Manden, der besøgte månemanden. Fortalt af Asîneq (Rosing)
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ![]() |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Manden, der besøgte månemanden
Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing
Fortalt af Asîneq
Der var engang et ægtepar, der altid mistede deres nyfødte børn, og hver gang måtte de igennem en lang dødsbod, hvor de ikke måtte leve som mennesker. Når de var sultne og tørstige, kunne de ikke bede om mad eller drikke. Når nogen havde forbarmet sig over dem og givet dem noget spiseligt, vendte de ryggen til husrummet og sled med tænderne kødet i sig, thi det var dem forbudt at bruge kniv under spisning. Først når bodens strenge måned var ovre, kunne de igen leve nogenlunde som normale mennesker.
Sådan levede parret — under dødsbod hver gang konen havde født, og barnet døde.
Engang de havde fået et barn, som døde, tog manden på trods af vedtægterne ud på fangst. Efter fangsten kom han hjem med en flænge i kajakken, som han bad sin kone gå ned og sy. Konen sad, som om hun ikke hørte, hvad manden bad hende om, thi hun var bange for at miste sjælen, hvis hun gik ned og syede hullet i kajakken. Da manden gentog sin opfordring, blev konen bange for ham. Hun klædte sig på, fandt sine sysager frem og gik ned til stranden, hvor kajakken lå med bunden i vejret, et lille stykke oven for højvandslinien.
Konen begyndte at sy hullet til. Hun havde ikke taget mange sting, før senetråden fik mæle. Hver gang hun trak den igennem, brummede den. Til sidst brølede tråden, hver gang den blev trukket igennem.
Ved et nyt brøl fra tråden så manden, der stod ved siden af, ud over fjorden, og han opdagede et svømmende dyr, der nærmede sig stranden med kurs imod dem. Da han så bedre efter, blev han klar over, at det ikke var en bjørn, men en stor hund, der kom svømmende.
Manden tænkte: »Det er månemandens hund, der er sendt ned til os for at straffe os«. Han greb sin lanse og løb hunden i møde, og idet den kravlede op på stranden, stødte manden sin lanse i siden på den og dræbte den. Manden lod hundeliget ligge.
Konen syede flængen færdig og gik op i huset. Manden, der var blevet betænkelig ved at have dræbt månemandens hund, holdt sig tæt op ad sin kone for at beskytte hende, hvis hævnen skulle komme.
Mens parret om aftenen sad alene i huset, råbte en vred mandsstemme ind igennem husets »næse« (udluftningshul i taget, kaldet qingaq): »Hvem er det, der har dræbt min hund?« — Igen blev der råbt: »Hvem er det, der har dræbt min hund?«
Manden trak i pels, bukser og kamikker og brølede ud: »Den kom for at gøre det af med os, — og det var mig, der dræbte den«.
Da manden for ud af husgangen, så han månemanden, der klædt i bjørneskind stod oven på husgangstaget.
Begge mændene var godt vrede, og de fløj lige på hinanden. Under det voldsomme slagsmål, der nu fulgte, fik manden omsider krænget pelshætten af månemandens hoved, og han gav sig til at sno den, indtil halslinningen var så stram om månemandens hals, at han stod i fare for at kvæles. Månemanden tænkte: »Nu bliver jeg kvalt«, og i sin dødsangst gav han sig til at true manden: »Der skal aldrig mere blive ebbe«.
»Åh, skidt, lad det aldrig mere blive ebbe«, svarede manden.
»Fuglene skal aldrig mere få yngel«, stønnede månemanden.
»Skidt om fuglene ikke mere yngler«, svarede manden og snoede videre.
»Skal sælerne da aldrig mere føde unger?«
»Det gør ingen ting, om ikke sælerne mere føder unger«, svarede manden.
Da det omsider var ved at være ude med månemanden, kom han frem med sin sidste trussel: »Du skal straffes med min »angmalingarsîn«« (d. e. min drabelige ismejsel, en kæmpestor narhvaltand).
Ved denne trussel blev manden betænkelig og løsnede sit tag om månemandens pelshætte.
Længe sad månemanden og samlede kræfter. Da han var kommet til hægterne, spurgte han manden: »Har du ikke lyst til at besøge os?«
»Jo«, svarede manden, »jeg kunne såmænd godt tænke mig at besøge dig«.
»Når du kører op til mig, vil du komme til et stort fritstående fjeld, og kører du østen om det, kommer du til Nalíkâdivákâq. Kører du derimod norden om, vil du komme til mig. Nu skal du se, hvordan du skal bære dig ad.«
Månemanden tog en af sine hunde og smed den op i luften, hvor den blev hængende. Derpå tog han en anden hund og smed den op i luften. Så tog månemanden den tredie hund, trak dens ene forpote ud af selehalsen og smed den op i luften. Samtidig med at han smed slæden op i luften, kastede han sig på den og for af sted i stor fart gennem luften. Snart var månemanden ude af syne. Knapt var manden kommet i hus, før han gik i gang med at lave seler til sine hunde. Han tog et remmesælskind og blødgjorde det ved at småbide i det med tænderne. Da det var gjort skar han det til i lange remme, og inden længe var selerne færdige. Da lagde han sig til at sove.
Den næste dag hen under aften sagde manden til sin kone: »Nu kører jeg på besøg hos månemanden«.
Manden selede sine hunde op. Noget betænkelig tog han den første hund og smed den op i luften. Manden blev helt benovet, da hunden virkelig blev hængende i luften. Én efter én blev hundene kastet op i luften, og idet han smed slæden op, sørgede han vel for at blive hængende. Af sted gik det i rasende fart gennem luften.
Når han kørte gennem klaringer i luften, gungrede slædemedeme, som når man kører hen over glat is. Hver gang han kørte hen over en nordlysbræmme, skurrede det under mederne.
Han havde kørt længe, da han fik et stort fritstående fjeld i sigte. Ved fjeldet delte slædesporet sig i to, hvoraf det ene gik østen, og det andet norden om.
Manden havde haft sådan en fornøjelig kørsel, at han rent havde glemt, hvilket spor han skulle følge. Han lod hundene slå ind på det østgående spor. Kort efter kørte han op til et hus, hvor der ikke var nogen hunde udenfor. Manden vendte mederne i vejret på slæden og gik ind. Idet manden stak hovedet op over hustærskelen, så han straks, at det ikke var hos månemanden, han var kommet, thi på briksen sad en stor kvinde. Og nu kom han i tanker om, hvad månemanden havde fortalt ham: at ingen slap levende fra et besøg hos Nalíkâdivákâq. Da der ikke var andet at gøre, satte manden sig på vindues-briksen.
Nalíkâdivákâq bøjede sig ned over briksekanten og halede sine bukser frem. Skridtet i bukserne var skindet af et hundehoved og -hals. Hun trak i bukserne. Da hun atter bøjede sig frem over briksekanten og ledte, fremdrog hun sin tromme. Nalíkâdivákâq trådte ud på gulvet og stillede sig med front mod sin gæst. Mellem benene hang hundehovedet med rød »maske« og to store hvide pletter over øjnene.
Nalíkâdivákâq trådte dansen og sang:
»Nalíkâdiváka qûjungitse« – »Mit svære skræv, smil«.
Manden var næppe selv klar over, at han trak på smilebåndet, før han mærkede et sviende stik. Med trommestikken, en stor kniv, sprættede Nalíkâdivákâq ham op fra indersiden af det ene kraveben og om på ryggen og trak indvoldene ud af ham.
Krybende på alle fire slæbte manden sig ud til sin slæde. Han trak sine hundes poter ud af selehalsen og gav dem startsignalet. Han overvejede, hvorvidt han skulle køre hjem til sin egen boplads, men bestemte sig for at køre op til månemanden.
Mere død end levende lå manden på slæden. Han rundede det før omtalte fjeld, og havde ikke kørt længe, da han for op af skræk over at høre arrigt hundebjæf. Han var nået frem til månemandens boplads. Ud kom månemanden for at tage imod sin gæst: »Kékê, hvordan er det, du ser ud?« udbrød månemanden forundret.
Manden svarede: »Jeg kørte forkert og havnede i stedet hos Nalíkâdivákâq«.
»Glemte du, hvad jeg havde sagt til dig?« spurgte månemanden.
»Ja, jeg glemte det og kørte fejl«, svarede manden.
»Har hun ædt din lever og dine indvolde op?« spurgte månemanden.
»Nej«, svarede manden, »hun havde ikke ædt noget, da jeg kørte bort fra hende«.
Månemanden fik travlt med at sele sine hunde op og kørte.
Da månemanden kom farende ind til Nalíkâdivákâq, fandt han mandens indvolde, der stod til afkøling i et stort træspånfad midt på gulvet.
Månemanden greb indvoldene og stampede fadet itu. Derpå løb han ud af Nalíkâdivákâqs hus og kørte hjem i rasende fart. Månemanden håbede på, at hans gæst endnu ville være i live, når han nåede tilbage med hans indvolde.
Jo, manden var stadig i live. Idet månemanden rakte ham hans indvolde, sagde han: »Her, gnask dem i dig, spiser du dem ikke op, vil du dø. Du kommer dig ikke, før du har fået alt i dig«.
Manden tog sine indvolde, og med stor væmmelse sled han dem i sig med tænderne. Den sidste lille bid ville ikke ned, men på grund af månemandens trusler, turde han ikke lægge den fra sig. Med stor møje slugte han den sidste bid. Gradvis kom manden til hægterne.
Mens han sad på vinduesbriksen – som besøgende har for skik – blev hans opmærksomhed fanget af en dump lyd. Det var gulvflisen nærmest tærskelflisen, isîtap tugdia, der klaprede op og ned. Til sidst vuggede flisen, som om den var blevet levende. Månemanden pegede på flisen og sagde: »Se der, når den begynder at klapre, har man en uimodståelig lyst til at række ud efter den. Der sker intet ved bopladserne, uden at jeg opdager det. Nu skal du se«.
Derpå løftede månemanden gulvflisen som en lem, og manden fik et mærkeligt syn at se. Han så igennem et rør ned på jorden, hvor alle de mange bopladsers huse var samlet i en krans med husgangene mod midten, som hunde, der bæller suppe i sig af en isgrube, hvori der er hældt kødsuppe til dem. Og bopladsernes folk kunne man se. Når en dødsbodøvende begyndte at fristes til noget, der var ham eller hende forbudt, blev vedkommendes arm lang og tynd. »Derfor kan du se«, sagde månemanden, »jeg får aldrig nattero«. – »Og det er derfor, jeg formaner menneskene til at følge vedtægterne. For i min vrede over aldrig at få lov til at sove en nat igennem, sender jeg en af mine hunde til den boplads, hvor dødsbod krænkes.«
Manden betragtede længe bopladserne på jorden, og rejste så hjem uden uheld.
Gennem ham fik man forklaring på, hvorfor man skal øve dødsbod.