Manden fra Kialêq. Fortalt af Ejnar Nakínge (Rosing)
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ![]() |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Manden fra Kialêq
Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing
Fortalt af Ejnar Nakínge
Der går frasagn om, at en åndemaner ved Kulusuk en vinter holdt en besværgelse. Da han var kommet i den tilstand, hvor al viden og kunnen var samlet i ham, drog hans ånde på rejse for med hjælpeånderne at granske »det usynliges« tanker om bopladsen. Hans hjælpeånder skiftedes til at holde vagt over hans åndeløse legeme.
For hver gang en ny hjælpeånd kom ind i huset for at afløse den foregående, spurgte man den ud om åndemanerens rejse; da sad den og fortalte om sin herres rejse og holdt således folk underrettet om hans færd.
Efter at en af ånderne havde forladt huset, raslede det ude i husgangen, og nok en ny târtaq (hjælpeånd) trådte ind.
Husets indvånere bad hjælpeånden om at fortælle – »uníkarterniarin« fortæl.
Den nys ankomne svarede: »Jeg er ingen hjælpeånd, men blot et almindeligt menneske, der er kommet nordfra, fra Kialêq; vejr og vind har slået mig hertil«.
Manden tav, og så fortalte han videre.
»Jeg bor altid ved Tasîlaq norden for Kialêq, og til trods for at mange af jer har overvintret deroppe omkring, har I aldrig besøgt mig, thi min boplads ligger utilgængeligt inde i fjorden.
Om sommeren er min fangst narhvaler; sæler fanger jeg sjældent, selv om der er nok af dem.
Om vinteren, når vi er blevet træt af bjørnekød, sætter jeg mig ved et åndehul, og det varer aldrig længe, før jeg trækker sæl op på isen.
Jeg har store og gode hunde, der står bundne, når jeg ikke bruger dem, og de har altid så meget at æde, at de ikke hyler eller rykker i tøjret.
Min slæde er meget større end jeres, og mit spand tæller 8 store hunde.
Thi med alle de bjørne, der er i mit land, må jeg have stor slæde, for en bjørn kan ikke fragtes hjem på en slædetype som jeres.
Mit land er rigt på fangstdyr, og besøger I mig, da skal I blive beværtet med de lækreste spiser. Mere har jeg ikke at berette om mig selv.«
Efter endnu en pause fortsatte den fremmede sin fortælling: »Men sidste vinter fik jeg besøg af tre mænd – tre store flotte mænd, som allerede tidligt på vinteren var drevet til søs under isfangst. De havde klaret sig godt, thi støt havde de fanget sæl. Nu skal I høre, hvordan de kom til min boplads, og hvordan de overvintrede hos mig.
Hver gang mine hunde bjæffer og rykker i tøjret, er det, fordi en bjørn kommer på natvisit, og når vores plejesøn kryber ud ad husgangen og spejder, kommer han altid ind og siger: »Det er bare en bjørn«. Kun når bjørnen bliver for nærgående, går jeg selv ud og jager den væk.
En sen aften, hvor vi som sædvanlig sad uden mange ord og syslede med vore ting, gav hundene arrige bjæf. Plejesønnen gik ud, og han havde travlt, da han kom ind og meldte: »Der står tre store mænd i mærkelige klæder ved konebådsstativet«. Jeg, som sjældent reagerer for bjørn, fik travlt med at trække i anorak og kamikker og for ud ad husgangen. Der — midt i vind og snefog – stod tre store mænd, kraftige og pragtfulde så de ud i deres dragter af fremmedartet snit, udelukkende af bjørneskind fra top til tå. De stod urokkelige, bange for hundene, der stod tøjrede ved husgangen.
Det slog mig, om de kunne forstå mig, og jeg sagde: »Kom kun nærmere til mig, der så gerne ser fremmede ved min boplads«.
Jo sandelig, om de ikke forstod mig, ligesom jeg forstod, hvad de sagde. Men deres mål var fremmedartet, omend forståeligt. Den ene trådte frem, det var den ældste, men den mindste. Idet han trådte frem imod mig, sagde han: »Her har vi drevet om fra vinterens begyndelse, og vort håb om at finde gæstfrie mennesker, i hvis hus vi kan være og vente til den værste vinter er ovre, er nu gået i opfyldelse«.
Jeg brast ud i stor glæde: »Kom ind – kom ind — kom ind — jeg skal beværte jer efter ringe evne. Jeg, som savner fremmede mænd til tidkorte i de lange vinteraftener.«
Vi gik ind. Den mindste fulgte mig ind, og idet han trådte op på tærskelen, gongede han hovedet op i tagspærene. Nu kom den anden. Han måtte bøje sig godt for ikke at støde hovedet. Den tredie og største satte knæene op på tærskeltrinet, hans hoved hældede til siden, og så stor var han, at hans skuldre nåede op under loftet.
De var usædvanlig velskabte alle tre, mandfolk, som nok var værd at se på, og hvis fortællinger var værd at lytte til.
Med det store forråd, jeg havde, var der ingen nød, og mange lækre spiser var vi jo i stand til at give vore gæster. Til at begynde med spiste de forsigtigt, thi de havde sultet de sidste mange dage, før de nåede frem til vores boplads.
Jeg fik derefter travlt med at udvide den ene vinduesbriks, thi gæsterne skulle have et leje, der svarede til deres størrelse.
Mange huder af bjørn og sæl blev hentet ind fra konebådens indre. Og aldrig har jeg følt en sådan glæde ved at kunne byde mine gæster det bedste, jeg havde.
Det var, som om jeg blot havde set på mine gæster en lille stund, da vinteren var på hæld, og solen begyndte at tø sneens overflade, som nattefrosten derefter frøs til en isskorpe.
De tre mænd fik uro. Nu var tiden inde til, at de ville vandre hjem.
Tung i sindet bød jeg min husstands kvinder sy dem nye klæder fra inderst til yderst. Mange skind af sæl og alskens pelsdyr gik til deres dragter, for store som de var, gjaldt der andre mål end til os.
Så en dag stod de fremmede rejseklare, og kvinderne beredte deres rejseproviant. Jeg bød kvinderne tage frossent kød ind og skære det til, med spækterninger til.
Kødet og spækket blev omhyggeligt puttet i store bæresække. Bærestropperne sad således, at de lige kunne komme ned over begge skuldre på dem, og sådan at de ikke kunne glide.
Den dag, opbruddet fandt sted, spændte jeg mine hunde for, og de var udhvilede og gale efter at trække. De tre bæresække blev surret på slæden, og jeg gav mit startsignal; hundene kastede sig frem i selerne, og farten var stor.
De fremmede ville ikke sidde på slæden. Thi de kørte aldrig hunde. De var store gågængere og vældige løbere.
Til trods for, at hundene strakte godt ud i sejt trav, var de tre ikke til at ryste agterud.
Dag efter dag fortsatte vi mod nord, indtil vi — da der var gået fem dage – nåede til en kyst, der strakte sig som en brævæg mod nord.
Her måtte jeg slippe mine gæster, de, der kortede den lange vinter af for mig og min husstand.
Ved afskeden sagde den ældste af dem: »Om det ikke lykkes for os at passere denne kyst, da vender vi tilbage til jer«.
De tog derpå bæresækkene på ryggen, hoppede og sprang på stedet for at ryste byrden på plads – og satte så i løb mod nord.
Selv sad jeg tilbage på slæden og så længe efter dem. Snart var de borte i foget fra deres egne fodslag.
Jeg sad og tænkte på, hvad de fortalte mig: at deres land lå så langt mod nord, at deres proviant sikkert lige ville slå til, når de hver dag kun tog en kød- og en spækterning hver.
Lange kyststrækninger skulle de passere, og mange fjordgab skulle de lægge over.
Da vendte jeg slæden og kørte mod syd. Jeg kom hjem, som forårsvarmen havde skilt havisen fra land ved en bred smeltevandsrevne.
De tre fremmede må være nået hjem. Thi siden hverken hørte eller så man noget til dem.«
Ikke så snart var Kialêq-manden færdig med at fortælle, før han gik. Man fulgte efter ham og så, at han allerede var langt ude på isen, og hans vældige hunde for en lang slæde strakte ud i stor fart mod nord.