Manden som opsøgte sit Sødskendebarn paa Akilinek (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
5. Manden som opsøgte
sit Sødskendebarn paa Akilinek
(Efter den mundtlige Fortælling)
Tvende Sødskendebørn (Dreng og Pige) forlode aldrig hinanden og befattede sig kun med at vandre sammen paa Landjorden. Først da de bleve større og Drengen fik Kajak, begyndte de at skilles ad, idet han kun hveranden Dag gik med hende efter Rensdyr. Engang, da de vare blevne ældre, kom de paa en saadan Vandring til et Fjeld, hvis Sydside var smuk frodig, men Nordsiden en steil Bratning. Manden sagde: »gaa du om ad Solsiden, jeg vil følge Skyggesiden, saa ville vi see at mødes.« De gik saa hver til sin Side, og Manden ventede forgjæves at skulle møde hende, omsider blev han angst, og da han kom til det frodige Land, gav han sig til at raabe, men ingen svarede; tilsidst blev det Aften, og i den Mening, at hun kunde være gaaet hjem, begav han sig paa Hjemveien. Men da han kom ind og heller ikke traf hende der, blev han modfalden og svarede ikke et Ord paa Forældrenes Spørgsmaal. Først Dagen efter opad Dagen udbrød han: »paa Grund af den Vandren har jeg mistet mit kjære Sødskendebarn, hele Dagen søgte jeg uden at finde hende,« og saa vilde han hverken spise eller drikke, og Forældrene ængstedes for ham. Da han saaledes vedblev at være ordknap, sagde Faderen engang: »i vor Nabobygd mod Nord findes der mange gamle Folk, de Gamle ere rige paa Fortællinger, gaa til dem og adspred dig.« Tidsidst fik han Lyst og en Morgen begav han sig paa Veien og sagde at han vilde blive to eller tre Dage borte. Da han kom til Bygden søgte han i Husene efter gamle Folk, og omsider fandt han et Par meget gamle Ægtefæller, der havde Plads paa Midbrixen; dem satte han sig ligeoverfor, betragtede dem og sagde: »det er ikke for ingenting, man er gaaet paa Besøg; men for at høre Fortælling.« Manden saae paa ham og sagde: »ja, man har jo nok at snakke om, i Ens unge Dage da var man altid paa Farten; det grove, hvide Flydetræ det duede ikke til Slæde, nei! kun af det faste røde Træ vilde man have sig en Slæde. Saa kjørte jeg da ogsaa engang langt hist ind i Landet, ikke for at jage, men blot for at søge Adspredelse, da jeg havde Sorg; og jeg fik Öie paa et høit Fjeld, lidt fladt paa Toppen, og jeg tænkte: mon det ikke skulde kunne skaffe dig Tidsfordriv? Jeg kom da til dets yderste Kant, speidede med Øinene opad og saae der paa et Trin af Bratningen, hvor behændigt de hoppede. Jeg betragtede dem nøiere, og opdagede at det var kukissouk — Unger, smukke at see til, nogle med sorte og hvide Striber, og høiere oppe saae jeg ligesaa mange af samme Slags. Jeg tænkte at Moderdyret vel ogsaa maatte være der, og jeg fik Lyst til at krybe derop. Jeg begav mig da paa Veien, og da jeg havde naaet Overfladen, saae jeg Moderen ligge sammenkrympet, og medens jeg betragtede dem, kom en lille Sneespurv flyvende hen over den, uden at rette sig sprang den i et Nu iveiret og med det Samme faldt Vingerne af Spurven ned hver for sig. Men da jeg saae dette, grebes jeg af Skræk og flygtede. Ja, hvis nogen søger Adspredelse, kan han finde den der. Stedet er let at finde, i nordostlig Retning for Eders Huus er dette det eneste høie Fjeld.« Da Gjæsten hørte dette fik han pludselig Lyst og ilede strax hjemad. Førend Forældrene ventede ham, see! da kom han allerede; men de udfrittede ham ikke videre. Først henad Aftenen sagde han: nu har jeg da hørt, hvor jeg kan fordrive Sorgerne, men min stakkels Slæde duer ikke dertil, naar jeg har faaet en ny, vil jeg derhen,« Dagen efter var han allerede borte, og først om Aftenen hørte de det støie udenfor, og ind kom han springende, badet i Sved og sigende: »jeg har da faaet mig et Trækdyr, men det bliver nok slemt at tæmme.« Faderen skyndte sig ud, men fik Øie paa en uhyre Ræv, der laae og brølede oppe paa Huset, hvorover han forskrækket trak sig tilbage. Nu bad Sønnen endelig om Mad, og da det var første Gang at Moderen hørte dette, kom hun i Bevægelse, skyndte sig at hente tørret Rensdyrkjød og Tælle og satte det for ham. Den følgende Dag hentede han paa samme Maade en Bjørn, der var skaldet paa Hovedet, og nu turde Faderen af Frygt ikke mere vove sig ud. Imidlertid tæmmede Sønnen Dyrene og omsider løsnede han Bindselet, som han havde sammensnøret Forbene med, og de vare da tamme. Saaledes gik Vinteren. Om Sommeren gik Sønnen i Kajak, men ikke paa Fangst, alene for at opsøge Flydetræ, og engang kom han hjem med en svær Stamme af det faste røde Træ. Deraf lavede han sig en Slæde og brugte Ræven og Bjørnen til Trækdyr. Engang, endnu før der var faldet Snee, sagde han til sine Forældre, at de ikke skulde være bekymrede, han vilde kjøre ud for at søge Adspredelse. Han opsøgte da det Fjeld, som den Gamle havde forklaret, saae ogsaa Kukissouk-Ungerne, og steg saa tilfjelds efterat have bundet sine Trækdyr til en stor Steen. Endelig fandt han ogsaa Moderdyret, og skjøndt han ligeledes saae, hvorledes det sprang iveiret og greb en Rype i Flugten med sine skarpe Kløer, listede han sig dog paa det og bandt i Hast dets Forbeen med en Rem. Nær var han bleven qvalt af Sved, men da Forbenene vare bundne, havde han det let med Bagbenene, og endelig slæbte han det. ned og lagde det paa Slæden. Da han nu kom hjem og fortalte Faderen, at han havde bragt en Kukisouk, sagde denne: »for Mennesker er du nu uovervindelig« thi han havde hørt, at endnu ingen havde eiet en Kukisouk. Fra den Tid af paatog Sønnen atter sit tidligere Væsen. Om Vinteren, da Isen havde lagt sig, kjørte han flittigt i Slæde med Ræven og Bjørnen. Engang kom han langt ud i Nordvest til en Aabning, der var fuld af Sælhunde og Fugle; hiinsides samme fik han Øie paa en blodig Plet, og da han kjørte derom, traf han paa Slædespor, der førte lige ud tilsøes. Han kjørte efter dem og kom omsider til en stor Ø, og fandt der et Huus. En Kvinde kom udenfor, med et Barn paa Ryggen, og da hun opdagede den Fremmede og stirrede paa ham, gjenkjendte han sit Sødskendebarn. De gave sig nu i Snak sammen og hun fortalte: »paa hiin Dag, da vi gik rundt om Fjeldet, og jeg gik langs Solsiden, kom der et stort Umenneske, greb mig og bragte mig hertil, hvor han gjorde mig til sin Hustru, men sørgede vel for mig; saa at jeg ikke har lidt nogen Mangel, gaae nu indenfor.« Om Aftenen kom Svogeren hjem fra sin Fangst, slæbende en stor Hvalros med Unge efter sig. Da han saae den fremmede Mand, blev han først skinsyg og vilde dræbe ham, men da han saa hørte, at det var en Slægtning, blev ban meget glad og vilde, at han skulde blive hos dem. Men Gjæsten tænkte paa sine Forældre, at de maatte være bekymrede for ham, derfor begav han sig paa Hjemveien den følgende Dag, efterat de havde lovet at ville besøge ham. Henad Foraaret saae man dem ogsaa komme kjørende, med 5 Rensdyr spændte for Slæden; men ved Ankomsten blev den fremmede Svoger saa forskrækket over de fæle Trækdyr, at han ikke turde gaae ud af Huset igjen. Formedelst sin Kjæmpestørrelse, da han ikke var noget rigtigt Menneske, maatte han ligge paa Gulvet; omsider fik han dog Lyst til at gaae ud. Da gav Svogeren sine Trækdyr Befaling til at de skulde dræbe ham, og idet han kom frem at Huusgangen, bed Ræven ham først, og derpaa sønderrev Kukissouken ham med sine Kløer. Senere dræbte Svogeren ogsaa deres Barn, af Frygt for, at det skulde blive ligesom Faderen, og da Sødskendebarnet omsider havde forvundet sin Sorg, paatoge de atter deres gamle Skik og vandrede sammen ligesom fordum. Sammesteds hvile ogsaa deres Been.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn, ss. 15-17
