Maratse besøger de døde i himlen (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Maratse besøger de døde i himlen

Maratse havde sat sig på sit siddeskind for at mane ånder, og han meddelte sine bopladsfæller, at han agtede at besøge de dødes land i himlen.

Maratse fløj lige op i luften og kom til et stort land. Medens han så sig om, begyndte folk at dukke frem, og de gik ham i møde. De spurgte alle: »Er han kommet for at blive?« Der blev svaret: »Han er ikke kommet for at blive«.

Maratse fik jagtiver ved at se store fede ravne, der skræppede op, hoppe rundt uden at kunne flyve. De var så tunge, at de kun formåede at baske lidt op i luften. De var blevet så tunge og fede af at æde lig.

En flok hunde samledes omkring Maratse. De var alle skindløse undtagen omkring snuden og om poterne. En af mændene tog til orde: »Sig til folk, at når hunde dør, skal alt skind på dem fjernes, thi småbørn bliver så skræmte, når der ankommer nye hunde, der kun har skind og pels på snude og poter«.

En stor og kraftig pige gik Maratse i møde. Hun var yderst nærgående og stak næsen helt op i ham for at få fært. Hun havde ingen ydre øren, kun et hul på hver side af hovedet, ligesom på en sæl.

Da kom Maratse i tanker om, at pigen var hans egen lillesøster, der døde lige efter fødslen, og som havde ørehuller som på en sæl.

Og hun var så nærgående, at Maratse måtte flytte sig et skridt tilbage.

Der kom en ny gruppe mennesker. Ud af gruppen skilte sig en ung mand, som gik direkte hen til Maratse, der så nøje på ham og kom i tanker om, at det var hans lillebror, der som lille dreng var faldet igennem isen på en sø og var druknet.

Grunden til, at hans søskende var kommet op i de dødes land i himlen, var den, at søsteren efter døden blot var blevet slængt bort, og broderen var blevet gravlagt på land.

Og nu genså Maratse dem som voksne.

Omkring dem hoppede de fede ravne rundt, og Maratse havde lyst til at fange dem.

Tiden var ikke faldet Maratse lang, og bedst som han gik og undrede sig over alt det nye, han så, sagde hjælpeånderne til ham: »Nu må vi se at rejse hjem til vort land, det er ved at blive lyst«.

Og så drog Maratse og hans følge hjem. Først efter at han var udhvilet efter himmelflugten, fortalte han om mødet med sine afdøde søskende. Og han sagde til sine husfæller: »Jeg skulle sige fra de døde i himlen, at hver gang I flår en død hund, må I fjerne alt skind på den, thi de små børn deroppe bliver ellers bange, når der sidder skind og pels om snude og poter på hundene«. Fra denne dag fjernede man alt skind på de døde hunde.

Og således fik man at vide, hvor de døde hunde kom hen. De blev hunde for de døde i himlen, og de for rundt uden pels, indtil Maratses besøg dog med lidt pels om snude og poter.

Og her ender beretningen om Maratses forunderlige oplevelser som hedensk åndemaner, og når han som kristnet fortalte om dem, sagde han altid: »For jer kan de lyde som løgn og opspind, men ikke desto mindre har jeg selv oplevet dem«.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 280-281, København, 1963.

Næste kapitel ►