Magnus Lagabøters landslov (X. Rettebøter)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Magnus Lagabøters landslov

Oversat av

Absalon Taranger

Kristiania 1915.


X. Rettebøter



Kap. 1. Her siges om de rettebøter, som kong Haakon gav alle Norges mænd [1260]

Disse rettebøter gav kong Haakon, son av kong Haakon, kong Sverres son, alle Norges (Gulatings-, Frostatings-, Eidsivatings-, Borgartingsjmænd, som staar i ret forhold til Gud og i sand lydighet og tegnskyldighet og underdanighet mot den rette Norges konge og styrker hans magt og raadgivere med huld tjeneste inden- og utenlands, dog uskadd i alle maater kongedømmets sømd og efterkommende lovlige kongers retfærdige krav.

1. Først i begyndelsen, at der som der før gik i sakøre 40 mark à 6 alen vadmel i hver øre, naar sekten var fuld, da nedsatte han den sekt til en tredjedel, saa at der skulde erlægges 8 ørtuger og 13 mark sølv i mynt som slaaes i kongens myntverksted. Der hvor der før var 15 unedsatte mark à 6 alens øre, der skal nu være 5 mark sølv. Saaledes blev ogsaa alle andre sekter sat ned til en tredjedel.

2. Den anden, at ingen skal bøte andres bøter: men de som angriper andre end dem, som gjør eller tilraader fiendtligheter (gera eða ráða vandræði), da er de ubotamænd, forbrutt fæ og fred, land og løsøre, endog sine odelsjorder, og komme aldrig til landet igjen.

3. Den tredje, at de mænd som med vilje hugger haand eller fot av nogen, de er fremdeles ubotamænd, medmindre det sker i vaabenskifte (kamp) eller kongen lar revse til landets rensking eller hans ombudsmænd efter kongens skiping.

4. Den fjerde, at de mænd som løper bort med folks egtehustruer eller saa meget tyvegods, som er mælt i loven, de er fremdeles ubotamænd.

5. Den femte, uagtet alt, hvad en drabsmand eiet baade i land og løsøre, undtagen odelsjorder, før faldt under kongen, da skal kongen nu ikke ha større tegngjæld end 8 ørtuger og 13 mark sølv av gods eller eiendommer, medmindre han begaar skjændselsdrap eller gjør nidingsverk; og hvis jord er betalt i tegngjæld, da skal arvingene ha løsningsret inden 10 vintre, om det er deres odel.

6. Den sjette, at han forbød at nogen kongens ombudsmand skal lægge almindelige tolde (avgifter) eller veitsler (beværtning) paa folk. Tilbyr nogen kongens ombudsmand veitsle eller viser ham anden opmerksomhet (kurteisi, fr. courtoisie), da raade hver for sit

Jfr. V. indl. 1-8. 10.


Kap. 2. Disse rettebøter gav kong Magnus alle Norges mænd [1271]

Disse rettebøter gav kong Magnus, søn av kong Haakon, sønnesøn av kong Sverre, alle Norges [Gulatings-, Frostatings-, Eidsivatings-, Borgartings]mænd, som staar i ret forhold til Gud og i sand lydighet og tegnskyldighet og underdanighet mot Norges rette konge og hans magt og raadgivere styrker med huld tjeneste inden- og utenlands, uskadd i alle maater kongedømmets sømd og efterkommende lovlige kongers retfærdige krav.

1. Den første, at der hvor sakøren før blev nedsat til en tredjedel i Frostatingsboken [Gulatingsboken osv.], der skal den nu nedsættes til en fjerdedel og sætte uttrykkelig (med ákveðno) i boken den høieste sekt, som kan tages for hver sak, for at de faakundige saa meget vanskeligere skal bedrages av uredelige saksøkere (af pretvisum sóknarum).

2. Den anden, at der som før skulde bøtes 5 mark sølv for ett hugg, og 8 ørtuger og 13 mark sølv for det tredje hugg, da skal herefter bøtes 1 mark sølv for hvert, men somme steder mindre, som forordnet er i mandhelgen (jfr. IV 19—20).

3. Den tredje, at den slagtetold som kongen tok, naar han om julen sat i Bergen, nemlig 1 lem slagt (kjøt) av hvert mandsverk, den eftergav han helt.

4. Den fjerde, at han indførte i arvetallet de mange, som ikke før var opført deri, eftersom lovboken selv viser.

5. Den femte, at naar nogen dræpte et menneske, maatte han før med sekter tvinge sine frænder, som hverken var voldende eller raadende, til pengebøter med sig, da skal der nu alene botes av dens gods, som dræpte, og alene til den dødes arving (se IV 13 § 1).

6. Den sjette, at av formuen til den, som gjør nidingsverk eller begaar skjændselsdrap, skal først private bøter (bœtr) betales av drapsmandens gods, for det tilfalder kongens kasse, som det siges i mandhelgen (se IV 13 § 2).

7. Den syvende, at aldrig skal den utlæges gods for tilfalde kongens kasse, end al lovlig gjæld, som før var stiftet, er betalt (se IV 13 § 3).

8. Den ottende, om folk blir dræpt i sin bopæl, da skal arvingen ha dobbelte bøter (bœtr, se IV 19 § 2).

9. Den niende, om nogen blir slaat eller saaret i sin bopæl, da skal han ha dobbelt retsbot efter lagadom (se IV 19 § 2).

10. Den tiende, at der hvor før alt tilfaldt kongens kasse, baade land og løsøre, saasnart nogen stjal til 1 ørtug; men nu falder ikke alt til kongens kasse, førend efter tyvebolkens regler og dertil slik sekt som lovboken sier (se IX 1 § 3).

11. Den ellevte rettebot gav og kong Magnus særlig, at selv om nogen faldt i saadanne ubotaverk, at han har forbrutt livet og alt, hvad han eier i løst eller fast, hvad enten han dræper lagmand for ret lovsaga(dom) eller brænder nogen inde eller myrder nogen eller hugger haand eller fot av nogen eller stinger ut øinene eller skjærer tungen ut av nogens hode eller med vilje lemlæster nogen eller dræper sin far eller bror, mor eller datter, søster eller sin egen hustru, eller hustru sin mand, eller tyner sig selv eller dræper nogen i hans egen bopæl, eller løper bort med nogens egtehustru, eller tar en kone med ran eller hærfang eller nogen forfalsker kongens mynt, brev eller indsegl, eller dræper den mand, som har kongens brev og indsegl for sig (ɔ: kongelig leide), eller i herberge hos kongen eller i kongens gaard eller paa kongeskib eller i kongens nærvær eller nogen voldtar en kvinde eller hævner ubotamænd eller henter bøter efter dem; men enhver som falder i slikt ubotaverk, som Gud la ingen hænde, og selv om han har forbrutt sit liv og alt sit gods til kongen, men nogen av dem efterlater sig umyndige barn, da skal kongens ombudsmand esle hvert barn fuld forlagsøre av det gods som den utlæge eiet, saalænge der er nøget igjen derav, indtil barna er «matannungar» (fortjener maten) efter sin alder efter loven, selv om der ikke er mere formue end de trænger til forlagsøre.


Kap. 3. Her siges om kong Magnus's skiping og naar boken var lovtagen

1. Ovenpaa dette lot kong Magnus det sammensætte av alle landets bøker [var.: som syntes ham bedst at stemme med de bedste mænds raad] og skraasætte denne bok og fôr selv til lagtinget [var.: Gulating osv.] og lot den der oplæse og gav tingmændene boken og dermed den rettebot, som ikke er den mindste, at denne bok skal herefter gjælde over hele Norge [var.: i Gulatingslagen, Frostatingslagen osv.] om alder og æve (for bestandig), uskadd kongedømmets sømd, efter som før er sagt. Finder hans rette etterkommere at noget sted trænger ombot, da skipe han det saa, at Gud har ære derav, han selv sjælehjælp og undersaattene gagn.

2. Kan og være at der findes flere rettebøter i denne bok end alene de, som her er opnævnt, om skjønsomme mænd gransker med opmerksomhet denne og den forrige lovbok.




Denne[1] bok var lovtal paa Frostating (Gulating, Eidsivating, Borgarting) jonsokdag (24de juni), botolfsokdag (17de juni), 6 nætter før senere mariamesse (8de september), petersvaakedag (29de juni), da der fra Kristi fødsel var ledet 1000 200 70 og 4 [var.: 3, 7] vintre i det 11te [var.: 9de] aar av kong Magnus's regjering.

Jesus[2] Kristus gi os at bruke den slik, at det er ham til ære, til sjælehjælp og løn for den, som lot den gjøre, og alle os, som efterlever den, til timelig velfærd og evig lagnad, velsignelse og varetægt av Fader og Son og Helligaand, én Gud i hellig Trehet, og forbøn av fru Sta. Maria og den salige døper Johannes og den hellige kong Olav være med alle os [var.: Gulatingsmænd, Frostatingsmænd osv.] nu og altid. Gud la os sunde skilles og likesaa møtes igjen! Amen.




Fotnoter

  1. Dett følgende er senere tilføiet. Dateringen er forskjellig for de forskjellige lagting, men kan ikke nøiagtig angives.
  2. Dette er lagmandens slutningstale efter lovboken var læst.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.