Maleri og Skulptur (Ohrt)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Ferdinand Ohrt (1873-1938)

Kalevala som Folkedigtning
og National-Epos

Ferdinand Ohrt
1907

C. Træk af Sangenes Liv
i nyere finsk Kunst

VI.
Maleri og Skulptur

Lemminkäinens død
Maleri af Akseli Gallen-Kallela

I det middelalderlige Finlands bildende Kunst turde det være umuligt at paavise Optagelse af Æmner fra den hjemlige Folkedigtnings og Overtros Verden. Højst mærkelige, hedenskprægede er ganske vist de Kalkmalerier der pryder Kirken i Nousiainen (nær Åbo), hvor Hellig Henriks Kenotafium staar; det er raa Fremstillinger af mange Slags Væsener, vilde og tamme Dyr, en Art Havfrue og endelig to Ryttere, der kæmper indbyrdes, den ene paa en mangefodet Hest med en Ulv som Ledsager; det skal vel fremstille Kristi Kamp mod Hedenskabet, men hans Modstander er snarest Odin, ikke nogen hjemlig Gud. — En national Kunst uddannes først i 19de Hundredaar. Omkring ved Sekelskiftet virkede Kirkemaleren Mikael Toppelius (Zakarias den Ældres Fader), i hvis »Samson dræber Løven« der hersker en fantastisk Uhygge, man fristes til at sige, i Slægt med det storladne i den finske Tryllesang. Et Kalevalaæmne finder vi nyttet allerede omkring 1810, af Billedhuggeren Cainberg; det er et Relief i Åbo Universitets Festsal (Bygningen skaanedes ved Branden), forestillende Väinos Kantelespil; et Fragment af Sangen herom var alt da kendt fra Gananders Mytologi (S. 17). Efter 1850 flyttede Svenskeren Sjöstrand, Elev af H. V. Bissen, til Finland; han har fremstillet flere Æmner fra Kalevala, saaledes Statuen »Kullervo der taler til sit Sværd« og Frisen i Universitetets Forhal: Väinös Sang og Spil der drager alt levende til sig. Johannes Takanen (død ung 1885), der studerede under Bissen Fader og Søn, men siden i Rom udviklede sig til en selvstændig, realistisk Kunstner, modellerede i København sin »Väinämöinen der spiller Kantele«; denne Statue staar i Parken Monrepos ved Viborg og blev bestilt af Byens Borgere i Steden for den Väinö som Baron Nicolay, Monrepos' Ejer, russisk Gesandt i København, i 1840'erne havde ladet Danskeren Gotthilf Borup udføre, men som Vandaler, aldrig paagrebne, havde væltet og knust. Siden udførte Takanen i Rom sin Gibsstatue af Aino, som hun stirrer frem for sig (mod Havfruernes lokkende Leg). Blandt moderne Billedhuggere møder Stigell med »Ilmari der smedder« og »Väinö med Kantele», realistisk virkende Kolossalstatuer udenfor »Studenthuset« i Helsingfors, Wallgren med en »Marjatta« og Wikström med »Kamp mellem Ilmaris Ørn og Tuonelagedden« (Kal. XIX); sidstnævnte Kunstner har desuden paa en Plads i Hovedstaden rejst Elias Lönnrot et gribende Mindesmærke, Lönnrot lytter betaget til Väinös Sang med det finske Folk i en Ungmøs Skikkelse ved sine Fødder.

Af Malere har Ekman († 1873) til »Studenthusets« Sangsal udført sin kolassale »Väinö der henrykker Naturen: ved sin Sang«; Billedet vakte imidlertid skarp Kritik som et »akademisk«, kunstlet komponeret Arbejde. I Axel Gallén derimod ser hans Landsmænd den Kunstner, hvem det er lykkedes dybere end hidtil nogen anden at blive fortrolig med Folkesangens Skikkelser, og han selv skriver: »Kalevalas Fortælliger vækker i mig den varmeste Fornemmelse af egen Jordbund, ret som om jeg selv havde levet med i alt dette. Men naar jeg bruger disse Æmner, gør jeg det ikke »for at illustrere« Kalevala, men af den Grund at disse Billeder er lyslevende i min Fantasi og vækker en uimodstaaelig Lyst i mig til at faa fæstnet dem synlige ogsaa for andre.« I Paris uddannede Gallén sig, især under Bastien Lepage, til en Kunstner af naturalistisk Retning med fuldendt Teknik. Fra denne Periode stammer det tredobbelte Billede »Aino«, samt »Ilmari der smedder Sampo« og bøjer sig ned mod Essen for at se hvad det er han har skabt. Men efterhaanden brød hos Gallén noget nyt frem. I rent ydre Henseende sluttede han sig til en vis Grad til Symbolismens stiliserende Form og følte sig siden stærkt hendraget til de før-rafaelitiske Kunstnere, der i dyb Enkelhed og Enfold »malede med Sjælen« og vilde tale til Sjælen. Den finske Folkesangs Æmner forekom ham at kræve netop saadan Kunst. Allerede i »Kullervos Forbandelse i Skoven« (da Kniven er brudt) træder noget af dette frem, skønt den rige Baggrund (den sommerlige Skov) her gør sig stærkt gældende næsten i Højde med Hovedfiguren. Enklere Linier møder os i »Lemminkainens Moder«, bøjet over Sønnens Lig, »Jouko der lurer paa Väinö« i det mest indædte Had, og i det fantastisk vældige »Forsvaret af Sampo«. Paa Verdensudstillingen i Paris 1900 fremstillede Gallén i den finske Pavillon Freskobilleder med Motiver fra Kalevala, deriblandt »Ilmari pløjer Hugormageren« (I Freskotekniken havde Oscar Matthiessen været hans Vejleder i Pompeji); men disse Værker maatte ødelægges ved Bygningens Nedrivning. Snart efter fremstod dog et varigt Udslag af Kunstnerens ny tekniske Landvinding, det store Freskobillede »Kullervo drager i Krig«, der pryder Musiksalen i Helsingfors »Studenthus«.