygt.
  21. Brut y Tywysogion p. 75.