Magnus Lagabøters landslov (VIII. Kjøpebolken)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Magnus Lagabøters landslov

Oversat av

Absalon Taranger

Kristiania 1915.


VIII. Kjøpebolken


Innhold


Kap. 1. Her begynder kjøpebolken og i første kapitel omtales, at nogen tar ulovlig fra en anden

1. Det er nu dernæst at ingen av os skal ta [noget] fra andre og ikke skal vi gjøre os skyldig i gripdeild (selvtægt); dom er hver mand værdig til at ha for sit gods. Men den som tar fra andre, han skal føre det tilbake og bote til den, som han har tat fra, fuld retsbot efter lagadom, og til kongen 3 ører sølv for det, at han tok med urette, og siden søke han sit efter loven.

2. Nu optar baron eller kongens ombudsmand en bondes bo utællet og udømt eller holder anden utpantning (fjárupptekt) hos ham, da skal han føre det tilbake og allikevel være saket 10 mark sølv til kongen, men hver, som hjalp ham, 1 mark sølv, og til eieren fuld retsbot efter lagadom.

3. Nu ror folk paa bemandet skib til en bonde eller en flok gaar mot en gaard og øver vold og bryter op bondens hus og bærer ut hans gods, da er det utlægdsverk. Enhver av dem, som vil være i landet, skal føre tilbake det, de tok og bøte (gjalde) til kongen 10 mark sølv og til dem, som de røvet, fuld retsbot efter 12 mænds dom eller fare utlæg.

Kilde: Js. VIII (110). § 1, G. 34 beg.; jfr. F. X I (se s. 66 note 1), §§ 2—3, G. 141—142; jfr. F. IV 50—53.


Kap. 2. Om folks vidnesbyrd og pengesøksmaal

[1]

1. Men om nogen kræver penger hos en anden, da kan han saaledes verge sig mot kravet at han paastaar at ha betalt den gjæld til en anden og nævner vidnene derpaa, stund og sted.

2. Nu om vidnene er indenfylkes, da skal man gi dem varselsfrist efter veilængden. Men om vidnene er utenfylkes, da skal man gjøre dem lagastevning[2] til at komme dit og bære slikt vidnesbyrd, som de overvar.

3. Nu bærer de saadant vidnesbyrd, at «der var vi nær, da han betalte al denne gjæld til den, som skulde ha den, eller hans ombudsmand» (men den er lovlig ombudsmand, som har 2 mænds vidne paa dette ombud), da har han ret verget sig mot kravet. Det kaldes opgjørsvidnesbyrd (ályktar-vitni), som intet motvidne kan føres mot. [Men om de (vidnene) ikke er kommet, da er han saket for kravet, halvanden øre for hvert krav].[3] Firmenninger i slegt eller svogerskap kan ikke bære vidne med folk, medmindre de er jevnskyldt til begge parter. To kan overbringe én mands vidnesbyrd, hvis det er et «frumvitni» (originalvidne), som overvar handlingen og den anden, som var tilstede (det andet frumvitni) ikke er reisefør og hine (de to) har før hørt dennes vidnesbyrd; da er det jevngodt som om de alle hadde været med fra begyndelsen.

4. Alle de gjældskrav (tjársoknir), som kan negtes med ed, da skal én benegte 1 øre, men to 2 ører og tre 3 ører. Men selv om gjælden er større, da kommer det aldrig videre end til lyrittered (ɔ: tremandsed).

5. Men altid naar folk handler sammen efter loven, da skal «ovtalt» (for høit beregnet) nedsættes, men «vantalt» (for lavt beregnet) forhøies, indtil de træffer det rette.[4]

Kilde: § 1—3 Js. VII 2 (111); G. 59; §§ 4—5 F. V. 42; jfr. G. 37, (s. 23), Js. VII 5 (114) sidste del.


Kap. 3. Hvorledes man skal søke sine penger efter loven (ɔ: søksmaal om vitterlig gjæld)

1. Nu er det dernæst, om ncgen har penger tilgode hos en anden, som der er vidner paa eller er vedgaat, da skal den, som har gjæld at hente, kræve sine penger med 2 vidner, hvor han hitter skyldneren og sætte ham dertil halvmaaneds frist. Men om det ikke er betalt til den tid, da skal søkeren stevne ting og kræve der paany sin gjæld, som han har vidner paa.

2. Nu er det vel, om han eller hans ombudsmand betaler der eller inden den halve maaned forfaldsløst. Men om da ikke blir betalt, da skal søkeren opnævne saa mange tingmænd som han vil, at fare til hans hjem, som skal betale gjælden, og tilvurdere ham (ɔ: kreditor) der sine penger og fuld retsbot efter lagadom av den trodsiges gods.

3. Nu er alle bønder skyldig at fare denne færd inden det tinglag; den er saket 1 øre sølv til kongen, som ikke farer. Kongens ombudsmand er skyldig at fare med og odles dermed en halv mark sølv til kongen [og 2 ører i hardafang (eksekutionsbot) til den, som søkte].[5] Men om han ikke vil fare, da fælder han dermed kongens sekt.

4. Nu gjør folk (ɔ: debitors) motstand og verger med odd og egg, da falder alle de ugilde og uhelge, som gjør motstand, men alle hine fredhelge, som angriper og vil haandhæve lovene. Men selv om motstanderne ikke falder, da er den saket 8 ørtuger og 13 mark sølv til kongen, som skulde betale gjælden, men enhver anden 1 mark sølv.

Kilde: Js. VII 4 (113), jfr. G. 35.


Kap. 4. Om vedgaaelse av gjæld [og betaling]

1. Nu er det laanegjæld og dømt gjæld og al den gjæld som vidner vet om eller som skyldneren vedgaar, det skal man søke saaledes som nu er sagt.[6] Al den gjæld som man har vidner paa, at den skal betales paa forfaldsdag (eindagi), da skal du kunne føre dine vidner frem (for ham) paa forfaldsdag, som om du hadde stevnet ham hjem.

2. Nu møter ikke den, som skulde ta imot pengene, men den kommer som skal betale: da skal han tilby betaling paa forfaldsdag, [og] om der er nogen tilstede, som for vidner har faat fuldmagt at ta imot disse penger, da skal han utlevere pengene til ham. Men om ingen saadan er der, da skal han frasi sig sin aabyrgd (ansvar for periculum) og den ha pengene, som før hadde dem og aabyrges sine uagtsomme handlinger (ábyrgizt við handvommum sinum), indtil eieren (kreditor) henter pengene, da skal han levere dem til ham.

3. Nu har nogen gjæld staaende hos en anden, som vidner ikke vet om, da skal han stevne ham hjem til kvaða (maning) og anmode (kveðja) ham om betaling av pengene. Hin skal da enten vedgaa gjælden (festa fé) eller negte med ed; men én skal negte 1 øre, to 2 ører, tre 3 ører og selv om det er mere, negte man ikke med mere end lyriltered (tremandsed). Men om vergeren hverken vil vedgaa gjælden eller avlægge eden, da sander han sig gjælden paa hænde efter foregaaende søksmaal (kap. 3).

Kilde: Js. VII 5 (114). § 1—2, G. 36. § 3 G. 37 beg. og slutn. i den av Magnus Erlingsson reviderte tekst 1163.


Kap. 5. Om nogen har gjæld [staaende] hos fattigfolk

1. Men om en eiendomsløs (ǫreigi) er skyldig nogen penger, nemlig en saadan som har mistet sin formue ved ildsvaade eller ved skibbrudd eller ved andre uheld; han skal, om eieren henter sit, sverge ensed paa, at han skal betale gjælden til eieren, saasnart Gud gir ham evne dertil, om han ikke før har været beskyldt for uredelighet.

2. Nu kræver nogen sin gjæld hos en eiendomsløs, som ikke er i et saadant tilfælde, som før er sagt, han skal ta ham i forvaring (arrestere ham) og sammenkalde tinget og la ham gaa løs frem paa tinget og tilby hans frænder, at de løser ham ut av den gjæld, som han skal betale ham. Men om de ikke vil løse ham, da dømme tingmændene, at han arbeider gjælden av sig der, hvor han kan faa arbeide, til fordel for eieren (kreditor), om han er arbeidsfør. Men om han løper bort, skal han revses (straffes) efter lagadom, medmindre man finder, at saadanne omstændigheter foreligger, at han fortjener større miskund og ordne det saaledes som de vil svare for Gud.

Nyt; jfr. G. 71.


Kap. 6. Hvorledes arving skal svare til den dødes gjæld

1. Nu er den død, som hadde gjæld at betale, men den lever igjen som har ret til at hente den, da kommer han ikke til sine penger, hvis han ikke har vidner; ti ingen skal avlægge [negtelses]ed for den dødes bryst (ɔ: paa hans vegne). Men arvingen skal, naar han er myndig, ellers den lovlige verge, sverge denne ed, at ikke var denne gjæld til, saa at han visste det; da sverger han for sit eget bryst og ikke for den dødes.

2. Nu staar gjæld i 20 vintre eller længre end 20 vintre, da forældes den gjæld for vidner; men han kan drive ham til [negtelses]ed, om han vil; ti i salt ligger sak, om søkerne duger (þui at i salti liggr sǫk ef sœkendr duga).

Kilde: Js. VII 6 (115) = G. 38—39.


Kap. 7. Hvorledes man skal søke [gjæst og] løskar (einleypismaðr, firraflein)

1. Nu kommer den mand i fylket, som du vil saksøke for et eller andet maal og han har ingen arving der i fylket og var der ikke den hellige nat (julenatten), da skal man spørre ham efter hans bopæl (heimili). Men om han nævner sin bopæl, da skal man stevne ham dit; ikke skal han opgi en lendmand [baron], medmindre det er saa. Men om han ingen [bopæl] vil nævne, da skal man ta vidner derpaa og stevne ham til hver gaard, du vil, undtagen til din egen og søke ham der siden. Da er hver mand ret stevnet, naar han stevnes paa forretningsstedet (á kaupreinu), hvor retshandelen blev sluttet (þar sem þeir kœyptuzt við).

2. Saaledes skal man heimstevne løskar (einleypr maðr) som bonde, nemlig dit hvor hans arving bor inden fylket; ellers skal man spørre ham efter hans bopæl; der skal den være, som han nævner inden fylket eller fjerdingen, medmindre han opgir en lendmand [baron].

3. Ingen skal gi sak paa andres penger (engi skal gefa sǫk á annars fé).

Kilde: Js. VII 7 (116), jfr. G. 45.


Kap. 8. Naar søksmaal skal hvile [og om sakførere]

1. Nu skal søksmaal hvile, mens leding er ute og indtil skibene har været paa lunn 5 nætter. Hvile skal alle søksmaal i langefasten. Kristendomssaker kan altid søkes og nye handlinger, som indtræffer. Intet maa gjøres med søksmaal paa helligdage, undtagen at heimstevne en; det er det eneste. Man kan utføre heimstevning for en anden som for sig selv, om man har vidnefast ombud (fuldmagt).

2. Selv skal hver mand, som er frels og fuldmyndig søke sine søksmaal indenlands. Men om han ikke har kundskap (kunnasta) dertil[7] eller «mandskap» (menning), da skal kongens ombudsmand[8] søke paa hans vegne og odles dermed den sekt, som vedligger efter loven, men intet mere.

3. Men om en mand farer bort fra landet, da skal den være verge for hans gods i 3 aar, som er hans ombudsmand efter loven, og skal denne ha vern (forsvarsret, tilsvareret) og sokn (søksmaalsret) for ham. Men om han er længre borte end 3 vintre, da skal den næste arving ha hans gods i forvaring, og intet øde derav. Men kommer han tilbake, skal han lægge fra sig det, som han tok imot og som han har vidner paa.

4. Saaledes skal kvinde søke som karmand, om hun staar alene; men hun kan overdra sin sokn og sin vǫrn til den, hun vil. Ikke skal hun overdra det til lendmand [baron] eller til dens overmand, som er hendes motpart. Mand kan søke hendes sokn som sin egen, om han for vidner har faat fuldmagt dertil.

5. Nu vil nogen søke en anden for et eller andet maal, men en anden hadde før anlagt sokn mot ham, da skal den som sidst tok til, først holde op; ti han kan ikke utføre sit tilsvar mot to paa en gang, hvis det ikke er svigesøksmaal (velasókn) mot hin.[9]

Kilde: Js. VII 8 (117), G. 47; ændret. Jfr L. I 10; IV, 19.


Kap. 9. Kongen har førstekjøp til alle ting

Kongen eller hans ombudsmand har førstekjøp til alle handelsvarer (varningr) og andre nødvendighetsvarer (þarfindi), hvad enten det er indlændinger eller utlændinger, som har dem fal. Da skal de først tilby ham dem og sælge for slikt værd, som andre vil kjøpe for; naar han tykkes trænge kjøpet og det er tilfals, da skal man først tilby og sælge til den av hans ombudsmænd, som han dertil forordner.

Nyt.


Kap. 10. Om nogen sælger en anden falskt

1. Altid naar folk kjøper jorder eller bygaarder eller skifter hus eller skib eller andre griper (værditing) da skal man kjøpe med haandslag og med 2 eller flere vidner og med hjemmelsborgensmænd (heimildartakar).

2. Ogsaa alle andre kjøp skal holdes, om de er gjort under haandslag (ef handsalat eru) og alle de, som der er vidner paa, hvis de mænd kjøpslaar, som raader for sine kjøp, medmindre nogen sælger uhjemlet eller falsk er deri; da skal det kjøp gaa om igjen, og hin faa sine penger (andvirði, betalingen) igjen. Men om nogen sælger guld eller brændt sølv, enten det er smidd eller usmidd, som skulde være skjært (skirt, rent) og er solgt for skjært, det skal være skjært. Likesaa om nogen sælger honning i tønder eller dunker, malt eller korn i pund, mel i meiser (kurver), smør eller salt i løper eller bælger (skindsækker), lin i bundter eller i bælger eller nogen ting som er i bundt eller bælg, da skal det være jevngodt inden som uten; ti ingen skal sælge en anden fusk eller falsk. Men om sælgeren gjorde forfalskningen, da er han saket 8 ørtuger og 13 mark sølv til kongen, hvis det ikke efter loven ansættes til høiere straf. Men om han solgte slikt som han kjøpte og visste dog at falsk var deri og vilde ikke ta det væk, skal han bøte (gjalde) 5 mark sølv til kongen. Likesaa om nogen sælger klæde eller lærret eller vadmel og det som falsk findes i, da svare sælgeren slikt derfor, som før er sagt, undtagen i det ene tilfælde at han ikke visste, at falsk var deri og verge sig med settered. Siden føre hver frem sin hjemmelsborgensmand, indtil det kommer til prov (forhør, vidneførsel) og da svare den for forfalskningen, som svare skal efter loven. Men det er alt falsk, som skjønsomme mænd taksere for falsk. Ikke skal sysselmand eller hans ombudsmand taksere det; ti da kan pengegriskhet (ágirnd) avsi kjendelsen.

3. Nu er kjøp avsluttet under haandslag og der er ingen vidner til, da kan sælgeren negte med ensed, eller deres kjøp holdes.

Kilde: G. 40 1ste del; jfr. Js. VII 9 (118).


Kap. 11. Om brevbevis (skilvisi) som folk gjør for kjøp

Alle de skilord, som folk gjør i giftermaal og likesaa naar folk kjøper jorder eller bygaarder og for hvert lO-markskjøp eller mere, da skal begge parter gjøre brev efter sit kjøp og avtale og nævne de vidner, som var tilstede, stund og sted og ha derfor lagmands indsegl eller sysselsmands eller andre skjelrike mænds, som overvar deres kjøp. Men om de ikke faar indsegl, da gjøre de cirographum,[10] og da bærer det vidnesbyrd om deres kjøp, om vidner ikke er til, hvad enten saken skal paadømmes for lagmanden eller andre rette dommere i den sak.

Nyt.


Kap. 12. Hvorledes man skal bære vidne om andres kjøp

1. Hvert maal som en mand er tat til vidne paa, og, selv om han ikke er tat til vidne, hvad en mand har set paa eller hørt, da skal han være skyldig til at frembære det vidnesbyrd, lovlig manet (kvaddr) av retteren. Men om han ikke vil frembære det, da skal saksøkeren (sakaráberi) avkræve (kretja) ham dette vidnesbyrd. Men om han endnu ikke vil frembære det, likesaalitt som før, da er han saket 1 mark sølv til kongen.

2. Men saaledes skal han frembære det vidnesbyrd, som han ikke er opnævnt til vidne paa, at han skal vidne om sit nærvær saa godt han kan efter det som han saa og hørte. Siden dømmer lagmand og domsmænd, hvor lovlig de synes at det vidnesbyrd er.

Nyt.


Kap. 13. Om en mand [sælger eller] pantsætter en ting til to eller uhjemlet

[11]

1. Nu skal holdes alle under haandslag sluttede avtaler (handsalat mál), som efter loven kan holdes. Det kan ikke holdes, hvis nogen sælger til én, hvad han før har solgt til en anden. Men hvis den, som sidst kjøpte, har faat tingen i hænde (hefir hond at), da kan han kræve dom for sit kjøp (halda skiladomi fyrir kaupi sinu),[12] indtil lagmandens orskurd.

2. Nu skal den, som kjøpte først, beholde sit kjøp, om han faar fuldt vidnesbyrd i dommen; da er den, som kjøpte sidst, sket kjøpefusk; da skal han ha upartiske mænd (valenkunnir menn) til vidne derpaa. Det er [ogsaa] kjøpefusk, hvis nogen kjøper det, som sælgeren intet eier i, medmindre det sælges efter eierens raad.

3. Nu skal han finde den, som solgte til ham og faa sit igjen av ham. Men hvis han ikke vil utlevere det til ham, da skal han heimstevne ham og nyde sine vidner, at han efter loven utleverte tingen og kræve sit gods hos ham og anklage ham for ran. Hvis han da siden utleverer det til en anden, skal han bøte en halv mark sølv til kongen.

4. Nu hvis han ikke kan skaffe ham den kjøpte ting eller en anden jevngod, da bøte (gjalda) han 1 øre for hver marks værdi til kjøperen og 1 øre, selv om værdien er mindre, og da skal de være forlikt. Men den som vidende kjøper det, som en anden før har kjøpt, han er saket 1 øre sølv til kongen for hver marks kjøp.

5. Nu kjøper nogen av en utlægg mand, da eier kongen det gods, som han kjøper av ham og han er saket 6 ører sølv til kongen eller negte med lyrittered, at han ikke visste, at han var utlægg.

Kilde: Js. VII 10 (119). G. 40, 2den del.


Kap. 14. Om man bortleier sin ko

1. Nu bortleier nogen sin ko, da skal leieren ha aabyrgden for koen i alle tilfælde, undtagen for strandhugg og braasott, kalving og lungesott og alder eller lynslag eller rausott, eller om vind fælder træ paa den.

2. Nu dør leieko for en fattig mand, da bøte (gjalde) han i løpet av tre aar værdien efter 6 skjønsomme mænds takst; ti ingen skal betale leie for en ko længer end den lever, medmindre han selv dræper den.

3. Nu skal han efter ret leiekontrakt (at leigumála rettum) ha koen til korsmesse (3dje mai) næste vaar; ti da skal kjørene være paa farten, medmindre de har avtalt en anden termin (eindagi) sig imellem, da han leiet koen.

4. Nu er den bortleiede ko død, men han hadde ved (pant) i en anden, da skal han ha den for sin ko; ti ko skal komme i stedenfor ko. Men om den lever, da skal han ha sin egen, selv om den er ældre. Men om der er kommet lyte paa den, selv om [bare] hale er avslitt eller horn avbrutt, da skal han bøte for lytene.

5. Nu vil han (leieren) ikke længer leie koen, da skal han finde koens eier, om han er indenfylkes, og tilby ham sin ko med vidner. Men om han ikke er indenfylkes, da skal han føre koen hjem og lede mænd til for at syne koen, at den er frisk og takendes (tœk) for eieren; da si han fra sig sin aabyrgd [som leier] og passe koen som sine egne naut og ta melken av den og ha den for sit græs og pass og alene aabyrges sine handvomm.

6. Nu er koens eier reist fra landet og har indsat en anden som sin verge, da skal han tilby denne koen om han er indenfylkes, men arving om verge ikke findes, hvis han ikke længer vil leie [den].

Kilde: Js. VII 11 (120); jfr. G. 41.


Kap. 15. Om handvomm paa vinterfôringsfæ (fulgufé)

[13]

1. Nu sætter nogen sit bufæ ind hos en anden efter ret vinterfôringskontrakt (at fulgumála rettum); da skal han ha aabyrgden for alle sine handvomm. Det er handvomm, om han svelter eller dræper eller de mænd, som han skal svare for med ord og ed. Det er ogsaa hans handvomm, om røkteren (haldsmaðr)[14] ikke finder det, før livet er borte. Saa og om bjørn slaar eller varger biter eller det falder utfor berg og hyrde ikke følger. Men om det falder utfor berg og han viser det for folk, før han flaar huden av, da er det ikke hans handvomm. Det er hans handvomm, om det drukner i brønd og ingen gjæter det, saa og om det dør av sult eller kvæles av klave. Men hvis der er hvirvel (hes) i baandet og en stok det kan løpe paa (rennistaur firir),[15] da er det ikke hans handvomm.

2. Nu skal han føde det til det kan berge sig ute, da skal han finde eieren og tilby ham at passe sit bufæ og syne ham at det er ført til at skaffe sig mat og si aabyrgden fra sig.

3. Men om nogen tar hest paa vinterfôring (á fulgu) eller paa haabeite (á hábit, var. á bit) og varger biter den ute, da er det hans handvomm, hvis ikke andre folks hester er ute.

4. Nu tar nogen naut paa fôr (á fóðr),[16] da skal han ha samme aabyrgd som for fulgunaut. Det skal ingen ha aabyrgd for, at ko ikke tar kalv, naar han har graokse blandt sine naut.

Kilde: Js. VII 12 (121); jfr. G. 43.


Kap. 16. Om [kjør som lovlig betalingsmiddel og om] nogen sælger kvæg med lønlige lyter

1. Nu har en mand som betaling for gjæld faat løfte paa en ko (ku skilt i skuld sina), som «hverken mangler noget i værdi eller i leieindtægt,» (þá er hvarke skerði verð ne leigu), da skal den ko ikke være ældre end 8 vintre og ikke yngre end 2den kalv, frisk og helspenet og ha kalvet om vinteren efter paalsmesse (25de januar).[17]

2. Nu kjøper nogen hos en anden hest eller bufæ; kjøperen har aabyrgden, saasnart han leder det bort. Ved kjøp av levende kvæg, da skal ingen sælge den anden svik eller med lønlige lyter. Det er lønlige lyter paa hest, om den er blind eller døv, sprængt (kviðdrag), vamhalt (halting som er til lyte), sky eller sta; men paa andet kvæg, om det melker sig selv. Da skal sælgeren sverge, at han kjendte ikke den lønlige lyte, hvis den findes der den første maaned, eller beholde det selv.

Kilde: Js. VII 13 (122); jfr. G. 43, slutn.


Kap. 17. Om uset kjøp

Nu kjøper nogen en ting uset hos en anden, da er den i sælgerens aabyrgd, indtil den kommer kjøperen i hænde eller den mand, som han for vidner gav fuldmagt til at ta mot den, medmindre de for vidner har skilt (avtalt) noget andet.

Kilde: Js. VII 14 (123) = G. 45.


Kap. 18. Om skifte [av sameieting]

1. Alle de griper, som folk eier sammen, hvad enten det er aker eller eng, hus eller andre ting, som kan skiftes, da skal den raade for skifte, som vil skifte, eftersom før er sagt om odelsskifte.[18] Men naar 2 eller flere eier sammen den grip, som ikke kan skiftes, uten at den tar skade, eller som den ene vil ha gagn av, men den anden vanrøgter eller ikke kan røgte, da skal man først tilby sine sameiere tingen.

2. Nu vil disse ikke kjøpe, da kaste lod om, hvem som skal kjøpe og den som loddet træffer løse den efter 6 skjønsomme mænds takst eller sælge den til hvem han vil og betale hine deres andel i prisen.

3. Nu vil hine ikke ta imot vederlaget, da ha han det som laan og upaatalt (at usekju), indtil hine henter det, og aabyrges som sit eget gods. Men ingen skal sælge andres ting anderledes end loven mæler.

4. Men om folk eier skib sammen, som ingen av dem har raad til at kjøpe og heller ikke vil andre folk kjøpe det, da drive den, som vil, forretning med det og betale sine medeiere (partnere) deres andel i fragten, efter at han først har fratrukket deres andel 1 omkostningene.

Kilde: Jfr. G. 48 = Js. VII 15 (124); jfr. Grágás I kap. 164 (I b. s. 63), II kap. 213.


Kap. 19. Om aabyrgd for laan

[19]

1. Den skal ha aabyrgd for laan, som faar det, og bringe det helt hjem igjen; men om han ikke vil det, da skal det søkes som vitterlig gjæld (vitafé).

2. Men det er alt vitterlig gjæld, som vidner vet om og alt det, som dom tildømmer en mand. Likesaa om lagmand med lovlig orskurd paalægger nogen at betale penger til en anden.

3. Nu laaner en eller sælger det, som var laant ham, og det misfarer, da skal hin hente det hos hvem han vil, sælgeren eller kjøperen; og saaledes altid, naar nogen sælger eller laaner bort anden mands eiendom.

Kilde: Js. VII 16 (125) = G. 49.


Kap. 20. Om pantsættelse (veð)

1. Nu stiller nogen en anden [haand]pant (veð) for en grip eller ting, da skal den ha aabyrgd for pantet, som tar imot det. Men om de har avtalt en termin, naar det skal utløses, da skal han tilby det til ham eller hans ombudsmand paa forfaldsdag og ha vidner med. Men om da ingen løser det ut, da gjøre hvad han vil efter skjønsomme mænds vurdering: beholde det selv eller sælge det til en anden og panthaveren skal ha sin fordring, men eieren resten.

2. Nu er der ikke sat nogen løsningstermin, da løse han det inden 12 maaneder, ellers gaar man frem som ovenfor er skilt.

3. Nu har nogen penger at hente hos en anden og han tar pant (veð) for sine penger i en eller anden grip, hvad enten det er i jord eller i andet gods, da skal pantet vurderes [til panthaveren].

4. Nu sælger han (panthaveren) dette pant bort til en mand, da skal pantets eier føre vidner paa at det er hans pant og ha løst det ut i de første 12 maaneder, om han er indenfylkes. Men er han ikke indenfylkes, da skal han ha brigdet (brugðit) det i de første 12 maaneder, efterat han er kommet hjem i fylket, medmindre de forfald hindrer ham, som er mælt i loven. Vidner skal han ha paa, at disse [forfald] er sande, ellers er maalet tapt for altid.

5. Nu overdrar nogen ett pant (veð) til to mænd, da eier den pantet, som først tok [pant i det], men det er pantefusk (veðfox) for den, som siden tok, om vidner vet det.[20]

Kilde: Jfr. Js. VII 17 (126) = G. 50.


Kap. 21. Om transport av fordringer (skuldskeyting) og om kvinders kjøp

1. Nu henter nogen gjæld hos en anden, om han er indenfylkes og han tilskjøter ham en fordring paa en anden mand (skuldskeytir hann honum við annan mann), da har han betalt den gjæld for sit vedkommende (ser af hendi) om der er vidner paa, at han (kreditor) vedtok dette gjældssted (ɔ: den nye debitor).[21]

2. Umyndig (umagi) kan ikke raade for noget kjøp. Det skal vi ogsaa vite, hvor store kjøp koner skal raade for: bondekone for 1 øres kjøp, haulds kone for 2 øres kjøp, lendmands [barons] kone for halv marks kjøp; men om de kjøper større kjøp, da kan det brytes i den første maaned. Men om hendes mand ikke er hjemme, da kan han bryte det i den første maaned, efterat han kommer hjem og han vet om det kjøp.

Kilde: Jfr. Js. VII (127). § l, jfr. G. 55. § 2, jfr. G. 56. F. XI 22.


Kap. 22. Om en husbonde ikke vil holde avtale med sine arbeidsfolk

1. Nu kjøper nogen arbeide av en fri mand, da skal alt det holdes, som de blir forlikt om. Men om husbonde ikke vil holde avtalen (máli) med sin leiemand og viser ham bort fra sit hus (visar honum or vist), da skal han kræve sit ophold hos ham med 2 vidner og tilby ham slikt arbeide, som de blev forlikt om.

2. Nu hvis husbonden ikke vil det, da er han saket 3 ører sølv til kongen. Men hin skal ha sin løn (kaup sit) og værdien av den kost (matarverð), som han ikke har nydt. Men om leiemand ikke vil holde avtale (máli) med husbonden, da skal husbonden kræve av ham slikt arbeide, som han haandsolgte (handseldi) ham og tilby ham kost og hus (vist) med vidner. Men vil han ikke det, da er han saket 3 ører sølv til kongen, og husbonden kan hente hos ham saa meget som han skulde gi ham i løn; men kostværdet skal han ikke ha, fordi han selv gir avkald paa maten. Men om nogen vitende leier (tekr) en andens arbeidsmand, da er han saket en halv mark sølv til kongen. Men om han (arbeideren) paatar sig mandsverk[22] og faar ikke gjort det, da skal mænd vurdere, hvor stort nedslag i lønnen han derfor skal taale.

3. Nu lægges leiemand syk eller saar, om han ligger en halv maaned,[23] da skal han ikke derfor ha nedslag i lønnen hos den husbonde, som skjønsomme mænd finder er formuende nok dertil. Men om han ligger længer, da skal skjønsomme mænd værdsætte arbeidstapet og den kost, han nyter, eller føre ham til hans arving.

Kilde: Js. VII 19 (128); G. 70, jfr. F. X 10.


Kap. 23. Om uformuende folk seiler [i kjøpfærd]

1. Nu da arbeidsfolk er meget vanskelige at faa paa landet og alle nu vil fare i kjøpfærd [var.: til kjøpstaden], da vil vi ganske og aldeles avskaffe, at nogen mand farer i kjøpfærder, som eier mindre end 3 mark veiet [var.: sølv gjældfrit]. Dette forbud skal staa ved magt fra paaske til mikkelsmesse [var.: hvert aar]. Men fra mikkelsmesse og hele vinteren siden fare hvor han vil med det, som Gud har laant ham, hvad enten det er mere eller mindre.

2. Men de styrmænd som tar folk med paa sine skib med mindre gods end nu er sagt, er saket 2 ører sølv til kongen for hver av dem og likesaa for hver, som lægger felag med dem.

Kilde: Haakon Haakonssons rettebot 1260 i F. indl. 20.


Kap. 24. Om styrmand tar paa sit skib altfor mange folk

1. Nu skiper en mand kjøbmandskib hjemme i herredet og folk tar fragt hos ham, da skal han saaledes skipe skibet, at alle, som har fragtet, faar plads.

2. Nu om skibet blir overlastet, da skal styrmanden først bære op [paa land igjen] sine varer, men de som leiet fragt, skal ha den. Men om fragtleierne synes, at det er overlastet, da skal de som sidst fragtet, bære sit op [paa land], indtil skibet er seilført; da skal han betale handsalsslit (bot for kontraktsbrudd) til hver, som maa bære [sit op] av [skibet].

Kilde: Js. VII 20 (129) = G. 146.


Kap. 25. Om nogen seiler mot forbud

1. Nu farer folk mot forbud lande og kjøpestæder imellem, da er styrmanden saket 8 ørtuger og 13 mark sølv til kongen, men hver matros (háseti) 1 mark sølv. Men om nogen farer fra kjøpstad til herred under forbud, han er saket 1 mark sølv til kongen.

2. Én skal være styrmand paa hvert skib, den som hviler nærmest rælingen paa styrbord. Styrmanden skal søkes for alt, men alle medeiere i det skib som fór under forbud skal bøte (gjalde).

3. Ingen skal lægge forbud mot at føre korn eller mat fylkene imellem, uten med kongens raad. Men om de lægger, da er alle fylkesmænd saket 8 ørtuger og 13 mark sølv til kongen; det eier kongen halvt, men halvt alle lovfæller (lǫgunautar).

Kilde: G. 313, jfr. F. VII 27 (yngre end G. 313).


Kap. 26. Om straf for paaseiling [og om vrakretten]

1. Nu ror eller seiler folk paa andre, erstatte (gjalde) al den skade, som de gjør, medmindre folk ror foran stavnen paa dem.

2. Alt vrak, som ræker i almenning, det eier kongen.

3. Nu seiler folk langs land eller ind fra havet og bryter sit skib (lider skibbrudd), da eier hver det gods, som han paaviser med vidner, hvem som end eier jorden, som det ræker paa. Alt andet havrak eier kongen.

Kilde: § 1 G. 144 sidste punktum. § 2—3 G. 145 slutningen.


Kap. 27. Om fuldretsskade

1. Nu laaner nogen en anden skib eller hest og laantageren vil ha det til sit tarv, men laangiveren farer til og tar laanet fra ham, da bøte (gjalde) han 2 ører sølv i aafangsbot (selvtægtsbot) til den, som har laant skibet eller hesten. Men om hin (laantageren) har det længer end det var laant ham, da bøte (gjalde) han 2 ører sølv i aafangsbot.

2. Altid hvor en gjør nogen formuesskade av hævn eller avind, da bøte (bœte) gjerningsmanden fuldretsbot og skaden efter værdsættelse av 6 mænd, lovlig tilnævnt av dommeren og dertil avindsbot, om der er vidner derpaa. Det er alt fuldretsskade, som mændene værdsætter til en halv mark sølv; men om det er mindre, da er det 2 ører sølv i tokkabot[24] til den skadelidende.

3. Nu dølger han og der er ikke vidner derpaa, negte med lyrittered, men med settered for fuldretsskade. Men om edene falder, bøte (gjalde) slikt som før er sagt.

Kilde: 1 F. X 45. §§ 2—3, jfr. L. VII 36.


Kap. 28. Om spil (dubl) [og væddemaal]

Men om folk spiller eller kaster terninger om penger, da kan kongens ombudsmand konfiskere alt det, som ligger paa bordet, og hver av dem er saket en halv mark sølv til kongen. Men om folk vædder, er det ugyldig (hafi at allzengu) og sektløst hos kongen.

Nyt.


Kap. 29. Om vegter og maalekar

1. Da det nu er vedtat over hele landet, at samme punder og vegt og met (lod) og stika (alenmaal) og maalekar skal gjælde over hele landet, for at faakundige mennesker saa meget mindre kan bedrages, hvor de saa kommer hen i landet, da er denne skiping gjort, at skippunderen skal være slik som sedvanlig; den skal begynde med et halvt skippund og stige til halvandet skippund paa den maate, at 24 vetter skal utgjøre ett skippund og hver vett skal veie 28½ mark og 8 ørtuger. Dernæst haandpunder og den skal begynde med en halv vett og stige til man kan veie et halvt skippund paa den. Men om man skal veie mindre end en halv vett, da veie i skaaler med met (lod). Smørpunderen skal være som den altid har været: 3 pund smør, saaledes at 24 mark utgjør et smørpund. Men om [3 pund smør] er i løp, da skal den tom ikke veie mer end 8 mark.

2. Men disse maalekar skal være til gryn og anden lignende grøde: Saald, hvorav 2 utgjør et skippund, og mæle, hvorav 6 gjør ett saald, halvmæle, fjerdingsmæle og settung og de prøves (justeres) med rug og strøket.

3. Der er andre maalekar til at maale honning og alskens drikkevarer, tran og andet saadant: det er først ask og halvask, bolle og halvbolle, justa; der er to juster i halvbollen, 2 halvboller i bollen, 4 boller i asken.

4. Lagmanden skal ha disse pundere, vett og met og maalekar og stike paa Frostatinget [Gula-, Eidsiva-, Borgartinget, lagtinget]. Men derimellem skal de ligge [var.: i Bergen, Tautra, Nidaros] under lagmandens og de bønders vold, som tar vare paa (varðveitr) bondekassen. Der paa tinget skal hver sysselmand rette sine pundere, vetter og met og stiker og maalekar, men bønderne efter deres pundere osv.

5. Merke skal der være paa hvert maalekar, slikt som paasættes paa Frostatinget [Gulatinget, Eidsiva- og Borgartinget, lagtinget]; sysselmanden er pligtig at undersøke dette engang hver 12 maaneder. Men om nogen har umerket [maalekar], bøte (gjalde) 1 mark sølv. Hver husfast mand skal eie mæle og [skip]punder og bismer (smørpunder). Ingen mand skal bortleie skippunder eller andre vegter [var.: men om han bortleier bøte en mark sølv]. Men overalt hvor urigtige maalekar findes, skal de saaledes ødelægges, at de ikke siden kan brukes dertil. Men hver som i dette stykke har noget urigtig eller umerket, er saket 1 mark sølv til kongen, om han vet det. Men ikke sakes bonden, saalænge sysselmanden ikke skaffer ham merke paa punder eller maalekar.

Kilde: Riksmøtebeslutning 1271 eller 1273.




Fotnoter

  1. Mange haandskrifter begynder dette kap. med §§ 1—2 i L. I 4. Dette er tilfælde med de fleste Gulatingsbøker, som da mangler §§ 1—2 i I 4. Dette stemmer ogsaa med kilden G. 59.
  2. Se L. I 9.
  3. [] mangler i flere hss. og i Jónsbok; men det stemmer med kilden G. 59.
  4. Jfr, v. Amira OR. II 301 noten og dertil Hertzberg, Glossar s. v. tala 2 (s. 638).
  5. [] mangler i flere hss. og i Jónsbok.
  6. Nemlig i kap. 3; jfr. kap. 19 § 2.
  7. Skrivefeil i boka er retta fra derti til dertil. Magnus Haug
  8. Skrivefeil i boka er retta fra ombudsmandl til ombudsmand. Magnus Haug
  9. Herefter følger i flere haandskrifter sidste punktum i L. I 6.
  10. Cirographum (carta partita, «udskaaren skrift») var to likelydende eksemplarer av samme brev skrevet paa ett pergamentstykke, som derefter blev skaaret i to tvers gjennem ordet cirographum eller gjennem en bølgelinje. Brevenes egthet blev da bevist, naar bokstavene eller bølgene i snittet passet ihop.
  11. Jfr. kap. 20 § 5 og VII 6.
  12. Uttrykket «skiladomr» betyr hverken her eller i kilden G. 40 den private domstol i ikkevitterlige saker, men er et forsterket uttryk for domr, se Hertzberg, Glossar under skiladomr.
  13. Se til dette kapitel Østberg, Norsk bonderet I § 11.
  14. Hertzberg, Gloss. oppfatter haldsmaðr som betegnelse for fôreren, men det maa ogsaa kunne betegne hans tjenere, se Østberg, Norsk bonderet I 68, note 7.
  15. De gamle kobaand bestod almindelig enten av en træklave med baand i eller av to vidjespenninger, hvorav den ene var klave og den anden fæstet til fjøsvæggen; hesen var en hvirvel mellem disse og rennestauren, en stok, som i baasen var stillet paa skraa mot væggen, og som kobaandet kunde løpe op og ned paa, naar koen bevæget hodet; se nærmere Østberg, Norsk bonderet I 70 ff.
  16. At ta kreatur á fóðr synes at betegne en kortere vinterfôringskontrakt end det «rette fulgumaal», som varet til kreaturene kunde berge sig ute (se § 2), se Østberg, Norsk bonderet I 63, hvor Hertzbergs mening, at taka á fóðr sigter til sommerfóring, forkastes.
  17. Jfr. Østberg, Norsk bonderet I 14 ff. Uttrykket: «þá er hvarke skerði verð ne leigu» maa opfattes som en kontraktsklausul, som herved faar sin lovlige fortolkning. Jeg har derfor sat den i anførselstegn.
  18. Se L. VI 3.
  19. Jfr. kap. 4.
  20. Jfr. kap. 13.
  21. Et hs tilføies efter Jónsbok kb. 23: «om den, som skal betale (debitor cessus) vil betale eller samtykke (i transporten); men han er ikke skyldig at betale til en anden end den, som først hadde krav paa ham, medmindre han er utenherreds eller kreditor har hentet og ikke faat paa rette forfaldsdag, da er den, som siden ved transport eller kjøp eller gave har erhvervet denne fordring, ret henter og eier til disse penger, og den anden er da fri.» Jónsbok fortsætter: «Likesaa om nogen gir en anden lovlig ombud til at hente sine penger, da skal debitor svare ombudsmanden, men ikke eieren (kreditor), medmindre han med vidner selv har tat ombudet tilbake.»
  22. Js. ákvæðisverk = akkordarbeide; jfr. ákvæðisteigr = dagsslaatt.
  23. I G. 70 er fristen blot 5 nætter, men i Js. ½ maaned, som ogsaa findes i Grágás II kap. 240.
  24. Þokkabot, privatbot for uvenlig sindelag eller for at «tækkes» motparten.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.