Man skal ikke foragte de smaa (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Sagnfortælleren Netsik – "Sælhunden"

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet

Knud Rasmussen
København, 1926


Man skal ikke foragte de smaa
Fortalt af Netsik – "Sælhunden"

"Sælhunden's" Myter var aldrig lange, men de havde til Gengæld en eller anden lille Pointe, som vakte Morskab eller gav Stof til Samtale. Her er et Par af dem:

Man skal ikke foragte de smaa.

Der var engang en lille bitte Myg, der fløj ud i Verden. Den var saa lille, at den troede, Menneskene slet ikke lagde Mærke til den. Men da den blev sulten, satte den sig paa Haanden af en Dreng, og medens den sad der, hørte den en sige:

"U-uh, den væmmelige Myg! Skynd dig og mas den!"

Men da kunde Myggen pludselig tale og svarede saaledes, at Drengen hørte det: "Aa, skaan mit Liv, skaan mit Liv! Jeg har en lille Dattersøn, der vil græde, hvis jeg ikke kommer hjem."

Tænk — saa lille og dog Bedstefader!

_____________

Og her er en anden Historie om det samme:

_____________

Der var engang en lille forældreløs Dreng, som ingen ved Bopladsen regnede for noget. Han var ikke noget Barn længere, men han voksede aldrig, og skønt det ene Aar gik efter det andet, var han dog ikke større end de mindste Børn. Han boede ikke sammen med andre Mennesker, men havde et lille Hus for sig selv, og naar han om Aftenen skulde hjem, bad han aldrig om andet end en lille Sælhale af Mændenes Fangst. Og det lo man af, for hvad skulde han med en Sælhale, og hvad Gavn skulde den kunne gøre ham?

Men saa hændte det, at der blev en Kvinde borte ved Bopladsen. Hun forsvandt sporløst; det nyttede ikke, man søgte efter hende, og Folk vidste ikke, hvad de skulde gøre. Alle var raadvilde, da den lille forældreløse, der aldrig blev større, pludselig viste sig mellem dem og sagde:

»Det var maaske ikke saa dumt, om jeg blev spurgt om, hvad jeg vidste!« 

De lo, da de hørte det, for hvad kunde denne Dværg vide, han, der kun brød sig om Sælhaler, som ikke kunde være til nogen Nytte?

Men Manden, som havde mistet sin Kone og havde forsøgt alt for at faa hende tilbage igen, gav dog alligevel Drengen en Gave og fulgte med ham hen til hans lille Hus. Han gik med ham ind og saa nu, at han levede sammen med sine to Bedstemødre. Saa lille Drengen var, syntes de to gamle at være angst og bange for ham, og de puslede uafbrudt og uden nogen som helst Grund ved deres Lampers Væger og turde næsten ikke se paa deres Barnebarn. Inde i Huset opførte Dværgen sig med eet som et rigtigt Mandfolk; han lignede ikke længere noget Barn og gik op og ned ad Gulvet og førte sine Arme og Ben og hele sin Krop, ganske som om han var et rigtigt stort Menneske. Og nu opdagede Manden, der havde mistet sin Kone, at Dværgen havde lavet en Mængde Trappetrin inde i Snehytten af lutter Sælhaler, der var stukket ind i Snemuren. Og han gik op og ned ad disse Trappetrin, op og ned ad Snehyttens Mure, idet han traadte paa Sælhalerne og saa frem for sig, ganske som om han spejdede langt, langt bort, og saa sagde han pludselig:

"Jeg ser din Kone langt borte. Jeg ser din Kone sove sammen med en fremmed Mand. Din Kone vaagner, hun tager sit Fodtøj paa. Hun klæder sig paa uden at vække den Mand, der sover ved Siden af hende. Jeg ser hende liste sig ud af Huset. Nu ser jeg hende komme. Hun kommer! Nu kommer hun ind i Huset!"

Næppe havde han sagt det, før hun traadte ind i Snehytten til dem; og ingen kunde forklare, hvorledes det var gaaet til, at Dværgen blot ved at gaa op og ned ad de Trappetrin, der var lavet af Sælhaler, kunde se ind i skjulte Ting; og ingen kunde begribe, hvorledes han havde baaret sig ad med at lægge den Tryllemagt i Sælhalerne, at han blot ved at se ud i Rummet, staaende paa dem, kunde kalde den forsvundne Kone hjem.

"Omfavn og kys hinanden! Kys hinanden voldsomt!" raabte nu Dværgen; "det vil hjælpe jer siden, naar Luftens Aand kommer for at hævne sig!"

Og saa sagde han, henvendt til Konen: »Det er en Luftens Aand, du har været hos, og han vil komme og hente dig, saa snart han vaagner."

Og Manden og Konen omfavnede og kyssede hinanden, og den lille Dværg begyndte igen at gaa op og ned ad de mange Sælhaler, der var stukket ind i Snemuren som Trappetrin. Pludselig saa han frem for sig, som om han saa noget langt, langt borte, og sagde:

"Jeg ser, din Mand vaagner. Han savner dig. Han klæder sig paa. Han gaar ud. Han kommer. Han er her!« 

Og næppe havde han sagt det, før de hørte Luftens Aand uden for Snehytten, og straks sagde Dværgen:

"Omfavn og kys hinanden, saa snart han kommer ind!"

Og Luftens Aand kom ind, og Manden og Konen omfavnede og kyssede hinanden. Men den lille Dværg gik lige hen foran Aanden og pustede en lille Klat Spyt lige paa Næseroden midt imellem Øjnene, og i samme Øjeblik faldt Luftens Aand om og var død.

Den lille Dværg, som aldrig voksede, som alle foragtede og som kun brød sig om Sælhaler, der ikke var til nogen Nytte, havde fundet den Kvinde, ingen andre kunde finde, og havde dræbt Luftens Aand med en lille Klat Spyt paa hans Næserod.

Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 2, ss. 210-211. København, 1926.